1. søndag efter helligtrekonger (Rom 12,1–6)

Epistlen på 1. søndag efter helligtrekonger, Rom 12,1–6

I de foregående postiller har jeg skrevet rigeligt nok om troen, om kærligheden og om korset og lidelsen, som håbet kommer af; i disse tre består et kristent liv og væsen. Derfor er det ikke nødvendigt herefter at udbrede det længere og videre; men hvor kærlighed, tro og kors kommer på tale, og hvad der angår det kristne liv, kan enhver hente det og minde sig selv om det i de foregående postiller; for herefter vil jeg kort vise, så man kan se, hvordan al guddommelig lære ikke indeholder andet end Jesus Kristus, som vi ofte har hørt.

Således lærer denne epistel ikke om troen, men om troens frugter, såsom at tugte legemet, at elske, at være enige og tålmodige osv. Og først tager den den frugt af troen for sig: at tugte legemet og dræbe den onde lyst. Og apostlen taler om den på en ganske anden måde, end han gør i andre epistler. For til galaterne kalder han det at korsfæste kødet med dets lyster; til efeserne og kolossenserne kalder han det at aflægge det gamle menneske og at døde lemmerne på jorden; men her kalder han det at bringe et offer, og han løfter det op med de allerhøjeste og allerhelligste ord. Hvorfor det?

For det første: Fordi han med så vældige og herlige ord vil ægge os så meget stærkere til denne troens frugt; for hele verden holder præstens gerning, embede og værdighed for det ædleste og højeste, sådan som det også i sandhed er. Har nu nogen lyst og kærlighed til at være præst og nå allerhøjest op for Gud – vel, så lad ham begynde og tage denne gerning for sig og ofre Gud sit eget legeme, det vil sige: blive den ringeste og ganske til intet for verden og her på jorden.

Her lader jeg enhver selv søge og finde forskellen mellem det udvendige præstedømme, som tager sig godt ud, og dette indvendige, åndelige præstedømme. Det første har kun nogle få, en lille flok, revet til sig; dette er derimod fælles for alle kristne. Det første er uden Guds ord opfundet og navngivet sådan af mennesker; dette er uden menneskers tant grundlagt ved Guds ord. Det første bliver udvendig smurt på huden med legemlig olie; dette bliver salvet med Helligånden inde i hjertet. Det første priser og lovpriser sine gerninger og sin fortjeneste; dette prædiker og priser Guds nåde og hans ære. Det første lader legemet være uofret med dets lyster, ja, græsser og nærer kødet med dets lyster; dette derimod dræber og ofrer legemet med dets lyster. Det første lader sig ofre penge, gods, ære, lediggang, gode dage og al lyst på jorden; dette derimod lader alt sådant tage fra sig og viser det modsatte. Det første ofrer Kristus igen i en grufuld forvendthed; dette lader sig nøje med, at Kristus én gang er ofret, og ofrer sig selv med ham og i ham, i det selvsamme og samme offer.

Kort sagt: disse to præstedømmer passer lige så godt sammen som Kristus og Barabbas, som lys og mørke, som Gud og verden. For lige så lidt som Kristus er blevet præst ved salveolie og tonsur, lige så lidt bliver dette præstedømme givet nogen ved smøring eller klipning; alligevel er Kristus præst sammen med alle sine kristne, Sl 110,4: «Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.» Dette præstedømme lader sig ikke lave eller ordinere. Her er ingen lavet præst; han må være født præst og bringe det med sig som arv fra fødslen. Men jeg mener den nye fødsel af vand og Ånd; dér bliver alle kristne sådanne præster, børn og medarvinger af Kristus, den højeste præst.

Nuvel, navnet og titlen præstedømme er herligt og hurtigt nævnt og rost af enhver; men embedet og offeret er sjældent, og det gruer enhver for. For det gælder liv, gods, ære og venner og alt, hvad verden har, ligesom det gjaldt for Kristus på det hellige kors. Dér vil ingen hen, hvor han skal vælge og tage død for liv, pine for lyst, skade for gods, skam for ære, fjender for venner; for sådan har Kristus gjort på korset, os til et eksempel. Og alligevel skal han gøre alt dette, ikke for sig selv eller til sin egen nytte, men til tjeneste for sin næste og Gud til lov og ære, ligesom Kristus har ofret sit legeme. Det er et højt og ærefuldt præstedømme.

