2. søndag efter påske (1 Pet 2,21–25)

Epistlen på 2. søndag efter påske, 1 Pet 2,21–25

Dette er en skøn apostolisk epistel, og den er uden tvivl bestemt til at læses på denne søndag, fordi den til sidst stemmer overens med evangeliet om den gode hyrde, hvor Sankt Peter siger: «I er omvendt til jeres sjæles hyrde og biskop, I som før var som vildfarne får.» Men den kunne vel også være et stykke af prædikenen om lidelsen; for i den taler han om Herren Kristi lidelse og stiller os den frem som et eksempel, som vi skal følge. For han har tidligere i denne epistel lært de kristne, hvordan de efter troen også skal vise dens frugter, de gode gerninger i alle slags stande; men særlig formaner han dem til den frugt, som hedder tålmodighed under kors og lidelse.

For det kan ikke gå anderledes til på jorden: når nogen er blevet en kristen og begynder at bekende troen med mund og liv, så vil det ikke behage verden (som er den tro og lydige tjenerinde for Kristi evige fjende, Djævelen); den tager det op som foragt og hån, når man ikke taler, lever og gør, hvad og sådan som den gerne vil have det; den bliver vred og begynder at forfølge, plage og, hvor den kan, også slå sådanne ihjel. Derfor hører man også tit dens vise, spotterne, selv sige: «Kristus kunne godt have haft fred, hvis han selv havde villet.» Sådan kan man også sige om alle kristne: de kunne også godt have fred og gode dage, hvis de ville lade sig sige af den og gøre sig medgørlige og føjelige over for verden.

Men hvad skal man gøre ved det? Det går sådan: «Når man siger og gør sandheden, så vækker man vrede og fjendskab», har også hedningerne sagt; og dog er skylden ikke deres, som siger sandheden, men deres, som ikke vil høre den. Skal man da slet ikke prædike sandheden og ved sådan tavshed ganske enkelt lade alle mennesker fare til Djævelen? Hvem kan eller vil tage det på sig? Den, som er en from kristen, der tænker efter dette liv også at leve evigt og også at hjælpe andre mennesker dertil, han må sandelig også stille sig frem som en kristen og sige, hvor han agter sig hen, og vise verden, hvordan den går den brede vej til helvede og den evige død. Gør han det, så har han gjort verden vred og har Djævelen på halsen.

Når det nu ikke kan være anderledes, og den, som vil bekende Kristus og hjælpe verden, til tak for sin tjeneste og velgerning (som Sankt Peter siger her) må tage fjendskab på sig fra Djævelen og fra alle, som hænger ved ham, så må vi tænke på også at have tålmodighed, når verden er bitterlig fjendsk mod vores lære og liv og hader det og derfor håner, bespotter og forfølger os på det yderste. Hertil vil Sankt Peter nu formane og opmuntre de kristne og desuden trøste dem med fortrinlige ord og grunde.

Og for det første fremfører han deres kald for at minde dem om, hvorfor og hvortil de er blevet kristne, og siger: I må først og fremmest tænke på, at I, når I tror på Kristus, er kaldet til også at bekende Kristus, og at I står i hele den kristne kirkes hellige, guddommelige kald, hvorved den skal prise Gud og fremme hans rige. Det kald fører ikke andet med sig end at gøre godt og lide ondt for det. De kristne skal være sådan et fordømt folk for verden, som man er allermest fjendsk imod, og de er dertil bestemt og sat, at de skal løbe spidsrod for Djævelen og verden; som Sl 44,23 siger: «For din skyld bliver vi dræbt hver dag og er ligesom slagtefår», eller offerfår, som man har lukket inde og ikke lader gå på græs med de andre og heller ikke holder til avl, men alene til at man hver dag slagter det ene efter det andet.

Derfor vil han nu sige: Hvad vil I gøre, kære kristne? Vil I være i verden og ikke lide noget ondt (for jeres velgerning), men blive vrede og for dens ondskabs skyld også selv blive onde og gøre ondt? Hører I ikke, at I er kaldet til det? Jeres dåb og jeres kristendom fører det med sig, at I må lide sådant; for derfor har I forsagt Djævelen og bekendt Kristus, derfor er I dyppet i vandet, for at I skal give jer hen til at lide alle slags ulykker i verden og fra Djævelen. I slipper jo ikke uden om det, fordi I må være i dette herberg, hvor Djævelen er vært, og bo i det hus, som er fuldt af røg overalt. Her hedder det: «Vil du have ild, må du også have røgen»; vil du være en kristen og Guds barn, så må du også lide, hvad der overgår dig derfor.

Kort sagt: en kristen er netop derved, at han hedder en kristen, kastet ind under det kære, hellige kors, så han må lide enten af mennesker eller af Djævelen selv, som plager og ængster ham, både med elendighed, forfølgelse, fattigdom og sygdom, eller indvendig i hjertet med sine giftige pile. Det hedder og er de kristnes løsen og kendemærke, et helligt, dyrebart, ædelt, saligt kald, som bringer dem til det evige liv; det må vi også lade få sin ret og tage til takke med det, som det fører med sig. Og hvorfor skal vi klage så meget? Også de selv, de ikke-kristne og onde slubberter, må jo lide den ene af den anden, hvad de ikke gerne gør, og enhver må tit lide skade og ulykke på sit legeme, sit gods, sin hustru og sine børn, som han ikke kan slippe uden om.

Derfor skal du ikke blive så grueligt forskrækket eller rasende vred og utålmodig, når du bliver plaget af verden og af Djævelen, hvis du ellers vil være en kristen og gøre dit kald fyldest. Men vil du ikke lide noget eller blive vanæret og bespottet, men æret og fejret, så fornægt Kristus og gør, hvad de holder af. Dog vil du heller ikke på den måde blive helt fri for lidelse og ulyst, bortset fra at du har den fordel, at du ikke lider som en kristen eller for Kristi skyld; men til gengæld må du også erfare, at selv om du her har lutter gode dage, så varer det dog kun en kort tid, og til sidst vil du finde, hvad du har søgt.

