16. søndag efter trinitatis (Ef 3,13–21)

Epistlen på 16. søndag efter trinitatis, Ef 3,13–21

Sankt Paulus har indtil nu i denne epistel lovprist prædikeembedet, som i Det Nye Testamente forkynder evangeliet, og med høje, prægtige ord fremstillet, hvilken nytte, kraft og visdom – kort sagt, hvor meget godt dette embede bringer: at Gud derved overøser os med al den visdom, styrke og alle de goder, som han har og formår i himlen og på jorden. For evangeliet forkynder os livet ud af døden, retfærdighed ud af synden, forløsning fra helvede og alt ondt, og det fører fra mørkets rige til Guds rige. Alt dette er så stort, at Sankt Paulus ikke tror, han kan nå det med ord, og han taler så højt om det, at man ikke kan tale højere om det.

I dette stykke viser han nu, hvor omhyggelig han er for, at de også må beholde den prædiken af evangeliet, som de har modtaget af ham, og ikke lade sig rive bort fra den; og han bruger to måder dertil: først at trøste og formane, dernæst også at bede og ønske.

«Derfor beder jeg om, at I ikke bliver modløse over mine trængsler, som jeg lider for jer, og som er en ære for jer.»

Hermed trøster han sine kære kristne, som var blevet omvendt i Efesos, nu da han var taget til fange af kejseren i Rom, og formaner dem til at holde fast ved den lære, de havde lært af ham, og ikke lade sig skræmme eller vende bort af det syn og den tale: «Se, denne Paulus har prædiket for jer og foregivet store ting: at han var sendt af Kristus selv og havde udrettet mere end alle de andre apostle; og I har rost ham så meget og holdt så meget af ham, han alene skulle være det hele og gælde. Hvor er han nu? Hvad kan han hjælpe jer? Dér ligger han i Rom og er ikke alene dømt til døden af jøderne, men er i den grusomme tyrans, kejser Neros, hænder. Har vi ikke længe sagt, at det ville ende sådan med ham? Nu er han vel holdt op med den pral, han førte mod alle og enhver.»

For at komme en sådan forargelse og fare i forkøbet skriver han selv fra sit fængsel. Han vil altså sige: «I ser, kære venner, at jeg nu er fange, at Djævelen og verden har mig i deres hænder; det kan måske skræmme jer og give jer ond mistanke: ’Var læren rigtig, og var han så høj en apostel for Kristus, så ville Gud ikke lade det gå ham sådan’ – sådan som nogle falske apostle iblandt dem har pustet det op. Derfor beder og formaner jeg jer: selv om jeg er fange, så lad jer ikke forarge af det, og lad jer ikke skræmme og gøre forsagte. Lad os blive anfægtet, lide trængsel, være i ære eller skam, og lad det gå, som det vil; bliv I blot ved det, jeg har prædiket for jer, og som I ved er Guds visse ord og evangelium.» Sådan som han indtil nu har mindet dem om, hvortil de er kaldet af Gud, og hvad de har fået ved hans prædiken.

Denne formaning er stadig og til alle tider nødvendig i kristenheden; for det støder de svage hårdt for hovedet, når trængslerne bryder løs, så man skal lide for evangeliets skyld, og især når man også skal miste dem, der er hovederne, som har lært og ledet folket, og oven i købet må høre på de skændige, bitre lastermunde. Også blandt os må vi vente en sådan forargelse, hvis lærerne bliver angrebet. Derfor skal også vi være rustet, så enhver har grebet evangeliet på den måde, at selv om nogle af os allerede faldt fra det for at hykle for paven eller tyrannerne og blev til løgnere eller skurke, så kan han stå for sig selv og sige: «Nuvel, jeg tror ikke, fordi denne mand har sagt og lært det; lad ham fare eller blive, hvor han vil, læren er dog rigtig, det ved jeg; og lad det så gå mig og andre, som Gud vil.»

Sådan har jeg indtil nu selv måttet gøre for min egen person, og sådan må jeg stadig gøre; ellers havde det også skræmt mig og gjort mig modløs at se pave, biskopper, kejser, konger og hele verden imod denne lære, som de skulle forsvare, og de tanker havde overvundet mig: «Se, det er dog også mennesker; de kan da ikke alle sammen høre Djævelen til.» Hvad andet kan jeg her trøste mig ved og stå fast på, end at jeg må sige: «Selv om endnu ti verdener og alt, hvad der er stort, højt, vist og klogt, falder fra mig, og alle mine kære venner og brødre med, så er læren dog rigtig; den står og falder ikke, sådan som mennesker falder og vakler. Ved Guds ord vil jeg blive, hvad der så ellers står eller falder.»

For en kristen må jo have den forstand og det sind, at han kan skrælle personernes ydre masker – stor anseelse, majestæt osv. – af og skille dem fra Ordet. Den, der ikke gør det, kan ikke bestå i anfægtelsen; men hvor en anden falder, dér falder han snart efter.

Kirkens regimente på jorden er nu engang sådan, at menneskelig visdom og fornuft må støde sig på det, og mange slags forargelse går imod troen; men Gud er også sådan en mand, at han har lyst til at regere, ikke med sværd eller synlig vold og magt, men ved svaghed, Djævelen og verden til trods; og han optræder ikke anderledes, end som ville han helt lade sin kirke gå under. Vi kan nok værge mod forargelsen og holde stand, så længe og så langt vi kan; men det hjælper også kun, hvad det kan, så vi dog til sidst må blive ved denne trods: «Den, som har bygget kirken og hidtil opholdt den, han opholde den fortsat.» Hvis kirken skulle regeres af mennesker, ville vi ikke regere den godt; men når Kristus lever og endnu sidder på den trone, som Gud har sat ham på, så vil vi se, hvem det er, der kan rive ham ned og udslette hans kristenhed.

