Trinitatis søndag (Joh 3,1–15)

Evangeliet på søndagen efter pinse, som man kalder den hellige trefoldigheds søndag, Joh 3,1–15

Udlægning af evangeliet sammen med en kort fortale om den hellige treenighed

I dag fejrer man den hellige treenigheds fest, og den må vi også røre lidt ved, så vi ikke fejrer den forgæves; skønt man ingen steder i den hellige Skrift finder dette navn, treenighed, men mennesker har udtænkt og fundet på det. Derfor lyder det også temmelig koldt, og man ville gøre langt bedre i at sige «Gud» end «treenigheden». Men ordet betyder, at Gud er trefoldig i personerne. Det er nu en himmelsk ting, og verden kan ikke forstå den. Derfor har jeg ofte før sagt jer, kære venner, at man ikke må grunde denne og enhver anden trosartikel på fornuften eller på lignelser, men fatte og grunde dem på Skriftens ord; for Gud ved godt, hvordan det forholder sig, og hvordan han skal tale om sig selv.

De høje skoler har fundet på mange slags distinctiones [skelnen, distinktioner], drømme og opdigtelser, som de har villet påvise den hellige treenighed med, og er blevet til nar derved. Derfor vil vi tage nogle ord af Skriften, som vi vil fatte og fastslå Kristi guddom med. Og for det første af Det Nye Testamente, for dér er der mange ord, som det hos Johannes (Joh 1,1–3): «I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Det var i begyndelsen hos Gud. Alle ting er skabt ved det, og uden det er intet skabt af det, som er skabt.» Nu, når han ikke er skabt, men selv er Skaberen, så må han visselig være Gud. Og når Johannes siger lidt efter (Joh 1,14): «Og Ordet blev kød.»

Ligeledes af Det Gamle Testamente; for således siger David i Salmernes Bog (Sl 110,1): «HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre hånd» – det vil sige: sid på kongestolen, og vær herre og konge over alle skabninger, og alt skal være dig underlagt – «indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.»

Ligeledes i en anden salme (Sl 8,5–9): «Hvad er et menneske, at du kommer ham i hu, og et menneskes søn, at du ser til ham? Du vil lade ham mangle lidt i at være Gud, men med ære og pragt vil du krone ham. Du vil gøre ham til herre over dine hænders værk; alt har du lagt under hans fødder, får og okser alle sammen, også de vilde dyr, fuglene under himlen og fiskene i havet, og hvad der vandrer havets veje.»

Det vil sige: Du har gjort ham til herre over hele verden. Dette ord af salmen udlægger Paulus i Efeserbrevet (Ef 1,21–22) og i Kolossenserbrevet (Kol 2,9–10), og han udlægger det ganske mesterligt. Har Gud nu sat ham ved sin højre hånd og gjort ham til herre over alt i himlen og på jorden, så må han jo være Gud; for det ville ikke passe sig, at han skulle sætte nogen ved sin højre hånd og lade ham have så megen magt i alle skabninger, som han selv har, hvis han ikke var Gud; for Gud vil ikke give en anden sin ære, som han siger hos profeterne (Es 48,11). Således har vi to personer, nemlig Faderen og Sønnen, som han har givet lige så meget, som han selv har under sig. For at sidde ved den højre hånd er at være Gud lig og at have alle Guds skabninger i sin hånd; derfor må den være Gud, som han har givet dette.

Gud har også budt os, at vi ikke skal tilbede andre og fremmede guder. Nu har vi hos Johannes, at Gud vil have, at man skal ære Sønnen med den ære, som han selv æres med; for således lyder ordene hos Johannes (Joh 5,19–23), hvor Kristus siger til jøderne: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre; for det, han gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør, og han vil vise ham større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen levende, hvem han vil. For Faderen dømmer ikke nogen, men al dom har han givet til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.» Det er da (mener jeg) lyse, klare ord om Kristi guddom.