For det andet, for at gøre denne formaning så meget stærkere, stiller han os den rette mester frem som forbillede, vort hoved og vor Herre, Kristus, som det samme også er overgået, og som selv har måttet lide mest. Men han taler om ham, sådan som Skriften plejer, så han fremstiller ham som en tvilling eller i to skikkelser: ikke alene som et eksempel (sådan som man også kan fremstille andre helgener), men som den rette hyrde og biskop for vore sjæle, som har lidt for os og ofret vore synder på sit legeme på korset; i den skikkelse er han vor skat, trøst og frelse.

Og dette forbillede maler apostlen meget smukt og herligt i dets højeste og ædleste grad, for at han så meget mere kan opmuntre og bevæge os til tålmodighed; han sætter de rette hovedstykker op, som gør al vores lidelse helt ringe og ubetydelig, når den holdes op imod denne. For denne passio (vil han sige), eller Herren Kristi lidelse, har en ganske fortrinlig, høj berømmelse og stor forrang frem for alle andre. For det første, at han har efterladt os alle et eksempel; for det andet, at han har lidt for os; for det tredje, at han har lidt helt uskyldigt, som den der aldrig har gjort nogen synd osv. Disse tre stykker skal og vil vi lade ham alene beholde og til gengæld ydmyge os, selv om vi havde lidt alle slags død, og sige, at det endnu er lutter ingenting mod hans lidelse.

For selv om det er den allerbedste, højeste og tungeste lidelse, så er det dog ikke mere end at gå i hans fodspor og følge hans eksempel, men langtfra at nå mesteren. Han forbliver nok alene mesteren, som beholder forspringet, og vi kan alle gøre ham det efter, så godt vi kan; men dette eksempel vil vi dog knap nok nå, end ikke på lang afstand. For hvor stor hans lidelse og angst har været, og hvor surt og bittert det er blevet ham, det forstår intet menneske på jorden. Og når vi ikke kan vide eller forstå det, så kan vi meget mindre gøre det efter eller nå det; vi kan takke Gud for, at vi har det for øje og følger efter, men vi er endnu langt fra at være nået derhen, bortset fra at den ene kommer noget nærmere end den anden, alt efter som han lider mere og tungere og har mere eller stærkere tro og tålmodighed.

Derfor siger han, at Kristus er forbilledet, ikke for én eller to helgener, men for alle og atter alle, så de allesammen må slå øjnene ned over for det og sige: «Min lidelse bliver mig nok sur, bitter og tung af hjertet; men når man skal tale om min Herre Kristi lidelse, så vil jeg gerne tie; for dette eksempel kan intet på jorden sammenlignes med.»

Det alene burde nu være formaning og opmuntring nok til at lide tålmodigt, at Kristus selv, en så høj person, Guds eneste og evige Søn, er gået foran os, og det i en så høj lidelse, som intet menneske kan nå eller bære. Hvorfor vil vi da besvære os så meget over også at lide noget (for hans skyld), vi som endnu er så ringe og uprøvede elever over for denne mester? Dog er han tilfreds med, at vi følger ham, lærer af ham og bliver ved med at være hans elever. Se, det er forbilledet, stillet frem for hele kristenheden, som de alle skal rette sig efter, så de i det mindste findes at være trådt ind i de samme fodspor og gå i dem; og de skal vide, at al deres højeste lidelse dog stadig er ingenting, selv mod den mindste lille bloddråbe, som han har udgydt, som vi videre skal høre.

Det andet, som gør dette forbillede så højt og uforligneligt, er, at han ikke har lidt for sig selv, heller ikke alene som eksempel, men for os. Det er nu det, der allermindst kan nås, og her kan slet ingen helgen rose sig af, at han efter forbilledet har lidt for andre (på den måde, som Kristus har lidt for vore synder). Nej, her er al ros skåret helt bort: med dette stykke har Kristus ikke efterladt noget eksempel, og ingen kan følge ham heri; men han er det alene (og var også alene kaldet dertil), som har lidt for alle, både dem, der nu er kaldede og hellige, og dem, der endnu er ukaldede og syndere.

Dette er netop den høje hovedartikel i den kristne lære, som troen alene griber som vor frelses hovedgode og trøst, hvortil vi intet gør eller fortjener med vore gerninger eller lidelser. Og den holdes os sådan frem i Skriften, at vi slet ikke må lade noget menneskeligt blande ind i den; sådan som det fordømte pavedømme med sine søjler og bærere, munkene, har gjort og lært imod den, idet de kun har beholdt Kristi lidelse som et eksempel og har fordærvet og gjort forgæves dette stykke, at han har lidt for os, og har lagt det helt over på os selv, som om vi med vore gerninger (som de heller ikke har lært ud fra Guds ord, men ud fra deres eget pjat af selvvalgt, opdigtet menneske- og løgnelære) eller også med vore lidelser skulle betale for synden, afvende Guds vrede og fortjene nåde.

Dette løgnepjat har de drevet så højt, at de har sagt: Helgenerne har ikke alene fortjent for sig selv, men også gjort og lidt så meget, som de ikke selv behøver; de har samlet en skat til andre og efterladt den til paven, som kunne gribe ned i den som i en rig pengekiste og uddele sådan overflod eller overskydende fortjeneste fra helgenerne gennem sin aflad, hvordan og til hvem han ville (dog sådan, at han til gengæld for sig selv og sine kronragede fedesvin øste verdens penge og gods til sig); ja, også de selv har solgt deres egen fortjeneste og gerninger – det var den fine munkekyskhed, fattigdom og ordenens strenge lydighed, det vil sige lutter stinkende løgn og skændige laster, som de drev under et sådant dække, både hemmeligt og offentligt (med meget få undtagelser, som i alvor ville være rette, hellige munke, og af dem har jeg også været én) – til lægfolk på dødslejet og ellers, så ærligt og redeligt.

Ja, de har også trøstet de arme mennesker, som havde forbrudt livet og offentligt skulle henrettes, ikke med Kristus, men med deres egen vel fortjente lidelse og død: at Gud ville lade deres pine gælde for deres synder, når de led den tålmodigt. Det har været deres bedste hovedlære, som de offentligt og uden blusel har råbt ud, og med den har de bygget så mange kirker og klostre og fyldt pavens pengegab og helvedesgab godt op. Og jeg har desværre også været en af de slubberter, indtil Gud hjalp mig ud. Men nu, Gud være lovet, er jeg, fordi jeg har angrebet dette og ikke har villet lade det gælde som ret, blevet fordømt og forbandet af den romerske drages helvedesstol og hans skæl.