For vi kan jo lige så lidt gøre noget ved det (når den time kommer) som Sankt Paulus, der ligger i lænker og ikke kan opholde nogen; han må overlade det til Herren Kristus, selv om han som en tro apostel ikke holder op med, også når han er fraværende, at formane og advare, så meget han kan. Han ved godt, at hvor han taler et ord, dér er der ganske vist mange falske apostle, som forvrænger alt for ham og i stedet fylder ørerne med deres snak og giftige ord; sådan som han klager et andet sted, at hele Asien ved sådanne folk var bragt til at falde fra ham (2 Tim 1,15). Det var efesernes nærmeste naboer, for de lå også i Asien.

Men for at han kan trøste og styrke dem så meget mere, begynder han at smykke sin lidelse og trængsel med en smuk ny retorik; han vender det lige om, imod verdens indbildning og lastermundenes dom: «Min lidelse og trængsel,» siger han, «som for verden og for jer efter kødet ses på som det allerskadeligste, bringer jer ingen skade eller ulempe, sådan som de giftige munde puster denne forargelse op; den er tværtimod til gavn for mig og jer, og selv om de mener derved at gøre jer det største afbræk, så følger der dog en sådan gavn deraf, som de ikke havde ventet.»

«For det, jeg lider,» siger han, «lider jeg ikke for min egen skyld, men for jer, det vil sige jer til gavn, så det er bedre for jer, end hvis jeg var hos jer og prædikede. Hvordan det? Jo, jeg lider alene for prædikenens og evangeliets skyld, som jeg har givet jer, og sætter alt, hvad jeg er og har, ind på det, for at I kan beholde det og se, at det er mig alvor, og at jeg kæmper og holder fast ved det, som er givet og befalet mig af Kristus, med fare for mit liv og parat til at give det; og således ærer og stadfæster jeg evangeliet med mine kæder og bånd, for at I, styrket derved, også kan holde så meget fastere ved det.»

Derfor vil vi gøre en kostelig byttehandel ud af denne lidelse og trængsel, som verden lægger på os for at gøre stor skade dermed, så Gud må fælde denne dom og sige: «Hører du, verden, Djævel, kejser, tyran: du har fanget min apostel Paulus for mine fromme kristnes skyld; hvad har de gjort dig, eller hvad har de forskyldt? Ja, uden nogen skyld fra deres side plager du dem, alene fordi jeg har givet dem mit ord, og altså mig imod og til trods. Hvad skal jeg sige til det andet end dette: Det er ikke Paulus, du har sat i blokken og bundet, men mig? Er det ikke for meget, at en dødelig maddikesæk – hvad enten den hedder kejser eller fyrste – understår sig i at fange Gud i himlen? Men mener du, at jeg vil tie stille til det og lade det gå sådan hen og ikke sønderrive kæder, blokke og bånd og sige: ’Vig og forsvind, Djævel og tyran, og lad mig regere’, og for én Paulus give ti andre og af én kirke i Efesos gøre tredive, ja hundrede kirker?»

Sådan også nu (for det går jo ligesådan): hvor de får fat i en evangelisk prædikant, dér må han enten druknes eller myrdes i det skjulte eller hænges og brændes offentligt. Hvorfor sker det? For de kristnes skyld og for den lære, som de har lært dem. Imens ser Gud en tid til med leende mund og siger: «Kære herrer, vær ikke så vrede! Ved I også, hvem I har fanget og myrdet? Mig, den guddommelige majestæt; for det er jo ikke deres, men mit ord og min befaling, som de har lært, og som mine kristne tror (det kan I ikke selv nægte). Nuvel! Nu må jeg til gengæld også se, hvordan jeg kan værge mig mod jeres vrede.

Hvordan kan jeg gøre det? Åh, jeg må gøre det sådan, at det igen bliver jer til behag og glæde! Hvor én by har haft en præst og evangeliet, dér skal nu ti, tyve byer have deres sognepræster og prædikanter; ja, jeg vil gribe ind i jeres egne stifter, I paver og biskopper, så I selv må tåle og tage imod evangeliet (hvad enten det sker jer til tak eller til sorg); eller hvis I bliver ved med at rase, vil jeg en dag sende jer sådan en alarm, at I går under med bispehuer og det hele.»

Se, det er det, Sankt Paulus mener, når han siger, at han lider for dem, det vil sige dem til gode og gavn, så de skal vide, at der ingen nød er med lidelsen; for det drejer sig ikke om Paulus, men om dem, og hans lidelse er ikke en simpel Paulus’ lidelse (som der ikke ligger så meget på), men en apostels eller prædikants i Kristi kirke. Hvor dette navn kommer til lidelsen, og det ikke hedder, at Hans eller Peter er kastet i fængsel (det kunne Gud endnu lade gå hen), men kirkens sognepræst og prædikant, så er det at spøge for groft med majestæten og friste ham for hårdt, ja, at lægge hånd på ham selv.

Derfor må han trøste sine kristne sådan: «Kære børn, bliv ikke forskrækkede over det, og frygt ikke for, at de vil fange mig og henrette mig. Lad dem prøve, hvad de kan; men I skal også få at se, hvordan jeg vil rive et hul gennem fængsel og reb og gøre sådan et rabalder iblandt dem, at de må ligge i asken; og hvor én har stået evangeliet imod, dér skal ti andre i stedet prædike det.»

