Helligtrekongers dag (Es 60,1–6)

Epistlen på helligtrekongers dag, Es 60,1–6

Denne epistel er en formaning til troen og en forkyndelse af evangeliet: hvordan det skulle prædikes i hele verden, og hvordan der skulle udvælges kristne af alle lande. Det er en klar og let profeti, derfor behøver den ikke megen udlægning. Men når han kalder evangeliet et lys, en klarhed, en glans og Herrens opgang, giver han dermed et vink om forskellen mellem dette evangeliets lys og lovens lys. Den forskel skal man lægge rigtig godt mærke til, så man ikke blander evangeliet og loven sammen og kalder det evangelium, som er lov, eller omvendt. For i advent og i de foregående epistler har vi hørt, at evangeliet er et livets ord, en nådens lære, et glædens lys, som lover, bringer og giver Kristus med alle hans goder. Men loven er et dødens ord, en vredens lære, et bedrøvelsens lys, som åbenbarer synden og kræver den retfærdighed af os, som vi ikke formår. Derved erkender og føler samvittigheden sig skyldig til den evige død og vrede, og derfor må den være bedrøvet og uden ro. Og for en sådan samvittighed kommer og synges denne glade profeti af Esajas, så den igen bliver glad, levende og fri af loven og synden.

Derfor kan vi kalde disse to lys sådan: det ene Herrens lys, det andet tjenerens lys. Herrens lys er gået op ved Kristus, tjenerens lys ved Moses. Derfor kunne Aron og Israels børn ikke tåle lyset og klarheden i Moses’ ansigt, men han måtte hænge et dække for. Men Kristi ansigt på Tabor-bjerget, da det blev forklaret, var ikke uudholdeligt – nej, det var så lysteligt og yndigt, at Sankt Peter af glæde sagde: «Herre, her er godt at være; hvis du vil, så vil vi bygge tre hytter, en til dig, en til Moses og en til Elias.» Dér var heller ikke Moses’ lys uudholdeligt, men yndigt; for evangeliet gør loven, tugtemesteren, behagelig, ham som før var utålelig og ubehagelig for naturen, som vi har hørt ovenfor. Så siger nu Esajas:

Stå op, bliv lys! For dit lys kommer, og Herrens herlighed går op over dig.

At stå op siges uden tvivl til den, som ikke er stået op, det vil sige til den, som ligger og sover eller er død. For mig synes, at dette er det skriftord, som Sankt Paulus mener og hentyder til, når han siger i Ef 5,14: «Derfor hedder det: Rejs dig, du som sover, og stå op fra de døde, og Kristus vil lyse på dig.» Kristus er uden tvivl dette lys, som Esajas også taler om her; han lyser gennem evangeliet i hele verden og oplyser alle, som står op og begærer ham. At Jerusalem nævnes her og ikke hos Sankt Paulus, betyder intet. I Esajas’ tekst står der intet Jerusalem; det er sat ind i epistlen af andre, fordi det jo er Jerusalem eller Israels folk, som profeten taler til.

Hvem er nu disse sovende og døde? Uden tvivl alle, som er under loven; for de er alle døde ved synden. Men særligt er de døde, som ikke agter loven og lever frit og åbenlyst ondt. De gerningshellige derimod er de sovende, som ikke mærker, hvad de mangler. Begge disse agter ikke meget på evangeliet; de sover og dør bare videre, og derfor må Ånden vække dem, så de ser og erkender dette lys. Men den tredje slags, de, som føler loven, og som samvittigheden bider, de tørster efter nåde og sukker efter evangeliet. Det er også dem, der får det til at komme og blive givet, og de forkynder det også, for at de sovende og døde kan vågne op og tage imod lyset. En af dem er Esajas.

Derfor siger han: Lad dig oplyse, eller: bliv lys; sørg for, at lyset rammer dig. Du døde, kryb ikke ned i graven til dit mørke, stinkende liv; det vil sige: hold op med at elske og følge det onde liv, så evangeliets lys kan ramme dig og finde rum i dig. Og du sovende, vågn op, kryb ikke ind under sengen i din magelige og søvnige tryghed og din formastelige egen retfærdighed, så det sande lys også kan få sin ret i dig. Sådan behøver disse to megen formaning. For det frie liv holder de døde mægtigt tilbage, og den egne, formastelige retfærdighed lader kun med besvær de sovende erkende og tage imod dette salige lys.

For dit lys kommer

Hvorfor siger han: dit lys, når det dog er Guds lys, som det følger lidt senere? Svar: Det er Guds lys, og det er også Jerusalems og os alles lys. Guds er det, for han giver det; vores er det, fordi det lyser for os, og vi bruger det. Ligesom Kristus siger om solen, at den er Faderens, Matt 5,45: «Han lader sin sol stige op over onde og gode»; og dog siger han i Joh 11,9: «Den, der går om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys», det vil sige den samme Guds sol, som lyser for verden. Ligeså siger han om sig selv (Joh 8,12): «Jeg er verdens lys»; og dog er han også alene Guds lys. Ud over alt dette er han Jerusalems og det israelitiske folks, som profeten her taler til, eget, særlige lys, for løftets skyld; for han er kun lovet Abraham og hans sæd, som Maria synger i Magnificat (Luk 1,55): «imod Abraham og hans sæd til evig tid, således som han talte til vore fædre.»

I den forstand er han ikke hedningernes lys; dem har han intet lovet, og dog har han sagt, at de skulle få ham, som hans løftes ord lyder, og som Esajas også her bevidner. For der er ingen tvivl om, at næsten alle Esajas’ og alle profeternes profetier om Kristus flyder af og er øst af det løfte, som Gud gav Abraham, da han siger (1 Mos 22,18): «I din sæd skal alle hedninger og alle folk på jorden velsignes.»

Af disse ord følger klart, at Kristus, Abrahams sæd, skulle blive kendt i hele verden. Det kunne jo ikke ske ved hans egen person; derfor er det sket ved prædikenen. Og ikke alene følger sådan prædiken, og at han bliver kendt, men også hvad slags prædiken det er, nemlig en prædiken om velsignelsen og nåden, hvorved hele verden skulle blive velsignet.

Ligeså flyder og følger det deraf, at Abrahams sæd er et sandt menneske og også Gud. Ligeså, at han måtte fødes af en jomfru. Ligeså, at hans rige ikke kunne være timeligt eller jordisk. Ligeså, at han måtte dø og snart opstå fra døden og blive herre over alle skabninger.

Alt dette er sammenfattet i dette guddommelige løfte med korte, men rige og fulde ord, og det ville være let at bevise, hvis tiden tillod det, så man kunne se og tage og føle på, hvordan profetierne er sprunget frem og flydt ud af dette løfte som af en kilde. Derfor lo også Abrahams hjerte, 1 Mos 17,17, da han fik dette løfte; for han forstod det, som Kristus selv siger om denne hans hjertes latter i Joh 8,56: «Abraham, jeres far, jublede over at skulle se min dag, og han så den og glædede sig.»

Og Herrens herlighed går op over dig.

