1. søndag i advent (Matt 21,1–9)

Evangeliet på 1. søndag i advent, Matt 21,1–9

Ovenfor i fortalen har jeg sagt, at der i evangelierne er to ting at se på og lægge mærke til: For det første Kristi gerninger, som er skænket os som gave og gode, og som troen skal hænge ved og øve sig på; for det andet de samme gerninger, stillet frem som et eksempel og forbillede, som vi skal følge og blive lig. Sådan skal man forstå, at alle evangelier først lærer troen og derefter gerningerne. Derfor vil vi dele evangeliet i tre stykker: for det første om troen; for det andet om gode gerninger; for det tredje vil vi sige lidt om historien og dens skjulte betydning.

For det første: om troen

Dette evangelium lokker og kalder især på troen; for det stiller Kristus frem i hans nådige komme, og ham kan ingen ellers tage imod og modtage, uden at han tror, at han er den mand og kommer i den hensigt, sådan som dette evangelium stiller ham frem. Alt, hvad der her vises i Kristus, er lutter nåde, mildhed og godhed, og den, der tror dette om ham og regner ham for det, han er, er frelst. Se nu efter: Han rider ikke på en hingst, som er et krigsdyr; han kommer ikke med skrækindjagende pragt og magt, men sidder på et æsel, som er et fredeligt dyr, kun beredt til byrder og arbejde, til hjælp for mennesket. Det skal vise, hvordan han kommer: ikke for at skræmme mennesket eller drive eller undertrykke det, men for at hjælpe det, bære dets byrde og tage den på sig. Og selv om det altid har været skik i landet at ride på æsler og bruge hestene til krig, som Skriften mange gange fortæller, så sker det hele dog for at vise, at denne konges indtog skal kendes som mildt og godt.

For det andet viser også disciplenes optog og færd med Kristus det samme: De fører hunæslet og føllet til ham, lægger deres kapper under ham og sætter ham derpå; og ligeså folket, som breder kapperne ud på vejen og strør grene fra træerne. Der er ingen frygt eller rædsel, men lutter venlig tillid til ham som til en, de står sig rigtig godt med; og han tager også venligt imod det fra dem og lader sig det vel behage.

For det tredje er der ingen rustning og intet krigsråb, men lutter sang, lovprisning, glæde og pris til Gud.

For det fjerde græder Kristus, som Lukas skriver (Luk 19,41), over byen Jerusalem, fordi den ikke kender eller tager imod en sådan nåde. Så ondt gør dens ulykke ham – for slet ikke at tale om, at han skulle fare strengt og frygteligt frem mod dem.

For det femte viser det mildheden og godheden allermest, at han fører profetens ord frem (Es 62,11; Zak 9,9) og ganske venligt lokker til tro, til at tage imod Kristus. For dette ords skyld er dette evangeliums historie sket og skrevet, som evangelisten selv siger. Lad os derfor se nøje på ordet som evangeliets hovedstykke; for i det bliver Kristus malet for os: hvad vi skal mene og tro om ham, hvad vi skal vente af ham, hvad vi skal søge hos ham, og hvordan vi skal have nytte af ham og bruge ham.

For det første siger han: «Sig til Zions datter.» Det er sagt til prædikanterne, og med det får de befaling om en ny prædiken, som de skal prædike, nemlig intet andet end det, de følgende ord giver, det vil sige en ret og frelsende kundskab om Kristus. Den, der prædiker noget andet end dette, er en ulv og en forfører. Og dette er et af de skriftord, hvori evangeliet er lovet, som Paulus taler om i Rom 1,2; for evangeliet er en prædiken om Kristus, sådan som han her bliver stillet frem, for at man skal tro. Nu har jeg ofte sagt, at der er to slags tro. Den første er, at du nok tror, at Kristus er sådan en mand, som han her og i hele evangeliet bliver beskrevet og prædiket; men du tror ikke, at han er sådan en mand for dig. Du tvivler på, om du har dette fra ham og vil få det, og tænker: «Ja, sådan en mand er han nok for de andre, som Sankt Peter og Paulus og de gode helgener; men hvem ved, om han også er det for mig, og om jeg skal vente mig det samme af ham og forlade mig på det ligesom de helgener?»

Se, denne tro er intet; den tager aldrig imod Kristus og smager ham aldrig og kan heller ikke mærke nogen lyst og kærlighed fra ham og til ham. Det er en tro om Kristus og ikke en tro til eller på Kristus – den har også djævlene sammen med alle onde mennesker. For hvem tror ikke, at Kristus er en nådig konge for helgenerne? Denne fordærvelige og tomme tro lærer nu de fordømte djævlesynagoger, de høje skoler i Paris med deres søstre, sammen med klostrene og alle de pavelige; de siger, at den tro er nok til at gøre folk til kristne. En sådan lære er i virkeligheden ikke andet end at fornægte den kristne tro og gøre hedninger og tyrkere af de kristne, sådan som Sankt Peter har forudsagt om dem i 2 Pet 2,1, hvor han siger: «Blandt jer vil der være falske lærere, som fornægter Herren som købte dem.»

For det andet siger han: «til Zions datter.» Her berøres den anden, den rette tro. For når han befaler, at man skal sige de følgende ord om Kristus, så må der også være nogen, som hører dem, tager imod dem og hænger ved dem med fast tro. Han siger ikke: Sig om Zions datter, som om en anden skulle tro om hende, at hun havde Kristus; nej, til hende selv skal I sige det: Hun skal selv tro det om sig selv og holde fast uden nogen tvivl på, at det sker for hende, sådan som disse ord lyder. Det er den tro, som også alene kaldes den kristne tro: når du uden nogen vaklen tror, at Kristus ikke alene er sådan en mand for Sankt Peter og helgenerne, men også for dig selv, ja, for dig selv mere end for alle andre. Din frelse afhænger ikke af, at du tror, at Kristus er en Kristus for de fromme, men af, at han er en Kristus for dig og er din. Denne tro gør, at Kristus behager dig og smager sødt i hjertet; så følger kærlighed og gode gerninger efter uden tvang. Følger de ikke, så er troen sikkert ikke til stede; for hvor troen er, der må Helligånden være med og virke kærlighed og godt i os.

