24. søndag efter trinitatis (Kol 1,3–14)

Epistlen på 24. søndag efter trinitatis, Kol 1,3–14

Sankt Paulus tager i denne korte epistel mange stykker op, som han taler om, især om troen, kærligheden, tålmodigheden, taknemmeligheden osv. For han er overmåde rig på at tale om den slags ting, som et udvalgt kar eller redskab for Gud (som Gud selv kalder ham, ApG 9,15), det vil sige den allerbedste prædikant, han har haft på jorden. Men særlig overrig er han i det stykke, hvor han begynder at udfolde evangeliets eller Kristus-troens hovedstykke videre og løfter Kristus så højt, både efter hans rige og efter hans person, som den, der er det hele og alt i sin kirke: Gud, Herre, hoved, mester, forbillede og alt, hvad man kan sige og rose af guddommeligt og godt.

Først roser han kolossenserne og siger, at han har hørt et meget godt rygte om dem: at de har troen på Kristus og kærligheden til alle de hellige og desuden holder fast ved håbet om det evige liv, som allerede er lagt hen til dem i himlen. Det vil sige, at de er rette kristne, som ikke har ladet sig vende bort fra Guds rene ord, men hænger ved det med alvor og viser med gerning og frugt, at de tror rigtigt, eftersom de øver kærlighed mod de fattige kristne og for Kristi skyld har lidt meget i håbet om den lovede salighed. Således stiller han dem frem som et forbillede og et spejl på hele det kristne liv.

Derpå fortsætter han og siger: «Da jeg har hørt dette om jer, er jeg blevet hjertelig glad for, at I har gjort en så god begyndelse.» For det ser ud til, at han ikke selv har prædiket for dem først. Han siger jo længere fremme i 2. kapitel (Kol 2,1), at han bærer omsorg for dem og for andre, som ikke har set hans ansigt, og han viser også her, at de har lært evangeliet og Kristus af Epafras, hans medtjener osv. «Og derfor beder jeg også stadig for jer,» siger han, «at I må fortsætte sådan, vokse og blive ved.» For han ser og ved, at de kristne altid har god brug for begge dele, både denne forbøn og denne formaning, så de bliver stående bestandigt, uforanderligt og urokkeligt i den tro, de har begyndt på, mod Djævelens uophørlige anfægtelser, verdens ondskab og kødets skrøbelighed under kors og lidelse.

«At I må blive fyldt,» siger han, «med erkendelsen af hans vilje» osv.

Det er den fornemste bøn og det fornemste ønske; er det opnået, så er der siden ingen nød. Men at blive fyldt betyder ikke bare at gribe og fatte en sådan erkendelse med ørerne, men også at blive rig i den og stadig fyldigere og fyldigere. I har nu begyndt godt og er smukke, unge, friske planter; men det er ikke gjort med, at det er nok at have begyndt, eller at man straks er færdig med at lære og har udtømt det hele på én gang, når man har hørt det og nu ved det. Nej, det er en sådan sag, som hele tiden må drives og øves, så længe vi lever her, indtil den bliver helt rund og fuldkommen.

For at kende Guds vilje betyder ikke bare, at man ved at sige noget om Gud, sådan som jøder og tyrker taler om ham: at han har skabt himmel og jord og givet loven. For dem er det vel åbenbaret, som man af naturen kan vide om Gud gennem skabelsens gerninger, Rom 1,20; og det viser også Guds vilje i det, vi skal gøre. Men da vi ikke gør det, er vi dermed endnu ikke hjulpet, og det bliver en forgæves og tom erkendelse (hvis den står alene), som ikke følges af noget af hans vilje i os; ja, til sidst bliver det en fordømmende erkendelse af vores egen evige undergang. Nej, når dette nu er erkendt, så må der begynde en anden erkendelse (hvis mennesket skal hjælpes). Det er den, som Kristus taler om i Joh 6,40: «Det er Faderens vilje, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.» Ligeså Matt 18,14: «Det er ikke Faderens vilje, at nogen af dem, som tror på mig, skal gå fortabt» osv.

For da vi ikke har gjort hans vilje efter den første åbenbaring og derfor måtte være udstødt og fordømt under hans evige, uudholdelige vrede, har han i sin guddommelige visdom og barmhjertighed besluttet det råd og den vilje, at han ville lade sin enbårne Søn tage vores synd og hans vrede på sig og blive et offer og en betaling for den, for at den uudholdelige vrede og fordømmelse derved kunne tages fra os, syndernes forladelse skænkes og Helligånden gives i vores hjerte, så vi nu får lyst og kærlighed til Guds bud. Denne vilje har han selv åbenbaret ved den samme Søn og befalet ham at forkynde den for verden; ligesom han også selv viser os hen til ham for at søge den hos ham, når han siger (Matt 3,17): «Dette er min elskede Søn, i ham har jeg velbehag; ham skal I høre.»

Den erkendelse ville Sankt Paulus gerne have til at vokse sådan i os, at vi blot bliver rige og fulde af den (det vil sige helt visse på den). For det er en overmåde stor og herlig erkendelse, at et menneskehjerte, født i synd, skal kunne vove sig ud på det og være vis på, at Gud i sin majestæts og sit guddommelige hjertes dyb endeligt og uigenkaldeligt har besluttet – og vil have det modtaget og troet af enhver – at han ikke vil tilregne synden, men tilgive og være nådig og skænke det evige liv for sin elskede Søns skyld.

