2. søndag efter helligtrekonger (Rom 12,6–16)

Epistlen på 2. søndag efter helligtrekonger, Rom 12,6–16

Denne epistel burde være kortere foran og længere bagtil; for der, hvor den begynder, hænger den sammen med epistlen fra forrige søndag, og i enden bryder den alt for tidligt af, så det godt kan se ud, som om den er stillet sådan op af en ulærd og tankeløs mester, der kun har tænkt på oplæsningen i kirken og ikke på undervisningen af folket. Derfor må vi hæfte dem sammen, som det sig hør og bør, så den kan blive desto bedre forstået.

I epistlen fra den nærmeste søndag lærer apostlen, hvordan vi kristne skulle forny vores sind ved at ofre vores legeme, så vi kunne beholde troens rette, enfoldige art og ikke lade os tykkes at være gode eller bedre ud over troen, for at der ikke skulle opstå sekter og mange slags væsen blandt de kristne, men at enhver skulle blive i troens mål, hvor stærkt eller svagt det så var givet ham af Gud, og deri bruge og øve de andre gaver over for sin næste, så gaverne ikke blev til egne stænder frem for andre, som ikke havde dem, men så den fælles trosstand blev hos alle som den allerhøjeste og kostbareste, som enhver lod sig nøje med.

Og han giver et billede på det og siger: «For ligesom vi har mange lemmer på én krop, men alle lemmerne ikke har samme funktion, således er vi mange én krop i Kristus, men hver for sig er vi hinandens lemmer.» (Her følger nu dagens epistel, og den burde hænge sammen med det, sådan:) «Og vi har forskellige nådegaver efter den nåde, som er blevet givet os» osv. For de forskellige gaver henfører han til de forskellige lemmer, som vi er i Kristus, på ét fælles legeme.

Det er et særdeles fint og klart billede, som han også ofte tager frem, som i 1 Kor 12,12 og Ef 4,16. For det lærer særdeles fint, hvordan alle kristne skal være lige og mætte i den ene fælles tro, og at gaverne, hvor forskellige eller store de end er, ikke skal anses, som om nogen derved var retfærdig, frelst eller bedre for Gud end den anden; for et sådant sind, en sådan mening og indbildning er sikkert vildfarelse og en ødelæggelse af troen, som alene gælder for Gud.

Billede af kristendommen i legemets lemmer

Lad os dog se på billedet, så finder vi det. For det første: Alle lemmer på legemet har deres gerning på legemet, fordi de er lemmer på legemet; og intet af dem er et lem, fordi det virker eller med sin gerning har fortjent at være et lem, men det er forud blevet et lem på legemet ved fødslen, før det virker eller kunne virke; ja, det virker, fordi det forud er et lem, og det bliver ikke et lem ved sin gerning, som det har gjort forud. Derfor har det sit væsen og al sin evne forud og for intet fra legemet.

Men derefter har legemet brug for lemmets gerning til sit behov. For øjet er ikke blevet et øje, fordi det forud har set godt og dermed fortjent at blive sat på legemet og blive et øje; men det er først blevet et øje ud af legemet og har sit væsen fra legemet, så det kunne se; derfor kan det ikke rose sig af, at det med sit syn som med sin gerning nogen sinde har fortjent det mindste, så meget som et hårs bredde, at det sad på legemet og blev et øje; men det har en sådan ære og ret rent for intet, uden sin gerning, fra fødslen af.

Således kan heller ingen kristen rose sig af, at han er kommet dertil ved gerninger, at han er et lem i Kristus sammen med de andre kristne i den fælles tro, og han kan heller ikke gøre nogen gerning, hvorved han bliver kristen; men fordi han allerede forud er blevet kristen ved den nye fødsel i troen uden al fortjeneste, derfor gør han gode gerninger. Således står det fast: Gode gerninger gør ikke kristne, men kristne gør gode gerninger; ligesom frugten ikke gør træet, men træet gør frugten; og synet gør ikke øjnene, men øjnene gør synet. Og kort sagt: Overalt må væsenet være der før virket, så ingen gerning giver væsenet, men væsenet giver gerningen. Gør de gode gerninger altså ikke kristne, så erhverver de heller ikke Guds nåde, udsletter heller ingen synd og fortjener heller ikke Himlen; for det kan ingen have uden en kristen, og han har det heller ikke ved nogen gerninger, men ved at han er et af Kristi lemmer; og det sker ved troen på Guds ord.

Hvad gør da de, som lærer os at udslette synd, erhverve nåde og fortjene Himlen med gode gerninger og løfter deres gejstlige stænder op som de særlige høje veje til Himlen? Hvad skulle de gøre? De lærer, som du ser her, at man opnår væsenet med gerningen: at når et stykke kød taler godt, så bliver der en tunge af det, som ellers endnu ikke er en tunge. Ligeledes at når et stykke kød sluger og drikker godt, så bliver der en mund og en hals af det; det, som går og løber godt, af det bliver der en fod; det, som hører godt, af det bliver der et øre; det, som snuser godt, af det bliver der en næse; og det, som dier sin mors bryster, det bliver født som et barn. Når æblet sidder på træet, så bliver der et træ af det. Er det ikke fine tunger, halse, fødder, ører, børn og æbler?

«Åh, hvilke vanvittige narre og forkvaklede folk er det dog,» siger du, «hvor umulige ting og hvilket unyttigt arbejde og besvær påtager de sig!» Ja, hvad andet fortjener de også, de, som forvender Guds sandhed til en løgn og gør Guds gaver, som dog er givet til tjeneste for næsten, til en tjeneste for Gud, og som ikke vil være i troens fælles stand, men være fornemme, særlige præster og noget bedre end andre kristne? Så sker det dem ret, at de bliver rablende gale og vanvittige og læsser idel spildt arbejde og besvær på sig over umulige ting og bare bedrager verden for dens gods og mæsker deres bug, som Sl 14,4–5 siger om dem: «Vil da ingen af ugerningsmændene mærke det, de, som æder mit folk for at nære sig, men ikke påkalder HERREN?» (det vil sige: de lever ikke i troen) «Dér frygter de sig meget» – det vil sige: her og der skaber de samvittighedsnød, hvor der ellers ingen er, fordi de holder sig til gerninger og ikke til troen.

For det andet: Ethvert lem er tilfreds og lader sig nøje med det, det har, og spørger ikke efter, om et andet lem er fornemmere. Næsen er for eksempel ikke så fornem som øjet; alligevel forholder de to sig sådan til hinanden, at næsen ikke er vred over, at den ikke er et øje, men under øjet dets adel og synes godt om det. Omvendt bryster øjet sig ikke mod næsen og foragter den heller ikke, men synes på alle måder godt om det, som andre lemmer har. Ja, som også Sankt Paulus siger i 1 Kor 12,23: «De uanselige lemmer, som vi skammer os over, har større ære end de ærefulde.» Der ser vi, hvordan hånden og øjet glemmer deres adel og sørger for og arbejder på at dække og smykke de uanselige lemmer og sætter deres ære ind for de andres vanære og skam, så godt de kan.

Hvor ulige mål og ære lemmerne her end har indbyrdes, så er de dog alle lige i det, at de er lemmer på legemet, det ene lige så vel som det andet; og øjet kan ikke sige, at det har mere ret til legemet end det allermest uanselige lem, og det kan heller ikke rose sig af, at legemet er mere eller højere dets eget end et andet lems; det gør det heller ikke, men lader legemet være fælles og ligeligt for alle lemmer. Således også alle kristne: om de er stærke eller svage i troen, skrøbelige eller fuldkomne, så har den ene dog lige så meget i Kristus og hans kristenhed som den anden; for enhver har hele Kristus som sin egen, og jeg kan rose mig lige så højt i Kristus som Sankt Peter eller Guds moder selv. Jeg under også Sankt Peter, at han er et fornemmere lem end jeg, og jeg synes godt om det. Omvendt foragter han ikke mig, selv om jeg er et uanseligt lem; alligevel er jeg et lem på det samme legeme som han og har Kristus lige så vel som han.

Det formår de gerningshellige ikke at gøre; de må stifte sekter og skel blandt de kristne. Der vil præsterne være mere end lægfolkene, munkene mere end præsterne, jomfruerne mere end de gifte, og de, der beder og faster meget, mere end de, der arbejder, og de, der fører et strengt liv, mere end de, der lever ganske jævnt. Det er Djævelen og al ulykke, som Sankt Paulus her advarer om og lærer imod. For dér går tro og kærlighed til grunde, dér lokker man de enfoldige bort fra troen og hen til gerningerne og stænderne; dér bliver så alting ulige: dér vil de gejstlige sidde øverst, alene æres og lade sig kysse på fødderne og selv hverken ære eller agte nogen; ja, til sidst vil de bede for de stakkels kristne og blive mellemmænd mellem Gud og de kristne og regne de andre stænder for slet ingenting, ligesom om de alene var Kristi lemmer og de nærmeste, og de vil først gøre alle de andre til lemmer ved deres egne gerninger og tage penge og gods nok for det. De er Djævelens og ikke Kristi lemmer.

