1. søndag i fasten (2 Kor 6,1–10)

Epistlen på 1. søndag i fasten, 2 Kor 6,1–10

Denne epistel er en formaning og tilskyndelse til korintherne om, at de skal gøre det, de allerede ved i forvejen; og den er let, hvad ordene angår, men svær, hvad gerningen angår, og sjælden i brug. For han maler et kristent liv på en underlig måde og giver det kendetegn og farver, som er meget lidt tiltalende at se på.

«Vi formaner jer som medhjælpere.»

For det første kalder han dem medhjælpere, ligesom i 1 Kor 3,9: «Vi er Guds medhjælpere og medarbejdere, men I er Guds bygning og Guds ager», det vil sige: vi prædiker, vi arbejder på jer med det udvortes ord ved at lære og formane; men Gud giver indvortes ved Ånden velsignelsen og væksten, så vort udvortes ord ikke arbejder forgæves. Derfor er Gud indvortes den rette mester, der gør det bedste; og vi hjælper og tjener ham dertil udvortes med prædikeembedet.

Men han roser sådanne medhjælpere, for at de ikke skal foragte det udvortes ord, som havde de ikke brug for det, eller som kunne de det alt for godt. For selv om Gud godt kunne udrette alle ting indvortes uden det udvortes ord, alene ved sin Ånd, så vil han dog ikke gøre det, men vil have prædikanterne til medhjælpere og medarbejdere og gøre det ved deres ord, hvor og når han vil. Da nu prædikanterne har det embede, det navn og den ære, at de er Guds medhjælpere, skal ingen være så lærd eller så hellig, at han vil forsømme eller foragte den allerringeste prædiken; for han ved ikke, hvornår den stund kommer, hvor Gud vil gøre sit værk i ham ved prædikanterne.

For det andet viser han faren, for at man ikke skal forsømme nåden. Dermed viser han helt sikkert, at evangeliets prædiken ikke er en evig, varig, blivende lære; men den er som en forbifarende skylregn, der farer af sted: hvad den rammer, det rammer den, hvad den ikke rammer, det rammer den ikke; men den kommer ikke igen og bliver heller ikke stående, for solen og heden kommer bagefter og slikker den op osv. Det viser også erfaringen: intet sted i verden er evangeliet blevet ved at være klart og rent ud over en mands minde; men så længe de levede, som havde bragt det frem, stod det og tog til; når de var borte, så var lyset også borte, og straks kom sværmeånder og falske lærere bagefter.

Sådan forkynder også Moses (5 Mos 31,29), at Israels børn snart ville fordærve det efter hans død; og sådan bevidner også Dommerbogen, at det er gået. Hver gang en dommer døde, i hvis tid Guds ord var kommet op, så faldt de fra igen, og det blev værre med dem. Og kong Joash gjorde det rette, så længe ypperstepræsten Jojada levede; derefter var det forbi. Og efter Kristi og apostlenes tid blev verden fuld af sværmeånder og falske lærere, sådan som Sankt Paulus også forkynder i ApG 20,29 og siger: «Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve ind blandt jer, som ikke skåner hjorden» osv. Sådan er det også nu: evangeliet har vi fint og rent, og det er nådens eller frelsens tid og behagelige dage; men snart derefter vil det være forbi, hvis verden skal bestå længere.

Men at modtage Guds nåde forgæves kan ikke være andet, end at man hører Guds rene ord, hvori Guds nåde bliver fremholdt og tilbudt, og dog ikke gør noget ved det og ikke tager sig af det, men alligevel bliver ved at være som før. Dermed fortjener vi da, at det bliver taget fra os igen som fra de utaknemmelige, der ikke er det værd, sådan som lignelsen i evangeliet siger (Matt 22,8) om gæsterne, der var indbudt til brylluppet og ikke ville komme, men gik hen og passede deres egne sager; dermed gjorde de husfaderen vred, så han svor, at de ikke skulle smage hans aftensmåltid [ordene om, at de ikke skal smage måltidet, står i Luk 14,24].