At erkende dette og tro det med vished lærer man ikke så let, som man kan lære andre ting, eller som den anden erkendelse, lovens, er. Den er jo i forvejen skrevet ind i naturen, og når den rammer hjertet rigtigt, bliver den alt for stærk, så mennesket kender og føler Guds vrede alt for godt; ja, netop den hindrer allermest også de kristne og de hellige i denne erkendelse af Guds vilje i Kristus. Og ud over at hjertet og samvittigheden selv må give sig skyldig og bekende, at det har fortjent vrede, og derfor af naturen bliver forskrækket og flygter for Gud, så puster og blæser Djævelen her også til og skyder sine onde, brændende pile af gruelige og tunge tanker ind i menneskets hjerte. Han stiller ham ikke andet for øjnene end lutter skrækkelige billeder og eksempler på Guds vrede og fylder mennesket så helt med en sådan erkendelse, at han ikke kan se eller tænke noget andet.

Og således lærer man denne erkendelse kun alt for godt, så det bliver mennesket tungt og surt at aflære og glemme den igen ved erkendelsen af Kristus. Så hjælper den onde verden også dristigt til med sit bitre had og sit giftige mordskrig over de kristne som de værste mennesker, bandlyste, fordømte Guds fjender osv. Dertil kommer, at den ellers forarger de svage med sit eksempel, og at vores kød og blod også stræber efter noget andet og trækker os tilbage, holder meget af sin egen visdom og hellighed, som det kan få ære og ros af, eller vil leve trygt i sin fordel, gerrighed og vellyst osv. Så en kristen må her stå i en stor og svær kamp til alle sider og fægte både mod Djævelen og verden og også mod sig selv, hvis han vil og skal bevare erkendelsen.

Da altså denne erkendelse af evangeliet er så svær og så fremmed for naturen, er det sandelig nødvendigt, at man med al flid beder om den og arbejder på at blive fyldigere og fyldigere af den og ret lære Guds vilje at kende. For vores egen erfaring vidner om det: Hvor den kendes for svagt og ikke ret, hvor let kan der så ikke komme en lille ulykke over mennesket, eller en ringe fare og nød forskrække ham, så den slags tordenslag straks stormer ind på hans hjerte: «Åh ve! Gud er min fjende og vil ikke vide af mig» osv.

Hvor kommer sådan et jammerligt «Åh ve!» fra i en kristens hjerte, over en lille skade? Var du her så fuld af denne erkendelse, som du jo burde være, og som mange sikre, mætte ånder bilder sig ind, at de er, så ville du ikke blive så forskrækket og skrige sådan. Men når du sprælder og er så forsagt: «Åh, Herre Gud, hvorfor lader du det ske for mig?», så betyder det jo, at du endnu ikke har erkendt hans vilje, eller i hvert fald kun løst og svagt. For der er dette «Åh ve!» endnu langt større end den glæde, som denne erkendelse fører med sig, når den er stærk og fuld; den glæde skulle jo veje langt tungere end al frygt og forskrækkelse, ja helt og aldeles tage den bort og ophæve den.

Lad os derfor også lære af dette og bede om det med Sankt Paulus, som det, der er allermest nødvendigt for os og alle kristne: at vi må have en sådan fuld erkendelse – det vil sige ikke bare begynde og bilde os ind, at det er nok, eller blive stående stille, som om vi havde grebet det. Det er ikke gjort med, at planterne er sat, hvis ikke vanding og pleje følger efter, både ved Guds ord og ved bøn: mod Djævelen, som dag og nat tragter efter at kvæle og slå sådan en lille plante ned, hvor han ser den spire frem, og mod verden, som kun søger og driver det modsatte og tænker imod det med sin visdom og fornuft. Så hvis Gud her ikke holdt hånden over os og styrkede denne erkendelse, ville vi nok få at se, hvad Djævelen kunne, og hvor langt vores kunst rakte.

Det giver Jobs bog os også et godt eksempel på, som i et fint digt, gjort af en digter: Satan kommer frem for Gud, og Herren siger til ham (Job 1,8–11): «Har du lagt mærke til min tjener Job? For hans lige findes ikke i landet, ligefrem og retskaffen og gudfrygtig» osv. Da svarer Satan: «Ja, du har omgivet og værnet ham med din beskyttelse, så jeg ikke kan komme til ham; men tag bare din hånd bort – hvad vil du vædde? – jeg skal snart få ham dertil, at han forbander dig lige op i ansigtet.» Det gør han også bagefter, da han har fyldt ham, ikke bare med onde bylder, men med sine brændende pile og gruelige tanker om Gud. Sådan siger Kristus også til Peter og apostlene: «Satan har forlangt at få jer for at sigte jer og kaste jer som hvede; men jeg har bedt for dig, at din tro ikke må svigte» (Luk 22,31–32). Kort sagt: Hvis Gud ikke hindrer ham, så vover han her at styrte også de største og stærkeste hellige.

