23. søndag efter trinitatis (Fil 3,17–21)

Epistlen på 23. søndag efter trinitatis, Fil 3,17–21

Sankt Paulus roser filipperne overordentlig meget for, at de har begyndt godt med det hellige evangelium og vist sig redelige med deres tros frugter, som folk, der mente det alvorligt. Derfor sørger han også så trofast og inderligt for dem, at de må blive faste og ikke bedrages og forføres af de omstrejfende jøders falske prædikanter. Mange af dem løb på den tid omkring og forvendte dem, som Sankt Paulus havde vundet; de gav sig ud for at lære noget meget bedre og førte dog folk bort fra Kristus og tilbage til loven for at befæste og udbrede deres jødedom.

Da Sankt Paulus nu har særlig glæde og lyst af denne menighed, driver den faderlige omsorg ham – for at de ikke også skal blive forført af sådanne – til at formane dem til at blive faste ved det, de har modtaget, ikke søge noget andet og heller ikke bilde sig ind (sådan som de sikre, mætte ånder bliver narret af Djævelen), at de har grebet det helt og er blevet mestre i alle ting, eftersom han siger om sig selv (lige før disse ord), at han endnu ikke har grebet det.

Og især formaner han dem til at efterfølge ham og se hen til de prædikanter, som vandrer sådan og holder sig efter det forbillede (i lære og liv), som de har set og hørt hos ham. Dermed stiller han dem ikke alene sin egen person op som eksempel, men også dem, der er ham lige i den samme vandel, sådan som han også i denne epistel nævner nogle af dem. Det må have været særlige, fortræffelige folk, siden han befaler dem at se hen til dem og følge dem. Men dette forbillede gælder først og fremmest læren, som det mest kommer an på: at både prædikeembedet bliver rent, og de bliver i den rette tro; for hvor det går rigtigt til, der kan også læren og gerningerne, som følger efter, gå rigtigt til bagefter, sådan som han også senere formaner om det i kap. 4,8: «Hvis der er nogen dyd, og hvis der er noget prisværdigt, så tænk på det» osv.

Nu er Sankt Paulus rigtignok en hovmodig mand, siden han tør rose sig selv sådan og stille sig selv op som eksempel for alle, så andre prædikanter vel kunne sige, at han ville hæve og sætte sig alene over dem alle. «Mener du da», ville vore kloge ånder sige, «at du alene har Helligånden? Eller at andre ikke lige så gerne ville have ære som du?» osv. Ligesom også Mirjam og Aron knurrede mod deres egen bror Moses, 4 Mos 12,2: «Taler Herren kun gennem Moses? Taler han ikke også gennem os?» osv. Sådan ser det jo også ud til at være at tænke alt for højt om sig selv, at han stiller sig alene op som forbillede, som om man ikke skulle se hen til nogen anden end den, der vandrer sådan som han, selv om de andre, som ikke følger ham, nok bringer et endnu større skin af ånd, hellighed, ydmyghed osv. med sig.

Men han taler ikke alene om sin egen person; han siger: «sådan som I har os til forbillede» osv. Dermed udelukker han ikke de andre rette apostle og lærere, men han vil formane dem, sådan som han gør overalt, til endelig at blive ved den ene lære (som de først har modtaget af ham) og ikke her blive for kloge eller bilde sig ind, at de er mestre, men vogte sig for dem, som ville komme og give noget bedre ud, sådan som det var sket andre steder, hvor mange var blevet forført af sådanne.

Men hvad det forbillede er, som de skal følge ham i, har han sagt tidligere og lige indtil her, nemlig hvor han begynder i det tredje kapitel og siger (Fil 3,3–6): «Vi er de omskårne, vi som tjener Gud i Ånden og roser os af Kristus Jesus og ikke stoler på kødet. Skønt også jeg har noget», siger han, «så jeg kunne rose mig af kødet. Hvis en anden mener, at han kan rose sig af kødet, så kan jeg det meget mere: jeg, som blev omskåret på den ottende dag, af Israels folk, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere» – det vil sige: den højeste ære, en jøde kan bære, den kan også jeg bære – «efter loven farisæer, efter nidkærheden forfølger af menigheden, efter retfærdigheden i loven ulastelig.»

