1. søndag efter trinitatis (Luk 16,19–31)

Evangeliet på 1. søndag efter trinitatis, Luk 16,19–31

Martin Luther til bogtrykkerne, nåde og fred

Jeg beder for Kristi skyld alle, som skriver mine prædikener ned eller optegner dem, om at afholde sig fra at trykke og udgive dem, medmindre de er gjort færdige af min hånd eller først er trykt her i Wittenberg på min befaling. For det duer jo slet ikke, at man lader Guds ord gå ud så skødesløst og klodset, at vi kun har spot og skændsel af det. Jeg havde håbet, at man fremover selv ville tage fat på Den Hellige Skrift og lade mine bøger fare, nu da de har gjort deres tjeneste og har ført hjerterne ind i Skriften og hen til den, og det var grunden til, at jeg skrev mine bøger. Hvad nytter det, at man laver mange bøger og dog altid bliver uden for den rette hovedbog? Drik dog hellere af selve kilden end af de små bække, der har ført dig hen til kilden. Skal det nu endelig ikke være anderledes, så lad man dog i Guds navn intet gå ud under mit navn uden min viden og vilje. Gud give, at jeg havde størstedelen af mine bøger hjem igen, især dem, hvori jeg endnu har indrømmet paven, koncilierne og den slags en hel del. Gud give os sin nåde. Amen.

Vi har hidtil i evangelierne hørt mange slags eksempler på troen og kærligheden, ligesom alle evangelier jo lærer tro og kærlighed, så I (håber jeg) ved rigeligt, at intet menneske kan behage Gud, medmindre han tror og elsker. Nu stiller Herren os i dette evangelium på én gang et eksempel på troen og på vantroen eller den ugudelige stand for øje, for at vi også skal sky troens og kærlighedens modstykke og modsætning og så meget desto flittigere hænge ved troen og kærligheden.

For her ser vi en Guds dom over de troende og de vantro, som er forfærdelig og også trøsterig: forfærdelig for de vantro, trøsterig for de troende. Men for at vi bedre kan fatte den, må vi stille os disse to for øje: den rige mand og den fattige Lazarus. På den rige ser vi vantroens art, på Lazarus troens art.

Den første del

Den rige mand må vi ikke betragte efter hans ydre vandel; for han har fåreklæder på, og hans liv glimrer og tager sig pænt ud og dækker ulven mesterligt. For evangeliet bebrejder ham ikke, at han har begået ægteskabsbrud, mord, røveri, voldsgerning eller noget som helst, som verden eller fornuften kunne dadle. Han har jo været lige så hæderlig i sit liv som den farisæer, der fastede to gange om ugen og ikke var som andre folk, som Lukas også fortæller om (Luk 18,11ff.). For havde han lavet sådanne grove knuder, ville evangeliet have nævnt dem, eftersom det gennemgår ham så nøje, at det endog nævner hans purpurklæder og hans mad, som dog er ydre ting, som Gud ikke dømmer efter. Derfor må han udvendig have ført en rigtig fin og hellig vandel og efter sin egen og alle andres mening have holdt hele Moses’ lov.

Nej, man må se ham ind i hjertet og dømme hans ånd. For evangeliet har skarpe øjne og ser dybt ned i hjertets grund; det dadler også de gerninger, som fornuften ikke kan dadle, og ser ikke på fåreklæderne, men på træets rette frugt, om det er godt eller ikke godt, som Herren lærer i Matthæus (Matt 7,17). Når vi altså her betragter denne rige mand efter troens frugter, så vil vi finde et vantroens hjerte og træ. For evangeliet bebrejder ham, at han hver dag har spist kostelig mad og gået i herlige klæder, hvilket dog ingen fornuft regner for nogen særlig stor synd. Desuden mener de gerningshellige, at det er rigtigt, og at de er det værd og har fortjent det med deres hellige liv, og de ser ikke, hvordan de synder med vantro i det.