Denne tro fordømmer nu de frafaldne kristne, som har fornægtet den: paven, biskopperne, præsterne, munkene og de høje skoler; de siger, at det er formastelighed at ville sætte sig lige med helgenerne. Men dermed opfylder de Sankt Peters profeti i 2 Pet 2,2, hvor han siger om de førnævnte falske lærere: «På grund af dem vil sandhedens vej blive spottet.» Derfor går det sådan, at når de hører troen blive prist, mener de, at man forbyder kærligheden og de gode gerninger; af lutter blindhed ved de ikke, hvad tro, kærlighed eller gode gerninger er. Men vil du være en kristen, så må du lade disse ord være sagt til dig, til dig, til dig, og hænge ved dem og uden nogen tvivl tro, at det sker for dig, sådan som de lyder. Du må ikke regne det for formastelighed, at du deri sætter dig lige med helgenerne, men for den allermest nødvendige ydmyghed og fortvivlelse – ikke over Guds nåde, men over dig selv. Gud vil have en sådan formastelighed, der stoler på hans tilbudte nåde, og det under trussel om at miste den evige salighed. Når du ikke vil være lig helgenerne og også blive hellig, hvor vil du så blive af? Det ville være formastelighed, hvis du ved dig selv og dine gerninger ville blive hellig og frelst, sådan som de frafaldne pavelige nu lærer; de kalder det formastelighed, som er tro, og det tro, som er formastelighed – det elendige, forvendte folk!

Men at du i Kristus og ved hans komme i troen drister dig til at være hellig, det er den rette ære og lovprisning af Gud; dermed bekender, elsker og lovpriser du hans nåde og gerning i dig, og du forkaster, foragter og fordømmer dig selv med dine gerninger og fortvivler over dig selv. Det er, hvad det vil sige at være en kristen. For vi siger: «Jeg tror en hellig kristen kirke, som er de helliges samfund.» Vil du være en del af den hellige kristne kirke og de helliges samfund, så må du jo også være hellig, sådan som den er – men ikke ved dig selv eller af dig selv, men alene af Kristus, af hvem også alle de andre er hellige.

For det tredje siger han: «Se», eller: «se der.» Med det ord vækker han os ligesom af søvnen og vantroen, som en, der vil fremlægge noget stort, sjældent og mærkværdigt, som man længe har længtes efter og skal tage imod med glæde. Og en sådan vækning er også nok så nødvendig, fordi alt, hvad der angår troen, bliver foragtet af fornuften og naturen og slet ikke passer til dem. Som at denne skulle være kongen af Jerusalem, han som kommer så fattig og ringe, at han kun rider på et fremmed, lejet æsel – hvordan skulle natur og fornuft kunne forstå det? Hvordan rimer det indtog med en stor konge? Men troen er af den art, at den ikke dømmer eller retter sig efter det, den ser og føler, men efter det, den hører. Ved Ordet alene hænger den, og slet ikke ved det, den ser, eller ved det ydre. Derfor var der heller ingen her, der tog imod Kristus som konge, uden alene de, der fulgte profetens ord, troede på Kristus og målte og tog imod hans kongerige ikke med øjnene, men med ånden; det er også de, der er den rette Zions datter. For det er ikke muligt andet, end at den tager anstød af Kristus, som vil følge synet og følelsen og ikke hænger fast ved det bare, rene Ord.

Og lad os her først tage imod og fastholde dette billede, hvori troens art bliver stillet frem for os. For ligesom det, troen her har for øje og står over for, i det hele taget er slet intet og strider mod al fornuft og natur, sådan er det med det samme intetsigende, modsatte syn i alle troens artikler og tilfælde. Det ville heller ikke være tro, hvis det så ud og tog sig ud, sådan som troen regner med, og som ordene lyder. Og netop derfor er det tro, at det ikke ser ud eller tager sig ud, sådan som troen og ordene lyder.

Havde Kristus redet pragtfuldt ind som en verdslig konge, så havde synet og ordene passet til fornuften og naturen og stemt med dem, og man havde med øjnene kunnet mærke, at det var, som ordene lyder; men så var der ingen tro blevet tilbage. Sådan går det: Den, der tror på Kristus, må kende og fastholde rigdom under fattigdom, ære under vanære, glæde under bedrøvelse og liv under døden – ved troen, som hænger ved Guds ord og venter sig alt dette.

For det fjerde: «Din konge.» Her skiller han denne konge ud fra alle andre konger. Det er din konge, siger han, som er lovet dig, som du tilhører, som skal regere dig og ingen anden – dog i ånden og ikke efter et legemligt regimente. Det er ham, du fra begyndelsen har længtes efter, og som dine kære fædre har sukket og råbt efter med inderlig længsel; han skal forløse dig og gøre dig fri fra alt det, som hidtil har tynget dig, trykket dig og holdt dig fangen.

Åh, det er et trøsterigt ord for et troende hjerte! For uden for Kristus er mennesket underlagt mange rasende tyranner, som ikke er konger, men hans mordere, og under dem lider han stor nød og angst. Det er Djævelen, kødet, verden, synden, dertil også loven og døden med helvede. Af dem alle bliver den elendige samvittighed undertrykt; den sidder i et hårdt fangenskab og fører et surt og angstfuldt liv. For hvor der er synder, er der ingen god samvittighed; og hvor der ingen god samvittighed er, der er lutter usikkerhed og en uudslukkelig frygt for døden og helvede, og over for den kan ingen glæde eller lyst for alvor bestå i hjertet; men som der står i 3 Mos 26,36: Et sådant hjerte bliver bange selv for et raslende blad.

