17. søndag efter trinitatis (Ef 4,1–6)

Epistlen på 17. søndag efter trinitatis, Ef 4,1–6

Dette er også en smuk prædiken om de gode gerninger hos de kristne, som tror og adlyder evangeliets lære, som Sankt Paulus forud har givet efeserne; sådan som vi hørte i epistlen sidste søndag, at han ønsker dem, at de må tiltage og vokse i erkendelsen af den. For det må altid være grunden for al lære og alt liv og en kristens høje, evige skat for Gud, nemlig troen på Kristus, som alene modtager syndernes forladelse og gør os til Guds børn. Når vi nu har den, så skal dens frugter også drives frem, så de kristne viser sig og lader sig se som folk, der lever Gud til ære og i lydighed mod ham, for at Gud derved kan blive æret og priset; og det har de så også selv ære og evig løn af for Gud og mennesker.

Men denne formaning knytter han til påmindelsen om sit fangenskab og sin trængsel, som han lider for evangeliets skyld og dem til gode og til ære (som han sagde forud), for at de til gengæld for dets skyld også skal ære evangeliet med deres liv og vandel. Og først giver han en almindelig regel for de kristnes hele liv:

«At I vandrer, som det sømmer sig jeres kald.»

Det skal være hovedstykket og det vigtigste, som en kristen skal rette sin ydre vandel i verden efter: at han minder sig selv om og betænker, hvortil han er kaldet og sat af Gud, det vil sige, hvorfor han hedder en kristen, og så lever derefter; og at han lader det skinne for al verden, nemlig at Guds og Herren Kristi navn og ord bliver priset ved hans liv og gerninger; sådan som Kristus selv formaner sine i Matt 5,16: «Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de skal se jeres gode gerninger og prise jeres far, som er i himlene» osv.

Sådan vil Sankt Paulus også sige her: I har nu modtaget Guds ord og nåde og er blevet så salige folk, at I har alt i Kristus, hvad I behøver; mind jer selv om det, og betænk, at I er kaldet til noget langt andet og højere end andre mennesker, og lev også sådan, at man kan se, at I tragter efter et større gode, ja, allerede har fået noget langt bedre end det, verden har, og at I med jeres liv er til ære og pris for Herren, som har givet jer denne skat, og ikke giver nogen anledning til at spotte og dadle jeres skat eller foragte hans ord, men tværtimod dermed lokker og ægger enhver, så de ved jeres vandel og gode gerninger bliver bevæget til at tro på Kristus og prise ham.

For en kristen skal vide, at han ikke lever på jorden for sig selv eller for sin egen skyld, men hans liv og væsen på jorden tilhører hans Herre Kristus; derfor skal det også være rettet mod hans ære og pris og tjene ham, sådan at han med Sankt Paulus (Gal 2,20) ikke alene om troens åndelige liv og nådens retfærdighed, men også efter dens frugter i sin ydre vandel kan sige: «Jeg lever ikke mere, men Kristus lever i mig»; sådan at det kan kaldes at vandre i Kristus (som Sankt Paulus siger et andet sted), ja, at have iført sig Kristus selv, Rom 13,14, som vores klædning og pryd, så han skinner i os og bliver kendt.

Men hvor det ikke sker, dér bliver synden til gengæld langt sværere og værre. For i enhver synd hos dem, der hedder kristne eller Guds folk, bliver Gud ikke alene vakt til vrede ved ulydigheden, men dertil kommer også foragten for det andet bud, som gør synden langt sværere; nemlig at Guds navn bliver spottet derved, og andre bliver forarget, sådan som Sankt Paulus også siger i Rom 2,24: «Guds navn spottes på grund af jer blandt hedningerne.» Derfor bør en kristen med rette leve sådan, at han dog skåner Guds og Kristi ære, så hans navn ikke bliver vanæret, og han ikke selv skal bære skylden for, at han gør det onde; ligesom Djævelen sammen med verden driver alt, hvad han kan, til vanære og spot mod Gud, bare for at vise sit bitre had mod Kristus og hans ord og skade kirken ved forargelse, både for at skræmme de vantro bort fra evangeliet og for at få de svage til at falde fra.