For denne rige mand bliver ikke straffet, fordi han har brugt kostelig mad og herlige klæder; for mange hellige, konger og dronninger har fordum båret herlige klæder, som Salomo, Ester, David, Daniel og flere andre; men fordi hans hjerte har stået efter det, søgt det, hængt ved det og valgt det og haft al sin glæde, lyst og behag i det, ja, haft sin afgud i det. Det viser Kristus med ordet «hver dag»: at han hver dag har levet så herligt. Deraf mærker man, at han med flid har søgt og valgt et sådant liv og ikke har været i det, fordi han blev tvunget til det, eller tilfældigt, eller på grund af sit embede, eller for at tjene sin næste; men han har kun stillet sin lyst med det og levet for sig selv og tjent sig selv.

Deraf sporer man hans hjertes skjulte synd, vantroen, som på den dårlige frugt. For hvor troen er, spørger den ikke efter herlige klæder og kostelig mad, ja, ikke efter noget gods, nogen ære, lyst eller magt eller noget som helst, der ikke er Gud selv; den søger, tragter efter og hænger ikke ved noget andet end ved Gud, det højeste gode, alene; kostelig og ringe mad, herlige og enkle klæder gælder den lige meget. For selv om de bærer kostelige klæder og har stor magt og ære, så agter de dog intet af det, men bliver tvunget til det eller kommer tilfældigt til det eller må gøre det for at tjene en anden.

Sådan siger dronning Ester, at hun nødig bar sin kongelige krone, men hun måtte gøre det for kongens skyld. Også David ville hellere have været en almindelig mand, men han måtte være konge for Guds og folkets skyld. Sådan forholder alle troende sig: de bliver tvunget til magten, æren og herligheden og bliver dog altid med hjertet borte fra den og har med det at gøre i det ydre for at tjene deres næste, som salmen siger (Sl 62,11): «Forlad jer ikke på uret og vold, og bliv ikke forfængelige; tilfalder rigdom jer, så hæng ikke hjertet ved den.»

Men hvor vantro er, der kaster mennesket sig over det, klæber ved det, søger det og har ingen ro, før han får det; og når han får det, græsser og mæsker han sig i det som en so i skidtet og har ligefrem sin salighed i det; han spørger ikke om, hvordan hans hjerte står over for Gud, og hvad han skal have hos ham og vente sig af ham, men bugen er hans gud; og når han ikke kan få det, synes han, at det går uret til. Se, disse grufulde, onde frugter af vantroen ser denne rige mand ikke; han dækker dem til og blænder sig selv med mange gode gerninger i sit farisæiske liv og forhærder sig selv således, indtil ingen lære, formaning, trussel eller forjættelse hjælper. Se, det er den skjulte synd, som evangeliet straffer og fordømmer.

Heraf følger nu den anden synd, at han glemmer kærligheden til sin næste; for han lader den fattige Lazarus ligge foran sin dør og giver ham ingen hjælp. Og selv om han ikke personlig ville have hjulpet ham med noget, kunne han dog have befalet sine tjenere at bære ham ind i en stald og passe ham. Det kommer af, at han slet ingen forstand har på Gud og heller aldrig har mærket noget af hans godhed. For den, der mærker Guds godhed, mærker også sin næstes ulykke; men den, der ikke mærker Guds godhed, mærker heller ikke sin næstes ulykke. Derfor: ligesom Gud ikke behager ham, sådan går hans næste ham heller ikke til hjertet.

For troen har den art, at den venter sig alt godt af Gud og forlader sig på Gud alene. Ud fra denne tro erkender mennesket da Gud, hvor god og nådig han er, så hans hjerte ud fra en sådan erkendelse bliver så blødt og barmhjertigt, at han også gerne vil gøre sådan mod enhver, som han mærker, at Gud har gjort mod ham. Derfor bryder han ud i kærlighed og tjener sin næste af hele sit hjerte, med liv og lemmer, med gods og ære, med sjæl og ånd, og sætter alt ind for ham, sådan som Gud har gjort mod ham. Derfor ser han heller ikke efter sunde, høje, stærke, rige, fornemme, hellige folk, som ikke har brug for ham, men efter syge, svage, fattige, foragtede, syndige mennesker, som han kan være til nytte og øve sit bløde hjerte på og gøre mod, som Gud har gjort mod ham.