«Men alligevel», siger han videre, «det, som var mig en vinding, det har jeg for Kristi skyld regnet for skade; ja, jeg regner det alt sammen for skade over for den overvættes erkendelse af Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg regnet alt for skade og agter det for møg, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, så jeg ikke har min egen retfærdighed, den, som er af loven, men den, som kommer ved troen på Kristus, nemlig den retfærdighed, som af Gud tilregnes troen» osv.

Se, det er det billede (vil han sige), som vi stiller frem for jer og formaner jer til at følge, så at også I tænker på, hvordan I får retfærdigheden og bliver ved den. Den kaldes en retfærdighed, som ikke er af loven; for om den, der er af loven, tør han sige, at han holder den for det rene skarn og snavs (som går ud af menneskets krop), selv om den var så skøn og ulastelig, som den overhovedet kan findes på jorden, sådan som den var hos ærlige jøder og hos Paulus før hans omvendelse. På grund af deres store hellighed holdt de de kristne for lutter skurke og forbandede folk og hjalp derfor frimodigt til at forfølge og myrde dem.

Alligevel, siger han, har jeg, som dog også er født jøde, ikke regnet alt dette for andet end skade, for at jeg kunne findes i den retfærdighed, som Gud tilregner troen for Kristi skyld. For det er alene den samme retfærdighed, der lærer os at kende og gribe Gud rigtigt, det vil sige at trøste os visselig ved hans nåde og også at vente på et andet, kommende liv, så at et menneske tænker på at gå Kristus i møde i de dødes opstandelse, det vil sige: i døden og på dommens dag ikke at flygte og forskrækkes for ham, men glad at fare ham i møde og byde ham velkommen som den, han har ventet på med stor længsel og attrå.

En sådan frimodighed kan hin lovens retfærdighed ikke give; derfor har den ikke været mig til nogen hjælp for Gud, men snarere til skade. Det, der gør det, er, at Gud tilregner os retfærdighed for Kristi skyld ved troen, idet han forkynder os ved sit ord og siger: «Den, som tror på min Søn, skal for hans skyld have min nåde og evigt liv.» Den, som har den erkendelse, er nu sådan skikket, at han ikke frygter og flygter for den yderste dag, men venter på den og håber på den uden frygt.

Se her, er det ikke alt for groft og foragteligt talt om lovens retfærdighed, at han holder den – og dermed lærer andre at holde den – for sådan en ting, som ikke alene hindrer eller intet gavner, men også gør skade og skal holdes for en væmmelse og en vederstyggelighed? Hvem turde lukke munden så vidt op og tale sådan om et så ulasteligt liv efter loven uden at blive kaldt den lede Djævels apostel og tjener af alle og enhver, hvis ikke Sankt Paulus selv gjorde det? Hvem vil så mere holde sådan en retfærdighed, når man vil prædike sådan om den?

Havde han bare talt om den verdslige eller hedenske retfærdighed efter fornuften, som går ved en ordentlig øvrighed, lov og ret! Men nu nævner han rent ud og klart den retfærdighed, som er af Guds lov eller De ti Bud. Den er jo langt højere end hin, som kun angår dette liv, og den lærer, hvordan man skal leve for Gud; det ved intet hedensk, juridisk styre og ingen verdslig øvrighed noget om. Skulle man ikke fordømme denne prædikant som kætter, når han griber sådan ind i Guds lov og tør dadle den sådan; når han desuden formaner og advarer om, at man skal vogte sig for dem, der vandrer efter den, det vil sige, som trodser på sådan en retfærdighed; og når han endda roser og priser sådanne helgener ved at kalde dem fjender af Kristi kors, som har bugen til deres gud og tjener den i Guds sted osv.?

Ja, siger han om sig selv, jeg har også været sådan en, netop i min højeste retfærdighed efter loven: en fjende og forfølger af Kristi menighed eller kirke. Det var den bedste frugt af sådan en retfærdighed, at jeg mente, at jeg måtte hjælpe til at forfølge Kristus og hans kristne på det grusomste, og at jeg sådan med min hellighed var en rigtig Guds fjende og Kristusmorder. For det er det, denne selvhellighed af natur gør, sådan som alle Skriftens historier vidner fra begyndelsen, fra den første, Kain, af, og som det stadig ses for øjnene hos de bedste i verden, som ikke er kommet til erkendelse af Kristus: alle fyrster og øvrigheder – og jo klogere, retskafnere og mere hæderligt liv de fører, desto værre, bitrere og sværere fjender af evangeliet.