Men det hjerte, der tager imod denne konge med en stærk tro, er trygt og frygter hverken synd, død eller helvede eller nogen ulykke; for det ved godt og tvivler ikke på, at denne dets konge er en Herre over liv og død, over synd og nåde, over helvede og himmel, og at alle ting er i hans hænder. For det er derfor, han er blevet vor konge og er kommet til os: for at forløse os fra alle disse svære tyranner og selv alene regere over os. Derfor kan hverken synd, død, helvede, Djævelen, mennesker eller nogen skabning skade den, der er under denne konge og holder sig til ham i fast tro; men ligesom hans konge lever uden synd og er salig, sådan skal også han ved ham bevares uden død, uden synd, levende og salig i evighed.

Se, så store ting rummer disse ringe ord: «Se, din konge.» Så overmåde store goder bringer den fattige æselrytter og uanselige konge. Alt dette ser fornuften ikke, og naturen fatter det heller ikke, men alene troen. Derfor kaldes han med rette din konge – din, din, du som bliver drevet og plaget af synden, Djævelen, døden og helvede, kødet og verden – for at du under ham sødt skal regeres og føres i nåde, i ånden, i livet, i himlen, i Gud.

Sådan kræver han med dette ord troen: at du skal holde det for vist, at han er sådan en konge for dig, har et sådant regimente og kommer og bliver prædiket for det. For tror du ikke dette om ham, så vil du aldrig nogen sinde opnå det med nogen gerning. Sådan som du anser ham, sådan har du ham; hvad du venter dig af ham, det finder du hos ham; og som du tror, sådan sker der for dig. Han forbliver dog den, han er, urokkeligt: en konge over livet, nåden og frelsen, hvad enten man tror det eller ej.

For det femte: «Han kommer.» Du kommer sandelig ikke selv til ham og henter ham; han er dig for høj og for langt borte. Med dine udgifter, din møje og dit arbejde kan du ikke nå hen til ham – for at du ikke skal rose dig, som om du havde bragt ham til dig ved din fortjeneste og værdighed. Nej, kære menneske, al fortjeneste og værdighed ligger her ned, og der er intet andet end lutter ufortjenthed og uværdighed på din side og lutter nåde og barmhjertighed på hans side. Den fattige og den rige mødes her, som der står i Ordsp 22,2.

Og hermed bliver alle de skændige, ukristelige lærdomme om den frie vilje fordømt, som kommer fra paven, de høje skoler og klostrene. For hele deres lære går ud på, at vi skal begynde og lægge den første sten: Vi skal ved den frie viljes kraft først søge Gud, komme til ham, løbe efter ham og erhverve hans nåde. Vogt dig, vogt dig for den gift! Det er lutter djævlelære, som hele verden er blevet forført af. Før du påkalder eller søger Gud, må Gud være kommet først og have fundet dig, som Paulus siger i Rom 10,14–15: «Hvordan kan de påkalde Gud, hvis de ikke først tror? Og hvordan kan de tro, hvis de ikke først hører? Og hvordan kan de høre, hvis der ikke først bliver prædiket? Og hvordan kan de prædike, hvis de ikke først bliver sendt?» osv. Gud må lægge den første sten og begynde i dig, så du søger ham og beder til ham. Han er der allerede, når du begynder og søger; men er han der ikke, så begynder du sikkert ikke andet end lutter synd – og den så meget større, jo større og helligere gerninger du foretager dig – og du bliver en forhærdet hykler.

Men spørger du: Hvordan skal man da begynde at blive retfærdig, eller hvad skal man gøre, for at Gud kan begynde i os? Svar: Hører du da ikke, at der ikke er nogen gøren og ingen begyndelse i dig til at blive retfærdig, lige så lidt som der er vækst og fuldendelse i dig? Begyndelsen, fremgangen og fuldendelsen tilhører Gud alene. Alt, hvad du begynder, er synd og bliver synd, hvor smukt det end skinner; du kan ikke andet end synde, gør hvad du vil. Derfor er alle skolers og munkes lære forførelse, fordi de lærer, at man skal begynde, bede, gøre gode gerninger, stifte, give, synge, blive gejstlig og dermed søge Guds nåde.

Men så siger du: Ja, så måtte jeg jo af nød synde, når jeg virkede og levede uden Gud, af den rene frie vilje, og jeg kunne ikke undgå synd, hvad jeg så end gjorde? Svar: Ja, sådan er det sandelig: Du må blive i synden, gør hvad du vil, og alt, hvad du alene virker af din frie vilje, er synd. For hvis du selv af fri vilje kunne lade være med at synde eller gøre det, der behager Gud, hvad skulle du så med Kristus? Han ville være en nar, hvis han udgød sit blod for dine synders skyld, når du af dig selv var så fri og mægtig, at du kunne gøre noget, som ikke var synd. Heraf ser du, hvordan de høje skoler og klostrene med al deres lære om den frie vilje og de gode gerninger ikke gør andet end at formørke Guds sandhed, så vi ikke ved, hvad Kristus er, hvad vi er, og hvordan det står til med os. De fører hele verden med sig ned i helvedes afgrund, så det i sandhed var på tide, at vi rykkede alle stifter og klostre op af jorden med rode.

Lær derfor her af evangeliet, hvordan det går til, når Gud begynder at gøre os retfærdige, og hvad der er begyndelsen til at blive retfærdig. Der er ingen anden begyndelse, end at din konge kommer til dig og begynder i dig. Det går sådan til: Evangeliet må komme allerførst; det må prædikes og høres. I det hører og lærer du, at alt dit er intet for Gud, og at alt, hvad du gør eller begynder, er synd, men at din konge først må være i dig og regere. Se, så begynder din frelse: Så falder du fra dine gerninger og fortvivler over dig selv, fordi du hører og ser, at alt dit er synd og intet, sådan som evangeliet siger dig; og du begynder at tage imod din konge ved troen, hænger ved ham, påkalder hans nåde og trøster dig alene ved hans godhed.