Men vantroen har den art, at den ikke venter sig noget godt af Gud. Ved denne vantro bliver hans hjerte da forblindet, så han hverken mærker eller erkender, hvor god og nådig Gud er; men som salmen siger (Sl 14,2): han agter ikke Gud og spørger heller ikke efter ham. Af en sådan blindhed følger da videre, at hans hjerte bliver så hårdt, forhærdet og ubarmhjertigt, at han ikke har lyst til at tjene noget menneske, ja langt hellere til at skade og krænke enhver. For ligesom han ikke mærker noget godt hos Gud, sådan mærker han heller ingen lyst til at gøre sin næste godt. Deraf følger da, at han ikke ser efter syge, fattige, foragtede mennesker, som han kunne og skulle være til nytte og gøre vel imod, men løfter øjnene og ser kun efter de høje, rige og mægtige, som han selv kan få nytte, gods, lyst og ære af.

Vi ser nu af dette eksempel med den rige mand, at det er umuligt at elske, hvor troen ikke er, og umuligt at tro, hvor kærligheden ikke er; for begge dele vil og må være sammen, så en troende elsker enhver og tjener enhver, men en vantro er fjendtlig mod enhver i sit hjerte og vil have sig tjent af enhver; og alligevel dækker han al denne grufulde, forkerte synd med et ringe skin af sine hykleriske gerninger, med fåreskindet; ligesom den store fugl strudsen, der er så tåbelig, at den mener, at hele dens krop er dækket, når den dækker halsen med en kvist. Ja, her ser du, at der ikke findes noget mere blindt og ubarmhjertigt end vantro. For her er hundene, som dog er de mest arrige dyr, mere barmhjertige over for denne Lazarus end denne rige mand; de kender den fattiges nød og slikker hans sår, mens den forhærdede, forblindede hykler er så hård, at han ikke under ham smulerne fra sit bord.

Af denne rige hyklers art er nu alle vantro mennesker. Vantroen lader dem ikke gøre eller være anderledes, end denne rige mand maler dem af og viser dem med sit liv. Og især er de hyklere af den art, som vil roses for at være de gejstlige, som vores pavelige og præstefolk, hvor gode der så end er iblandt dem, som vi ser for vore øjne; de gør aldrig en ret og ægte god gerning, men har kun gode dage, tjener ingen og er ingen til nytte, men lader sig tjene af enhver: «Rips, raps, bare i min sæk; en anden få, hvad han kan!» Og selv om nogle ikke har kostelig mad og klæder, så mangler det dog ikke på viljen. Dem følger så de rige, fyrsterne og herrerne efter; de gør mange gode, hykleriske gerninger med stiftelser og kirkebyggeri, hvormed de dækker den store skalk, vantroens ulv, så de bliver forstokkede og forhærdede og til nytte for intet menneske. Det er den rige mand.

Den anden del

Heller ikke den fattige Lazarus må vi betragte i det ydre, med hans sår, fattigdom og kummer. For der er mange mennesker, som også lider jammer og nød og dog intet vinder ved det; som kong Herodes, der havde en slem lidelse, som der står skrevet i Apostlenes Gerninger (ApG 12,23); men derved stod han sig ikke det mindste bedre over for Gud. For fattigdom og lidelse gør ingen behagelig for Gud; men den, der forud er behagelig for Gud, hans fattigdom og lidelse er kostbar for Gud, som salmen siger (Sl 116,15): «Hvor dyrebar er hans helliges død for HERREN.» Sådan må vi også se Lazarus ind i hjertet og søge den skat, der har gjort hans sår så kostbare. Men det har visselig været hans tro og kærlighed; for uden tro kan intet behage Gud, som mesteren bag Hebræerbrevet siger (Hebr 11,6).

