Søndag seksagesima (2 Kor 11,19–12,9)

Epistlen på søndag seksagesima, 2 Kor 11,19–12,9

De, der roser sig selv, kaldes og holdes også i verdens øjne for narre; som man siger: «Egenros stinker.» Og Salomo forbyder det, når han siger i Ordsp 27,2: «Lad en anden rose dig og ikke din egen mund.» Og Kristus i Joh 8,54: «Hvis jeg ærer mig selv, er min ære intet.» Derfor bekender Sankt Paulus her, at han må blive til en nar ved at rose sig, og han gør det ikke gerne; men nøden tvinger ham til det. For de falske apostle gjorde, som det er alle falske ånders art: Over for det enfoldige folk førte de store, prangende ord og roste sig højt over Sankt Paulus, for at de dermed kunne gøre Sankt Paulus og hans lære foragtet og til intet. Nu ligger det ikke Paulus meget på sinde, at hans person bliver holdt ringe og de falske apostle store; men at evangeliet dermed går til grunde, og at de kristne i Korinth, som er omvendt ved ham, bliver forført, det kan han ikke tåle. Derfor gør han alt, hvad han kan, om han så skal blive en nar og også rose sig.

Men han bruger selvroset ganske mesterligt ved sin rige Ånd og gør de falske apostles ros fint til skamme og til intet.

For det første ved at han roser sig af alt det, som de roser sig af, og af endnu mere end de; og alligevel siger han, at han bliver en nar ved det. Som om han ville sige: «Det er store narre og grove æsler, som roser sig selv, og de burde skamme sig i deres hjerte; for ingen redelig, fornuftig mand roser sig selv; det gør løse, letsindige folk.» Men så hårdt og skarpt angriber han dem ikke, men ganske høfligt og pænt, idet han stiller sig selv frem som en nar. Som om han ville sige: «Se, hvor kønt selvroset klæder mig; et rent ’fy for skam’ er jeg i min selvros, skønt alt det, jeg roser mig af, er sandt. Hvor meget skammeligere klæder det da jer, som roser jer af meget, hvoraf måske intet er sandt?» Sådan tager Sankt Paulus narrehætten på og stiller sig frem for de grove narre som et spejl, så de kan se, hvad slags folk de er. Det kaldes at bruge narrestreger klogt, til gavn og opbyggelse for næsten og til ære for evangeliet, så at også narreri er visdom for den retfærdige, ligesom alle ting er rene og hellige for ham.

For det andet giver han dem et ordentligt, godt puf og viser, at de endnu ikke ved, hvad en ret kristen skal rose sig af, og hvordan. For en kristen roser sig af det, som alle andre skammer sig over, nemlig af korset og af, at han lider meget. Det er den rette kunst at rose sig, som han også siger i Gal 6,14: «Det skal ikke ske for mig at jeg roser mig af andet end vores herre Jesu Kristi kors.» Den ros holder de falske apostle sig godt fra; for de flygter ganske frejdigt fra vanære og lidelse og vil i stedet leve i ære og magelighed og altid være øverst oppe og være noget særligt frem for andre. Det er så et sikkert kendetegn på, at de ikke har nogen god ånd og ikke kommer fra Gud. Som Kristus også vidner i Joh 5,44: «Hvordan kan I tro, I som tager imod ære fra hinanden og ikke søger den ære, som er fra den eneste Gud?»

Summen af denne epistel er altså, at der hos en prædikant eller lærer ikke findes nogen skadeligere eller giftigere last end forfængelig ære. Ganske vist er også griskheden et ondt stykke hos dem, og som regel løber de to sammen; for for at kunne tjene desto mere vil de være noget højt, særligt og større. For «det, der ikke gælder noget, gælder intet; det, der ikke giver afkast, giver intet». Alle andre laster er lettere at bære hos en prædikant, skønt ingen af dem er god, og han med rette skal være ulastelig og fuldkommen, som Sankt Paulus lærer Titus i Tit 1,7. Og det er heller ikke underligt. For de to laster er af natur lige imod prædikeembedets art. For prædikeembedet er indstiftet til, at det alene skal søge og have Guds ære for øje af hele sit hjerte, som Sl 19,2 siger: «Himlene fortæller Guds ære»; og det må lide vanære og skam derfor, som Jeremias klager og siger (Jer 20,8): «Herrens ord er blevet mig til hån og spot hver dag.» For verden tåler det ikke. Derfor er det ikke muligt, at den, der søger sin egen ære deri, skulle blive på den rette vej og prædike Guds rene ord. For han flygter fra hån og spot; derfor flygter han også fra at søge Guds ære og må så prædike det, som folk synes om, og som er ham til ære, og som priser hans kunst og forstand.