For det tredje: Ethvert lem udfører sine gerninger til gavn for det andet lem og for legemet; for øjet ser, hvor hånden skal gøre noget, og hvor foden skal gå; foden går og bærer legemet, så øjet ikke kommer til skade; og det ene lem er altid omhyggeligt og travlt for det andet og ikke for sig selv. Således kan man ikke finde noget finere eksempel på kærlighed og gode gerninger end i lemmerne på vores eget legeme, hvori Gud har skrevet en sådan kærlighedens lov med så levende og kraftige eksempler, som vi daglig bærer på os og altid har for øje: at også et kristent menneske skal rette sine gerninger, ikke til sin egen, men til de andres gavn og være travlt og omhyggeligt dér; så ville der ikke være splittelse eller sekter blandt os.

Men vi er forblindede og hverken ser eller læser et så yndigt eksempel på vores eget legeme, men farer til og søger egne gode gerninger, hvormed vi først og fremmest kun vil hjælpe os selv og frelse os. Det kommer af, at troen ikke er der, og hjertet ikke kender Kristus; derfor har det ingen ro, det søger at blive retfærdigt og blive kvit for synden. Men fordi det ikke ved, at det alene er den fælles tro, der gør det, begynder det på sådanne store, særlige gerninger. Så falder det tossede folk til, lader tro og kærlighed fare og mener, at dette er den rette vej til Himlen; bagefter begynder en anden på noget andet, og så fremdeles, indtil der bliver idel sekter, og til sidst hæver de sig også over hinanden og foragter hinanden, holder over al måde meget af sig selv og vil være de bedste.

For det fjerde: Ethvert lem har, som Sankt Paulus siger i 1 Kor 12,26, medlidenhed med det andet, når det går det ilde eller gør ondt, ikke anderledes, end hvis det gik det selv ilde. Omvendt glæder det sig med det andet, når det går det godt, som om det gik det selv lige så godt. Og kort sagt: Intet lem lever eller arbejder for sig selv, og de er allesammen hinandens undersåtter og tjenere, og især tjener de fornemste allermest; som om de allesammen skulle sige: «Jeg ønsker ikke at være noget andet; mig er det nok, at jeg er et lem på netop det samme legeme og har lige så megen ret og ære i det som alle de andre. Derfor vil og behøver jeg ikke at arbejde for at blive et lem og få del i legemet; for det har jeg allerede, og det er mig også nok; men mine gerninger skal tjene legemet og dets lemmer, mine kære brødre og fæller, og jeg vil ikke påtage mig noget særligt eller stifte splid og sekter.»

Se, sådan gør alle rette, fromme kristne, som ofte er sagt; og de, som ikke gør sådan, er falske kristne, ja, værre og mere skadelige end hedningerne. For de kan ikke lade være, de stifter sekter og påtager sig noget eget og særligt, hvormed de puster sig selv op og holder meget af sig selv frem for de andre og således lokker de enfoldiges hjerter til sig, hvad Sankt Paulus her og alle vegne så trofast advarer os imod. Så se nu til for dit eget vedkommende, at du bliver et lem i Kristus, og det kan du blive uden gerninger, alene ved troen. Og når du er blevet det og nu har en gerning efter dit mål fra Gud, så bliv i den og lad dig ikke rive bort igen, og lad dig heller ikke tykkes at være noget bedre end andre; men tjen de andre med den og lad deres gerning og embede behage dig lige så vel som dit eget, selv om de var ringere; for troen gør dig dog lig med alle og enhver lig med dig osv.

Det er det, Sankt Paulus her i denne epistel vil: at enhver ikke skal holde for meget af sig selv, men med måde, efter som Gud har tildelt troens mål. Som om han ville sige: Enhver skal regne det for sin gerning og gøre det, som han har nåde til; men dermed skal han ikke hæve sig over dem, som ikke har den samme nåde, men en anden, og han skal lade deres gerning behage sig og agte den, som den bør agtes, nemlig sådan, at han også erkender den som Guds nåde og lader den være det, og ved, at Gud tildeler troens mål og en sådan nåde mangfoldig og ikke ensformig.

Derfor bruger han også her sådanne ord og kalder det alt sammen Guds nåde og troens mål, så ingen skal regne sit eget alene for Guds nåde og troens mål, sådan som særlingene gør. Det er den samme Gud, Ånd og Herre (siger han i 1 Kor 12,5.11), som virker både dette og hint, både stort og småt, både i dig og i mig, i den samme tro, kærlighed og håb.

Hvor ædel, kostbar og nødvendig denne lære er, kan ikke siges nok; det beviser desværre alt for godt den elendige jammer i hele kristenheden, der er så sønderflået af sekter med utallige navne, at man ingen steder mere ser hverken legeme eller lemmer, hverken tro eller kærlighed. For en sådan enighed i sindet i Guds mangfoldige gaver kan ikke tåle menneskelære ved siden af sig; derfor er det umuligt, at vore gejstlige herrers stand og lære kan bestå sammen med denne enighed; det ene må gå til grunde.

Troens mål kan du forstå som selve troen, nemlig at den gives den ene stærkere, den anden svagere, efter som Gud tildeler den. Men jeg mener, at Sankt Paulus kalder det troens mål i den forstand, at troen bringer de andre gaver med sig som en hovedstol, så det derfor hedder troens mål og ikke vores viljes eller fortjenestes mål, fordi vi ikke har fortjent sådanne gaver; men hvor troen er, dér ærer Gud den samme tro med nogle gaver som en medgift eller tilgift, så mange han vil, som han siger i 1 Kor 12,11: «Han deler ud til hver især, som han vil.» Ef 4,16: «Ethvert lem efter sit mål.» Netop derfor siger han også, at der er forskellige gaver, ikke efter vores fortjeneste, men efter den nåde, som er givet os; så nåden ligesom troen bringer sådanne ædle klenodier og gaver med sig, til enhver sit mål, så gerningerne og fortjenesten på den måde jo overalt er udelukket, og vi med gerningerne kun bliver henvist til næsten.

Har nogen profeti, så skal den være i overensstemmelse med troen.

Her opregner han nogle af gaverne, det vil sige de kristne lemmers gerninger, og sætter som den første profetien eller det at profetere. Profeti er af to slags: Den ene er den, der forudsiger kommende ting, sådan som alle profeterne i Det Gamle Testamente og apostlene har haft det; den anden er udlægning af Skriften, som der står i 1 Kor 14,5: «Den, der profeterer, er større end den, der taler i tunger.» Men fordi evangeliet er den sidste prædiken og profeti før den yderste dag, hvori der åbenlyst er profeteret om alt, hvad der skal komme i mellemtiden, mener jeg, at Sankt Paulus her ikke taler om andet end den profeti, som han taler om i 1 Kor 14, nemlig den, hvorved man udlægger Skriften. For en sådan profeti er også en almindelig, stadig og nyttig gave for de kristne; den anden profeti er derimod sjælden. Det viser han også selv ved at sige: Profetien skal være i overensstemmelse med troen; og han mener uden tvivl den kristne tro, som dengang begyndte. Nu kommer der jo ingen anden tro eller lære mere. Når da profetien skal være i overensstemmelse med og svare til denne fælles tro, er det klart nok, at han ikke her taler om profetien om kommende ting.

Så er dette hans mening: De, der har nåde til at udlægge Skriften, skal se til, at de udlægger sådan, at det rimer med troen og ikke lærer imod den eller anderledes, end troen holder, ligesom han siger i 1 Kor 3,11–12: Grunden er lagt, og ingen kan lægge en anden grund; men enhver skal se til, hvordan han bygger på den, så han ikke bygger strå, hø og træ på den, for det rimer ikke med en sådan grund, men bygge guld, sølv og ædelstene.

Hermed er al lære og udlægning af Skriften kraftigt forkastet, som fører os hen til vores gerninger og under troens navn gør falske kristne og gerningshellige. For det, som lærer os at fordrive synd og blive frelst eller retfærdige og have god samvittighed for Gud på anden måde end alene ved troen uden alle gerninger, det er straks ikke længere i overensstemmelse med troen og rimer ikke med den; sådan er også alt klosterliv og spøgelsernes tilsynekomster om skærsilden og lignende.

Læg dog mærke til, at Sankt Paulus her ikke regner ret meget af den profeti, som forudsiger kommende ting, sådan som man har set den i disse sidste tider hos Lichtenberger, abbed Joakim og lignende. Hertil hører også næsten hele Åbenbaringen. For skønt en sådan profeti behager nysgerrigheden, fordi den viser, hvordan det skal gå konger, fyrster og andre stænder i verden, så er den dog i Det Nye Testamente en unødvendig profeti, for den hverken lærer eller forbedrer den kristne tro. Derfor er den næsten en af Guds ringeste gaver og kommer undertiden også fra Djævelen. Men at udlægge Skriften, det er profetiens ædleste, højeste og største gave; for også alle Det Gamle Testamentes profeter har allermest deres navn, profeter, af, at de har profeteret om Kristus (som Sankt Peter siger i ApG 3,18 og 1 Pet 1,10). Og desuden af, at de i deres tid førte folket rigtigt i troen ved udlægning og forståelse af Guds ord; langt mere end af, at de undertiden forkyndte noget om kongerne og de verdslige begivenheder; det øvede de også selv, og ofte tog de også fejl. Men det andet øvede de daglig og tog ikke fejl, for troen, som deres profeti var i overensstemmelse med, tager ikke fejl.

