2. søndag efter trinitatis (1 Joh 3,13–18)

Epistlen på 2. søndag efter trinitatis, 1 Joh 3,13–18

Disse epistler og evangelier, som er ordnet før og efter pinsefesten, taler meget om kærligheden – ikke alene den, vi skal have til Kristus og Gud, som ikke er andet end at være taknemmelig for den modtagne, uudsigelige velgerning, forløsningen og syndernes forladelse ved Kristi blod og død, men også om kærligheden til næsten, som intet modtager af ham, men giver ham, tilgiver ham og gør ham alt godt, og som ikke holder op, selv om de, den gør godt imod, ikke elsker igen.

Til denne dyd formaner Sankt Johannes her de kristne; og en sådan formaning er sandelig nødvendig, når man ser, hvor sjælden den er blandt folk i verden. Og især formaner han dem til ikke at undre sig, hvis verden hader dem og gerne ville have dem døde, sådan som Kain slog sin bror ihjel (som han har sagt lige før) – noget, der af naturen støder enhver hårdt for hovedet og hindrer kærligheden meget.

For hvad er også mere underligt på jorden end at hade dem, man bliver elsket af og får idel godt fra? «Hvem skulle nogen sinde have troet,» siger vi selv, «at folk kunne være så onde? Og hvem vil eller kan længere tjene verden og gøre den godt, når den er så utaknemmelig og ikke giver andet end had til løn for kærlighed?» Men lad os først tale om os selv og se på os selv, vi som er døbt og har modtaget evangeliet: hvordan elsker vi Gud for den høje kærlighed, at han har skænket os sin Søn? Åh, dér får man rigtignok også et smukt eksempel at se på overstrømmende glæde og taknemmelighed – vi burde med rette rødme af skam for Gud og hans engle og spytte os selv i ansigtet.

Men hvad skal man så sige om andre, som, når de hører den salige prædiken om denne Guds nåde og velgerning, ikke vil tåle den, men fordømmer den som kætteri, så de, der prædiker den til verdens tjeneste, frelse og salighed, må være dens forbandelse og udskud (siger Sankt Paulus, 1 Kor 4,13), så ingen ugerningsmand bliver behandlet og henrettet mere jammerligt og skændigt af den? Sådan har vi også hidtil set det, og ser det endnu, hos paven og hans tilhængere.

Når erfaringen nu lærer os dette, som intet menneskehjerte ellers kunne tro, så begynder Sankt Johannes alligevel at formane og siger: «Mine kære brødre, I må ikke undre jer over, at verden hader jer» osv. Skal man ikke undre sig over det, hvad er der så mere at undre sig over på jorden? Jeg havde dog troet, at hvis der blot blev hørt en eneste prædiken om Kristi nåde, så ville hele verden tage imod den med den højeste glæde og aldrig nogen sinde glemme en sådan nåde og velgerning. Det ville da tværtimod ikke være noget under, om jorden pludselig åbnede sig og slugte de mennesker, som ikke takker Gud for, at han lader sin Søn blive menneske og forløser os fordømte fra synd og død for at sætte os ind i livet og saligheden. Er det ikke forfærdeligt, at man skal flygte fra denne Frelser og være fjendsk mod ham og hans lære mere end mod selve Djævelen?

Hvad skal Gud dog sige og gøre til det? Med rette siger han gennem profeten Mika (Mika 6,3–5) til sine jøder: «Hvad har jeg gjort dig, mit folk? Og hvormed har jeg krænket dig? Sig mig det! Jeg har jo ført dig ud af Egyptens land, ud af trællehuset, og druknet dine fjender i Det Røde Hav.» Og videre: «Tænk dog på, hvordan jeg hindrede profeten Bileam, så han ikke kunne forbande dig, for at du ikke skulle blive helt udryddet; deraf skulle I jo mærke, hvordan Herren har gjort jer alt godt.» Og Kristus siger til sit utaknemmelige folk (Matt 23,37): «Jerusalem, Jerusalem, som dræber profeter» osv., «hvor ofte har jeg villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger!» Som ville han sige: «Jeg er da ikke kommet og har prædiket, for at du skulle dø og blive fordømt; men jeg lider døden og Guds vrede for dine synder og bringer dig al Guds nåde og velgerning i tid og evighed. Hvor kommer da et sådant bittert had imod mig og min prædiken fra?»