Derfor må hans hjerte have stået sådan, at han også midt i en sådan fattigdom og elendighed har ventet sig alt godt af Gud og trøstigt forladt sig på ham; i den godhed og nåde har han ladet sig nøje så rigeligt og haft et sådant behag i den, at han af hjertet gerne ville have lidt endnu mere jammer, hvis hans nådige Guds vilje havde villet det. Se, det er en ret levende tro, som ved erkendelsen af Guds godhed har gjort hans hjerte så blødt, at intet ville have været ham for svært eller for meget at lide og at gøre. Et sådant beredt hjerte skaber troen, når den mærker Guds nåde.

Heraf følger nu den anden dyd, nemlig kærligheden til næsten, så han også har været villig og rede til at tjene enhver; men fordi han er fattig og elendig, havde han intet, han kunne tjene med; derfor bliver hans gode vilje regnet for gerningen. Men denne mangel på legemlig tjeneste erstatter han overmåde rigeligt ved en åndelig tjeneste. For nu, efter sin død, tjener han hele verden med sine sår, sin sult og sin elendighed. Hans legemlige sult bespiser vores åndelige sult; hans legemlige nøgenhed bespiser vores åndelige nøgenhed; hans legemlige sår læger vores åndelige sår: idet han med sit eksempel lærer og trøster os, at Gud har behag i os, når det går os ilde på jorden, når vi tror; og advarer os om, at Gud er vred på os, når det går os godt i vantro; ligesom Gud har haft behag i ham i hans elendighed og mishag i den rige mand.

Sig mig, hvilken konge ville med alt sit gods kunne gøre hele verden en sådan tjeneste, som denne fattige Lazarus har gjort med sine sår, sin sult og sin fattigdom? O, Guds underfulde gerninger og domme! Hvor mesterligt gør han dog den kloge tåbe, fornuften og den verdslige visdom, til skamme! Hun går hen og ser hellere på den rige mands smukke purpur end på den fattige Lazarus’ sår; hun ser hellere et sundt, smukt menneske, som den rige mand var, end et grufuldt og nøgent, som Lazarus var; ja, hun holder sig for næsen for stanken af hans sår og vender øjnene bort fra hans nøgenhed.

Imens lader Gud hende, den store tåbe, gå forbi en sådan ædel skat og fælder hele tiden i stilhed sin dom for sig selv og gør imens det fattige menneske så dyrebart og kostbart, at alle konger bagefter ikke er værdige til at tjene ham og tørre hans sår. For hvilken konge (mener du) ville nu ikke af hele sit hjerte gerne give sin sundhed, sin purpur og sin krone for denne Lazarus’ sår, fattigdom og elendighed, hvis han kunne få dem? Og hvilket menneske er der nu, som så meget som ville give en klat skidt for denne rige mands purpur og hele rigdom?

Mener du ikke, at denne rige mand selv, hvis han ikke havde været så blind og havde vidst, at sådan en skat, en så dyrebar mand for Guds øjne, lå foran hans dør, ville være løbet ud, have tørret og kysset hans sår og lagt ham i sin bedste seng, og al hans purpur og rigdom havde måttet tjene ham? Men på den tid, da Guds dom gik for sig, så han ikke, at han kunne gøre det. Da tænkte Gud: «Vel, så skal du heller ikke være værd at tjene ham.» Bagefter, da Guds dom og gerning nu er forbi, ser den kloge tåbe sig om, og nu, da han lider i helvede, ville han gerne give hus og gård til den, han før ikke ville give en bid brød; og nu begærer han, at Lazarus skal køle hans tunge med det yderste af fingeren, ham, som han før ikke ville røre ved.

Se, med sådanne domme og gerninger fylder Gud stadig verden hver dag, og ingen ser det, ja, enhver foragter det. Der er for vore øjne fattige og trængende, som Gud lægger frem for os som den største skat; men vi lukker øjnene for dem og ser ikke, hvad Gud gør der; bagefter, når Gud nu har gjort sit værk færdigt, og vi har forsømt skatten, så kommer vi og vil tjene; så har vi ventet for længe. Så begynder vi at gøre relikvier af deres klæder og sko og af deres kar og indretter valfarter, bygger kirker over deres grave og har meget at bestille med det narreværk; vi gør nar af os selv, for vi har trådt de levende hellige under fødder og ladet dem gå til grunde og ærer nu deres klæder, hvor det hverken er nødvendigt eller nyttigt; så vor Herre visselig vil fælde dommen over os, som han siger i Matthæus (Matt 23,29–33): «Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere, for I bygger grave for profeterne og smykker de retfærdiges grave og siger: Hvis vi havde været til i vore fædres dage, ville vi ikke have været delagtige med dem i profeternes blod. Derfor vidner I selv, at I er børn af dem, som dræbte profeterne. Og I: Opfyld jeres fædres mål! Slanger! Slangeyngel! Hvordan kan I flygte fra Helvedets dom!»