Derfor skal vi, selv om vi er blevet kristne og har begyndelsen til denne erkendelse, dog vandre i frygt og ydmyghed og ikke formaste os, sådan som de lede, sikre ånder tænker, at de har udtømt det hele på én gang, og ikke kender mål eller ende på deres kunst. Dem holder Djævelen særlig af; for han er herre over dem, som han selv vil, og gør gennem dem stor skade også hos andre med deres lære eller eksempel, så de også bliver sikre og ikke tænker på, at Gud kunne lade dem synke, og at Djævelen er så nær ved dem.

Her må man sandelig med alvor og flid handle med Guds ord og bede, ikke alene for at man må lære at kende Guds vilje, men også for at man må blive fyldt med den, og at enhver hele tiden må gå efter denne rettesnor og stadig komme videre og jage og strække sig efter at få mere og mere trøst og styrke mod frygten og forskrækkelsen og ikke lade Djævelen, verden, kød og blod hindre og standse sig i det.

For denne erkendelses fylde er af den art, at den, der har den, ikke bliver mæt eller ked af den, men stadig mere lysten og glad ved den, og jo længere, jo mere begærlig og tørstig efter den, sådan som Skriften siger: «Den, som drikker mig, skal tørste efter mig endnu mere» osv. (Sir 24,21). For heller ikke de kære engle i himlen bliver mætte af den (som Sankt Peter siger), men har deres evige glæde og lyst ved at måtte se det, som er åbenbaret og forkyndt for os, 1 Pet 1,12. Derfor: Hvis vi ikke også har denne hunger og tørst efter at fatte det rigt og fuldt (og den burde vi dog have langt mere end englene), indtil vi også evigt må skue det i det andet liv, så er der endnu ikke mere ved det end et bart, tomt skum, som hverken kan slukke tørsten eller mætte, hverken trøste eller forbedre.

Men for at denne hunger og tørst kan blive vakt og drevet i os, og den fulde erkendelse nås, gør Gud meget vel mod sine kristne ved at sende dem anfægtelse, trængsel og lidelse; det bevarer dem for kødelig lede og lærer dem at søge trøst og hjælp. Sådan gjorde han fordum i martyrernes tid, da han lod dem dagligt gribe og henrette med sværd, ild, vand, vilde dyr osv. Således førte han dem ret i skole, hvor de måtte lære at kende Guds vilje og så trodse: «Nej, kære tyran, verden, Djævel og kød, du kan nok gøre mig ondt, sætte mig i stokken, plage mig, jage mig bort, tage liv og lemmer; men min Herre Kristus, det vil sige Guds nåde og barmhjertighed, skal du ikke tage fra mig.»

Sådan lærte og styrkede troen dem, at dette var Guds uforanderlige vilje, som han havde besluttet over dem og ikke kunne ændre, selv om han stillede sig helt anderledes an over for dem, ligesom han også gjorde med Kristus selv; og ved en sådan øvelse og erfaring i troen blev de så styrket, at de ligefrem blev vant til det og gik i døden med lyst og glæde. Hvor kommer et sådant mod og en sådan trods fra, også hos unge piger på 13 og 14 år som Agnes, Agatha osv., så de står så kækt for den romerske dommer og endda spøger, når man fører dem til døden, som om de gik til dans? Det kommer kun af, at den fine, faste tro og den visse erkendelse har fyldt deres hjerte: at Gud ikke er vred på dem, men at der er lutter nådig og barmhjertig vilje, til deres højeste, evige frelse og salighed.

Se, så herligt oplyste, stærke og modige mennesker har han gjort ved korsets og lidelsens øvelse. Vi derimod, fordi vi ikke vil erfare den slags, er så svage, ja så bløde og dovne, at når røgen bare bider os en smule i øjnene, så er glæden og modet borte, og denne Guds vilje er ukendt, og det bliver til lutter jammerskrig og «Åh ve!». Sådan må det gå, som jeg har sagt, hvor et hjerte er helt uprøvet og uvant med dette; ligesom Kristi disciple i båden: Da de ser en stormvind komme og bølgerne slå ind over båden, glemmer de af bare skælven og forsagthed denne guddommelige vilje helt, skønt de har Kristus hos sig, og der er lutter angst jammer – undtagen at de midt i det dog råber om hjælp: «Herre, frels os, vi går under!» (Matt 8,25). Sådan var der også i martyrernes tid mange blandt de kristne, som blev bløde og først fornægtede, nogle af frygt for pinslerne, nogle også fordi de havde ligget længe i fængsel.

Derfor vil han, at også vi skal lære at vænne os til dette ved anfægtelse og lidelse, selv når det går os surt imod, og hjertet vil begynde at banke og skrige sit «Åh ve!» – så vi kan stille det og sige: «Jeg kender Guds sind, råd og vilje i Kristus, og den vil han ikke ændre, for han har lovet mig det ved sin Søn og stadfæstet det ved dåben: at den, som ser og hører Sønnen, skal være fri for synd og død og leve evigt.»

Se, det er det, Sankt Paulus kalder at blive fyldt med erkendelsen af Guds vilje i Kristus ved troen på evangeliet: nemlig troen på syndernes forladelse og trøsten i den, fordi vi ikke selv har kunnet have eller opfylde hans vilje i de ti bud. Det er ikke en ørkesløs, doven tanke, men en levende, virksom kunst, som består for Guds dom, kæmper med Djævelen og hersker over synd, død og liv.