Når Gud nu byder, at man kun skal have én Gud og ikke give nogen anden skabning den ære, som tilhører og tilkommer Gud, og han så giver den til Kristus, så må han jo være Gud. Således siger også Sankt Paulus (Rom 1,2–4): «Gud har forud lovet evangeliet ved sine profeter i de hellige skrifter, om sin Søn, som er født ham af Davids sæd efter kødet og kraftigt bevist at være Guds Søn efter Ånden, som helliggør, fra den tid han opstod fra de døde, nemlig Jesus Kristus, vor Herre.»

Efter kødet har han altså nu haft en begyndelse; men efter Ånden har han været fra evighed, skønt det ikke før er blevet klart erkendt. For det har ikke været nødvendigt, at vi gjorde ham til Gud, men kun at vi gjorde det klart og fattede, at han var Guds Søn. Og det er Helligåndens sag, som Kristus selv siger hos Johannes (Joh 16,13–14): «Når sandhedens Ånd kommer, skal han prise mig» eller herliggøre mig. Og et andet sted skriver evangelisten Johannes (Joh 17,1–5), at Jesus løftede sine øjne mod himlen og sagde: «Fader, timen er kommet, at du herliggør din Søn, for at din Søn også kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alt kød, for at han skal give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Men dette er det evige liv, at de kender dig, at du alene er den sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden og fuldført det værk, som du har givet mig at gøre; og nu, Fader, herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var.»

Derfra kommer også ordet i den anden salme (Sl 2,8): «Bed mig, så vil jeg give dig hedningerne til arv og jordens ender til ejendom.» Dér er han visselig sat til konge over alle ting, fordi han er Guds barn; for ellers er hele verden ikke underlagt nogen fyrste eller konge. Ligeledes kalder David ham åbenlyst Gud i en anden salme og siger (Sl 45,7–8): «Gud, din trone står altid og evigt, dit riges scepter er et ret scepter. Du elsker retfærdighed og hader gudløst væsen. Derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie mere end dine fæller.» Nu gør Gud ingen til en sådan konge, som ikke er Gud; for han vil ikke slippe tøjlerne af sin hånd, han vil alene være herre over himmel og jord, død, helvede og Djævelen og over alle skabninger. Når han nu gør denne til herre over alt, hvad der er skabt, så må han jo være Gud. Derfor kan man ikke have nogen sikker grund for Kristi guddom, uden at man vikler og lukker hjertet ind i Skriftens ord. For Skriften begynder ganske blidt og fører os til Kristus som til et menneske, og derefter til en herre over alle skabninger, derefter til en herre over alle ting, derefter til en Gud. Således kommer jeg godt ind i sagen og lærer Gud at kende. Men filosofferne og de verdenskloge folk har villet begynde ovenfra, og dér er de blevet til nar. Man må begynde nedefra og siden komme op, så at Salomos ord ikke bliver opfyldt på os (Ordsp 25,27): «Den, der spiser for meget honning, det er ikke godt; og den, der ransager svære ting, for ham bliver det for svært.»

Således er troen nu grundet og befæstet tilstrækkeligt med Skriftens ord om de to personer, Faderen og Sønnen. Men om den tredje person, nemlig Helligånden, står der hos Matthæus (Matt 28,19), at da Kristus sendte sine disciple ud, sagde han: «Gå hen og gør alle folk til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.» Dér tillægger han også Helligånden guddommen; for jeg tør ikke stole på eller tro på nogen uden Gud alene; for jeg må have en, som er mægtig over død, helvede og Djævelen og over alle skabninger, så han kan byde dem, at de ikke skader mig, og som trækker mig igennem, så jeg har en, som jeg frit kan bygge på, og intet kan skade mig. Heraf slutter Kristus, at man også skal tro på og stole på Helligånden; derfor må han også være Gud. Således taler Kristus også meget til sine disciple i Johannesevangeliet om Helligånden og om hans kraft eller virkning.

Ligeledes står der således i Første Mosebog (1 Mos 1,2): «Og Guds Ånd svævede over vandet.» Skønt dette ord ikke er så klart som det foregående; for jøderne gør det usikkert for os og siger, at ordet på hebraisk betyder en vind.