Men jeg har ofte sagt, at man skal fatte Kristi lidelse og gerning på to måder: For det første som en nåde eller et gode, skænket og givet os, som troen skal øve sig på og tage imod et sådant offer og gode til sin frelse. For det andet som et eksempel, som vi skal følge, så vi også ofrer os på samme måde for vor næste, Gud til ære; det skal kærligheden øve sig på og uddele en sådan gerning til gavn for næsten. Den, der gør sådan, er en kristen og bliver ét med Kristus, og hans legemes offer er sammen med offeret af Kristi legeme ét offer; og det kalder Sankt Peter at bringe Gud velbehagelige ofre ved Kristus, 1 Pet 2,5, hvor han også beskriver dette præstedømme og offer og siger: «Så skal også I som levende sten lade jer opbygge til et åndeligt hus og et åndeligt præstedømme, for at I kan bringe åndelige ofre, som er Gud velbehagelige ved Jesus Kristus.»

Han kalder det et åndeligt offer, skønt Sankt Paulus siger, at vore legemer skal ofres. Nu er legemet jo ikke ånd; men han kalder det et åndeligt offer, fordi det sker frivilligt ved Ånden og ikke tvinges frem ved loven og frygten for helvede; sådan som de gejstlige hidtil har pint sig med faste, grove klæder, nattevågen, hårdt leje og lignende spildt møje og arbejde, og dog ikke er kommet til dette offer, men kun er faldet længere bort fra det, så de ikke har dræbt det gamle menneske; ja, de er kun blevet så meget mere hovmodige og værre derved og har forløftet sig på og ophøjet sig af sådanne gerninger og fortjeneste for Gud. For de har heller ikke gjort det for at døde legemet, men samlet det som gode gerninger til stor fortjeneste for at sidde højt i himlen frem for andre mennesker; så det godt kan kaldes et kødeligt offer af deres legemer, som er Gud ubehageligt, men Djævelen behageligt.

Men åndelige ofre er Gud velbehagelige, siger Peter, sådan som også Paulus lærer Rom 8,13: «Hvis I ved Ånden dræber kødets gerninger, vil I leve.» Han siger: dræber ved Ånden, ligesom Peter taler om åndelige ofre; for hvad der ofres, må dræbes. Som ville han her sige: Hvis I dræber kødets gerninger på en måde, I selv har valgt, uden Ånd og lyst, men af frygt for straffen, så bliver det en kødelig dræben og ofren, og I vil ikke leve mere af den grund, men kun dø så meget grufuldere. Ånden må gøre det, og åndeligt, det vil sige med lyst og kærlighed, uden frygt for helvede, frit og for intet, uden at søge fortjeneste eller ære eller løn derved, hverken timelig eller evig. Se, det kaldes et åndeligt offer. For alt, hvad der sker, hvor udvendigt, groft, legemligt eller synligt det end kan være, kaldes alt sammen åndeligt, når det sker af og ved Ånden; så endog det at spise og drikke er en åndelig gerning, når det sker ved Ånden. Omvendt er det kødeligt, som sker ved kødet, hvor skjult og dybt i sjælen det end kan være, sådan som Sankt Paulus i Gal 5,20 kalder afgudsdyrkelse og kætteri kødets gerninger, skønt de dog ligger dybest i sjælen.

Ud over dette åndelige offer rører Sankt Peter ved endnu ét i den følgende tekst, hvor han siger: «Men I er det kongelige præstedømme, for at I skal forkynde hans dyder, som kaldte jer fra mørket til sit forunderlige lys.» Her berører han prædikeembedet, som er det rette offerembede, som der står om i Sl 50,23: «Den, der ofrer tak, ærer mig.» For ved prædiken bliver Guds nåde prist, og det kaldes at ofre lov og tak; sådan som også Sankt Paulus i Rom 15,16 roser sig af, at han helliger eller ofrer evangeliet. Men om dette offer taler vi ikke her; det kan også godt indbefattes under ét som et stykke af dette åndelige offer, som det følger herefter: for den, der ofrer Gud sit legeme, han ofrer også sin tunge og mund til at prædike, bekende og prise Guds nåde. Men herom et andet sted. Lad os nu se på ordene.

«Jeg formaner jer, kære brødre.»