Men at du hører og tager imod dette, står heller ikke i din kraft; det er Guds nåde, som gør evangeliet frugtbart i dig, så du tror det, når det siger, at du og alt dit er intet. For du ser, hvor få der er, som tager imod det, så Kristus også græder over Jerusalem af den grund; og nu tager vore pavelige ikke alene ikke imod denne lære, men fordømmer den endda. For de vil ikke finde sig i, at alt deres er synd og intet; de vil lægge den første sten, og de raser og stormer mod evangeliet.

Videre: At evangeliet bliver prædiket, og at din konge kommer, står heller ikke i din magt og beror ikke på din fortjeneste. Gud må sende det af lutter nåde. Derfor er der ingen større vrede fra Gud end der, hvor han ikke sender evangeliet; der må være lutter synd, vildfarelse og mørke, hvad man så end gør. Omvendt er der ingen større nåde end der, hvor han sender sit evangelium; for der må frugt og nåde følge med, selv om ikke alle, ja kun ganske få tager imod det. Sådan råder Guds allerfrygteligste vrede i pavens regimente, så Sankt Peter vover at kalde dem forbandelsens børn [2 Pet 2,14]; for de lærer intet evangelium, men lutter menneskelære om deres egen gøren og deres egne gerninger, sådan som vi desværre ser og hører i alle stifter, klostre og skoler.

Se, det er, hvad det vil sige: «Din konge kommer.» Du søger ikke ham, han søger dig; du finder ikke ham, han finder dig. For prædikanterne kommer fra ham, ikke fra dig; deres prædiken kommer fra ham, ikke fra dig; din tro kommer fra ham, ikke fra dig, og alt, hvad troen virker i dig, kommer fra ham, ikke fra dig. Og hvor han ikke kommer, der bliver du nok udenfor; og hvor der ikke er evangelium, der er der ingen Gud, men lutter synd og fordærvelse, hvad den frie vilje så end gør, lider, udretter og lever, som den kan og vil. Spørg derfor endelig ikke, hvor man skal begynde for at blive retfærdig; der er ingen begyndelse, uden der hvor denne konge kommer hen og bliver prædiket.

For det sjette: «Han kommer til dig.» Til dig, til dig – hvad er det? Er det ikke nok, at han er din konge? Er han din, hvorfor behøver han da at sige: «Han kommer til dig»? Men profeten har sat det hele for at male Kristus af på det allerkærligste og lokke til tro. Det er ikke nok, at Kristus forløser os fra syndens, dødens og helvedes tyranni og herredømme og bliver vor konge; han giver også sig selv til os som vor ejendom, så alt, hvad han er og har, er vort. Herom siger Sankt Paulus i Rom 8,32: «Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?»

Altså har Zions datter dobbelte goder af Kristus. Det første er troen og Ånden i hjertet, ved hvilke hun bliver ren og løst fra synderne. Det andet er Kristus selv, så hun ud over de gaver, hun har fået af Kristus, kan rose sig, som om alt det også var hendes eget, som Kristus selv er og har, så hun kan forlade sig på Kristus som på sin arv. Herom siger Sankt Paulus i Rom 8,34: «Kristus er vor mellemmand hos Gud.» Er han vor mellemmand, så tager han sig af os, og omvendt tager vi ham til os som vor egen. Og 1 Kor 1,30: «Kristus er for os blevet visdom fra Gud, retfærdighed og helligelse og løskøbelse.» Om de dobbelte goder siger Es 40,1–2: «Trøst, trøst mit folk, siger jeres Gud. Tal venligt til Jerusalem og prædik for hende, at hendes krigstjeneste har en ende, for hendes misgerning er tilgivet, og hun har fået dobbelt af HERRENS hånd for alle sine synder.»

Se, det er, hvad det her vil sige: «Han kommer til dig» – dig til gode, dig til ejendom. Ved at han er din konge, får du nåde fra ham i hjertet, så han hjælper dig fra synd og død; og sådan bliver han din konge og du hans undersåt. Men ved at han kommer til dig, bliver han din egen, så du også får rådighed over hans egne goder, ligesom en brud, der får rådighed over sin brudgoms goder ud over de smykker, han hænger på hende. Åh, det er en dejlig og trøsterig tale! Hvem kan fortvivle eller frygte for død eller helvede, når han tror disse ord og vinder Kristus som sin egen?

For det syvende: «Sagtmodig.» Dette ord skal man særlig lægge mærke til, og det trøster de syndige samvittigheder kærligt. For synden gør af naturen samvittigheden frygtsom og flygtende, så den forfærdes og skjuler sig for Gud, sådan som Adam gjorde i Paradiset, og den kan ikke tåle Guds komme; for den ved og føler af naturen, at Gud er synden fjendtlig og straffer den frygteligt. Derfor flygter den og forskrækkes, bare den hører Gud blive nævnt, og frygter, at han straks slår til med køllen. For at en sådan indbildning og forsagthed ikke skal jage os, lover han os her trøsterigt, at denne konge kommer sagtmodig.

Som om han ville sige: Flygt ikke og vær ikke forsagt; han kommer ikke nu, som han kom til Adam, til Kain, ved syndfloden, til Babylon, til Sodoma og Gomorra, heller ikke som han kom til Israels folk på Sinajbjerget. Han kommer ikke i vrede, han vil ikke gøre regnskab med dig eller kræve skyld ind; al vrede er lagt bort, der er lutter mildhed og godhed. Nu vil han handle sådan med dig, at dit hjerte skal have lyst, kærlighed og al tillid til ham, så du herefter skal holde dig til ham og søge tilflugt hos ham lige så meget, ja meget mere, end du før er blevet forfærdet over ham og er flygtet fra ham. Se, han er dog lutter sagtmodighed over for dig; han er en helt anden mand og stiller sig an som en, der er ked af, at han nogen sinde har skræmt dig og jaget dig på flugt med sin straf og vrede. Derfor vil han nu omvendt gøre dig modig og trøstig og drage dig venligt til sig.

