Fastelavns søndag (1 Kor 13)

Epistlen på fastelavns søndag, 1 Kor 13

Denne epistel skriver Sankt Paulus for at stille og ydmyge de hovmodige blandt de kristne, især lærerne og prædikanterne. For fordi der gennem evangeliet gives stor kundskab om Gud og om Kristus og desuden mange store gaver, sådan som Sankt Paulus opregner dem i Rom 12 og 1 Kor 12 – at nogle har nåde til at tale, nogle til at lære, nogle til at udlægge Skriften, nogle til at lede, og så fremdeles –, så der altså blandt de kristne er en stor rigdom og skat af åndelig kundskab og gaver, og alle åbenlyst ved, hvad Gud, Kristus, menneske, samvittighed, synd, dette og det kommende liv, Djævelen, død, verden og kors er osv. Alligevel finder man kun få, der bruger sådanne gaver og sådan kundskab ret, stiger ned og tjener de andre dermed, sådan som det er kærlighedens art; men enhver søger sin egen ære, ros og fordel derved og vil svæve øverst og ses frem for andre.

Ligesom vi også i vore dage ser netop det samme: Mange har gennem evangeliet lært det, som hele verden ikke vidste før, og formår nu det, de ikke formåede før; for mange slags gaver er kastet på dem og ind iblandt dem og gør dem ansete. Så farer de til, og ingen tænker på at tjene andre til gavn dermed i kristen kærlighed, men han søger ros og ære, fordel og gods. Og kunne han bringe det dertil, at han alene var lærd og dygtig i evangeliet, og alle de andre var intet eller ikke duede til noget, så gjorde han det gerne, for at han alene kunne regnes for mester Kloghoved; og dog lader han lige fuldt, som om han er fuld af ydmyghed og ringeagter sig selv, og prædiker om kærlighed og tro; men det ville gøre ham ondt, om han skulle røre ved det med sin mindste finger. Deraf kommer det, at verden er fuld af sværmere og sværmeånder, og der er ikke én, som ikke vil være alle de andres mester og den bedste; nu har de en ånd langt højere end dem, de har lært det af.

Sådanne ærgerrige ånder angriber Sankt Paulus her og fælder en dom over dem alle: at de intet er og intet gælder, om de så havde nok så høj kundskab og større gaver, hvis de ikke stiger ned med dem og bruger dem til de andres gavn. Men han driver det med mange ord og med en lang tale, som over for de grove og uforstandige, hvad han andetsteds klarer med få ord, som i Fil 2,2.4, hvor han siger, at de skal være ét sind, og at enhver skal se på, hvad der gavner den anden, og ikke på sit eget. Han fælder også sådan en dom over sig selv som eksempel, hvis han var sådan en, for desto stærkere at forskrække de andre, som er ham langt ulige, og siger:

«Hvis jeg taler med menneskers og engles tunger osv.»

Det vil sige: Hvis nogen kunne lære og prædike så godt, som intet menneske og ingen engel kan, så ordene var allerlifligst og meningen og forstanden ret og allerbedst, og han ikke havde kærlighed – det vil sige: hvis jeg søgte min egen ære og fordel dermed og ikke min næstes –, så var jeg som et rungende malm eller en klingende bjælde; det vil sige: jeg kunne måske lære andre noget dermed og fylde deres ører med klang, men jeg var intet for Gud. For ligesom en klokke eller bjælde ikke hører sin egen klang og ikke bliver bedre af den, sådan forstår en sådan prædikant ikke selv noget af det, han siger, og bliver ikke bedre deraf for Gud; for han ved nok meget, men fordi han ikke bruger det i kærlighed, ved han endnu ikke, sådan som han burde vide, 1 Kor 8,1–2. Derfor var en stum langt bedre, en der ikke kunne tale godt og dog lærer i kærlighed og ydmyghed, end han, der taler som en engel og dog kun søger sit eget.

«Og hvis jeg kunne profetere.»