For når de ikke vil lade sig sige noget eller holde op med at rase, men endelig vil erfare, mod hvem de raser, så må han også vise dem, hvem han er: ikke Paulus eller en apostel, men ham, til hvem der er sagt: «Sæt dig ved min højre hånd.» Ham er det slemt at kilde, og han sidder nu på det sted, hvor han ikke skal lide noget. Det skal de få at se, sådan som hine begge har set det – jøderne, der ofrede Sankt Paulus i kejserens hænder, og romerne selv: at kort efter, at Sankt Paulus var henrettet, lå Jerusalem i aske, og ikke længe efter blev også byen Rom ødelagt. For han, den stakkels Kristus, vidste ellers ikke at finde noget hul eller nogen redning, da han blev fanget og dræbt i sine apostle og martyrer, end at rive hele byen ned i en dynge. Det kan Tyskland nu også vente sig.

Her er det ikke nødvendigt at svare de grove, ulærde tølpere (de pavelige og gendøbersekterne), som trækker denne og lignende tekster (hvor Sankt Paulus siger: «Jeg lider for jer») derhen, som om en kristen skulle fortjene noget for andre med sin lidelse eller hjælpe dem til frelsen. For han siger jo ikke sådan: «Jeg lider for jer for at erhverve jer syndernes forladelse og frelsen.» For han og hele Skriften siger ellers overalt klart nok, at alene Kristi lidelse har fortjent og erhvervet dette for alle mennesker. Men det kan Sankt Paulus og enhver prædikant godt sige: «Hvad jeg prædiker og lider, det gør jeg for jer eller for jeres skyld»; ligesom en mor eller far kan sige til deres barn: «Det må jeg gøre og lide for dig.»

Det er alt sammen gerninger og lidelser, som ganske vist kommer en anden eller mange til gode, til opbyggelse, trøst osv.; men derved fortjener de, der lider, hverken sig selv eller andre Guds nåde og livet. Nej, dertil hører en anden mand, Kristus, som ved sin lidelse udsletter din synd og ved sin død giver dig livet. Sådan taler Sankt Paulus også til dem, som allerede i forvejen er kristne, har syndernes forladelse og alt, hvad en kristen skal have; men han lider for dem, det vil sige dem til tjeneste, for at evangeliet derved kan vokse iblandt dem, jo mere dets fjender vil kvæle det, og for at deres tro kan blive styrket osv.

Ud over dette smykker og priser han sin trængsel og lidelse endnu mere, efeserne til trøst og styrke, og siger: «… som er en ære for jer.» Hvad er det for et nyt sprog? Hedder det ikke snarere sådan (som deres fornuft siger dem, og hele verden bekræfter): «At du ligger dér i fængslet, det er en skam for os alle»? For hvilken større vanære kan ske de stakkels kristne, end at deres prædikanter og sjælesørgere, af hvem de skal have lære og trøst, går så skændigt til grunde? Nuvel, for verden er det jo sådan; men jeg siger jer: For Gud og i sandhed er det jer en stor ære, som I kan rose jer af og trodse på. For I kan vende netop det, man vil håne og forarge jer med, om og sige: «Netop deraf ved jeg, at denne lære er rigtig og er Guds ord; for sådan skal det gå Guds ord og den sunde, frelsende lære, at den bliver hånet og forfulgt af Djævelen og verden, sammen med dem, der hænger ved den.» Det er de kristnes ros og ære, som Sankt Paulus siger i Rom 5,3: «Vi roser os af trængslerne»; det vil sige: vi holder det for en herlig, gavnlig, kostelig og salig ting.

For de kristnes ros kan og skal ikke bestå i det, som verden ophøjer og ærer; for den kan og vil heller ikke ære Gud og hans ord. Derfor skal de kristne ikke blive forskrækkede over det eller skamme sig, men meget mere være glade og gøre det til deres trods og ros; ligesom apostlene i ApG 4,13 og 5,41 glædede sig over, at de var værdige til at lide vanære for Kristi skyld. For sådan er det også gået Kristus selv, og de kristne skulle være kede af det, hvis det gik dem anderledes, og verden var dem venligt stemt; de skal tværtimod le ad det, være ved godt mod og, som Kristus siger i Matt 5,11, regne sig for salige, jo mere verden forfølger dem og viser dem al slags ondskab. Det er nu det første stykke af denne epistel; nu følger det andet:

«Derfor bøjer jeg mine knæ for vor Herre Jesu Kristi Fader, som er den rette Fader over alt, hvad der hedder fader i himlen og på jorden.»

Det er en alvorlig bøn og et alvorligt ønske, nu da han har trøstet dem i sin lidelse: at Gud også vil give dem kraft og styrke til at blive ved evangeliet med fast tro og ikke vige fra det eller blive modløse, selv om de må lide anfægtelse og trængsel, men standhaftigt overvinde dem alle. For her er det ikke nok blot at begynde og høre evangeliet eller også prædike det; kraften må også følge, så troen bliver standhaftig og viser sig i strid og anfægtelse; for Guds rige består ikke i ord, men i kraft, som Sankt Paulus siger (1 Kor 4,20). Det skal være en virkelighed, som man indvendig tror med hjertet, og den samme tro skal man udvendig også bevise med kærligheden; så det er gerning og ikke tale, liv og ikke snak. Og det er indrettet sådan, for at Ordet ikke alene skal klæbe på tungen og i ørerne, men komme til kraft, så der bliver en gerning og en handling af det. I Det Gamle Testamente talte Moses også nok meget, men ingen gjorde efter det; men her skal der være megen gerning og få ord. Dette ønsker Sankt Paulus her, for at evangeliet ikke skal være prædiket forgæves, men udrette det, som det bliver forkyndt for.