Netop det samme truer Sankt Paulus også med her, for at vi skal tage os i agt og tage imod evangeliet med tak og frygt, sådan som også Kristus siger i Joh 12,35: «Vandr, mens I har lyset, så mørket ikke overvælder jer.» Jeg skulle rigtignok mene, at vi burde være blevet kloge af det mørke, vi har lidt under pavedømmet; men det er alt sammen glemt, der er hverken tak eller forbedring. Nuvel, vi skal nok få det at mærke.

«Se, nu er den behagelige tid, nu er frelsens dag.»

Hermed beskriver han, hvilken rig frelse det er, hvor evangeliet går. Der er lutter nåde og hjælp; der er ingen vrede eller straf; ja, det er usigelige ord, han sætter her.

For det første, at det er en behagelig tid. Det er sagt på hebraisk vis, og på dansk betyder det så meget som: Det er en nådig tid, hvor Gud vender sin vrede bort og har lutter kærlighed og lyst og velbehag til at gøre vel imod os. Her er alle synder glemt, både de forgangne og dem, der endnu er tilbage; kort sagt, det er et barmhjertighedens rige, hvori der er lutter forladelse og forsoning; himlen står nu åben, det er det rette gyldne år, hvor ingen bliver nægtet noget. Derfor siger han (Es 49,8): «Jeg bønhører dig i velbehagets tid», det vil sige: jeg er dig god; hvad du end vil og beder om, det har du sikkert; forsøm dig blot ikke, og bed, mens den varer.

For det andet, at det er en salighedens dag, en frelsens dag, en hjælpedag, hvor vi ikke alene er velbehagelige og sikre på, at Gud er os gunstig og god, men hvor han også, ligesom vi er sikre på det, hjælper og gør det og beviser med gerning, at vor bøn er bønhørt. Det kalder vi en salig dag, en lykkelig dag, en rig dag.

For begge dele må og skal være sammen: at Gud er os gunstig, og at han beviser den samme gunst med gerning. At han er os gunstig, giver det første, at det er en nådig, behagelig tid; men at han hjælper og står os bi, giver det andet, at det er en salig hjælpedag. Begge dele vil og må gribes med troen i en god samvittighed; ellers, hvis man vil dømme efter det udvortes menneske, ville den salige tid langt snarere blive kaldt en usalig tid med vrede og unåde. Men efter Ånden må man tage sådanne åndelige ord, så finder vi, at det er to herlige, liflige, skønne navne på den evangeliske tid, hvormed hele Kristi riges skat og rigdom bliver prist.

«Men lad os ikke give nogen som helst forargelse.»

Da det nu er sådan en salig tid (siger han), så lad os bruge den ret og ikke tage imod den forgæves, og lad os med alvor se til, at vi endelig ikke giver nogen forargelse, for at vort prædikeembede ikke skal blive spottet. Dermed viser han, hvilken forargelse han mener, nemlig at ingen skal kunne dadle evangeliets lære, som om den lærte noget uhæderligt.

Men der er to slags forargelser, der gør evangeliets lære til skamme. Den ene forarger hedningerne, idet nogle vil være frie ved det og sætter sig op imod den verdslige øvrighed og gør den åndelige frihed til en verdslig; derover må så evangeliet lide skam, som om det lærte sådan noget, og det forarger hedningerne eller de verdslige folk meget, så de bliver hindret og uden grund bliver fjender af troen og Guds ord og des mindre omvender sig og holder de kristne for onde, løse skurke; det er sådanne forargere årsag til og skyld i.

Den anden forargelse forarger de kristne indbyrdes, når de svage i troen bliver forarget ved et ubetimeligt brug af den kristne frihed, hvorom der siges meget i 1 Kor 8 og Rom 14. Det er det, Sankt Paulus vil her, sådan som han siger i 1 Kor 10,32–33: «Vær ikke til forargelse, hverken for grækere eller jøder eller Guds menighed, ligesom jeg i alt søger at behage alle og ikke søger det, der gavner mig selv, men det, der gavner mange» osv. Derom lærer han også i Fil 2,4, at enhver skal se på, hvad der er den andens, og ikke hvad der er hans eget; så bliver alle forargelser nok borte.

«For at vort embede ikke skal blive spottet.»