Vi har tit talt om ordet gloria, som betyder ære eller klarhed eller herlighed. Det er ikke andet end et herligt, stort ry, dog sådan at der også ligger et herligt væsen til grund for det, og at det ikke er et blot og tomt ry. Sådan skal man nu se på en herlig mand som på solen eller ethvert lys: ligesom solen er en kilde fuld af lys, og dens stråler er dens lys’ klarhed, udbredelse eller ære. For strålerne er så at sige solens naturlige ry, hvorved den bliver kendt og åbenbar i hele verden, og den giver sig heller ikke til kende og forkynder sig ved noget andet. Sådan er personens herlighed kilden, solen og grunden til hans herlige ry; og ryet er glansen fra en sådan herlighed, hvorved han bliver omtalt, berømt, kendt og agtet som herlig. Se, det kaldes egentlig gloria, ære eller ry eller klarhed.

Sådan kaldes nu evangeliet også Guds herlighed og vores lys. Vores lys, fordi vi ved det ser og kender Gud, os selv og alle ting; men Guds klarhed, fordi Gud, hans værk og hele hans herlige væsen ved det bliver prædiket, omtalt, berømt, kendt og holdt højt i hele verden. Og vil vi tale endnu mere præcist om det, så er evangeliet ikke selve klarheden og heller ikke selve lyset; men det er denne klarheds opgang og dette lys’ komme, det vil sige ikke andet end en åbenbaring af dette lys og denne klarhed. For lyset og klarheden har altid været til fra evighed, som Joh 1,4 siger: «I ham var livet, og livet var lyset for mennesker»; men det er ikke gået op og ikke blevet offentligt forkyndt uden alene ved evangeliet. Derfor er evangeliet også et ry om guddommelig klarhed og herlighed, så Skriften også af den grund kalder det Guds røst, Sl 18,14; 29,3 og 68,34 og mange flere steder.

Ligeså kaldes det også evangelium, det vil sige et godt budskab, fordi det forkynder og råber ud om guddommelig godhed, guddommelig herlighed og guddommelig ære eller klarhed, som Sl 19,2 siger: «Himlene fortæller Guds ære, og hvælvingen forkynder hans hænders værk.» Hvad er det at råbe ud og forkynde andet end at prædike og udråbe evangeliet gennem himlene, det vil sige apostlene? Hvad er Guds klarhed og værk andet end hans herlige og store rigdom på godhed og nåde, udøst over os?

Sådan siger Sankt Paulus i Tit 2,11: «Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker.» Hvordan er den åbenbaret? Ved evangeliets prædiken. Det giver også Esajas’ ord her til kende, når han siger: Dit lys er kommet, og Guds klarhed er gået op over dig; det vil sige: lyset og Guds klarhed er blevet prædiket og forkyndt for dig.

Og at Kristus selv er lyset og klarheden, følger derefter: «Og Herren skal gå op over dig», det vil sige blive forkyndt. Ligeså i samme kapitel (Es 60,20): «Gud, din Herre, skal være dit lys.»

Så er altså lyset og klarheden Gud selv, som Kristus siger i Joh 8,12: «Jeg er lyset.» Sådan har vi ovenfor i epistlen på juledag hørt, at Kristus er glansen af den guddommelige klarhed. Så er det heraf åbenbart, at Esajas her ikke taler om et komme eller en opgang ved Kristi fødsel, men om evangeliets opgang efter Kristi himmelfart, hvorved Kristus åndeligt og saligt er gået op og blevet forklaret i alle troendes hjerter i verden. Om den opgang siger Skriften mere end om Kristi fødsel. For det er også det, det kommer an på; for dens skyld er han også født, så Sankt Paulus grunder sig på dette og siger, at evangeliet er forud lovet af Gud ved profeterne i den hellige Skrift, om hans Søn osv.

Heraf er det også åbenbart, hvad evangeliet er, og hvad det taler om. Det er lysets komme og den guddommelige klarheds opgang. Det taler ikke om andet end guddommelig klarhed, ære og pris; det vil sige, det priser ikke andet end Guds værk, hans nåde, hans godhed mod os, og at vi skal og må have hans værk, hans nåde og hans godhed og ham selv, hvis vi vil opnå frelsen. Dermed gør det to gerninger i os.

For det første lægger det den naturlige fornuft og vores lys ned og slår fast, at det er intet og bare mørke. For var der lys og ikke bare mørke i os, så lod Gud dette lys komme til os forgæves. Lys oplyser ikke lys, men mørke. Derfor er i denne epistel al naturlig visdom, al menneskers fornuft, al hedningernes kunst, al menneskelig lære og alle menneskelige love mægtigt forstødt og fordømt, og det er slået fast, at det altsammen er bare mørke, eftersom dette lys’ komme er nødvendigt. Derfor skal man vogte sig for alle menneskers lærdomme og for al fornuftens egen indbildning som for det mørke, der er fordømt og forkastet af Gud, og kun stå op og vågne op for at tage vare på dette lys og følge det alene.

Den anden gerning er, at det lægger al ros og pragt ned, som vi har af vores gerninger, goder og fri vilje, så vi ikke kan trøste os ved noget af det eller have ære af det, men bare skam og skændsel for Gud. For var der noget i os, som var ære eller ros værd, så var denne guddommelige ære og klarhed gået op over os forgæves. Men nu, da den går op over os, slår den fast, at der intet er i os, som vi ikke har skam og skændsel af. Derom siger Sankt Paulus i Rom 3,23: «Alle mennesker er syndere og mangler Guds klarhed eller ære.» Som om han ville sige: De kan nok have natur og egen menneskelig retfærdighed og deraf have ære, ros og klarhed over for folk timeligt her på jorden, som var de ikke syndere; men for Gud er de syndere og har ikke hans klarhed og kan ikke rose sig af hans goder og heller ikke af ham.

Nu bliver ingen frelst, uden at Guds klarhed må være i ham, så han alene kan trøste sig ved og rose sig af Gud og guddommelige goder, som Jer 9,23 og 2 Kor 10,17 siger: «Den, der vil rose sig, skal rose sig af Herren.» Se, det betyder, at den guddommelige klarhed går op. Sådan gør også evangeliet: det forkaster alt vores og priser kun guddommelig nåde og guddommelige goder, det vil sige ham selv, så vi alene skal trøste os ved og rose os af ham, som Sl 144,15 siger: «Saligt er det folk, hvis Gud Herren er», og ingen anden. Derfor følger også i Esajas:

For se, mørke dækker jorden, og mulm folkene. Men over dig går Herren op, og hans herlighed viser sig over dig.

Der udtrykker profeten jo klart, at hvor Kristus ikke er, der er mørke, hvor stort og klart det end skinner. Og han tåler ikke den mellemting, som de høje skolers lærere har digtet sig til, når de siger: «Mellem mørket og Kristus er det naturlige lys og den menneskelige fornuft.» Sådan giver de kun mørket til de åbenlyst onde mennesker og tåberne, men mellemlyset holder de for godt og siger, at det godt nok kan skikke sig til Kristi lys, og at det ganske vist er et mørke, når det sammenlignes med Kristi lys, men i sig selv er et lys. Men de ser ikke – hvor klart oplyste de end synes, de er – at i reglen er de allerværste de allerfornuftigste, og at denne verdens børn er langt klogere i deres art end lysets børn, som Kristus siger (Luk 16,8); og dog bliver de ikke det mindste bedre skikket til det sande lys, ja, langt mindre skikket end alle andre. Det ville dog ikke ske, hvis et sådant lys var en hjælp til det sande lys.