Åh, hvilken skændig gru, at man skal høre og lære sådant i Guds og kristenhedens tempel, så Kristi lidelse og død bliver helt tilintetgjort og trådt under fødder! Kære Gud, hvad vil vi endnu sige om menneskelig fortjeneste og overflod? Endnu ingen helgen på jorden har jo med al sin lidelse lidt nok for sig selv (så meget som han var skyldig), for slet ikke at tale om, at han skulle have den ære, at det skulle gælde for Guds dom imod hans vrede og være en fortjeneste eller betaling for vore synder. For her hører du, at Sankt Peter slutter (når han siger: «Kristus har efterladt os et eksempel, for at I skulle følge i hans spor»), at endnu ingen helgen har gjort eller lidt så meget, at han kunne sige: «Jeg har nået målet og fyldt målestokken ud, så Kristus ikke længere er et eksempel og forbillede for mig»; men han må skamme sig ved at skulle rose sig af sin lidelse over for Kristus og være glad for, at han må få del i hans lidelse og derefter følge den, så meget han kan, så han findes i hans fodspor.

Således skal dette stykke af Kristi passio og lidelse nu sættes højt og langt over alt andet, som lutter kostbart, rent guld, hvorimod vor lidelse ikke er at regne; for der har endnu aldrig nogen (uden denne Kristus) lidt for sine egne eller andre menneskers synder, hverken for den mindste eller den største. Og selv om det skulle gælde for synden, så kunne enhver dog ikke dermed række til for mere end sine egne synder. Men Kristus har slet ikke for sin egen del behøvet at lide, fordi han (som det følger i denne epistel) ikke har gjort nogen synd; men han har gjort det til et forbillede for os, og ikke alene det, men også til en skat, så det hedder: mine og alle menneskers synder ofret på hans kors og udslettet ved hans død; og således må Sankt Peter, Maria, Johannes Døberen og alle, som er født af kvinder, lade sig skrive og regne ind under dette ord («Kristus har lidt for os»).

Det tredje stykke, som Kristus også har som forrang frem for alle andre, er det, som han siger med ordene fra profeten Esajas (Es 53,9):

«Han begik ikke synd, der blev heller ikke fundet bedrag i hans mund.»

Regn nu selv efter her, hvor stor dette menneske må være; for der er jo ellers ingen fundet på jorden, som ikke engang har syndet i ord eller gerninger. «Men den, som ikke fejler i noget ord, er en fuldkommen mand», siger Jakobs brev (Jak 3,2). Men hvor er han, og hvad hedder han? Det er denne ene Kristus (det burde Jakob have føjet til); dér har du dem alle i én bunke, for alle de andre tager Sankt Peter også under ét og siger: «I var alle som vildfarne får» osv., og senere (1 Pet 3,18) gør han den klare forskel: «Kristus har lidt for alle vore synder, den retfærdige for de uretfærdige.» Der var og er endnu ingen uskyldig eller uden synd, hverken i ord eller i gerninger. For det er de to stykker, hvori menneskets hele liv og væsen er indbefattet, ord og gerning, tale og handling; sådan som de også andre steder i Skriften er sat sammen, som i Sl 34,14–15: «Vogt din tunge» osv., «så den ikke taler noget falsk», og: «Vend dig fra det onde og gør det gode.» Men talen er det vigtigste: at lære andre ret, råde, formane, trøste, straffe, bekende sandheden osv.; dér vil sandelig ingen være så fuldkommen, at han ikke engang er snublet i det ene eller det andet.

Derfor står dette Kristi eksempel også i dette stykke i den allerhøjeste grad, og det er umuligt for alle helgener at nå det; for ingen vil jo være så formastelig og fræk (medmindre han ville blive fra Guds barn og troende kristen til en løgner og en djævlehelgen), at han tør sætte sig lig med Kristus heri og rose sig af at være uden synd i ord og gerninger. Og således vil denne titel med ære og sandhed nok forblive Herren Kristus alene, at han og ingen anden har lidt som den retfærdige for de uretfærdige; for ingen af dem er retfærdig og uskyldig for sine ord og gerningers skyld, og de må bekende, at hvad de lider, er deres synders skyld og en vel fortjent straf. Og at de ikke evigt bliver i Guds vrede og evige straf og fordømmelse, det har de alene denne retfærdige at takke for, som helt uden egen skyld, og da han ikke havde behøvet det, frivilligt har lidt og betalt for de uretfærdige og forsonet Guds vrede; så selv alle helgeners lidelse må holde sig under Herren Kristi lidelse og dække og smykke sig med hans uskyld og sammen med hele kristenheden bede: «Forlad os vor skyld», og bekende denne artikel: «Jeg tror syndernes forladelse.»

Saml nu alle disse tre grunde, hvormed Sankt Peter formaner de kristne til tålmodighed i al deres lidelse. I er kaldet til det (siger han for det første); og selv om I må lide tungt og meget, så står dog Kristi forbillede der, som I ikke kan nå, og I har intet at rose jer af eller prale af, selv om I har udstået alt; for I er i forvejen skyldige at lide for Guds skyld; det er det ene. Det andet er, at Kristus ikke har lidt for sig selv og heller ikke af nød, men for jer, og det af god vilje. For det tredje, at han også var helt uskyldig, uden nogen synd, både indvendig i hjertet og udvendig med ord og gerninger. For hvor der er noget ondt indvendig i hjertet, kan det ikke i længden forblive skjult; det må også vise sig udvendig, i det mindste i ord, som Kristus siger: «For munden taler af hjertets overflod» (Matt 12,34).