Hvor en sådan erkendelse eller tro nu er, dér følger det også bagefter, at hjertet, tændt af Helligånden, får lyst og kærlighed til Guds bud og begynder at holde dem, priser Gud med sin bekendelse og sit liv og bliver et tålmodigt, kyskt, tugtigt, sagtmodigt, godt og venligt menneske. Og så kaldes det med rette at være fyldt med denne erkendelse, det vil sige rustet og styrket til alle sider til at bestå og trænge igennem mod kødet, verden, Djævelen og helvede.

Det kalder Sankt Paulus så også, idet han forklarer dette nærmere, «al åndelig visdom og indsigt». Det er ikke verdens visdom – om den behøver man ikke at strides sådan, og den har ingen sådan anfægtelse, for den har med andre ting at gøre – og heller ikke fornuftens, som også understår sig i at dømme om disse guddommelige ting og dog aldrig kan forstå dem; men selv når den hører det, falder den straks fra det igen i sin tvivl eller forsagthed.

Men visdom er hos Sankt Paulus, når han sætter disse to ord sammen, netop evangeliets høje, hemmelige, skjulte lære om Kristus, som lærer os at kende Guds vilje; og et vist menneske kaldes en kristen, som forstår sig på og kan tale både om Guds vilje mod os, og om hvordan vi skal erkende den i troen og vokse i den og derefter også leve i lydighed mod ham. Det er en sådan visdom, som fornuften ikke har udtænkt, og som ikke er kommet op i noget menneskes hjerte, og som ingen af denne verdens herskere har kendt, som Sankt Paulus siger 1 Kor 2,8–10; men som åbenbares fra himlen ved Helligånden for dem, der tror evangeliet.

Til denne visdom (for at den kan blive fuld og hel) hører også det andet, som han kalder indsigten; det vil sige en flittig agtpågivenhed for at bevare det, man har modtaget. For det kan ske, at et menneske, selv om han har visdommen, alligevel bliver overrumplet af Djævelen, enten ved så hurtige indskydelser af smukke, kloge tanker, eller ved vrede, utålmodighed, ja også ved gerrighed og den slags fristelser under et godt skin. Derfor må han her være forsigtig, årvågen og vågen, så han kan vogte sig for Djævelens listige efterstræbelser og altid tage sin åndelige visdom med på råd i alt, hvad der møder ham, så han kan forblive ubedraget.

Det kalder Sankt Paulus og Skriften indsigt: den, der godt forstår at bruge visdommen og mærke, hvad der stemmer med den eller ej, og således sætte den i værk, ret og fint dømme og skelne alt, hvad der møder ham under visdommens navn og skin, og rustet med den værge sig, så han ikke farer imod sin visdom. Derfor må han her altid se hen til Guds ord og øve og drive det, så Djævelen ikke maler et andet blændværk eller en vildfarelse for hans øjne og fanger ham, før han ser sig om; det kan han nemlig godt, og det tragter han efter ad alle mulige veje og med alle mulige midler, hvis mennesket ikke vogter sig og spørger Guds ord til råds. Det lærer David os med sit eksempel i Sl 119,11: «Jeg bevarer dit ord i mit hjerte, så jeg ikke synder imod dig.» Ligeså (Sl 119,24): «Jeg har lyst til dine bud, de er mine rådgivere» osv.

Det kan meget let ske, når mennesket (selv om han har hørt Guds ord og kender det godt) enten går sikkert hen og bekymrer sig om andre ting, eller måske bliver anfægtet og taber Guds ord af syne, at han bliver forført og fanget ved Djævelens hemmelige rænker og kneb, eller farer vild i sig selv, så han mister sin visdom derover og hverken ved at råde eller hjælpe sig selv, også i små, ringe anfægtelser. For både Djævelen og fornuften eller den menneskelige visdom kan her overmåde fint disputere og drage slutninger, så man tror, det er den rette visdom, og dog er den det ikke. En vis mand er snart blevet til en nar, et menneske har snart taget fejl og fejlet, og en kristen er snart snublet; ja, også en dygtig lærer og profet kan snart blive bedraget af sine kloge fornuftstanker. Derfor må man lære dette og drive og betragte Guds ord med al flid.

Derfor læser man også om Sankt Martin, at han ikke ville indlade sig på at disputere med kætterne, alene af den grund, at han ikke også skulle komme ind i denne strid om at gøre sig kloge sammen med dem eller overgå og overtrumfe dem med fornuften; det var jo netop dermed, de skærpede og pyntede deres sag, som verden altid gør imod Guds ord. Det samme gør nu de kloge pavelige, som efter deres egen mening fremfører meget skarpsindigt for at stadfæste og styrke alle deres antikristelige vederstyggeligheder og deres tyranni under kirkens navn. De sprøjter deres gift ud: man må ikke foretage eller tåle nogen ændring i det, som overalt i kristenheden i almindelighed er antaget. For man må jo tro, at den kristne kirke altid regeres af Helligånden, og man må være den lydig og følge den.