Også djævlene er klogere, mere fornuftige og visere end alle mennesker, og dog er de intet bedre af det. Ja, det er et lys, som altid er fjendtligt mod det sande lys, som Sankt Paulus siger i Rom 8,7: «Kødets stræben er fjendskab mod Gud, for det underordner sig ikke under Guds lov, ja, det kan heller ikke.» Derfor har Gud ikke vidst bedre råd for dette skadelige lys end at fordømme og blænde det helt. Sådan som Sankt Paulus siger i 1 Kor 1,19–20: «Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til tåbelighed? Der står skrevet: Jeg vil ødelægge de vises visdom, og de forstandiges forstand vil jeg forkaste.»

Sådan siger han også her i dette kapitel hos Esajas (Es 60,19–20): «Solen skal ikke mere skinne for dig om dagen, og månens glans skal ikke lyse for dig, men Herren skal være dit evige lys, og din Gud skal være din pris.» Hvad er det andet end, at al timelig visdom skal være forkastet? Derfor: lad den snak om det naturlige lys fare, og bliv ved Esajas’ og Skriftens ord, som lærer dig at fly dette lys som et mørke og en fjende af det sande lys. For det er det lys, som lærer jøderne og alle tyranner at martre og forfølge Kristus og alle hans hellige, og som den dag i dag ikke kan tåle det sande lys; for det vil altid have ret og være lys, skønt det dog er mørke og fordømt af det sande lys. Derfor bliver det også vredt og anretter al ulykke.

Men en enfoldig kunne her sige: «Hvordan kan alt det være mørke, som den naturlige fornuft lærer? Er det ikke klart nok, at tre og to er fem? Ligeså: Den, som vil sy en frakke, handler jo klogt, når han tager klæde til den, og tåbeligt, når han tager papir til den. Er det ikke en klog mand, som tager en retskaffen hustru til ægte, og en tåbe, som tager en uretskaffen? Og der er utallige flere den slags ting i hele menneskelivet; du får os jo ikke overtalt til, at alt det er mørke. Kristus påberåber sig også selv lyset, Matt 7,24–26, når han siger: ’Enhver, som hører disse mine ord og gør dem, ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippen; men den, som ikke holder dem, ligner en tåbelig mand, som byggede sit hus på sand.’ Skulle nu også den første, som bygger på klippen, være i mørke, hvem skal så hedde at bygge klogt? Ligeså siger han i Luk 16,8 om forvalteren, der havde ødslet sin herres gods bort, at han bagefter handlede klogt med skyldnerne. Og Sankt Paulus siger i 1 Kor 11,13–14, at naturen jo lærer, at en kvinde ikke skal bede i kirken med blottet hår.»

Svar: Det er altsammen sandt; men her må du skelne mellem Gud og mennesket, eller mellem evige og timelige ting. I timelige ting og i det, som angår mennesket, dér er mennesket fornuftigt nok; dér behøver det intet andet lys end fornuften. Derfor lærer Gud heller ikke i Skriften, hvordan man skal bygge huse, sy klæder, gifte sig, føre krig, sejle eller gøre den slags, så det kan lykkes; for dertil er det naturlige lys tilstrækkeligt. Men i guddommelige ting, det vil sige i dem, som angår Gud, så man gør det på en sådan måde, at det er Gud velbehageligt, og at man derved bliver frelst, dér er naturen stokblind, stærblind og helt og holdent blind, så den ikke kan pege et hårsbred ud, hvilke de ting er.

Formastelig er den nok; den falder løs på det og plumper ud i det som en blind hest; men alt, hvad den udgrunder og slutter, er lige så vist falsk og vildfarende, som Gud lever. Her gør den som manden, der bygger på sand. Her tager den spindelvæv og vil gøre en frakke af det, som Esajas siger i Es 59,6. Her tager den sand for mel og vil bage brød. Her sår den vind og høster hvirvelvind, som Hoseas siger i Hos 8,7. Her måler den luften ud med skeer, bærer lyset ned i kælderen i trug, vejer flammerne på en vægt og driver alt det narreværk og forkerte spil, som nogen sinde er sket eller kan digtes. For den gør sin ting, som om det var gudstjeneste, og det er det dog ikke.

For eksempel: Når du spørger den: «Hvordan gør man ret, så man behager Gud og bliver frelst?» så svarer den: «Ja, du må bygge kirker, støbe klokker, stifte messer, lade holde vigilier, lave kalke, monstranser, billeder og klenodier, brænde lys, bede så og så meget, faste til Sankt Katharina, blive præst eller munk, løbe til Rom og til Sankt Jakob, gå med hårskjorte, piske dig selv og den slags; det er gode gerninger, rette veje og stænder til frelsen.» Men spørger man den, hvorfra den ved, at Gud synes om sådan noget, så kan den ikke sige andet, end at den synes, det er ret. Ja vist er det noget, den synes – ja, en indbildning og et mørke tilmed. [Ordspil på tysk mellem Dünkel (indbildning) og Dunkel (mørke).]

Se, det er det, Esajas her kalder mørke og mulm; deri må alle falde, som ikke tager imod det guddommelige lys, og det er ikke muligt, at de skulle gøre noget ret for Guds øjne.

Nu fortørner intet Gud så meget som den formastelighed, at den gør sådant groft mørke til et lys og ikke vil lade det være mørke, men begynder at dræbe eller forfølge alle, som straffer den for det, og ikke vil tåle det sande lys. Se, derfra kommer alt afguderi. Sådan har jøderne haft deres Ba’al, Molek, Astarte, Kemosh, Peor og utallige afguder af den slags, så Jeremias siger (Jer 2,28): «De har haft lige så mange guder, som de har byer.» Og Hoseas siger også i kapitel 10 (Hos 10,1): «De har rejst lige så mange altre, som der var byer i landet.» Ligeså siger Esajas om dem (Es 2,8): «Deres land er fuldt af afguder.»

Nu var det altsammen bare gudstjenester, hvormed de formastede sig til at tjene den rette Gud. Derfor slog de også profeterne ihjel, som straffede den slags, som om de havde ødelagt gudstjenesten og spottet Gud. Men det var gudstjenester, opfundet af naturen, som Gud ikke havde sagt noget om. For i sin tjeneste vil han selv være lyset og ikke have andet end det, han befaler og byder.

Derfor læser vi i 3 Mos 10,2, at ilden fortærede Nadab og Abihu, Arons sønner, foran alteret, skønt de dog var præster kaldet af Gud og ikke havde gjort mere end at lægge en fremmed, uindviet ild i røgelseskarret, som Gud ikke havde befalet. Så lidt vil og kan han tåle, at man udlægger eller kalder noget for gudstjeneste, som han ikke selv har udlagt eller kaldt sådan. For den, der påtager sig det, hvad gør han andet ud af Gud end en afgud? Han mener, at Gud har den mening, som han selv har, og danner sig selv en gud i sin indbildning, som han vil, og Gud skal ville og lade sig behage det, han har udtænkt.

