Tilegnelse af vinterdelen til grev Albrecht af Mansfeld (1521) og en lille vejledning om, hvad man skal søge og vente i evangelierne

Tilegnelse af vinterdelen af Kirkepostillen, det vil sige udlægningen af epistlerne og evangelierne fra 1. søndag i advent til helligtrekonger, til herr Albrecht, greve af Mansfeld, fra året 1521. Med en lille vejledning om, hvad man skal søge og vente i evangelierne

Til den ædle og velbårne herre, herr Albrecht,

greve af Mansfeld, herre til Schraplau og Heldrungen osv., min nådige herre, fra Mart. Luther.

Guds nåde og fred, amen. Da den hellige kong David ville indsætte arvingerne til sin kongetrone, traf han den ordning, at den yngste søn blandt hans børn helt alene skulle besidde riget efter ham, for at Israels kongerige kunne forblive ét og udelt; og hvis denne yngste søns slægt uddøde, skulle slægten efter den nærmeste yngste bror træde i dens sted. Således gjorde han Salomo, sin yngste søn, til konge frem for alle de andre, og kongeriget blev i Salomos slægt indtil kong Joash. På hans tid udryddede den rasende dronning Atalja hele Davids slægt, da Salomos slægt var uddød med hendes søn Ahazja, så der ikke blev mere tilbage end den ene gnist Joash (2 Kong 11), som Gud forunderligt bevarede, af Natans slægt, Salomos yngste brors, for Kristi skyld, som var lovet David at skulle komme af hans kød og blod.

Nu kan denne ordning vel se ud til at stride mod Moses’ lov, som giver den førstefødte søn herredømmet over hans brødre og to dele af arven; men den stred dog ikke imod den. For Davids første søn, Amnon, var allerede blevet slået ihjel af sin bror Absalom, og han blev bevæget til at træffe den ordning, fordi han så, hvordan hans børn trængte sig frem for at arve riget; men langt mere for Kristi skyld, for at forberede et forbillede på ham, som er den rette Salomo, den yngste og mindste blandt alle Guds børn, som han selv siger i Matt 11,11, at der blandt kvindefødte ikke er stået nogen større frem end Johannes Døberen, «men den mindste i Himlenes rige er større end han». Denne mindste er Kristus alene. Ingen er nogensinde blevet så dybt fornedret, ingen har gjort sig selv så ringe som Kristus; derfor er det også ham alene, der tør sige: «Lær af mig, for jeg er mild og ydmyg af hjertet.» Det ord har ingen helgen nogensinde kunnet sige eller kan sige, og ingen kan tilskrive sig mesterskabet i ydmyghed og mildhed; de forbliver allesammen elever under denne mester. Således også Sankt Paulus: Da han siger til korintherne (1 Kor 11,1): «Følg mig», sætter han straks den rette mester til og siger: «ligesom jeg følger Kristus», så han ikke stiller sig selv frem som Paulus, men Kristus i sig og sig selv i Kristus.

Derfor er Kristus nu også ophøjet og sat til konge over alle sine brødre, det vil sige os og alle kristne, som Salme 45 siger (Sl 45,8): «Din Gud har salvet dig (det vil sige: viet dig til konge) frem for alle dine fæller.» Og således er forbilledet Salomo opfyldt i ham, og ikke alene opfyldt, men også sat os til et eksempel, for at vi skal se den evangeliske læres hovedstykke afbildet overalt; og det er det, som Kristus siger: «Den som ydmyger sig selv, skal ophøjes.» Og: «Den som vil være den største blandt jer, han skal være den mindste.» Også evangeliet er ikke andet end en historie om Guds mindste Søn og om hans fornedrelse, som Sankt Paulus siger i 1 Kor 2,2: «For jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham som korsfæstet.»