Han siger ikke: Jeg befaler jer; for han prædiker for dem, som allerede er kristne og retfærdige ved troen i det nye menneske, og som ikke skal tvinges med bud, men formanes, så de villigt gør, hvad der skal gøres med det syndige gamle menneske. For den, der ikke gør det villigt, alene på venlig formaning, er ingen kristen; og den, der tvinger det ud af de uvillige med love, er slet ikke en kristen prædikant eller regent, men en verdslig fangevogter.

«Ved Guds barmhjertighed.»

En lovdriver trænger på med trusler og straffe; en nådeprædikant lokker og ægger ved at vise Guds godhed og barmhjertighed; for han bryder sig ikke om uvillige gerninger og modvillig tjeneste; han vil have glade og villige Guds tjenere. Den, som nu ikke lader sig ægge og lokke af så søde, kærlige ord om Guds barmhjertighed, som er skænket og givet os så overstrømmende i Kristus, så han med lyst og kærlighed også gør det samme, Gud til ære og sin næste til gavn, han er intet, og alt er spildt på ham. Hvordan skal den blive blød og villig ved love og trusler, som ikke smelter og flyder hen for en sådan ild af himmelsk kærlighed og nåde? Det er ikke menneskers barmhjertighed, men Guds barmhjertighed, som er givet os, og som Sankt Paulus vil have, at vi skal se på, for at ægge og bevæge os.

«At I hengiver jeres legemer.»

I Det Gamle Testamente var der mange og mangeslags ofre; men de betyder alle det ene offer, som Kristus og hans kristne opfylder ved at ofre deres egne legemer. For der er heller intet andet offer i Det Nye Testamente, og der kan ikke være noget andet end dette ene, nemlig vore legemer. Og hvad vil eller kan nogen ofre mere end sig selv med alt, hvad han er og har? Går legemet hen og bliver et offer, så går alt med, som hører legemet til. Derfor er nu alle Det Gamle Testamentes ofre forbi, med præsterne og al deres pragt. Hvad er det for et offer, at du ofrer en penning eller en skilling, mod offeret af hele legemet? Ja, sådant stykværk og lapværk er ikke værd, at man længere kalder det offer, når dette store offer, nemlig Kristi og hans egnes legemer, er i fuld gang med at ofre.

Derfor siger også Esajas med rette om sådant tiggerværk, at det skulle blive til afsky i Det Nye Testamente over for de store, rette ofre, og han siger i det sidste kapitel (66,3): «Den, der slagter en okse, er ligesom den, der slår en mand ihjel. Den, der ofrer et får, er ligesom den, der brækker halsen på en hund. Den, der bringer madoffer, er ligesom den, der ofrer svineblod. Den, der tænker på røgelse, er ligesom den, der lovpriser uretten» osv. Ligeså taler han også om det i Es 1,11: «Hvad skal jeg med jeres mange ofre? siger Herren. Jeg er mæt af brændofre af vædre og af fedtet fra fedekvæget og har ingen lyst til blod af tyre, lam og bukke.» Og sådan bliver han ved og kaster med vældige ord alle ofre bort for dette ene, rette offers skyld.

Derfor har vore blinde førere hidtil ganske jammerligt bedraget verden med messeofrene og glemt dette ene offer. For messen kan godt holdes, uden at sjælen alligevel får nogen frugt, men skade af den. Men dette offer kan ikke ske uden frugt for sjælen; derfor kan messen ikke være et offer i Det Nye Testamente, selv om den ellers var et offer. For alle Det Nye Testamentes gerninger og ofre må være rette og sjælen til frelse; hvis ikke, hører de ikke til i Det Nye Testamente. Som Sl 25,10 siger: «Herrens veje er idel godhed og sandhed.»

«Til et offer, som er levende, helligt og Gud velbehageligt.»

Disse tre ord, levende, helligt, velbehageligt, sætter Sankt Paulus utvivlsomt for at ophæve Det Gamle Testamentes ofre og afskaffe hele det præstedømme. For Det Gamle Testamentes ofre var okser, får og bukke; af dem blev ingen ved at leve, men når det skulle ofres, blev det slagtet, brændt og fortæret af præsterne. Men dette offer i Det Nye Testamente er et underligt offer, som på én gang dræbes og dog bliver ved at leve; ja, jo mere det dræbes og ofres, des bedre og stærkere lever det, som han siger i Rom 8,13: «Hvis I ved Ånden dræber kødets gerninger, vil I leve.» Og Kol 3,3: «I er døde, og jeres liv er blevet skjult sammen med Kristus i Gud.» Og Gal 5,24: «Men de der tilhører Kristus, korsfæster deres kød sammen med lidenskaberne og lysterne.»