Her hører du kirkens navn, som din åndelige visdom lærer dig om i artiklen «Jeg tror på en hellig kristen kirke» osv., men trukket og draget derhen (som man også gør med Guds navn) for dermed at stadfæste pavedømmets løgne og afgudsdyrkelse. Derfor hører indsigten med her, det vil sige en vågen og skarp dømmekraft, som her kan skelne rigtigt, så han ikke får sin visdom forrykket og forfalsket og bliver bedraget under dens navn og skin.

For ser du her sagen rigtigt an og holder den op imod Guds ord, som i dette er rettesnoren og prøvestenen, så kan du godt deraf dømme og bevise, at pavedømmet ikke er Kristi kirke, men Satans bande, fordi det er fuldt af åbenlys afgudsdyrkelse, løgn og mord og endda vil forsvare det. Det gør Kristi kirke ikke, og man gør den vold og uret, når man vil lægge den til last, at den skulle have besluttet, fastsat eller befalet sådant og kræve lydighed for noget, som ikke er i overensstemmelse med Guds ord.

Verden disputerer nu også klogt og snildt om, hvordan man kan bilægge striden og splid om læren og troen og få et forlig i stand: man skal lade de lærde, de vise, biskopperne, kejser og fyrster træffe en enig beslutning; man kunne vel give lidt efter på begge sider, og det var bedre at give efter og indrømme nogle ting, som man kunne hjælpe på med en god forståelse og tydning, end at lade så megen forfølgelse, blodsudgydelse, krig og grufuld, endeløs forvirring og ødelæggelse ske.

Men her skorter det også på indsigt, den indsigt, som ud fra Guds ord viser, at Gud ikke vil have, at man laver et sådant lappeværk, men at man skal bevare læren, troen og gudstjenesten ren og klar efter hans ord og ikke blande menneskepjank, egne meninger eller klogskab ind i det osv. Så giver Skriften os denne regel: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker» (ApG 5,29).

Derfor må man her hverken se på eller følge, hvad menneskelig visdom eller rådslagning foregiver, men have Guds vilje for øje, sådan som han har vist os den i sit ord, følge den og blive ved den, hvad enten det gælder død eller liv, ondt eller godt. Kommer der så krig eller anden ulykke ud af det, så tal med ham om det, han som vil og befaler, at man skal lære og tro sådan. For det er jo ikke vores eget værk, og det er hverken udtænkt eller fundet på af os; og vi er heller ikke kaldet til at disputere om hans vilje, om den er ret, eller om den skal holdes. Vil han lade forfølgelse og andet komme over det, for at de, der er rette kristne, kan blive prøvet og få erfaring, og til straf for de utaknemmelige, så lad det gå; vil han ikke, så har han kraft nok i næverne til at kunne afværge det og holde det oppe, så det ikke skal gå under, for at man kan se, at det er fra ham; sådan som han hidtil, Gud ske lov, har gjort hos os og hjulpet, så vores modstandere ikke har kunnet gøre med os, hvad de gerne havde villet; for havde vi veget for dem og adlydt dem, så var vi også blevet ført ind i deres løgn og i fordærvelsen. Sådan kan og ville han stadig gøre, hvis vi gik oprigtigt og trofast til værks med sagen, fremmede og ærede Guds ord og ikke blev utaknemmelige eller søgte noget andet under skin og navn af Guds ord.

Det siger jeg som et eksempel, for at man kan forstå, hvad Sankt Paulus kalder både visdom og indsigt til at kende Guds vilje, og for at man kan se, hvor nødvendigt det er at have begge dele, og at man derfor i kristenheden ikke alene må drive læren, som giver visdommen, men også formaningen og tilskyndelsen, som giver indsigten til at bevare visdommen i kamp og strid og forsvare sig med den. For hvis den ikke blev øvet og drevet sådan, så ville vi blive bedraget af falsk visdom og indbildskhed og tage dens skin og glimmer for det rette guld, sådan som det til alle tider er gået mange i kirken.

Galaterne havde også fået visdommen af Sankt Paulus, at de alene ved troen på Kristus blev retfærdige for Gud; men selv om de vidste det, blev de alligevel bedraget og ville helt have mistet deres visdom over de falske apostles foregivende, at man alligevel også måtte holde loven, som Gud havde givet osv., hvis ikke Sankt Paulus her havde vakt deres indsigt og dermed trukket dem tilbage fra vildfarelsen. Korintherne vidste også ud fra deres åndelige visdom artiklen om den kristne frihed, at afgudsofferet ikke var noget; men det, der fattedes dem, var, at de gik uforstandigt til værks med det og begyndte at bruge deres frihed kødeligt imod visdommen og forarge andre; derfor måtte Sankt Paulus også minde dem om, at det ikke var i overensstemmelse med hans lære og visdom osv.