Sådan er også griskheden af natur imod prædikeembedet. For ligesom prædikeembedet skal sigte på Guds ære med vor skam, sådan skal det også sigte på næstens gavn og bedste og ikke på egen vinding. Og hvor det ikke går sådan, dér gør det mere skade end gavn. Når nu en falsk lærer ikke søger andet end sin egen vinding, er det umuligt, at han skulle prædike ret; for han må sige det, man gerne hører, for at han kan fylde sin bug. Derfor kalder Sankt Paulus dem bugtjenere i Rom 16,18, og hele Skriften straffer deres griskhed mange steder. Den, der nu vil være prædikant, skal altså vogte sig allermest for forfængelig ære og griskhed; eller hvis han mærker dem i sig, skal han holde sig fra prædikeembedet: ellers vil han ikke udrette noget godt, men kun vanære Gud, forføre sjælene og stjæle og røve gods. Ud fra dette er epistlen nu let at forstå; dog vil vi se på nogle stykker.

I tåler gerne narrene, fordi I er kloge osv.

Seks ting, som vidner om tålmodighed og klogskab, roser han hos korintherne: at de som de kloge gerne tåler narrene; ligeledes at man gør dem til trælle og undertrykker dem; ligeledes at man flår dem; ligeledes at man tager fra dem; ligeledes at nogen ophøjer sig; ligeledes at man slår dem i ansigtet. Men han roser dem sådan for at gøre plads også for sit eget narreri, så de desto hellere tåler det. Som om han ville sige: «Når I tåler så meget af andre, som gør jer skade, og I handler klogt i denne lidelse, så håber jeg, at I også vil holde mig det til gode, at jeg, som ikke har gjort jer andet end godt, gør lidt narrestreger, eftersom jeg jo gør det til jeres bedste, for at bevare evangeliet hos jer mod de falske profeter.» Dér ser du, hvor pænt og faderligt han går frem med korintherne, som han godt kunne have straffet hårdt, fordi de fandt sig i falske profeter; men ligesom en far sit forsagte barn roser han dem, og under rosen dadler han både dem og deres falske profeter, for at han på den måde kan behandle dem så blidt som muligt, som et råt æg, så han ikke ryster dem itu eller forskrækker dem.

Men han bruger et mesterstykke, idet han med de samme ord roser korintherne og dog i det skjulte skælder dem ud sammen med deres profeter. For når han roser dem for deres tålmodighed, er det lutter stik, slag og sår mod de falske profeter; som om han ville sige: «Nuvel, jeg har prædiket evangeliet for jer på egen bekostning og med fare, og ved mit arbejde er I kommet til sådan nåde og ære, og til gengæld har I ikke gjort noget for mig og heller ikke tålt noget fra mig. Men nu, da jeg er borte, kommer andre og indtager jer og søger ære og vinding i mit arbejde. De vil være jeres mestre, jeg skal intet gælde, de roser sig af, at de har gjort det hele: deres disciple og elever skal I være; deres prædiken skal gælde, mit evangelium skal stinke. Og det går mig ligesom bierne, som arbejder og laver honningen; bagefter kommer de dovne humlebier, de skidne orme, og æder honningen, som de ikke har lavet. Og således bliver også det ordsprog sandt og fuldt opfyldt på mig, som Kristus siger i Joh 4,37: ’Der er en som sår, og der er en anden som høster’; og altid falder den ene ind i den andens arbejde, så den ene må arbejde og stå i faren, og den anden have vindingen og sikkerheden.»