Men det er et mægtigt ord, at han her sætter troen til mester, dommer, mål og rettesnor for al lære og profeti, og alle skal være underlagt den og rette sig og holde sig efter den. Se derfor, hvilke doktorer i Den Hellige Skrift Sankt Paulus gør: nemlig alle, som har troen, og ellers ingen; de skal dømme og bedømme al lære, og deres dom skal gælde, hvad enten den så rammer pave, konciler eller hele verden. For troen er og skal være en herre og en gud over alle lærere. Men deraf ser du, hvordan den gejstlige stand bærer sig ad, som ikke overlader en sådan dom til troen, men har revet den til sig og tillagt den magten, mængden og den verdslige højhed alene; men vid du, at pave, konciler og hele verden med deres lære også er underlagt den ringeste kristne, selv om det var et barn på syv år, som har troen, og at de skal tage imod hans dom over deres lære og love; som også Kristus siger i Matt 18,10: «Se til, at I ikke ringeagter en af de mindste, som tror på mig.» Ligeledes Joh 6,45: «De vil alle blive undervist af Gud.» Nu sømmer det sig ikke at ringeagte den, som Gud selv underviser, men enhver skal høre ham.

Har nogen et embede, så skal han passe embedet.

Det er den anden gave: at have et embede. Men dette embede var blandt de kristne det at tjene de fattige enker og forældreløse og uddele det timelige gods blandt dem, sådan som Stefanus og hans fæller gjorde, ApG 6, sådan som nu forvalterne og provsterne i klostrene skulle være; ligeledes de, som tog sig af apostlene, profeterne, prædikanterne og lærerne og tjente dem og gik dem til hånde, sådan som kvinderne gjorde, der fulgte Kristus og tjente ham med deres ejendele; ligeledes som Onesimos, Titus, Timotheus og andre af Sankt Paulus’ disciple; de skulle sørge for det timelige udkomme, så apostlene og prædikanterne frit og uhindret kunne hellige sig prædiken, undervisning og bøn. Men nu går det, som vi ser: de gejstlige herrer er fyrster og konger og tager sig hverken af prædiken eller bøn; de uddeler heller ikke det timelige gods til de fattige, enkerne eller de forældreløse, men ødsler det bort på deres egen pragt, så de hverken profeterer eller tjener og dog sidder på deres plads og har navnet, for at de kan hindre og forfølge de rette prædikanter og tjenere og udrydde kristenheden og som løn for det fråse godset op.

Underviser nogen, så skal han passe undervisningen. Formaner nogen, så skal han passe formaningen.

Om disse to gaver er der talt i epistlen til julenatsmessen, Tit 2: at undervise er, når man oplærer de mennesker, som endnu ikke kender troen og det kristne liv; men at formane er, når man ved at blive ved og ved ansporer, vækker, driver, revser og bønfalder dem, som nu kender og forstår det, sådan som han siger i 2 Tim 4,2: «Bliv ved, irettesæt, skænd, bønfald» osv., så de kristne ikke bliver slappe, træge og dovne, fordi de nu ved, hvad de skal gøre, sådan som det gerne går. Men profetien skal skaffe disse lærere og formanere forråd; for den, som udlægger Skriften, rækker frem og giver i hænde, hvad man skal lære og formane; så profetien er brønden og kilden til al lære og formaning.

Giver nogen, så skal han give enfoldigt.

Dette med at give er sagt om det fælles gods, som man gav sammen som i en fælles kasse under tjenernes og embedsmændenes hånd, som der er talt om ovenfor, så man deraf gav til lærerne, profeterne, de fattige, enkerne og de forældreløse; sådan som det også var befalet i Det Gamle Testamente, at de ud over alle de årlige tiender, som man gav levitterne, hvert tredje år skulle lægge en særlig tiende til side til de fattige, enkerne og de forældreløse osv. Nu er en sådan gave i Det Nye Testamente ikke fastsat ved navn eller indfattet i love; for det er en nådens tid, hvor enhver formanes til at gøre det frivilligt, som Sankt Paulus siger i Gal 6,6: «Den, som undervises i Ordet, skal give den, som underviser, del i alle goder.» Ligeledes Gal 6,10: «Lad os gøre det gode mod alle, men mest mod troens fæller.»

Men denne gave skal være enfoldig, det vil sige fri og for intet, alene Gud til ære, uden at søge gunst, ære eller vinding i den og uden at sætte den ene foran den anden: så du giver denne meget eller alt, fordi du er ham god, og den anden intet, fordi du ikke er ham venligt stemt; sådan som præbenderne og lenene hidtil er blevet uddelt efter venskab og gunst, for penge, ære og vinding, og som også næsten alle len er stiftet for skærsildens og helvedes skyld; nej, frit, frit skal du give, uden at se på noget og uden at søge eller begære andet, end at det behager Gud, og at disse folk trænger til det.

Se, denne enfoldighed roser Sankt Paulus mange steder, for den er også sjælden. Der gives ganske vist over al måde meget, men det er alt sammen spildt, fordi det ikke er givet i enfoldighed – sådan er det med alle klostrene og alt det, der er stiftet. Og ligesom det ikke er givet i enfoldighed, sådan lader Gud det heller ikke blive brugt kristeligt. Ukristeligt er det givet, ukristeligt må det ødsles bort, som Mika siger (Mika 1,7): «Ved hor er det samlet, ved hor skal det igen gå til grunde.» Men han mener åndeligt hor, det vil sige vantro; den gør heller ikke noget i enfoldighed.

Leder nogen, så være han omhyggelig.

Denne ledelse eller dette at stå i spidsen skal også stadig forstås om kristenhedens almindelige embeder, ikke om de verdslige forstandere som husfædre og fyrster, men om dem, der står i spidsen for kristenheden, som han siger i 1 Tim 3,5: «Hvis nogen ikke forstår at stå for sit eget hus, hvordan skal han så stå for Guds menighed?» Det er altså dem, som skal have opsyn med alle embeder: at lærerne passer deres embede og ikke er forsømmelige, at tjenerne deler godset rigtigt ud og heller ikke er sløve, at de straffer synderne og lyser dem i band, og at de i det hele taget ser til, at alle embeder går rigtigt for sig. Det skulle være biskoppernes embede; derfor hedder de også biskopper, det vil sige tilsynsmænd, og antistites (som Sankt Paulus kalder dem her), det vil sige forstandere og ledere.

Det tilkommer især dem at være omhyggelige, ikke for sig selv (det forbyder Kristus i Matt 6,25), men for de andre, så det er kærlighedens omsorg og ikke egennyttens. For når det tilkommer en sådan mand at se til dem alle sammen, og han skal holde styr på det hele og drive det hele frem, og alt hænger på ham, ligesom det hænger på kusken, at heste og vogn kommer af sted, så må han ikke være forsømmelig, søvnig eller sløv, men vågen og omhyggelig, selv om alle de andre var forsømmelige og ligeglade. For vil han være sløv og forsømmelig, så bliver der slet intet liv i de andres embeder, og det kommer til at gå, som når kusken sover på vognen og lader heste og vogn gå, som de selv vil. Så er der intet godt at vente eller håbe – allermindst på så farlige gader og veje, som kristenheden skal køre ad, midt blandt djævlene, der hvert øjeblik gerne ville vælte den og slå den ihjel.

Men hvorfor vender Sankt Paulus da rækkefølgen sådan om, så han ikke sætter ledelsen øverst og forrest, men lader profetien gå foran, derefter tjeneste, undervisning, formaning og giving, og sætter ledelsen allersidst blandt de almindelige embeder, nemlig på sjettepladsen? Det har Ånden uden tvivl gjort for den kommende vederstyggeligheds skyld, at Djævelen ville oprette et rent tyranni og en verdslig magt i kristenheden. Sådan som det nu går: Ledelsen er det øverste, og alt, hvad der er i kristenheden, må rette sig efter tyranniet og dets forgodtbefindende, og hellere skal al profeti, tjeneste, lære, formaning og giving gå til grunde, end der skal gøres dette tyranni det mindste afbræk, så det lod sig styre efter profetien, læren og de andre embeder.