At profetere er, som det følger i kapitel 14, når nogen ved Åndens indgivelse godt kan forstå og udlægge profeterne og Skriften; det er en meget fin gave. Men at kende hemmelighederne er, at man kan udlægge Skriften åndeligt (ved allegorier, som man siger), sådan som Sankt Paulus gør i Gal 4,24ff., hvor han siger: Sara og Hagar er de to testamenter, Isak og Ismael er de to folk, jøderne og de kristne. Ligeledes at Moses’ kobberslange er Kristus på korset, Joh 3,14. Ligeledes at Isak, David, Salomo og lignende historier har været forbilleder på Kristus. Det kalder Sankt Paulus hemmelighed, det vil sige: en skjult, hemmelig forstand under den ydre forstand af historierne. Men kundskab er forstanden i de ydre ting og i den kristne frihed: at man ved, hvordan samvittigheden ikke er bundet til noget osv.

Sankt Paulus vil altså sige: Den, der kunne hele Skriften, både i Skriftens åbenbare forstand og i den skjulte forstand, betydningen, og vidste alt om den kristne frihed, og hvordan et ydre liv skal føres, og ikke havde kærlighed – det vil sige: ikke tjente sin næste dermed, men søgte sin egen ære og fordel –, han er dog fortabt dermed og gælder intet for Gud.

Se dér, hvor vældigt og dog venligt Sankt Paulus går imod den skændige last, den forfængelige ære, så han ikke engang tager hensyn til så høje gaver, som dog er overmåde skønne, liflige og herlige og af naturen gør stolt og hovmodig og har et stort ry hos folk. For hvem skulle ikke mene, at Helligånden bor dér legemligt, hvor så rig en forstand af Skriften og så rig en visdom skinner frem? Næsten begge hans breve til korintherne går imod denne ene last, for den anretter stor ulykke, hvor den tager overhånd. Derfor nævner han også allerførst blandt en biskops dyder i Tit 1,7 non superbum, at han ikke må være hovmodig, det vil sige: at han ikke ophøjer sig af sit embede og sin ære eller forstand og foragter andre i forhold til sig selv.

Men det er underligt, når han siger: Hvis han havde al tro, så han kunne flytte bjerge, så var det intet, hvis han ikke havde kærlighed. For vi holder jo for, og det er vist, at troen gør retfærdig og ren, Rom 1,17 og 10,10; ApG 15,9. Men gør den retfærdig og ren, så kan den ikke være uden kærlighed; Ånden må udgyde kærligheden sammen med troen. Kort sagt: hvor der er ret tro, dér er Helligånden; hvor Helligånden er, dér må kærligheden og alt andet være. Hvordan taler han da her, som om nogen kunne have troen uden kærlighed? Hertil svarer vi, at dette ene skriftsted ikke må stride imod og vælte alle de andre skriftsteder om troen, som tilskriver troen alene retfærdiggørelsen. For selv sofisterne har ikke tilskrevet kærligheden retfærdiggørelsen og kan heller ikke tilskrive den det, eftersom kærligheden er en følge eller frugt af Ånden, som kommer ind i os i troen.

Så kan vi her give tre slags svar. Det første: at Sankt Paulus her ikke taler om den kristne tro, som af naturen fører kærlighed med sig, men om den almindelige tro på Gud og hans magt; den tro er en gave ligesom at tale i tunger, profetere, kundskab og lignende. For man må tro, at også forræderen Judas har gjort undere, han som dog ikke havde den kristne tro; Joh 6,70: «En af jer er en djævel.» Fordi denne tro ikke gør retfærdig og ren, lader den den gamle Adam blive med hans slethed, ligesom de andre gaver, som fornuft, sundhed, talegave og rigdom, også gør.

Det andet: at Sankt Paulus taler om den rette kristne tro, men om dem, der får denne tro og gør undere i den og så hurtigt falder og bliver hovmodige og dermed mister troen; for mange begynder godt, men bliver ikke ved, som sæden på den stenede jord. Så er et fald fra troen hurtigt sket, og anfægtelsen fra forfængelig ære er større og mægtigere end anfægtelsen fra modgang; så det godt kan være, at én gør undere i den rette tro og dog straks søger og tager imod æren og dermed falder fra både kærlighed og tro.