Alle troende er af samme art som den fattige Lazarus, og de er allesammen rette lazarusser. For de har samme tro, sind og vilje som denne Lazarus. Og den, der ikke bliver en Lazarus, skal visselig få sin del med den rige frådser i helvedes glød. For vi må alle ligesom Lazarus med en ret tro sætte vor lid til Gud, overgive os til ham, så han kan handle med os efter al sin vilje, og være rede til at tjene enhver. Og selv om vi ikke alle lider sådanne sår og sådan fattigdom, så må dog den samme vilje og det samme sind være i os, som var i Lazarus: gerne at tage imod det, hvis Gud ville have det sådan.

For en sådan fattigdom i ånden kan godt bestå midt i stort gods, sådan som Job, David og Abraham har været både fattige og rige. For David siger (Sl 39,13): «Jeg er en fremmed hos dig og en gæst som alle mine fædre.» Hvordan gik det til, når han dog var konge og havde stort land og mange byer? Det gik sådan til: Selv om han havde alt det, hang han dog ikke ved det med hjertet, og det var ham så godt som intet i forhold til det gode, han havde hos Gud. Sådan ville han også have sagt om sit helbred, at det var ham så godt som intet i forhold til helbredet hos Gud, og han ville godt have kunnet tåle også udvortes sår og sygdom.

Sådan også Abraham: Selv om han ikke havde en sådan fattigdom og sygdom som Lazarus, havde han dog netop det sind og den vilje til at tage imod dem af Gud, som Lazarus havde, hvis Gud havde ladet dem komme over ham. For de hellige skal have ét og samme sind og mod indvortes, men de kan ikke have de samme gerninger og lidelser udvortes. Derfor vedkender Abraham sig også denne Lazarus som sin egen og tager ham i sit skød; det ville han ikke gøre, hvis han ikke havde samme sind og havde behag i Lazarus’ fattigdom og sygdom. Dette være sagt om summen og meningen i evangeliet, så vi ser, hvordan troen overalt frelser, og vantroen fordømmer.

Den tredje del

Nu bringer evangeliet nogle spørgsmål med sig. Det første: Hvad er Abrahams skød, eftersom det ikke kan være et legemligt skød? For at svare på det må man vide, at menneskets sjæl eller ånd ikke har nogen hvile eller noget sted, hvor den kan blive, uden Guds ord, indtil den på den yderste dag kommer til at skue Gud klart. Derfor holder vi Abrahams skød for intet andet end Guds ord, hvor Kristus blev lovet Abraham (1 Mos 22,18), nemlig: «Ved din sæd skal alle folkeslag velsignes.» I disse ord er Kristus lovet ham som den, ved hvem enhver skal velsignes, det vil sige forløses fra synd og død og helvede, og ellers ved ingen anden og ikke ved nogen gerninger. Alle, som nu har troet på dette ord, har troet på Kristus og har været rette kristne og er således ved troen på dette ord forløst fra synd, død og helvede.

Sådan er alle fædrene før Kristi fødsel faret til Abrahams skød, det vil sige: De har i døden holdt fast ved dette Guds ord med fast tro og er sovet ind i det samme ord, omsluttet og bevaret som i et skød, og de sover også endnu deri indtil den yderste dag – undtagen dem, der allerede er opstået med Kristus, som Matthæus skriver (Matt 27,52), hvis de da er forblevet sådan. Ligesom også vi, når vi dør, må overgive og hengive os med stærk tro til Kristi ord, hvor han siger (Joh 11,26): «Den, der tror på mig, skal aldrig i evighed dø», eller lignende ord, og således dø på det, sove ind og blive omsluttet og bevaret i Kristi skød indtil den yderste dag. For det er netop det samme ord, som er sagt til Abraham og til os; begge siger de om Kristus, at vi må blive frelst ved ham. Men det første kaldes Abrahams skød, fordi det først blev sagt til Abraham og begyndte med ham.