Nuvel, siger Sankt Johannes, når verden kan hade Gud selv for en sådan velgerning, kære, så lad det ikke undre jer, at det samme sker for jer. Hvad er det, at jeg viser min kærlighed og sætter liv og lemmer ind for at stadfæste denne lære og hjælpe min næste? Ak, det er en fattig, tiggeragtig, hæslig og stinkende kærlighed imod det, at Kristus dør for mig for at forløse mig fra den evige død. Kan Gud ikke med sin højeste, bundløse kærlighed opnå hos verden, at den er ham taknemmelig for den, hvad under er det så, om den bliver dig gram for din velgerning? Og hvad vil du puste dig op og skrabe med foden over utaknemmelighed? Du er jo selv et stykke af den samme verden, som Guds Søn har måttet dø for. Og selv om du døde for den, så er det dog intet imod, at Gud ikke sparede sin egen Søn for dens skyld, men lader ham henrette og dræbe af dens egne hænder.

Men hvad er dog årsagen, og hvor kommer et sådant had fra verden fra? Det viser han kort forinden (1 Joh 3,12) i eksemplet med Kain, som var af den Onde, siger han, og slog sin bror ihjel. Og hvorfor slog han ham ihjel? «Fordi hans gerninger var onde, men hans brors var retfærdige.» En fin og rigtig sag: at hade alene af den grund, at haderen og drabsmanden er ond, og velgøreren god! I det borgerlige og huslige styre og embede vredes man og straffer man for det ondes skyld dem, som er ugerningsmænd og ulydige; det er ret vrede og straf. Men verden er sådan en køn frugt (i de sager, hvor Gud har med den at gøre), at den hader, forfølger og dræber dem, som gør den godt, som var de ugerningsmænd og skurke. Det har den fra sin far Kain, siger Johannes, den store hellige brodermorder. Dér er dens rette billede malet; det slægter den altid på og spejler sig i.

Den kære, fromme moder Eva sagde, da hun havde født sin første søn, med stor glæde og forhåbning (til Guds løfte om den kommende sæd, som skulle knuse slangens hoved): «Nu har jeg Guds mand»; og derfor kaldte hun ham Kain, det vil sige: fået. Som ville hun sige: «Nu har jeg fået den rette skat»; for hun havde endnu ikke set noget menneske blive født på jorden, og han var menneskeslægtens første kære frugt. Det glædede hun sig over og priste sig selv salig, og denne søn blev opdraget i den forhåbning, at han skulle hjælpe hele verden efter sig og frelse den, så hans brødre og søstre tillige med deres børnebørn skulle trøste sig ved ham.

Det har han også godt mærket, og han har brystet sig stolt af det over for sin bror, som til gengæld måtte bære et bedrøvet navn, idet han hedder Abel, det vil sige: intet og tomhed. Som skulle forældrene sige: «Ak, det er ingenting med ham; Kain er det hele, den rette arving og ejer af den lovede nåde, som Gud har givet menneskene, herre og junker over alle sine brødre.»

Her må de fromme forældre begge – som af stor, inderlig længsel efter forløsning fra deres jammerlige fald levede mange år i forhåbning og trøst til sønnen – alene have set hen til ham som den førstefødte; og de har opdraget og undervist dem begge med stor flid om deres synd og fald og om Guds løfte, som var givet dem, indtil de nu var voksne og selv trådte ind i præsteembedet, især den førstefødte, Kain, som tager sig af det med stor alvor og vil være den første for Gud og ofrer sine første frugter af jorden, givet af Gud og vundet ved hans arbejde, sådan som han uden tvivl før havde set sin far gøre. Men Abel, som den ringere og en fattig fårehyrde, ofrer også de førstefødte af sine får, som Gud havde givet ham uden hans møje og bekymring. Da nu disse ofre skete, gjorde Gud et så underligt omslag, at ilden fór ned fra himlen og fortærede Abels offer, men Kains offer blev ikke fortæret. Det var tegnet på nåden, som teksten siger: «Gud så nådigt til Abel og hans offer, men til Kain og hans offer så han ikke nådigt.»