Det tredje: at Sankt Paulus med disse ord gør kærligheden så nødvendig, at han endda sætter et umuligt eksempel; som hvis jeg sagde sådan: «Hvis du så var Gud og ikke var tålmodig, så var du dog intet»; det vil sige: Tålmodighed er så nødvendig for guddommen, at Gud ikke kan være, medmindre han er tålmodig; for det er umuligt, at Gud er uden tålmodighed. Sådan skal også dette være Sankt Paulus’ mening: ikke at troen kan være uden kærlighed, men at kærligheden så nødvendigt må være med, at endog den tro, der dog flytter bjerge, intet ville være uden kærlighed, hvis det var muligt, at den kunne være uden kærlighed.

Dette tredje svar behager mig allerbedst, skønt jeg ikke forkaster de to andre, især det første. For også det første stykke er bestemt umuligt, når han siger: «Hvis jeg talte med engles tunger», eftersom det ikke er muligt for et menneske at tale med engles tunger, især fordi han her skelner mellem menneskers tunger og engles tunger; ja, englene har ingen tunger, men englene kan nok tale med menneskers tunger, mens mennesker aldrig nogen sinde kan tale med engles tunger.

Ligesom nu dette første stykke må forstås sådan: «Hvis jeg talte med engles tunger», det vil sige: hvis det var muligt, som det er umuligt, at jeg talte med engles tunger, og ikke havde kærlighed osv., sådan også dette andet stykke: «Hvis jeg havde al tro, så jeg flyttede bjerge, og ikke havde kærlighed», det vil sige: hvis det var muligt, at jeg havde en sådan tro uden kærlighed, hvad der ikke er muligt, så var jeg dog intet.

Ligeledes er også dette umuligt, når han siger: «Hvis jeg kendte alle hemmeligheder»; det må også have denne mening: hvis det var muligt, at nogen kendte alle Skriftens hemmeligheder, hvad der dog er umuligt; for Sankt Johannes siger i sidste kapitel (Joh 21,25), at verden ikke ville kunne rumme de bøger, der endnu var at skrive; for det er en afgrund, som ingen i al evighed når til bunds i. Den måde at tale på er meget almindelig. Som hvis jeg sagde: «Hvis jeg var en kristen og dog ikke troede på Kristus, så var det intet»; «om du så var en fyrste og hverken havde land eller gods, så var du intet.»

«Hvis jeg gav alt, hvad jeg ejer, til de fattige.»

Det vil sige: Hvis jeg gjorde alle de gode gerninger, der findes på jorden, og dog ikke havde kærlighed – det vil sige: hvis jeg søgte min egen ære og fordel deri og ikke min næstes –, så var jeg dog fortabt. For med de store ydre gerninger, at én giver liv og gods hen, omfatter han alle de gerninger, der kan ske; for den, der gør sådanne gerninger for nogen tings skyld, han ville også gøre alle andre; ligesom han med talen omfatter alle gode ord og al god lære, og med profeti, kundskab og tro al indvendig visdom og forstand.

Det kan nu være, at nogle vover liv og gods for timelig æres skyld, sådan som romerne og hedningerne har gjort; men dér har der ikke været nogen kærlighed, for de har søgt sig selv; derfor er det så godt som intet givet. Og det er umuligt, at nogen giver liv og gods hen og frivilligt lader sig brænde, så forstanden også her må være: Hvis det var muligt, at jeg gav alt, hvad jeg ejer, til de fattige og lod mig brænde osv.

Derfor holder sofisternes glose ikke, når de frækt udleder af denne tekst, at den kristne tro ikke er nok til at udslette synderne og gøre retfærdig, men siger, at troen må være smykket med kærligheden, skal den gøre retfærdig. Men de ved ikke, hvad retfærdiggørelse er, og hvordan der skal skelnes. Retfærdiggørelsen må være der før kærligheden; for ingen elsker, medmindre han er retfærdig, og kærligheden gør ikke retfærdig, men den, der først er retfærdig, han har kærlighed. For kærligheden er troens, Åndens og retfærdighedens frugt og følge, ikke dens smykke og vedhæng; derfor siger vi, at troen alene gør retfærdig og frelser. Men for at vi ikke skal bedrage os selv og forlade os på en falsk tro, kræver Gud, at vi elsker og beviser troen, så vi kan blive visse på, at vi tror ret.