Og se, hvordan han hjælper kristenheden og giver os et eksempel, især prædikanterne, på hvordan man skal forbedre folket. Vi slår det letsindigt hen i vind og vejr. Når vi hører evangeliet og kan tale om det, mener vi, at det er nok, og lader det blive ved erkendelsen; vi bringer det hverken til kraft eller til kamp. Fejlen ligger sikkert i, at vi ikke beder med alvor. Vi skulle uophørligt ligge Gud i ørerne, dag og nat sukke og bønfalde ham om, at han ville give Ordet kraft til at virke i hjertet; som David siger i Sl 68,34: «Se, Gud vil give sin røst, eller sin torden, kraft.»

Det skal ikke alene prædikanterne gøre, men alle kristne skal holde ved og bede om, at Gud, som har givet erkendelsen, også vil give kraften, så Ordet ikke alene bliver ved snakken, men også kommer til kraft. For overalt er den største klage nu, at man prædiker meget, og ingen gør efter det; folk bliver tværtimod så rå, kolde og dovne, at det er en skam, og gør meget mindre end før; skønt vi dog har så stort og klart et lys, at vi ser, hvad der er ret og uret i hele verden. Derfor har vi jo grund nok til at bede, som Sankt Paulus gør her; og han vil sige: «Nu har I alt rigeligt og er overøst med Ordet, som er forkyndt og rigeligt forelagt jer. Men derfor bøjer jeg mine knæ, for at Gud vil give sin velsignelse dertil og se til sin pris og ære og give jer kraft og styrke, så det går op i jer og bærer frugt.»

Han taler meget alvorligt om sin bøn, som ville han sige: «Jeg må ligge her som fange og kan ikke være hos jer eller hjælpe jer på anden måde, end at jeg endnu kan bøje mine knæ (det vil sige med al ydmyghed og alvor bønfalde og bede for Gud) om, at han vil give jer og virke hos jer det, som hverken jeg eller noget menneske kunne gøre, selv om jeg var fri og altid hos jer.»

Og se, hvordan han skildrer sin bøn: han tager også den ydre gebærde, knæbøjningen, til hjælp. Men selv om denne ydre gebærde, hvor den står alene, er det rene hykleri, så gælder dog: hvor bønnen er ret og har sin ild, som den bliver tændt ved – når man først betænker nøden og de goder, som er givet os og bliver prædiket blandt folk ved Ordet, og troen vækkes på Guds ord og løfte – så bliver mennesket så optændt deraf, at det falder på knæ og beder om Åndens styrke og kraft. Derfor, hvor bønnen er tændt og brænder i hjertet, vil legemet fint af sig selv stille sig an, som det skal, med at løfte øjne og hænder og bøje knæ, uden at nogen behøver at lære det; sådan som Moses og David i Salmerne og Kristus selv har gjort.

Sådan lærer alle de ydre gebærder sig selv, når man beder af et brændende hjerte; for Ånden driver dem; derfor skal de ikke forkastes, undtagen hvor de sker uden Ånd, af hykleri; som når man mener derved at gøre Gud en tjeneste og en god gerning, og hjertet er langt derfra, som profeten siger i Es 29,13: «Dette folk ærer mig med sine læber, men deres hjerte er langt fra mig.»

Men når Sankt Paulus siger: «Jeg bøjer mine knæ for vor Herre Jesu Kristi Fader», så stadfæster han dermed den lære, at ingen skal formaste sig til at tale eller bede noget for Gud, uden at han griber ham ved navnet, sådan som han gør her, nemlig som vor Herre Jesu Kristi Fader. For Kristus er vor eneste mellemmand, og ingen skal komme til Faderen og bede eller blive bønhørt, uden at han kommer i Mellemmandens navn; altså sådan, at han bekender ham som sin Herre, som Gud har sat til, at han skal bede for os og desuden regere os på legeme og sjæl.

Det er da en herlig bøn, når den er stillet sådan; men dertil hører også en stærk tro, så vi griber det søde ord og præger Gud ind i hjertet som vor Herre Jesu Kristi Fader. For det er et meget trøsterigt ord, at Kristus er vor Herre – bortset fra at vi har gjort det skrækkeligt og holdt ham for en streng, vred dommer, som om han førte et sværd i hånden og sad deroppe, som ville han slå os i hovedet; skønt han dog alene derfor er Herre, at han skal beskytte os mod fremmede herrer og tyranner: Djævelen, verden, døden og synden og al ulykke; for vi er jo hans arvelod; derfor vil han tage sig af os, forbedre os og forløse os fra al tvang og vold.

Således er dette navn os fint, kært og trøsterigt og gør samvittighederne trygge, når vi tror. Men det er langt mere trøsterigt, at min Gud, min Herre, også er vor Herre Jesu Kristi Fader; ud fra dette navn vælder hele guddommen frem og bryder igennem og giver sig til os, så han må give alt, hvad jeg beder om i dette navn, i overflod. Dér er der intet andet end lutter hjælp og nåde, så han vil sætte mig som sit barn i Kristus over alt, hvad der er timeligt og evigt.

Desuden (siger Sankt Paulus) er han ikke alene en fader, men den rette Fader over alt, hvad der hedder fader i himlen og på jorden. De fædre, vi har på jorden, er fædre, som har avlet os efter kød og blod, eller også dem, man kalder sådan for alderens og ærens skyld; for enhver kalder med rette sin gamle herre fader, sådan som tjenerne i Kongebøgerne kalder deres herre Na’aman fader, 2 Kong 5,13.

Han vil altså nu sige: «Alt, hvad der hedder fader på jorden, er kun et skin eller en skygge og et malet billede i sammenligning med denne Fader.» Men sådan kan fornuften aldrig se på det, og ingen kan føle det i hjertet, hvis ikke Helligånden selv virker det. Så meget kan fornuften nok gøre, at den kalder ham en skrækkelig, vred dommer, som gør verden og tilmed helvede for snævert for den, så den ikke ved, hvor den skal blive af; men det er naturen umuligt af hjertet at kalde ham sin fader, langt mindre at holde ham for en Fader over alt, hvad der er fader i himlen og på jorden, som alle andre fædre kun er et spejl af.