Så må vi nu forstå dette lille ord «levende» åndeligt, om livet for Gud og ikke for verden; således at den, der tugter sit legeme og dræber sine lyster, ikke lever for verden. For han fører ikke et sådant liv, som verden fører. Verden lever og kan ikke andet end leve i lyster og efter kødet; men denne er vel i verden med sit kød, men han lever ikke efter kødet, som Paulus siger 2 Kor 10,3: «Vi vandrer vel i kødet, men vi strider ikke kødeligt»; Rom 8,1: «dem, som ikke vandrer efter kødet.» Derfor er et sådant liv et evigt liv for Gud og et ret levende offer; for en sådan dræben af legemet og lysterne, hvad enten det sker ved egen tugt eller ved andres forfølgelse, er intet andet end en øvelse i og til et sådant liv.

Ligeledes var heller intet af Det Gamle Testamentes ofre helligt uden udvendigt og timeligt, indtil det var fortæret; ligesom det også kun levede timeligt og udvendigt, indtil det blev ofret. Men dette offer er ret og evigt helligt for Gud. Men helligt kaldes det, som alene er rettet mod Guds tjeneste og ære, og som Gud alene bruger. Derfor skal det lille ord «helligt» forstås således, at vi skal lade Gud alene virke i os og være hans eget hellige redskab, som han siger 1 Kor 6,19–20: «Jeres lemmer er et tempel for Helligånden, og I tilhører ikke jer selv; pris da Gud og bær ham i jeres legeme og ånd, som er Guds.» Ligeså Gal 6,17: «Jeg bærer Herren Jesu sårmærker på mit legeme.» Den, der nu gør en gerning til sin egen ære eller lyst, hans offer er vanhelliget; sådan som de gør, der med deres gerninger søger løn og fortjeneste for Gud, være sig timelig eller evig. Det kommer af, at de endnu ikke er dræbt til offer; for dette offer kan ikke være helligt, uden at det først er levende, det vil sige dræbt for verden og for sig selv, så det ikke søger sit eget.

Ligeledes var heller ikke offeret i Det Gamle Testamente i sig selv velbehageligt for Gud, og det gjorde heller ingen velbehagelig; men for verden og menneskene var det velbehageligt; de holdt meget af det, som om de kunne behage Gud derved. Men dette offer er for menneskene den allerfjendtligste og mest ubehagelige ting på jorden. For det dræber og fordømmer og går imod alt det, som behager verden og menneskene og tykkes dem ret. For som sagt kan naturen ikke leve anderledes end efter kødet, og især i sine egne gode gerninger og sin selvsikkerhed; den kan ikke tåle, at alt, hvad den gør og sætter sig for, skal være intet og dræbt. Derfor er dette offer Gud velbehageligt (siger Paulus), hvor ubehageligt det end er for verden; og de, der bringer et sådant levende, helligt offer, føler også godt og er visse på, at det er Gud velbehageligt, fordi de ved, at Gud vil have kødets lyst og sind død og alene virke og leve i os.

Heraf følger, at Sankt Paulus her ved legemet ikke alene forstår de grove, udvendige stykker og gerninger, såsom frådseri, drab, hor osv., men alt, hvad der ikke er genfødt af Ånden, og hvad det gamle menneske er med sine bedste og højeste kræfter, både udvendigt og indvendigt, såsom den dybe ondskab i det egne sind, indbildskheden, fornuften, visdommen, selvsikkerheden i gode gerninger og i det åndelige liv og hvad der ellers er af Guds gaver i menneskene.

Tag som eksempel herpå de allermest åndelige og kloge nu på jorden; af dem holder vel nogle deres legeme udvendigt i tugt, men i hjertet er de fulde af hovmod, selvsikkerhed, egensindighed og selvbehag i deres liv og væsen eller visdom. Fra denne indvendige, dybe ondskab er ingen helgen helt og aldeles fri; derfor må han altid ofre sig og dræbe denne gamle skælm. Men han kalder det at ofre legemet, fordi de, der er kristne, allerede lever mere end halvt i Ånden, og hvad der endnu er at dræbe i dem, tilskriver han legemet som den nederste og ringeste del, hvor der endnu ikke er ånd.

«Det er jeres fornuftige gudstjeneste.»