Da har både Adam og Eva set, at de var blevet skuffet i deres forhåbning og trøst til denne førstefødte søn, og de har måttet lære Guds underlige dom, som ser til den fattige askepot (som han blev holdt for i forhold til sin bror, også af sig selv) frem for den anden. Men især blev han selv, Kain, som var så alt for sikker på det, også ud fra sine forældres formodning, at han som den førstefødte var den fornemste for Gud, hermed frygteligt stødt for hovedet; og han bringer den hykler for dagen, som han hidtil havde skjult, og er så optændt med hemmeligt had imod Gud, men med åbenlys vrede og had imod sin fromme, uskyldige bror, at også forældrene må irettesætte ham for det. Det bliver han dog intet bedre af, men bliver meget mere optændt af hævngerrighed, så han, så snart han kommer alene til ham på marken, slår ham ihjel. Så lidt tænker han på at forbedre sig eller søge nåde hos Gud, og så lidt kan han være barmhjertig, at han kunne tilgive sin eneste bror, som han har på jorden, og som dog ikke har gjort ham noget ondt, og unde ham Guds nåde.

Det var den trøst og glæde, som de stakkels forældre, Adam og Eva, havde oplevet ved deres første børn, så de siden hele deres liv på jorden havde en tung, bedrøvet tid (især fordi de så, at al denne jammer var kommet af deres første fald), og de ville være forgået og gået til grunde af stor sorg og hjertekval, hvis Gud ikke igen havde trøstet dem med en anden søn. For nu var det ude med al deres forhåbning, så de ikke alene havde trøstet sig forgæves ved den førstefødte, Kain, men også måtte miste den anden søn, om hvem de nu havde sikkert vidnesbyrd om, at han behagede Gud, og nu ikke længere vidste, hvorfra de skulle vente trøsten om den lovede sæd.

Se, dér har du verdens billede malet allersmukkest og mest præcist i denne Kain, som i dens første, højeste og fornemste stykke; for denne Kain har sandelig ingen efter ham været lig. Og i ham alene afbildes de, der er jordens udsøgte og bedste kerne, de helligste og frommeste gudsdyrkere. Derimod er den elendige, ringe askepot, Abel, Kristi kirkes fattige lille flok, som må lade denne junker Kain have æren og navnet for Gud, at han er det hele, som givet ham af Gud, og at al ære og ret tilkommer ham. Derfor bryster han sig og praler også af sin værdighed og gør i tillid til den sit offer og sin gudsdyrkelse og mener, at Gud må se nådigt til det og tage imod det frem for sin brors offer.

Imens går det fromme barn Abel sin vej, må lade sig foragte af sin bror, under ham gerne æren, holder også sig selv for langt mere uværdig end ham og ved ikke at trøste sig ved andet end Guds blotte nåde og godhed; han tror på Gud og håber på den kommende, lovede sæd, og i en sådan tro gør han også sit offer, til bekendelse og tegn på sin taknemmelighed.

Her trøster Gud nu også igen sin fattige lille flok (for dette eksempel er ikke skrevet for denne Abels skyld, men for de fattige Guds børn, som ligner ham): at Gud ikke har glemt dem eller forkastet dem, selv om de bliver hovmodigt foragtet af den stolte Kain, som var de intet i hans øjne, men at han også ser nådigt til dem og lader den stolte Kain fare med sin førstefødsel og sit offer.

Derfor rejser vreden og hadet sig nu imod den uskyldige Abel, fordi Guds ord angriber Kain og siger ham, at han ikke behager Gud for sin værdigheds skyld, og ikke vil lade hans gerning og gudsdyrkelse være bedre og gælde mere end hans brors. Derfor begynder han at hade og forfølge sin bror på det bitreste og kan ikke få ro, før han får ham ned og udrydder ham fra jorden. Dér har du årsagen til dette had og denne vrede i verden: nemlig ikke andet end (som Sankt Johannes her siger) at hans gerninger var onde, men hans brors retfærdige.