«Kærligheden er langmodig og venlig osv.»

Her beskriver han nu kærlighedens art, som man kan mærke på, hvor der er ret tro og kærlighed. For ingen hovmodig lærer har disse stykker ved sig; derfor er de dog uden kærlighed, selv om de har fået mange gaver gennem evangeliet.

For det første er kærligheden langmodig, det vil sige: tålmodig; den er ikke hidsig eller hurtig til vrede, hævn og utålmodighed og til at storme igennem med hovedet, men venter og tåler med de uretfærdige og skrøbelige, indtil de kommer efter. Hovmodige lærere kan ikke andet end dømme, fordømme og foragte og retfærdiggøre og ophøje sig selv alene.

For det andet: venlig, det vil sige: Det er godt at omgås den; den ser ikke sur ud, undgår ingen og viser sig velvillig mod enhver med ord, gerninger og fagter.

For det tredje: Kærligheden er ikke skinsyg, det vil sige: Den er ikke misundelig, den ærgrer sig heller ikke over, at det går andre bedre end den selv, den misunder ingen noget godt eller nogen ære. Men hovmodige lærere er misundelige og ildesindede og under ingen hverken ære eller gods uden sig selv; skønt de giver sig ud for noget andet med munden, ser man det dog godt på gerningen.

For det fjerde: Kærligheden er ikke lumsk, det vil sige: Den gør ingen en skurkestreg eller et hemmeligt ondt puds eller nogen lumskhed, men handler redeligt og oprigtigt for øjnene af folk; hvad hovmodige og falske ånder jo ikke kan lade være med.

For det femte: Den blæser sig ikke op, sådan som de falske lærere gør, der puster sig op som en hugorm.

For det sjette: Den opfører sig ikke uregerligt, sådan som de vrede, utålmodige og stridige hoveder gør, der altid og mod enhver vil have ret og ikke vige for nogen, og dog skal alle vige for dem; hvis ikke, så står verden i brand, og de raser og larmer med skrig og klage og hævngerrighed. Det følger af den oppustethed og det hovmod, der lige er talt om.

For det syvende: Den søger ikke sit eget, det vil sige: Den søger ikke sit eget gods, sin egen ære, fordel og bekvemmelighed, sit eget liv og lemmer, men sætter alt dette til for næsten og ser kun på, hvordan den kan fremme hans gavn og ære, liv og lemmer.

For det ottende: Den lader sig ikke forbitre af uret og utaknemmelighed, men er sagtmodig. Men falske lærere kan intet tåle og søger også kun deres egen fordel og ære til skade for de andre.

For det niende: Den tænker ikke ondt, det vil sige: Den er ikke mistænksom, den tager alting op på det bedste og tager imod det i enfoldighed. Men de hovmodige er over al måde mistænksomme, bekymrer sig altid for, at man ikke agter dem store nok, og tyder alt, hvad de ser eller hører, på det værste, sådan som Joab tydede Abners færd, 2 Sam 3,25. Det er en skændig last, og det er meget svært at omgås sådanne folk.

For det tiende: Den glæder sig ikke over uretfærdigheden. Det kan have to betydninger. Den ene: når man selv gør ondt og har lyst dertil, som Salomo siger i Ordsp 2,14: «De glæder sig over at gøre ondt osv.» Sådanne folk må enten være helt ryggesløse og skamløse, som horer og skurke, eller også må det være hyklerne, der ikke erkender deres ugudelige væsen, som kætterne og sekterne, der også har lyst til, at deres skurkestreger går frem under Guds og sandhedens navn. Men den betydning, mener jeg, tænker Sankt Paulus ikke på her, men på den anden, nemlig at de falske lærere er så giftige, at de intet hellere hører, end at en anden gør uret og falder og bliver til skamme, bare så de selv kan tage sig smukke og retfærdige ud, sådan som farisæeren i evangeliet gjorde mod den stakkels tolder; for kærligheden har langt snarere medlidenhed dermed, som med sin egen synd, og beder for den.