Se, det kalder jeg at tale trøstende ind i hjertet på en arm, syndig samvittighed; det er at prædike ret om Kristus og at forkynde evangeliet. Hvordan skulle det være muligt, at en sådan tale ikke skulle gøre et hjerte glad og fordrive al frygt for synd, død og helvede og rejse en fri, tryg og god samvittighed, som fra nu af med glæde gør og lader alt, ja mere end man forlanger af den?

Evangelisten har dog ændret profetens ord en smule; for hos profeten lyder det således, Zak 9,9: «Fryd dig meget, du Zions datter, og jubl, du Jerusalems datter; se, din konge kommer til dig, en retfærdig og en frelser; han er arm og rider på et æsel og på et ungt føl af æselhopper.» Denne formaning til glæde og jubel til Zions datter og Jerusalems datter sammenfatter evangelisten kort i disse ord: «Sig til Zions datter.» Ligeledes udelader han de to ord «retfærdig» og «frelser». Ligeledes, hvor profeten siger: «Han er arm», siger evangelisten: «Han er sagtmodig». Ligeledes siger profeten: «på føllet, æselhoppernes søn», og nævner mange æselhopper, plurali numero [i flertal]; evangelisten siger: «på føllet, søn af en arbejdshoppe» eller et lastdyr, det vil sige af en sådan æselhoppe, som man daglig bruger til byrder og arbejde. Hvordan skal vi få det til at stemme?

For det første skal man vide, at evangelisterne ikke lægger vægt på at anføre alle profeternes ord nøjagtigt; det har været dem nok, at de fører den samme mening og viser opfyldelsen, for dermed at henvise os til Skriften, så vi selv skal læse videre i det, de lader stå, og se, at der slet intet er skrevet, som ikke alt sammen er rigeligt opfyldt. Det er også naturligt, at den, der har gerningen og opfyldelsen, ikke giver så meget agt på ordene som på opfyldelsen. Således ser man ofte, at evangelisterne anfører profeterne noget ændret; dog sker det alt sammen uden at gøre skår i forstanden og meningen, som sagt.

Når profeten formaner Zions datter og Jerusalems datter til glæde og jubel, giver han mere end tydeligt at forstå, at denne konges komme er det allertrøsteligste og allerkæreste komme for alle syndige samvittigheder, for at han kan tage deres skræk og frygt bort, så de ikke flygter for ham og fortvivler, som om han ville være deres strenge dommer og drive dem med loven, sådan som Moses gjorde. Derfor kunne de heller ikke, forskrækkede som de var, have nogen glad eller trøstefuld fortrøstning til Gud; det fører erkendelsen og følelsen af synden, som kommer af loven, jo af naturen med sig. Nej, han vil straks med dette første ord vække dem på det stærkeste, så de forventer og venter sig al nåde og alt godt af ham. Hvorfor skulle han ellers formane dem til glæde og ikke alene byde dem at glæde sig, men at juble og være meget glade? Det siger han på Guds befaling og på Guds vegne til alle, som er i bedrøvelse, frygt og angst for Gud; han viser altså, at det er Guds vilje og hele mening, og byder hermed, at sådanne skal fatte en glad fortrøstning til ham imod deres naturlige frygt og skræk. Og dette er evangeliets rette, naturlige røst, som profeten her begynder at forkynde; sådan som også Kristus i evangeliet altid taler, og apostlene overalt formaner til glæde i Kristus, som vi siden ofte skal høre.

Det betyder også, at han kommer fra Oliebjerget, så man skal lægge mærke til, at denne nåde på grund af sin overvældende størrelse kan kaldes et nådens bjerg, som ikke er en lille dråbe eller en håndfuld som i gamle dage, men en overdådig nåde, der er øst ud i overflod som et bjerg. Han nævner også folket to gange, mens evangelisten kun én gang siger: «Zions datter». For det er ét folk: Zions datter og Jerusalems datter, nemlig folket i den by, som tror og tager imod Kristus. For som sagt vil evangelisten kun på det korteste vise hen til Skriften og byde os selv at læse den; der skal vi finde mere. Men ikke desto mindre: at evangelisten ikke opfordrer til glæde, som profeten gør, men ligefrem siger, at man skal sige det til Zions datter, det gør han for at udtrykke, hvordan glæden og jubelen skal gå til, så ingen venter en legemlig, men en åndelig glæde, som man kun fatter ved at sige og høre, med hjertets tro. For ved Kristi fattige indtog var der intet glædeligt efter det legemlige udseende; derfor må man prædike og tro hans åndelige indtog, det vil sige hans sagtmodighed; det gør glad og lysten.

At profeten giver Kristus tre titler, arm, retfærdig og frelser, hvor evangelisten kun giver én, sagtmodig, sker for kortheds skyld, fordi han mere vil vise hen end udlægge. Det forekommer mig, som om Helligånden har ladet apostlene og evangelisterne afkorte Skriftens udsagn så stærkt, for at han kunne holde os ved den rene, bare Skrift og ikke give et eksempel til de kommende udlæggere, som uden for Skriften gør mange ord og dermed i det skjulte drager os bort fra den rene Skrift hen til menneskelære. Det er, som om han ville sige: Breder jeg Skriften vidt ud og anfører den helt, så vil enhver efter mit eksempel også gøre sådan; dermed ville det da ske, at man ville læse mere i andre bøger end i Skriften som i hovedbogen, og bogskriveriet ville ingen ende tage, og man ville blive ført fra den ene bog til den anden, indtil man til sidst kom helt bort fra Skriften, sådan som det dog er sket. Derfor vil han med en sådan afkortning af udsagnene kun lokke os hen til den oprindelige bog, hvor de står mere udførligt og helt, så det ikke er nødvendigt at lave en særlig bog for enhver og forlade denne første.