Hvem kan hindre, at vort embede bliver spottet, eftersom Guds ord må forfølges ligesom Kristus selv? At Guds ord bliver spottet for de vantros skyld, som ikke forstår troen på Gud, kan vi ikke hindre; for det er en forargelsens klippe, Es 8,14; Rom 9,33. Det er troens forargelse, den går sin vej; det er ikke vor skyld.

Men forargelsen i kærligheden, som sker for vor skyld, i vore gerninger og troens frugter, som vi skulle lade lyse for menneskene, så de så dem og derved også blev tilskyndet til troen – den er vor skyld; den skulle vi undgå, for at hedningerne, jøderne, de svage og herrerne i verden ikke skulle kunne sige: «Se, hvilke skurke og løse folk det er; deres lære kan ikke være rigtig.» Sådan går da vort dårlige navn og rygte og den hindring, vi bliver for de andre, ud over det hellige, uskyldige ord, som Gud har givet os at kende og prædike, og det må bære vor skam og oven i købet blive ufrugtbart og unyttigt hos dem, der bliver forarget; det er da en svær synd.

«I stor tålmodighed osv.»

Her stryger han et kristent livs farve på i det udvortes væsen: ikke sådan, at nogen derved bliver kristen eller retfærdig; men sådan som han selv siger her, at man dermed som med frugter og tegn skal bevise, at vi er Guds tjenere, det vil sige rette kristne og retskafne folk. Og læg du mærke til, at han siger «Guds tjenere». Hvilken underlig gudstjeneste er det ikke, når man må have megen lidelse, trængsel, nød, angst, slag, fængsel, oprør, arbejde, nattevågen, faste osv.! Her ser du ingen messe eller vigilier eller andet spøgeri i vor opdigtede gudstjeneste, men den rette gudstjeneste, der tvinger legemet og tæmmer kødet: for at ingen skal foragte faste, nattevågen og arbejde og slå det hen i vejret, fordi ingen bliver retfærdig derved. Retfærdig bliver du ikke derved; men alligevel skal du øve det og ikke give kødet frie tøjler og gå ledig.

Oprør regner han også med derunder: ikke sådan, at vi skal lære eller leve oprørsk imod andre, men være stille og lydige, Rom 13,1, sådan som Kristus siger: «Giv kejseren det, der tilhører kejseren» (Matt 22,21); men sådan, at vi skal lide oprør imod os fra andre, ligesom vi ikke skal påføre andre nød og angst, slag og fængsel, men lide det af andre. Derfor sætter han som det første stykke: tålmodighed. Men tålmodighed laver ikke oprør, den lider oprør.

Men det er os en trøst i vore dage, hvor man giver os skylden for oprør, at vi her ser, at det hører til det kristne livs art og rette farve, at det for Guds ords skyld bliver skældt ud for at lave oprør, skønt det dog langt snarere lider oprør, og andre vækker oprør imod det. Sådan gjorde også kong Akab mod profeten Elias (1 Kong 18,17–18) og skældte ham ud for at forvirre Israel og gøre det oprørsk. Skælder man os nu ud for at være oprørske, så lad os tænke på, at ikke blot apostlene måtte høre det, men at også Kristus blev hånet med en sådan uskyldig skyld, oven i købet med en oprørsk titel på korset, og måtte dø som en oprørsk jødernes konge imod kejseren, der skulle have draget folket til sig og ophidset det.

De andre stykker, som tålmodighed, trængsel, nød, angst, slag, fængsel, oprør, arbejde, nattevågen, faste, kyskhed osv., er lette at forstå: hvordan man tjener Gud i dem, han, som ikke vil have dovne, ledige ædedolke og søvnige eller utålmodige tjenere. Og især rammer han fint vore ledige junkere, der tager renterne, har gode dage og mener, at de ikke skal arbejde, fordi de bærer tonsur og lange kjortler og hyler i kirken. Enhver skal arbejde og fortjene sit brød, sådan som han også lærer thessalonikerne (1 Thess 4,11). For med arbejde (siger han her) tjener man Gud, og ikke alene det, men man beviser dermed, at man tjener Gud.

«I erkendelse.»