For om de grove paveæsler i Rom, kardinaler, biskopper, præster osv. er der her ikke noget at sige. De gør det så groft, at selv den verdslige øvrighed og de hæderlige folk må sige, at de er lutter forhærdede skurke med deres uforskammede, åbenlyse, skændige liv, gerrighed, hovmod, utugt, pral, røveri og al ondskab; for de lever ikke alene sådan, men vil også uforskammet forsvare det, så man må holde dem for fjender ikke alene af Kristus, men af al hæderlighed og dyd, og så også alle hæderlige folk med rette er dem fjendtlige. Men som sagt: om sådanne taler Sankt Paulus ikke, men om andre store, fortræffelige folk, som er de mest retskafne og fører det fineste liv. De bliver så giftige og arrige, når de kommer i lag med de kristne; de kan glemme al den skyld, de selv har på sig for Gud, og gøre vore splinter til lutter store bjælker. Kort sagt: evangeliet må hos sådanne hedde kætteri og Djævelens lære, for at deres hellighed og nidkærhed for Gud kan ses og prises.

Det ville ingen tro; jeg selv ville heller aldrig have troet det eller kunnet forstå disse Sankt Paulus’ ord, hvis man ikke havde set og erfaret det for øjnene. For hvordan skulle et menneske kunne tænke sig (selv om Sankt Paulus siger det endnu en gang), at de fineste, ædleste, fromme, hæderlige og hellige folk (som man skulle vente ville tage imod Guds ord frem for alle andre), at netop de (siger jeg) skulle være fjender af denne lære? Men de eksempler, vi får i hænde, lærer os det nok: at det må være sådanne, som kaldes fromme, prisværdige fyrster og adelsmænd, ærlige borgere, lærde, kloge og fornuftige folk; men kunne de sluge de evangeliske (som man nu kalder dem) tillige med evangeliet i én mundfuld, så gjorde de det gerne.

Spørger du: «Hvor kommer det dog fra?» – så kommer det deraf, at sådan noget af natur hænger ved den menneskelige retfærdighed. For der er ingen, som ikke kender Kristus og dog har sådan en retfærdighed, uden at han holder for, at den gælder for Gud. Han må forlade sig på den, kildrer og spejler sig i den over for Gud og mener dermed at behage ham overmåde godt. Af sådan stolthed og hovmod over for Gud følger så foragt for de andre, som ikke har den, sådan som farisæeren viser det, Luk 18,11–12; men endnu mere fjendskab og bitter vrede mod den prædiken, som tør angribe sådan en retfærdighed og sige, at den ikke gælder for Gud til at fortjene Guds nåde og evigt liv.

For jeg har også selv været sådan en, og andre, som har villet være hellige og retfærdige i pavedømmet, må også bekende det. Da jeg for tredive år siden også var en from, hellig munk, holdt messe hver dag og ikke vidste andet, end at jeg gik på den rette vej lige ind i himlen – havde nogen dengang prædiket mig denne tekst og sagt, at al sådan hellighed (som dog ikke rent var efter Guds bud, men menneskelære og åbenlys afgudsdyrkelse) var intet, og at jeg var en fjende af Kristi kors og tjente min egen bug, så havde også jeg straks i det mindste hjulpet til at bære sten og brænde til for at stene sådan en Stefanus ihjel, ja, for at udrydde ham med ild som den værste kætter.

Sådan gør natur og verden altid, og de kan ikke gøre andet, når denne prædiken kommer fra himlen og siger: «Du er en hellig mand, en stor, lærd, retskaffen jurist, en streng regent og prisværdig fyrste, en ærlig borger osv.; men med dit styre og dit fine liv farer du til helvede, og alt, hvad du gør, stinker og er fordømt for Gud, og du må blive et helt andet menneske og have et andet sind og hjerte, hvis du vil blive frelst» osv. Så går ilden løs, og så står Rhinen i brand; for det kan de slet ikke tåle, at så skønt og prisværdigt et væsen og liv skal straffes og fordømmes offentligt ved sådan en prædiken af nogle få ringe, foragtede mennesker, så det kaldes en skade og, som Sankt Paulus kalder det, skarn eller møg og lutter hindring for det evige liv.