«Sådanne falske apostle kan I bære over med, skønt de er narre og ikke lærer andet end narreri; her er I kloge og tålmodige. Men mig, som ikke har lært jer andet end visdom, bærer I ikke sådan over med, og I lader mig ikke få meget godt af det. Ligeledes kan I tåle fra de andre, at de gør jer til trælle og som jeres herrer befaler jer at gøre, hvad de bare vil, og I adlyder og gør det. Men jeg, som har gjort mig til jeres træl og tjent jer for intet, for at I skulle blive herrer med Kristus, må nu ikke være noget mere; det er alt sammen tabt, de hersker over jer og gør, som de vil. Ligeledes tåler I fra de andre, at de flår jer, det vil sige, de æder jeres gods op, for I giver dem rigeligt; som Sl 14,4 siger: ’De æder mit folk.’ Nuvel, sådanne kan I overøse med gods og gaver, og I lader jer flå, som de vil; men jeg har aldrig fået noget af jer og har gjort alt for intet, for at I skulle blive rige i Kristus.»

«Ligeledes tåler I også fra de andre, at de tager mere fra jer, end I giver; ligeledes at de ophøjer sig over jer og vil være bedre end både I og jeg og driver deres hovmod med jer og blandt jer; men mig tåler I ikke sådan, jeg som har ofret mit eget for jer og taget fra andre for at prædike for jer, og som ikke har ophøjet mig over nogen hos jer, men underlagt mig alle til tjeneste og til vilje. Men de andre lader sig tjene af jer og kaster jer ned under sig. Ligeledes at de andre slår jer i ansigtet, det vil sige, at de offentligt skælder jer ud og gør jer skamrøde og behandler jer med grufulde, plumpe, uforskammede ord, som om I var deres æsler og kvæg og de jeres egne herrer; det tåler I alt sammen. Men at jeg har behandlet jer så faderligt og moderligt og stadig gør det, det er forbi og glemt; Paulus må nu ikke have gjort noget godt i Korinth.»

Se, dér ser du, hvor mesterligt Sankt Paulus maler de falske læreres art, hvordan deres ærgerrighed og griskhed tager sig ud. For det første lader de de rette lærere lægge grunden og gøre arbejdet; bagefter kommer de og vil overgå dem og have ære og vinding af det. De driver alt derhen, at de rette læreres værk og navn ikke skal være eller gælde noget, men det, som de bringer, det skal det være. Dermed får de det arme, enfoldige folk til at gabe op, og de vinder dem med sådanne prægtige og søde ord og forfører dem, som han siger i Rom 16,18. Det er de dovne humlebier, som æder honningen, som de hverken kan eller vil lave. Og at det er gået ham sådan i Korinth, viser denne epistel godt, ja, begge epistler, hvor han hele tiden taler om dem, som er kommet efter ham og bygger på den grund, der er lagt, og kalder dem Djævelens sendebud.

Og de har den lykke, at man bærer over med og tåler al deres dårskab; og selv om man griber og føler, at de undertiden gør grove narrestreger, så slipper de alligevel af sted med det, og man holder dem det til gode. Men de rette lærere kan man slet ikke holde noget til gode; man lurer på alle både deres ord og gerninger, om man kunne fange dem, sådan som Sl 17,9 og mange andre klager. Og hvor man kan finde en splint, om den så kun er tilsyneladende, dér gør man den til lutter store bjælker; dér er der ingen tålmodighed, men lutter dom, fordømmelse og foragt. Derfor er det et besværligt og utaknemmeligt embede at prædike, så at den, der ikke alene ser på Guds ære og næstens gavn, ikke kan holde ud i det. Han må arbejde og lade andre få æren og gavnen; han må have skade og spot til løn. Her gælder det: «at elske og ikke få noget for det, og dog ikke blive led ved det.» Det må Guds Ånd gøre; kød og blod gør det ikke. Således rammer Sankt Paulus her de falske profeter, når han siger: «I tåler gerne narrene»; som om han sagde: Jeg ved, at de ofte gør narrestreger og heller ikke kan andet, eftersom de lærer falsk; alligevel holder I dem det alt sammen til gode.