Hvad er det? Erkendelse betyder hos Sankt Paulus så meget som besindighed eller forstand eller fornuft, sådan som han siger om jøderne i Rom 10,2: «De brænder for Gud, men ikke med erkendelse», det vil sige: med ufornuft, med uforstand, uden al besindighed. Derfor vil han her sige så meget som: Vi skal vise os fornuftige og holde måde i det kristne væsen, så vi ikke forarger de svage med et frækt brug af den kristne frihed, men fornuftigt og besindigt indretter os, alt efter hvad der er til opbyggelse for vor næste.

Sådan skal vi også arbejde, faste, våge, være kyske; dog ikke med ufornuft, så legemet bliver ødelagt ved for megen faste, nattevågen og arbejde, og for megen og for langvarig kyskhed anretter noget værre; men enhver skal se til det med fornuft og besindighed, så han kan klare det, sådan som han også siger til de gifte i 1 Kor 7,5: De skal afholde sig, men ikke for længe, så de ikke bliver fristet. I alle sådanne stykker kan og vil Sankt Paulus ikke give noget mål, nogen regel eller grænse eller lov, sådan som koncilierne, paverne og munkene har gjort; men han stiller det frit til enhvers erkendelse, så han selv skal erkende og prøve, hvor meget, hvor vidt, hvor længe og hvor stærkt det skal være for at tvinge kødet.

«I langmodighed og venlighed.»

Hvad det er, er sagt mange andre steder, særlig i Rom 2 og Gal 5.

«I den hellige Ånd.»

Hvad er det? Det kan have to betydninger: den første, at han taler om Helligånden, som er Gud; den anden, at han ganske enkelt taler om ånd eller åndeligt væsen, så «den hellige ånd» er så meget som hellig åndelighed; som ville han sige: Tag jer i agt for de åndelige og pyntelige åndelerier, der roser sig meget af Ånden, og dog er der en falsk, uren, uhellig ånd, som kun bringer sekter og splid. Men bliv I i den rette, hellige åndelighed, som kommer fra Guds Helligånd, der giver enighed og samme sind, hjerte og mod, sådan som han siger et andet sted, Ef 4,3: «Vær ivrige efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd.» De, der nu bliver i én tro, én mening og ét sind, de beviser med ret hellig åndelighed og med Helligånden, at de tjener Gud. For ret åndelighed eller et ret helligt væsen i Ånden består i enighed og et enigt hjerte i troen osv.

«I uskrømtet kærlighed, i sandhedens ord.»

Ligesom han sætter Helligånden imod de falske sekter og profeter, sådan sætter han den uskrømtede kærlighed imod de dovne kristne, der nok har den rette tro og ét sind i hellig åndelighed, og dog er dovne, kolde, ja falske i kærligheden.

Ligeså sætter han sandhedens ord imod dem, der misbruger Guds ord og gloserer det efter deres egen indbildning til deres egen nytte og ære. For åndelerierne kommer frem uden Ordet og roser Ånden over Ordet; men disse roser Ordet og vil være mestre i Skriften, og deres forstand skal være den rette og den bedste. Imod dem taler også Sankt Peter i 1 Pet 4,11: «Hvis nogen taler, skal han tale som Guds ord», det vil sige: så han er vis på, at han taler Guds ord og ikke sit eget ord. Det kalder Sankt Paulus her sandhedens ord, det vil sige det rette Guds ord og ikke det urette, falske ord, som er vort og dog bærer navn af at være Guds ord. For på dansk siger vi: «Det er det rette ord», hvor det hebraiske sprog siger: «Det er sandhedens ord» eller «det sande ord».

«I Guds kraft.»

Den kraft mener også Sankt Peter i 1 Pet 4,11: «Hvis nogen har et embede, skal han udføre det som af den evne, Gud giver.» Og Sankt Paulus selv i Kol 1,29: «Derfor arbejder og kæmper jeg efter hans virke, som virker kraftigt i mig.» Og Rom 15,18: «For jeg vil ikke driste mig til at tale om noget, som Kristus ikke har virket ved mig for at føre hedningerne til lydighed» osv. Kristne mennesker skal være sikre på, at de er Guds rige, og at de slet intet gør, særlig i de åndelige embeder, der angår sjælenes frelse, uden at de ved for sandt, at ikke de, men Gud virker ved dem.