Her siger du: «Hvad? Forbyder du da gode gerninger? Er det ikke ret at leve fint, hæderligt og dydigt? Må du ikke selv bekende, at man skal have verdslig ret og øvrighed og holde over, at folk lever tugtigt, fredeligt og hæderligt? Ja, at også Gud selv befaler det og alvorligt vil have det holdt og vil straffe dem, der handler imod det? Endnu mere vil han, at man holder hans egen lov og De ti Bud og ikke foragter dem. Hvorfor tør du da sige, at sådan en retfærdighed er skadelig og til hinder for det evige liv? Hvordan passer det sammen, at man skal lære folk at gøre sådan og være retskafne og dog også straffe det som fordømt for Gud? Hvordan kan det på én gang kaldes en god, kostelig ting og dog også skade og snavs?»

Svar: Det ved Sankt Paulus godt, at verden står fast på det og kommer med sådan en indvending. Men den, der vil, kan tale med ham om, hvorfor han taler så klart og åbent; for det er jo ikke vore, men hans ord. Det er sandt, og Sankt Paulus bekender det selv, at sådan skal og må det være på jorden, og at Gud vil, at enhver lever hæderligt og lydigt. Ja, han har ordnet det sådan, at det også skal holdes blandt tyrkere og hedninger; og dog er det vist, at de, selv hvor de er bedst og mest retskafne og lever allermest hæderligt, af natur og af hjertet er fjender af Kristus, og deres sind og tanker er rettet mod at udrydde Guds folk.

Her må jo enhver sige: «Tyrken hører Djævelen til med hele sit styre, sin lydighed og sit strenge liv, som de fører og holder efter deres Koran, ja strengere end vi kristne.» Det betyder på én gang at dømme dem som fordømte med al deres retfærdighed og dog ved siden af sige, at de gør ret i at straffe tyve, mordere, røvere, drukkenbolte osv.; ja, at også de kristne, hvor de bor under tyrken, er skyldige at give ham deres skat og tjene ham med liv og gods. Ligesom vi også om vore fyrster, som forfølger evangeliet og er åbenlyse fjender af Kristus, må sige, at man skal være dem lydig og give dem den skat og tjeneste, man skylder dem; og dog må vi holde dem for fordømte for Gud tillige med alle, som holder med dem og er dem lydige (når også de samtykker i forfølgelsen af evangeliet).

Sådan taler også Sankt Paulus om retfærdigheden hos alle jøder og fromme helgener, som ikke er kristne. Han lukker munden vidt nok op og fælder rent ud den dom; han anklager dem og klager med grædende øjne over dem, som fører og viser folk hen til lovens retfærdighed og dog ikke får andet ud af det end fjender af Kristi kors; desuden giver han dem også den pris, at deres ende er fordømmelsen. De er, siger han, fordømte folk, selv om de hele deres liv har lært og drevet sådan en retfærdighed på det allerhøjeste.

På jorden er det vel en kostelig ting og et skønt, ædelt klenodie og har stor ros og ære at hedde en retskaffen, ærlig fyrste, regent, borger, ligeledes en retskaffen, tugtig kone eller jomfru. Hvem ville ikke rose og prise det? Det er jo også et sjældent klenodie i verden. Godt, siger han, lad det være en så skøn, kostelig og prisværdig ting; men alligevel er det til sidst fordømt og hører ikke hjemme i himlen.

Ja, han gør det endnu mere stødende og siger: «hvis gud er bugen». Der hører du, hvor langt sådan en menneskelig retfærdighed rækker, når den bringer det højest: at det ikke kan kaldes mere end at have tjent bugen. Tag her al visdom, ret, jura og kunster og den højeste dyd på jorden oven i; hvad er det for dyder? De tilbeder en gud, som hedder Bugen. For alt sådant hjælper dem ikke længere, end dette liv varer, og det går også kun ud på, at man her kan have bugen fuld: når den får en ende, så får også alt dette sin ende, og dens tjenere med; og kort sagt, alt dør og forgår på én gang: retfærdighed, dyd, lov og deres gud Bug, som de har tjent. For de ved intet om den rette, evige Gud, hvordan man skal tjene ham og komme til evigt liv; derfor er sådan et liv i grunden intet andet end afgudsdyrkelse og et afgudisk liv, som ikke kan søge andet end at holde denne dødelige bug ved lige og give den fred og ære.