Men vi skal vide, at intet er højere end Guds ord, hvis embede er over alle embeder. Derfor er ledelsesembedet dets tjener, som skal tilskynde og vække det, ligesom en tjener vækker sin herre af søvnen eller på anden måde minder ham om hans embede, så det bliver stående, som Kristus siger (Luk 22,26): «Den, som vil være den største blandt jer, skal være jeres tjener, og de første skal være de sidste.» Omvendt skal lærerne og profeterne adlyde lederen og følge ham og også bøje sig ned, så alle kristne gerninger og embeder på den måde er hinandens tjenere. Så bliver også det stående, som Sankt Paulus lærer i denne epistel: at ingen skal anse sig selv for den bedste og ophøje sig over den anden og tænke højere om sig selv, end man bør tænke; men man skal gerne lade det ene embede og den ene gave være ædlere end den anden, når blot hver især tjener den anden med den og er ham underdanig. Således er ledelsesembedet det ringeste, og dog er alle de andre det underlagt, og det tjener omvendt alle de andre med sin omsorg og sit tilsyn. Omvendt er profetien det højeste, og dog følger den lederen osv.

Viser nogen barmhjertighed, så gøre han det med lyst.

De foregående seks stykker hører til kristenhedens almindelige regimente, som man nu kalder den gejstlige stand. Nu fortsætter han og opregner stykker, som angår alle og enhver i kristenheden. Men de seks nævnte stykker skal ikke skilles sådan fra hinanden, at hvert af dem nødvendigvis skal have sin egen person for sig. For den, der profeterer, kan også godt undervise, formane, tjene og lede, og omvendt. Meningen er, at enhver skal se efter, hvad han bliver kaldet til, om det er et eller to af dem, og passe det på en sådan måde, at han ikke derved ophøjer sig over andre, som om han var den bedste, og laver særlige sekter ud af Guds fælles gaver; men han skal blive i den fælles, ens tro og lade gaverne tjene hinanden og være hinanden underdanige.

Barmhjertighed er enhver velgerning, man gør mod sin næste, ud over den almindelige understøttelse, som der er talt om ovenfor. For apostlen taler her på hebraisk; på det sprog betyder hesed, det vil sige barmhjertighed, egentlig på latin beneficium, på græsk eleemosyna, på dansk velgerning, og nu i daglig tale kalder man det almisse. Sådan bruger Kristus også ordet i hele evangeliet, Matt 6,2: «Når du giver almisse», det vil sige gør din velgerning; og Matt 12,7: «Jeg har behag i barmhjertighed og ikke i offer»; og Luk 10,37: «Han som øvede barmhjertighed imod ham» og lignende, hvor barmhjertighed hver gang betyder det samme som velgerning. Og Matt 5,7: «Salige er de barmhjertige.»

Så vil Sankt Paulus altså sige: Den, der har nåde til at gøre andre godt, skal gøre det med lyst og glæde, som han også siger i 2 Kor 9,7: «Gud elsker en glad giver.» Og han forklarer det selv samme sted og siger: «ikke med bedrøvelse eller af tvang», det vil sige, at han ikke skal tøve og vakle og gøre sig tung og langsom til at give, søge en grund her og en grund dér, så han i hvert fald ikke giver, eller giver på en sådan måde, at man ikke bliver glad for det, og det bliver surt, før man får det lirket ud af ham. Nej, han skal være villig og rede, som også Salomo siger (Ordsp 3,28): «Sig ikke til din ven: Gå og kom igen, i morgen vil jeg give dig, når du godt kan give det nu.» For: Qui cito dat, bis dat. Og igen: Tarda gratia non est gratia. Den, der giver hurtigt, giver to gange; men en langsom velgerning er ingen velgerning. Derfor betyder ordet hilaris ikke glad, men den, der gør det gerne, med lyst, villigt og af kærlighed, så man ikke behøver at bede og tigge og tilskynde ham meget.

Kærligheden skal være uden falskhed.

Hvor rammende kan apostlen dog male hver eneste tings uart og dens rette art! Profetiens uart er, når den ikke stemmer med troen; og det er den almindelige ulykke og fare for al profeti. Tjenesternes almindelige ulykke er, at man er forsømmelig i dem og altid synes, at en anden gerning er bedre. Ligeså er lærens og formaningens almindelige ulykke, at man gør noget andet, end man lærer og formaner, og i stedet gøgler med menneskesnak. Givingens ulykke er, at den sjældent sker i enfoldighed. Lederne søger gerne trygge og dovne dage, så de i hvert fald ikke skal bære omsorg og møje. Velgerningen sker sjældent med lyst og villigt hjerte. Sådan er også den rene kærlighed en sjælden ting på jorden. Ikke at kærligheden i sig selv er uren, men at de foregiver kærlighed, og der er intet bag ved, som også Sankt Johannes siger i 1 Joh 3,18: «Mine børn, lad os ikke elske med ord eller med tunge, men i gerning og sandhed.»

Nu ligger de, som i deres samvittighed mærker deres had og dog stiller sig venlige an, og andet sådant groft hykleri, langt fra dette ord. Sankt Paulus mener de frie ånder, som går omkring som rigtige kristne og godt ved at tale om Kristus, men som er ligeglade med deres gerninger. De ser ikke, hvordan de slet ikke tager sig af deres næste; de hjælper ikke de trængende, de straffer ikke de onde, de lader alting gå, som det går, og bærer ingen frugt af deres tro, men det sande Guds ord bliver kvalt hos dem som sæden mellem tornene, som Kristus siger. Men hvad ret kærlighed er, er tilstrækkeligt sagt andetsteds.

Had det onde.

Det er et stort stykke af kærligheden, og et sjældent. For hykleriet og den falske kærlighed gør os meget blinde her, så vi tier, ser gennem fingre med det, ja endda ler og lader os det behage, når vores næste gør ondt, og vil ikke gøre ham vred eller fornærme ham ved at hade hans ondskab, straffe den og holde os fra ham – især når det koster fare for liv og lemmer, som når man skal tage fat på de store herrers laster. Det er da ganske vist en farvet kærlighed. For Sankt Paulus taler her ikke alene om had i hjertet, men om, at man skal vise det udadtil med ord og gerninger. Men den rette kærlighed bryder sig ikke om, hvor god vennen er, hvor nyttig hans gunst er, hvor ærefuldt hans selskab er, eller hvor frygtelig fjenden er. Den hader det onde i ham og straffer det eller flyr fra det, hvad enten det er far, mor, bror, søster eller hvem det end er. Den onde natur elsker også sig selv og hader ikke det, der er ondt i den, men dækker det og pynter på det. Hvad der er vrede, skal hedde alvor; hvad der er gerrighed, skal hedde sparsommelighed; hvad der er onde rænker, skal hedde klogskab.

Hold fast ved det gode.

Det andet stykke af den oprigtige kærlighed er, at den omvendt holder fast ved det gode, selv om den værste fjende gjorde det, og selv om det gik den selv aldeles imod. For den gør ikke forskel på personer og er heller ikke bange for at komme til at lide for det. Men den falske kærlighed tør godt for gunst, ære eller fordels skyld svigte selv sin vens gode sag, når der opstår forfølgelse eller fare på grund af den – for slet ikke at tale om, at den skulle holde fast ved sin fjendes gode sag og stå fast og blive ved den. Og når noget går den imod, så gør den det ikke, om det så var nok så godt. Kort sagt: Ordsproget «Verden er falsk og fuld af utroskab», og ligeså «Gode ord og intet bag ved», viser, at naturen ikke har andet end falsk, farvet kærlighed, og at der ikke findes nogen ret, ren kærlighed, uden hvor Guds Ånd er.

Disse to små stykker har verset i Sl 15,4 fint fattet sammen: «Han agter ikke den ugudelige, men dem, der frygter Gud, ærer han højt»; det vil sige, han holder fast ved det gode, selv om det var fjender, og hader det onde, selv om det var venner. Gå ud blandt folk med disse to stykker og se, hvordan de opfører sig over for hinanden, når de låner ud, køber, giver, straffer, lærer, lider, bærer osv., så skal du nok se, at det er lutter farve og skin.

Den broderlige kærlighed til hinanden skal være hjertelig.

Det er kærlighedens højeste udtryk, at de kristne skal have en særlig kærlighed til hinanden, ud over den almindelige kærlighed til andre mennesker. For ordet «hjertelig» betegner den kærlighed, som far og mor har til børnene, og som brødre har til hinanden. Som skulle han sige: I kristne skal ikke alene elske hinanden, men hver især skal være hjertelig, moderlig, faderlig og broderlig mod den anden – sådan som Sankt Paulus roser sig af at have været blandt dem i Thessaloniki, 1 Thess 2,7. Sådan har også Esajas i sidste kapitel (Es 66,13) forkyndt om apostlene, når han siger: «Som en mor er kærlig mod sin søn på sit skød, sådan vil jeg trøste jer» osv. Sådan siger også Sankt Peter, 1 Pet 3,8: «Vær venlige og hjertelige mod hinanden.» Hvad en sådan venlig, broderlig kærlighed gør, lider og bærer hos sin næste, det skal du lære af en mor med sit eget barn. Sådan har Kristus også gjort mod os, og sådan gør han stadig: Han bærer os urene, ufuldkomne, skrøbelige, syndige mennesker, så det ser ud, som om vi ikke er kristne; men hans kærlighed gør os til kristne uden at se på vores skrøbelighed.