Hvorfor vil I da klage over jeres lidelse eller vægre jer ved at lide det, som I dog vel har fortjent med jeres synder, ja langt mere: I havde fortjent at lide evigt? Men Gud tilgiver og skænker jer det evige for Herren Kristi skyld og vil, at I bærer det lille med tålmodighed, så synden i jeres kød og blod helt kan blive dræbt. Og for at det kunne blive jer så meget lettere, er Kristus selv gået foran jer og har givet et eksempel på den allerhøjeste lidelse og den mest fuldkomne tålmodighed, hvis lige ikke findes på jorden. For dér lider den høje majestæt, Guds eneste Søn selv, de tungeste, allermest vanærende marter, pine og angst (som ellers er uudholdelige for den blotte menneskenatur) på legeme og sjæl, og han lider for os syndere og fordømte, og det uskyldigt og kun for fremmed (det vil sige: vor alles) synds skyld.

«Han skældte ikke igen, når han blev udskældt, han truede ikke, når han led.»

For at Sankt Peter ved dette eksempel på Kristi tålmodighed kan formane og bevæge os så meget stærkere, fortsætter han og udbygger det videre, maler det med dets rette farver og med alle de omstændigheder, som det har frem for alle andre. Han har sagt, at han ikke har gjort nogen synd, og at der heller ikke er fundet noget falsk eller strafværdigt ord i hans mund. Hvad var da årsagen til, at jøderne forfulgte, korsfæstede og dræbte ham? Spørg hele historien om hans liv igennem: Ingen kunne beskylde ham for nogen synd eller overbevise ham om den (sådan som han også selv påberåber sig sine egne fjender), at han havde forurettet nogen eller lært eller gjort noget uret; men dette har han gjort: Han er gået omkring og har bragt det jødiske folk Guds nåde og frelse, forkyndt Guds ord, gjort de blinde seende og de syge raske, drevet djævlene ud og selv givet store skarer af folk at spise, da de intet havde; og kort sagt: Der har i hele hans liv, i ord og gerninger, ikke været andet end lutter sandhed, godhed, velgerning og hjælp. Til tak og løn for det måtte han tage imod, at de hadede ham og fordømte ham af lutter forhærdet, bevidst, djævelsk ondskab og ikke kunne holde op med at forfølge ham, før de havde fået ham op på korset, hvor han på den mest vanærende måde måtte hænge nøgen og bar oppe mellem to røvere, som en der ikke var værd at røre jorden og leve blandt menneskene.

Og skønt han ikke havde været nødt til at lide sådant, eller siden kunne have ladet være og holdt op med at gøre godt og hjælpe (da han så, at alt jo var spildt hos hans jøder), så har han dog ikke gjort det, men også i sin lidelse, da han allerede hang på korset, gjort godt og bedt for sine fjender. Ja, skønt han havde god ret og føje og også magt og myndighed nok (fordi de gjorde ham uret for hele verdens øjne, også efter hans forræders og hans dommers, ja alle skabningers vidnesbyrd, og oven i købet spottede ham på det bitreste, da han allerede hang på korset) til at hævne sig på sådanne fortabte mennesker eller til gengæld ønske dem ondt og forbande dem, som de fortjente, så har han dog ikke gjort noget af det, men lidt alt, hvad de kunne gøre imod ham, med stor sagtmodighed og usigelig tålmodighed; ja, i sin sidste nød har han endda gjort godt imod dem og gået i forbøn for dem hos sin himmelske Fader, sådan som også profeten Esajas fremhæver og priser højt (Es 53).

Se, dette er jo i enhver henseende et overmåde fortrinligt, fuldkomment eksempel på den højeste tålmodighed, som vi alle kan spejle os i og har nok at lære af, så vi dog følger det en lille smule efter. Men ikke uden grund priser Sankt Peter særligt dette stykke, at han ikke skældte igen, da han blev udskældt, og ikke truede osv. For det er det største, som af naturen gør lidelsen tung og mennesket utålmodigt, når han ikke alene lider vold og uret og lider ufortjent, men tilmed må se så overvældende en ubillighed, at de mennesker, som han kun har vist alt godt og den højeste velgerning, takker ham så ondskabsfuldt og slet. Sådan skændig utaknemmelighed gør naturen over al måde ondt og får hjertet og blodet til at koge, så det gerne ville hævne sig og begynder at skumme over (hvor det ikke kan mere) med at skælde igen, forbande og true osv. For kød og blod kan ikke overvinde sig selv så vidt, at det skulle tage imod lutter ondt for al velgerning og godt og attpå tie stille og sige Deo gratias [latin: «Gud ske tak»].

Men se nu her imod dette eksempel og lær af Kristus at straffe dig selv. Kære, hvad vil du dog klage over, når du ser, hvor langt større, tungere og værre ting der er overgået din kære Herre og trofaste Frelser, Guds Søn selv; og han har dog ikke alene lidt det hele med tålmodighed og i tavshed, men også bedt for dem, som gjorde ham det? Åh, hvem ville ikke her blive skamrød over sig selv, hvis der ellers er en kristen bloddråbe tilbage i hans hjerte, ved at knurre i sin lidelse, når han dog for Gud er fuld af synder og har fortjent langt større ting? En ussel, uduelig, fordømt tjener er den, som her ikke vil følge sin herre og synes, at han selv er finere og bedre, og som vredes heftigt og klager over, at der sker ham stor uret, som han dog vel har fortjent, og han lider endda langt mindre end sin kære, fromme, uskyldige Herre. Kære, har han måttet lide sådant for sin højeste velgerning, så lad det ikke falde dig for tungt også at bære et lille stykke af sådan lidelse efter ham, og vredes ikke over det og skæld ikke igen; dertil har du også langt mindre grund, fordi du også selv har været en af dem, der med dine synder har bragt Kristus på korset.

Her kunne du sige: «Hvad? Har han ikke også skældt igen, da han i evangeliet kalder farisæerne og de skriftkloge hyklere, mordere, slanger og slangeyngel, og hvor mange gange råber han ikke ve over dem i Matt 23?» Svar: Jo, dette eksempel ville vi gerne følge, så vi frejdigt kunne skælde igen og slå; for det ville være meget lettere at gøre, og vi behøvede sandelig ingen mester til det. Men sådan lyder det, siger Sankt Peter: I den time, da han skulle lide, efter at han havde udført sit embede, sagt sandheden og straffet løgnen og netop derfor fik korset om halsen og nu måtte slutte med lidelse, dér har han ikke skældt igen, men ligesom et slagtefår (siger profeten Esajas, Es 53,7) ladet sig føre hen til henrettelsen og aldrig åbnet sin mund imod sine bespottere og mordere.