Skriften har også mange eksempler på dette, og især 1 Kong 13,19 om en gammel profet fra kongeriget Juda [I 1 Kong 13 er det profeten fra Betel, der kaldes «den gamle profet»; profeten fra Juda kaldes «Guds mand».], som åbenlyst havde prædiket for kong Jeroboam imod den afgudsdyrkelse, han havde oprettet, og stadfæstet sin prædiken og profeti med et under. Ham havde Gud befalet, at han endelig ikke måtte blive på det sted og heller ikke spise eller drikke der, men gå lige hjem igen ad en anden vej; og alligevel lod han sig siden overtale undervejs af en anden profet, som sagde, at Gud havde åbenbaret ham ved en engel, at han skulle tage ham med sig hjem og give ham at spise og drikke. Men da han sad til bords med ham, kom Herrens ord til den profet, der havde indbudt ham, og han sagde til ham, at han ikke skulle komme levende hjem igen. Og da han drog bort fra ham ad sin vej, blev han dræbt undervejs af en løve, som dog blev stående ved hans lig og hans æsel og ikke gjorde dem noget, indtil den anden profet kom til og fandt løven ved siden af ham, førte ham hjem på sit æsel, begravede ham og befalede, at man også skulle lægge ham selv i den samme grav, når han var død.

Det var Guds straf over denne profet, som havde ladet sig bedrage og ikke fulgt den befaling, som Gud havde givet ham; skønt det ikke skadede ham på hans sjæl, hvad Gud viser ved, at han ikke blev ædt af løven, men beskyttet. Hvad fattedes nu denne profet? Ikke visdom, for han havde Guds ord; men det fattedes ham på indsigt, så han lod sig bedrage af, at den anden sagde, at han også var profet, og at Herrens engel havde talt med ham. Han skulle være blevet ved det ord, han havde fået, og have sagt til den anden: «Er du profet, så lad det være; men dette har Gud befalet mig, det ved jeg, og det vil jeg holde mig til» osv., og ikke have set på hverken engels eller Guds navn imod det.

Sådan går det tit, ikke alene i striden om læren imod sværmerne, men også for enhver i hans eget liv og egne sager, embede og styre, at han undertiden snubler i dette og fattes indsigt, når han ikke ser sig godt for og giver agt på, hvordan hans forehavende, råd eller tanker rimer med visdommen i Guds ord; især når han af Djævelen eller på anden måde bliver bragt til vrede, utålmodighed, sorg, tungsind eller andre anfægtelser; ligesom det også undertiden kan ske for dem, der ellers er vel prøvede og øvede, at de bliver forvirrede selv i små anfægtelser, så de ikke kan råde sig selv osv. Her er det nødvendigt, at mennesket ser sig om og ikke dømmer eller handler efter det, han tænker eller føler, men husker eller lader sig sige og rådspørger Guds ord. For mens et menneske er anfægtet, kan han ikke dømme rigtigt efter sine tanker. Derfor skal han ikke følge sig selv eller fare hurtigt til og slutte eller gøre, sådan som han tænker, men holde alt for mistænkeligt og vogte sig for Djævelens list, han som vil lokke, ægge, forskrække eller bedrøve mennesket med sine smukke argumenter; og først drage indsigten i sin visdom, evangeliets visdom, frem: hvad hans tro, kærlighed, håb, tålmodighed og kort sagt Guds vilje overalt og i alle stykker rigeligt lærer ham, såfremt han blot stræber og arbejder efter det og beder om, at denne erkendelse må blive opfyldt.

Derfor kalder Sankt Paulus det også åndelig visdom og indsigt, som gør os vise og kloge imod Djævelen og hans anfægtelse eller fristelse og listige angreb (som Sankt Paulus kalder dem, Ef 6,11), og som både regerer og fører os, vogter og leder, lærer og beskytter os, så vi går rigtigt til værks i de åndelige sager, troens og samvittighedens over for Gud, og i det udvortes liv (hvor ingen fornuft kan råde og lære); sådan som Sankt Paulus nu videre siger om dette:

Så I vandrer Herren værdigt og bærer frugt i al god gerning og vokser i erkendelsen af Gud og styrkes med al kraft efter hans herlige magt til al tålmodighed og langmodighed med glæde og takker Faderen, som har gjort os egnede til at få del i de helliges arv i lyset.

Hvad det vil sige at vandre Herren værdigt, har vi hørt ovenfor i andre epistler: nemlig at tro sådan og bekende troen med lære og liv som folk, der er Herren værdige, og som Herren tør rose sig af og sige: «Det er mit folk, det er kristne, som lever og bliver i det, de er blevet lært ved Ordet, kender min vilje og gør og lider for dens skyld, hvad de skal» osv.

Dertil skal vores visdom og indsigt i erkendelsen af Gud tjene og gavne, at vi bliver sådanne folk, som er Gud til ære og pris, så han bliver lovprist ved os, og at vi altså lever Gud til al velbehag, eller på enhver måde behager ham efter hans ord; at vi i vores liv, stand eller betroede gerning ikke er ufrugtbare eller skadelige hyklere og vantro (som de andre falske kristne), men gør meget godt og er nyttige folk til ære for Guds rige. Og at vi samtidig hele tiden går videre og vokser i den erkendelse af Gud, der er begyndt, så vi ikke bliver ført eller trængt bort fra den ved Djævelens list, han som overalt og altid sætter ind imod de kristne og så ihærdigt søger at fælde dem fra Ordet og Guds vilje, som han først gjorde med Adam og Eva i Paradiset.