For det andet er det deres art, at de rent ud gør folket til trælle; de fanger dem i deres samvittighed med love og gerningslære, så de af frygt gør, som man banker det ind i dem, som trælle, og så bliver de frygtede og adlydte lærere. Men de rette lærere, som gør samvittigheden fri og gør os til herrer, har vi snart glemt og foragtet. Og også sådan et herredømme hos de falske lærere slipper godt igennem og bliver tålmodigt tålt, ja, endda holdt i ære. Men det er alt sammen også Guds straf over dem, som ikke tager imod evangeliet med kærlighed og tak; som Kristus siger i Joh 5,43: «Jeg er kommet i min Fars navn, og I modtager mig ikke. Hvis en anden kommer i sit eget navn, vil I modtage ham.» På den måde er paven med sin gejstlige stand blevet vor herre og vi hans fanger, ved hans lære om menneskegerninger. Og nu går også vore sværmeånder i gang med det samme, ved deres drømmelære om deres gerninger.

For det tredje flår de deres elever helt ind til benet og æder dem op indefra; og det slipper de også godt af sted med, og det bliver tålt. Jeg tænker, vi har også oplevet det under pavedømmet. Men de rette lærere giver man ikke brødet; og det er også ret. For når de ikke giver dem, som de har Guds ord fra, men lader dem tjene sig på egen bekostning, så er det rimeligt, at de giver desto mere til de andre, som prædiker løgn for dem og lærer dem til deres skade. For hvad man sparer på Kristus, skal man bære tifold hen til Djævelen, så at de, som ikke giver sandhedens tjener så meget som en tråd, bliver flået af løgnerne.

For det fjerde tager de; det vil sige, ud over det, som man giver dem, river de til sig, hvad og hvor de kan, blot for at gøre deres bundløse griskhed endnu dybere. Også det holder man dem alt sammen til gode. Således havde paven ikke nok i de store stifter, men har med mange slags kunster, breve, love og aflad også revet land og folk og alt, hvad de har, til sig og udsuget verden med åger. Det er også ret og fortjent ved foragten for evangeliet og dets prædikanter.

For det femte nøjes de ikke med det; de ophøjer sig også over os og er vore junkere. De har ikke alene taget alt godset, men skal oven i købet være de øverste, gå forrest og have al ære; man skal bøje knæ for dem og falde til jorden, tilbede dem og kysse deres fødder. Alt det bærer man ikke alene over med, men regner det med al frygt for rimeligt og ret. Og det er også rimeligt og ret: Hvorfor har vi ikke taget imod evangeliet med ære og beholdt det?

For det sjette giver de os for alt dette vores rette løn: de slår os i ansigtet; det vil sige, de agter os ringere end hunde, skælder os ud og omgås os som fodklude. Jeg tænker, at under pavedømmet fik vi det godt at mærke, da man så letsindigt bandlyste, forbandede, skældte ud, fordømte og overgav os til Djævelen. Det har vi alt sammen pænt tålt og båret, og vi har givet alt gods og ære, legeme og sjæl for det. Men at man skulle tåle en fejl hos en ret lærer, det må og kan ikke ske. Nuvel, så er Gud retfærdig i sådan en dom, at vi må ære Djævelens sendebud tusind gange mere og gøre og lide alt.

Det siger jeg efter vanæren, som om vi var blevet svage.