Derfor må man her gøre den rette forskel. Der er to slags skælden eller forbandelse og trusler: den ene hører embedet til og sker på Guds vegne; den anden hører personen til, som uden for embedet gør sådant på egne vegne. Det embede, som Kristus førte på jorden (og efter ham enhver, som er kaldet til det), tilkommer det at sige sandheden og straffe det onde; det er nødvendigt, både til Guds ære og til sjælenes frelse. For hvis enhver ville fortie sandheden, hvem ville da komme til Gud?

Og et sådant straffende embede er en gerning af guddommelig og kristen kærlighed. Det har Gud også lagt på faders og moders stand, selv om Gud har plantet den højeste kærlighed til børnene i naturen; og alligevel må de, hvis de er fromme forældre og virkelig holder af deres børn, ikke le ad det eller lade det passere, når de ser deres børns ulydighed, men straffe både med ord og med skarpe ris. Det er embedets og kærlighedens slag, som man skylder, og som Gud har befalet; de er ikke skadelige, men nyttige, som Salomo siger i Ordsp 13,24: «Den, der sparer på riset, hader sin søn; men den, der elsker ham, tugter ham i tide.» Og Jesus Siraks søn i Sir 30,1: «Den, der elsker sit barn, holder det altid under riset, så han siden kan opleve glæde ved det.»

Sådan kan og skal også enhver skælde ud, hvor embedet eller næstens nød kræver det, og hvor det tjener til forbedring, som Salomo atter siger i Ordsp 27,6: «En vens sår er bedre end en hadefuld mands kys» osv. For det er gode ord og slag, som kommer af kærlighed og af et trofast hjerte. Fjenden derimod kan nok give gode, glatte ord ud af et falsk og bittert hjerte, og han lader dig hellere fare hen og gå til grunde, end han advarer dig mod skade eller redder dig fra undergangen ved at straffe dig. En trofast, god læge må jo også tit i nøden tage et lem af legemet, til stor smerte for den syge, for at redde hele legemet.

Sådan befaler Sankt Paulus de fromme biskopper at holde ved, både i tide og i utide, og at straffe, true og formane med al alvor, 2 Tim 4,2; Tit 2,15. For hvis man skulle rose dem, som synder og gør uret, eller styrke dem i det onde med sin tavshed, så var det ikke kærlighed, men at overgive dem helt til Djævelen og døden.

Ud af sådan en kærlighed og et trofast hjerte har Kristus også (i sit embede) skældt ud og straffet og dermed ikke fortjent andet end vrede og had og, som man siger, tigget sig prygl til. Men han måtte gøre det for sit embedes skyld, og han gjorde det for at omvende dem fra deres blindhed og ondskab og redde dem fra undergangen, og han har ikke undladt det, selv om han derfor måtte vente at lide forfølgelse, kors og død. Men da han nu havde udført dette embede, og lidelsens time var kommet, da har han også lidt med tålmodighed og ladet dem gøre al den ondskab mod ham, de kunne, til tak for hans kærlighed og velgerninger. Og han skældte så lidt igen, forbandede eller var vred, at da han hang på korset og blev spottet på det allerskændigste, begyndte han at bede for dem med stærkt råb og gråd: «Fader, tilgiv dem» osv. Det er dog et hjerte fuldt af bundløs kærlighed, som i sin højeste lidelse forbarmer sig over sine fjender og gør dem mere godt, end far eller mor kan gøre mod sit barn eller et menneske mod et andet.

Se, dermed er der skelnet mellem den udskældning og straf, som sker af embedets pligt og af kærlighed, og den, som sker uden for embedet eller af egen vrede og had. Men her er verden lumsk og behændig: når den har hørt denne forskel, vender den de to om eller fletter dem ind i hinanden og udgiver sin egen hævngerrighed for embedets vrede og straf. Når en prædikant for eksempel vil være en slyngel, kan han let få luft for sin harme og hævne sig med skæld og forbandelser fra prædikestolen, som det passer ham, og bagefter sige, at han gør det af embedets pligt og til folks forbedring.

Sådan også, når en dommer, borgmester eller amtmand bærer nag til nogen og har noget at gøre op med ham: han kan ikke bedre få hævn end under dække af det embede og den pligt, der er lagt på ham, at straffe det onde. Sådan går det nu meget i verden, efter at de har lært af vores evangelium at dække og pynte deres ondskab og slyngelstreger med navn af det guddommelige embede, som er dem befalet; ligesom de altid gør Guds navn og ord til deres skalkeskjul. Men hvem kan forhindre det og gøre Djævelens børn fromme for ham? Her skal enhver, som vil være en kristen, se sig for, hvordan han vil stå til ansvar for det. For Gud lader sig ikke bedrage; han vil i sin tid hjælpe den uskyldige, som lider uret og ondt, og han vil nok også finde de andre med sin straf. Videre siger Sankt Peter:

«Men han overlod det til ham, som dømmer retfærdigt.»

Hvem har sagt Sankt Peter, hvilke tanker Kristus havde på korset? Han har jo netop sagt, at han ikke skældte igen og ikke tænkte på at hævne sig, men tværtimod viste sine giftige fjender lutter kærlighed og godt. Hvordan kunne han så finde sig i sådan en ondskab? Han måtte jo ikke sige ja til det eller rose det, at de uden nogen skyld naglede ham til korset og myrdede ham. For det skal de ikke slippe af sted med, Djævelen med alle sine skalke, eller føre sagen igennem sådan, at de kan påføre Kristus og hans hellige al mulig pine og plage, og at disse så ikke blot skal lide det tålmodigt og ikke ønske hævn, men oven i købet takke dem og rose dem for det, som om de havde gjort ret og vel. Nej, det må på ingen måde ske.