Det har jeg anført, nådige herre, for at det ikke skal anses for underligt – nu da jeg har sat mig for at tilegne denne bog herrerne over det land, jeg er født i – at jeg stik imod verdens skik ikke begynder med den ældste af mine nådige herrer, men med den yngste af begge linjer. For denne bogs art, hvor intet andet end det mindste og yngste hele tiden holdes frem, har krævet, at jeg også lod fortalen svare til den og, så vidt det lod sig gøre, ikke lod den skurre imod den, så jeg heller ikke lod denne lære fra evangeliet svæve i ord alene, men i det mindste lod se en lille gerning af den. For de store herrer i verden, som uophørligt farer frem i deres fordel og anseelse, deres højhed og storhed, har sandelig brug for, at man engang imellem efter evangeliet også minder dem om deres ringhed og ubetydelighed for Gud, skønt de mere end alle andre er skyldige til og trænger til at agte på netop dette og intet andet.

Jeg burde også for længst have vist mig over for Deres Nåde som et landsbarn; men evangeliet ligger også her i vejen, og uden at ænse menneskers ret og tykke siger det: «De sidste er de første, og de første er de sidste.» Desuden måtte jeg ikke give de misundelige plads eller anledning, som om jeg først og fremmest søgte min egen og mine egnes ære, nu da jeg holder evangeliets første lære frem, som ikke vil tåle, at man først og fremmest søger sig selv, men (som sagt) at man ydmyger og ringeagter sig selv.

Og for at denne fortale i alle henseender kan stemme med evangeliet, er også skriveren en foragtet og fordømt person. Jeg er af Guds nåde i pavens band og allerhøjeste unåde, og dertil under stor forbandelse og had fra hans kære disciple, så jeg håber, at det ikke klæder mig dårligt at tage mig af denne foragtede, lille, ringe bog, evangeliet om Guds mindste, mest foragtede barn, og lade den trekronede konge i Rom beholde de høje, store, lange bøger. Og selv om det ikke klædte mig vel, så kræver og tvinger nøden, eftersom alle universiteter, stifter og klostre hænger ved de tre kroner og lader den yngste, mindste bog, evangeliet, ligge, at i det mindste én tager fat på den ukronede, foragtede Guds Søns bog, hvad enten det lykkes for ham godt eller dårligt.

Ganske mislykkes kan det i hvert fald ikke. Deres Nåde har set bullen fra Rom og pariserteologernes dom, som uden al tvivl begge er udgået efter Guds særlige forsyn, for at verden skulle få at føle, hvor mægtigt sandheden kan gøre sine fjender til skamme og blinde dem ved disse fjenders egne gerninger og ord. Det har ikke været mit ønske, at de skulle bære sig så groft tåbeligt ad og gøre sig selv til skamme; men jeg kan godt tåle det, sandheden til gode, så det ordsprog sker fyldest, som ikke lyder langt fra evangeliet: «De lærde – de forkerte.» Evangeliet vil frem i lyset og bevise, at de vise er tåber, og tåberne vise, og at de, man skælder ud for kættere, er kristne, og de, der roser sig af at være kristne, er kættere.

Det siger jeg, nådige herre, fordi jeg regner med, at Deres Nåde også for min skyld må eller vil komme til at lade sig bide en smule af røgen og høre fra pavens højlærde, kloge disciple, at jeg er en skam og vanære for Deres Nådes herredømme, det vil sige en ringe, ganske evangelisk foragtet askepot. For så nøje leder disse hellige folk efter anledning til at bespotte og smæde, at de for min skyld ikke engang har kunnet lade de retskafne, uskyldige folk i Sangerhausen gå fri for skældsord på grund af grænsen, skønt det endnu ikke er afgjort, om Kunz Schmid eller den grå spurv er den værste kætter eller kat.