Ligeledes: at vi også styrkes (siger han) ved hans herlige kraft osv., så vi kan holde ud og sejre i en sådan kamp imod Djævelen, verden og kødet. Det er og gør ikke vores egen eller alle menneskers kraft; men det må være hans egen guddommelige, herlige magt og kraft, hvormed han sejrer over Djævelen og vinder ære og pris imod helvedes porte; sådan som Kristus har vist ved sig selv, han som har slået alle Djævelens anslag og magt ned, dem som Djævelen prøvede på ham til det yderste, og har sejret over ham.

Med en sådan kraft og magt må vi også blive styrket i troen, stræbe efter det og holde ved gennem Guds ord og bede om, at det ikke alene må være en begyndelse, men et fremstød og et gennembrud, og at vi således bliver stærkere og stærkere i hans magt; så vi ikke foretager os det, vi gør, ud fra os selv eller ved os selv og roser os, som om vi havde gjort det, men bygger på ham og hans styrke og hjælp; for det er visselig ikke vores, men hans guddommelige magt og kraft, når nogen bliver ved at være en kristen i erkendelsen af Gud, ubedraget og uovervundet af Djævelen.

Men at blive styrket og sejre på den måde må også ske i al slags tålmodighed (siger han), så I kan udholde et sådant pres og en sådan forfølgelse fra Djævelen, verden og kødet; ja, dertil hører ikke alene tålmodighed, men også langmodighed. Den skelner han fra tålmodigheden som noget, der er større og stærkere. For Djævelen har den art ved sig, at når han ikke kan overvinde et hjerte med lidelse og plager, så angriber han det med længden, så tålmodigheden får for meget og for længe, og det ser ud, som om det aldrig vil få ende. Det er hans kunst og skalkagtighed: hvad han ikke kan udrette ved anfægtelsernes størrelse og mængde, det gør han med det uophørlige pres, så han til sidst gør mennesket blødt og træt og tager modet og håbet om at sejre fra ham.

Derimod er der til tålmodigheden også brug for langmodigheden, som holder fast og stadig ud imod det og bliver ved i lidelsen og er således til sinds: «Nu skal du ikke gøre mig det for meget eller for langt, om det så skulle vare til verdens ende.» Det er den rette ridderlige, kristne styrke, som i høj kamp og lidelse kan holde ud ikke alene Djævelens store, mange og mangfoldige storme, men også al deres længde. Men hertil har vi også allermest brug for Guds styrkelse og kraft ved bønnen, så vi ikke bukker under i en så svær kamp, men også når frem til enden osv.

Og en sådan tålmodighed og langmodighed skal I have og øve (siger han) med glæde, så I i sådanne store, mange og tilmed lange anfægtelser ikke lader jer gøre tunge, bedrøvede tanker, men er frimodige og glade og foragter Djævelen med al hans og verdens plage og rasen. Glæd jer over, at I har erkendelsen af Guds vilje i Kristus og hans kraft og herlige magt hos jer, og tvivl ikke på, at han vil hjælpe jer igennem med den.

Til sidst (siger han): Tak også, eller vær taknemmelige, glem ikke Guds usigelige velgerning og gaver, som er skænket jer frem for alle mennesker på jorden: hvordan han således har frelst jer og befriet jer fra syndens, dødens, helvedes og Djævelens vold og magt (som I også sad fast i og for jeres egen del havde måttet blive i evigt) og sat jer til den evige herlighed, hvor I er medarvinger med alle hans hellige, som han har udvalgt til sit rige, og har del i alle evige, guddommelige, himmelske goder osv. Det skal I se på og betænke i jeres lidelse og kamp, at dette er bestemt og skænket jer som modvægt til den, og derved blive så meget mere glade og lystne til at kæmpe og lide for det, så I også kan eje og nyde det, som allerede er jer visselig tilegnet i Ordet og troen osv.

Men han kalder det de helliges arv i lyset, eller de lyse helliges; det er de rette hellige. Dem skiller han hermed fra de andre, falske, og laver således to slags hellige: de ene, som er en stor hob i verden, vil også være hellige, sådan som især jøderne er med deres lovens hellighed og hele verden, filosoffer, jurister osv., med deres retfærdighed; og de er dog ikke lyse, men mørke, urene, ja besudlede hellige; ligesom han i Fil 3,8 regner en sådan retfærdighed for skade og skarn. Ligeledes er der også blandt den lille flok kristne, som har evangeliet, mange falske, hykleriske hellige, som også hører evangeliet, går til sakramentet osv., men bliver i mulm og mørke og hverken smager eller erfarer visdommen og indsigten i erkendelsen af Guds vilje. Men de, som øver sig i dette i tro, kærlighed og tålmodighed gennem anfægtelse og erkender Guds store nåde og velgerning, givet ved evangeliet, de er og kan med ære kaldes sådanne hellige, som hører til og allerede er sat til det evige lys og den evige glæde i hans rige osv.

Han har frelst os fra mørkets magt og flyttet os over i sin elskede Søns rige, i hvem vi har forløsningen ved hans blod, nemlig syndernes forladelse.

