8. søndag efter trinitatis (Rom 8,12–17)

Epistlen på 8. søndag efter trinitatis, Rom 8,12–17

Denne epistel er atter en formaning til et kristent liv og kristne gerninger ligesom den foregående, blot med andre ord. For det er nødvendigt at drive også denne formaning på mange måder hos dem, som nu er blevet kristne, på grund af den sørgelige plage, som Djævelen anretter sin ulykke med i verden: Hvor Gud af sin nåde, uden vor fortjeneste, skænker os syndernes forladelse, så vi hverken behøver at købe den eller selv at erhverve den, dér vil man straks deraf fare sikkert af sted og sige: «Åh, så behøver vi jo ikke længere at gøre godt!» Derfor må han ved siden af troens lære om nåden hele tiden kæmpe imod dette, at det slet ikke er meningen; for synden bliver jo ikke forladt, for at man skal gøre den, men for at den skal holde op; ellers burde det med større ret ikke hedde syndernes forladelse, men syndernes tilladelse.

Og det er jo en skændig forvrængning af evangeliets sunde lære og en stor, fordømt utaknemmelighed over for den modtagne, bundløse nåde og frelse nu ikke at ville gøre godt, når vi dog netop nu først ved dette skal bevæges og drives til, Gud til tak og ære, med den største flid at gøre alt, hvad vi ved og formår, som kaldes godt og er ham velbehageligt.

Det minder og formaner Sankt Paulus os om her med enkle, jævne, men alvorlige og vægtige ord, hvor han foreholder os, hvad vi skylder Gud for det, vi har modtaget af ham, og hvilken skade vi må lide, hvis vi ikke agter på det eller gør det; og han siger:

«Vi er skyldnere, ikke over for kødet, så vi skulle leve efter kødet.»

Fordi vi ved Kristus er forløst fra den fordømmelse, som vi før havde fortjent med vores synd, og nu har livet ved Kristi Ånd, som bor i os (det har han sagt før disse ord), så er vi nu også skyldige at leve derefter, sådan som han også har sagt i den foregående epistel (Rom 6,22): Fordi vi er blevet fri fra synden, er vi nu blevet retfærdighedens tjenere, så vi skal være Gud lydige. Altså (siger han) er I skyldnere; det vil sige: netop jeres nye kald, stand og væsen, som I er kommet til, fordi I er blevet kristne og nu har Helligånden, kræver af jer, at I også lever således, som Ånden viser og lærer jer; og det står ikke til jeres frie vilje at gøre det eller lade være. Men vil I rose jer af nåden og Ånden, så må I også bekende, at I er skyldige at leve derefter – ikke efter kødet, som altid kun vil fortsætte i synden, men efter Ånden, som viser jer, at I, efter at I er døbt og forløst fra synden, skal løbe fra synden til retfærdighedens nye liv, ikke omvendt fra det liv tilbage til synden.

«For hvis I lever efter kødet, skal I dø.»

Dér er dommen afsagt kort og tørt over den snak hos de tåbelige folk, som under påskud af nådens frihed vil give kødet rum; dermed vil han skræmme dem bort fra en sådan vildfarende indbildning, så de ikke i stedet for livet og nåden, som de roser sig af, igen drager evig vrede og død over sig. Det rimer slet ikke, vil han sige, at I, når I én gang er reddet og befriet fra den evige død, herefter vil leve efter jeres kød; for gør I det, så skal I ikke tro, at I vil beholde livet, men I hører døden til og er fordømt til helvede.

For I ved, at I netop for syndens skyld har ligget under Guds vrede og er faldet i døden og har fortjent fordømmelsen dermed, at I har levet efter kødet; så er Kristus sandelig heller ikke død for dem, som vil blive i deres synder, men for at hjælpe dem fra synden, som gerne ville forløses fra den og dog ikke selv kunne redde sig fra den.

