Mariæ bebudelses søndag (Judica) (Hebr 9,11–15)

Epistlen på Mariæ bebudelses søndag (Judica), Hebr 9,11–15

For at forstå dette stykke må man næsten forstå hele denne epistel til hebræerne. Kort sagt, i summa: han handler om to slags præstedømme. Det gamle var et legemligt præstedømme, med legemlig prydelse, hus, offer, forladelse og alt, hvad der hørte det til. Det nye er et åndeligt, med åndelig prydelse, hus, offer og alt, hvad der hører det til. For Kristus gik ikke omkring i silke og guld og ædelstene, da han udførte sit præsteembede og ofrede på korset; men i guddommelig kærlighed, visdom, tålmodighed, lydighed og alle dyder, som ingen så uden Gud, og hvor Ånden var; for det er åndelig prydelse. Han ofrede heller ikke bukke eller kalve, fugle eller brød, blod eller kød, som Aron og hans efterkommere; men sit eget legeme og blod, og det også åndeligt, som han siger her: ved Helligånden.

For selv om man så Kristi legeme og blod ligesom andre legemlige ting, så man dog ikke, at det var et offer, og at han ofrede det, sådan som man så det, når Aron ofrede; dér var ikke alene kalven, bukken, fuglen, brødet osv. legemlige ting, men man så også med egne øjne, at han ofrede, og at det var et offer. Men Kristus ofrede sig selv i hjertet for Gud, hvad ingen så eller mærkede; derfor er hans legemlige kød og blod et åndeligt offer, ligesom også vi kristne, som hans efterkommere, vor Arons, ofrer vore legemer, Rom 12,1, og det er dog et åndeligt offer, eller som Sankt Paulus kalder det samme sted, «jeres fornuftige gudstjeneste»; for vi gør det i Ånden, hvor alene Gud ser.

Sådan er også Kristi telt eller hus og kirke åndeligt, nemlig himlen eller Guds åsyn; for på korset hang han ikke i noget tempel, men for Guds øjne, og dér er han endnu. Ligeledes er alteret også åndeligt, nemlig korset; for træet kunne man nok se, men at det var Kristi alter, vidste ingen. Sådan var også hans bøn, hans bestænkelse med blod og hans røgelse alt sammen åndeligt; for det skete alt sammen ved hans Ånd. Derfor var også frugten eller nytten af hans offer og embede, nemlig syndernes forladelse og vor retfærdiggørelse, åndelig.

For i Det Gamle Testamente opnåede præsten med sine ofringer og sin bestænkelse med blod ikke mere end en barnlig, udvortes tilgivelse (absolution) eller forladelse; nemlig sådan, at den, der fik del i den, kunne være og færdes offentligt blandt folket og var udvortes hellig, som én, der blev løst fra bandet; men den, der ikke fik del i den, var uhellig og måtte ikke være i menigheden og nyde godt af den, men skulle være udelukket, ganske som de bandlyste er nu.

Men derved var ingen indvortes hellig og retfærdig for Gud; der måtte være noget større, som kunne opnå den rette forladelse. Ligesom det nu også går med bandet: den, der ikke havde mere end den gejstlige dommers forladelse og tilgivelse, ville nok blive evigt uden for himlen; og omvendt behøver den, der er i bandet, ikke af den grund at fare til helvede, medmindre der er noget større til stede. Sådan gik det også dér, og jeg kan ikke give nogen bedre lignelse til at forstå det jødiske præstedømme end det pavelige præstedømme med dets løsen og binden, hvorved intet andet end det udvortes fællesskab blandt de kristne bliver forbudt eller tilladt. Dog ville Gud også have det sådan på den tid for at tvinge folket og holde det i frygt, ligesom han stadig vil, at bandet skal gælde, hvor man omgås det rigtigt, for at straffe de onde og holde dem i frygt, men ikke for derved at gøre nogen virkelig retfærdig eller ond.

Men Kristus har i sit præstedømme den rette, åndelige forladelse, helliggørelse og tilgivelse, som gælder for Gud, hvad enten vi så udvortes er i bandet eller ej, hellige eller ej; for hans blod har vundet os en forladelse, som består evigt for Gud, fordi Gud vil forlade os vore synder for hans blods skyld, så længe det gælder og råber om nåde for os; og nu gælder det og råber evigt for os, derfor er vi derved evigt hellige og frelste for Gud. Det er summen og meningen i denne epistel, som derved nu er let at forstå, og nu vil vi løbe den igennem.