Se, det er jo ikke andet end at forvandle og indrette Guds vilje og mening efter vores vilje og mening. Det kalder man at gribe Gud i munden og flette ham et stråskæg og regne ham for en nar eller en trædukke, som vi kunne forvandle, som vi ville. Det er for ham en ganske utålelig ting; for han vil ikke formes eller laves af os, som det første bud lyder, og vil have sit navn ikke misbrugt, som det andet bud siger, hvad der jo er både rimeligt og ret. Derfor er det umuligt, at det skal behage Gud, sådan som naturen udgrunder det her. Det er også den højeste formastelighed, der findes på jorden, og den, som vækker Guds allerhøjeste vrede.

Ud fra denne forskel mellem Gud og mennesker er det nu let at erkende, hvad der er ret og uret lys. For hvad Gud ikke har befalet, det skal man undgå på det allerflittigste, selv om en engel eller alle de hellige gjorde eller bød det samme. Derfor kan pavens og de gejstlige standers love for største delen ikke være gode; for de er for det meste bare menneskepåfund om ydre gerninger, som Gud ikke har befalet. Og nu er hele verden fuld af afguderi, mere end der nogen sinde har været blandt jøderne; dog mener de at tjene Gud med det, og ikke én af dem går den rette vej.

For det guddommelige lys lærer at stole på Gud og tro på ham, overlade alle ting til ham, lade ham gøre og skalte med os, som han vil, stå hengivent stille, gøre og lide, hvad han lægger os i hænderne og lader komme for os, uden al forskel; og dernæst tjene næsten, så længe vi lever. I en sådan tro er der ingen forskel på gerningerne; de er alle lige. Så kan mennesket også godt tjene Gud med at bygge huse, plante, tærske og med alle ydre gerninger; for nu går alt ret i det guddommelige lys, i troen. Det kalder Gud selv sin tjeneste og sin guddommelige vej.

Men om dette ved naturen og fornuften så lidt, at den farer til og fordømmer en sådan tro som vildfarelse og kætteri, falder hen på de gerninger, den ser hos de kære hellige og deres ordener, og hverken vil eller kan erkende, at de samme hellige har gjort sådanne gerninger i det guddommelige lys og i troen, som den foragter. Og sådan gør den sig selv en afgud af de helliges eksempel og bliver i naturen og afguderiet ved og ved, uigenkaldeligt.

Derfor har Salomon med rette lært de enfoldige i Ordsp 3,5: «Stol ikke på din egen forstand.» Ligeså igen i Ordsp 3,7: «Du skal ikke være klog i dig selv»; det fører også Sankt Paulus frem i Rom 12,16 og siger: «Vær ikke kloge i jer selv.» De pavelige love fører det også med i begyndelsen, men kun for at han kan skræmme hele verden bort fra sådanne ord i Skriften, så ingen skulle forkaste hans tossede love efter denne lære, som det dog var rimeligt og nødvendigt; men for at alle skulle blive fanget af ham og lade ham alene være klog i sig selv og følge ham og lade Guds visdom fare. For der er bare menneskelig indbildning i hans love, stik imod denne lære hos Salomon og Paulus. Han forbyder enhver at være klog i egen indbildning, og dog driver han den grueligt ud i hele verden.

Men Salomon vil, at vi hverken skal lade os lære af os selv eller af noget menneske, nogen fornuft eller indbildning, men alene af Gud, vor Herre. Hvad han ikke lærer og ikke lyser for, skal vi undgå som mørket. For i guddommelige sager kan og vil han ikke tåle nogen medmester eller sidelærer; han vil selv være lyset og mesteren, for at troen kan forblive klar og ren i guddommelige sager.

Men i timelige sager kan du lære at bygge af en tømrer eller af dig selv, hvis du ellers kan; lære at male af en maler, at lave sko af en skomager, at skrive af en skriver. Men at tjene Gud, og hvordan disse nævnte og alle gerninger bliver gode, det skal du ikke lære af mennesker, men alene af Gud. For Gud lærer dig at tro på ham og elske din næste i alle dine gerninger. Mennesker lærer dig at virke uden tro og kun elske dig selv, så du må glemme Gud og din næste.

Se, det er det, Esajas vil her, når han siger: «For se, mørke dækker jorden, og mulm folkene.» Han kan ikke forstås, som talte han om det legemlige mørke; for solen er blevet ved med sit lys som før. Men han taler om det mørke, som står imod dette lys, om hvilket han siger: «Dit lys er kommet, og Herren skal gå op over dig.» De, som Herren nu ikke går op over og lyser for, de er i mørket; så mørke ikke kan betyde andet end vantro og naturlig fornuft, ligesom lyset er Kristus eller troen på Kristus, ved hvilken Kristus bor i hjertet, som Sankt Paulus siger i Ef 3,17.

Ligeså kan jorden her heller ikke betyde den naturlige jord, for den er ikke blevet mørk ved Kristus; men de jordiske mennesker, som ikke tror og ikke vil tage imod Kristus gennem evangeliet, men bliver i deres jordiske indbildning og naturlige lys; sådan som Esajas selv udlægger det og siger:

Mulm skal dække folkene.

Men hvad skal det sige? Var menneskene ikke også i mørke før, inden Kristus kom? Han har jo bragt lyset gennem evangeliet; hvordan kommer så mørket først nu?

Her skal man vide, at Esajas taler alt dette kun om det jødiske folk. Det deler han i to dele, så den ene del skulle blive oplyst og den anden del forblindet, sådan som det også er gået. Derfor siger han: landet og folkene. Ligesom David også siger om dem i Sl 2,1: «Hvorfor taler folkene forgæves imod Gud og hans Kristus?» osv. Nu skulle hele Israels folk vente på Kristus og ved Kristus komme ud af lovens skygge og ind i lyset; men så har det vendt sig om, så den største del er faldet og nu for alvor er blevet mørk.

For før Kristus kom, var der endnu et lys, loven, hvori Kristus var lovet dem. Men nu, da han er kommet og har opfyldt loven, bliver de dog hængende ved loven og venter stadig på hans komme, sådan at de nu også har mistet lovens mening og forstand, som de før endnu havde. Det er gået dem som den, der lader lyset ligge langt bag sig, som han skulle have haft foran sig, eller som han engang havde foran sig, og nu går ind i det tykke mørke uden lys. For den, der har et lys foran sig for øjnene, hvor langt borte det end er, er jo ikke helt uden at se, hvor han går hen; men den, der lader det bag sig og vender det ryggen, han bliver helt dækket af mørke.

Sådan gør jøderne. De har loven, som lyser hen på den Kristus, der nu er kommet, bag sig og foragter, at den på den måde lyser hen på denne Kristus; de venter, at den endnu skal lyse foran dem hen på en Kristus, som skal komme. Men dér er intet lys, dér bliver intet af det; loven peger ikke længere på nogen anden Kristus.