Derfor skal den, der nu er en kristen, ikke gøre meget af den slags narrestreger: «Jeg er fri af loven, derfor kan jeg gøre, hvad jeg har lyst til»; men han skal sige og drive det modsatte: fordi han er en kristen, skal han frygte og vogte sig for synder, så han ikke fra sin frihed igen kommer i syndens tidligere fangenskab under loven og Guds vrede eller fra sit begyndte liv igen falder i døden, for her hører han den alvorlige dom: «Hvis I lever efter kødet, skal I dø.» Som ville han sige: Det vil ikke hjælpe jer, at I har hørt evangeliet, roser jer af Kristus og har modtaget sakramenterne, hvis I ikke også ved den tro og Ånd, I har modtaget, dæmper jeres syndige lyster: det ugudelige væsen, foragten for Gud, gerrigheden, ondskaben, hovmodet, hadet og misundelsen osv.

For hvad det vil sige at leve efter kødet, er nu sagt ofte og er let at forstå: nemlig at kød ikke alene er den grove, urene lyst til hor eller anden utugt, men alt, hvad mennesket har med fra moderen, det vil sige ikke alene hud og hår, men også sjælen og alle naturens kræfter, udvortes og indvortes, i fornuft, vilje og sanser, for så vidt det er uden Ånden og ikke rettet efter Guds ord; og især også de stykker, som fornuften hverken ser på som synd eller regner for synd, såsom at gå hen i vantro, afgudsdyrkelse, foragt for Guds ord, formastelse og trods på visdom, magt, ære osv. Alt, hvad der er af den slags, må de kristne (som nu har Helligånden og kan dømme om, hvad der er kødeligt) undgå og fly som en skadelig gift, der bringer død og fordømmelse.

«Men hvis I ved Ånden dræber kødets gerninger, skal I leve.»

Dér bekender han, at også de kristne endnu har noget af kødet ved sig, som må dræbes; det er alle slags anfægtelser og lyster imod alle Guds bud, som rører sig i naturen og pirrer til synd. Dem kalder han her kødets gerninger, såsom: vantroens og mistillidens tanker, kødelig sikkerhed og formastelse imod gudsfrygten, at være kold og træg over for Guds ord og bønnen, utålmodighed og knurren i lidelse, vrede, hævngerrighed eller misundelse og had mod næsten, gerrighedens bekymring, utugt osv. For sådanne tilbøjeligheder holder ikke op med at bevæge og anfægte mennesket, fordi de er i kød og blod; ja, i denne menneskelige svaghed overrumpler de undertiden mennesket, når han ikke vogter sig flittigt nok, så han går for vidt, og de endda overvælder ham, hvis han ikke værger sig imod dem og, som han her siger, dræber sådanne kødets gerninger.

Derfor hører der hertil en heftig strid og kamp, som ikke må lade af eller holde op, så længe vi lever; og her må en kristen ikke være doven eller slap, men vække sig selv op ved Ånden, så han ikke giver kødet rum, og således altid bliver ved med at dræbe det, så han ikke selv bliver dræbt af det, som han har sagt: «Hvis I lever efter kødet, skal I dø»; og omvendt trøster han hermed: «Hvis I dræber kødets gerninger, skal I leve.» For dertil er Helligånden givet ham, at han nu skal og kan dræbe sådanne syndige lyster.

Men denne syndens dræbelse ved Ånden går sådan til, at mennesket erkender sin synd og svaghed, og når han mærker sådanne syndige lyster røre sig, straks går i sig selv og husker Guds ord og ved troen på syndernes forladelse styrker sig imod dem og således står dem imod, så han ikke giver sit samtykke til dem eller lader dem komme til gerning.