«Men Kristus er kommet for at være en ypperstepræst for de kommende goder.»

Det vil sige: Aron og hans efterkommere, ypperstepræsterne, trådte frem i deres legemlige prydelse og opnåede legemlig forladelse i det legemlige tempel eller telt, så man kunne se det; det var timelige, nærværende goder, at man for folk kunne få tilgivelse, være hellig og høre til i menigheden osv. Men Kristus er trådt frem på korset, uden at nogen så, hvordan han trådte frem for Gud i Helligånden, prydet med al nåde og dyd, en ret ypperstepræst. For dér er der ikke timelige goder, så man får legemlig forladelse, men kommende goder, det vil sige åndelige og evige.

Han kalder dem kommende, ikke fordi vi først skal vente forladelsen og al nåde i det andet liv, men fordi de nu er der i troen, men dog skjult, og skal åbenbares i det andet liv; og også fordi de var kommende i Kristus, regnet i forhold til det gamle præstedømme.

«Gennem et større og mere fuldkomment telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke er bygget sådan.»

Han vil og kan ikke nævne dette telt ved navn, så underfuldt er det; for det er for Guds åsyn i troen og skal endnu åbenbares; derfor er det ikke gjort med hænder som hint, det vil sige, ikke af denne skabning. For hint telt måtte ligesom alle andre bygninger gøres af træ og andre ting, som Gud allerede har skabt og gjort legemligt, som han siger i Es 66,1–2: «Hvad er det da for et hus, I vil bygge mig? Har min hånd ikke forlængst gjort alt dette?» Men dette telt er endnu ikke færdigt og rede; Gud bygger på det og vil åbenbare det, som Kristus siger i Joh 14,2–3: «Når jeg går bort for at berede jer sted» osv.

«Heller ikke ved bukkes eller kalves blod, men han er ved sit eget blod én gang gået ind i helligdommen og har vundet en evig forløsning.»

Efter 3 Mos 16 måtte ypperstepræsten én gang om året gå ind i det allerhelligste med bukkeblod osv. og dermed forsone folket legemligt. Dermed er det betegnet, at Kristus, den rette præst, én gang skulle dø for os for at vinde os den rette forsoning. Men fordi man måtte gøre hint igen hvert år, var det en timelig og ufuldkommen forsoning og ikke nok for evigt, som Kristi forsoning er. For selv om vi falder igen og synder, er vi dog sikre på, at Kristi blod ikke falder og synder, men bliver fast for Gud og soner altid og evigt, så vi under det altid kommer til nåden igen, uden vore gerninger og fortjeneste, hvis vi blot ikke holder os borte fra det med vantro.

«For hvis tyres og bukkes blod osv. og asken af kvien osv.»

Om stænkevandet og asken af den røde kvie kan du læse i 4 Mos 19; om bukke- og tyreblodet i 3 Mos 16. For dér var der lutter timelig og legemlig (som han siger her) renhed, sådan som jeg har sagt ovenfor; men Kristus renser samvittigheden for Gud fra de døde gerninger, det vil sige fra synder, som fortjener døden, og fra gerninger, som sker i synder og er døde, så vi tjener den levende Gud med levende gerninger.

«Derfor er han også en mellemmand for det nye testamente» osv.

Under hin lov, hvor der ikke var andet end udvortes, legemlig forladelse for folk, blev synderne og overtrædelserne inde i samvittigheden for Gud, og det hjalp ikke sjælen, fordi Gud ikke havde indstiftet det for derved at rense samvittighederne og gøre dem trygge eller give Ånden, men for udvortes at opdrage folket, tvinge det og holde det i tugt. Derfor siger han her: overtrædelserne var og blev under det første testamente; men Kristus mægler med sit blod, så vi bliver forløst fra dem i samvittigheden for Gud, fordi Gud har lovet at give Ånden ved Kristi blod; den får dog ikke alle, men de, som er kaldet til at være arvinger for evigt, det vil sige de udvalgte.

Så er dette altså den trøstefulde lære i denne fine epistel, at vi skal kende Kristus sådan, at han er vor præst og biskop for vore sjæle, og at ingen synd bliver forladt, og Ånden ikke skænkes, ved vor gerning eller fortjeneste, men alene ved hans blod, til den, som Gud har givet det; derom er der sagt nok i alle postillerne.