Her skiller han klart de kristnes gudstjeneste fra jødernes gudstjeneste og siger: Jøderne har haft deres gudstjeneste i ufornuftige dyr og ofre; men jeres gudstjeneste består i et fornuftigt offer, det er jeres legeme og jer selv. Jøderne har ofret guld og sølv og bygget et dødt tempel af sten og træ; men I er et andet folk, derfor er jeres offer ikke sølv eller guld. Jeres tempel er ikke træ eller sten, men jer selv; I er Guds tempel, 1 Kor 3,16.

Mærk dig heraf, hvor redeligt man har handlet med de kristne, da man har tiet om vores egen gudstjeneste og drevet hele verden til at bygge kirker, stifte altre, klostre, klokker, kalke, billeder og lignende, som var det de kristnes eneste gudstjeneste, så det endog ville have været alt for meget for jøderne. Kort sagt kalder han denne vor fornuftige gudstjeneste hjertets rette, åndelige gudstjeneste, som sker i troen og i kundskaben om Gud; og hermed forkaster han al gudstjeneste, som sker uden for troen, som idel ufornuftig gudstjeneste, selv om den også sker legemligt og udvendigt og har skin af stor hellighed og åndeligt liv. Sådan har hidtil de paveliges gerninger, ofre, munkevæsen og strenge liv været; for de er sket uden kundskab om Gud (da de ikke havde noget Guds ord) og desuden uden ånd og hjerte, hvor man alene gjorde gerningen og mente, at den måtte behage Gud, selv om der ingen tro var; sådan har også jødernes gudstjeneste været i deres gerninger, ofre osv., hos dem, som ikke har kendt Kristus og haft troen, og den har altså ikke været bedre end de afgudsdyrkende, uforstandige hedningers gerninger og gudstjeneste osv.

«Og stil jer ikke lig med denne verden, men lad jer forvandle ved fornyelsen af jeres sind, så I kan prøve, hvad der er den gode, den velbehagelige og den fuldkomne Guds vilje.»

Verden (som sagt) kan hverken se eller høre dette offer; derfor kæmper den imod det på begge sider, med ægning og trusler, med lokken og forfølgelse; og den har tilmed den fordel, at den slet intet har af vort sind og vor ånd i sig, men vi har endnu meget af verdens sind og tilbøjelighed i os. Derfor er det nødvendigt for os at passe på, at vi hverken følger verdens vis eller vor egen fornuft og gode mening, men altid bryder vort sind og vor vilje og gør og lider noget andet, end fornuft og vilje sætter sig for, så vi altid færdes ulig verden og stik imod den; så bliver vi dagligt forvandlet og fornyet i vort sind, det vil sige, at vi dagligt mere og mere holder af det, som verden og fornuften hader; såsom at vi dagligt hellere og hellere bliver fattige, syge, foragtede, tåber og syndere, og til sidst agter døden bedre end livet, dårskab dyrere end visdom, skam ædlere end ære, fattigdom saligere end rigdom, synd herligere end fromhed. Det sind har verden ikke, men er i alle ting anderledes sindet og bliver i sådant gammelt sind uforvandlet og ufornyet, ja, forstokket og stokgammel.

Guds vilje er i sig selv altid god, liflig og fuldkommen; men den bliver ikke altid kendt som sådan, ja, fornuften mener, at det er Djævelens onde, bitre og grufulde vilje, fordi den byder, at det skal være intet og dræbes, som fornuften holder for det højeste, bedste og allerhelligste. Derfor må her erfaringen alene være mester; den prøver, føler, finder og bliver var, at en sådan vilje er god og mener det vel af hjertet. Dernæst erfarer den, der bliver i den og vokser, også, at en sådan god vilje er liflig og velbehagelig, så han ikke ville tage al verdens gods for den, men har større lyst og glæde i fattigdom, vanære og al slags ulempe, end nogen på jorden kan have i al rigdom, ære og lyst; indtil det til sidst kommer dertil, at mennesket bliver fuldkomment og gerne giver livet for døden og med Paulus længes efter at bryde op, så al synd hører op, og Guds vilje sker fuldkomment nok med ham i alle ting. Da er han verden allermest ulig og stiller sig slet ikke som verden: den kan ikke blive mæt af livet, men han kan ikke blive livet kvit; hvad den søger, det flygter han; hvad den flygter, det søger han osv.

