22. søndag efter trinitatis (Fil 1,3–11)

Epistlen på 22. søndag efter trinitatis, Fil 1,3–11

I det første stykke af denne epistel takker apostlen Paulus Gud (sådan som han plejer i begyndelsen af sine epistler) for den nåde, at de er kommet til fællesskab med evangeliet eller har fået del i det. For det andet ønsker han og beder til Gud om, at de må tiltage i denne erkendelse og i dens frugter og blive stadig rigere; og begge dele gør han, for at han med en sådan pris og ros af evangeliet kan formane dem til at blive fast og standhaftigt ved det, sådan som de har begyndt og nu står i troen. Det ser imidlertid ud til at være en enkel epistel, især for dem, der ellers kan alting og hurtigt bliver mestre i Skriften, som om der ikke var nogen stor kunst at spore eller lære her; men vi må også behandle sådanne og lignende prædikener for deres skyld, som ikke kan det alt for godt og stadig gerne vil lære.

I disse ord bliver der her især malet et rigtigt billede eller et kontrafej (som man nu kalder det) for os af, hvordan et kristent hjerte er beskaffent, som i alvor tror på det hellige evangelium; et hjerte, der er meget sjældent og kun lidt at finde i verden, i hvert fald så smukt som her, undtagen hos de kære apostle og hos dem, der har stået dem nærmest i Kristus. For dertil er vi alt for dovne og kolde.

Men sådan står det til med et kristent hjerte, og dette er dets farve og skikkelse, sådan som Sankt Paulus’ ord lyder: at det af grunden er glad og fornøjet over og takker Gud for, at også andre mennesker kommer til evangeliets fællesskab; at det har en god tillid til dem, som har begyndt at tro, tager sig af deres frelse, glæder sig lige så højt over den som over sin egen og ikke kan takke Gud fuldt nok for det; og at det uden ophør beder om, at det må opleve og se mange mennesker komme sammen med det til et sådant fællesskab og blive bevaret i det indtil den Herre Jesu Kristi dag, som skal gøre alt fuldkomment og helt, som det endnu mangler og fejler her, og at de således må fortsætte i en sådan tro og et sådant håb uden at tage anstød, indtil de når den glade dag.

Se, sådan fortæller den fromme apostel og udøser sit hjertes grund, fuld af de rette frugter af sin ånd og sin tro, et hjerte, der brænder af glæde og lyst, når han ser evangeliet blive kendt og taget imod og æret, og af inderlig kærlighed til sine menigheder, så han ikke ved noget højere at ønske dem og bede Gud om, end at de må tiltage og blive i det. For så dyr og stor en skat holder han det for, når man kan få og beholde Guds ord; sådan som Kristus også selv priser dem salige, Luk 11,28.

Nu, det første, som Sankt Paulus her giver os et eksempel på, er, at også vi skal være taknemmelige. For det hører først og fremmest til en kristen, som kender og tror Guds nåde og velgerning gennem evangeliet, at han viser sig taknemmelig for den; ikke alene mod Gud, hvilket er det fornemste, men også mod mennesker. For når vi nu er blevet kristne og har forladt de falske gudstjenester og ofre, som vi tidligere i vores hedenske blindhed var meget ivrige og villige til, så skal vi nu tænke på, at vi fra nu af langt mere og langt hellere skal gøre rette gudstjenester og ofre. Nu har vi ingen anden eller bedre ydre gudstjeneste og gerning end det, som Skriften kalder takofferet: at vi ikke alene med munden og med ord, men af hele vores hjerte og med alt, hvad vi formår med liv og lemmer, prædiker, hører, ærer og fremmer Guds ord til lov og pris for hans nåde; for det er også det bedste stykke af taknemmeligheden.

Det kalder han det rene offer, Mal 1,11, som bliver bragt og givet ham blandt alle hedninger, hvor hans navn bliver priset og prædiket; ikke af gerrighed eller hovmod og formastelse over deres eget præstedømme og deres gerningers hellighed, som jøderne brystede sig af og mente, at Gud derfor måtte fejre dem (sådan som han klager over dem samme sted), fordi de ikke for ingenting ville have lukket en dør eller et vindue op eller i for ham; men af et rigtigt, frivilligt hjerte og med glæde. For sådanne tjenester og ofre vil han have, sådan som Sl 110,3 siger: «Dit folk skal ofre dig villigt osv.»; og 2 Kor 9,7: «Gud elsker en glad giver osv.» Det skal erkendelsen af evangeliet virke i os, så vi ikke bliver fundet utaknemmelige og glemsomme over for Guds store velgerning.