Kom hinanden i forkøbet med at vise ære.

Det fører Kristi kærlighed og venlighed mod os med sig, at vi må holde hinanden højt og i ære for Kristi skyld, han som er i os. Og det går ikke an, at jeg foragter nogen på grund af hans skrøbelighed; jeg må tænke: Min Herre bor i det svage kar og ærer det med sit nærvær. Når Kristus da anser ham for værdig til, at han er ham huld og hjertelig god, så han har lige så meget i Kristus som jeg, så må jeg bøje mig for ham og ære ham som min Herres levende tempel og stol. Hvad kommer det dig ved, hvor ringe den stol er, som Herren sidder på? Er den ikke for ringe for ham til at sidde på, og ærer han den, hvorfor skulle du så, som er tjener, ikke ære den?

Vær ikke dovne i det, I skal gøre.

«Det, man tager sig for» er enhver handling eller ethvert foretagende, som man har med at gøre og driver på, og som er af Gud. Her vil Sankt Paulus, at vi skal være vågne, handlekraftige og flittige. Ikke som dem, der i dag begynder på én ting og i morgen på en anden, ikke bliver ved noget og let bliver trætte og kede af det. Sådan finder man folk, som tager fat på noget godt i en fart og med stor alvor, hvad enten det er at tugte legemet, bede, læse, faste, give, tjene eller hvad det nu er; men når de har gjort det to eller tre gange, bliver de sløve og fører det ikke til ende. For den første ild har lagt sig, ligesom nysgerrigheden lægger sig, når den er blevet tilfredsstillet. Så bliver der lutter ustadige, uduelige folk ud af det. Derfor følger:

Vær brændende i ånden.

Nysgerrigheden og det bløde sind er også ivrige efter at begynde på meget og vil gøre det hele på én gang; men allerede i begyndelsen bliver det mat og blødt og holder også godt op af sig selv, for slet ikke at tale om, når det mærker modstand, ugunst og forfølgelse. Derfor er det en kødelig ild i guddommelige ting, og den varer ikke. Men den åndelige ild er den, som tiltager, jo mere den udretter og driver på. For åndens art er, at den ikke bliver træt; ja, ved at stå ledig bliver den mat og træt, ved arbejde bliver den stærk. Allermest bliver den brændende ved forfølgelse og modstand. Derfor går det, den begynder på, fremad og kommer igennem, selv om alle helvedes porte stod imod.

Ret jer efter tiden.

Nogle bøger har: «Tjen Herren», fordi kero og kyrio lyder næsten ens på græsk, og det ene betyder tid, det andet Herre. Jeg ved heller ikke endnu, hvilket der er det bedste. Det kan godt stå: «Tjen tiden», det vil sige: Ret jer efter tiden; og det er heller ikke dårligt: «Tjen Herren.» Enhver kan tage det, han synes om. At tjene Herren betyder: Alt, hvad I gør, skal I ikke opfatte anderledes, end at I gjorde det for Herren selv og tjente ham med det. Søg ikke jeres egen ære i det, og lad det heller ikke ligge af frygt for mennesker eller for deres gunst, sådan som de sagde i Ezra 5,11, da de byggede templet: «Vi er tjenere for Gud i himlen.» Dermed svarede de dem, der ville hindre dem, som skulle de sige: Vi tjener jo ikke os selv med det og gør det heller ikke til ære for os selv, men for Gud i himlen.

Men jeg holder mig til dette: Ret jer efter tiden. Det betyder: Indstil jer efter tiden og brug den rigtigt, så I gør enhver ting i dens tid, som Salomo siger (Præd 3,3–4): «At bygge har sin tid, at rive ned har sin tid; at græde har sin tid, at le har sin tid», og så fremdeles: Alting har sin tid. Det vil sige: Vær fri og ikke bundet til nogen tid, så du kan gøre, hvordan og hvad der kommer for hånden, som den første salme siger (Sl 1,3): «Han skal give sin frugt i sin tid.»

Det er en ædel, fin lære mod de gerningshellige, som binder sig sådan til tiden, at tiden må rette sig efter dem og føje sig efter deres levevis. De har deres fastsatte timer til at bede, til at spise, til at drikke, til at gøre og leve sådan og sådan. Hvis du nu kom til sådan en i din store nød, for at han skulle hjælpe dig – se, så måtte du gå til grunde, før han slap sine ting og hjalp dig.

Se, han retter sig ikke efter tiden, det vil sige, han gør ikke, som tiden byder ham, sådan som han dog burde; men han lader den tid gå forbi, hvor han kunne have gjort en kærlighedsgerning, og så må tiden rette sig efter ham. Men det sker aldrig; for der kommer aldrig noget for hånden hos dem, som det ville være godt at tage fat på, fordi de lader det alt sammen gå forbi og bliver hængende ved deres egne ting. Desuden retter de sig heller ikke efter tiden i deres egne sager: De ler, når de skulle græde, og omvendt er de bedrøvede, når de skulle være glade; de roser, hvor de skulle skælde ud, og så fremdeles. Alt, hvad de gør, er i utide, og det går dem sådan, at de netop derved rammer forbi enhver tid, at de har knyttet alle deres ting så fast til tiden. Sådan gør verden også.

Vær glade i håbet.

Det kunne godt være et stykke af at rette sig efter tiden. For de ugudelige er glade, når de har gods og ære og bekvemmelighed nok; men bedrøvede, når vejret slår om. Derfor er deres glæde en glæde i utide og deres bedrøvelse en bedrøvelse i utide: De glæder sig, når det er tid til at være bedrøvet, og de bedrøves, når det er tid til at glæde sig. Men de kristne er sådan indrettet, at de ikke har deres glæde i timelig rigdom og bekvemmelighed, men alene i Gud. Derfor glæder de sig allermest, når det går allerværst efter kødet. For Gud er dem så meget desto nærmere med sine kommende goder, jo længere de timelige vender sig bort fra dem. Sådan regner også Sankt Paulus i Gal 5,22 glæden blandt Åndens frugter, for kødet bærer ikke en sådan glæde; og i Rom 14,17 kalder han den «glæde i Helligånden».

Tålmodige i trængsel.

Evangeliet giver overalt de kristne onde dage og korset. Derfor ruster det os heller ikke på anden måde end med guddommelige våben; det vil sige, det lærer os ikke, hvordan vi bliver ulykken kvit og får fred, men hvordan vi bliver under den og sejrer. Ikke sådan at den bliver afvendt ved vores egen indsats og modstand, men sådan at den arbejder sig mat og træt på os og plager os så længe, til den ikke kan mere, og af sig selv holder op og falder kraftløs af – ligesom bølgerne på vandet støder mod bredden og af sig selv trækker sig tilbage og forsvinder. Det gælder ikke om at vige, men om at holde ud; det er der også talt om i advent.

Hold ud i bønnen.

Hvad bøn er, er tilstrækkeligt sagt i epistlen på 3. søndag i advent: at Sankt Paulus ikke mener meget plapren af bønnebøgerne eller brøl i kirkerne. Ud af en bog får du aldrig noget godt bedt. Du kan godt læse i den og lade dig belære om, hvordan og hvad du skal bede om, og lade dig tænde af den; men bønnen må komme frit fra hjertet uden alle tillavede og foreskrevne ord og selv skabe de ord, som hjertet brænder efter.

Han siger udtrykkeligt, at vi skal holde ud i bønnen, det vil sige ikke holde op eller blive dovne, hvis det, vi beder om, ikke kommer med det samme. For det allerbedste i bønnen er troen, som stoler på Guds løfte om, at han bliver hørt, som han har sagt. Men troen får ikke straks fat i det, den tror; det trækker ud og ser ud, som om det ville vende sig om, og kommer dog. Om en sådan udholdenhed giver Kristus fine lignelser i Luk 18 om den onde dommer og om vennen, der bliver ved at tigge [lignelsen om vennen står i Luk 11,5–8]. Sådan lærer han overalt, at man skal have troen i bønnen, Matt 21,22: «Hvad I beder om, tro blot, at I skal få det» osv. Matt 7,9: «Hvem er der blandt jer, som vil give sin søn en sten» osv.

Tag jer af de helliges nød.

Det er fint vendt om. Vi ønsker og søger daglig, at de hellige skal tage sig af vores nød; derfra kommer også så mange stiftelser og altre og så megen helgendyrkelse i hele verden. Men Sankt Paulus lærer, at vi skal tage os af de hellige i deres nød. Men det er sket os ret, da vi foragter de levende hellige, som havde brug for os, at vi farer af sted og søger de døde hellige og søger hjælp i vores nød hos dem. Så mener Sankt Paulus her altså de hellige på jorden, det vil sige de kristne, og han kalder dem hellige til ære for Guds ord og nåde, ved hvilke de er hellige i troen uden alle gerninger. For det ville være en stor skam og en bespottelse af Gud, hvis en kristen ville nægte, at han var hellig; for dermed bekender han, at heller ikke Kristi blod, Guds ord, Ånd og nåde og Gud selv er hellig – alt det, som Gud dog har anvendt og lagt på ham, for at han skulle være hellig.