For det fjerde, siger han: «hvis ære bliver til skam». Det er det sidste om det: når de vise filosoffer, fromme hedninger og kloge jurister er blevet rost og æret på det højeste og hæderligste, så er det dog skam. De fører vel disse ord: Amore virtutis [«af kærlighed til dyden»], de roser sig af stor kærlighed til dyden og retfærdigheden, og de kan også mene det med stor alvor og holde det for sandt; men når man ser på det til sidst, så er sådan en ros intet og ender til sidst i lutter skam. For de kan dog ikke bringe det videre, end at det her på jorden kaldes prisværdigt og hæderligt for verden; men det gælder ikke for Gud og kan ikke opnå hint liv. Til sidst lader det mennesket skændigt i stikken, så døden æder ham bort og helvede river ham med sig.

Her siger du igen: «Ja, men hvis det er sandt, hvorfor skal man så overhovedet holde det? Så lad os desto frimodigere leve, som vi har lyst, så ingen længere er en retskaffen, hæderlig mand eller en dydig, hæderlig kone, jomfru osv.?» Svar: Nej, det er slet ikke meningen; for du har hørt, at Gud har befalet det og vil have det, også hos tyrkere og hedninger, og at Sankt Paulus selv lidt efter i denne epistel (4,8) formaner de kristne til at tænke på og stræbe efter alt, hvad der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er kysk, hvad der er elskeligt, hvad der lyder vel, hvis der er nogen dyd eller nogen ros; og her stiller han også sit eget forbillede frem: «Hvad I også», siger han, «har lært og modtaget og hørt og set hos mig» osv.

For hos dem, der tror på Kristus og nu har deres retfærdighed i ham, skal også disse frugter følge i dette liv på jorden, til lydighed mod Gud; og de er også gode gerninger, som behager Gud, og som han for deres tros skyld, fordi de sker i Kristus, også vil lønne i hint liv. Men Sankt Paulus taler her om dem, som uden for Kristus og troen holder deres liv og gerninger, som de gør af egne kræfter, også efter Guds lov, for en retfærdighed, der gælder for Gud; de ved intet om Kristus, for hvis skyld retfærdighed (uden vor fortjeneste) tilregnes os af Gud, når vi tror på ham. Derfor er han jo blevet menneske, er død for vore synder og opstået fra døden, for at vi i ham skal blive fri for synden og også opnå og eje hans opstandelse og liv. Derefter skal vi stræbe, og derefter leve og vandre, sådan som han her slutter og siger: «Vores vandel er» ikke jordisk eller kun rettet mod dette timelige liv, «men i himlen, hvorfra vi også venter Frelseren Jesus Kristus» osv.

Hvor man ikke ved og har dette, der kan man lade hin menneskelige, jordiske retfærdighed være så skøn og hæderlig, den vil; så er den i sandhed ikke mere end hindring og skade. For kød og blod kan ikke lade være; det må forlade sig på den, blive hovmodigt og rose sig: «Vi er dog også noget, mere hæderlige, frommere og bedre end andre; vi jøder er Guds folk og holder hans lov» osv. Ja, også de, der er kristne, er endnu ikke helt fri for det snavs; de vil altid søge at bringe deres egne gerninger og fortjeneste frem for Gud. For jeg ved hos mig selv, hvilken lidelse den ulyksalige visdom og indbildning om retfærdighed volder mennesket, og hvad det koster af møje, før slangens hoved bliver knust.

Nu lyder det sådan, og sådan må dommen lyde: Enten til helvede, eller også må denne menneskelige selvretfærdighed holdes for skade og skarn, og man må arbejde på, at man endelig ikke findes i den, når man skal bestå for Gud og hans dom ved den sidste ende, men i den retfærdighed, som er Kristi, og som drager os ind i Kristus, så vi i den klædning kan gå ham i møde til opstandelsen fra synd og død og sige: «Vær velkommen, min kære Herre og Frelser, du, som forløser mig fra syndens og dødens elendige legeme og gør mig lig og ensdannet med dit hellige, rene, klare, herlige legeme» osv.