For i Guds rige skal Gud alene tale, regere, gøre, skabe og virke, sådan som også Kristus siger i Matt 5,16: «Lad jeres lys skinne for menneskene, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Fader i himlene» (som den, der gør dem, og ikke I). Men falske ånder farer frem og skaber af egen kraft, stormer billeder, laver sådan en orden i kirken og spørger ikke efter, om Guds kraft gør det eller ej; derfor består det heller ikke, og der kommer intet godt ud af det.

«Ved retfærdighedens våben.»

Disse våben beskriver han videre i brevene til efeserne og thessalonikerne, hvorom der er sagt nok i advent [Ef 6,13–17; 1 Thess 5,8]: såsom troens skjold, frelsens hjelm, beredskabets sko for evangeliet. Men han kalder dem retfærdighedens våben, og i Efeserbrevet Guds våben, for at skille de kristne ud fra og vende dem bort fra legemlige og verdslige våben, så de skal vide, hvordan de som et åndeligt folk fører en åndelig strid imod åndelige fjender, sådan som han regner dem op her, og han udlægger dem til højre og til venstre.

Til venstre sætter han vanære, dårligt rygte, at vi er som forførerne, de ukendte, de døende, de piskede, de bedrøvede, de fattige og trængende: at et kristent menneske må lade sig håne op i ansigtet og spotte og oven i købet blive skældt ud i rygtet som en forfører. Han må være ukendt, en som ingen vil tage sig af eller kendes ved; men man skammer sig over ham, selv de bedste venner, på grund af den vanære og det dårlige rygte, som han har hos de store, de vise, de rige, de mægtige for verden.

Ligeså må han ligne en døende, som altid venter døden i verden ved had og misundelse og al slags forfølgelse osv. Ligeså må han også blive slået og pisket og til tider erfare had og misundelse og mærke, hvad verden under ham. De bedrøvede ligner han også; for det går ham ilde udvortes, og han har grund til at sørge. De fattige ligner han; for man giver ham ikke, men man gør ham kun skade. Han har heller intet; for tager man ikke alt fra ham, så må han dog dagligt vente det.

Imod sådanne fjender må han være rustet til venstre med guddommelige våben, med fast tro, med trøst fra Guds ord, med håb, så han ikke fortvivler om Gud og ikke bliver blød, men står fast og bliver tålmodig. Dermed beviser han, at han er en ret Guds tjener; det gør falske lærere aldrig, og heller ikke hyklerne i deres skinhellige gudstjeneste.

«Til højre og til venstre.»

Til højre side sætter han ære, godt rygte, at vi er som de sandfærdige, de kendte, de levende, ikke dræbte, de glade, de rige og de, der har alt. For en kristen må jo have nogle, der ærer og priser ham, og desuden et godt rygte og ros hos nogle for at være sandfærdig og redelig i sin lære, og nogle, der tager imod ham og kendes ved ham og ikke skammer sig over ham; og han må blive i live, hvor nær døden end er ham, så han heller ikke dør midt iblandt dem, der pisker ham; han er glad, også når det går ham allerværst. For hans hjerte glæder sig i Gud; det bryder frem i ord, gerninger og fagter. Og selv om han er fattig legemligt, så dør han dog ikke af sult, men gør mange åndeligt rige ved Ordet. Men har han slet intet, så mangler han dog intet, men har alt i sin hånd; for alle skabninger må tjene en troende, sådan som Kristus siger: «Alt er muligt for den, som tror» (Mark 9,23). For sin egen skyld har han nok intet og undværer gerne; men for sin næstes skyld formår han alt og har også alt i sin magt for at tjene ham dermed, hvor det er nødvendigt. Imod disse goder er der også brug for en stærk rustning, så de ikke gør os stolte og hovmodige.

Sådan er et kristent menneske et helt frit menneske, der intet har for øje uden Gud alene og går ad den rette middelvej mellem venstre og højre og ikke lader sig styrte af det onde eller opløfte af det gode, men bruger begge dele til Guds ære og sin næstes gavn. Sådan et liv (siger han) skal vi nu føre og øve, mens nådens tid er her, så vi ikke forsømmer den; det er den rette gudstjeneste, som behager ham. Dertil hjælpe Gud os. Amen.