Derfor kalder Sankt Paulus frimodigt sig selv en hellig, Ef 3,8: «Mig, den ringeste af alle de hellige, er denne hemmelighed betroet» osv. Og i 1 Tim 5,10 vil han have de enker, som har vasket de helliges fødder. Sådan siger også Sl 86,2: «Bevar min sjæl, for jeg er hellig»; og Sankt Peter i 1 Pet 1,16 henter det fra Moses og siger: «I skal være hellige (siger Gud), for jeg er hellig.» Ordet «hellig» bruges altså i Skriften kun om de levende.

Men vi har haft andre bøger end Skriften at læse i; derfor er vi ved vores forførere kommet ind i den bespottelige ydmyghed, at vi nu kalder de døde hellige og regner det for den højeste formastelighed, hvis en af os skulle kalde sig hellig. Og dog vil enhver kaldes en kristen, hvilket lyder højere end hellig, eftersom Kristus er den allerhelligste, og en kristen har navn efter Kristus (det vil sige efter den allerhelligste). Til denne jammer har den skændige vederstyggelighed hjulpet, som man kalder helgenkåringen. Med den har paven fået folk til at mene, at kun de er hellige, som er døde eller bliver kåret, og som har fortjent det med gerninger. Men hvor ofte vil ikke også her Djævelen være blevet kåret til helgen, og vi holde dem for hellige, som hører hjemme i helvede?

At Sankt Paulus nu nævner de helliges nød, gør han for at drive og tænde os så meget desto mere til at gøre de kristne godt; for vi er tilbøjelige til at tjene de hellige og regner det for stort, hvad vi ofrer på de hellige – og det er det også. Men han viser os de rette hellige, nemlig dem, der sidder i nød, det vil sige: De ligner alt andet end hellige; de er fattige, forladte, sultne, nøgne, fangne, dræbte folk, som har brug for alles hjælp og ikke kan hjælpe sig selv, og som desuden af verden holdes for ulykkelige og misdædere, der fortjener al ulykke. Derfor er de helt andre hellige end dem, vi med vores gloen mod himlen søger og påkalder, for at de skal hjælpe os. Sådanne hellige vil Kristus også drage frem på den yderste dag og sige: «Hvad I har gjort mod de ringeste af mine, det har I gjort mod mig» (Matt 25,40). Da skal de store helgendyrkere stå der med stor skam og forskrækkes over disse hellige, som de ikke ville se på i livet, sådan som de var skyldige; og de hellige, som de ikke var skyldige at tjene og dog har gjort til afguder, vil ikke hjælpe dem det mindste.

Hus gerne fremmede.

Her begynder han at regne nogle af de helliges nød op og lærer, hvordan man skal tage sig af dem: nemlig at det ikke kun sker med ord, men med gerning, så at man huser dem, hvor de har brug for det. Dermed er al anden legemlig nød også med indbefattet, som: at give de sultne mad, give de tørstige at drikke og klæde de nøgne. For dengang evangeliet begyndte, sad apostlene og deres disciple ikke sådan på slotte, stifter og klostre og pinte folk med breve og bud til sig, som bispeafguderne nu gør; men de drog omkring i landene som pilgrimme og havde hverken hus eller gård, hverken rum eller sted, hverken køkken eller kælder. Derfor var der her nød nok overalt til at huse de hellige og tjene dem, så at evangeliet kunne blive prædiket – foruden al den anden nød, der var i deres lidelse og martyrium.

Velsign dem, som forfølger jer.

Fordi han nu netop kommer i tanke om de helliges nød, fører han samtidig ind, at man også skal forholde sig kristeligt over for forfølgerne, fra hvem en stor del af de helliges nød kommer. Og læg mærke til, at dette ikke er et råd, men et bud og en frugt af Ånden, at man elsker fjenderne og gør dem godt og taler godt om dem, så du ikke tror, at det kun er et råd til de fuldkomne, at de skal velsigne deres forfølgere, sådan som man hidtil har lært os; for også Kristus lærer i Matt 5,44 alle kristne det som noget, der er nødvendigt at gøre. At velsigne eller benedideje er at ønske forfølgerne alt godt til legeme og sjæl. Som når fjenden angriber din ære, skal du sige: «Gud give dig ære og bevare dig for al skam»; griber han efter dit gods, skal du sige: «Gud give dig lykke og salighed», og så fremdeles.

Velsign, og forband ikke.

Dette er sagt i almindelighed om alle, også om dem, der ikke er forfølgere, og han vil sige: Ikke alene skal I velsigne forfølgerne, men hele jeres liv skal være sådan, at det ikke forbander nogen, men velsigner alle; at I ikke ønsker nogen noget ondt, men alle bare godt. Og det af den grund: Vi er velsignelsens børn og, som Sankt Peter siger (1 Pet 3,9), kaldet til velsignelse, så at vi arver den velsignelse, som hele verden er velsignet med ved Kristus; 1 Mos 22,18: «Ved dit afkom skal alle folkeslag på jorden velsignes.» For det rimer ikke, at en kristen skulle forbande nogen, ikke engang den allerværste fjende og misdæder, eftersom han har fået befaling om at føre evangeliet i sin mund. Duen bragte hverken gift eller en tornekvist i sit næb til Noa i arken, men et olieblad. Nu er evangeliet jo intet andet end et sødt, saligt, fredeligt, helsebringende ord, som bringer bare velsignelse og nåde til alle i hele verden; derfor kan ingen forbandelse bestå ved siden af det, men bare velsignelse. Derfor må en kristen mund være en velsignende mund, ikke en bandekæft; er den en bandekæft, så er den ikke en kristen mund.

Men her må man skelne mellem at forbande og at skælde ud eller straffe; for at skælde ud eller straffe er en helt anden ting end at forbande og maledideje. At forbande er egentlig at ønske, at noget ondt skal komme over nogen. Men at skælde ud eller straffe er at vredes over og imod det onde, der allerede er sket og er til stede, for at det må blive fjernet. Kort sagt: at forbande og at skælde ud er hinandens modsætninger; at forbande ønsker, at det onde og ulykken skal komme; at skælde ud vil, at det onde og ulykken skal forsvinde. Derfor læser vi, at også Kristus skælder ud og straffer og kalder jøderne øgleyngel, Djævelens børn, hyklere, blinde, tåber, løgnere osv. Men han forbander dem ikke, så at sådant ondt skal blive ved med at hvile på dem; han ville gerne, at de blev fri for det. Sådan gør også Sankt Paulus og kalder troldmanden Djævelens barn og fuld af al ondskab. Ligeledes: «Ånden straffer verden for synd» osv., Joh 16,8.

Men her rejser sig en stærk indvending: at de hellige i Skriften ofte ikke alene skælder ud og straffer, men også forbander. For patriarken Jakob forbander Ruben, Simeon og Levi, sine sønner, 1 Mos 49,7. Og Moses’ lov er for en stor del bare forbandelse, særlig 5 Mos 28,15ff., og den byder, at forbandelserne skal lyses offentligt på Ebals bjerg, 5 Mos 27,13. Hvor mange forbandelser står der ikke i Salmernes Bog, særlig Sl 109? Ligeledes, hvordan forbander David ikke Joab, sin hærfører, 2 Sam 3,29? Hvor bittert forbander Sankt Peter ikke Simon, ApG 8,20: «Gid dine penge må gå til grunde sammen med dig.» Sankt Paulus forbander dem, der forførte galaterne (Gal 5,12): «Ak, gid de blev helt skåret af»; og i 1 Kor 16,22: «Hvis nogen ikke elsker Herren Jesus Kristus, skal han være anathema; maharam motha.» [anathema = «forbandet»; «maharam motha» er Luthers gengivelse af maranatha (Marana ta), som han forstod som hebraisk for «bandlyst til døden».] Ligeledes forbander Kristus det uskyldige figentræ, Matt 21,19. Ligeledes forbander Elisa drengene i Betel. Hvad skal vi sige til det?

Svar: Her må du skille kærlighed og tro ad. Kærligheden skal ikke forbande, men altid velsigne; troen har magt til at forbande og skal gøre det. For troen gør Guds børn og står i Guds sted; men kærligheden gør menneskers tjenere og står i en tjeners sted. Derfor må Ånden være her; ellers kan ingen forstå sådanne eksempler på forbandelse ret eller bruge dem eller følge dem. Og det går her sådan til, at forbandelse sker imod forbandelse: Guds forbandelse imod Djævelens forbandelse. For hvor Djævelen gennem sine folk spærrer for Guds ord, fordærver det eller hindrer det, dér bliver der spærret for Guds velsignelse, som kommer gennem Ordet, og der anrettes bare forbandelse for Gud. Så er det tid til, at troen bryder frem, forbander og ønsker, at en sådan forbandelse og hindring må gå til grunde, så at der bliver plads til Guds velsignelse.