Imens, så længe vi vandrer i troen på hans retfærdighed, har han også tålmodighed med den fattige, svage retfærdighed i dette liv på jorden, som ellers er snavs for ham; den gør han også den ære, at han bærer og opholder den, den tid vi er her. Ligesom vi ærer og smykker vores maddikesæk og vores urene bug, hænger en skøn, kostelig klædning og guldkæder om den, lægger den på hynder og i varme senge: dér ligger stanken og snavset, overtrukket med kød og hud, og kommer til den højeste ære på jorden. For for dens skyld må man gøre, ordne, regere, bygge og arbejde alting, og Gud selv giver den sol og måne til at lyse og varme og lader alt på jorden vokse og tjene den. Og hvad er menneskets krop andet end en skøn monstrans, hvori den urene, stinkende helgen (bugen) sidder, som han daglig må bære og tåle, ja også fylde og nære, desuden smykke og rense, og være glad, når den bare får gjort sig uren nok.

Sådan gør Gud også. Når han vil give mennesket det evige liv, tåler og bærer han over med dette livs skidne hellighed, som vi må leve i her, indtil den yderste dag, for sine udvalgtes skyld, indtil de fylder deres tal. For så længe dagen ikke kommer, er de ikke alle født, som hører hjemme i himlen. Men når tiden er udløbet og tallet fuldt, så vil han også pludselig ophæve alt dette – verdens styre, jurister, øvrighed, stænder – og kort sagt intet mere lade blive tilbage af denne jordiske retfærdighed, men gøre alt dette til intet sammen med bugen og bugen sammen med det. For det er dog alt sammen fordømt og dømt til fordærv; bortset fra at det for de kristnes skyld, for hvem det evige liv er bestemt, må gå sådan til, indtil de alle kommer til, og den sidste helgen er født. For selv om de alle var født på én nær, så måtte verden dog for denne enes skyld stadig stå og opholdes; for Gud agter ikke hele verden og behøver den ikke, uden alene for sine kristnes skyld.

Derfor er det ikke meningen, når Gud befaler at være kejseren lydig og leve retskaffent og hæderligt på jorden, at det skal være sådan og alene blive ved det. Han vil og må vel føde, klæde, pynte og ære den fattige bug, eller som han her siger, dette ringe, elendige legeme, med magt, herredømme osv.; og dog siger han, at det er snavs, som Gud ikke behøver til sit rige, ja, at det med sin ære og ros er fordømt for ham, for at hele verden skal slå øjnene ned for ham og erkende sig skyldig for ham. Sådan siger Sankt Paulus i Rom 3,27 og 4,2 også om de høje, store, hellige fædre, Abraham og andre: selv om de nok har haft ros for gerningsretfærdighed for verden, så kan de dog ikke have nogen ros for Gud med den osv. Så meget mindre vil verdens ros gælde for ham hos dem, som kaldes prisværdige, retskafne, hæderlige, tugtige folk, herrer, fyrster, kvinder og mænd, og som vil brovte af sådan en retfærdighed.

Udvendigt for verden kan du nok være skøn og smykket; men indvendigt og for Gud er du dog intet andet end stinkende snavs. Der fortælles et eksempel om en nonne, som blev holdt for hellig frem for alle. Hun ville ikke have fællesskab med de andre, sad alene i sin celle i stor andagt og bad uophørligt og roste sig af særlige åbenbaringer og syner, så hun ikke vidste andet, end at de kære engle var omkring hende og satte en gylden krone på hende; men de, der var udenfor og også gerne ville se det, så gennem små huller og sprækker en kokasse på hendes hoved og lo ad hende.

Se, det er det, at Sankt Paulus kalder sin retfærdighed efter loven skarn og møg: han vil nedlægge dens ros og trods over for Gud, skønt han nok ærer den for verden og kalder den retfærdighed. Men vil du trodse på den over for Gud, så fælder han hermed dommen og holder dig i sin dom for en vederstyggelighed og en fjende af Kristi kors; han gør din ære til skam og kaster dig til sidst i evig fordømmelse. Men om troens retfærdighed, som gælder for Gud i Kristus, siger han sådan:

«Vores borgerskab (eller vandel) er i himlen, hvorfra vi også venter Frelseren, Herren Jesus Kristus, som skal forklare vort ringe legeme, så det bliver ligedannet med hans forklarede legeme.»