Alle hedninger, som dog ikke havde denne erkendelse og nåde fra Gud, har forbandet den last, man kalder utaknemmelighed, på det højeste, som om der ikke fandtes nogen mere hadefuld og skændig på jorden, og har sagt, at den er alle lasters moder. Og blandt andet læser man et fint eksempel på det om dem i Arabien, som man kaldte nabatæerne, som var så fine folk i deres styre og så fjendtlige mod denne last, at når et menneske viste utaknemmelighed mod et andet, straffede de det med døden og regnede det lige med et mord. For der er heller ingen last så afskyelig, og som den menneskelige natur mindre kan tåle; det er langt lettere at komme over, ja at glemme, at en fjende gør én ondt og skade, om han så havde myrdet ens far og mor, end at man skal betales med utak og utroskab af dem, man har vist alt godt og al troskab, og for kærlighed og venskab ikke have købt andet end had; og, som det latinske ordsprog siger, at have næret og opfostret en slange ved sin egen barm. Derfor er Gud også en sådan last fjendtlig på det højeste og straffer den, sådan som Skriften siger, Ordsp 17,13: «Den, der gengælder godt med ondt, fra hans hus skal det onde ikke vige.»

Nu, det lærer naturen og fornuften om den utaknemmelighed, som menneskene øver mod hinanden; hvor meget større, mere skændig og mere forbandet må en sådan last da være, når den øves mod Gud selv, som, da vi endnu var hans fjender og skyldige til helvedes ild, af bundløs, uudsigelig godhed har skænket os, ikke ti eller hundrede tusind gylden, men forløsning fra hans vrede og den evige død, og har fyldt os med trøst, tryghed og en god samvittighed, glæde og liv; goder, som ikke kan udsiges og ikke fattes i dette liv, men som vi skal få at se i det andet liv i al evighed. Hvor meget mere forfærdeligt er det da, når man bliver utaknemmelig for denne velgerning; ligesom tjeneren, som evangeliet i dag taler om, som fik eftergivet og skænket ti tusind pund og ikke ville eftergive sin medtjener hundrede skilling.

Hvem skulle her tro, at der fandtes så onde mennesker på jorden, som skulle vise Gud så stor utaknemmelighed for den allerhøjeste, evige velgerning? Men hvor og hvem de er, ja hvor fuld verden er af dem, det ser vi desværre for vores øjne; ikke alene hos dem, som med vidende og vilje forfølger evangeliets erkendte sandhed om Guds nåde, samvittighedernes trøst og løftet om det evige liv, hvilket jo er forfærdeligt og den lyslevende Djævels helvedes ondskab; men også endnu blandt os, som har modtaget evangeliet og roser os af det, er den store hob så skændigt utaknemmelig for det, at det ikke ville være noget under, om Gud slog ned i det med lyn og torden, ja med alle tyrker og djævle fra helvede.

Så almindelig er denne utaknemmelige skalkstjener blevet, alene fordi han så hurtigt glemmer, i hvilken nød og angst han kort forinden var, da han blev kaldt til regnskab, ikke kunne betale, og den vrede dom var afsagt over ham, at han og alt, hvad han havde, skulle sælges og fanges for evigt. Lige så hurtigt har også vi glemt, hvordan vi under pavedømmet blev plaget og ligesom oversvømmet og druknet i en syndflod af så mange slags underlige lærdomme, da samvittighederne var i angst og så gerne ville være blevet frelst. Men nu, da vi ved Guds nåde er forløst fra alt det, takker vi ham netop på den måde, at vi kun lægger Guds vrede tungere på os, sådan som andre før os også har gjort og også har fået deres straf for det på en grufuld måde.