Men heraf ser du, at Paulus ikke dømmer en kristen ganske ren for synd og ondskab, da han befaler, at vi skal forvandle og forny os i sindet. Men hvor der endnu er forvandling og fornyelse, dér er der endnu noget tilbage af det gamle og onde; men det er synd, som ikke tilregnes de kristne, fordi de dagligt arbejder på det, forandrer og fornyer; for det er i dem imod deres vilje, Rom 7,15 og Gal 5,17: «Kød og ånd står imod hinanden, derfor gør I ikke, hvad I vil.»

Og især nævner han sindet, hvormed han selv udlægger, hvad han mener med legemet, som han byder os at ofre; for også ovenfor er der sagt nok om, hvad sind betyder i Skriften, nemlig ens egen mening, som er hovedet for enten alle laster eller alle dyder. For hvad der tykkes mig ret, det holder jeg på; hvad jeg holder på, efter det handler jeg; og sådan også en anden. Hvor nu et sådant sind ikke er ret, dér er det forbi med samvittighed og tro; hvor det ene ikke er ét med det andet, dér er det forbi med kærlighed og fred; hvor det er forbi med kærlighed og tro, dér er der idel verden og Djævelen selv; derfor ligger det hele i at forandre og forny det; som det også følger:

«For ved den nåde, som er givet mig, siger jeg til enhver iblandt jer, at ingen skal tænke højere om sig selv, end det sømmer sig at tænke, men at han skal tænke med måde om sig selv, enhver efter det mål af tro, som Gud har tildelt.»

Denne lære giver Paulus de kristne ganske særligt i alle epistler, for at bevare den enfoldige tro ens i alle og komme sekterne og de mangeslags splittelser i det kristne liv i forkøbet, som spinder sig ud af meningen og sindet, hvor det ikke bliver ét i alle. Derfor påberåber han sig her sit apostelembede for at formane dem på det allerhøjeste som en, der af Guds nåde er udvalgt og sendt til at lære sådant, og han vil altså sige: I har mangeslags nådegaver iblandt jer; men enhver se til, at han fatter og bevarer sin mening i troen, så ingen tykkes sig bedre end den anden eller holder mere af den gave, som er givet ham, end af den andens gave. For hvor det sker, dér vil enhver foragte den ringeste gave og regne sig til den bedste og også ægge de andre dertil. Når det så går galt, falder man hen på gerningerne eller gaverne og lader således troen fare. Så farer sindet af sted som verdens og holder af det, som er højt, og intet af det, som er lavt.

Dette kan man ikke male bedre end med de eksempler, som er gængse i vore dage; nemlig: dér ser du, at munke og præster har rejst deres gejstlige stand, som tykkes dem at være den bedste; om den tænker de ikke med måde, men over al måde, og deres sind står dertil, at den almindelige kristenstand næsten intet er imod den. Nu er dog ingen af deres stande ret; den er hverken tro eller kærlighed, budt af Gud, men noget særligt, opfundet af dem selv; derfor splitter de sig også, og denne samme mening spalter sig i så mange sekter, at enhver vil være den bedste, og derover duer de alle sammen intet for Gud. For dér går både tro og kærlighed til grunde og det enige sind, som skal holde alle kristne sammen og gøre dem til ét.

Så vil Sankt Paulus nu sige, at hvor mangeslags gaverne, gerningerne eller væsenet end er udvendigt, så skal ingen bilde sig noget ind på grund af dem og ville være bedre end andre; men enhver skal regne sig for noget på grund af sin tro, som vi alle har, skønt ikke i lige mål, den ene stærkere end den anden. Men dog er det ét og det samme, som troen ejer, nemlig Jesus Kristus. For røveren på korset har lige så vel Jesus Kristus og også lige så meget i ham ved sin tro som Sankt Peter, Paulus, Abraham og Guds mor og alle helgener, selv om han ikke havde så stærk en tro. Lad nu gaverne være ulige, så er troens gode lige. Men da vi alene skal rose os af troens gode og ikke af gaverne, så skal enhver lade den andens gaver være lige så gode som sine egne og dermed tjene den anden, som er mig lig i troens gode; så bliver kærlighedens enighed og troens enfold bevaret, og ingen falder hen på sin egen gerning eller fortjeneste.

Om dette sind og denne mening kan du læse videre i de foregående postiller, især over epistlen på 3. søndag i advent. Men hvad der mere er at sige om denne epistel, vil vi gemme til den næste søndag, for de hænger begge sammen.