For at hindre det skal de kristne vogte sig desto flittigere for at give forargelse med deres liv, og deres Guds og Herres navn og ære skal være dem kærere end at ville lade ham blive spottet, eftersom de for hans skyld også skal give afkald på deres egen ære, gods, legeme og liv, fordi de har deres højeste skat og frelse i ham; og de skal betænke, at når de holder den skat smuk og dyrebar, så er det deres egen ære og pris for Gud og mennesker; sådan som Gud lover og siger i 1 Sam 2,30: «Den, der ærer mig, vil jeg også ære.» Og omvendt, at når de ikke gør det, drager de dermed Guds højeste vrede og deres egen foragt og skam over sig; sådan som han siger videre samme sted: «De, der foragter mig, skal selv blive ringeagtet»; og i det andet bud truer han med alvorlig og frygtelig straf over alle, der fører og bruger hans navn unyttigt, det vil sige ikke til hans lov og ære osv.

Her kan nok enhver ransage sit eget liv og se efter, hvor flittig han er på dette punkt, til at forhindre forargelse for evangeliet og rette sine gerninger og sin færd efter Guds alvorlige bud, til ære og pris for Guds navn og for evangeliet. Ja, her vil enhver finde store og svære synder nok, som han godt kan begræde og bedre, så han ikke lader Guds vrede komme over sig; især fordi evangeliet nu i denne sidste onde tid i forvejen alle vegne bliver trykket ned af så store og mange forargelser. Mennesket er jo skabt til at være Guds billede, og netop til at være Guds billede, for at Gud skal og vil blive kendt gennem ham; derfor skulle Gud jo også skinne og lyse i menneskets hele liv og vandel som i et spejl, og en kristen burde ikke have nogen højere eller større omsorg end at leve sådan, at Guds navn ikke bliver vanæret.

Det er det første stykke i Sankt Paulus’ formaning om de kristnes hele liv; derefter nævner han nogle særlige gode gerninger, som alle kristne også i almindelighed skal flittigt øve sig i: ydmyghed, mildhed, tålmodighed, Åndens enhed osv. Om dem er der før sagt noget hver for sig i de andre epistler, særlig Sankt Peters; således om ydmygheden (som også dagens evangelium taler om) på 3. søndag efter trinitatis; om tålmodighed og mildhed på 2. søndag efter påske og på 5. søndag efter trinitatis.

Hermed er der givet alle kristne, i alle slags stænder, gode gerninger nok, så man ikke behøver at søge andre eller bedre; for Sankt Paulus vil ikke pålægge dem særlige gerninger uden for eller ud over de almindelige stænder, sådan som de falske helgener lærer og gør, som byder folk at løbe bort fra folk ud i ørkener, og som sætter deres eget munkevæsen og selvvalgte gerninger op og roser dem som langt højere og bedre end de andre almindelige kristnes, ja, dermed gør dem foragtede og regner dem for farlige stænder; sådan som pavedømmet hidtil uden blusel har kaldt dem verdslige stænder, og de, der levede i dem, har måttet mene, at de vanskeligt kunne komme i himlen, hvis de ikke også blev gejstlige (for alene munkenes og præsternes stand har de regnet for gejstlig), eller dog i det mindste gjorde sig delagtige i deres gerninger og købte deres fortjeneste af dem.

Men Sankt Paulus og hele Skriften lærer alene de gode gerninger, som Gud i de ti bud har pålagt alle i almindelighed, og som skal ske i det almindelige liv og i stænderne; de giver vel ikke stor glans og pragt for verdens øjne, sådan som hykleriet med deres selvvalgte gudstjenester gør, og dog er de rigtig kostelige, gode og nyttige gerninger, både for Gud og for menneskene; for hvad kan være Gud mere velbehageligt og folk mere opbyggeligt end at leve sådan i dit kald, at Gud får ære af det, og at du med dit eksempel også drager andre med dig til at elske Guds ord og prise hans navn? Ligeså: hvilke dyder er mere nyttige i menneskenes hele liv end ydmyghed, mildhed, tålmodighed og at være enige? osv.