Her udmaler han nu videre, hvad vi skal takke Gud Fader for, og fremlægger hele evangeliets prædiken og summa, som viser os, hvad vi har i Kristus; og han beskriver både hans velgerning og hans person så godt og trøsterigt, som det kan gøres. Men først (siger han) skal vi med rette takke Gud allerhøjest og uophørligt for denne erkendelse og åbenbaring af evangeliet. For vi har i den ikke en ringe skat eller et gode, som alt guld, sølv og al rigdom, glæde og trøst i verden og dette liv kan sammenlignes med; men en forløsning fra den evige, uoprettelige skade og fordærvelse under Guds evige, uudholdelige vrede og fordømmelse for syndens skyld, som vi allerede lå i uden nogen hjælp og redning; ja, fanget i en sådan blindhed og et sådant mørke, at vi ikke engang selv vidste af denne jammer, endsige kunne stræbe efter at komme ud eller finde råd og veje til, hvordan vi kunne komme ud.

I stedet for det har vi nu visselig modtaget forløsningen, som er syndernes forladelse, uden nogen forberedelse eller fortjeneste, råd eller dåd fra vores side, ja uden at vi tænkte på det, af Guds bundløse nåde og barmhjertighed. Hvor stor denne godhed og velgerning er, kan ingen tunge udsige, ja intet menneske forstå i dette liv. I helvede skal de ugudelige erfare det ved deres fordømmelse og ved den evige, guddommelige majestæts og alle skabningers evige vrede; ingen af dem vil de kunne se glade på, men de må uophørligt se deres bedrøvede hjertesorg, rædsel og fortvivlelse uden ende i dem.

Ligesom skabningen omvendt heller ikke gerne ser på dem, men også gruer for dem og vil forskrække og fordømme dem med sit blik. Bortset fra at Gud af usigelig godhed har befalet den, at den i dette liv må være underlagt forgængeligheden (siger Sankt Paulus, Rom 8,20–21) og tjene dem, dog imod sin vilje; så den ængstes over det som en kvinde i barnsnød og intet hellere ville end at blive løst fra en sådan tjeneste for den ugudelige, fordømte verden; men den må have tålmodighed i håbet om forløsningen for Guds børns skyld, som endnu skal komme til Kristus og til sidst føres til herligheden; ellers er den jo lige så fjendtlig mod synden som Gud selv osv.

Men fordi der over synden er gået en evig, uforanderlig fordømmelsesdom – for Gud kan og vil ikke være synden god, og således bliver hans vrede over den evig og uigenkaldelig – så har denne forløsning ikke kunnet ske uden en skat og en betaling, som gjorde fyldest for synden, tog vreden på sig og betalte den og således tog synden bort og udslettede den. Det har ingen skabning formået, og der har ikke været andet råd eller hjælp til det end dette: at Guds enbårne Søn trådte ind i vores nød og selv blev menneske, han som lagde denne alvorlige, evige vrede på sig selv og satte sit eget legeme og blod til offer for den.

Det har han gjort af stor, umådelig barmhjertighed og kærlighed til os og givet sig hen og båret dommen om den evige vrede og død. En sådan betaling og et sådant offer er så dyrebart og kostbart for Gud, fordi det er hans enbårne, elskede Søns, som er ét med ham i én guddom og majestæt, at han, forsonet derved, tager alle dem til nåde og tilgiver dem synden, som tror på denne hans Søn osv. Således nyder vi alene Kristi dyre betaling og fortjeneste, som han har erhvervet og skænket os af bundløs, usigelig kærlighed, så vi her slet intet har at rose os af ved os selv, men i al glæde evigt skal sige ham tak og lov for det, han som har ofret så store omkostninger og en sådan skat for at forløse os fordømte, fortabte syndere.

Hvor nu dette hovedstykke af forløsningen er, nemlig syndernes forladelse, dér følger straks alt det med, hvorved vores frelse fuldendes; for derved tages også den evige død bort (som syndens løn), og evig retfærdighed og liv gives, som Sankt Paulus siger i Rom 6,23: «Guds nåde eller gave er det evige liv» osv. For nu, da vi er forsonet med Gud, vasket ved Kristi blod, så er dermed også alt, hvad der er i himlen og på jorden, forsonet med os (siger Paulus igen, Ef 1,10), så det ikke er imod os, men forligt med os og er vores venner og ler til os, så vi har lutter glæde og liv i Gud og hans skabninger.

Det er og skal være evangeliets prædiken, som viser os begge dele, synd og forladelse, vrede og nåde, død og liv: hvordan vi lå i mørket og er blevet forløst fra det igen. For det sigter ikke på først at gøre os til syndere (som loven) eller vil vise os, hvordan vi skal fortjene og erhverve nåde; men det viser, hvordan vi, som allerede er fordømte under syndens, dødens og Djævelens vold, skal tage imod og erkende den skænkede forløsning ved troen og så være taknemmelige for den.

Videre beskriver Sankt Paulus nu, hvem den person er, hvis blod er udgydt for os, så vi kan se, hvor dyr og stor denne skat og forløsning er: nemlig at det er Guds Søns blod, han som er den usynlige Guds billede, har været før alle skabninger, og ved hvem alt er skabt, det vil sige sand, evig Gud med Faderen, så det i sandhed hedder og er Guds eget blod osv. Og således grundlægger han artiklen om Kristi guddom klart og kraftigt; men dertil hører en egen og særlig prædiken.