Ligeledes siger David i en salme (Sl 33,6): «Himlen er skabt ved HERRENS ord og hele dens hær ved hans Ånds mund.» Det vil sige: Himlen er skabt ved Helligånden og alt, hvad der er i den. Men her er det klart, at Helligånden er Gud, eftersom himlen og alt, hvad der er i den, er skabt ved ham. Ligeledes siger David i en anden salme: «Hvor skal jeg gå hen for din Ånd, og hvor skal jeg flygte hen for dit åsyn? Fór jeg op til himlen, så er du der; redte jeg mig et leje i helvede, se, så er du der også.» (Sl 139,7–8). Det tilkommer nu ikke en skabning at være alle vegne og fylde hele verden, men Gud, Skaberen.

Derfor holder vi os her til Skriften og til de ord, som vidner om Guds treenighed, og siger: Jeg ved godt, at Gud er Fader, Søn og Helligånd; men hvordan de er én ting, det ved jeg ikke, og det skal jeg heller ikke vide. Lad os nu også her tro, at Kristus er Gud, så troen ikke står på menneskers opdigt, men på den sikre Skrift, som slutter og fører frem til, at han er Gud. For jeg må sætte mit hjerte til en Herre, som beskytter og forløser mig fra helvede, synd, Djævelen og døden, som gør ham kendt for os og frelser os ved ham. Det være nok sagt om den første del. Nu vil vi vende tilbage til evangeliet og sige lidt om det, så vidt vi har tid tilovers.

Udlægning af evangeliet

I dette evangelium har I klart for jer, hvad fornuften og den frie vilje formår. Det ser I fint her i denne Nikodemus, som var den ypperste blandt de bedste, en fyrste og overhoved blandt farisæerne, som var de bedste i folket. Nemlig at de, når de kommer allerhøjest, er ganske blinde og døde for Gud, hvor hellige, kloge, gode og mægtige de end ser ud i folks øjne. For jo længere denne Nikodemus omgås Kristus, des mindre forstår han ham; og det er dog jordiske ting, det vil sige ting, han har at gøre med, og hvordan han skal dødes. Så blind er fornuften, at den hverken kan se eller vide Guds gerning, ja, end ikke de ting, som den selv skal have med at gøre. Det er et slag i ansigtet på naturen og den menneskelige fornuft, som filosofferne og de verdenskloge dog har ophøjet så højt og sagt: Ratio semper deprecatur ad optimum; fornuften stræber altid efter det bedste.

Derfor har Gud ladet os få et eksempel her, så vi kan se, at det allerbedste i naturen intet er, og at den, hvor den er smukkest, klarest og lysest, er blind; for ikke at tale om de andre [kilden har her et forkortet ord, «der’»; «de andre» er et skøn], som stikker fulde af misundelse og had. Derfor har han her bevist med eksempler, ord og gerninger, at den menneskelige fornuft intet er andet end blind og død for Gud; derfor kan den heller ikke længes efter de guddommelige ting eller begære dem.

Nu, eksemplet er Nikodemus, gerningen er personen. Nu, denne Nikodemus, som dog var en retskaffen, godhjertet mand, kan hverken begribe Guds gerning eller ord; hvordan skal da Annas og Kajfas begribe dem? Han kommer her til Herren om natten; det er sket af frygt, for at de andre ikke skulle skælde ham ud for en kætter. Heraf kan man slutte, at han endnu har været en gammel Adam, eftersom han går om natten og endnu ikke har haft det rette, sande lys. For havde han været et nyt menneske, så var han kommet ved højlys dag og ikke været bange for nogen. Derfor svarer Herren ham også skarpt og støder hele hans hilsen og det, han ville sige videre, tilbage, som vi skal høre. Den gode Nikodemus kommer og siger således til Herren:

«Rabbi, vi ved, at du er en lærer, som er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden Gud er med ham.»