Således ser vi også, at det er alle apostles og evangelisters mening i hele Det Nye Testamente, at de jager og driver os ind i Det Gamle Testamente, som de også alene kalder den hellige Skrift. For Det Nye Testamente skulle egentlig kun være legemlige, levende ord og ikke skrift; derfor har Kristus heller ikke skrevet noget, som vi skal høre på helligtrekongersdag, men befalet, at hans evangelium, som før lå skjult i Skriften, skulle prædikes og drives mundtligt.

Dog lyder de to ord «arm» og «sagtmodig» på hebraisk ikke meget forskelligt, og det betyder en sådan arm – ikke en, der lider mangel på penge og gods, men en, der er bedrøvet og ydmyget i hjertet, hos hvem man visselig heller ikke finder nogen vrede eller hovmod, men lutter mildhed og medlidenhed. Og vil vi forstå dette ords betydning helt ud, kan vi bedst hente den fra Lukasevangeliet, hvor han beskriver, hvordan Kristus ved dette indtog græd over Jerusalem og klagede over byen.

Sådan som du nu ser, at Kristus bærer sig ad, sådan skal du udlægge ordet «arm» eller «sagtmodig». Men hvordan bærer han sig ad? Hans hjerte er fuldt af jammer og medlidenhed over Jerusalem; der er så aldeles ingen vrede eller hævnlyst, at han endog af overvældende mildhed græder over sine fjenders undergang. Ingen kunne have været så ond, at han dengang ville have gjort ham noget ondt eller ønsket ham det; hans jammer gør ham så blid og mild, at han ikke kan tænke på nogen vrede, noget opblæst sind, nogen trussel eller hævn, men tilbyder lutter medlidenhed og god vilje. Se, det kalder profeten her arm og evangelisten sagtmodig. Salig er den, der kender og tror Kristus sådan, for han kan jo ikke frygte ham, men må have en fri, trøstefuld fortrøstning og adgang til ham; det slår heller ikke fejl for ham, for som han tror, sådan finder han; disse ord lyver og bedrager ikke.

Ordet «retfærdig» skal her ikke forstås om den retfærdighed, hvormed Gud dømmer, som man kalder Guds strenge retfærdighed. For kom Kristus til os med den, hvem kunne da bestå for den? Hvem kunne tage imod ham, når end ikke de hellige kan tåle den? Dermed ville dette indtogs glæde, lyst og kærlighed blive vendt helt om til den allerstørste frygt og skræk. Nej, det skal betyde nåden, hvormed han gør os retfærdige. Jeg ville også ønske, at ordet justus, justitia [retfærdig, retfærdighed] i Skriften endnu ikke var blevet brugt på dansk om den strenge dommerretfærdighed; for egentlig betyder det retskaffen og retskaffenhed. Og det, vi på dansk siger: Han er en retskaffen mand, det siger Skriften: Han er justus, retfærdig eller retvis. Men Guds strenge retfærdighed kalder Skriften: alvor, dom eller ret.

Derfor skal profeten her forstås således: Din konge kommer til dig retfærdig eller retskaffen; det vil sige, han kommer for at gøre dig retfærdig ved sig selv og sin nåde, for han ved godt, at du ikke er retfærdig. Din retfærdighed skal ikke være din gerning, men hans nåde og gave, så du på den måde er retfærdig eller retskaffen ud fra ham. På denne måde taler Sankt Paulus i Rom 3,26: «Han alene er retfærdig og den, der gør retfærdig»; det lyder på dansk således: Kristus alene er retskaffen for Gud, og han alene gør også retskaffen. Ligeledes Rom 1,17: «Guds retfærdighed åbenbares i evangeliet»; det vil på dansk sige: Guds retskaffenhed, nemlig hans nåde og barmhjertighed, hvorved han gør os retskafne for sig, prædikes i evangeliet; sådan som du også ser i dette profetens ord, at Kristus prædikes for os til retfærdighed, at han kommer til os retskaffen og retfærdig, og at vi ved ham skal blive retskafne og retfærdige i troen.

Mærk dig dette lille stykke med flid: at hvor du i Skriften finder ordet «Guds retfærdighed», der skal du endelig ikke forstå det om den retfærdighed, som Gud selv er og har i sig, sådan som de pavelige og også mange hellige fædre har taget fejl – ellers vil du forskrækkes over det; men vid, at det efter Skriftens sprogbrug betyder Guds nåde og barmhjertighed, udøst i os ved Kristus, hvorved vi regnes for retskafne og retfærdige for ham; og den kaldes derfor Guds retfærdighed eller retskaffenhed, fordi ikke vi, men Gud virker den i os med nåde; ligesom det også kaldes Guds gerning, Guds visdom, Guds styrke, Guds ord, Guds mund, som han virker og taler i os. Alt dette beviser Sankt Paulus klart i Rom 1,16: «Jeg skammer mig ikke over evangeliet, for det er en Guds kraft (forstå: som virker i os og styrker os) til frelse for alle, som tror på det; for i det åbenbares Guds retfærdighed, som der står skrevet (Hab 2,4): ’Den retfærdige lever af sin tro.’» Her ser du, at han taler om troens retfærdighed, og den kalder han Guds retfærdighed, forkyndt i evangeliet; for evangeliet lærer ikke andet end: Den, der tror, har nåde og er retfærdig for Gud og bliver frelst.

Således skal du forstå Sl 31,2: «Frels mig ved din retfærdighed», det vil sige ved din nåde, som gør mig retfærdig og ret, og lignende steder. At der også her ligger en sådan forstand i ordet «retfærdig», dertil tvinger det andet ord, «frelser» eller «saliggører». For kom Kristus med sin strenge retfærdighed, ville han ikke frelse nogen, men fordømme alle, eftersom de alle er syndere og uretfærdige. Men nu kommer han for ikke alene at gøre retskafne og retfærdige, men også for at frelse alle, som tager imod ham, så han alene er den Retfærdige og Frelseren, af lutter ufortjent mildhed og retfærdighed, nådigt tilbudt alle syndere.