Derfor siger han: Jorden skal ikke alene blive mørk, men ligefrem dækkes af mørke. Dermed viser han ikke alene det elendige folks store blindhed, men at de er dækket ind i den, så dette lys ikke går op over dem. For man prædiker ikke for jøderne, og de hører det heller ikke; derfor går lyset, Kristus, ikke op over dem gennem evangeliet. De bliver sådan dækket i vantroen, uprædikede og ulærte, som Gud også siger om det i Es 5,6: «Og mine skyer vil jeg befale, at de ikke skal lade regn falde over dem», det vil sige: ingen prædikant skal prædike om Kristus over dem. Se, det betyder ikke alene at være i mørke i vantroen, men også at blive dækket i den, så de ikke hører prædiken om det, og lyset ikke går op over dem.

Å, for en forfærdelig profeti og et forfærdeligt eksempel for alle, der foragter evangeliet!

«Men over dig», siger han, «skal Herren gå op»; for ikke hele folket er forblindet, men af det er taget den bedste og højeste del af kristenheden: apostlene, evangelisterne og mange hellige. Det er dem, over hvem der ikke er mørke, og som heller ikke er dækket under det; men over dem er Herren selv prædiket, og prædiket sådan, at hans herlighed er blevet åbenbaret eller set i dem. For her siger han ikke alene: «Guds herlighed er gået op over dig», men: «åbenbaret i dig». Altså er han ikke alene forkyndt over dem, sådan som det i begyndelsen også skete over den vantro del; men han er blevet åbenbaret for dem, og de har kendt ham og hans herlighed og er blevet i den. Derfor er lysets opgang, det vil sige evangeliet, ikke taget fra dem.

Således er det nu Esajas’ mening, at dette stykke af teksten taler om frugten af det prædikede evangelium, ligesom det første stykke taler om evangeliets prædiken: Evangeliet er gået op og har formanet dem alle til at stå op. Men derefter er en del blevet forhærdet og dækket med mørke, så lyset ikke længere kan gå op over dem og ikke længere bliver prædiket. Den anden del er blevet oplyst og er blevet i opgangen.

Sådan går det også den dag i dag med al prædiken om Kristus og evangeliet: Én del tager imod det og bliver oplyst; den anden, større del fordømmer det som vranglære og viger fra det. Derfor går det også sådan, at den bliver dækket af sin vantro, aldrig mere lader sig sige noget om det eller prædike for sig og slet ikke vil høre det; så må den nok forblive dækket for dette lys’ opgang.

Og det skal ingen synes er nyt eller underligt; Skriften fastslår her: «Mørke dækker jorden og mulm folkene.» Er det sket i det udvalgte folk, jøderne, Abrahams naturlige sæd, hvor meget mere vil det så ikke ske blandt os hedninger, som er af fremmed blod og natur? Således ser vi nu, at ingen må prædike for dem om alt det, som paven og de pavelige har fordømt; det tåler de ikke. Derfor bliver de dækket i deres mørke, har deres egen prædiken, som de dermed beskytter og dækker deres mørke med, og det går dem, som de selv ville have det, ligesom jøderne.

Og hedningerne skal vandre i dit lys og kongerne i den glans, som går op over dig.

Da jøderne for største delens vedkommende ikke ville give evangeliets frugt plads, men blev i deres mørke, kunne det dog ikke blive uden frugt; det er brudt ud i hele verden og har i stedet for de forblindede og faldne jøder samlet hedningerne. Det er det, Esajas her siger, og det er klart nok ud fra opfyldelsen. For hedningerne er blevet kristne og vandrer i Kristus, det sande lys, ved en ret tro. Og den samme frugt er vokset sådan, at også konger, som er det højeste på jorden, har ydmyget sig under troen. Det er forkyndt på forhånd, for at prædikanterne ikke skulle blæse sig op, når de omvender kongerne eller nogen anden, som om de selv havde gjort det; for Gud har forudset alt dette, ladet det forkynde og også lovet evangeliet dertil.

Men dette Esajas’ ord gik frisk i svang i gamle dage, da mange af høj adel og stand blandt hedningerne blev kristne; men nu er de igen forført af tyrken og paven, så dette ord nu kun løber tyndt og er blevet sjældent, ligesom også det øvrige hedningefolk var blevet forført sammen med dem. For det er forkyndt, at Antikrist skal forføre hele verden og hedningerne, som Kristus forinden har bragt på ret køl.

Men hvad betyder det, at han siger: «i den glans, som går op over dig»? Han kalder Kristus opgangens glans eller skin, det vil sige evangeliets, fordi evangeliet altid og altid vil drives og prædikes, så det altid er i opgang imod menneskelæren, som er farlig for konger og høje stænder frem for andre; for dem angriber den onde ånd først med forførelse og menneskelære. Når han har fået dem, kan han bagefter let rive den arme, menige hob med sig. Således har paven først revet kongerne og fyrsterne til sig og derefter hoben sammen med dem; og det var ikke sket, hvis evangeliet var blevet i opgangen, og det skete heller ikke, mens det var nyt og i opgang. Men nu er det gået ned, og menneskelæren er kommet op; der er ingen vandring i Guds lys.

Løft dine øjne og se dig omkring: Alle disse er samlet og kommer til dig; dine sønner skal komme langvejs fra, og dine døtre skal opfostres ved din side.

Her begynder han at regne de lande op, hvor hedningerne er blevet omvendt til troen. Og når han byder Jerusalem at løfte øjnene og se sig omkring, giver han nok at forstå, at han taler om åndelige sønner og døtre; det er mænd og kvinder, som tror på Kristus. Derfor må også samlingen og sjælenes komme være åndelig, sådan at de ikke kommer med legemet til Jerusalem, men med hjertet og ånden tror på det samme lys, som Jerusalem er i, og som er gået op over det. For til dette lys kan man ikke komme med fødderne; ellers var alle i Jerusalem blevet oplyst, skønt dog den største del af dem blev forhærdet og dækket i mørke, som nu er sagt.

Derfor: Som lyset er, sådan tvinger sammenhængen os også til at forstå børnene, samlingen og kommet. Hvis denne tvang ikke var der, ville man forstå børn og samling ikke åndeligt, men legemligt, sådan som ordene lyder; men nu, da lyset er åndeligt, tillader det ikke andet end en åndelig samling og et åndeligt komme. Så må det også være åndelige børn; for heller ikke Abrahams naturlige børn og sæd er kommet til dette lys, fordi de er hans kød og blod, men fordi de var hans åndelige børn, som det er sagt i den foregående epistel.

Også når han siger: «Dine sønner skal komme langvejs fra», viser det ligeledes, at det er åndelige børn og hedninger; for apostlene Sankt Peter og Paulus kalder hedningerne dem, der er langt borte, og jøderne dem, der er nær, som der står skrevet i Ef 2,13: «Men nu er I, som før var langt borte, i Kristus Jesus kommet nær ved Kristi blod.» Ligeså i Ef 2,17: «Han har forkyndt evangeliet om fred for jer, som var langt borte, og for dem, som var nær.» Grunden er, at jøderne havde loven og Guds forjættelse om Kristus, men hedningerne ikke. Eftersom hedningerne altså ikke er og ikke kan være Abrahams eller Jerusalems naturlige børn, og Esajas dog her taler om dem, så må han visselig tale om åndelige børn.