For hvordan kunne det kaldes at lide uskyldigt, hvis jeg selv skulle bekende og sige, at det sker mig med rette, og at det var vel gjort? Derfor formaner Sankt Peter selv flere gange i dette brev de kristne til ikke at lide som ugerningsmænd, tyve eller mordere osv. Men når jeg lider uskyldigt og der sker mig uret, så må jeg ikke billige det eller styrke min fjende i hans synder; for så havde jeg taget dem på mig og gjort mig selv skyldig. Så ville Djævelen, paven og tyrannerne have en god sag, og det vil de også gerne have. For de nøjes ikke med at myrde uskyldige folk, men vil oven i købet have, at de har gjort ret, og få os til at bekende, at vi har gjort uret. Det kan den lede Djævel gøre, men intet kristent hjerte.

«Ja,» vil de sige, «der står jo skrevet: I skal lide og ikke skælde igen, men takke Gud for det og også bede for fjenderne.» Ja, det er sandt. Men det er noget helt andet at lide tålmodigt og også unde fjenderne godt og bede for dem, og noget andet at sige, at de gør ret. For jeg skal ikke opgive bekendelsen af sandheden, men blive ved min uskyld, både med hjerte og mund. Og selv om de ikke vil høre det ord, skal mit hjerte dog vidne for mig, at der sker mig uret, og jeg vil hellere lide, at de slog mig ihjel ti gange, end fordømme mig selv mod min samvittighed. Derfor har Peter også villet sætte dette lille stykke til her: at Kristus ganske vist ikke har skældt igen eller truet, men alligevel ikke har billiget, hvad de gjorde mod ham. Men hvordan skal man så bære sig ad? Skal vi lide og dog give vores fjender uret, så gør de det modsatte og vil for hele verden have navn og ry for at gøre ret mod os; ja, de vil oven i købet (som Kristus siger et andet sted) have gjort Gud en stor tjeneste ved at myrde os. Hvem skal nu her dømme og skille sagen ad?

Her siger Sankt Peter om Kristus: Han overlod sagen til ham, som dømmer retfærdigt. Hvad skulle han ellers gøre? Når han ved, at de gør ham uret og oven i købet vil have handlet ret, og der ingen dommer er her på jorden, så må han vel lade sagen være befalet sin himmelske Fader (den rette dommer). For han så nok, at denne synd og bespottelse ikke ville blive ustraffet, ja, at dommen allerede var afsagt, sværdet slebet og englene befalet at ødelægge Jerusalem, sådan som han også havde forkyndt det før sin lidelse, da han drog ind i Jerusalem og så byen og græd over den. Derfor beder han også for dem og siger: «Kære Fader, jeg må overlade sagen til dig, fordi de ikke vil høre eller se, hvad de gør; for jeg ved godt, at de dermed blot løber ind i din vrede og din forfærdelige straf. Men jeg beder dig, at du vil tilgive dem, hvad de gør mod mig.» Og det var også blevet dem tilgivet, hvis de siden havde villet lade sig omvende ved apostlenes prædiken og ikke videre havde forfulgt hans ord og således i ubodfærdighed bragt den endelige straf over sig selv.

Se, sådan skal også vi gøre i vores lidelse: ikke billige eller samtykke i, hvad de gør mod os, og dog heller ikke søge hævn, men overlade sagen til Gud, som nok skal dømme den. For vi kan jo ikke få vores ret over for verden; derfor må vi lade den være befalet ham, som dømmer retfærdigt, og som ikke lader en sådan bespottelse og forfølgelse af sit ord og af de troende gå ustraffet hen. Vi vil bede for dem, at de må blive omvendt og undfly den kommende vrede og straf, og det gør vi også. Er det muligt, at nogle af de biskopper og tyranner, som forfølger evangeliet, endnu bliver omvendt, så beder vi om det og ønsker det af hjertet. Men er det ikke muligt (som man nu desværre må frygte, fordi man så længe og så meget har formanet dem, bedt dem og forelagt dem det bedste, og de dog med fuldt overlæg raser imod den sandhed, de kender), så må vi også lade dem være befalet Guds dom. Hvad skal og kan vi gøre mere?

For jeg er vis på, at den nuværende overmåde store forfølgelse og bespottelse af evangeliet ikke bliver ustraffet. Til sidst må det for retten, det er der ingen tvivl om, og det må pavedømmet og Tyskland holde for. Vi prædiker, formaner, beder og trygler endnu, at man skal gøre bod. Men når de nu ikke vil omvende sig, men blot styrker sig i deres ubodfærdige væsen, hvad kan vi så gøre andet end også sige: «Kære Gud, sagen være dig befalet; du vil og kan nok straffe den», og desværre alt for forfærdeligt!

Se, det er Kristi eksempel, som er malet for øjnene af hele kristenheden og sat for den som et billede, som den skal følge, og den skal væbne sig (som Sankt Peter siger et andet sted) med det samme sind og den samme tanke, så den også lider sådan og tænker: «Har Kristus, min Herre og mit hoved, lidt for mig med så stor tålmodighed og sagtmodighed, hvor meget mere skal jeg så gøre det. Hvad kan sådan en lidelse også skade mig, når jeg ved, at den behager Gud? Ikke fordi den i sig selv er så fuldkommen og kostelig, men netop for den kære Frelsers skyld, fordi han har lidt for mig. Og jeg ved også, at mine forfølgere synder forfærdeligt mod Gud og løber ind i hans vrede og dom; hvorfor skulle jeg så være utålmodig eller ønske hævn? Jeg er jo allerede alt for højt æret af Gud ved at han lader min lidelse behage sig, og alt for hårdt hævnet på mine fjender. Hvad gavn har jeg af, at de skal brænde evigt i helvede? Langt hellere vil jeg bede og gøre, hvad jeg kan, for at de må blive omvendt. Men hjælper heller ikke det, og vil de slet ikke andet, så må jeg også overlade det og befale det til ham.»

«Han har selv ofret vores synder på sit legeme på træet, for at vi skal være fri for synden og leve for retfærdigheden.»