Se nu, hvordan en far handler mod sit barn, og omvendt barnet mod faderen. Selv om faderen ikke er barnets kødelige far, så fører navnet dog så inderlig og trøsterig tillid med sig, at man venter sig alt godt af ham. Er det nu kun en spøg og et blændværk, når fædrene på jorden mener det så helt alvorligt og trofast med deres børn, hvad vil da denne himmelske Fader gøre, som er over alle fædre? Derfor vil Sankt Paulus lære os at gå langs bænkene [billedet er det lille barn, der lærer at gå ved at holde sig til bænkene] og ud fra hin naturlige tillid måle, hvad Gud er for en Fader, og hvad vi skal vente os af ham.

Den, der altså kunne tage sig et sådant hjerte over for Gud og sig selv, at han turde bære en sådan tillid og frimodighed over for Gud og af hjertet sige til ham: «Du er min kære Fader» – hvad skulle han ikke vove at bede om, og hvad kunne Gud nægte ham? Hans eget hjerte vil sige ham, at det skal være ja, hvad han så end beder om. Så vældig er denne fortrøstning og tillid i hjertet, og så vis, at det aldrig slår fejl for ham, hvad han beder om. Se, sådan lærer Gud os selv, hvordan vi skal bryde himlen op og lægge den åben, så vi ser, hvem han er.

Sådan er Paulus nu også vis på, at det, han beder om, er Gud velbehageligt og skal ske. Gjorde vi det samme, så ville det uden tvivl også ske for os. Men selv om der stadig er folk, som beder, ville det dog være godt, om de var mange, så evangeliet kunne gå stærkere frem og bære mere kraft. For vi ser jo, at det, Gud ske lov, går så vidt frem, at de, der raser imod det, alle må blive til skamme, og jo mere de raser, jo videre går det, og det helt uden vores råd og fortrøstning. Det sker uden tvivl alene, fordi Gud vækker nogle hjerter, som beder, så det går så stærkt uden vores medvirken; og jo kraftigere man beder, jo større lyst har Gud til at høre en sådan bøn.

Hvad er det nu for en bøn, Sankt Paulus her beder? Netop den, som vi også beder i Fadervor, især i første, anden og tredje bøn. Dem fatter han kort sammen i én bunke med andre ord, men mener dog netop det samme: at Guds navn og ord må blive helliget hos os, at Djævelens rige må gå under med al ondskab og alt, hvad der er imod Guds ord og vilje. Og han siger altså:

«At han må give jer kraft efter sin herligheds rigdom til at blive styrket.»

Det er prægtige ord, som han trænger og presser ud af en brændende ånd, og de viser, at han gerne ville udtrykke det endnu højere og finde sådanne ord, som han kunne lægge hele sit hjerte for dagen med. Men de er for svage og for få, og der bliver stadig meget mere glød tilbage i hjertet. «Efter sin herligheds rigdom», siger han; som om han ville sige: Så stor er hans herlighed, at den med rette kaldes en rigdom. For det er Guds ære og pris, at han giver meget og rigeligt; deraf skal man mærke, hvad han er for en Gud, nemlig en, som man skal vente sig alt godt af, og når man er i nød, al hjælp. For det kalder hele verden Gud; derfor har den også gjort sig så mange guder og påkaldt så mange helgener, fordi man ventede sig godt og hjælp af dem. Derfor kalder Skriften også mennesker guder, fordi de også gør godt og hjælper hinanden; som Gud selv siger til Moses i 2 Mos 4,16 [ordene om Farao står i 2 Mos 7,1; i 4,16 siges det samme om Aron]: «Du skal være Faraos gud.»

Men når en gud giver meget eller er stor i at give, har han også så meget større ære og herlighed. Nu er dette den sande Gud, som alene ejer al herlighed, og ikke blot herlighed, men herlighedens rigdom, sådan at han udøser alt, hvad der er i himlen og på jorden, rigeligt over al måde. For selv til de allerringeste skabninger giver han så overstrømmende meget, som for eksempel så meget vand, luft og jord med alt, hvad den bærer, at vi kun bruger og kan gøre os nytte af den mindste del deraf. Alligevel er vi så blinde og tossede, at vi ikke ser det, men foragter det og slår det hen i vind og vejr. Hvor meget mere gør han så ikke dette med de åndelige goder? Dér har han ganske udøst sig selv og givet sig til os med de allerhøjeste gaver og goder og tændt et så stort lys for os, at vi ved og ser, hvad verden, Djævelen og englene er, ja, hvad Gud selv har i sinde; ligeledes, hvad der er sket og endnu skal komme; så vi har al visdom og desuden al magt over synd, Djævel og død og er herrer over alle skabninger. Kort sagt: så stor en rigdom, at ingen kan udsige den.

Se, så stærke ord har Sankt Paulus brugt i denne bøn, og han bærer et sådant hjerte over for Gud, at det må være kraftigt, trænge gennem skyerne og åbne himlen. Han siger ikke, at Gud skal se på vores fortjeneste og værdighed og give ham det, han beder om, men på sin herligheds rigdom. For selv om vi ikke er det værd, så er Gud det dog værd, at man erkender hans herlighed og giver ham den ære, at han udøser sine goder så rigeligt for intet, for at hans navn alene må blive helliget. Sådan må bønnen være stillet, hvis den skal gælde for Gud og blive hørt; ellers, hvis han skulle se på vores fortjeneste, ville han give os en ganske mager tiggerbid. Skal han give rigeligt, så må han give sådan, at du bekender, at det er skænket af lutter nåde, og priser hans store herlighed.