For regn dog selv efter, hvilken utålelig ondskab det er, at vi har modtaget så stor, umådelig en velgerning af Gud, alle synders forladelse, og er blevet herrer over himlen; og han kan dog ikke opnå så meget hos os med det eller bevæge os til, at vi tænker på det og for dets skyld af hjertet tilgiver vores næste et eneste ord, for slet ikke at tale om, at vi også skulle give ham og tjene ham. Og han skulle endda le dertil og altid lade os slippe sådan og oven i købet give os stor lykke og velfærd som de fromme, lydige børn. Alligevel mener vi, at nu har vi først magt og ret til at leve og gøre, som vi bare vil; og jo større, lærdere, fornemmere og mægtigere vi bliver, des større skurke bliver vi, øver al slags egenrådighed og begynder strid, ufred, krig og mord for at sætte vores trods igennem, hvor vi skulle lade en skærv fare og give efter, over for de hundrede tusind gylden, som vi stadig dagligt modtager af Gud til al vores utaknemmelighed.

Hvad er det, at to store bukke og mægtige herrer stanger mod hinanden, når det gælder en halv by eller to; de måtte dog, hvis de skulle betænke, hvad de har modtaget af Gud, skamme sig lidt for sig selv og tænke: «Hvad gør vi dog, at vi vil ødelægge hinanden, vi, som dog alle er døbt i Kristi ene navn og er bundet og svoret sammen under én Herre?» Men det må de ikke se på eller tænke på; nej, det, Gud har gjort for os, sættes langt bort fra øjne og hjerte og glemmes helt, og så sætter de land og folk over styr i krig med hinanden eller kaster dem for tyrken, over den magtesløse skærv, som ingen af dem vil eftergive den anden.

Men det er den lede Djævel, som verden lader sig sadle og ride af, som han selv vil. For sådan går det over hele linjen i alle stænder, at ingen længere vil vige det mindste for den anden eller se gennem fingre med ham, og enhver vil sætte sin egen trods igennem med magt; vi mener, at det gælder vores højeste ære og al vores fremgang, at vi endelig ikke eftergiver noget, og at det ville være vores fordærv, om vi skulle beholde det, vi har, med fred; nej, vi må endnu sætte de to sidste køer i stalden på spil og føre alt bort i krig til sidste stok, så vi til sidst endelig må holde op, når angeren kommer, og vi hverken har ko eller stald, hus eller stok.

Gid vi dog havde så megen nåde, at vi kunne tænke på, hvordan det ville gå os, hvis Gud også ville handle sådan med os og kræve af os (som han har god ret til), at vi betalte den skyld, vi har på os, og ikke ville eftergive noget; om vi så ikke i samme øjeblik måtte synke ned i helvedes afgrund for evigt. Sådan må det også til sidst gå dem, der ikke vil agte på dette, men blot bliver ved med at dynge Guds vrede op over sig og ikke vil have det anderledes, end at han skal fare frem med dem som med denne tjener, over hvem den uigenkaldelige dom går, at han uden al nåde skal overgives til bødlerne for at betale den skyld, som han dog aldrig nogen sinde kan afdrage eller betale.

Det er også ret og rimeligt. For utaknemmeligheden (siger Sankt Bernhard) er en så forbandet, skændig last, ligesom en ond, tør, hul vind, der udtørrer og får alle nådens og velgerningens kilder til at gå i stå, hos Gud og hos mennesker. For den menneskelige natur kan ikke tåle det; og sådan kan det heller ikke være hos Gud, at han skulle overøse dig med al nåde og godhed, både åndeligt og legemligt, og du alligevel ville blive ved uden ophør i din ondskab og misbruge hans godhed, ham blot til trods og spot, og således med vilje ophidse hans vrede imod dig; for han kan heller ikke gøre dig godt mod din vilje, når du selv støder hans godhed fra dig og ikke lader den finde plads hos dig.

Her må nådens og barmhjertighedens kilde, som dog evigt vælder og flyder over mod alle, der af hjertet begærer den, vel gå i stå og holde op over for dig, så du ikke kan nyde den, den kilde, som ellers ville give dig vand i fylde og uden ophør, hvis ikke du selv udtørrede den for dig med din utaknemmeligheds hule vind; fordi du så skændigt glemmer den uudsigelige velgerning, som Gud har overøst os med, og ikke viser Herren Kristi blod, hvormed han har købt os til Gud og forsonet os med ham, så megen ære, at du for hans skyld ville tilgive din næste et eneste ord.