Disse ord mener han at have sagt i god mening; men her er det endnu den gamle hud og det rene hykleri. Derfor vil Kristus ikke tage imod hilsenen, men vil trække den gamle hud af den gode Nikodemus og gøre ham ny, så han går frem af hjertets grund og af tro; og han siger således til ham:

«Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.»

Som om Kristus ville sige: Nej, kære Nikodemus, jeg lader mig ikke røre af dine smukke ord; du må aflægge den gamle hud og blive ny. Du tror det ikke, sådan som du siger; du er endnu bange. For naturen hører nok Guds ord og evangeliet og har behag i det; men det går ikke ind i hjertet. Derfor må man døde fornuften og give sig ind i den åndelige fødsel. Det er det, Kristus vil, når han siger, at man må fødes på ny. Det kan fornuften nu ikke begribe; derfor siger Nikodemus hertil:

«Hvordan kan et menneske blive født, når det er gammelt? Kan det for anden gang komme ind i sin mors liv og blive født?»

Således snubler fornuften over Ånden, farer hen på noget andet og overfører denne åndelige fødsel på den kødelige fødsel. Derfor går Kristus videre og forklarer ham denne fødsel, for at rive ham ud af det, og siger:

«Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvis ikke nogen bliver født af vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige.»

Som om Herren ville sige: Du vil drage min fødsel, som jeg taler om, derhen. Jeg ved godt, at den kødelige fødsel bliver stående; men jeg taler om en fødsel, som er af vandet og af Ånden eller vinden. Og han siger videre:

«Det, som er født af kødet, er kød, og det, som er født af Ånden, er ånd.»

Det er ord, som ingen fornuft dog kan fatte; den falder hen på Ånden og vandet og spekulerer over, hvordan det skulle kunne gå til. Dér ser den så intet af det, som hører til en fødsel, og bliver helt til en nar og siger: «Hvordan kan det gå til, at et menneske bliver født af vand og af Ånden? Ja, hvis det var vandmos eller vandbobler!» Så kommer Kristus og hugger hovedet af fornuften og siger: «Er du Israels lærer og ved ikke dette?» Du skulle lære andre den åndelige fødsel, så de blev retfærdige, og du ved den ikke selv. Dér lægger han fornuften og hele loven ned for ham og siger: «Ak, kære, ved du ikke, hvordan det går til, så ved jeg det, og andre profeter også, som vidner om dette for mig. Fornæg din fornuft, luk øjnene, og hæng dig bare til mit ord, og tro det. Sådan går det til, kære Nikodemus!» Derfor siger han:

«Du må ikke undre dig over, at jeg har sagt til dig: I må blive født på ny. Vinden blæser, hvor den vil, og du hører nok dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen. Således er det med enhver, som er født af Ånden.»

Som om han ville sige: Du tager dig for at udmåle de åndelige ting med din fornuft og kan ikke begribe de ting, som sker hos dig i naturen, som han her siger om vinden. For endnu har ingen filosof eller verdensklog kunnet udforske eller beskrive, hvad vinden er, hvor den tager sin begyndelse eller ende. Vi ved ikke, hvor vinden kommer fra, eller hvor langt den blæser hos os, eller hvor langt den går. Det ved vi ikke. Kan vi nu ikke med vores fornuft udgrunde eller udforske de ting, som daglig sker hos os i naturen, hvor meget mindre skal vi så med den samme fornuft udgrunde de guddommelige gerninger, som Gud virker i os?

Hvordan et menneske bliver født på ny, er hurtigt sagt. Men når det kommer til erfaringen, sådan som det her gik Nikodemus, så er det møje og arbejde. Det er hurtigt sagt: Man må blænde fornuften, tage følelsen bort, lukke øjnene og bare hænge ved Ordet, og derefter dø og dog leve; men at holde fast ved det, når det kommer til erfaringen og det kommer til stykket, så er det møje og arbejde, og det falder én virkelig surt.