For dette gør forskellen mellem dem, der er kristne og hellige, og de andre, som er uden tro og Ånd eller lader den fare og mister den. For selvom de troende også endnu har kødets syndige lyster ved sig (lige så vel som de andre), så bliver de dog i omvendelsen og gudsfrygten og beholder troen på, at deres synder er dem forladt for Kristi skyld, fordi de ikke giver lysterne rum, men står dem imod; derfor bliver de under forladelsen, og en sådan tilbageværende svaghed er ikke dødelig eller fordømmelig for dem, som den er for de andre, der går sikre hen uden omvendelse og tro og med forsæt følger deres lyster imod deres samvittighed og således støder både troen og Helligånden fra sig.

Derfor minder Sankt Paulus sine kristne om at tænke på, hvad de har modtaget, og hvortil de er sat: nemlig at de, fordi de har syndernes forladelse og Helligånden, heller ikke skal miste det igen, men bruge det til strid imod kødets syndige lyster og trøste sig med, at de har Ånden, det vil sige hjælp og styrke, så de kan stå synden imod og dræbe den; det har de andre, som er uden tro, ikke, og det formår de ikke. Derfor siger han også videre:

«For dem, som Guds Ånd driver, de er Guds børn.»

Sankt Paulus har ligesom vi haft at gøre med to slags flokke: de rette og de falske kristne. For fra lærens modstandere, som for os pavedømmet, er faren ikke så stor, fordi de gør det så åbenlyst, at man godt kan vogte sig for dem. Men når Djævelen også iblandt os sår sin sæd, nemlig dem, som også kalder sig kristne og roser sig af evangeliet, dér skal man se efter – ikke på munden, men på gerningerne hos dem, som roser sig af at være kristne: ikke på, hvad de siger, men på, hvad de gør. For det er let at rose sig af Gud, Kristus og Ånden; men dét viser, om en sådan ros er ægte, at Ånden også virker i dig og er kraftig, så han dæmper og dræber synden i dig. For hvor Ånden er, dér er han sandelig heller ikke ledig eller uden kraft; men han viser sig sådan, at han regerer og driver mennesket, og mennesket også adlyder og følger ham. Og et sådant menneske har den trøst, at han er Guds barn, og at Gud regerer og virker i ham, så han ikke er i døden, men har livet.

At blive drevet af Guds Ånd betyder altså: at få et sådant hjerte, som gerne hører Guds ord og tror på Kristus, at det i ham har nåde og syndernes forladelse; og som bekender en sådan tro og også viser den over for verden, frem for alt søger Guds ære, så han lever uden forargelse og tjener andre mennesker og er lydig, tålmodig, tugtig, kysk, gavmild, venlig osv.; og selvom han engang er blevet overrumplet og har snublet, så rejser han sig dog straks igen ved omvendelsen og holder op med at synde. For alt dette lærer og viser Helligånden ham, når han hører Ordet og tager imod det og ikke selv med vilje står Ånden imod.

Omvendt driver Djævelen, som også er en ånd, også verdens hjerter; men sådan, at man godt kan se, at det ikke er en god ånd eller Guds Ånd. For han driver kun sine til det modsatte af det, som Guds Ånd driver til, så de ikke har lyst til at høre Guds ord eller følge det, men foragter Gud og bliver stolte, hovmodige, gerrige, ubarmhjertige osv.

Derfor skal enhver her se på sig selv, så han ikke bedrager sig selv; for mange vil kaldes kristne, som dog ikke er det. Det mærker og ser man på, at de ikke alle drives af Guds Ånd. For en ånd må de have, som driver dem: er det ikke Guds Ånd, som driver dem imod kødet, så må det være den anden, onde ånd, som driver til kødet og dets lyster imod Guds Ånd. Derfor må de også være enten Guds egne og hans kære små børn, små sønner og små døtre, kaldet til det evige liv og den evige herlighed, eller omvendt forkastet af Gud og skilt fra ham, Djævelens børn og sammen med ham arvinger til den evige ild.