Jan Hus, Hieronymus af Prag og mange flere er blevet brændt i de tyske lande, men indtil denne dag endnu ikke overvundet så meget som en hårsbredde. Der går en profeti om Antikrist, at han skal brænde de kristne med ild; den må opfyldes således. Derfor må Deres Nåde her atter komme evangeliet i hu, at det vender alting om og går stik imod. Hvad de kalder skam, er ære; hvad de kalder ære, er skam; og de, der brænder, er værdige til ilden, og de, der bliver brændt, er værdige til dommersædet. Det skal de også besidde på den yderste dag; da skal det åbenlyst ses, hvad det er, som profeten siger i Sl 18,27: «Med de forkerte går også Gud forkert til værks.» Fordi de farer frem stik imod og dømmer med uret, farer også han frem og dømmer stik imod dem med ret. Hermed befaler jeg Deres Nåde og hele herredømmet tillige med alle, der elsker evangeliet, i Guds nåde: Gud bevare dem nådigt for menneskelære og holde dem ret og fast ved den guddommelige lære i den frie, kristne tro, amen.

For hvad jeg ellers ville sige som fortale, har jeg, for at brevet ikke skulle blive for langt, sat i den vejledning, der følger lige her efter. Deres Nåde vil lade sig mit fattige tilbud behage, ikke efter dets værd, men efter Deres gunst. Givet i ørkenen [dvs. på Wartburg] på den hellige Elisabeths dag i året 1521.

En lille vejledning om, hvad man skal søge og vente i evangelierne

Det er en indgroet vane, at man tæller og benævner evangelierne efter bøgerne og siger: Der er fire evangelier. Deraf er det kommet, at man ikke ved, hvad Sankt Paulus og Peter siger i deres breve, og deres lære bliver regnet for tilføjelser til evangeliernes lære, sådan som også en af Hieronymus’ fortaler lader sig forstå. Dernæst er der en endnu værre vane, at man regner evangelierne og epistlerne for lovbøger, hvori man skal lære, hvad vi skal gøre, og at Kristi gerninger ikke stilles frem for os som andet end et eksempel. Hvor nu disse to vildfarende meninger bliver siddende i hjertet, dér kan hverken evangelium eller epistel læses til gavn og på kristen vis; man forbliver lutter hedninger som før.

Derfor skal man vide, at der kun er ét evangelium, men skrevet af mange apostle. Hvert eneste af Paulus’ og Peters breve, og dertil Lukas’ Apostlenes Gerninger, er et evangelium, selv om de ikke alle fortæller alle Kristi gerninger og ord, men det ene fatter sig kortere og rummer mindre end det andet. Der er jo heller ikke ét af de fire store evangelier, som rummer alle Kristi ord og gerninger; det er heller ikke nødvendigt. Evangeliet er og skal ikke være andet end en tale eller historie om Kristus. Det er ligesom blandt mennesker, når man skriver en bog om en konge eller fyrste, om hvad han har gjort og talt og lidt i sine dage; den kan skrives på mange måder, den ene vidtløftigt, den anden kortfattet.

Således skal evangeliet være og er heller ikke andet end en krønike, historie og legende om Kristus: hvem han er, hvad han har gjort, talt og lidt; det har den ene beskrevet kort, den anden langt, den ene på én måde, den anden på en anden. For allerkortest sagt er evangeliet en tale om Kristus, at han er Guds Søn og er blevet menneske for os, er død og opstanden og sat til Herre over alle ting. Så meget tager Sankt Paulus op i sine breve og udfolder det; han lader alle de undere og al den vandel ligge, som er skrevet i de fire evangelier, og har dog fuldt tilstrækkeligt hele evangeliet med, som det klart og fint kan ses i hilsenen til romerne, hvor han siger, hvad evangeliet er, og taler sådan: «Paulus, Jesu Kristi tjener, kaldet til at være apostel og udskilt til at forkynde Guds evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i hellige skrifter, evangeliet om hans søn, som blev født af Davids slægt som menneske, som blev indsat som Guds søn i kraft ifølge helligheds ånd, da han opstod fra de døde, Jesus Kristus vores Herre.»