Tag et eksempel på den nye fødsel: Abraham havde en søn, som skulle arve verden, og hans sæd skulle blive talrig som stjernerne på himlen, sådan som det var lovet ham (1 Mos 15,5). Nu kom Gud og bød ham slå netop denne søn ihjel. Havde Abraham her fulgt fornuften, så havde han sluttet sådan: «Se, Gud har lovet mig den sæd, i hvilken min slægt skal blive talrig; nu kommer han og befaler mig at ofre ham. Nej, det kan ikke være Gud, det må være Djævelen.» Men her slår Abraham fornuften ihjel og giver Gud æren og tænker: «Gud er så mægtig, han kan opvække min søn fra de døde og gøre slægten talrig gennem ham, eller han kan godt give mig en anden, eller føre det igennem ad en anden vej, som jeg ikke kender»; og han går hen og overlader det til Gud. Se, dér kryber Abraham ud af sin gamle ham og træder ind i Gud og tror ham og bliver et andet menneske. Derfor kommer englen også og siger: «Abraham, Abraham, læg ikke hånd på drengen, og gør ham intet; for nu ved jeg, at du frygter Gud og ikke har holdt din eneste søn tilbage for mig» (1 Mos 22,11–12). Det kunne Abraham ikke have udtænkt, at Gud ville gøre det sådan; ja, han havde allerede slået sønnen ihjel i sit hjerte; men Gud fandt en vej, som Abraham aldrig havde tænkt på.

Nu er denne åndelige fødsel begyndt i dåben. Vandet er dåben, Ånden er nåden, som bliver gydt ind i os i dåben. Denne fødsel ser man tydeligt, når man skal dø, og når fattigdom eller andre anfægtelser falder over én. For den, der er født gammel, krymper sig og stritter imod og ser sig om til alle sider og spærrer fornuften op for at finde ud af, hvordan den skal ernære og redde sig. Men den, der er født på ny, tænker: «Jeg står i Guds hånd; han har hidtil på underfuld vis holdt mig oppe og givet mig føde; han vil også herefter give mig føde og holde mig oppe og redde mig ud af alle ulykker.»

Sådan også, når vi skal dø: Så må vi drage af sted og ved ikke, hvorhen; herberget er ikke gjort klar; vi ved ikke, om det bliver et hvidt eller et sort hus. For hvor der er kød og blod, dér er den gamle ham endnu; den ved ikke, hvor den skal hen eller hvor ud, om den skal ud forneden eller foroven, til venstre eller til højre, og den ved ikke, hvor den skal sætte sin sjæl hen, og alligevel skal den af sted. Så rejser der sig en angst og nød, som nok kunne være et rigtigt helvede; for helvedes pine er intet andet end frygt, rædsel, gru, flugt og fortvivlelse.

Men når jeg tror Gud og er født på ny, så lukker jeg øjnene og famler ikke, men lader sjælens væsen gå helt til grunde og tænker: «Gud, i din hånd står min sjæl; du har bevaret den gennem mit liv, og jeg har aldrig erkendt, hvor du har sat den; derfor vil jeg heller ikke vide, hvor du nu vil gøre af den. Kun dette ved jeg godt: Den står i din hånd, du vil nok hjælpe den.» Sådan må man træde ud af det naturlige væsen og ind i et nyt væsen og være helt død. Det er også en virkelig død og ikke en blot og bar fornemmelse, som når man kradser en skorpe af, eller som filosofferne har sagt: som når en kokkepige skyller en gryde; nej, der må være en virkelig forvandling, og man må smeltes helt om til et andet væsen; alt naturligt væsen og al naturlig følelse må gå helt til grunde.

Derfor siger Herren her: «Det, som er født af kødet, er kød.» Kødet betyder hele mennesket med legeme og sjæl, fornuft og vilje; og enhver, der ikke er født af Ånden, har kødeligt sind, mod, lyst og vilje. For sjælen er sænket så dybt ned i kødet, at den vil vogte og beskytte det, så det ikke lider skade, så den er mere kød end kødet selv. Det ser vi, når et menneske dør: Kødet lader sig nødig berøve sin hud, så længe sjælen endnu er der; men så snart den er skilt fra, lader legemet sig flå og tåler alt, hvad man gør ved det.