Hvad har den fromme Abel gjort sin bror, at han skulle være ham gram? Han holder ham jo som den førstefødte langt og højt over sig og viser ham al ære, elsker ham som sin kære bror, lader sig nøje og begærer ikke mere end at have en nådig Gud; han beder om den kommende sæd, det vil sige om frelse og salighed for sine forældre, sin bror og hele menneskeslægten. Hvordan kan da denne Kain være så ubarmhjertig og grusom, at han myrder sit eget kød og blod så grumt?

Men årsagen er, at Djævelen har besat Kains hjerte med stolthed og hovmod over hans førstefødsel, så han holder sig for den fortræffelige mand, som er alt for Gud og ikke har nogen synd, mens hans bror er intet; og således har han ingen ret broderkærlighed, men idel foragt for sin bror i sit hjerte. Og nu, da han ser, at Gud tager sig af hans bror, kan han ikke tåle det; han lader sig ikke bevæge af det, der bliver sagt ham på Guds vegne, så han ydmygede sig for Gud og søgte nåde, men bliver så fuld af bitterhed og ondskab, at han ikke kan se sin bror i live, men imod Guds forbud og sin egen samvittighed selv bliver hans morder og derefter går bort, som om han havde gjort ret i det.

Det er det, Johannes siger: at denne Kain ikke havde nogen anden grund til at slå sin bror ihjel end den, at hans gerninger var onde, men hans brors retfærdige. Sådan gør verden, som den hellige Kains lydige datter: den må være de kristne gram af ingen anden grund end for den højeste kærlighed og velgerning. Se det i de høje eksempler med de kære hellige patriarker, profeterne og allerhøjest Kristus selv.

Hvad har de kære apostle syndet imod den, de som ikke ønskede nogen ondt eller skade, men drog omkring i stor fattigdom og med hårdt arbejde og lærte folk, hvordan de skulle forløses fra Djævelens rige og den evige død og blive frelst ved troen på Kristus? Det kan den ikke høre eller tåle, men alle i flok skriger: «Død, død, og bort fra jorden med de folk, uden nåde!» osv. Hvad er da årsagen? Jo, de vil hjælpe verden fra dens afgudsdyrkelse og fordømte væsen. Sådanne gode gerninger vil den ikke tåle, men vil kun have sine onde gerninger rost og priset, så Gud skal sige: «Hvad I gør, det er ret og behager mig vel; I er de fromme børn; bliv bare ved sådan, og dræb trøstigt alle, der prædiker mit ord og tror på det.»

Sådan gør den også endnu over vort evangelium; derover er hadet og forfølgelsen blusset op. For det er jo ikke opstået af nogen anden grund, og de kan heller ikke beskylde os for noget andet, som vi skulle have gjort imod dem, end at vi ved Guds nåde har bragt hans ord frem i lyset, hvorved vi er blevet hjulpet ud af blindheden og afgudsdyrkelsen, som vi lå lige så dybt i som de, og gerne ville hjælpe andre også. Det er den utilgivelige synd, hvormed vi har fortjent den uforsonlige vrede og det uophørlige had, så de ikke kan se os i live.

Vi prædiker dog ikke andet end troen på Kristus, som vore børn beder, og som de selv bekender med ord; og der er ingen forskel, andet end at vi siger: Da Kristus er korsfæstet for os og har udgydt sit blod for at hjælpe os fra synd og død, så gør vore egne gerninger, hellighed, gudsdyrkelse osv. det ikke. Det kan de slet ikke tåle, at man ikke sætter deres gudsdyrkelse, som er uden tro, lige med Kristus, og at man lærer, at man ikke skal stole på egen værdighed, men på Guds nåde og takke ham for den. Det kunne de dog godt tage imod og dermed blive ved at være, hvad de selv ville: langt større, lærdere, visere og mere fortræffelige folk end vi, som de jo også er. Men årsagen er, at Kains gerninger er onde, men Abels retfærdige; det lader ikke sagen forlige, og her er ingen enighed eller forlig at håbe på i evighed. Verden vil ikke opgive sin afgudsdyrkelse eller tage imod troen, men vil tvinge os dertil, at vi opgiver Guds ord og priser deres kainske gudsdyrkelse – ellers skal vi alle dø for deres hænder uden nåde.