Omvendt kan helvede på dette sted heller ikke være det rette helvede, som skal begynde på den yderste dag. For den riges legeme er uden tvivl ikke begravet i helvede, men i jorden. Men det må være et sted, hvor sjælen kan være og ikke har nogen hvile; det kan ikke være legemligt. Derfor mener vi, at dette helvede er den onde samvittighed, som er uden tro og Guds ord, i hvilken sjælen er begravet og indesluttet indtil den yderste dag, da mennesket med legeme og sjæl skal stødes ned i det rette, legemlige helvede. For ligesom Abrahams skød er Guds ord, hvori de troende ved troen hviler, sover og bevares indtil den yderste dag, sådan må omvendt helvede være der, hvor Guds ord ikke er, hvori de vantro ved vantroen er stødt ned indtil den yderste dag. Det kan ikke være andet end en tom, vantro, syndig og ond samvittighed.

Det andet spørgsmål: Hvordan går da samtalen mellem Abraham og den rige mand til? Svar: Det kan jo ikke være en legemlig samtale, eftersom begges legemer ligger begravet i jorden; lige så lidt som det er en legemlig tunge, den rige klager over i heden, eller en legemlig finger eller legemligt vand, som han beder Lazarus om. Derfor må alt dette foregå i samvittigheden, på denne måde: Når samvittigheden bliver åbnet i døden eller i dødsnøden, bliver den sin vantro var, og så ser han først Abrahams skød og dem, der er i det, det vil sige Guds ord, som han skulle have troet på og ikke har gjort det; deraf har han da den allerstørste pine og angst, som i helvede, og finder hverken hjælp eller trøst.

Så rejser der sig i samvittigheden sådanne tanker, som ville føre en sådan samtale, hvis de kunne tale, som den, denne rige fører med Abraham; og den søger da, om Guds ord og alle, der har troet på det, vil hjælpe den, og er så angst, at den gerne ville tage imod den allermindste trøst fra den allerringeste; men den kan ikke få den. For Abraham svarer ham, det vil sige: Hans samvittighed forstår Guds ord sådan, at det ikke kan være, men at han har fået sin del med sig i sit liv, og nu må han lide, mens de andre, som han har foragtet, bliver trøstet.

Til sidst føler han, at der bliver sagt til ham, at der er lagt en stor kløft mellem ham og de troende, så de aldrig kan komme sammen. Det er fortvivlelsens tanker, når samvittigheden føler, at Guds ord for evigt er nægtet ham, og at han aldrig kan hjælpes; derpå kæmper hans samvittigheds tanker, og de ville gerne, at de levende vidste, at det går sådan til i dødsnøden, og han beder om, at nogen må sige dem det. Men det bliver der heller ikke noget af, for han føler et svar i sin samvittighed, at det er nok med Moses og profeterne; dem skal de tro, sådan som også han skulle have gjort. Alt dette foregår mellem en fordømt samvittighed og Guds ord i dødens time eller i dødsnøden, og ingen levende kan fatte, hvordan det går, uden den, der erfarer det; og den, der erfarer det, ville ønske, at de vidste det; men det er forgæves.

