Fortale til sommerdelen, ny udgave ved Caspar Cruciger (1543)

Fortale til sommerdelen af Kirkepostillen, som dr. Caspar Cruciger har udgivet på ny i året 1543

Jeg mener, at vi, som prædiker evangeliet i denne tid, med god samvittighed kan rose os i Gud, vor Herre, sådan som Sankt Paulus roser sig i 1 Kor 1,4–9 og siger: «Jeg takker altid min Gud for jer på grund af Guds nåde, som blev givet jer i Kristus Jesus, så at I ved ham er blevet rige i alle ting, på al lære og al erkendelse, ligesom prædikenen om Kristus er blevet kraftig iblandt jer, så at I ikke mangler nogen nådegave og kun venter på åbenbaringen af vor Herre Jesus Kristus. Han skal også holde jer fast indtil enden, så I er uangribelige på vor Herre Jesu Kristi dag. For trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin Søn, Jesus Kristus, vor Herre.»

Sådan kan vi også sige til vore tyskere, at Gud har givet os sit ord rigeligt på det tyske sprog og udrustet os i alle ting, så der ikke er nogen mangel på noget, som tjener til det evige liv og saligheden; og at vi ikke har andet eller mere at vente på, end at vor kære Herre Jesus Kristus kommer og henter os til sig i himlen ved sit herlige og salige komme og forløser os fra dette køds død og ud af denne onde, skændige verden, det vil sige: ud af Djævelens rige, hvor vi efter kødet som i vor landflygtighed må lide, sukke og klage.

For hvad mere vil vi have eller begære? For det første har vi prædiket katekismen klart og kraftigt, så vi kan forstå Guds bud og alt, hvad vi skal gøre; desuden Fadervor, hvor vi lærer, hvad bøn er, og hvordan og hvad vi skal bede. Vi har symbolum, troens bekendelse: hvad den er, og hvad den gør, giver og formår. Vi har den rette forstand på og brug af den hellige dåb, af vor Herres legems og blods sakramente, af nøglerne, bandet og tilgivelsen (absolutionen). Vi har sikker besked om, hvordan enhver skal kende sit kald og sin stand og forholde sig i den, hvad enten han er gejstlig eller verdslig, høj eller lav. Vi ved, hvad ægteskab, enkestand og jomfrustand er, og hvordan man kan leve og færdes kristeligt i dem.

Alt dette havde vi sandelig ikke for fyrre eller tredive år siden, vi som nu er over halvtreds. Og hvad vi havde af det som små gnister, var så tilsmudset, besudlet og ødelagt af pavens og menneskers forordninger og munkenes drømme, at det ikke er til at sige eller tælle. Og alligevel gav vi utallige penge for sådanne uudholdelige og fordømmelige byrder og skader. Da var hele verden i alle kroge fuld af messer, sjælemesser, vigilier, valfarter, aflad, helgendyrkelse, munkevæsen, nonnevæsen, præstevæsen og gruelige vederstyggeligheder, som ikke gjorde andet end at tage penge og overlæsse os med lutter djævelske byrder og blinde vore øjne, så vi endelig ikke skulle kende vor Herres og Frelsers salige lys.

Oven i det har vi postillerne, og især denne nye, som min gode herre og ven doktor Caspar Cruciger har forbedret og forøget; i den er epistlerne og evangelierne for hele året tilberedt for os, klart og lysteligt, og – om jeg så må sige – tygget for os, som en mor tygger grøden for sit lille barn. Før måtte vi derimod høre næsten lutter helgenlegender, og mange af dem var opdigtede (som Sankt Georg, Christoffer, Anna, Barbara, Margrete, Katharina, Ursula osv.), og næsten alle de andre var forfalskede, så man selv på de høje fester, jul, påske, i passionstiden og pinse, bragte meget koldt, unyttigt snak ind, og knap nok den blotte tekst af evangeliet blev brugt, og det med ringe forstand. Men nu kan også lægfolk forstå både epistlerne og evangelierne rigeligt og selv læse dem derhjemme, og de kunne hente langt, langt mere og alt renere ud af dem. Desuden er helgenlegenderne nu også renset og gjort nyttige at læse og prædike, og Vitas Patrum [«Fædrenes levned», middelalderens samling af beretninger om ørkenfædrene.], en bog, som var særlig tilsølet og ødelagt, kan nu igen læses med gavn.

Ligeledes er de skændige, falske, gudsbespottelige små bønnebøger, som verden var fuld af, ryddet af vejen, og i stedet er der udgået rene bønner og gode kristelige sange. Og især Psalteret, den allerfineste og kosteligste lille bønnebog og sangbog: i vor tid turde ingen teolog rose sig af at have forstået en eneste salme så godt og grundigt, som lægfolk, mænd og kvinder, nu forstår den.