Ligeledes må Jerusalem, eller det jødiske folk, som han byder at løfte sine øjne og se, ikke være det legemlige Jerusalem; for det er ikke mor til disse børn, men en morderske over både mor og børn og fader. Det er den åndelige mor, det vil sige forsamlingen af apostlene og alle de hellige kristne af det jødiske folk, som kaldes den kristne kirke; og den kaldes Jerusalem, fordi den er samlet og har begyndt i den by og derfra er udbredt i hele verden. Der måtte jo være et legemligt sted i verden, hvor evangeliet og kristenheden begyndte; det er sket i Jerusalem, midt blandt deres værste fjender.

Esajas’ mening er altså: «Se dig omkring til verdens fire hjørner; så stor og bred vil jeg gøre dig, at du skal være i hele verden; på alle steder skal dine børn være.» Og alle disse ord er sagt til trøst for de første kristne i Jerusalem, fordi de var foragtede og få, og oven i købet midt blandt deres fjender, som dog skulle have været deres nærmeste venner, som det følger her i Esajas’ kapitel; så det så tåbeligt ud, at den lille flok tog fat på så stor en ny ting og satte sig op imod den store hob.

Og jøderne mente, at de snart skulle få bugt med dem og kvæle sagen helt; de begyndte at slå dem ihjel, jage dem bort og forfølge dem på alle steder og mente, at det skulle gå helt let at udrydde det arme, magtesløse folk. Og de så ikke, de tåber, at de dermed netop pustede til den ild, der var tændt, og drev den ud i hele verden. For med en sådan rasen og vildskab hjalp de kun frisk til, at dette Esajas’ ord og Guds vilje blev opfyldt, imod dem selv. For ved forfølgelsen blev de kristne jaget ud i hele verden og udbredte evangeliet, så Jerusalems sønner og døtre på alle steder blev samlet til dette lys.

Og det er også altid Guds mesterskab, at han fuldbyrder sin vilje allerbedst gennem sine fjender. Og netop mens de raser for at udslette hans ord og folk, udsletter de sig selv og må kun fremme Guds ord og hans folk; så det er en rigtig god, rig og gavnlig ting at have fjender og forfølgere for troens og Guds ords skyld, for der kommer umådelig trøst og frugt deraf. Derom siger Sl 2,1: «Hvorfor raser hedningerne, og folkene taler så forgæves imod Kristus?» osv. Som om han ville sige: «De tragter og raser blot for at udslette ham og ser ikke, at de netop dermed styrker ham.»

Sådan også her. Esajas siger til det kære Jerusalem: «Frygt ikke, vær ikke bedrøvet, slå ikke dine øjne ned, men løft dem frimodigt og se dig omkring; lad dig ikke forvirre af, at dine nærmeste venner er dine værste fjender, at de vil udslette dig og mener, at du er for ringe til at blive stående over for dem; lad dem bare storme frem og fare. Hvor de slår én af dine ihjel, skal tusind rejse sig i stedet. Jager de én bort, skal han bringe mange tusinde til. Slukker de på ét sted, så skal det gå op på ti steder, indtil du, helt imod deres vilje, har sønner og døtre på alle verdens steder i stedet for dem, som skulle være dine sønner og døtre og er dine fjender; så du til sidst bliver styrket og forøget, men de formindsket og udslettet, og de selv må opleve det, de ville gøre mod dig, mens du får det, de ikke ville unde dig.» Vi ser, hvordan alt dette er gået og er blevet opfyldt.

Da skal du se og flyde, og dit hjerte skal forfærdes og udvide sig, når havets mængde vendes til dig, og hedningernes magt kommer til dig.

Ved havets mængde skal her ikke forstås havets naturlige vand, men de lande og folk, som bor ved havet; ligesom man på tysk kunne sige om Rhinen: «Hele Rhinstrømmen har rejst sig», det vil sige landene og folkene ved Rhinen. Men Skriften har den skik, at skønt der findes mange slags have, så kalder den kun Middelhavet «havet» uden tilnavn; for Det Røde Hav nævner den med dets tilnavn.

Middelhavet kalder geograferne det, fordi det ligger midt på jorden; det bryder ind fra vest og har på venstre side Spanien, Frankrig, Italien, Grækenland og Asien helt til Kilikien; på højre side har det Afrika og Ægypten helt til Palæstina. Det rører altså på begge sider ved vældige lande og riger og er midt i fuldt af øer som Candia [Kreta], Rhodos og Cypern; nu har tyrken den største del af det under sig. Dette Middelhav kalder Skriften havet, og det jødiske land har det mod vest; for Palæstina [filisternes kystland] er havets ende, og det jødiske land grænser mod øst op til Palæstina.

Nu kalder Skriften det folk, der bor ved dette hav, særlig på venstre side, med et fælles navn: hedningerne. For hvad der bor på højre side og ud mod øst, har særlige navne i Skriften. Blandt disse hedninger er også vi og alt, hvad der bor mod nord fra havets venstre side. Derfor kalder Sankt Paulus sig i 2 Tim 1,11 og flere steder en lærer og apostel for hedningerne; for han har prædiket i det samme strøg på havets venstre side og skrevet alle sine breve derhen og er ikke kommet over på den anden side af havet, til højre side.

Disse hedninger mener Esajas her, når han siger: «Når havets mængde og hedningernes magt kommer til dig.» For ved havets mængde og hedningernes magt forstår han ét og det samme og forklarer sig selv, så man ved havets mængde ikke skal forstå vand, men folk. Ligeså skal hedningernes magt her ikke være hedningernes styrke eller vælde – hvad skulle den være til nytte i kirken? – men det er sagt om hoben, ligesom man plejer at sige om mange penge: «Her er pengenes kraft», det vil sige en stor bunke; sådan også her: hedningernes magt, det vil sige en stor hob af hedningerne. Ligeså siger man: «Det er en mægtig herre», når han har store og mange lande og folk.

Nu er dette Esajas’ ord for største delens vedkommende opfyldt ved Sankt Paulus, som er vor apostel; ved hans prædiken er havets mængde blevet omvendt, og en sådan magt af hedninger er kommet til troen. Og det er alt sammen sagt for at gøre klart, hvem de sønner og døtre er, som skulle komme langvejs fra: nemlig hedningernes mængde ved det store Middelhav, omvendt ved Sankt Paulus.

Heraf bliver det igen klart, at et sådant komme ikke kan forstås om et legemligt komme. For hvordan skulle så stor en mængde og magt af folk kunne samles i én by, Jerusalem, for ikke at tale om at bo eller blive der? Han siger: «Havets mængde skal omvendes eller vendes om», ligesom man vender og drejer ansigtet eller legemet; og det for at vise, at hedningerne ikke skulle komme legemligt til Jerusalem, men at deres omvendelse er deres komme. Før var de vendt mod verden; nu er de vendt om og vendt mod kirken.