Som når nu nogen forbander og ønsker, at Gud vil udrydde og tilintetgøre pavedømmet, præstevæsenet, munkevæsenet og nonnevæsenet med stifter og klostre, så skal hele verden sige amen; fordi Guds ord og velsignelse ved sådant djævelsk spøgeri bliver forbandet, fordømt og hindret i hele verden. For mod sådanne kan man ikke øve kærligheden, så giftig, ond og djævelsk en ting er det; jo mere man tjener dem, viger for dem og føjer dem, des mere forstokkede bliver de, og de raser og stormer både imod Guds ord, Ånd, tro og kærlighed. Derfor kalder Kristus det også (Matt 12,31) en synd imod Helligånden, som aldrig bliver tilgivet; og Sankt Johannes siger (1 Joh 5,16), at der er en synd til døden, som man ikke skal bede for. For det er forgæves; de vil ingen kærlighed eller tjeneste tåle, undtagen den, der lader dem blive i deres vederstyggelighed, hjælper, styrker, ærer og ophøjer dem. Vil man gøre noget andet med dem, så raser de imod Helligånden, spotter og fordømmer det og siger, at det, man gør imod dem, ikke er kærlighed og troskab fra Gud, men bittert had og misundelse fra Djævelen, og at det ikke er Guds ord, men Djævelens løgn, kætteri og vildfarelse.

Kort sagt: denne forbandelse er en gerning af Helligånden, som alene tjener Gud, og den er en gerning, som er budt i det første bud, uden for og over kærligheden. For hvor Gud ikke byder at vise nogen en god gerning eller kærlighed, dér er man aldrig skyldig at elske; for hans vilje skal gå forud for alle gode gerninger og al kærlighed, som jeg kunne vise min næste. Og om jeg kunne frelse hele verden på én dag, og det ikke var Guds vilje, så skulle jeg alligevel ikke gøre det. Sådan skal jeg heller ikke velsigne eller gøre godt eller vise nogen kærlighed, uden at Gud vil det og byder det. Så er målet for kærligheden til næsten Guds ord, ligesom det første bud er målet for alle de andre bud, så at jeg imod budene på den anden tavle kan slå ihjel, røve, føre kvinder og børn bort og være ulydig mod far og mor, hvor det er Guds ære og vilje efter det første bud; som Israels folk gjorde mod deres fjender, hedningerne. Sådan kan og plejer Ånden også undertiden at gøre gerninger, som ser ud, som om de er imod alle Guds bud. Men de er kun imod budene på den anden tavle, som viser os til næsten, og efter de tre første bud på den første tavle, som viser os til Gud. Bliv derfor først en Peter, en Paulus, en Jakob, en David og en Elisa, så kan du også godt forbande i Guds navn med høj og stor fortjeneste for Gud.

Vær glade med de glade, og græd med de grædende.

Disse to stykker kan også hænge sammen med det, han sagde ovenfor: «Tag jer af de helliges nød»; det har han hidtil udfoldet og samtidig også lært, hvordan man skal forholde sig ret til forfølgerne, fra hvem sådan nød og trang for det meste kommer. Dog mener jeg, at han her taler i almindelighed om, hvordan vi skal gøre os lige med alle og finde os til rette i deres sag, hvad enten det går dem godt eller dårligt, også selv om de ikke lider mangel eller nød deraf; så at vi som alle menneskers fælles tjenere tager os af alt, hvad der ligger nogen på sinde, for at vi dermed kan lokke og drage dem alle til evangeliet; sådan som han også siden siger mere om denne omsorg. Er nu nogen glad, skal vi ikke se sure ud som hyklerne, der vil være noget særligt og med deres alvor i utide giver sig ud for at være de eneste vise og hellige og gør alle, der er glade og ikke ser sure ud sammen med dem, til tåber og syndere; men deres glæde skal behage os, hvor den ikke er imod Gud.

Som når en far er glad, fordi hans hustru er sund, from og kærlig og føder et barn; ligeledes når et barn er artigt og fornuftigt; og så fremdeles, hvor det går ham godt på sjæl, legeme, gods og ære og med hans egne, ligesom med os selv. For det er Guds gaver, som han giver (siger Sankt Paulus i ApG 14,17), så at han fylder menneskebørnenes hjerter med glæde. Selv om mange misbruger sådanne gaver og glæder, så er de dog ikke desto mindre Guds gaver, som ikke må fordømmes med sure miner, som om man ikke kunne eller skulle have dem. Omvendt skal vi græde med ham, hvor det går ham dårligt i den ene eller anden ting, som om det gik os selv dårligt; som vi læser, at David græder og klager over Saul og Jonatan og Abner. Ligeledes hvordan Paulus i Fil 2,27 tager sig af den syge Epafroditus som sin egen osv.

Vær enige indbyrdes i sind og tanke.

Ovenfor har han talt om at være af ét sind i de åndelige gaver for Gud, så at enhver skal finde den andens embede og gave god og lade sig den behage. Her taler han om det udvortes og verdslige liv over for mennesker, hvor også enhver skal lade sig den andens stand, liv, embede og gerning behage og ikke synes, at han selv er bedre end den anden; for en skomagersvend har jo lige så vel den samme Kristus som en fyrste og konge, en kvinde lige så vel som en mand, så at også her, i de udvortes, så mangfoldige former og forskelle mellem mennesker, den ene tro og Ånd dog er den samme.

Men også denne lære er for længst gået helt til grunde. Fyrster, herrer, adelige, rige og mægtige spejler sig i sig selv og har det sind, at de alene er folk på jorden; og indbyrdes vil den ene også være højere, ædlere og fornemmere end den anden, og der er så mange slags sind og indbildskhed blandt dem, at skyerne på himlen næppe er så mange slags og så sælsomme. De holder ikke ét sind og én tanke midt i denne mangfoldige udvortes forskel, og de lader sig ikke de andres stand eller liv synes lige så god eller behage så godt som deres egen; mit er her alene det bedste, alt andet stinker.

Derefter kommer de grove bønder også trampende ind med deres støvler: dér vil en bager være bedre end en barber, en skomager fornemmere end en bader. Er en ikke født i ægteskab, så duer han ikke til et håndværk, om han så var hellig; her må man komme med fødselsbreve, og det hele er også så splittet, at der er lige så mange former for selvklogskab og egensind, som der er mestre og svende. Hvordan skulle de være af ét sind i åndelige embeder og goder, som er så uenige over så usselt, fattigt, timeligt væsen? Det er sandt, at der må være sådanne mange slags stænder, livsformer og håndværk på jorden; men det er hedensk, ukristeligt og verdsligt, at man hænger ved dem med sin indbildskhed, og at én kristen holder sig for bedre end en anden for sådant skidts skyld og ikke ser, hvordan han indvendig for Gud er alle lige.

Ja, det er ikke alene ukristeligt, men det er kvindagtigt og barnagtigt. Kvinderne tør nok synes, at den ene er bedre end den anden, når den ene kan sætte knappenålen bedre eller sætte huen bedre på end en anden, og det for endnu ringere ting; og ingen af dem tænker på, at hun lige så vel er en kvinde (for ikke at sige mere) som en anden. Børnene gør også sådan: hver af dem synes bedst om sin egen smørrebrødsskive, og hans fugl er den smukkeste; hvis ikke, så græder det, indtil det har den smukkeste. Netop sådan står det til, ligesom med kvinderne og børnene, også med verden, hvor denne er den allermægtigste, denne den allerkristeligste, denne den allerhøjbårne, denne er født og af herkomst sådan, og hin sådan; denne er højlærd, hin anset; og for sådanne forskelles skyld tør de begynde had, mord og al slags jammer: så hårdt hænger deres sind ved det, hver ved sit eget. Og alligevel er de kristne, med så splittede, ulige og mangfoldige sind!

Stræb ikke efter det høje.

Dermed forklarer han sig og værger imod de mange slags selvklogskab. For som jeg har sagt: «Hver synes godt om sin egen måde, derfor er landet fuldt af tåber.» Men hvor en ser, at den anden står højere, så har han ingen ro; han ville gerne være ham lig. Derfor handler han imod begge dele af denne Sankt Paulus’ lære: over for de ringere eller sine ligemænd behager han sig selv allerbedst, og hans eget er det kostbareste; men over for den, der ikke er hans lige, kan han ikke holde sig selv for den bedste; derfor stræber han efter det og agter kun på, hvad der er højt og kostbart. Alt det kommer af det ulige sind og den ulige tanke i hjertet, som ikke lader sig nøje med den fælles Kristus, men hænger sig ved sådan udvortes forskel.