Men hvor kan man gøre det bedre end i de stænder, som Gud har ordnet til at leve i med hinanden blandt folk? Ja, det selvvalgte, særlige liv og munkenes hellighed er slet ikke til nogen nytte for det. For hvem bliver bedre af, at du går i kloster, gør dig til noget særligt og ikke vil leve som de andre? Hvem hjælper din kutte, dit sure ansigt, dit hårde leje? Hvem kommer derved til at kende Gud eller til trøst for samvittigheden, eller hvem bliver derved tilskyndet til kærlighed til næsten? Ja, hvordan kan du dér tjene næsten og vise kærlighed, ydmyghed, tålmodighed og mildhed, når du ikke vil leve blandt folk og holder din selvvalgte regel eller orden så strengt, at du hellere lader næsten lide nød, end at du handlede imod den?

Det er nok værd at undre sig over, at verden ligger i så stor blindhed, at den regner både Guds ord og hans ordning og stænder, som den dog daglig må leve i, for slet intet. Prædiker man for den om troen på Guds ord, så holder den det for kætteri; taler man om gerninger og stænder, som Gud selv har indstiftet, så holder den det igen for det rene ingenting og ved at gøre det meget bedre. At en almindelig kristen i huset, en tjenestekarl og en pige i deres tjeneste lever kristeligt: «Åh», siger den, «det er bare verdslige ting! Du må tage fat på en anden måde, krybe ind i en krog, tage en kutte på, valfarte til helgenerne, så kan du hjælpe dig selv og andre i himlen.» Spørger du: «Hvorfor?» eller: «Hvor har Gud sagt det?», så er der i grunden ingen anden årsag end denne: «Vor Herre Gud ved ikke noget om det og forstår ikke, hvad gode gerninger er; hvordan skulle han så kunne lære det? Han må selv gå i skole hos disse højt oplyste helgener og lære af dem.»

Men det hele kommer af den sørgelige, medfødte plage og ulykke, som hedder arvesynden; det er en sådan blindhed og ondskab, at den ikke vil se eller agte Guds ord, vilje og gerning og i stedet sætter andre ting op efter vores egne hedenske tanker; den har trukket en så tyk hud både over sine øjne, ører og hjerte, at den ikke kan se lyset, hvordan de kristnes almindelige liv, mand og kvinde, de lavere og de højere stænder, er smykket og prydet med Guds ord; og den vil heller ikke lade sig overtale til at øve sig flittigt i at gøre disse gerninger, som Gud selv vidner om, at han har hjertelig velbehag i hos dem, der tror og er i Kristus. Kort sagt: erfaringen i hele verden viser og vidner, at det er en stor, særlig nåde, og at kun få er så salige, at de gør de rette, gode gerninger, mens den store hob af dem, der vil være hellige, gør sig forgæves møje med andre tomme, forgæves gerninger, som de regner for store, og dermed gør sig selv helt uduelige til rette gode gerninger, som Sankt Paulus siger (Tit 1,16).

Det er den ene skade, som en sådan vildfarende, menneskelig indbildning om selvvalgte gerninger og hellighed fører med sig. For det andet følger det også, at de smukke, yndige dyder, som Sankt Paulus her lærer og priser, ydmyghed, mildhed, tålmodighed, Åndens enhed osv., derved bliver hindret, ja, slået helt ned til grunden og ødelagt, og at det modsatte, de fjendtlige laster, bliver styrket af Djævelen. For hvor man falder bort fra Guds ord og hen på selvvalgte menneskegerninger, dér må der først følge al slags indbildskhed og egenrådighed, så den ene sætter dette op og den anden hint, og hver vil have æren for, at hans er det bedste; derefter vil den næste igen lave noget bedre; deraf kommer der lige så mange slags splittelser og sværmeri, som der er sådanne lærere og gerninger; sådan som det hidtil har været under de så utallige mange sekter i pavedømmet og altid er under alle sværmeånder. Dér kan ingen af disse dyder, ydmyghed, mildhed, tålmodighed, kærlighed osv., få plads, men det modsatte må følge, fordi hjerterne og sindet ikke er ét: at den ene hovmodigt foragter den anden og, hvor man ikke lader hans ting være rigtig og god, begynder at vredes, misunde og hade; han kan ikke have venskab eller tålmodighed med nogen, som ikke laver og gør det, sådan som han lige vil have det osv.