Her hører du den rette prædiken om lidelsen: Sankt Peter lærer ikke blot det ene stykke af Kristi lidelse, men sætter begge sammen, nemlig kraften eller nytten og eksemplet, sådan som Sankt Paulus også plejer at gøre. For han gør den her til et offer for vores synder. Det er en gerning, som behager Gud så vel, at han bliver forsonet ved den og tager imod den som betaling for hele verdens synd. Men Guds vrede over synden er så stor, at ingen kan afvende den undtagen den evige person, Guds Søn selv. Han har selv måttet blive offeret og lade sit legeme nagle til korset. Det er alteret, hvorpå offeret blev helt brændt op og fortæret af hans bundløse kærligheds ild, og han har oven i købet selv måttet være ypperstepræst ved dette offer. For ingen anden på jorden (fordi de alle sammen er syndere og urene) har kunnet ofre Gud hans kære Søn, som er uden nogen synd – skønt Antikrists præster i strid hermed skamløst praler af at gøre det i deres messe. Ved dette ene offer er vores synd nu taget bort, og nåde og forladelse er vundet for os; og vi kan ikke tage imod det på anden måde end ved troen.

Men han viser her især den endelige grund: hvad et sådant offer, som er bragt for os, skal udrette i os, og hvad der er frugten af Kristi lidelse, for at heller ikke dette bliver glemt og forsømt i kristenhedens lære. Kristus har, siger han, taget vores synder på sig og lidt sådan, at det alene tilkommer ham, at det kaldes et offer for alle vores synder. Men dette offer er ikke sket, for at vi skal blive ved med at være sådan, som vi var før, men det skal endelig virke det i os, at vi bliver fri for synderne og ikke længere lever for dem, men for retfærdigheden. For når synden er ofret ved ham, så må den også dræbes og udslettes, eftersom ofre betyder det samme som at slagte og dræbe. For i Det Gamle Testamente skulle alle ofre slagtes og dræbes og således bringes frem for Gud. Men når den nu er dræbt, så er den ikke dræbt for, at vi stadig skulle blive i den og leve i den.

Derfor må man ikke tyde den sunde lære om Kristi nåde og syndernes forladelse sådan, at vi herefter må leve, som vi levede før, og gøre, hvad vi vil. Det følger ikke, siger Sankt Paulus i Rom 6,1–2.6–8, at fordi vi nu er under nåden og har syndernes forladelse, så må vi leve i synden. For «hvordan skulle vi leve for synden, vi som nu er døde fra den?» For netop derfor er vi døde fra den, for at den ikke mere skal leve og herske i os. For den er også netop derfor slået ihjel og dræbt i Kristus på hans hellige legeme, for at den også skal dræbes i os.

Se derfor selv efter, hvordan du tror og lever, så dette værk, Kristi lidelse, også viser sig og fuldbyrdes i dig. For har du rigtigt grebet det ved troen, så må det jo også vise sig, at det har kraft hos dig til at dæmpe og dræbe synderne, sådan som de ved hans død allerede er naglet til korset og døde. Men bliver du ved med at leve i synden, så kan du ikke sige, at den er dræbt i dig, og du bedrager kun dig selv; ja, du gør dig selv til løgner med dit eget vidnesbyrd, når du roser dig af Kristus, i hvem alle synder er dræbt, og de dog stadig lever så stærkt i dig. Det er jo let at se, at det ikke kan hænge sammen, at synden er dræbt og dog lever i os, at man er fri for synden og dog stadig stikker i den og er fanget i den, sådan som der også er sagt mere om det ovenfor.

Nu skal jo begge dele findes i os (siger Sankt Peter): at vi tror, at Kristus har dræbt synden ved offeret af sit eget legeme og forløst os fra den, hvad vi ikke kunne gøre med hele vores legeme og liv; og at vi, efter at den nu er dræbt ved ham, også på vores legeme mere og mere bliver fri for den og herefter lever for retfærdigheden, indtil vi ved døden helt og endeligt bliver af med den. Derfor: har du før været ægteskabsbryder, en grisk bug, misundelig, ondskabsfuld osv., så skal alt det nu være dødt, dræbt ved Kristus og skænket dig ved troen på hans offer, og fremover også høre op hos dig. Sker det ikke, så har du intet at rose dig af med Kristus og troen. For selv om han er død for dig, og dine synder ligger på hans hals og skal være dræbt, så er du dog ikke fri for dem, fordi du ikke ønsker at blive fri for dem og hverken griber og holder fast ved Kristus med hans skat ved troen eller ved hans eksempel med liv og gerning.

Her siger du: «Du lærer jo selv, at vi alle er syndere, og at ingen hellig på jorden lever uden synd. For vi må jo bekende denne artikel: Jeg tror syndernes forladelse, og bede: Forlad os vor skyld.» Svar: Ja, det er rigtigt; så vidt kommer du bestemt ikke på jorden, at du bliver helt fuldkommen ren og uden synd; ellers havde du ikke længere brug for troen og Kristus. Men det er ikke meningen, at du altid skulle blive ved med at være, som du var, før du ved troen fik syndernes forladelse. For jeg taler om de synder, som du følger med vidende og vilje, og som din egen samvittighed derfor straffer og fordømmer dig for. Den synd skal være død i dig, det vil sige: du skal findes sådan, at den ikke hersker over dig, men at du hersker over den, står den imod og begynder at dræbe den. Og hvis du endelig fejler eller snubler et sted, så skal du dog hurtigt komme på benene igen, gribe forladelsen og atter begynde at dræbe den.

«Ved hans sår er I blevet helbredt.»

Han kan ikke prise og udmale Kristi lidelse højt nok og anfører her næsten hele Es 53. Og se, hvordan han hele tiden tydeligt sætter de to stykker sammen, som det hele afhænger af, så han rigtigt skelner mellem vores gerning (som følger hans eksempel) og Kristi fortjeneste (som troen griber). Først hedder det: Han har ofret vores synder på korset, og vi er blevet helbredt ved hans sår. Det er hovedstykket, som helt og aldeles alene tilkommer ham. Det skal man lære og tro rent og klart imod Djævelen og hans sekter, så vi bevarer Kristus hans ære og embede rent, for på det beror vores frelse. Dog må man heller ikke glemme det andet stykke (for de falske kristnes skyld, som kun hører det første stykke og slet ikke forbedrer sig): at vi, når vi nu er fri for synden og helbredt, ikke bagefter igen besmitter os med synder. For hvor disse to stykker ikke begge bliver drevet rigtigt, dér sker skaden på begge sider: de, som kun driver på vores gerning, ødelægger den rette lære og tro; de, som lader læren om Kristi eksempel ligge, ødelægger dens kraft og frugt.