Derfor, siger Sankt Johannes nu, lad det ikke undre jer, om verden også hader jer; for den gør efter sin far Kains art og kan ikke andet: den vil være det hele, Abel skal være intet. For de er den store flok af de høje, vise, lærde og mægtige; dem maler Skriften sådan, at de må hade og forfølge Kristi kirkes fattige lille flok for dens gode gerningers skyld. For de kan simpelthen ikke tåle, at den foragtede, ringe flok skal lære dem, at vi bliver frelst alene ved Guds nåde og barmhjertighed, ikke ved vor fortjeneste, og at deres offer (det er nu vore paveliges messe, som de holder for den helligste gerning og fortjeneste) ikke gælder for Gud.

Sådan er verden malet af for os, så vi kan lære den rigtigt at kende. Det har en kristen også brug for at vide, og det er ikke noget lille, han har lært, når han ved, hvad han har at vente sig af den, så han ikke bliver forskrækket over den eller utålmodig, eller lader sig overvinde af dens ondskab og utaknemmelighed, så han også selv bliver ond og begynder at hade og søge hævn. Nej, han skal beholde sin tro og kærlighed, lade verden fare, når den ikke vil høre, og ikke vente sig noget bedre af den, end at den forfølger ham på det bitreste for hans gode gerninger og kærlighed. Og han skal vide, at Kristi kirke på jorden ikke kan få det bedre, og ikke tænke efter det ydre skin og anseelse: «Det er jo den store mængde, de klogeste og mest fremragende folk på jorden; hvordan er det muligt, at alle de skulle fare vild og være fordømt?»

For det er jo sandt og kan ikke være anderledes: hvor der skal være styre og fred, dér er og må de bedste, højeste, lærdeste og fineste folk være, med kongelige, fyrstelige og adelige dyder og ære. Denne Kain kan ikke have været en enkel, ringe mand; han må have været den mest fremragende, klogeste og helligste og den stakkels Abel langt overlegen i al dygtighed; kort sagt, han må have været og have haft alt det, som hans navn lyder på, sådan som det også viste sig i hans børn, der opfandt alle slags kunster. Men det er forfærdeligt, at sådan en mand, af så fromme forældre og så højt æret af Gud, skal være så bitter og grusom mod den stakkels Abel, alene for Guds ords og troens skyld.

Til gengæld er det en trøst for Kristi lille fromme flok, som er vis på, at de har Guds nåde, og for den skyld lider, hvad der vederfares dem fra verden, hvor de hverken har beskyttelse eller hjælp, men kun må vente, at det går dem som denne Abel; går det dem bedre, kan de takke Gud for det. Og sådan skal de altid blive i kærligheden, både over for Gud, af hvem de har fået og følt nåde og kærlighed, og over for næsten, også deres fjender – ligesom denne Abel over for sin drabsmand Kain ville have beholdt sit broderlige hjerte og sin godhed (hvis han var blevet levende igen) og gerne have tilgivet ham, ja, bedt Gud om tilgivelse for ham.

«Vi ved at vi er gået over fra døden til livet, fordi vi elsker brødrene.»

Det skal være den grund, der skal bevæge os, som er kristne, til at blive i kærligheden. Den stiller han op mod den grund, at verden hader os, som er dens egen ondskab. Det er ikke underligt (vil han sige), at verden hader jer, for der er en meget stor forskel mellem den og jer. Verden er i sine egne onde gerninger, vantro, hovmod, foragt for Guds ord og hans nåde, had til og forfølgelse af de fromme allerede faldet ned i Djævelens rige og den evige død, og den vil ikke lade sig sige eller hjælpe, så den kunne komme ud derfra; men hårdnakket og forstokket, åbenlyst fordømt af sin egen samvittighed, vil den blive derinde.

Men vi, som tror på Kristus, er nu (Gud ske lov!) helt andre folk, nemlig kommet ud af døden og igennem døden og sat ind i livet ved kendskabet til og troen på Guds Søn, som har elsket os og givet sig selv for os. Denne nåde og velgerning, som I har fået af Gud, skal bevæge jer (siger han) til ikke at lade verdens utaknemmelighed, had og ondskab gøre jer vrede eller overvinde jer, så I af den grund holder op med jeres gode gerning og også bliver onde, for at I ikke også skal miste en sådan skat. For den har I heller ikke af jer selv, men af lutter nåde, I, som før lige så vel som de andre lå i dødens rige og magt, i onde gerninger, uden tro og kærlighed.