At evangelisten kalder æselhoppen en arbejdshoppe eller et lastdyr, dermed har han udtrykt, hvad slags æselhoppe det var, som profeten taler om. Som ville han sige: Profetien er opfyldt i denne æselhoppe, som var et lastdyr. Det var ikke en særlig æselhoppe, som var opdrættet dertil, sådan som rideæslerne efter landets skik opdrættes; så aldeles og helt ligefremt er opfyldelsen gået til. Og at profeten siger «æselhoppernes», som om dette føl havde tilhørt mange æselhopper, så er meningen, at det var et føl, sådan som æselhopper har, så det ikke var et hesteføl.

Om gode gerninger

Det være nok om det første stykke, om troen. Nu kommer vi til det andet, til de gode gerninger: at vi ikke alene tager imod Kristus som gave ved troen, men også som eksempel ved kærligheden til vor næste, som vi skal tjene og gøre godt, sådan som Kristus gør mod os. Troen bringer og giver dig Kristus til ejendom med alle hans goder; kærligheden giver dig til din næste med alle dine goder. Og i disse to består et kristent liv rent og fuldkomment; derefter følger så lidelse og forfølgelse for en sådan tros og kærligheds skyld; deraf vokser så håb i tålmodigheden.

Nu spørger du måske: Hvilke er da de gode gerninger, som du skal gøre mod din næste? Så lyder svaret, at de ikke har noget navn; men ligesom de gode gerninger, som Kristus gør mod dig, ikke har noget navn, sådan skal og kan heller ikke de gode gerninger have noget navn, som du skal gøre mod din næste.

Hvorpå skal de da kendes? Svar: De har netop ikke noget navn, for at der ikke skal opstå en forskel, og de ikke skal deles op stykkevis, så du gør nogle og ikke gør andre; men du skal hengive dig helt og aldeles til ham med alt, hvad du formår; ligesom Kristus ikke alene har bedt eller fastet for dig. Bøn og faste er ikke den gerning, han har gjort mod dig; men han har givet sig selv helt til dig, med bøn, faste, alle gerninger og lidelser, så der intet er på og i ham, som ikke er dit og gjort for dig. Således er din gode gerning ikke den, at du giver en almisse eller beder, men at du helt hengiver dig til din næste og tjener ham, hvor han har brug for dig, og du formår det, hvad enten det er ved at give almisse, bede, arbejde, faste, råde, trøste, lære, formane, irettesætte, undskylde ham, klæde og bespise ham, ja til sidst også ved at lide og dø for ham.

Sig mig: Hvor er sådanne gerninger nu i kristenheden? Gid jeg havde en røst som et tordenskrald, så jeg kunne gjalde ud over hele verden og rive ordet «gode gerninger» ud af alle menneskers hjerte, mund, ører og bøger eller i det mindste give det en ret forstand. Hele verden synger, siger, skriver og tænker om gode gerninger; alle prædikener handler om gode gerninger; alle klostre, alle stifter, hele verden foregiver gode gerninger, og enhver vil have med gode gerninger at gøre. Og dog sker der ingen steder gode gerninger, ja ingen ved noget om dem. Ak, gid alle sådanne prædikestole i hele verden lå i ilden og var blevet til aske! Hvor forfører man dog folket med gode gerninger! Gode gerninger kalder de det, som Gud ikke har befalet, såsom valfart, faste, at bygge og smykke kirker til de helliges ære, at stifte messer og vigilier, at bede rosenkrans, megen pludren og hylen i kirken, at blive munk, nonne, præst, at bruge særlig mad, særlige klæder og særlige steder – og hvem kan regne dem alle op, disse gruelige vederstyggeligheder og forførelser? Det er pavens regimente og hellighed.

Har du nu ører, som kan høre, og et hjerte, som kan mærke, så hør dog og lær for Guds skyld, hvad gode gerninger er og hedder. En god gerning kaldes god, fordi den er nyttig og gør vel og hjælper den, som den sker mod; hvorfor skulle den ellers kaldes god? For der er forskel på gode gerninger og store, lange, mange, smukke gerninger. At du kaster en stor sten langt, er en stor gerning; men hvem er den nyttig og god for? At du kan springe, løbe og dyste godt, er en fin, smuk gerning; men hvem er den nyttig og god for? Hvem hjælper det, at du bærer en kostbar kjortel og bygger et smukt hus?

Og for at komme til vore paveliges gerninger: Hvem hjælper det, at du smører sølv og guld på væggene, stenene og træet i kirkerne? Hvem er det bedre for, om hver landsby havde ti klokker, der var så store som dem i Erfurt? Hvem hjælper det, om alle huse var lutter stifter og klostre, så kostbare som Salomos tempel? Hvem hjælper det, at du faster for Sankt Katharina, Sankt Martin, for denne og hin helgen? Hvem er det nyttigt for, om du er raget helt eller halvt og bærer grå eller sort kutte? Hvem hjælper det, om alle mennesker holdt messe hver time? Hvad nytter det, om man i en kirke, som i Meissen, synger dag og nat uden ophør? Hvem er det bedre for, om alle kirker var fulde af sølv, billeder og klenodier? Lutter narreværk og forførelse er det alt sammen; menneskeløgne har opdigtet det og kaldt det gode gerninger, og de foregiver, at man tjener Gud dermed og beder for folk og deres synder, ligesom om Gud var hjulpet med vort gods, eller hans hellige havde brug for vore gerninger. Stok og sten er ikke så grove og tossede, som vi er. Et træ bærer ikke frugt for sig selv, men til gavn for mennesker og dyr; det er dets gode gerninger.