Nu, ud fra dette ord, han siger: «Guds børn», tager Sankt Paulus anledning til at tale videre og kommer ind på en smuk, trøsterig prædiken, hvor han udfolder, hvad dette barnekår er, og hvilken herlighed det har; det begynder han kun på i denne epistel og siger:

«For I har ikke modtaget en trælleånd, så I igen måtte frygte; men I har modtaget en barneånd, ved hvem vi råber: Abba, kære Far!»

Det er en herlig, trøsterig tekst, som med rette burde skrives med gyldne bogstaver. Fordi I nu har Helligånden (vil han sige) ved troen og drives af ham, så er I ikke længere under trældommen, som I var under loven, så I måtte frygte for dens skræk og krav, som om Gud ville fordømme og forstøde jer for jeres uværdigheds og kødets tilbageværende svagheds skyld; men I har den trøst, at I nu ved troen er visse på Guds nåde og kan holde Gud for jeres Far og påkalde ham som hans børn osv.

Således holder han de to slags gerninger op imod hinanden, som kommer af de to slags prædiken eller lære, nemlig lovens og evangeliets, som også gør forskellen mellem de kristne og alle de andre, som er uden tro og kendskab til Kristus. For de, som ikke har og kender mere end loven, kan aldrig nogen sinde nå dertil, at de kunne have en ret, hjertelig tillid og trøst til Gud, selv om de gør nok så meget og øver sig i loven med stor alvor. For når den med sin rette glans slår dem i øjnene, så de ser, hvad den kræver af dem, og hvor langt de endnu er fra at opfylde den, og den viser dem Guds vrede, så er der ikke andet end lutter skræk, sky og flugt for Gud, hvorunder de til sidst må gå til grunde, hvis de ikke får hjælp ved evangeliet. Det er det, han her kalder en trælleånd, som kun skræmmer og får en til at flygte for Gud.

Men omvendt, når hjertet griber evangeliets prædiken, som siger, at Gud uden vor fortjeneste og værdighed forlader os synden for Kristi skyld, når vi tror på ham, så får det trøst imod lovens skræk, på Guds nåde, og Helligånden virker således i det, at det kan bestå i en sådan tillid til Gud og holder sig til den trøst og i en sådan tro påkalder Gud af hjertet, selvom det endnu føler sig svagt og syndigt og bekender det; det kaldes da at modtage en barneånd.

Men Sankt Paulus taler således om en trælleånd og en barneånd efter den skik, som endnu var almindelig på hans tid, da trælle og trælkvinder i en herres hus var helt hans ejendom, købt for hans penge ligesom en ko. Han kunne handle med dem som med sit eget kvæg, og de måtte frygte for deres herre og vente sig slag, fængsel og straf helt til døden og ikke kunne sige: «Af herrens gods har jeg så meget, som tilhører mig, og som han må give mig osv.»; men de måtte tænke således: «Her må jeg tjene alene for brødet og ikke vente andet end slag og desuden finde mig i, at min herre støder mig ud og sælger mig videre til en anden, når han vil.» Og således kunne de aldrig have noget sikkert håb om at blive løst fra en sådan frygt og fangenskab og tvang.

En sådan trælleagtig, fangen, ængstelig, usikker ånd (siger han) har I nu ikke, så I altid måtte leve i bekymring for vrede og fordømmelse som Moses' folk og alt, hvad der er under loven; men I har nu en fin, fri, viss, frimodig ånd, sådan som et barn har over for sin far, så I ikke behøver at frygte for, at Gud vil vredes på jer eller forstøde og fordømme jer; for I har hans Søns Ånd (som han siger ovenfor og også i Gal 4,6) i jeres hjerte, så I ved, at I bliver i huset, og at arven skal tilfalde jer, og I kan trøste jer ved den og rose jer af den som jeres egen.