Det viser Gud Herren også med disse ord hos Moses, da han sagde før syndfloden: «Min Ånd skal ikke altid være dommer blandt menneskene, eftersom de er kød» (1 Mos 6,3). For mennesket vil slet ikke, at kødet skal gå til grunde eller dø; men det er netop, hvad Ånden vil. Derfor begærer Ånden, at kødet snart må gå til grunde. Sådan må sjælens naturlige væsen forgå og blive fjendtlig mod legemet og ønske, at det må dø, så sjælen kan komme ind i et andet væsen. Hvordan det går til, skal vi alene tro, ikke vide. Gud virker det og har ikke befalet os at forske videre i det.

Med denne lignelse om vinden vil Herren nu vise, at et åndeligt menneske hverken er her eller dér og ikke er bundet til nogen tid eller noget sted. Han trækker ingen kutte på og gør heller ikke nogen af de ting, der er udvortes; for han ved, at de ikke tjener til det. Kort sagt: Her hjælper ingen valfart, ingen faste, ingen messestiftelse og overhovedet ingen gerning; der må være et andet væsen, nemlig at alle vore gerninger, som vi foretager os, går under og bliver til intet, som sagt. Men det er det nye væsen, at mennesket ikke står på sit eget gøren, men bliver og holder ud i Guds nåde, som han giver os ved Jesus Kristus. Skal jeg bestå dér, så må mine gerninger og alt, hvad jeg har udtænkt, gå i stykker og være intet. Derfor er der hos dette menneske ingen anden begyndelse og heller ingen anden ende.

Vi hører nok vinden suse, men hvor den kommer fra, og hvor den farer hen, det ved vi ikke. Sådan er det også her: Et menneske prædiker og har Ordet i sin mund; men hvorfra det kommer til ham, og hvad det udretter, og hvor det bærer frugt, det ved ingen. Altså slutter dette sted nu, at et kristent menneske ikke skal bygge på gerninger, steder eller personer. Det undrer fornuften sig så over og spørger: «Hvordan skal det gå til, at det er med enhver, der er født af Ånden, som med vinden, og at alt vort gøren er intet? Hvad skal det blive til? Hvis det var sådan, så måtte jo alle præster, munke og nonner med deres skønne, kostelige liv være fordømt?» Derpå svarer Kristus her Nikodemus, som også siger: «Hvordan kan det ske?», og siger:

«Er du Israels lærer og ved ikke dette?»

Det er, som om Herren ville sige: Det burde du i sandhed vide, eftersom du er en af dem, der skal lære folket; men nu hører jeg nok, at du selv intet ved om det. Sådan noget, som jeg nu har sagt dig, nemlig hvordan vi må fødes på ny, skulle I have lært folk; men I har lært det stik modsatte og har i mellemtiden bekymret jer om, hvor vinden kommer fra, og hvor den farer hen, og givet agt på dens pust og på andre unyttige ting og gået rundt med forfængelige spørgsmål; men det, der var mest nødvendigt for jer og for folket, det har I ladet fare. Hør, hvad jeg siger dig:

«Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, og vores vidnesbyrd tager I ikke imod.»

Som om Kristus sagde: Skal jeg pege på det med fingrene for dig, hvordan det går til? Det kan ikke ske; du burde tro mig, eftersom du selv siger, at jeg er en lærer, der er kommet fra Gud. At jeg har sagt, at mennesket må fødes på ny, og at alt vort gøren er intet, det kan man ikke vise, så man ser det med øjnene; man må alene tale om det med ord; tror du, så forstår du det. Men Nikodemus forstod det ikke; derfor taler Herren videre til ham, åbner sin mening for ham endnu bedre og siger:

«Tror I ikke, når jeg taler til jer om det jordiske, hvordan vil I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?»