Og hvad er det dog, at et menneske finder det så besværligt for sin kære Guds skyld, ham til behag og tak og Kristus til ære, også at vise sig lidt som en kristen. Det koster dig jo ingen stor møje eller arbejde; det brækker heller ikke noget ben på dig og skader dig hverken på gods eller ære. Og om der også skete dig en smule uret eller du blev trådt lidt for nær, så tænk dog på, hvad Gud har givet dig til gengæld og vil give dig af sin nåde og velsignelse.

Ja, hvad ville du også klage over det, om det så kostede dig fare for liv og lemmer? Hvad har Guds Søn måttet gøre for dig? Det blev ikke sødt og let for ham, men kostede ham blodig sved og hans hjertes usigelige angst og nød, ud over at han satte sit legeme og sit blod til derved, da han tog Guds vrede og forbandelse, som skulle være gået over dig i evighed, på sig og bar den; og dog har han gjort alt det gerne og af brændende kærlighed. Skulle du ikke skamme dig ind i dit hjerte for alle skabninger over, at du er så tung, så modvillig, ja så stok- og stenhård, at du ikke kan tåle og tilgive et uvenligt ord ham til lov og tak? Hvad større skulle sådanne folk gøre, når de skulle lide fare og skade for Kristi skyld eller give og hjælpe fattige og trængende, især til at opretholde Guds ord, sognekald, prædikestole og skoler?

Ak, det ville ikke være noget under, om Tyskland for længst var gået til grunde eller ødelagt til grunden af tyrker og tatarer, for en så fordømt, helvedes glemsomhed og foragt for den store nåde. Ja, det er et under, at jorden endnu bærer os, og at solen endnu skinner, eftersom hele himlen med rette skulle blive sort for vores utaknemmeligheds skyld, og jorden skulle blive saltet, som Skriften siger, Sl 107, sådan som Sodoma og Gomorra blev, og ikke mere bære et blad eller et græsstrå, og alt og alt skulle vendes om; hvis ikke Gud skånede den for de få fromme kristnes skyld, som han endnu ved af og kender, og stadig holdt den oppe.

For overalt, og hvor man så vender sig hen, ser vi jo intet andet end en ren syndflod af forfærdelige eksempler på utaknemmelighed mod det kære evangelium, i alle stænder: hvordan konger, herrer og fyrster kradser og bider hinanden, misunder og hader hinanden, trykker og fordærver deres eget land og folk og ikke tænker på nogen god, kristen enighed for at hjælpe det arme tyske land og også bevare et herberg og et sted for den elendige kirke mod Djævelens, pavens og tyrkens mord; adelen bare skraber, river og røver, både fra fyrsterne og fra andre, hvad de kan, især fra de fattige kirker, og som de rene djævle træder sognepræster og prædikanter under fode; borgere og bønder bare er gerrige, tager åger, bedrager og driver al trods og egenrådighed uden nogen sky og straf, så det skriger til himlen, og jorden ikke kan bære det længere.

Nå, hvad skal man sige meget om det? Det er jo tabt hos verden, og ingen formaning hjælper; den er og bliver Djævelens, og man må affinde sig med, at man slet ikke vil finde apostlens forbillede hos den, men tværtimod det rene modsatte og modbillede af den skændigste utaknemmelighed. Men hvor der endnu findes gudfrygtige kristne, dér skal de dog tænke på at følge dette smukke billede, så også de er taknemmelige; så man kan se, at de gerne hører Guds ord, har glæde og lyst til det og ikke gerne ser det foragtet; og at de også med deres liv viser, at de ikke glemmer den store velgerning, over for dem, de har modtaget evangeliet fra; og kort sagt som sådanne folk, hvis hjerte og mund altid er fulde af det gyldne ord: Deo gratias, Gud ske lov osv. For dertil er vi jo kaldet, og, som jeg har sagt, det skulle jo være vores daglige gudstjeneste og offer over for Gud, og retfærdighedens gerning og frugter (som Sankt Paulus siger her) skulle også lyse for menneskene; sådan som det jo skal følge, og let ville følge, hvis man kendte, hvad Gud har skænket og givet os.