Om denne barneånd, og om hvad det betyder, at han siger: «ved hvem vi råber: Abba, kære Far!», har jeg talt mere over epistlen Gal 4, hvor han også bruger netop de samme ord. Kort sagt: Hermed beskrives Kristi riges kraft og den egentlige gerning og den rette, høje gudstjeneste, som Helligånden virker i de troende, nemlig trøsten, hvorved hjertet forløses fra skræk og frygt for synden og sættes i fred, og den hjertelige påkaldelse, som i troen venter bønhørelse og hjælp fra Gud; intet af dette kan ske ved loven og egen hellighed. For dermed når mennesket aldrig dertil, at han kunne øse ret, viss trøst af Guds nåde og kærlighed til ham; han bliver altid i bekymring og angst for vrede og fordømmelse, og fordi han står i en sådan tvivl, flygter han for Gud og kan ikke påkalde ham.

Men omvendt, hvor troen på Kristus er, dér virker Helligånden begge dele i hjertet, både en sådan trøst og en viss, barnlig tillid, så det ikke tvivler på Guds nådige vilje og bønhørelse, fordi han har lovet begge dele, nåde og hjælp, trøst og bønhørelse – ikke for vores værdigheds skyld, men i Kristi, sin Søns, navn og for hans fortjenestes skyld. Om disse to Helligåndens gerninger, trøst og påkaldelse, siger også profeten Zakarias i kapitel 12 (Zak 12,10), at Gud vil oprette en ny prædiken og gerning i Kristi rige, hvor han vil udgyde nådens og bønnens Ånd; det er netop den samme Ånd, som forsikrer os om, at vi er Guds børn, og driver vores hjerte til at råbe til ham med hjertelig påkaldelse.

Det hebraiske ord Abba, som betyder (som han selv tyder det) kære Far, er det råb, hvormed et lille barn, som er arvingen, af enfoldig, barnlig tillid pludrer med sin far og råber til ham: «Ab, ab»; for det er det letteste ord, et barn kan lære at sige, eller, som det gamle tyske sprog også sagde, næsten endnu lettere: «Etha, etha.» Et sådant enfoldigt, barnligt ord siger også troen til Gud ved Helligånden, men af hjertets dyb og (som han siger senere) med uudsigelige sukke; især når den er i kamp og nød imod kødets tvivl og Djævelens skræk og plager, så den må værge sig imod dem og sige: «Åh, kære Far! Du er jo min kære Far, for du har jo givet din eneste, kære Søn for mig; derfor vil du jo ikke vredes på mig eller forstøde mig»; og igen: «Du ser min nød og svaghed, derfor vil du hjælpe og redde mig osv.»

«Den samme Ånd giver vores ånd vidnesbyrd om, at vi er Guds børn.»

At vi er Guds børn og visselig kan regne os for det, har vi ikke af os selv og heller ikke af loven; men det er Helligåndens vidnesbyrd, som imod loven og følelsen af vores uværdighed vidner dette i vores svaghed og gør os vis på det. Et sådant vidnesbyrd går sådan til, at vi også føler og fornemmer Helligåndens kraft, som han virker i os ved Ordet, og at vores erfaring stemmer overens med Ordet eller prædikenen; for det kan du jo føle hos dig selv, når du i nød og angst får trøst af evangeliet og dermed overvinder en sådan tvivl og skræk, så dit hjerte fast kan slutte, at du har en nådig Gud, og nu ikke længere flygter for ham, men i en sådan tro glad kan påkalde ham og vente hjælp fra ham; og hvor en sådan tro står fast, dér følger også erfaringen af, at du bliver hjulpet, som Sankt Paulus siger i Rom 5,4–5: «Tålmodighed giver erfaring, erfaring giver håb, men håbet lader ikke til skamme.»