Derfor skal I minde og trøste jer selv med dette jeres store gode og fortrin, som I har frem for de andre. Hvad gør det, at verden, som er og bliver i døden, hader og forfølger jer, som har livet? Hvem skader den med sit had? Den vil ikke tage det liv fra jer, som I har og den ikke har, og heller ikke kaste jer ind under døden, som I allerede er kommet ud af ved Kristus. Gør den det værste, den kan, så kan den måske spotte jer med onde ord og tage jeres gods eller den rådne, stinkende maddikesæk, som alligevel er givet hen til at skulle rådne, og hvormed I helt bliver hjulpet ind i livet ud af denne legemlige død.

Sådan bliver I meget mere hævnet på den, end den på jer, og I har den glæde, at I er sat fra døden ind i livet, mens den til gengæld må blive i døden evigt; og netop mens den mener at tage det fra jer, må den selv miste både himmerige og jorderige, legeme og sjæl. Hvordan kunne had og misundelse straffes og hævnes grueligere? I skulle da ikke gøre hverken Djævelen eller verden en tjeneste, endnu mindre jer selv en skade, ved for deres skyld at lade jeres frelse og trøst ødelægge og miste en sådan skat ved utålmodighed og hævngerrighed. Ja, I skulle meget hellere forbarme jer over deres elendighed og fordømmelse; for I mister jo intet ved det: I må dog have lutter vinding, men verden lutter skade, og den må betale jer den lille skade, som I lider legemligt og timeligt, alt for dyrt, både her og hisset.

Nå, hvorfra ved vi da, at vi er kommet fra døden til livet? Derfra (siger han): fordi vi elsker brødrene. Hvad er det? Er det ikke vores lære, at han har elsket os først (som Sankt Johannes selv siger), idet han døde og opstod for os, før vi elskede ham? Hvor det bliver troet, dér begynder kærligheden først, både til Gud og til næsten. Hvorfor siger han så: «Vi er kommet fra døden til livet, fordi vi elsker brødrene»?

Men det ligger i ordet «vi ved»; for han siger tydeligt: «Deraf ved vi, at vi er kommet ud af døden», det vil sige: derpå kan man mærke og kende, hvor og hvem de folk er, hos hvem troen er ægte. For Sankt Johannes har først og fremmest skrevet denne epistel mod de falske kristne, som der er mange af, som også roser sig af Kristus (ligesom den vantro Kain) og dog bliver uden troens frugt. Derfor taler han ikke om, hvordan og hvorved man kommer fra synd og død til livet, men om, hvorpå man kender det, non de causa, sed de effectu [ikke om årsagen, men om virkningen].

For det er ikke nok, at vi roser os af at være kommet fra døden til livet; det må også vise sig og lade sig se. For troen er ikke sådan en ting, der ligger helt ledig og død; men hvor den lever i hjertet, dér må dens kraft jo også vise sig, og hvor den ikke gør det, dér er rosen falsk og intet værd. Men det viser sig, når man mærker frugten: at menneskets hjerte, gennemstrømmet af trøsten og den visse tillid til Guds nåde og kærlighed, bliver bevæget til også at være god, venlig, sagtmodig og tålmodig over for næsten, ikke at misunde eller hade nogen, men gerne tjene enhver og, hvor det er nødvendigt, hjælpe med liv og lemmer.

En sådan frugt beviser og vidner om, at et sådant menneske visselig er kommet fra døden til livet. For hvis han ikke troede det, men stadig tvivlede på Guds nåde og kærlighed, så ville han heller ikke kunne have et sådant hjerte, at han for Guds skyld og af tak til ham også viste næsten sin kærlighed. Men hvor denne tro er og erkender en så stor nåde og velgerning, at han er blevet hjulpet fra døden til livet, dér bliver hans hjerte derved antændt til gengæld at elske og gøre alt godt (også mod sine fjender), sådan som Gud har gjort mod ham,