Om nu verden ikke vil følge med, og vi dagligt må se, høre og lide fra den, at den kun bliver værre og mere utaknemmelig, jo længere det går, så skal det ikke forvirre os; for vi kommer alligevel ikke til at gøre den anderledes. Prædike om det skal vi og skælde hårdt ud på og straffe denne last, så længe vi kan, og formane alle så flittigt som muligt til at vogte sig for den; men vi må affinde os med, at sådan kommer det ikke til at gå i verden. Vi må leve blandt utaknemmelige folk og ikke tage anstød af det eller derfor ville holde op med at gøre godt; men, som Salomo siger, Ordsp 5,16, lade vores lille kilde flyde ud og altid gøre godt, og ikke bryde os om, at man takker dårligt for det; ligesom Gud dagligt lader sin sol stå op over både taknemmelige og utaknemmelige.

For hvis du gør det for verdens taks skyld og mener at fortjene noget godt, så vil du finde det modsatte, og det sker dig ret og rimeligt, som én, der bider en tom, hul nød op og får munden fuld af skidt. Vil du nu derfor blive voldsomt vred og vælte bjerge og ikke gøre godt mere, så er du ikke længere en kristen, du gør dig selv ondt og udretter alligevel ingenting. Ser du ikke, hvor du hører hjemme og lever, nemlig i verden, som skal være fuld af ondskab og utaknemmelighed? Sådan lyder jo dens rim: Qui retribuunt mala pro bonis, de, der betaler godt med ondt. Den, der ikke vil lære det, kan løbe ud af verden; for det er ingen kunst kun at være blandt fromme mennesker og gøre dem godt, men at kunne blive blandt onde mennesker og dog ikke selv blive ond.

Derfor skal en kristen bare lære fra ungdommen af (så han siden er vant til det og kan tåle det), at han skal gøre alle godt og vente ondt for det; dog uden at rose eller billige det, men straffe og hindre det, så meget han kan, efter sit embede. For det er den bedste prøve og det bedste tegn på en ret god gerning, når de, man har tjent med den, ikke alene er utaknemmelige, men også gør ondt for den. For det er også godt til, at mennesket ikke derfor synes, at det selv er godt, og behager sig selv; og så er den også for Gud så gylden og kostbar, at verden ikke skal være værdig til at lønne den osv.

Den anden gerning, som Sankt Paulus her viser som forbillede, er, at de kristne skal bede; for begge dele hører sammen: at takke for den velgerning, man har modtaget, og at bede om, at Gud vil styrke og bevare det hos os, som han har begyndt. Det er også nok så nødvendigt, fordi Djævelens og verdens ondskab anfægter os og gerne ville rive os bort fra det, så vi her uden ophør må kæmpe imod den; og det gør vores svage kød og blod ondt og kan ikke holde stand i en sådan kamp og forblive ubesejret uden ved stadig inderlig påkaldelse af Guds hjælp. Derfor må disse to stykker altid gå side om side (sådan som det er afbildet i Det Gamle Testamentes daglige ofre): lovofferet eller takofferet og Deo gratias for de goder og gaver, vi har modtaget, og bønsofferet eller Fadervor mod det onde og det ulykkelige, som vi gerne ville være fri for.

For dette liv har endnu ikke nået den ende, som det skal nå hen til, men har kun de påbegyndte førstegrøder, og vi er endnu ikke blevet mætte af det, vi begærer; vi har kun en morgenbid og en forsmag på det, for vi står endnu i troen på det, som er skænket os, og ikke i nærværende følelse og fuld besiddelse. Derfor må vi bede om det øvrige ulykkelige, som vi endnu ikke er fri for, så længe indtil vi kommer derhen, hvor vi ikke mere skal behøve at bede, men ikke skal være andet end bare liv og glæde og et evigt Deo gratias og halleluja. Men for at en sådan lov og glæde også kan begynde her på jorden og blive styrket, må vi drive det med bønnen, både for os selv og for hele kirken, det vil sige alle, som har taget imod evangeliet og troet det, og således alle hjælpe hinanden med det; for et sådant gode bliver også langt ædlere, og glæden langt stærkere, når den ikke bliver alene, men mange får del i den; sådan som Sankt Paulus siger, at han takker Gud og også beder for dem over evangeliets fællesskab.