Derimod er det kristne liv, troens og dens frugters liv, efter Guds ord ordnet sådan, at det alt sammen tjener til at bevare kærlighed og enhed og fremmer alle dyder. For det river ikke den ordning i stykker, som Gud har skabt og stiftet, de almindelige stænder og deres gerninger blandt menneskene: øvrighed, far, mor, sønner, døtre, herrer, fruer, tjenestekarle og piger; men det stadfæster dem alle som gode stænder og gerninger; det byder hver især i sit kristne liv og alle i almindelighed at øve sig i kærlighed, ydmyghed, tålmodighed osv., sådan at ingen foragter den anden, men hver giver den anden sin ære og ved, at den anden også i en ringere stand kan være lige så frelst og god for Gud som han. Ligeså, at den ene har tålmodighed med den andens svaghed og ved, at andre også har noget at bære på i hans skrøbeligheder osv. Og kort sagt, at enhver viser den anden den kærlighed og det venskab, som han selv gerne ville have vist.

Dertil hjælper og fremmer det enige sind ganske udmærket: at en kristen ved, at han har Guds nåde, syndernes forladelse og det evige liv i Kristus, ikke for sin fortjenestes eller sit særlige livs og sine gerningers skyld; men at han i sit væsen og sin stand, hvor ringe han end er for verden, er lige så vel Guds barn, frelst og delagtig i alle Kristi goder (når han tror) som den allerstørste og fornemste helgen. Derfor behøver han ikke at se sig om efter andre gerninger, som ikke er ham befalet, og heller ikke misunde andre, at de står i en større stand eller har flere gaver fra Gud og kan gøre større gerninger; men han skal holde sig efter sit mål og tjene Gud i sit kald og takke ham for, at han også i hans stand bruger ham som sit redskab.

Omvendt skal også denne sindets enhed lære og vise den, der efter Guds kald tjener i en højere stand og med højere gaver og gerninger, at han skal blive i ydmygheden og ikke foragte andre, men vide, at han ikke er bedre for Gud og gælder mere, fordi han har større gaver, men at han er så meget mere skyldig at tjene andre med dem, og at Gud også gennem dem, der har ringere gaver, kan gøre mere og større ting; sådan kan han også vise tålmodighed, mildhed og kærlighed mod næsten, som er svag og skrøbelig, når han betænker, at de sammen med ham også er Kristi lemmer og delagtige i hans nåde og frelse.

Se, derfor driver apostlene Sankt Paulus og Sankt Peter alle vegne så flittigt på denne dyd, som hedder: at være enige; for den er også den mest nødvendige og smukkeste dyd blandt de kristne, som holder og binder kristenheden sammen og ikke lader sekter og splittelse opstå; sådan som der tidligere er sagt mere om. Derfor formaner Sankt Paulus her, at man skal holde fast ved den med al flid og (som han siger) være omhyggelig for at bevare den. Men han kalder den Åndens enhed for at vise, at han taler om enheden i den rette lære og tro; ellers kan det ikke kaldes én og samme eller en enig Ånd, eftersom der ingen Helligånd er uden erkendelse af og tro på Kristi evangelium; derfor må man frem for alt stræbe efter, at Skriftens rette lære bliver bevaret ren og i enighed.

For det er også den allerstørste og mest skadelige forargelse for kirken at stifte tvedragt og splittelse i læren; den driver Djævelen også allermest på, og den kommer gerne af nogle hovmodige, egenrådige og ærgerrige hoveder, som vil være noget særligt og strides om deres ære og ry; de kan ikke finde sig i at stå lige med nogen, de mener, det ville være en skam for dem, hvis de ikke skulle roses for at være lærdere og have en større ånd (som de dog slet ikke har) end andre; de under ingen æren, selv om de ser, at han har større gaver. Ligeså søger de af misundelse, vrede, had eller hævngerrighed mod andre at lave sekter og hænge folk på sig. Derfor har han først formanet dem til de nødvendige kærlighedsgerninger, at de øver ydmyghed, tålmodighed osv. mod hinanden, og at den ene kan bære over med den anden osv.

Det er klart og åbenbart nok af erfaringen, hvilken skade og ødelæggelse denne forargelse – splittelse og tvedragt i læren – bringer i kirken; for ud over at mange folk bliver forført, og hoben straks falder til, hvor den hører noget nyt fra de hovmodige, frække ånder, fremført med stor glans og prægtige ord, så følger det også deraf, at mange af de svage og ellers godhjertede folk falder i tvivl og ikke ved, hvem de skal holde sig til; og deraf kommer det så videre, at læren bliver foragtet og spottet af mange, som søger en anledning til at modsige den. Ligeså, at mange bliver helt ryggesløse og epikuræiske og regner al religion og alt, hvad man siger om Guds ord, for slet intet. Ligeså, at også de, der hedder kristne, bliver forbitrede på hinanden i en sådan strid og bider og æder sig selv med had, misundelse og andre laster, hvorover både kærligheden bliver kold og troen slukkes.