Sådan er det, Sankt Johannes siger, rigtigt sagt og forstået: «Vi ved, at vi er kommet ud af døden, fordi vi elsker brødrene.» Så grunden bliver stående, at vi alene ved troen bliver retfærdige, det vil sige forløst fra døden. Det er det første stykke af den kristne lære. Dernæst er det et andet spørgsmål, om troen er ægte til stede eller kun påtaget, og om det er et falsk skin og en tom ros af troen. Derfor taler han tydeligt sådan, at vi ikke bliver frelst fra døden ved kærligheden; men nu, da vi er frelst ud af den og har fået livet skænket, det ved og ser vi på, at det virker sådan i os, at vi ikke længere, som Kain, er hovmodige, stoler formasteligt på os selv, foragter næsten og er fulde af misundelse, had og bitterhed, men gerne ser enhver hjulpet og, så vidt det står til os, tjener ham til det og gør ham alt godt.

Denne formaning driver Sankt Johannes nu videre til slutning ved det modsatte, med alvorlige ord og lutter tordenslag, mod dem, der kødeligt roser sig af at være kristne og dog er uden kærlighed. Han sætter nogle stykker op, hvormed han beviser, at hvor kærligheden ikke er, dér kan der heller ikke være tro eller forløsning fra døden – så ingen her skal bedrage sig selv eller tage sig for at undskylde sig med tomme ord og ros af troen, men vide, at det må være virkelighed og sandhed, at kærligheden er til stede, så troen derved viser, at den lever i hjertet.

I

«Den som ikke elsker sin bror, bliver i døden.»

Det er tørt og klart afgjort, at ingen skal rose sig af livet, som ikke har kærligheden. For dér viser det modsatte sig af det, som troen skal virke i mennesket, eftersom man ikke mærker nogen frugt af den, men han bliver, som han var før, i sit gamle kainske væsen, stivnet og død, uden trøst og uden at føle Guds nåde og liv. Derfor skal ingen tænke eller formaste sig til at tro, at han har livet, hvis han bliver uden kærlighed og al troens frugt; han skal meget hellere slå sig for sit eget bryst og forskrækkes og tænke på at blive en sand troende, så han ikke bliver i den evige død og i en tungere fordømmelse end andre, som ikke har hørt evangeliet.

II

«Enhver som hader sin bror, er en morder, og I ved at ingen morder har evigt liv blivende i sig.»

Dermed er det endnu klarere og stærkere bevist, at den, der ikke har kærligheden, bliver i døden. Og det er en meget hård og forfærdelig dom, at et sådant menneske ikke er en smule bedre end brodermorderen Kain, og at hans hjerte visselig er blodtørstigt og morderisk mod hans bror, når man ikke gør, hvad der behager ham; og hvor hadet blusser op og ikke bliver holdt tilbage af frygt for skam og straf, viser han også dette had i gerning. For han under ikke sin bror noget godt og bliver glad, når det går ham ilde.

Det gør visselig ikke den, der tror, at han er blevet hjulpet fra døden. For når et menneske har erfaret, hvilken jammer og elendighed døden er, og nu trøster og glæder sig ved livet og tænker at blive i det, så vil han også gerne unde andre det og ikke have lyst til nogens død. Derfor er det modsatte visselig sandt, som han siger: «Vi ved, at den, der er en morder, ikke har evigt liv blivende i sig.»

Og her ser du, hvad menneskehjertet er uden tro og uden kendskab til Kristus, nemlig i bund og grund ikke andet end en Kain og et morderisk hjerte mod sin næste, så man ikke tør vente sig noget bedre af noget menneske, der ikke er kristen – sådan som Skriften så tit og mange gange maler sådanne vantro helgener af og kalder dem blodtørstige og falske, Sl 5,7 og Ordsp 1,11.16: «Deres fødder haster for at udgyde blod» osv. Sådan er alle mennesker af naturen: denne brodermorder Kains børn. For de er bestemt ikke bedre end deres far Kain, som er det største, mest forstandige og klogeste menneske, den første frugt, født af de hellige forældre Adam og Eva, langt over alle mennesker, der kom efter ham, begavet med alle slags naturlige dyder, men for Gud et vantro menneske; derfor bliver han også morder på sin bror. Det var han ikke blevet, hvis ikke naturen var fordærvet fra far og mor.