Dér ser du, at evangeliet er en historie om Kristus, Guds og Davids Søn, som er død og opstanden og sat til Herre; og det er hele summen af evangeliet. Ligesom der nu ikke er mere end én Kristus, således er der ikke og kan der ikke være mere end ét evangelium. Og eftersom også Sankt Paulus og Peter ikke lærer andet end Kristus på den måde, der er sagt, så kan deres breve ikke være andet end evangeliet. Ja, også profeterne: eftersom de har forkyndt evangeliet og talt om Kristus, som Sankt Paulus her nævner, og som enhver godt ved, så er deres lære dér, hvor de taler om Kristus, intet andet end det sande, rene, rette evangelium, som om Lukas eller Matthæus havde skrevet det. Som når Esajas i kapitel 53 siger, hvordan han skulle dø for os og bære vores synd: dér har han skrevet det rene evangelium. Og jeg siger i sandhed: Den, som ikke fatter denne forståelse af evangeliet, han vil aldrig kunne blive oplyst i Skriften og heller aldrig få fat i den rette grund.

For det andet: at du ikke gør Kristus til en Moses, som om han ikke gjorde mere end at lære og give eksempler, sådan som de andre helgener gør, som om evangeliet var en lærebog eller lovbog. Derfor skal du fatte Kristus, hans ord, gerning og lidelse på to måder. Den ene måde er som et eksempel, der stilles dig for øje, og som du skal følge og gøre ligesådan, som Sankt Peter siger i 1 Pet 2,21: «Kristus har lidt for os og derved efterladt os et eksempel.» Altså: ligesom du ser, at han beder, faster, hjælper folk og viser kærlighed, sådan skal også du gøre, mod dig selv og mod din næste. Men det er det ringeste ved evangeliet, og derfor kan det heller ikke engang kaldes evangelium; for på den måde er Kristus dig ikke til mere nytte end en anden helgen. Hans liv bliver hos ham og hjælper dig dog ikke; kort sagt: den måde gør ingen til kristen, den gør kun hyklere. Det må komme langt højere med dig; skønt dette nu i lang tid har været den allerbedste måde at prædike på, og endda en sjælden.

Evangeliets hovedstykke og grund er, at du, før du fatter Kristus som eksempel, først tager imod ham og kender ham som en gave og skænk, der er givet dig af Gud og er din egen; så når du ser på ham eller hører, at han gør eller lider noget, du da ikke tvivler på, at han selv, Kristus, med denne gerning og lidelse er din, så du kan forlade dig på det ikke mindre end om du selv havde gjort det, ja, som om du selv var denne Kristus. Se, det kaldes at kende evangeliet ret, det vil sige Guds overstrømmende godhed, som ingen profet, ingen apostel, ingen engel nogensinde har kunnet udsige, og som intet hjerte nogensinde nok kan undre sig over og fatte. Det er den store ild af Guds kærlighed til os; af den bliver hjertet og samvittigheden glad, tryg og tilfreds. Det kaldes at prædike den kristne tro. Derfor kaldes en sådan prædiken evangelium, hvilket på dansk betyder så meget som et glædeligt, godt, trøsterigt budskab; og efter dette budskab kaldes apostlene de tolv sendebud.

Herom siger Esajas i Es 9,5: «Et barn er født os, en søn er givet os.» Er han givet os, så må han være vores; så må vi også tage ham til os som vores egen. Og Rom 8,32: «Hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?» Se, når du således fatter Kristus som din gave, givet dig til eje, og ikke tvivler på det, så er du en kristen; troen forløser dig fra synd, død og helvede og gør, at du overvinder alle ting. Ak, herom kan ingen sige nok! Dét er klagen: at en sådan prædiken er forstummet i verden, og at evangeliet alligevel bliver rost hver eneste dag.