Det tredje spørgsmål: Hvornår er dette sket? Og lider den rige mand endnu dagligt dette uden ophør indtil den yderste dag? Det er et spidsfindigt spørgsmål og ikke let at besvare for den uerfarne. For her må man slå tiden ud af tankerne og vide, at i den anden verden er der hverken tid eller timer, men alt er ét evigt øjeblik, som Sankt Peter siger (2 Pet 3,8): «For Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag» (jf. Sl 90,4). Derfor mener jeg, at der i denne rige mand bliver vist, hvordan det skal gå alle vantro, når deres øjne bliver åbnet i døden eller i dødsnøden; og det kan ske et øjeblik og derefter holde op igen indtil den yderste dag, sådan som det behager Gud, for der kan ikke stilles nogen fast regel op for dette. Derfor tør jeg ikke sige, at den rige mand endnu i dag lider sådan, som han led dengang; jeg tør heller ikke nægte, at han endnu lider sådan; for begge dele står til Guds frie vilje, og det er os nok, at vi har fået hans eksempel vist og begyndelsen på alle vantros lidelse.

Det fjerde spørgsmål: Skal man også bede for de døde, eftersom der her i evangeliet ikke vises nogen mellemtilstand mellem Abrahams skød og helvede, og dem, der er i Abrahams skød, ikke har brug for det, mens det ikke gavner dem, der er i helvede? Svar: Vi har ikke noget bud fra Gud om at bede for de døde; derfor kan ingen synde ved ikke at bede for dem, for hvad Gud hverken har budt eller forbudt, det kan ingen forsynde sig imod. Men omvendt, fordi Gud ikke har ladet os vide, hvordan det står til med sjælene, og vi må være uvisse om, hvordan han handler med dem, vil og kan vi ikke forbyde dem, der beder for dem, eller gøre det til synd. For vi ved jo med vished af evangeliet, at mange døde er blevet oprejst, om hvem vi må bekende, at de ikke har modtaget eller fået deres endelige dom; sådan kan vi heller ikke endnu være sikre på om nogen anden, at han har fået sin endelige dom.

Da dette nu er uvist, og man ikke ved, om sjælen er dømt, er det ikke synd, at du beder for den; men på den måde, at du lader det blive uvist og siger sådan: «Kære Gud, er sjælen i den tilstand, at den endnu kan hjælpes, så beder jeg dig, at du vil være den nådig.» Og når du har gjort det en gang eller to, så lad det være godt og befal den til Gud. For Gud har lovet, at han vil høre os, hvad vi beder om (Joh 16,23; Matt 7,11). Derfor, når du har bedt en gang eller tre, skal du tro, at du er bønhørt, og ikke bede mere, for at du ikke skal friste Gud eller mistro ham.

Men at man stifter evige messer, vigilier [nattetidebønner for de døde] og bønner for det og skråler hvert år, som om Gud ikke havde hørt det året før, det er Djævelen og døden; dér bliver Gud spottet med vantro, og en sådan bøn er den rene gudsbespottelse. Derfor vogt dig for det og hold dig fra det. Gud spørger ikke efter årlige stiftelser, men efter en inderlig, andægtig, troende bøn; den vil hjælpe sjælene, hvis noget skal hjælpe dem. Vigilier og messer hjælper nok præsternes, munkenes og nonnernes maver; men sjælene er der intet hjulpet med, og Gud bliver kun vanæret med det.

Har du derimod en rumlende ånd eller en poltergejst i dit hus, som foregiver, at man skal hjælpe den med messer, så skal du visselig holde den for en djævel. Der har endnu aldrig siden verdens begyndelse vist sig nogen sjæl; Gud vil heller ikke have det; for her ser du i evangeliet, at Abraham ikke vil tillade den rige, at en død skal belære de levende, men han henviser dem til Guds ord i Skriften og siger: «De har Moses og profeterne; lad dem høre dem.» Dermed ser Abraham hen til Guds bud i Femte Mosebog (5 Mos 18,11) og minder os om det, hvor Gud siger: «Du skal ikke spørge de døde om noget» (jf. Es 8,19).

Derfor er det visselig det rene djævlespøgeri, at nogle ånder lader sig besværge og beder om så og så mange messer, den og den valfart eller andre gerninger, og derefter viser sig i klarhed og giver sig ud for at være forløst. Dermed skaber Djævelen den vildfarelse, at folk falder fra troen til gerningerne og mener, at gerningerne formår en så stor ting. Og således bliver det opfyldt, som Sankt Paulus har forkyndt (2 Thess 2,10–11), at Gud sender kraftige vildfarelser og forførelser til uretfærdighed over de vantro, fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst.