Og kort sagt: frem for alt findes nu hele Bibelen på godt tysk og er ved trykken blevet så udbredt, at enhver husfader og enhver, som kan læse tysk, let kan skaffe sig sin egen, hvor der før var mange doktorer i teologien, som i hele deres liv aldrig havde læst en eneste, og nogle havde aldrig set en. Så vi prædikanter (som i denne tid vil udføre vort embede tro) let kan prædike nok for folket og lære dem, hvordan de skal blive frelst, selv om man blot læste det op for dem ord for ord af bøgerne. Vil nogen så alligevel være blind, uirettesat og ulærd, så er vi helt uden skyld i hans fordømmelse. Vi har gjort vort, tro og rigeligt.

Lad os derfor fra nu af også være taknemmelige mod Gud, al barmhjertigheds Fader, så det kære Ord og dette lys ikke igen tages fra os ved Guds vrede for vore synders og vor utaknemmeligheds skyld, og så der ikke, efter at Djævelen er drevet ud, kommer syv værre djævle, og alt bliver værre, end det nogen sinde har været før. For hos de pavelige er der ingen ende på at bespotte og forfølge dette kære sandhedens ord, som de dog har lært at kende; og i nogle af vore egne er også den syvfoldige djævel faret ind og har gjort dem værre, end de var under pavedømmet. Dér måtte de høre løgn og give store penge til, for at de med sikkerhed kunne fare til helvede. Nu, da de har den rene sandhed og alt for intet og ikke giver noget til, vil de også være uirettesatte og have sognepræsten eller prædikanten med sig til Djævelen. For den sognepræst eller prædikant, som ikke revser synden, må fare til Djævelen med andres synder, selv om han for sine egne synders skyld (som er ham tilgivet i Kristus) er et frelsens barn.

Det kan nok ske, at nogle sognepræster bærer sig klodset ad med ordene; men en from kristen burde dog i så lang tid have lært så meget (jeg ville sige: så lidt), at han med en smule tålmodighed kunne sige: «Nuvel, min sognepræst, som ellers er retskaffen, rammer mig eller rammer ved siden af, gør mig uret eller ret; så vil jeg også tåle det til ære for Ordet (hvis embede han nu fører) og for min Herre (som har lidt død og helvede for mig); og ellers vil jeg tale venligt med ham om det eller lade den nærmeste sognepræst eller superintendent tage sig af sagen.» Viser det sig så, at præsten har sagt noget af ondskab, hævn eller had, så må man forlige det eller fjerne ham. Men stammer det alene fra den syvfoldige djævel i den utålmodige tølper, så skal den efterfølgende sognepræst (som de andre jo må have) sky sådanne syvfoldige djævlebørn og ikke regne dem for andet end for den mand, som sad til bords ved Kristi nadver, og som lod alle djævle fare ind i sig efter den dyppede bid. Han skal heller ikke lade dem have noget fællesskab med de kristne, men nægte dem sakramentet, tilgivelsen og al Kristi nåde, ikke lade dem stå fadder ved dåben og ikke ringe for dem til grav eller bryllup, men lade dem dø som hunde og lade dem begrave på rakkerkulen, hvor ravne, krager, alliker og ulve kan synge vigilierne og sjælemesserne over sådanne helgener.

For det er ikke til at bære, at jeg, når jeg som en tro sognepræst havde tjent i ti eller tyve år og dag og nat måttet være rede for dem, når de var syge eller havde pest, og dermed vel havde fortjent himlen for min del, så for sådan en hovmodig tølpers skyld, som i hele sit liv aldrig havde givet en skilling, hverken for Guds eller for menneskers skyld, skulle lade Guds mund i mig blive stoppet og på den måde fare til Djævelen sammen med ham med andres synder. For Gud byder meget alvorligt i Ez 3,18: «Siger du det ikke til den ugudelige, så vil jeg kræve hans sjæl af dine hænder.» Og Sankt Paulus siger til Timotheus (1 Tim 5,22): «Vogt dig, at du ikke gør dig delagtig i andres synder.» Men Tyskland ser for mig ud ligesom Jerusalem på Johannes Døberens tid, han som sagde: «Øksen ligger ved træets rod», og «han har kasteskovlen i hånden, han skal rense sin tærskeplads, samle kornet i sin lade og brænde avnerne op med evig ild» (Matt 3,10.12).

Lad derfor den være from, som kan, og lad den være ond, som vil. Og vær I sognepræster flittige til at formane folket til taksigelse, til bøn og frem for alt til forbedring af livet. Og det var ikke unyttigt, om I af og til også fortalte om nogle stykker af det pavelige tyranni, som vi har levet under i al elendighed, så de desto bedre kunne erkende, hvor salig en tid de nu lever i, og hvor utallige byrder de er sluppet for. De andre, som ikke vil, lader man bare synke og blive mætte af deres egne påfund (som Salomo siger); de kan ikke give os skylden og sige, at de ikke vidste det. Gud er jo stadig så klog og mægtig, at han godt ved at opretholde sin kirke uden verdens og Djævelens hjælp. Det hedder: «Som du vil, Djævel, med alle dine; Kristus skal ikke alene blive stående over for dig, men til sidst også knuse dit hoved»; det forlader vi os på. Ham være lov og ære sammen med Faderen og Helligånden, én sand Gud og Skaber af alle ting, i evighed. Amen.