Når du nu således har Kristus som grund og hovedgode for din frelse, så følger det andet stykke: at du også fatter ham som eksempel og giver dig hen til at tjene din næste, sådan som du ser, at han har givet sig hen for dig. Se, så er tro og kærlighed i fuld gang, så er Guds bud opfyldt, og mennesket er glad og uforfærdet til at gøre og lide alle ting. Læg derfor nøje mærke til det: Kristus som gave nærer din tro og gør dig til en kristen. Men Kristus som eksempel øver dine gerninger; de gør dig ikke til en kristen, men de udgår fra dig, når du allerede forinden er blevet gjort til en kristen. Så langt som gave og eksempel er adskilt, så langt er også tro og gerninger adskilt. Troen har intet eget, men kun Kristi gerning og liv. Gerningerne har noget eget fra dig; men de skal heller ikke være dit eget, men din næstes.

Derfor ser du, at evangeliet egentlig ikke er en bog med love og bud, som kræver vores gerning af os, men en bog med guddommelige løfter, hvori han lover, tilbyder og giver os alle sine goder og velgerninger i Kristus. At Kristus og apostlene giver megen god lære og udlægger loven, skal regnes blandt velgerningerne, ligesom en anden af Kristi gerninger; for at lære ret er ikke den ringeste velgerning. Derfor ser vi også, at han ikke trænger på og driver frygteligt, sådan som Moses gør i sin bog, og som det er buddets art; men han lærer elskeligt og venligt, siger kun, hvad der skal gøres og lades, og hvad der vil ske med dem, der gør ondt, og med dem, der gør godt; han driver og tvinger ingen. Ja, han lærer endda så mildt, at han mere lokker end befaler; han begynder og siger: «Salige er de fattige, salige er de sagtmodige» osv. Og apostlene bruger også almindeligvis ordene: Jeg formaner, jeg beder, jeg bønfalder osv. Men Moses siger: Jeg befaler, jeg forbyder, og truer og skræmmer tillige med frygtelige straffe og bøder. Ud fra denne vejledning kan du læse og høre evangelierne til gavn.

Når du nu slår evangeliebogen op og læser eller hører, hvordan Kristus kommer hid og did, eller hvordan nogen bliver bragt til ham, så skal du deri forstå prædikenen eller evangeliet, hvorved han kommer til dig, eller du bliver bragt til ham. At prædike evangeliet er intet andet end at Kristus kommer til os, eller at vi bliver bragt til ham. Men når du ser, hvordan han virker og hjælper enhver, som han kommer til, og som bliver bragt til ham, så skal du vide, at det er det, troen virker i dig, og at han ved evangeliet tilbyder din sjæl netop den samme hjælp og godhed. Holder du her stille og lader ham gøre vel imod dig, det vil sige: tror du, at han gør vel imod dig og hjælper dig, så har du det visselig, så er Kristus din og skænket dig som gave.

Derefter er det nødvendigt, at du gør et eksempel ud af det og også hjælper og gør således mod din næste, at du også bliver givet ham til gave og eksempel. Herom siger Es 40,1–2: «Trøst, trøst mit folk, siger jeres Gud. Tal venligt til Jerusalem og prædik for hende, at hendes stridstid har ende, for hendes misgerning er tilgivet, for hun har fået dobbelt af HERRENS hånd for alle sine synder» osv. Disse dobbelte goder er de to stykker i Kristus, gave og eksempel; de er også betegnet ved de to dele af arven, som Moses’ lov tildeler den førstefødte søn, og ved mange andre forbilleder.

Ganske vist er det synd og skam, at det er kommet så vidt med os kristne, og at vi har været så uflittige i evangeliet, at vi ikke alene ikke forstår det, men endda først behøver, at man med andre bøger og udlægninger viser os, hvad der skal søges og ventes i det. For evangelierne og apostlenes breve er jo netop skrevet for selv at være sådanne vejvisere og vise os ind i profeternes og Moses’ skrift, Det Gamle Testamente, så vi selv skal læse og se dér, hvordan Kristus er svøbt i klæderne og lagt i krybben, det vil sige, hvordan han er indesluttet i profeternes skrift. Dér skulle vores studium og læsning øve sig og se, hvad Kristus er, hvortil han er givet, hvordan han er lovet, og hvordan hele Skriften peger hen på ham, som han selv siger i Joh 5,46: «For hvis I havde troet Moses, ville I have troet mig, for han har skrevet om mig.» Ligeså (Joh 5,39): «Ransag og søg i Skrifterne, for det er dem, der vidner om mig.»