Alt dette, som jeg har sagt, er endnu jordiske ting: hvordan vi alle må blive til intet, og at mennesket er støv og må blive til støv igen, og hvordan vinden blæser; og alligevel forstår du det ikke. Hvad ville du så gøre, hvis jeg fortalte dig meget om Gud? Jeg har talt til dig om en ringe ting, og den forstår du ikke; hvordan skulle du dog forstå det, hvis jeg sagde dig, at vore udødelige legemer efter døden skal skinne så lyst og klart som solen? Og hvad der skal følge efter døden, det ville du slet ikke forstå. Og nu går han videre og stikker lidt til ham med de himmelske ting, hvordan det står til med dem, og siger:

«Ingen er steget op til himlen uden den, som er steget ned fra himlen, nemlig Menneskesønnen, som er i himlen.»

Hvad det er, forstår fornuften ikke, for det er en himmelsk prædiken, og det er lige så meget, som om Kristus sagde: Menneskesønnen er kommet ned på jorden og er dog blevet i himlen og er igen faret op til himlen; det vil sige, han er blevet Herre over himmel og jord og over alt, hvad der er i dem. Så vid nu, at jeg er den samme, som er kommet ned, ja, er steget så dybt ned som helt til helvede, og dog er blevet i himlen. For da Kristus var i døden, da levede han; da han var en orm og blev regnet for den allerringeste og mest foragtede, blev han for Gud holdt for den mest ærefulde og højeste; og han er igen faret op til himlen, da han opstod fra de døde, og da har han igen taget al magt til sig og er blevet Herre over alle skabninger, ligesom han på jorden var underlagt alle skabninger; og det har ingen gjort ham efter.

Vi er nok også i døden; men vi er ikke samtidig også deroppe i himlen som Kristus. Synd og død hersker i os; men over Herren Kristus har de ikke fået magt, ja, han har haft livet og døden i sin hånd og magt, som han selv siger hos Johannes (Joh 10,17–18): «Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det tilbage.»

Ingen kommer til en sådan magt, at alle ting er ham underlagt, undtagen Kristus, som, skønt han for verden var i døden, dog levede for Gud, sin Fader; og skønt han for verden var i stor vanære og skam, var han dog for Gud i stor ære. Men til at gøre dette har ingen bragt ham uden os. For ved den første fader Adams fald er vi alle faldet. Det fald har han måttet gøre godt igen ved sin vanære, skam, skændsel og død, for at vi igen skulle komme til ære og til liv.

Sådan støder han her for anden gang Nikodemus tilbage, som han ovenfor har sagt: «Det, som er født af kødet, er kød»; som om han ville sige: I understår jer at fare op til himlen og løbe fra helvede; jamen far I kun af sted, I kommer til at fejle! Kød og blod kan ikke komme i himlen; alene den farer op til himlen, som er kommet ned fra himlen, så at regimentet over alting står i hans hånd. Hvad der lever, det kan han slå ihjel; og hvad der er dødt, det kan han gøre levende; hvad der er rigt, det kan han gøre fattigt. Altså er det her fastslået: Hvad der er født af kødet, hører ikke hjemme i himlen. Men denne opfaren til himlen og nedkommen er sket os til gode, for at vi, som er kødelige, også kunne komme derhen til himlen, dog på den måde, at dette dødelige legeme først skulle dødes. Kort sagt: Med vore gerninger udretter vi slet intet; for Gud vil ikke se hen til nogen for at frelse ham uden til Kristus, som alene er broen og stigen til at stige op i himlen. Men hvordan denne opfaren til himlen er skænket os, og hvordan den bliver vor, siger Herren videre, og han siger:

«Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.»