Han kalder også havets mængde hamon på hebraisk; det betyder en hob eller mængde. Dermed rører han uden tvivl ved Guds forjættelse, som blev givet Abraham, at han skulle være fader til mange hedninger. For således sagde Gud til ham i 1 Mos 17,5: «Du skal herefter ikke hedde Abram, men Abraham skal være dit navn; for jeg har gjort dig til fader til mange folk.»

Her føjer Gud det første bogstav i hamon til Abram og gør Abraham deraf; han giver selv grunden og siger: «fordi han skal være fader hamon, det vil sige til en mængde af hedninger»; som om han sammen med Esajas ville sige: Han skal være fader til havets hamon, fader til en mængde af hedninger. Derfor lægger Sankt Paulus vægt på i sine breve, at hedningerne ved troen er Abrahams børn og sæd efter Guds forjættelse. Og det har Esajas også villet røre ved her og beskrevet opfyldelsen af denne forjættelse. Før hed han Abram, højhedens fader eller den høje fader; nu hedder han Abraham, fader til en mængde af hedninger, fordi hans højhed og ophøjelse er fuldbyrdet blandt hedningerne.

Men hvad betyder det, at han bruger så mange overflødige ord og siger: «Da skal du se og flyde eller bryde frem, og dit hjerte skal undre sig og udvide sig»? Hvad er se, bryde frem, undre sig og udvide sig? Det er alt sammen ord af trøsterig forjættelse. Det hebraiske sprog har den måde at tale på, at det kalder det at se, når vor vilje og vort begær sker, som i Sl 54,9: «Og mit øje skal se mine fjender», det vil sige: Jeg skal se på dem, hvad jeg gerne for længe siden havde set, nemlig at de er undertrykt, og at sandheden består. Ligeså Sl 37,34: «Når de ugudelige forgår, skal du se», det vil sige: Da skal du se det, som du gerne ser. Ligeså Sl 35,21: «De har spærret deres mund op og sagt: Ha, ha, vore øjne har set det!» det vil sige: «Åh, hvor er det godt; det havde vi længe gerne set!»

Sådan også her: «Da skal du se», det vil sige: Nu er du det arme, elendige, ringe lille folk; dine fjender ser, hvad de gerne ser, og du ville også gerne se, at du var stor og mangfoldig; men det ser du ikke endnu, du må en kort tid se det, du ikke gerne ser; derefter skal også du se, og de ikke se. Når havets mængde vendes til dig, da skal du se det, du længe gerne havde set, og de skal så ikke se det, de gerne ville; en tid må du bære det tålmodigt og ikke se, men lade dig formindske og bære korset.

Denne måde at tale på kommer af naturen, fordi vi af natur vender øjnene bort og ikke ser det, vi nødig ser. Omvendt vender vi venligt og flittigt øjnene derhen, hvor det er, vi holder af; så man har et ordsprog: «Hvor dit hjerte står hen, der ser øjnene også hen»; så vi godt kan sige: «Han ser det ikke», det vil sige: Det behager ham ikke. For øjnene er frem for alle andre lemmer et meget stærkt tegn på hjertets behag og mishag.

Men at flyde er også sagt om det samme behag og den samme trøst. For således siger man, når noget lykkes godt for os og følger lystigt: «Det flyder ham til.» Hvad der er blødt, går af sig selv og følger fint; men hvad der er tørt, hårdt og umedgørligt, kan man ingen vegne få frem, og det giver megen møje og ulyst. Så vil Esajas nu sige: Du skal se dit hjertes lyst, så du derover skal blive så glad og lystig, at du skal flyde, gøre og lide alle ting lystigt, glad og hurtigt, og du skal ikke møde møje eller ulyst i nogen ting. Og det er Åndens frugt af trøsten i Guds forjættelse, som gør milde, glade, flydende mennesker, for hvem alle ting går godt.

Men det tredje: «Dit hjerte skal undre sig eller forfærdes» – hvordan rimer det med glæde? De rette store glæder, som overgår vort ønske og vore tanker, bringer en forskrækkelse med sig, fordi de er langt større, end vi havde ventet; som i ApG 10,45, da Helligånden under Sankt Peters prædiken kom over hedningerne, Kornelius og hans hus, siger Lukas, at de, der var med Sankt Peter, blev forfærdede og forskrækkede over, at Helligånden også var givet hedningerne, hvad de slet ikke havde ventet. Sådan siger Esajas også her, at Jerusalem skal forskrækkes i hjertet af stor glæde over, at så stor en mængde af hedninger kommer til en så arm og forfulgt lille flok.

Det fjerde: «Dit hjerte skal udvide sig» er let at forstå: det betyder højsind, tryghed og frihed; for alt sådant følger af Åndens trøst og hjertets glæde, når Gud gør mere ved os, end vi havde ventet eller begæret. Sådan plejer han jo at gøre, som denne Esajas-tekst lærer, og Sankt Paulus siger også i Ef 3,20, at Gud altid gør mere, end vi beder om eller forstår. Sådan er han også faret frem med denne sin lille flok, som han lod forfølge og formindske, så det så ud, som om der intet skulle blive af det. Og før man fik set sig om, var den forøget i hele verden og styrket over alle sine fjender; det er jo underfuldt for vore øjne.

Mængden af kameler skal dække dig, løberne fra Midjan og Efa. Fra Saba skal de alle komme, bringe guld og røgelse og forkynde Herrens pris.

Han har talt om hedningerne, der fra havets mængde kommer fra vest til Jerusalem. Her taler han om de folk, der kommer fra øst; for Midjan, Efa, Saba og det folk, der rejser med kameler, ligger øst for Jerusalem. I 1 Mos 25,2–4 læser vi, at Abraham med sin tredje hustru, Ketura, fik seks sønner: Zimran, Jokshan, Medan, Midjan, Jishbak og Shua. Derefter fik den fjerde søn, Midjan, Efa og Efer. Heraf har vi de to, Midjan og Efa, som Esajas her taler om. Ligeså fik den anden søn, Jokshan, Saba og Dedan. Igen læser vi i 1 Mos 10,1.6–7, at Noa fik Sem, Kam og Jafet. Kam fik Kush og hans brødre. Kush fik Ra’ma. Ra’ma fik Saba og Dedan, netop de samme navne som hos Abrahams sønner.

Nu er det og bliver vel tvivlsomt, om Esajas mener den Saba, der er kommet af Abraham, eller den, der er kommet af Kam; men det kommer det heller ikke an på. Det går sådan til på jorden, at det ene folk fordriver det andet og indtager dets land, ligesom de enkelte huse og marker i byerne skifter ejer og sælges og kommer fra den ene herre til den anden. Nu har jeg sagt ovenfor, at landene øst for Jerusalem har mange og særlige navne og ikke kaldes med det fælles navn hedninger som dem ved Middelhavet. En del hedder Kedar, nogle Nebajot, nogle Midjan, nogle Efa, nogle Ismael, nogle Ammon, nogle Edom, nogle Moab, nogle Saba, hvert folk efter sin første stamfader. Moses siger i 1 Mos 25,6, at Abraham skilte sine sønner med hustruen Ketura fra Isak og sendte dem bort mod øst. Derfor er det vist, at de har indtaget meget af det land, og at Midjan, Efa og Saba er blevet de fornemste.