Vi, siger han, som er døbt til Kristus og tror, har ikke sat vort væsen og vor trøst til denne retfærdighed i det timelige eller verdslige liv på jorden, men vi har en retfærdighed, som ved troen hænger ved Kristus i himlen og står og bliver alene i ham (ellers ville den være intet og ikke bestå for Gud). Den stræber alene efter, at vi evigt må være i Kristus, og at han ved sit komme i hint liv vil gøre ende også på dette jordiske liv og give dette legeme et andet liv, så det bliver helt nyt, rent, helligt og ligt Kristi liv og legeme.

Derfor kaldes vi ikke mere borgere på jorden, men den, der er en døbt kristen, han er ved dåben en født borger i himlen. Derfor skal vi forholde os og vandre som dem, der hører til dér og er hjemme dér, og nu trøste os ved, at Gud sådan tager imod os og vil sætte os dér; men imens skal vi vente på Frelseren, som skal bringe os evig retfærdighed, liv, ære og herlighed ned fra himlen.

For vi er ikke døbt og blevet kristne for at have stor ære, ros for retfærdighed eller herredømme, magt og gods på jorden; og selv om vi har det for denne bugs liv, skal vi dog kun regne det for skarn og dermed smykke denne møgbug, så godt vi kan, for deres skyld, som endnu skal fødes af os eller efter os. Men for vor egen del skal vi kun vente og se efter, hvornår Frelseren kommer, han, som skal og vil komme, ikke os til skade eller skam (som for de andre), men for vort ringe eller elendige legemes skyld, som også i dette liv er et jammerligt, fattigt legeme, men endnu meget mere, når det ligger dødt i jorden og fortæres.

Men hvor jammerligt, elendigt og skændigt det end er, både i liv og død, så vil han ved sit komme gøre det så skønt, rent, lyst og klart og fuldt af ære, at det skal blive ligt og ensdannet med hans eget udødelige, herlige legeme – ikke som han hang på korset og blev lagt i graven, blodig og helt dødbleg, i skam og vanære, men som han nu er forklaret ved Faderens højre hånd. Derfor skal vi ikke forskrækkes over, at vi må aflægge dette legeme og lade det berøves sin ære, retfærdighed og liv og lade det henrettes og ædes af død og grav (det må Kristi fjender blive forfærdede og forskrækkede over); men vi skal glade håbe og vente på, at han bare snart kommer og forløser os fra dette fattige, stinkende snavs.

«Ved den kraft, hvorved han også kan underlægge sig alle ting.»

Se, hvilken ære og herlighed denne Kristi retfærdighed bringer, også til vort legeme. Hvordan kommer dette fattige, syndige, elendige, urene, fordærvede legeme til, at det skulle blive ligt og ensdannet med Guds Søns, majestætens Herres, legeme? Hvad er du, eller hvad er din og alle menneskers kraft og evne, at sådan noget skulle kunne ske med dig? Nuvel, siger Sankt Paulus, menneskers retfærdighed, fortjeneste, ros og kraft gør slet intet til her; det forbliver lutter snavs, skam og en fordømt ting. Men her er en anden kraft og virkning, nemlig hans, som er Herren (Kristus) og kan underlægge sig alle ting. Kan han gøre alt lydigt for sig, som han vil, så kan han også herligt forklare det elendige legemes snavs og stank, ja, dets maddiker, orme og støv. For det er i hans hænder som en pottemagers ler, så han af denne stinkende jordklump kan lave en skøn, lys, ny, ren potte eller et legeme, klarere og skønnere end solen.

For ved dåben har han taget os i sine hænder, netop for i stedet for dette syndige, fordømte, dødelige legemlige liv at skabe og give os en ny, uforgængelig retfærdighed og et nyt liv på legeme og sjæl. Det er den kraft og virkning, som bringer og løfter os til sådan en herlighed. Det formår ingen jordisk lovens retfærdighed at give; den lader mennesket blive i skam og fordærv med dette liv og når ikke længere, end bugen lever og varer. Men denne Kristi retfærdighed virker sådan en kraft, at man derpå ser, at vi ikke har bugen, men den sande, levende Gud, som ikke lader os blive i skam og død, men hjælper os ud af synd, død og fordømmelse og også vil sætte dette dødelige legeme i evig ære og herlighed.