Ja, det skal være et kristent hjertes glæde og lyst at måtte se mange mennesker også komme til nåden og love og takke Gud sammen med det, for en sådan længsel vækker også bønnen og påkaldelsen så meget stærkere. For en kristen må ikke være et sådant umenneske, som slet ikke spørger efter eller bekymrer sig om, hvor andre mennesker bliver af, om de tror eller ej, men han skal tage sig af alle mennesker og altid sukke og råbe for dem om, at Guds navn må blive helliget, hans rige komme, hans vilje ske osv., at Djævelens løgne overalt må blive gjort til skamme, hans magt og mord over de arme sjæle afværget og hans vilje hindret. Det skal komme fra en ret kristens hjerte og af rette alvor; sådan som vi hører, at Sankt Paulus med disse ord viser, at både denne tak og denne bøn kommer fra et brændende hjerte hos ham; for ingen mennesker ville tale disse ord: «Jeg takker min Gud hver gang jeg erindrer jer, og beder med glæde osv.», hvis ikke hjertet var fuldt af sådanne tanker.

Det er den rette tale, sådan som en apostel skal tale: at han gør både sin tak og sin bøn med al glæde, så inderligt glad er han ved, at han har en by eller en lille flok, hvor han finder kristne, som har evangeliet kært, som han kan glæde sig over og takke og bede Gud for. Skulle det ikke her langt snarere være sådan, at alle mennesker blev fulde af glæde, hvor evangeliet blev hørt, og takkede Sankt Paulus for det med hjerte og mund og bad Gud for ham, fordi de var blevet værdige til nåden og forløst fra deres blindhed og nu har modtaget lyset af ham, hvorved de kommer fra synd og død til Guds nåde og liv?

Nu venter han ikke på, at de (som rimeligt var) begynder at vise deres glæde og taknemmelighed mod ham, men må, så snart han begynder at tale med dem, udøse sit hjerte om, hvor glad han er, og hvordan han af hjertet takker Gud for dem osv.; så de med rette burde rødme af skam over det og have straffet sig selv, når de læste eller hørte denne epistel begynde med disse ord: «Se, det skulle vi ikke have ladet ham sige, men selv have begyndt og vist vores glæde og taknemmelighed mod ham.»

Et så smukt, fuldkomment billede, som denne apostel er, vil vi andre langtfra nå eller kunne rose os af; og når vi hører, hvor højt apostlen glæder sig over, at der er nogen, der tager imod evangeliet, hvad vil vi så klage over, at man ikke hører os, og at så få tager imod Guds ord af alvor? Vi kan med rette tie og ikke lade det gøre os dovne, når det har været så sjældent for Kristus selv, for profeterne og apostlene, og de har måttet blive glade for, at nogle har troet; sådan som man også ser på Kristus, hvor glad han bliver, når han finder en fin tro, mens han derimod ofte bliver bedrøvet og forarget og vred over sit eget folk, som ikke ville høre hans ord. Sådan har det også været meget sjældent for Sankt Paulus, at han i hele det romerske kejserrige, som han næsten har gennemrejst med evangeliet, finder en by, hvor han har en lille flok af retskafne kristne, som han er særlig glad for, og som han trøster sig ved over alle skatte på jorden.

Nå, om det er godt for verden og vil gå den godt, at Kristus sammen med sine apostle og prædikanter må blive glad for, at hans kære ord bare bliver hørt et sted, det vil vise sig en dag. Jeg skulle mene, at alle mennesker villigt og gerne skulle løbe efter det til verdens ende, bare for at de kunne høre en apostel. Så må Sankt Paulus løbe gennem verden med sin prædiken under stort besvær, fare og nød, foragtet og trådt under fode af alle, og uden at agte på alt det blive glad for, at der dog er nogen, der tager imod evangeliet. Det har paven og hele hans hob hidtil ikke haft brug for, at de skulle løbe eller gå efter nogen; de har siddet i deres styre som verdens herrer, og hele verden har måttet løbe efter dem, hvor de ville hen, og ingen har takket dem for det.

Hvilket løb har der ikke været af vores fædre og af mange af os selv, fra alle lande, mange hundrede mil, til Jerusalem til den hellige grav, til Compostela til Sankt Jakob, til Rom til Sankt Peters og Sankt Paulus’ hoveder, hvor nogle gik barfodede, andre i fuld rustning (for slet ikke at tale om andre utallige valfarter), som de tåbelige folk; dér har vi båret penge til i store dynger, takket Gud og været glade for, at vi bare kunne købe pavens løgnagtige aflad med dem og blive værdige til at kysse eller se dødningebenene (som de viste frem som helligdomme), men endnu mere den allerhelligste helligdom, pavens fødder. Det vil verden have igen, og den skal heller ikke få noget bedre.