Det er det, Sankt Paulus mener i Romerbrevets første kapitel, hvor han allerforrest i hilsenen siger, at evangeliet er lovet af Gud ved profeterne i de hellige skrifter. Derfor sker det, at evangelisterne og apostlene altid viser os ind i Skriften og siger: Således står der skrevet; ligeså: Det er sket, for at profeternes skrifter skulle opfyldes osv. Og i ApG 17,11, hvor thessalonikerne hørte evangeliet med al lyst, siger Lukas, at de studerede og ransagede Skriften dag og nat, om det virkelig forholdt sig sådan [ApG 17,11 taler om jøderne i Berøa]. Ligeledes, da Sankt Peter skrev sit brev, siger han midt i begyndelsen (1 Pet 1,10–12): «Den frelse undersøgte og efterforskede profeterne, som havde profeteret om nåden til jer, for de undersøgte, hvilken og hvad slags tid Kristi Ånd i dem åbenbarede, den Ånd som har vidnet forud om Kristi lidelser og de efterfølgende herligheder. For dem blev det åbenbaret, at de ikke tjente sig selv, men jer i dette, som nu er blevet forkyndt for jer ved dem, som har forkyndt evangeliet for jer i Helligånden, som er blevet sendt fra himlen, dette som englene længes efter at se ind i.»

Hvad vil Sankt Peter med dette andet end føre os ind i Skriften? Som skulle han sige: Vi prædiker og åbner Skriften for jer ved Helligånden, så I selv kan læse og se, hvad der står i den, og hvilken tid profeterne har skrevet om; som han også siger i ApG 3,24: «Om disse dage har alle profeterne talt, fra Samuel af, så mange som nogensinde har profeteret.» Derfor siger også Lukas i sidste kapitel (Luk 24,45), at Kristus oplod apostlenes forstand, så de forstod Skrifterne. Og Kristus siger i Joh 10,9, at han er døren, at man må gå ind gennem ham; og den, der går ind gennem ham, ham lukker dørvogteren (Helligånden) op for, så han finder græsgang og frelse. Således at det til syvende og sidst er sandt, at evangeliet selv er vejviser og vejleder ind i Skriften; ligesom jeg med denne fortale gerne ville vise hen til evangeliet og give vejledning.

Men se, hvilke fine, nette, fromme børn vi er! For at vi ikke skulle behøve at studere i Skriften og lære Kristus dér, holder vi hele Det Gamle Testamente for intet, som om det nu var forbi og ikke gjaldt mere; skønt det dog alene har det navn, at det kaldes den hellige Skrift, mens evangeliet egentlig ikke skulle være skrift, men mundtligt ord, som skulle bære Skriften frem, sådan som Kristus og apostlene har gjort. Derfor har Kristus heller ikke selv skrevet noget, men kun talt, og han har ikke kaldt sin lære skrift, men evangelium, det vil sige et godt budskab eller en forkyndelse, som ikke skal drives med pennen, men med munden. Så farer vi til og gør evangeliet til en lovbog, en budlære, Kristus til en Moses, hjælperen til blot en lærer. Hvad burde Gud ikke lade komme over et så dumt, forvendt folk? Det er kun ret og rimeligt, at han har ladet os fare hen i pavens lære og menneskers løgne, fordi vi lod hans skrift fare, så vi i stedet for den hellige Skrift måtte lære en løgnagtig tåbes og ond skalks dekretaler. Ak, gid det rene evangelium dog var kendt blandt de kristne, og at dette mit arbejde snarest muligt blev unyttigt og unødvendigt! Så var der visselig håb om, at også den hellige Skrift igen ville komme frem i sin værdighed. Det være nok sagt så kort som muligt som fortale og vejledning; i udlægningen vil vi sige mere om det. Amen.