Det kan forstås på to måder. For det første sådan: «Dette siger jeg, som om jeg var en af de svage, som I måtte bære over med i sådan en dårskab, hvilket er mig en skam, jeg som med større ret burde bære over med jer.» Sådan har jeg hidtil forstået det. For det andet, at det står oversat sådan: «Dette siger jeg efter vanæren, eftersom vi er blevet svage»; det vil sige: Jeg kan tale om mig selv og mine lige på to slags måder. Den ene gang efter æren, hvor vi er stærke, det vil sige, sådan som vi for Gud og for de åndelige er holdt for agtværdige og store, og ikke svage eller udygtige, men stærke og formående. Men på den måde kan jeg ikke tale om mig selv nu, for på den måde foragter man os og kender os ikke; det gør de falske profeter. Derfor vil jeg tale om mig selv på den anden måde, nemlig sådan som jeg er foragtet og holdt i vanære og uden anseelse, svag og udygtig; og alligevel vil jeg finde så meget at rose mig af deri, at jeg med min vanære og svaghed vil stå over berømmelsen af deres ære og dygtighed eller styrke. Men hvad skulle det så ikke blive til, hvis jeg skulle tale om os efter æren, hvor vi er mægtige? For at være svag betyder, som han selv siger lidt senere, ikke at gælde noget eller duge til noget for folk, men at ligge under. Så er meningen nu denne: «Jeg vil også være en af de tåber, som roser sig; det skal I holde mig til gode, for jeg gør det efter det, som jeg er for folk: uden anseelse, tåbelig og udygtig; men for Gud er jeg noget andet, og det ved jeg også godt.»

Men det skal man ikke glemme her, at Sankt Paulus siger: «I er kloge, derfor tåler I gerne narrene.» Dermed viser han, at den ene nar ikke kan bære over med den anden. Og som man siger: «To narre duer ikke i ét hus»; der hører fornuft og klogskab til, at man bærer over med en andens skrøbelighed og holder ham den til gode.

Hvad nu nogen tør være dristig af.

Det vil sige: Hvad de falske profeter pukker på, trodser på og roser sig af, det kan jeg også pukke og trodse på. Og her ser vi grunden til de falske profeters roseri, nemlig at de har rost sig efter det ydre udseende, som at de var hebræere, Abrahams afkom, Israels børn, Kristi prædikanter. Dermed ville de gå langt foran korintherne, som var hedninger, og deres lære og gerning skulle derfor gælde så meget mere, som om de havde Moses og profeterne til læremestre. Men de så ikke, at alt sådant var ydre ting, ved hvilke ingen er retfærdig eller bedre for Gud; for størstedelen af hebræerne, israelitterne, Abrahams afkom og Kristi prædikanter går fortabt, så at sådanne navne intet betyder for sagen, ud over at de giver et prægtigt skin, så de enfoldige kan forføres. Derfor trodser Sankt Paulus også på det og foragter det dog og kalder det narreværk, for at han også kan gøre det til intet hos de falske profeter, så folk ikke skulle blive bedraget.

Se nu: Så store folk har allerede på den tid fejlet i den rette forståelse af evangeliet, og så mange herlige prædikanter har villet måle og bedømme et kristent væsen efter det ydre skin og navn, at der også dengang var få rette, åndelige prædikanter. Hvad skulle det så være underligt, om der nu i vore dage er få rette prædikanter, og at størstedelen sværmer med ydre skin og gerninger? Det vil og må være sådan. Lad den sværme, som sværmer, og hvad der end er af tyvagtige humlebier: Vi gør modstand, så godt vi kan, og lader det være befalet Gud, som nok vil give os ære og gavn nok, evigt og timeligt, selv om vi må gøre arbejdet for intet og tage skade og spot til løn. De vil heller ikke drive det længe; men som Sankt Paulus siger lige forinden, vil det til sidst gå dem, som de har fortjent.

Blandt de andre ydre, legemlige stykker, som Sankt Paulus roser sig af (hvori han overgår de falske apostle, som ikke lider noget af det for Ordets eller sjælenes skyld, men alene roser sig af navnet og personen), er også dette, at han siger, at han har tilbragt en dag og en nat i havets dyb. Det henfører nogle til den sørejse, som Lukas skriver om i ApG 27,20–21, hvor de i fjorten dage ikke spiste og heller ikke så nogen stjerne, men hele tiden, både dag og nat, var under havets bølger og brådsøer. Nogle mener, at han personligt er sunket ned i det dybe hav og er blevet dernede i havet ligesom profeten Jonas, dog kun en dag og en nat. Og sådan lyder teksten også ganske tydeligt; skønt nogle forstår det om fængslet eller kerkeren, eftersom der på græsk ikke står noget om havet, men blot tales om dybet.