Hvad vil Kristus med dette? Intet andet end at alle, der vil komme til himlen og følge ham, må blive nye skabninger. For derfor er han faret op til himlen, for at vi skal følge efter ham. Men denne historie, som Herren Kristus her taler om, står skrevet i Fjerde Mosebog (4 Mos 21,6–9): «Da jøderne knurrede mod Gud og mod Moses i ørkenen, sendte Herren slanger blandt folket, som spyede ild; de bed folket, så at meget folk i Israel døde. Så kom de til Moses og sagde: ’Vi har syndet, fordi vi har talt mod Herren og mod dig; bed Herren om, at han tager slangerne fra os.’ Moses bad for folket. Da sagde Herren til Moses: ’Lav dig en kobberslange, og rejs den op som et tegn; den, der er bidt og ser på den, skal blive rask.’ Da lavede Moses en kobberslange og rejste den op som et tegn; og når en slange havde bidt nogen, så han på kobberslangen og blev i live.»

Denne historie drager Kristus frem og tyder den på sig selv. Det er, som om han ville sige: Ligesom jøderne dér i ørkenen, når de blev bidt af de brændende slanger, blev reddet ved at se på kobberslangen, som Moses havde rejst op som et tegn, sådan går det også til her med mig: Alle, som ser på mig, skal ikke gå fortabt; det vil sige: Alle, som har en ond samvittighed over synden og ængstes af døden, de skal tro, at jeg er kommet fra himlen for deres skyld og er blevet deroppe og er faret op igen; så skal hverken synd eller død skade dem, ja, de skal i evighed ikke kunne gå fortabt. For den, der vil komme i himlen og blive frelst, må gøre det ved denne slange, som er Kristus; ellers bliver han nok hernede. Derfor fordømmer dette evangelium den frie vilje og alt, hvad menneskelige kræfter formår, og viser alene hen til denne slange, til Kristus Jesus, vor Frelser.

Den skjulte betydning af slangen, som Moses rejste op, er denne: Slangen, som bed jøderne og forgiftede dem, er intet andet end synd, død og en ond samvittighed. Jeg ser, at jeg farer ind i døden, og nu er jeg derinde og kan ikke komme ud; jeg må blive derinde så længe, til man rejser en død slange op for mig, som ikke lever og heller ikke gør nogen skade, ja, som tværtimod gavner, sådan som Moses' slange var. Det er nu Kristus; for ham ser jeg hænge på korset, ikke smuk og ikke i stor ære. For hvis han hang dér smuk og pæn, kunne kødet sige, at han havde fortjent det ved sine gerninger, at han stod sådan i ære og blev ophøjet; nej, jeg ser ham hænge i korsets skændige skikkelse og form som en morder og misdæder, så at også fornuften må sige, at han er forbandet for Gud. Og det holdt jøderne ham også for; derfor kunne de heller ikke regne ham for andet end det allermest fordømte menneske, både for Gud og for verden; for de havde dette ord i Moses' lov for sig: «Forbandet er enhver, som hænger på træet» (5 Mos 21,23; jf. Gal 3,13).

Moses måtte også rejse en kobberslange op, som havde samme skikkelse som de brændende slanger, men som dog hverken bed eller skadede nogen, ja, tværtimod reddede folk. Sådan har også Kristus en synders skikkelse og udseende, men for mig er han blevet frelse; for hans død er mit liv; han træder ind i min synd og tager Faderens vrede bort fra mig. I mig er den levende, brændende slange, for jeg er en synder; men i ham er en død slange, han som nok blev regnet for en synder, men aldrig havde gjort nogen synd (1 Pet 2,22).

Når mennesket nu tror, at Kristi død har taget synden bort, så bliver det et nyt menneske. Men det kan et kødeligt, naturligt menneske ikke tro, at Gud vil skænke og tilgive os alle vore synder for intet; ja, fornuften tænker sådan: «Har du syndet, så må du også gøre fyldest for synden»; og så går den i gang og udtænker den ene gerning efter den anden og mener, at den vil tage synden bort ved sine gerninger. Men dette er Kristi evangelium: Er du faldet i synd, så må du have en anden, som gør fyldest for dig, og det er Jesus Kristus. Når nu et menneske tror det, så er det menneske allerede frelst; for det bliver ét med Kristus og har alt, hvad Kristus har.

Dette er altså summen af dette evangelium: Vort eget er slet intet, og alt, hvad menneskers kræfter formår, er fortabt; men troen på Kristus gør det hele.