For det ellevte: Den glæder sig med sandheden. Dette stykke viser, at det foregående stykke skal forstås om den ondskabsfulde lyst ved en andens fald og synder. For at glæde sig med sandheden er ikke andet end at have lyst, når nogen gør ret og farer redeligt frem; ligesom kærligheden bekymrer sig, når nogen gør uret. Men de hovmodige får hjertesorg af det, når de ser eller hører, at andre gør ret. For de regner med, at det går ud over deres egen fordel og ære.

For det tolvte: Den tåler alt, det vil sige: Den holder enhver alt til gode, hvor svagt, hvor uretfærdigt, hvor tåbeligt han end farer frem, og har medlidenhed med det, og ingen kan gøre den for megen uret. Men de hovmodige kan ingen gøre tilpas; de finder altid noget, som de kan bagtale og dadle og ikke kan bære over med, og skulle de så brække det af et gammelt gærde.

For det trettende: Den tror alt. Han taler her ikke om troen på Gud, men om troen mellem menneskene, og vil sige så meget som: Kærligheden er en ganske enfoldig ting; den tror og stoler på enhver og holder enhver for lige så redelig og ligefrem, som den selv er, venter sig ingen onde streger eller list hos nogen, lader sig narre, bedrage, tage ved næsen og gøre til grin af hvem der vil, og siger: «Åh, mener du, at folk er så onde?» Den måler altså alle andre efter sit eget hjerte og tager ganske frimodigt fejl. Men det skader den ikke; for den ved, at Gud ikke kan forlade den, og den, der narrer den, narrer kun sig selv. Men de hovmodige stoler hverken på eller tror nogen og vil ikke lade sig narre.

For det fjortende: Den håber alt, det vil sige: Den opgiver ikke håbet om noget menneske, hvor ondt det end er, men håber altid det bedste og siger også her: «Åh, man skal håbe på noget bedre»; så heller ikke her taler Sankt Paulus om håbet til Gud. For kærligheden er en dyd, der især er rettet mod næsten, for at gøre ham godt og ønske ham godt. Skønt den nu ofte tager fejl i dette håb, ligesom i troen, så lader den dog ikke af, forkaster intet menneske og opgiver heller ikke håbet om nogen sag; men de hovmodige opgiver hurtigt håbet om enhver og kaster dem bort som uduelige.

For det femtende: Den udholder alt, det vil sige: Hvad man end gør den af ondt og fortræd – hvad enten den tager fejl i tro eller håb, eller man gør den skade på liv, gods eller ære –, så ved den dog, at det ikke skader den, for den har en rig Gud til gengæld. Men falske lærere kan intet lide, især ikke, at man ikke viser dem tro og tillid.

For det sekstende: Kærligheden bliver ikke træt, det vil sige: Den lader ikke af og lader sig ikke hindre eller overvinde af folks ondskab eller utaknemmelighed, sådan som verden og de falske helgener gør; så snart de mærker foragt eller utak, trækker de sig tilbage og vil ikke længere gøre nogen noget godt, og de bliver til helt uomgængelige umennesker og træbukke, sådan som grækerne kalder deres timoner [efter Timon fra Athen, oldtidens berømte menneskehader]. Det gør kærligheden ikke; den lader sig ikke gøre ond af andres ondskab og ikke hindre i at gøre godt, men bliver ved og gør enhver godt med lære og råd, hjælp og tjeneste, selv om den ikke får godt, men ondt til gengæld for sin tjeneste og velgerning; og den bliver således stadig, fast og urokkelig, og den varer og bliver ikke alene i dette liv på jorden, men også ind i det kommende liv.