Hvem er svag, og jeg er ikke svag? osv.

Blandt de udvendige stykker (det vil sige dem, som ikke angår hans egen person, men gør andre ondt og skade) regner han disse to: at han er svag og brænder, når nogen er svag eller bliver forarget; for at han dermed rigeligt kan vise, hvilket brændende hjerte han har haft, og hvor fuld af kærlighed han er, så at de andres fejl og lidelse gør ham lige så ondt som hans egen lidelse. For ved svagheden mener han efter min mening ikke den legemlige svaghed eller sygdom, men den åndelige i troen: når nogen endnu er ung i troen og har en forsagt, svag samvittighed og således endnu er grøn og svag i troen; som han siger i Rom 14,2: «Den som er svag, spiser kun grønsager.» Ligeledes: «I synder imod Kristus, når I sårer de svage samvittigheder.» Sådanne svage forkaster han ikke, men tager sig af dem og gør med, som de gør, som om han også var lige så svag; som han siger i 1 Kor 9,22: «Jeg er blevet som en svag for de svage for at jeg kan vinde de svage.»

For det er sådan en omsorg, han mener, når han siger: «mit daglige pres, min bekymring for alle menighederne»; det vil sige: Jeg gør mig umage og bekymrer mig hele tiden, driver på og formaner altid, for at ikke falsk lære eller ond forargelse skal trænge ind og ødelægge det, som jeg har plantet, og bringe de svage i forvirring for mig og ødelægge de arme samvittigheder for mig; sådan som han også gør i denne epistel til korintherne mod de falske apostle, og sådan som han bekymrer sig for thessalonikerne, at fristeren ikke skal komme ind iblandt dem, så han endda af den grund sendte et særligt sendebud til dem og roser sig af, at det er hans liv at erfare, at de stadig stod fast.

Sådan er det også med, at han brænder: det vil sige, det ærgrer og piner ham meget, når nogen bliver forarget, det vil sige, når nogen ved farlig lære eller farligt eksempel falder fra troen i et eller andet stykke; om denne forargelse i troen taler han også meget i Rom 14. Men da han ikke kunne blive forarget sammen med de forargede, sådan som han blev svag med de svage, siger han: Han brænder og har hjertesorg over det.

Jeg kender et menneske i Kristus for fjorten år siden.

Om denne Sankt Paulus’ bortrykkelse til den tredje himmel og til Paradis har mange skrevet, og de har plaget sig med, hvad den første, anden og tredje himmel og Paradis er. Men eftersom Sankt Paulus, som har oplevet det, ikke selv har sagt det og heller ikke kan sige det, men siger, at intet menneske kan sige det, for han har hørt uudsigelige ord, må vi ydmyge os og bekende, at vi ikke ved det. Det kommer heller ikke an på det; for han roser sig ikke af det, for at vi skal vide det eller efter hans eksempel også blive bortrykket; men for at han kan lukke munden på sine sværmere og bevise, hvor ringe deres ros er i forhold til hans ros. Men det er vist, at han er bortrykket fra dette liv til et uudsigeligt liv; ellers hed det ikke bortrykket.

Der er givet mig en pæl i kødet, Satans engel.

Kære Gud, skal sådan en stor mand stadig have anfægtelse hængende på sig, for at han ikke skal blive hovmodig over de store åbenbaringer, hvordan skulle så andre eller vi skrøbelige være fri for hovmod? Denne pæl har mange lærere hidtil tydet sådan, at det var kødets anfægtelse i Sankt Paulus. Det har den latinske tekst forårsaget, som lyder: Stimulus carnis [latin: «kødets brod»], et spyd eller en brod i kødet. Men det kan ikke holde. For kødelig anfægtelse kalder han ikke en brod; for en brod er langt mere noget ondt og pinefuldt, og kødets brod er her ikke det, som kødet stikker med, men det, som det bliver stukket med. Desuden har den græske tekst: en pæl for kødet, eller en pæl på eller i kødet, så at det kommer meget nær det tyske ordsprog, når vi siger: «Køllen er bundet om halsen på hunden.» Som om han ville sige: «Ligesom man binder en kølle på hunden og en ring i næsen på bjørnen og et bidsel i munden på hesten og en knebel i gabet på soen, så de ikke skal løbe, bide og være kåde for meget, sådan er det også gået mig, at jeg har en pæl, det vil sige en stor kølle, på mit legeme, for at jeg ikke skal blive hovmodig.»