Men de latinske og græske geografer kalder alle disse folk arabere, og de deler Arabien i tre dele: Arabia deserta, Arabia petraea, Arabia felix, det vil sige det øde Arabien, Sten-Arabien og det rige Arabien. Det øde Arabien ligger mellem Ægypten og Judæa mod øst, og gennem det blev Israels børn ført ved Moses; og kun det hedder Arabien på hebraisk, for Arabien betyder en ørken på hebraisk. Sten-Arabien grænser op til Judæa fra øst og er et stort land. Men om ingen af dem taler Esajas her.

Det rige og største Arabien, som ligger langt fra Judæa, på den anden side af det øde Arabien og Sten-Arabien, hedder på hebraisk Saba – hvad enten det er opkaldt efter Abrahams eller Kams søn, det ligger der ikke noget på. Og Efa er et stykke af dette rige Arabien. Fra dette Arabien eller Saba er tyrken Muhammed kommet, og hans grav har været i byen Mekka i samme land; og det kaldes det rige Arabien, fordi det har kostbart guld og mange ædle frugter; særlig vokser røgelsen intet andet sted i verden end alene i dette rige Saba eller Arabien; det var også den, dronningen af Saba bragte fra sit land til kong Salomo sammen med mange andre kostbare krydderier, 1 Kong 10,1. Nu har sultanen det inde, hvis han da ellers er blevet stående over for tyrken. Om dette Saba og Efa taler Esajas her; dette folk bruger kameler og den slags. Men Midjan er deres naboer og grænser op til dem ved Det Røde Hav, mellem Ægypten og det rige Arabien.

Så er Esajas’ mening nu, at der fra disse lande skal komme så mange kameler og løbere, at de ligesom dækker landet på grund af den store mængde, ligesom en stor hær dækker jorden, hvor den drager frem og ligger i lejr. Ikke sådan, at kamelerne og løberne kommer alene, men det folk, der kører og rider på dem. Derfor forklarer han sig selv: Da han havde sagt, hvordan mængden af kameler og løbere fra Midjan og Efa skulle komme, føjer han til og viser hen til menneskene: «Alle fra Saba skal komme, ofre guld og røgelse og forkynde Herrens pris.» Som om han ville sige: Folkene fra Midjan og Efa skal komme i så stort tal, at dit land skal dækkes af den store overflod og mængde af deres kameler og løbere. Og hvad taler jeg alene om Midjan og Efa, Arabiens stykker og egne? Også alle, ja hele det rige Arabien skal komme.

Her melder spørgsmålet sig: Er det sagt om legemlige kameler og løbere? Ligeså: Er det legemligt guld og røgelse, de ofrer? Ligeså: Er virkelig hele det rige Arabien kommet? Vi læser jo ikke, at nogen af delene nogen sinde er sket. For skønt mange tyder dette ord på de vise mænd, som efter Kristi fødsel kom fra dette land, som evangeliet siger, så var de dog så få, at det ikke kan være sagt om dem, at deres kameler dækkede landet på grund af den store mængde. Heller ikke var de alle dem fra Saba, men kun et ganske lille stykke af dette folk. På den anden side skal man ikke gribe til den åndelige forstand, medmindre nøden tvinger.

Men eftersom alt dette ikke er gået legemligt til og heller ikke er muligt eller troligt, at det nogen sinde skulle ske – for det rimer ikke, at alle fra Saba skulle komme legemligt til Jerusalem, et så stort og mægtigt land og folk ind i én by – og eftersom Esajas indtil nu i dette kapitel kun har talt om det åndelige lys, om evangeliet, om troen og om den åndelige samling og det åndelige komme, og han har sagt, at dette komme sker til kirken og ikke legemligt til Kristi person, så vil vi blive på samme bane. Vi mener, at grund og nød nok tvinger os til også at lade dette stykke være sagt om et åndeligt komme: at den kristne kirke skal se, flyde, undre sig og glæde sig, når ikke alene havets mængde fra vest, men også fra øst Arabiens allerrigeste og største folk samles til den.

Oven i alt dette tvinger og trænger det, at der længere fremme i dette kapitel siges meget, som umuligt kan forstås om et legemligt komme; som når han siger: «Alle Kedars hjorde skal samles til dig, og Nebajots bukke skal tjene dig; de skal ofres på mit velbehagelige alter.» Hvad skulle det dog blive for et alter og et offer? Ligeså: at konger skal tjene hende, og fremmede bygge hendes mure, og den slags, som ikke er sket legemligt og heller ikke vil ske.

Derfor må dette være Esajas’ mening, at folket i dette land, Arabien, i store skarer skal samle sig til troen og evangeliet og give sig selv hen med alt deres gods, kameler, løbere, guld, røgelse og hvad de har. For hvor der er rette kristne, der giver de sig selv og alt, hvad de har, til at tjene Kristus og hans egne; sådan som vi ser, at det også er sket her på vores side, at der er givet store goder til kirken, og at enhver villigt og gerne giver sig selv med alt, hvad han har, til Kristus og hans egne; som Sankt Paulus også skriver om filipperne og korintherne i 2 Kor 8,2f.

Så har denne epistel nu omfattet det største, talrigeste, mægtigste og rigeste folk på jorden, nemlig havets mængde og hedningernes magt. Det er næsten kernen af folket på jorden, hvad mængde og magt angår. Og Arabien regnes for det rigeste og ædleste folk; dermed viser han, at hele verden skal omvendes til troen. Derfor, skønt guldet, røgelsen og kamelerne her nok kan forstås legemligt, så skal dog det at komme og bringe forstås om det åndelige Jerusalem. Men hvad den åndelige forstand er, vil vi gemme til evangeliet.

At han også siger: «Alle fra Saba», er ikke ment sådan, at de alle er blevet troende, men at hele landet er blevet kristent, skønt der blandt dem er nogle, som ikke tror; ligesom vi siger: «Hele Tyskland er nu kristent», fordi den gamle hedenske skik ikke længere findes der; skønt den mindste del er rette kristne, kaldes det dog alt sammen kristent for deres skyld. Sådan var også hele det jødiske folk Guds folk, 4 Mos 24, og dog var der mange blandt dem, som tilbad afguder.

Til sidst siger han:

De skal forkynde Herrens pris. Det er den rette, egentlige kristne gerning, at vi bekender vor synd og skam og alene prædiker Guds nåde og gerning i os. For ingen kan prædike Guds pris og ære, som ikke kender Guds nåde og dette lys. Men ingen kan kende Guds nåde, som endnu holder noget af sit eget lys, sin gerning, sit væsen og sin natur; for han er og bliver en gammel, blind og død Adam, som ikke står op for at se dette lys, og prædiker hellere sin egen ros. Derfor priser Esajas her dem fra det rige Arabien for, at de er rette kristne, som kun forkynder Guds pris; og det lærer dette nådens lys og evangeliet dem uden tvivl.