Skyld i en sådan forstyrrelse i kirken og i al den ødelæggelse af sjælene, som sker derved, er de egenrådige, sekteriske hoveder, som ikke bliver ved den enige lære eller holder Åndens enhed, men for deres egen indbildskheds, æres eller hævngerrigheds skyld søger og stifter noget nyt og således drager langt frygteligere og mere uudholdelig fordømmelse over sig end andre. Derfor skal de kristne her vogte sig, så de ikke også giver anledning til splittelse eller tvedragt, og med al flid og omhu (som Sankt Paulus her formaner) være med til at holde fast ved enheden. For det går heller ikke så let at bevare den; der byder sig også blandt de kristne mange og mangfoldige årsager, som let kan bevæge dem til uvilje, vrede og had; og Djævelen søger også anledninger, puster til ilden og blæser på, hvor han kan; derfor må de se til, at de ikke giver plads for en sådan tilskyndelse, som Djævelen eller deres eget kød driver i dem, men kæmpe imod den og gøre og lide alt, hvad de skal, hvad enten det gælder ære, gods, legeme eller liv, så de, så vidt det står til dem, ikke lader lærens, troens og Åndens enhed rive i stykker.

«Ét legeme og én Ånd, ligesom I også er kaldet til ét håb ved jeres kald. Én Herre, én tro, én dåb, én Gud og Fader» osv.

Det skal være årsagen, som skal bevæge de kristne til at holde fast ved Åndens enhed: at de alle sammen er lemmer på ét legeme og delagtige i alle åndelige goder; for de har alle lige meget den samme skat, nemlig én Gud og Fader i himlen, én Herre og Frelser, det samme ord, den samme dåb og tro, og kort sagt den samme frelse. Når nu et sådant gode er fælles for dem alle, så den ene har lige så meget i det som den anden, og ingen kan få mere eller noget bedre, hvad grund kan han så have til at lave splittelse eller søge noget andet?

Og hermed viser og lærer Sankt Paulus, hvad den rette kristne kirke er, og hvorpå man skal kende den; nemlig at der ikke er mere end én eneste kirke eller ét Guds folk på jorden, som har den samme tro og dåb, den samme bekendelse af Gud Fader og Kristus osv., og som holder sammen og bliver ved det i enighed. I den må enhver lade sig finde og være indlemmet i den, som vil blive frelst og komme til Gud, og uden for den bliver ingen frelst.

Derfor hedder og er denne kirkens enhed ikke det at have og holde det samme ydre styre, de samme love eller forordninger og kirkeskikke, sådan som paven med sin hob foregiver og vil have alle udelukket af kirken, som ikke vil lyde ham i dette; men den er dér, hvor denne enighed i den ene tro, dåb osv. er. Derfor hedder den én eneste, hellig, catholica eller kristen kirke [«katolsk» i betydningen almindelig, altomfattende], fordi der er den samme rene og klare lære af evangeliet og den ydre bekendelse af den alle steder i verden og til alle tider, uden hensyn til, hvilken ulighed og forskel der ellers er i det ydre, legemlige liv eller i ydre ordninger, sædvaner og ceremonier.

Omvendt: de, der ikke holder denne enhed i lære og tro i Kristus, men ved siden af den stifter splittelse og forargelse (som Sankt Paulus siger i Rom 16,17) med deres menneskelære og selvvalgte gerninger, som de strides om og byder alle kristne at holde som nødvendige, de er ikke Kristi rette kirke og heller ikke dens lemmer, men modstandere og ødelæggere; sådan som vi ofte har bevist andre steder. Denne sikre lære og trøst har vi mod pavedømmet, som anklager og fordømmer os for, at vi er gået og veget bort fra dem, og skælder os for frafaldne fra kirken, skønt de dog selv er kirkens rette frafaldne, som forfølger sandheden og river Åndens enhed i stykker (under kirkens og Kristi navn og titel); derfor er enhver efter Guds bud skyldig at modsige dem, ja, at sky og flygte fra dem.