Men hvad skal han så give, som Sankt Paulus beder om? Ikke blot at Ordet må være hos dem, skønt også det er et stort gode og en stor gave, når det går rigeligt; men at det også smager i hjertet og går stærkt i livet. Sådan sætter han ord og kraft over for hinanden: Mange har Ordet, men få har kraften, så det trænger igennem og bliver fulgt, og altså følger efter, sådan som man taler om det. Vores modstandere kan ikke skælde og spotte os værre end ved at sige, at vi prædiker og hører meget godt, men at det dog ikke kommer videre, og ingen gør derefter eller bliver bedre af det; ja, at vi bliver værre, end vi var før; derfor, siger de, ville det være bedre at lade det blive, som det var før.

Hvad skal vi nu sige til det? Vi siger sådan: For det første: Fordi vi ser, at det går så slapt, og kraften bliver så langt fra Ordet, har vi så meget mere grund til at bede, sådan som Sankt Paulus her gør og lærer. For det andet: Selv om de kun ser lidt forbedring og frugt, så er de dog ikke de folk, der skal dømme om det. De mener, at vi skal gøre lutter undere og opvække døde, og at der skal vokse lutter roser, hvor de kristne går, så der er ren og skær hellighed. Men var det sådan, hvad behøvede vi så at bede? For det, jeg allerede har, behøver jeg ikke og kan jeg ikke bede om, men skal takke Gud for det. Men når Sankt Paulus og Skriften byder os at bede, viser det, at det må skorte os på styrke; hvorfor skulle den ellers føre så unyttig snak? Sådan bekender han her selv, at efeserne er svage; det samme klager han også over i andre breve, og især til korinterne, og han driver overalt på, at de skal gøre og leve sådan, som de har lært. Men hvad tvinger ham til at drive så stærkt på det, andet end at han også har set, sådan som vi ser nu, at det skortede alle vegne og ikke ville følge efter, som det skulle!

Men selv om ikke alle gør derefter, så bliver dog nogle bedre, og det bærer jo den frugt, at det giver mange en god samvittighed, og meget ondt, som før skete, bliver ladt ugjort. Og skulle man se begge sider over for hinanden, så ville man på vores side endnu se en stor skat, som vi slår hen i vind og vejr. Og selv om vi er noget svage, skulle det derfor helt være tabt? Derimod er der på den anden side ikke andet end lutter dynd og skidt, og det ville de gerne dække over med at pege på vores svaghed; derfor må deres sag være smuk og vores stinke.

Så lad dem bare blive ved med at dømme. Vi bekender, at vi ikke alle er stærke; men det er også sandt: Var der ingen svaghed iblandt os, så behøvede vi ingen bøn eller formaning, ingen tilskyndelse og daglig prædiken. Men vil de fordømme evangeliet for vores svagheds skyld, som vi selv bekender, så er de netop dømt for Gud med den dom, de dømmer os med. Jeg kan godt stå i nådens rige og dog i det ydre være så svag, at du kan holde mig for en skurk. Du ser ikke troen, men Gud ser den, og jeg føler den; imens dømmer du mig efter det ydre væsen og gerningerne og tager fejl og fælder en dom over og imod dig selv. Vi ved også selv og klager over, at vi er svage og skrøbelige; derfor råber, beder og sukker vi, for at Gud må give os styrke og kraft.

For det tredje er vi visse på, at hvor Guds ord bliver prædiket, dér følger også dets frugt, og den må være der. Når vi nu har Guds ord, så må Guds Ånd også være hos os; men hvor Ånden er, dér må også troen være, hvor svag den så end er. Selv om man ikke ser den, så kan det dog ikke slå fejl: Der må også være kristne iblandt os, som daglig beder, uden at nogen af os opdager det. Så sker der dem ret, når de således løber sig fast og tager fejl. Samtidig ser de sig om efter de kristne, og der kommer dem ikke én for øje.

Ordet er for højt; det vil ikke dømmes af os, men skal dømme os. Og dog vil verden ikke dømmes og irettesættes af os, men vil selv dømme og irettesætte Guds ord – det skulle Gud nok have lyst til! Det ville være synd, om de skulle få en from kristen at se; derfor forblinder Gud dem også sådan, at de går fejl af hans rige, som der står i Es 26,10: Ut tollatur impius de terra, ne videat gloriam Dei [«for at den ugudelige tages bort fra jorden, så han ikke ser Guds herlighed»], «de ugudelige ser ikke Herrens herlighed». Derfor får sådanne kloge hoveder heller ikke mange rigtige kristne at se, men som regel narre eller sværmere, som de så stærkt støder sig og forarges over; for de er ikke værdige til at se Guds ære, det vil sige en from kristen, som Gud udøser sig over med alle sine goder.

Og selv om der kommer en for dem og stikker dem i øjnene, så ser de ham dog ikke. Hører de, at en fører et godt, ulasteligt liv, så siger de: «Det har kætterne også gjort og skjult gift under et godt skin»; fører en derimod et frækt, gudløst levned, så må han være en skurk. Hvordan man end bærer sig ad med dem, så gør man dem det ikke tilpas: Spiller man op for dem, så danser de ikke; klager man for dem, så hyler de ikke; de vil hverken høre sødt eller surt. Sådan må visdommen lade sig føre i skole og irettesætte af de kloge hoveder, som Kristus siger i Matt 11,19. Sådan gør Gud verden til nar og til skamme, lader sig hele tiden dømme og går imens videre og lader evangeliet bryde igennem, selv om de skulle sprænges af raseri. Det siger jeg, for at vi skal vogte os og ikke fare med dem og formasteligt dømme Guds gerning og ord. For selv om vi er svage, er vi dog visse på, at Guds rige går frem iblandt os, fordi vi har hans ord; og ved siden af beder vi daglig om, at Ordet må komme til kræfter, og at vi må vokse i troen; som det følger:

«At han må give jer med kraft at blive styrket ved Ånden i det indre menneske.»