«For I var som vildfarne får.»

Her siger han rent ud og klart, hvad jeg har sagt: at det ikke er vores gerning eller fortjeneste at blive fri for synd og død, men at Kristi sår og død alene har måttet gøre det. «Det har ikke kostet jer noget,» vil han sige, «hverken blod eller sår; ja, I kunne heller ikke bidrage med noget dertil. For I var ikke andet end elendige, vildfarne og fortabte får, skilt fra Gud og fordømt til helvede, og I kunne hverken råde eller hjælpe jer selv.» Sådan er alle mennesker uden Kristus og uden for ham, som profeten Esajas (hvorfra disse ord er taget) siger endnu klarere i Es 53,6: «Vi gik alle vild som får, enhver på sin egen vej»; det vil sige: sådan som vi levede, og hvad vi end foretog os, vendte vi os blot længere bort fra Gud. Og Sl 14,3: «De er alle faldet fra og alle sammen udygtige; der er ingen, som gør godt, ikke en eneste» osv.

Det beviser også gerningen og erfaringen åbenlyst: hvordan verden altid har splittet sig i så mangfoldige slags afgudsdyrkelse eller falsk gudsdyrkelse og overtro (også dengang, da det skulle stå bedst til i Guds folk); den ene er løbet herhen, den anden derhen; de har altid søgt og søgt efter, hvor de kunne finde vejen til himlen, og er dog kun kommet længere og længere bort fra den. Ligesom et får, der er kommet bort fra hjorden og sin hyrde og er faret vild: jo længere det løber, og jo mere det hører på de fremmedes stemme, jo mere farer det vild; det bliver skræmt og flygter, indtil det går helt til grunde, medmindre det igen hører sin hyrdes stemme. Derfor må ingen rose sig af, at han selv har truffet den rette vej og med sit liv fortjent Guds nåde og forløsning fra synderne; men alle må bekende og give Skriften medhold i, at vi har været lutter vildfarne får og kun er flygtet længere bort fra vores hyrde og Frelser, indtil han omvendte os til sig.

«Men nu er I omvendt til jeres sjæles hyrde og biskop.»

«Nu har I hørt jeres hyrdes stemme, som har ført jer til sig ud af afgudsdyrkelsen og alle slags vildveje. Det har I ikke fortjent, men det er vundet for jer ved hans sår og blod. Se derfor til,» vil han sige, «at I også lever som dem, der ikke længere er vildfarne og fortabte får, men nu er omvendt og bragt tilbage og følger deres kære Frelser. I ham har I begge dele: en god hyrde, som med al flid fører jer på græs og sørger for jer, og en trofast biskop, som alle vegne holder øje med jer for at beskytte jer og holde jer hos sig.»

Disse ord er overmåde liflige og trøstefulde, selv om det fine ord «biskop» er skændigt formørket og fordærvet af vores afgudspræster og biskopmasker, ligesom de også ved deres antikristelige styre har vendt op og ned på disse ord for os og fordærvet dem: gejstlig og kirke, gudstjeneste, præst osv. For gejstlige burde alene de kaldes, som ved Kristi sår er forløst fra synderne og også lever helligt; og dette navn er gået fra de rette kristne over til pavens salvede plathoveder og de beskårne alene. Sådan er det også, når vi hører ordet «biskop»: så tænker vi ikke længere end til de store spidse huer og sølvstavene, som om det var nok at sætte sådanne masker ind i kirken som de udskårne eller hugne afgudsbilleder; og de er heller ikke bedre end dem, bortset fra at de gør mere skade.

Men en rigtig biskop kalder Skriften den, som er en tilsynsmand eller vogter og vægter, ligesom en vægter eller tårnvægter i en by eller enhver amtmand og regent, som altid må sidde på vagt og holde øje med land og by. Og i gamle dage var biskopperne i hvert sogn sådanne folk, og de hed netop sådan, fordi deres embede var at holde øje med kirkerne, vogte og våge imod Djævelen, falsk lære og al forargelse. Derfor minder Sankt Paulus dem også om dette embede og formaner dem i ApG 20,28: «Så giv nu agt på jer selv og på hele hjorden, som Helligånden har sat jer til biskopper over» osv. Sådan skulle de stadig være (og sådan er i sandhed alle fromme sognepræster og sjælesørgere); men nu er det i hele pavedømmet ikke andet end et tomt navn, til synd og skam for hele kristenheden.

En sådan trofast vogter og rigtig biskop og hyrde (for det er ét og samme embede og navn) er nu Kristus, vores kære Herre, som frem for alle bærer dette navn med al ære, os til evig trøst. For både ved Guds højre hånd går han uden ophør i forbøn for os hos Faderen og viser ham sine sår, og hernede på jorden regerer, nærer, forsørger og beskytter han den lille flok, som tror på ham, ved sit ord, sakramenterne og Helligåndens kraft. For var han ikke selv til stede og holdt vagt, ville Djævelen for længe siden have revet os alle bort og udslettet os, sammen med Guds ord og Kristi navn; sådan som det går, hvor Gud er vred og vender sine øjne bort for at straffe verden og utaknemmeligheden: dér er straks alt i Djævelens vold. Men hvor den rette lære, troen, bekendelsen og sakramenternes brug endnu bliver og går, dér er det alene denne kære hyrdes og biskops vagt og vågen.

Og det er jo trøstefuldt, at vi i Kristus har en så trofast og god pape og præst [«Pfaffe», oprindelig et hæderligt navn for en præst.] (skønt også dette fine navn desværre er kommet i vanære og foragt på grund af pavens skændige, salvede plathoveder), og at vi er så salige små får, at vi har vores hjertelige tilflugt hos denne vores hyrde og med glæde kan trøste os ved ham i al nød, i vished om, at han med al troskab sørger for os og forsvarer, skærmer og beskytter os imod Djævelen og alle helvedes porte, som hele Sl 23 smukt og glad synger om det: «Herren er min hyrde» osv.