III

«I dette kender vi kærligheden, at han har sat sit liv til for os; vi skylder da at sætte livet til for brødrene. Men den som har denne verdens goder og ser sin bror lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvordan kan Guds kærlighed blive i ham?»

Her viser han, hvad den rette kristne kærlighed skal være, og sætter Guds eller Kristi kærligheds høje eksempel og forbillede op. For Kristi blod og død hedder Guds blod og død, som Sankt Paulus siger, ApG 20,28. Han har elsket os sådan, at han har sat sit liv til for os. Det modtager og griber hjertet ved troen, og derfor bliver det også sindet og tilbøjeligt sådan over for sin næste, at det hjælper ham, sådan som det selv er blevet hjulpet, om det så skal sætte livet til for det; for det ved, at det nu er frelst fra døden, og at den legemlige død ikke kan skade eller tage noget fra dets liv. Men hvor et sådant hjerte ikke er, dér er der heller ingen tro og ingen følelse af Guds kærlighed eller af livet.

Og især mærker man det derpå, siger han (hvad der er groft og let nok at forstå, og enhver kan slutte fra det små til det store): Når nogen har verdens goder og ser sin næste lide nød, hvor han godt kan hjælpe ham uden nogen skade for sig selv, og alligevel lukker sit hjerte for ham dér, så han ikke vil hjælpe ham med en lille og ringe kærlighedsgerning – hvordan kan Guds kærlighed blive i ham, når han ikke agter den så stor og værdifuld, at han for dens skyld vil undvære en skilling eller give den til sin trængende bror? Hvordan skulle han gøre noget større og sætte livet til for ham? Hvordan kan en sådan i sandhed rose sig af og vide, at Kristus har sat sit liv til for ham og frelst ham fra døden?

Men hvad er mere almindeligt i verden end sådanne folk, som, skønt de kan og har verdens goder, alligevel lukker deres hjerte for de fattige trængende, ligesom den rige mand for den fattige Lazarus? Hvor findes der ved kejseres, kongers, fyrsters og herrers hoffer nogen, der rækker den fattige kirke hånden eller under den skorperne af deres brød til forsørgelse af de fattige, prædikeembedet, skolerne og kirkens andre fornødenheder? Hvad skulle de så gøre i noget større, når enhver er skyldig at sætte sit liv og legeme til for sin bror, og meget mere for hele kristenheden? Nu hører vi jo denne forfærdelige dom, at de, der ikke har en sådan kærlighed, er drabsmænd og mordere for Gud og ikke kan have det evige liv.

Ja, man kan endda tie om dem og tale om dem, der ikke blot ikke giver til den trængende, men skamløst og med vold tager, stjæler og røver fra næsten ved at snyde, bedrage, flå og brandskatte fattige folk; og oven i købet åbenlyst og med vold river brødet ud af munden på den fattige kirke, som tilkommer den og er givet den. Det gør nu ikke blot den pavelige flok, men også mange af dem, der vil kaldes evangeliske, med præstegodset og det fælles kirkegods, og oven i købet plager og martrer de de fattige sognepræster med tyranni. Men åh, hvor forfærdelig og tung en dom skal der også gå over dem, som har taget selv en drik koldt vand fra Herren Kristus i hans tørst.

IV

«Børn, lad os ikke elske med ord eller med tunge, men i gerning og sandhed.»

Verden og de falske kristne foregiver også stor kærlighed med ord; men i gerning, og når den skal bevises, dér viser det sig, at den ikke er noget. Derfor siger han: Hvor kærligheden ikke er sådan, at den også er rede til at sætte livet til for sin bror, og man dog vil rose sig meget af Kristus, dér er det visselig lutter tomt, opdigtet skin og løgn, hvormed du bedrager dig selv og bliver i vantroen og døden som en ukristen, og værre end andre, der intet ved om evangeliet. Derfor: den, der vil gå den rette vej og findes som en kristen, han skal tænke på at vise sig sådan i gerning og handling, at man kan mærke, at han ikke, som de andre, er en løgner og morder, der følger deres far, Djævelen, men at han i sandhed og af hjertet hænger ved Guds ord og er kommet fra døden til livet.