Apostlen bruger mange ord på det, for at han ikke skal lade den frie vilje få megen ære og ros, og han ønsker dem den kraft, som kommer fra himlen, ved Helligånden. For verden har også en styrke og tilmed en ånd, nemlig Djævelen, verdens fyrste, som forblinder og forhærder menneskenes hjerter, puster sig op og blæser dem et mod ind og mener, at han vil kue de kristne og frisk trænge igennem. Ligesom nu verdens folk er modige og stolte, sådan er de kristne det også, men langt mere og stærkere ved Helligånden, så de er uforfærdede over for verden, Djævelen, døden og al ulykke. Det kaldes nu en åndelig styrke. For det hebraiske ord «ånd» burde man med rette fordanske som et mod, der er trodsigt og dristigt. For åndelig styrke er ikke ben eller kød, men hjertet og modet selv; ligesom omvendt svaghed betyder at være forsagt og fej og at mangle mod.

Så vil Sankt Paulus nu sige: Det beder jeg om og ønsker jeg jer fra Gud, at han vil give jer et sådant dristigt og trodsigt mod og en så stærk, glad ånd, som er uforfærdet over for fattigdom, skam, synd, Djævel og død, så I er visse på, at intet kan skade jer eller mangle jer. Verdens mod, som kaldes spiritus mundi [«verdens ånd»], bliver og står ikke længere, end der er et forråd for hånden, som man forlader sig på; derfor siger man: «Gods giver mod»; det vil sige, modet kommer af mammon og verdslig magt, er stivt og stolt og bryster sig af timelige ting. Men hin ånd forlader sig alene på Gud og har heller intet forråd eller kontanter uden Gud alene; ham trodser den på imod alt ondt og får et ganske andet hjerte og mod, end verden har.

Det skal være den styrke, som Sankt Paulus beder om: den, som ikke er i kød og blod, der forlader sig og bygger på egen kraft og evne eller på menneskelig hjælp og bistand; men i det indre menneske, nemlig det uforfærdede, glade hjerte, som alene står på Guds nåde og hjælp, som ikke frygter for noget som helst og har al fylde, rigdom og nok i troen (selv om der for øjnene ikke viser sig og føles andet end lutter mangel, afmagt, rædsel osv.), nemlig Gud selv med alle hans goder.

«Og at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter.»

Helligånden bringer Kristus ind i hjertet og lærer det at kende ham, sætter det i brand og gør det modigt ved troen på ham. For det er det, Sankt Paulus overalt sigter mod: at ingen skal understå sig i at komme frem for Gud uden Kristus, som alene er Mellemmanden. Når nu Kristus bor i mit hjerte og styrer hele mit liv, så betyder det intet, selv om troen er svag; for Kristus er ikke lutter ben, men også kød, ja, han har også vabler og bylder og synd, og det skammer han sig ikke over, selv om de store helgener holder sig for næsen over det. Hvor han nu bor, dér er al fylde, hvad enten han så er svag eller stærk.

Men at Kristus bor i hjertet, er ikke andet end at kende Kristus: hvad han er, og hvad man skal vente sig af ham; nemlig at han er vores Frelser, ved hvem vi er kommet så vidt, at vi må kalde Gud vores Fader, og ved hvem vi får Ånden, som giver os mod imod al ulykke. Sådan bor han hos os i hjertet; for ellers kan han ikke fattes, fordi han ikke er en død ting, men den levende Gud. Men hvordan fatter man ham ind i hjertet? Ikke med tanker, men alene ved den levende tro. Han lader sig ikke fatte med gerninger eller øse op med øjnene, men alene holde fast med hjertet. Er nu troen rigtig og helt igennem god, så har og føler du Kristus i dit hjerte og ved alt, hvad han tænker og gør i himlen og på jorden, og hvordan han regerer ved sit ord og sin Ånd, og hvordan de er sindet, både de, der har ham, og de, der ikke har ham.

Det er det, Sankt Paulus her vil: at Kristus skal være så kraftig i hjertet, at han udretter det, som Ordet indeholder, så vi bliver forløst fra synd og død og er visse på hans nåde og det evige liv. Når nu hjertet føler det, er det ikke muligt andet, end at det må blive stolt og modigt imod Djævelens og verdens rædsler. Men den, som endnu ikke føler det, har et råd for, hvad han skal gøre, nemlig at han beder Gud og lader andre bede om en sådan tro og styrke. Det er det ene stykke, om troen; nu følger det andet, om kærligheden.

«Og blive rodfæstede og grundfæstede ved kærligheden.»

Men det er en anden måde at tale på, end vi er vant til. Må vi ikke blive rodfæstede, indpodede og grundfæstede ved troen? Hvorfor tilskriver Sankt Paulus da kærligheden dette? Svar: Det er sandt; men kærligheden beviser, om troen er ægte, og om hjertet er glad og modigt i Gud. For hvor der er en så stærk tillid, at du ikke tvivler på, at Gud er din Fader, dér må det jo følge, hvor svag troen end er, at den bryder frem med munden, med gerning og med hånden og tager sig af næsten med belæring og hjælp. Det kalder Sankt Paulus her at blive grundfæstet og rodfæstet ved kærligheden, det vil sige at mærke og føle, at vi har en ægte tro. For kærligheden er prøven, som man prøver med, om troen er rigtig; som også Sankt Peter siger i 2 Pet 1,10: «Gør flid for at gøre jeres kaldelse fast ved gode gerninger»; det vil sige: Bliv ved og gør gode gerninger, så man kan se, og I selv kan mærke, at I har troen og er ægte; ellers bliver det altid uvist, svæver i ørerne og skummer oven på hjertet og er hverken grundfæstet eller rodfæstet. Det mener Sankt Paulus med de to stykker: for det første, at vi over for Gud har en ret tro i hjertet; for det andet, at den bryder frem og viser sig ved kærligheden over for næsten.