Det er det rette indre vidnesbyrd, hvorpå du kender, at Helligånden virker i dig. Ved siden af har du også ydre vidnesbyrd og kendetegn: at han giver dig særlige gaver, fin åndelig forstand, nåde og lykke til dit kald osv.; at du har lyst og kærlighed til hans ord og bekender det for al verden med fare for liv og lemmer; ligeledes at du bliver fjendtlig mod det ugudelige væsen og synderne og står dem imod osv.; alt dette gør og formår de ukristne ikke, som ikke har Helligånden. Skønt det er sandt, at også dette endnu går for sig i stor svaghed hos de hellige; men Helligånden regerer dog de kristne i en sådan svaghed og styrker et sådant vidnesbyrd, som Sankt Paulus atter siger (Rom 8,26): «Ånden kommer vores svaghed til hjælp osv.»

«Er vi da børn, så er vi også arvinger, nemlig Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med, for at vi også skal ophøjes med til herligheden.»

Dér hører du de kristnes høje ros, ære og herlighed. Lad verden beholde sin pragt, sit hovmod og sin ære; den er (når det kommer til stykket og til sidst) ikke andet, end at de er Djævelens børn. Men regn du selv ud, hvad dette er, at en fattig, elendig synder skal have den ære hos Gud, at han ikke kaldes Guds træl eller tjener, men Guds søn og arving. Burde dog et menneske, ja, hele verden ikke ønske, om det kunne ønskes, at den måtte kaldes Guds ko eller frø, blot for at den kunne have den ros, at den hørte Gud til og var hans ejendom? For hvem ville ikke gerne høre denne Herre og Skaber til? Nu siger han, at vi, som tror på Kristus, ikke skal være hans trælle og trælkvinder, men hans egne sønner, døtre og arvinger. Hvem kan prise og udsige det nok? Det kan jo hverken udsiges eller fattes.

Men her viser den store menneskelige svaghed sig i os; for hvis vi troede dette ret og uden tvivl, hvad skulle vi så frygte for, og hvem ville eller kunne gøre os skade? For den, som af hjertet kan sige til Gud: «Du er min kære Far, og jeg er dit barn», han vil sandelig byde alle djævle fra helvede trods og glad foragte al verdens trusler og pral; for han har jo i denne Far en sådan Herre, som alle skabninger må skælve for, og uden hvis vilje de intet formår; og han har også en sådan arv og et sådant herredømme, som ingen skabning kan gøre skade eller afbræk.

Men han føjer her også det lille stykke til: «så sandt vi lider med», for at vi skal vide, at vi også må leve således på jorden og vise os som gode, lydige børn, der ikke følger kødet, men finder os i det, der rammer os og gør kødet ondt, for herredømmets skyld. Når vi gør det, så skal og må vi herligt trøste os ved det og i sandhed glæde og rose os, som han har sagt: «Dem, som Guds Ånd driver (så de ikke følger kødet), de er Guds børn.»

Åh, hvilken stor ting er det at være et menneske, som ikke følger sine lyster, men står dem imod med stærk tro og lidelse! Det kaldes en stor adel, ære og herlighed på jorden at være barn af en mægtig, berømt konge eller kejser; hvor meget højere ville det være, hvis nogen i sandhed kunne rose sig af at være den højeste engels søn? Men hvad er alt det imod den, der kaldes og er den høje, guddommelige majestæts søn og arving, nævnt og udvalgt af Gud selv? For et sådant barnekår og en sådan arv må sandelig bringe en stor, uudsigelig herlighed og rigdom, magt og ære, over alt, hvad der er i himlen og på jorden.

Denne ære (selv om vi ikke havde andet af den end et sådant navn og en sådan ros) burde jo alene bevæge os til at blive fjender af dette syndige liv på jorden og stride imod det af alle kræfter, selv om vi derfor skulle opgive og lide alt, hvad et menneske kan lide. Men det går ikke ind i menneskets hjerte og er helt over sanser og tanker, hvad den ære og herlighed er, som vi skal ophøjes til med Kristus, sådan som Sankt Paulus udfolder det videre i den følgende tekst (Rom 8,18), hvor han siger: «Jeg mener, at denne tids lidelser ikke er værd at regne imod den herlighed, som skal åbenbares på os osv.»; som vi har hørt ovenfor på den femte søndag.