Fortale og formaning til bogtrykkerne (1525)

Fortale og formaning til bogtrykkerne

Nåde og fred! Hvad skal det dog være, mine kære herrer bogtrykkere, at den ene så åbenlyst røver og stjæler fra den anden, hvad der er hans, og at I ødelægger hinanden? Er I nu også blevet landevejsrøvere og tyve? Eller mener I, at Gud vil velsigne jer og give jer jeres brød gennem sådanne onde kneb og streger?

Jeg har begyndt på postillen fra helligtrekongersdag og frem til påske; så farer en slyngel til, sætteren, der lever af vores sved, stjæler mit manuskript, før jeg overhovedet er færdig med det, bærer det ud og lader det trykke ude i landet, så vores bekostning og arbejde går tabt ved hans tryk. Godt, Gud skal nok finde ham. Hvad du tjener på det, kan du smøre dine sko med. Du er en tyv og skylder for Gud at give det tilbage.

Nu kunne man dog bære skaden, hvis de bare ikke gjorde mine bøger så forkerte og skændige. Men nu trykker de dem og haster sådan af sted, at når de kommer tilbage til mig, kan jeg ikke kende mine egne bøger. Her er noget udeladt, her er det flyttet om, her forfalsket, her ikke rettet. De har også lært det kunststykke at trykke «Wittenberg» øverst på adskillige bøger, som aldrig er skrevet i Wittenberg og aldrig har været der. Det er jo slyngelstreger til at bedrage den menige mand, eftersom vi af Guds nåde har det ry, at vi med al flid ikke lader nogen unyttig bog gå ud, så vidt det står i vores magt. Således driver gerrigheden og misundelsen dem til at bedrage folk under vores navn og ødelægge vores egne.

Det er da en skæv sag, at vi skal bruge arbejde og penge på det, og at andre skal have gevinsten og vi skaden. Så være nu enhver advaret mod postillen over de seks søndage, og lad den gå til grunde. Jeg kendes heller ikke ved den som min. For når jeg læser korrektur, må jeg ofte selv ændre, hvad jeg har overset og gjort forkert i mit manuskript, så man ikke kan stole på et eksemplar efter mit manuskript.

Vil nogen alligevel endelig have den, så lad ham dog forbedre og rette den efter dette eksemplar. Man kender jo vores skrift godt, så man kan rette sig efter den og skille falske bøger fra de rigtige. Skønt jeg for mit eget vedkommende ville være godt tilfreds, om jeg aldrig mere behøvede at lade en bog gå ud; den koster mig dog bare møje og arbejde.

Derfor vær advaret, mine kære bogtrykkere, I som stjæler og røver sådan. For I ved, hvad Sankt Paulus siger til thessalonikerne (1 Thess 4,6): «Ingen må bedrage sin næste i handel; for Gud er hævner over alt dette.» Det ord skal også ramme jer en dag. Og I bliver heller ikke rigere af sådan røveri, som Salomo siger: «I den ugudeliges hus er der lutter forfald, men den retfærdiges hus bliver velsignet» [Ordsp 3,33]. Og Esajas: «Du, som røver – hvad gælder det, du skal selv blive røvet» [Es 33,1].

Skulle ikke den ene bogtrykker af kristen kærlighed vente en måned eller to for den andens skyld, før han trykker efter ham? Men skal der endelig være gerrighed, og vil vi tyskere nu engang være bæster, så vær gerrige og ras bare løs – men ikke i Guds navn! Dommen skal nok komme. Gud give bedring i tide. Amen.