Men hvad denne pæl eller kølle er, tyder han selv og siger: Satans engel, det vil sige en djævel, som skulle slå ham med næverne, det vil sige for alvor tærske og banke løs på ham. Derfor kan det ikke være den kødelige anfægtelse, og jeg synes ikke dårligt om, at denne tærsken og banken fra Djævelen, som er hans kølle, betyder al den forfølgelse og lidelse, som han har opregnet ovenfor; så hans mening er denne: «Store åbenbaringer har jeg; men derfor er også køllen lagt ved hunden, nemlig, som jeg har fortalt, de mange slags farer og ulykker, hvormed Djævelens engel tamper og ydmyger mit legeme, så jeg nok glemmer at blive hovmodig. Det er pælen i mit kød eller over mit legeme; for over sjælen lader Gud ham ikke komme.»

Dog ser teksten ud, som om det har været noget særligt, som Djævelen selv har drevet på Sankt Paulus’ legeme, eftersom han siger, at pælen eller køllen er Satans engel, som Satan banker på hans legeme med; også at han så ihærdigt beder tre gange om, at den måtte vige fra ham, og ikke bliver bønhørt. Men jeg tror ikke, at han skulle bede om, at forfølgelserne måtte lade ham være, som om han ikke ville lide nogen forfølgelse. Da han nu ikke selv viser, hvad det har været, må vi også lade det være en skjult lidelse, som ingen andre end Sankt Paulus har kendt; og det er nok, at vi ved så meget, nemlig at ligesom Gud har givet ham så store åbenbaringer, at intet menneske kan kende dem, sådan har han også til gengæld lagt sådan en kølle på ham og sendt sådan en pæl over hans legeme for at værge mod hans hovmod, så at heller ingen anden end han alene ved, hvordan denne pæl eller djævel har tampet og tærsket ham.

Min kraft bliver stærkere i svaghed.

Det er en underlig slags kraft, at den skal være svag og derved blive stærkere. Hvem har nogen sinde hørt, at kraft er svag? Endnu mindre, at kraft, når den er svag, bliver endnu kraftigere? Hermed skelner han mellem de to slags kraft, den menneskelige og den guddommelige. For den menneskelige kraft bliver stærkere ved at tage til og svagere ved at tage af; men Guds kraft, det vil sige hans ord i os, kommer des højere op, jo mere det bliver undertrykt. Det kommer af, at det er Guds art, at han som en skaber gør alt af intet og igen gør alt til intet. Det kan menneskelig kraft ikke. Det er det rette palmetræ, som rejser sig des mere imod, jo mere man belaster og trykker det.

Og her ser du, at svaghed på dette sted ikke må forstås om den åndelige svaghed som ovenfor, men om ydre svaghed: ikke alene sygdom, men alle slags onder, ulykke, lidelse og forfølgelse, hvorved legemet bliver tampet og ydmyget. For han stiller også Kristi kraft, som ikke kan tåle åndelig svaghed ved siden af sig, over for denne svaghed og siger: «For at Kristi kraft kan tage bolig i mig, vil jeg gerne rose mig af min svaghed»; det vil sige (som han selv tyder lidt senere): i forhånelser, nød, forfølgelser og trængsler. Så er dette summen: Kristus er ikke mægtig i os, og hans ord og troen kan heller ikke være stærke i os, hvis ikke vort legeme sidder i svagheder. Men det vogter de falske apostle sig godt for.