«For at I sammen med alle de hellige må kunne begribe, hvad bredden og længden og dybden og højden er.»

Men det er et stykke af hans ønske, at det må komme så vidt, at de over for Gud er oprejste og trøstige ved troen og over for næsten vel grundfæstede og rodfæstede ved kærligheden. Når I bliver styrket sådan, trænger igennem og trænger på (vil han sige), så vil I sammen med alle de hellige begribe de fire stykker og vokse i dem og forstå mere og mere af dem. Det gør nu troen alene; for kærligheden hører ikke hjemme her, men den hjælper til, at troen viser sig på den.

Ud fra disse ord har lærerne malet og målt det hellige kors for os, som Sankt Paulus dog ikke siger et ord om. Han vil derimod kort sige så meget: At I må kunne begribe alle ting, hvor langt, bredt, vidt, dybt og højt Kristi rige er. Det sker, når hjertet står sådan, at Kristus ikke kan gøre det for langt, bredt eller vidt for mig, så jeg ikke farer efter, og at jeg hverken kan fare så dybt eller så højt, at jeg lader mig rive bort fra ham eller fra hans ord; at jeg erkender og er vis på, at hvor jeg så kommer hen, dér er Kristus og regerer på alle steder, så vidt noget er langt, bredt, dybt og højt, hvad enten det er timeligt eller evigt; hvor bredt og vidt det end kan måles, så finder jeg ham overalt, som David siger i Sl 139,7–8: «Hvor skal jeg gå hen fra din Ånd, og hvor skal jeg flygte hen fra dit åsyn? Farer jeg op til himlen, så er du dér; reder jeg mig en seng i helvede, så er du også dér» osv. Han regerer evigt; hans længde, bredde, dybde og højde har intet mål. Om jeg så farer ned i helvede, så siger mit hjerte og min tro: «Kristus er også dér.»

Summen er nu: Om jeg bliver fornedret eller ophøjet, mål mig, som du vil, riv mig hid eller did, så finder jeg Kristus dér. For han har alle ting i sine hænder, i himlen og på jorden, og alt er ham underlagt: engle, djævle, verden, synd, død og helvede. Derfor, når han bor i mit hjerte, så bliver modet stående; hvor jeg så kommer og farer hen, kan jeg ikke gå fortabt. For hvor Kristus, min Herre, bliver, dér bliver jeg også. Men dette er umuligt for fornuften at gøre. Skulle den fare blot en alen op over eller ned under jorden og blive berøvet og forladt af det nærværende, synlige, så måtte den fortvivle. Men vi får et andet mod ved Kristus og ved, at han er på alle steder, hvad enten det er ære eller skam, sult, bekymring, sygdom, fængsel, død eller liv, godt eller ondt. Det ønsker Sankt Paulus efeserne, at Gud vil give dem nåde og styrke til at fatte det sådan med hjertet. Og nu slutter han bønnen sådan:

«Og kende Kristi kærlighed, som dog overgår al erkendelse, for at I må blive fyldt med al slags Guds fylde.»

Det vil sige: Når I står i troen og begriber de fire stykker, så ønsker jeg jer også, at I må kende Kristi kærlighed, som vi skal have, nemlig den, som han bærer imod os, og vi imod næsten, som overgår al erkendelse, også evangeliets. For vid, hvad du vil, så hjælper erkendelsen dog intet eller kun lidt, hvor kærligheden ikke er. Sådan er summen af dette ønske kort: at vi skal vokse i troen, så den bliver stærk og kraftig, og kærligheden glødende og brændende. Og at vi alle sådan må blive fyldt med al slags Guds fylde. Det er på hebraisk vis det samme som at sige, at vi bliver fyldt på enhver måde, som han fylder med, og bliver fulde af Gud, overøst med al hans Ånds nåde og gaver og fyldt med hans Ånd, så den gør os modige, oplyser os med sit lys, og hans liv lever i os, hans salighed gør os salige, og hans kærlighed vækker kærligheden i os. Kort sagt: at alt, hvad han er og formår, er fuldt ud i os og virker kraftigt, så vi bliver ganske guddommeliggjorte og ikke har en tiggerbid eller blot nogle stykker af Gud, men al fylde.

Der er skrevet meget om, hvordan mennesket skal guddommeliggøres; dér har de lavet stiger, som man skal stige op til himlen ad, og meget af den slags. Men det er lutter tiggerstykker; her er derimod den rette og nærmeste vej vist til at nå derhen: at du bliver fuld, fuld af Gud, så du ikke mangler et eneste stykke, men har det alt sammen i én bunke, så alt, hvad du siger, tænker og går, kort sagt hele dit liv, er helt igennem guddommeligt.

Men ingen skal tro, at dette fuldkomment sker for noget menneske i dette liv. Vi kan godt ønske og bede om det, som Sankt Paulus her har gjort, men man vil ikke finde nogen, der helt og fuldt har denne fylde; vi står alene på det, at vi begærer den og sukker efter den. For så længe vi lever i kødet, er vi også stadig fulde af al slags Adams fylde. Derfor er det nødvendigt, at vi uden ophør beder om, at Gud vil tage svagheden bort og give os mod og Ånd i hjertet og fylde os med nåde og styrke, så han alene regerer og virker fuldt ud i os. Det skal vi også alle ønske hinanden. Dertil give Gud os også nåde. Amen.