Derfor vær klog og vid, at Gud ikke vil lade os vide noget om, hvordan det går til med de døde, for at troen kan beholde sin plads ved Guds ord, den tro, som tror, at Gud efter dette liv frelser de troende og fordømmer de vantro. Når der nu kommer en poltergejst til dig, så bryd dig ikke om ham, og vær vis på, at det er Djævelen, og støt ham bort med dette Abrahams ord: «De har Moses og profeterne»; ligeledes med Guds bud hos Moses: «Du skal ikke spørge de døde om noget»; så vil poltergejsten snart pakke sig. Pakker han sig ikke, så lad ham poltre, til han bliver træt, og tål hans overmod for Guds skyld i fast tro.

Og selv om det var muligt, at det virkelig var en sjæl eller en god ånd, skal du dog ikke lære eller spørge noget af den, fordi Gud har forbudt det; for derfor har han selv sendt sin Søn, for at han skulle lære os alt, hvad vi har brug for at vide. Hvad han ikke har lært os, det skal vi gerne være uden at vide og lade os nøje med de hellige apostles lære, ved hvem han har prædiket for os. Men derom har jeg skrevet mere i postillen over evangeliet på helligtrekongersdag og i bogen om misbruget af messen; der kan du læse mere om det.

Således (for at vi også kan fortælle et eksempel) læser vi i Historia tripartita [«Den tredelte historie», en kirkehistorie samlet af Cassiodor i 500-tallet] om en biskop, der kom til Korinth, da han var på vej til koncilet, og da han ikke kunne finde et passende herberg for sig og sine folk, så han et øde hus stå aflåst og spurgte, om man ikke kunne huse ham dér. Da fik han svar, at det spøgte så slemt derinde, at ingen kunne bo der, og at man mange gange om morgenen havde fundet folk døde derinde. Han gjorde ikke mange ord, men lod straks flytte ind og lå der om natten; for han så godt, at det var Djævelens spøgeri, og han havde en fast tro på, at Kristus var Djævelens Herre; derfor foragtede han ham og drog ind til ham. Da blev huset fri ved hans bøn og hans ophold, så der siden ikke blev hørt nogen rumlen eller noget spøgeri derinde. Se, deraf mærker du, at de rumlende ånder er djævle, og at der ikke skal disputeres meget med dem, men man skal foragte dem med frimodig tro, som om de var intet.

Ligeledes læser man om biskop Gregor i Kappadokien, at han drog over Alperne og tog ind hos en hedensk degn eller kirketjener, der havde en afgud, som svarede ham på det, han spurgte om, og han ernærede sig ved den handel, at han fortalte folk skjulte ting. Det vidste biskoppen nu ikke noget om, og om morgenen drog han videre. Men Djævelen kunne ikke tåle den hellige mands bøn og nærvær og flygtede ud af huset, så kirketjeneren siden ikke mere kunne spå som før. Da han nu kaldte på sin afgud og jamrede over sit tab, viste den lille djævel sig for ham i søvne og sagde, at det var hans egen skyld, fordi han havde huset biskoppen, som han ikke havde kunnet bestå over for.

Kirketjeneren skyndte sig efter biskoppen og klagede til ham over, at han havde jaget hans gud og hans levebrød bort og takket dårligt for herberget. Da tog biskoppen papir og skrev kort således: «Gregor hilser Apollon. Jeg tillader dig at gøre, hvad du gjorde før. Lev vel.» Brevet tog kirketjeneren og lagde det hos sin afgud; da kom Djævelen igen og gjorde som før. Til sidst tænkte kirketjeneren: «Hvilken ringe gud er det dog, som lader sig drive og føre af denne gæst, der er et menneske?» Og han begav sig til biskoppen, lod sig undervise og døbe og gik sådan frem, at han efter denne biskops død blev en fremragende biskop i Cæsarea i Kappadokien. Se, så enfoldigt går troen frem, og dog handler den så frimodigt, sikkert og mægtigt. Gør du det samme med dine poltergejster.