Derfor føjer han til: «Profetierne skal dog ophøre osv.» Hermed priser han kærligheden frem for alle andre gaver som noget evigt, der ikke kan og ikke skal ophøre, heller ikke i det kommende liv. Men de andre gaver, som de falske ånder roser sig af, er kun givet til dette liv for at føre prædikeembedet; for profeti og tunger og kundskab må ophøre, eftersom enhver i det kommende liv selv skal se alle ting, så ingen behøver at lære den anden; sådan skal også al forskel og ulighed ophøre, så man ingen kundskab eller forskel behøver at have, for Gud skal selv være alt i alle, 1 Kor 15,28.

Og her bryder Sankt Paulus ud i at tale om forskellen mellem dette liv i troen og det kommende i himlen i den guddommelige skuen. Og meningen er den: Det er én og samme ting, vi har her i dette liv og i det kommende liv; for det er den samme Gud og alt det gode, som vi her tror og dér skal se; dér er ingen forskel. Men forskellen ligger i erkendelsen: at vi har den samme Gud på én måde her i dette liv og på en anden måde i det kommende liv. Måden i dette liv er, at vi ikke ser ham, men tror. Nu er troen en ufuldkommen og dunkel skuen, og til den er Ordet nødvendigt, som fremmes ved prædikeembedet, ved tunger og profeti; for uden Ordet kan troen ikke bestå. Men måden i det kommende liv er, at vi ikke tror ham, men ser ham; det er en fuldkommen erkendelse, som hverken behøver Ordet eller prædiken, tunger eller profeti; derfor må alt det da ophøre.

Derfor siger han: Vores viden (det vil sige: viden i dette liv) er stykkevis, det vil sige: ufuldkommen; for den står i troen og ikke i skuen. Og vores profeti er også stykkevis, det vil sige: ufuldkommen; for den står i Ordet og prædikenen. Dog viser både kundskab og profeti ikke færre eller ringere ting end dem, englene ser, nemlig den samme Gud. «Men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise ophøre.»

Og han giver et eksempel på det med et barn i forhold til en mand. For børnenes leg er nødvendig, fordi de endnu er for svage, nemlig til at varetage embede og gerning. Sådan er vi i dette liv alt for svage til at skulle se Gud; derfor er det nødvendigt for os, at vi imens har med ham at gøre i Ordet og troen, sådan som vi kan bære det.

«Vi ser nu gennem et spejl og i et dunkelt ord, men da ansigt til ansigt.» Troen er som et spejl og et dunkelt ord (siger han); for i spejlet er ikke selve ansigtet, men et billede af det, som ligner det. Sådan er i troen ikke den evige guddoms klare ansigt, men et billede af det, dannet ved Ordet. Og et dunkelt ord betyder noget andet, end det lyder; sådan viser troen noget klarere, end den selv føler. Men i det kommende liv skal spejl og dunkelhed, tro og henpegen være borte, og både Guds ansigt og vores ansigt skal være frit og klart afdækket over for hinanden.

«Nu erkender jeg stykkevis» (siger han), «men da, ligesom jeg er erkendt»; det vil sige: Gud erkender mig nu fuldkomment, lyst og klart, og der er intet mørkt dække for ham foran mig; men jeg har et mørkt dække foran ham. Ligesom han nu erkender mig allerklarest, sådan skal jeg da også erkende ham allerklarest uden dække; for dækket skal ikke tages bort fra ham, men fra mig, for han har intet foran sig.

«Men nu bliver tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.»

Her har sofisterne forset sig mesterligt og gjort troen ganske ringe i forhold til kærligheden, fordi Sankt Paulus siger, at kærligheden er større end tro og håb. De gør, som det er deres art: De falder blindt med deres tåbelige forstand over bogstaverne og river et stykke ud og lader alt det andet stå, og de ser ikke Sankt Paulus’ mening: hvorhen og hvorpå han retter kærlighedens størrelse med de ord, der står ved siden af og forud.

For det vil jo ingen nægte, at han her taler om kærlighedens og de andre gavers bliven og ophør og ikke om deres værdighed eller kraft. Taler man om værdigheden, er ikke alene troen, men også Ordet større end kærligheden; for Ordet er Guds kraft, som frelser alle troende, Rom 1,16, og dog må det ophøre; og kærligheden er Ordets frugt og gerning, og dog skal den blive. Og troen besidder Gud selv, formår og har alle ting, og dog må den ophøre; og kærligheden giver og gør næsten godt som en følge af troen, og skal dog blive.