Men hvad siger Sankt Paulus? Ikke sådan, men: «Stræb ikke efter det høje.» Som ville han sige: Der må jo være sådan forskel på jorden; den enes stand er høj, den andens ringe. Det kan ikke alt sammen være guld, heller ikke alt sammen halm; men dog skal tanken være den samme midt i disse ulige ting, ligesom Gud handler ens deri og giver sit ord og sin Ånd lige så vel til de ringe som til de høje. Det lille ord «stræbe» sætter Sankt Paulus ikke forgæves. At have høje ting er nødvendigt og er heller ikke skadeligt; men at stræbe efter dem, sætte sit hjerte på dem, bryste sig af dem og synes godt om sig selv over for dem, der ikke har dem, det er hedensk.

Men hold jer nede til det ringe.

Det vil sige: Foragt ikke det, der er af ringe stand og væsen. Han siger ikke, at de skal ophøje det ringe eller skaffe det af vejen; for Gud bruger også det; ja, verden kan ikke undvære sådanne ringe stænder. Hvor ville de rige og mægtige være, hvis der ingen fattige og undersåtter var? Ligesom fødderne bærer legemet, sådan bærer de ringe alle de høje stænder. Derfor: ligesom legemet forholder sig til fødderne, sådan skal de høje forholde sig til de ringe; ikke agte på eller se på det høje, som de har, men bøje sig efter dem og lade sig behage, hvad de ringe er og har; for denne ligestilling med de ringe er også sagt åndeligt om tanken i hjertet. Sådan har også Kristus gjort. Alt, hvad der var højt i ham, har han ikke kastet bort eller fornægtet; men han agter det ikke og bryster sig ikke imod os; han gør sig derimod lig med vores elendighed, foragter os ikke og tjener os med sit høje væsen.

Vær ikke kloge i jer selv.

Her er man i kirken holdt op med at læse af denne epistel; derfor vil vi kort løbe resten igennem. Denne egen klogskab er det stive sind i verdslige ting, som ikke lader sig sige noget, men vil vide alting bedre, end nogen kan sige det; det skal være rigtigt og velgjort, hvad han har i sinde, og han viger ikke for nogen. Men en kristen skal være så smidig i sådanne ting og gerne vige og lade alle få ret, så længe det ikke angår Guds ord og troen, men timeligt gods, ære og venner.

Gengæld ikke ondt med ondt.

Ovenfor, hvor han lærer, at man ikke skal forbande, taler han om dem, der ikke kunne hævne sig eller gøre ondt igen; for de har ikke andet, end at de forbander og ønsker alle ulykker over dem, der er dem for mægtige. Her taler han om ligemænd indbyrdes, hvor den ene kan betale den anden ondt med ondt igen og vise den anden en ond nykke, enten ved at gøre eller ved at lade være; men mest sker det ved at lade være. Men en kristen skal gøre godt mod den, der gør ham ondt, og ikke holde op med det, ligesom Gud lader sin sol skinne over retfærdige og uretfærdige, Matt 5,45.

Læg vind på det, der er hæderligt over for alle.

Det er, som han siger til thessalonikerne, 1 Thess 5,22: «Sky al ond skin»; og Fil 4,8: «Alt, hvad der er sandt, hvad der er hæderligt, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt ry, hvis der er nogen dyd, hvis der er noget prisværdigt, tænk på det» osv. Det er alt sammen sagt om den udvortes vandel: at en kristen ikke skal tænke, at han kan gøre, hvad han vil, uden hensyn til, om det behager nogen eller alle; for det skal han kun gøre i trossager, men i den udvortes vandel skal han forholde sig sådan, at man ikke finder noget dadelværdigt hos ham, men at han behager alle; som han siger i 1 Kor 10,32–33: «Vær alle til behag, og vær ikke til anstød hverken for jøder eller grækere»; og Peter i 1 Pet 2,12: «Før en god vandel blandt hedningerne» osv.

Er det muligt, så vidt det står til jer, så hold fred med alle mennesker.

Det er sagt om den udvortes fred; med alle mennesker, både kristne og hedninger, fromme og onde, høje og ringe; det vil sige: de skal ikke give anledning til ufred, men hellere tåle alt, hvad man gør, så at freden dog bliver bevaret for vores skyld. Derfor må man ikke gengælde ondt med ondt eller slå igen; for den, der slår igen, laver strid. Derfor føjer han til: «så vidt det står til jer», det vil sige: I skal aldrig gøre nogen ondt, så at striden ikke kommer fra jeres side, men fra den anden; I skal være fredelige mod alle, også om alle mennesker gjorde ufred mod jer. For at freden bliver bevaret overalt, står ikke i nogens magt; som man siger: «Jeg kan ikke have fred længere, end min nabo vil.» Men det står dog i vores magt at lade alle i fred, både fjende og ven, og tåle ufred fra alle. «Ja, hvor bliver jeg så af?» Hør efter:

Hævn jer ikke selv (mine elskede), men giv plads for (Guds) vrede; for der står skrevet: «Hævnen er min, jeg vil gengælde, siger Herren.»

Der ser du, hvordan han udlægger freden som det at tåle den andens ufred, eftersom han forbyder at slå igen og hævne sig. Og han trøster ikke alene med, at man skal blive hævnet, men skræmmer også, så vi ikke griber ind i Guds embede, som alene vil hævne og gengælde. Ja, samtidig beklager han fjendernes store ulykke, idet han viser, hvordan de løber lige ind i Guds vrede, for at han kan tvinge os til at forbarme os over dem, eftersom vi må give plads for vreden og lade dem falde i Guds hænder.

Men denne Guds hævn og vrede bliver fuldbyrdet på mange måder, snart ved øvrigheden, snart ved djævle, snart ved sygdom, sult, pest, ild, vand, krig, fjendskab, skam og al den ulykke, der er og kan være på jorden. For alle skabninger er Guds ris og våben, når han vil straffe; som han siger i Visd 5,17: «Han vil væbne eller ruste skabningerne til hævn over fjenderne.»

Derfor siger Sankt Paulus: «Giv plads for vreden»; men jeg har sat «Guds» til, for at teksten kan blive så meget klarere og blive forstået om Guds vrede, ikke om menneskers vrede, som om Sankt Paulus mente fjendernes vrede, at man skulle give plads for den. Selv om det også er sandt, så taler han dog ikke her om den slags vrede, men ganske frit om al ulykke og plage, som alt sammen kaldes Guds vrede. Han har også udeladt «Guds», for at man ikke skulle mene, at han kun taler om Guds vrede på den yderste dag, og hvor Gud selv straffer uden middel: han taler om al den vrede, som Gud straffer med, hvad enten den er timelig eller evig. Og sådan er talemåden i Det Gamle Testamente, som Pinehas siger i Jos 22,18: «Så vreden i dag eller i morgen blusser op over os»; og ligeledes Moses nogle steder (4 Mos 11,1.10.33): «Vreden er brudt ud i menigheden» osv. Det siger jeg, for at man, hvor øvrigheden straffer, som bærer sværdet, eller hvor fjenderne gør skade, skal kalde alt det Guds hævn og ikke kun udlægge dette Moses’ ord i 5 Mos 32,35: «Hævnen er min», om Guds straf uden noget middel.

Hvis nu din fjende sulter, så giv ham noget at spise; tørster han, så giv ham noget at drikke; når du gør det, samler du gloende kul på hans hoved.

Det er det, jeg sagde: at man skal forbarme sig over fjenden, fordi han falder i Guds hævn, så at det er kristeligt ikke at gøre ham noget ondt, men kun godt. Men Sankt Paulus anfører Salomos ord i Ordsp 25,21–22. For at samle gloende kul på hovedet betyder efter min forstand, at fjenden bliver overøst med velgerninger, så at han til sidst bliver tændt og ophedet, bliver vred på sig selv og så meget mere venligt sindet mod os. For kul betyder velgerning; derfor betyder også kullene i røgelseskarret Guds velgerninger, som man skal nævne i bønnen, så at bønnen ryger kraftigt og trænger op.

Nogle udlægger kullene om Guds lov og domme, som i Sl 18,9: «Kul blev antændt af ham» osv.; så at fjenden gennem velgerningerne pådrager sig des dybere skyld og lægger så meget mere af Guds dom og hans lov på sig selv. Men jeg mener, at det ikke er noget, en kristen bør ønske sin fjende; selv om det ikke er en urimelig forståelse, og den passer med ordet: «Giv plads for vreden», det vil sige: Gør I ham godt, så skal vreden og kullene nok finde ham.

Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode.

Med dette ord slutter Sankt Paulus, og efter min mening udlægger han selv de gloende kul efter den første forståelse: at det er at overvinde fjendens ondskab med det gode. At blive overvundet af det onde er jo intet andet, end at du også bliver ond og gengælder den ondt, der gør dig ondt; dermed har han overvundet dig, så at du bliver lige så ond som han. Men overvinder du ham med det gode, så bliver han også ligesom du, god og retskaffen. Det er en åndelig sejr, hvor hjertet, sindet og sjælen bliver overvundet, ja, Djævelen, som driver og udretter det onde.