At kærligheden nu er større end tro og håb, er sagt om varigheden: at den bliver længere, ja evigt, mens troen er langt kortere og mindre, fordi den kun varer for en tid. Ligesom jeg kan sige: Kristenheden er større på jorden end Kristus. Dermed mener jeg ikke, at kristenheden i sig selv er bedre og værdigere end Kristus, men at den er længere og videre udbredt på jorden, end Kristus var, han som kun var tre år på et lille sted, mens kristenheden har været til fra begyndelsen og er lige så vid som verden.

Sådan er også kærligheden længere og bredere end tro og håb; for troen har alene med Gud at gøre i hjertet i dette liv, men kærligheden har med Gud og hele verden at gøre evigt. Ikke desto mindre: Ligesom Kristus er umådeligt bedre, værdigere og dyrebarere end kristenheden, skønt han er mindre og en enkelt person, sådan er også troen bedre, værdigere og dyrebarere end kærligheden, skønt den varer kortere og kun har med den ene Gud at gøre.

Men Sankt Paulus giver kærligheden en sådan pris for at støde de falske lærere og gøre deres ros af tro og gaver uden kærlighed til intet. Som skulle han sige: «Hvis I ikke har kærlighed, som dog varer evigt, så er alt det andet, I roser jer af, forgængeligt, og I skal være fortabte med det.» For skønt også Guds ord og de åndelige gaver er evige, så skal dog det ydre embede og det evige Ords lyd og den ydre brug af gaverne og forskellen mellem dem ophøre, så jeres ros og hovmod dog må blive til aske. Derfor bliver det ved det, at troen gør retfærdig ved Ordet og bringer kærligheden med sig. Men både Ordet og troen hører op, og retfærdigheden og kærligheden, der er vundet derved, bliver evigt; ligesom en bygning, der er ført op ved hjælp af stilladset, bliver stående, men stilladset hører op.

Se nu her, hvilket lille ord kærligheden er, og hvor hurtigt det er nævnt; men hvem ville have søgt så mange kostelige dyder og egenskaber i denne ene dyd imod så mange laster, som Sankt Paulus her tillægger kærligheden? Det kalder jeg at prise og male kærligheden; det kalder jeg at skrive om dyderne og lasterne bedre end hedningerne. Dér har han stillet dem et billede frem, som de med rette må skamme sig over, alle de falske lærere, der siger meget om kærligheden og ikke finder ét eneste af disse stykker hos sig selv. Det er sandelig lutter store stik og stormløb mod de falske lærere, hver gang han nævner en af kærlighedens dyder. For idet han roser kærligheden sådan og viser dens art, vil han samtidig og hver gang ved siden af have ramt dem som nogen, der ikke har én eneste af dem; så du godt kan sætte en lille glose ved hvert stykke og sige: «Men du gør det ganske anderledes.»

Nu er det meget underligt, at der hos sådanne lærere, som ikke har kærlighed, alligevel bliver så høje gaver, som at tale i tunger, profetere, kende hemmeligheden, have tro, give gods bort og lade sig brænde, sådan som han her har opregnet. For vi ser jo her, hvilke rædsler der findes, hvor kærligheden ikke er, nemlig at det er hovmodige, misundelige, opblæste, utålmodige, vildfarende, lumske, giftige, mistænksomme, ondskabsfulde, spotske, bitre, ildesindede, mistroiske, egennyttige, ærgerrige og foragtende folk; hvordan kan det gå sammen hos dem, at de flytter bjerge i troen og brænder deres legeme, profeterer osv., sådan som Sankt Paulus dog her tillægger og giver dem? Ikke anderledes, end som jeg har sagt. Han sætter et umuligt eksempel og vil snarere dermed vise, at de, fordi de er uden kærlighed, ikke har nogen af gaverne ret, men kun foregiver skinnet og navnet af dem. For nu også at tage skinnet og navnet fra dem, taler han sådan om dem, som om han indrømmede, at de var sådan, skønt de dog ikke er det.