Hør derfor, hvordan Kristus udlægger gode gerninger, Matt 7,12: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal også I gøre mod dem; for dette er loven og profeterne.» Hører du ikke, hvad hele lovens og alle profeternes indhold er? Ikke Gud og hans afdøde hellige skal du gøre godt – de har ikke brug for det; langt mindre træ og sten, som det hverken er nyttigt eller nødvendigt for – men menneskene, menneskene, menneskene. Hører du ikke? Mod menneskene skal du gøre alt, hvad du ville have gjort mod dig selv.

Jeg ville da ikke have, at du byggede mig en kirke eller et tårn eller støbte klokker; jeg ville ikke have, at du lavede mig et orgel med fjorten registre og ti rækker fløjteværk. Det kan jeg hverken spise eller drikke af, hverken forsørge mit barn eller min hustru med, hverken holde hus eller mark ved lige med; øjnene kan du nok fryde for mig dermed og kildre mine ører, men hvad skal jeg imens give mine børn? Hvor bliver det af, som jeg har brug for? O tosset, tosset, tosset! Og oven i købet er biskopper og fyrster, som skulle forhindre det, de fornemste i sådant narreværk, og den ene blinde leder den anden. Sådanne folk minder mig netop om de små piger, der leger med dukker, og de små drenge, der rider på kæpheste; sandelig, de er rigtige børn og dukkelegere og kæphestryttere!

Mærk dig nu derfor: Gud og de afdøde hellige behøver du ikke gøre noget godt, men kun hente, søge, bede om og modtage godt fra ham ved troen. Kristus har gjort og udrettet alt for dig, betalt synden, erhvervet nåde, liv og frelse; lad dig nøje med ham, tænk kun på, at du får ham mere og mere ind i dig og styrker en sådan tro. Ret derfor alt det gode, du kan gøre, og hele dit liv derhen, at det er godt; men godt er det da, når det er nyttigt for andre mennesker og ikke for dig selv. For du har ikke brug for det, eftersom Kristus har gjort for dig og givet dig alt, hvad du kan søge eller begære for dig selv, her og hisset, hvad enten det er syndernes forladelse, fortjenesten til frelsen, eller hvad det end kan kaldes. Finder du en gerning hos dig, som du gør til gavn for Gud eller hans hellige eller dig selv og ikke alene for din næste, så vid, at den gerning ikke er god.

Således skal en mand leve, tale, gøre, høre, lide og dø i kærlighed og tjeneste for sin hustru og sine børn, hustruen for manden, børnene for forældrene, tjenestefolkene for herskabet, herskabet for tjenestefolkene, øvrigheden for undersåtterne, undersåtterne for øvrigheden, og enhver for den anden, også for fjenderne, så den ene altid er den andens hånd, mund, øje, fod, ja hjerte og sind. Det er ret kristne, naturligt gode gerninger, som uden ophør kan og skal ske til alle tider, på alle steder, mod alle personer. Deraf ser du, at de paveliges gerninger med orgler, sang, klæder, ringning, røgelse, stænkning, valfart, faste osv. nok er smukke, store, mange, lange, brede og tykke gerninger, men der er ingen god og nyttig eller hjælpsom gerning i dem, så man godt kan sige ordsproget om dem: «Det er allerede ondt.»

Men vogt dig her for deres spidsfindige subtiliteter, når de siger: Ja, selv om sådanne gerninger ikke er gode eller nyttige for næsten legemligt, så er de dog åndeligt nyttige for hans sjæl, idet Gud dermed tjenes og forsones og hans nåde opnås. Her er det tid til, at jeg siger: Du lyver, så bred som din mund er; Gud tjenes ikke med gerninger, men med troen; troen må gøre alt, hvad der skal ske mellem os og Gud. Den kan godt være større i en møllersvend end i alle de pavelige og kan erhverve mere end alle præster og munke med deres orgler og gøgleri, selv om de havde flere orgler, end der nu er piber i dem. Den, der har tro, kan bede for den anden; den, der ikke har den, kan intet bede.

Derfor er det en sand djævleløgn, at man regner sådan udvortes pomp for åndeligt nyttig og god. En møllerpige gør, hvis hun tror, mere godt og opnår også mere – og jeg ville også hellere forlade mig på det – når hun blot tager sækken af æslet, end alle præster og munke, om de så sang sig til døde dag og nat og pinte sig til blods. I store, grove narre, vil I hjælpe folk med jeres troløse liv og uddele åndelige goder, når der dog på jorden ikke findes et mere elendigt, fattigt og ugudeligt folk, end I er? Ikke åndelige, men åndløse burde man med rette kalde jer.

Se, sådanne gode gerninger lærer Kristus her ved sit eksempel. Sig mig: Hvad gør han her, hvormed han kan være sig selv til nytte og skaffe sig noget godt? Profeten giver det alt sammen til Zions datter og siger: «Han kommer til dig»; og at han kommer retfærdig, som frelser og sagtmodig, det gælder alt sammen dig, for at han kan gøre dig retfærdig og frelst. Ingen havde bedt ham eller kaldt ham dertil; frit af sig selv, af lutter kærlighed kommer han, kun for at gøre godt og være nyttig og hjælpsom.

Nu er hans gerning ikke af én slags, men af alle slags, nemlig så meget, som der hører til, for at han kan gøre dem retfærdige og frelste. Men at gøre retfærdig og frelst fører så meget med sig, at han må forløse dem fra synd, død og helvede; og det gør han ikke alene for sine venner, men også for sine fjender, ja for lutter fjender, og så inderligt, at han græder over dem, der ikke vil lade ham gøre denne gode gerning og ikke vil tage imod ham. Derfor sætter han alt ind, hvad han har og er, for at udslette deres synd, overvinde døden og helvede og gøre dem retfærdige og frelste; han beholder slet intet for sig selv, men lader sig nøje med, at han i forvejen har Gud og er salig; således tjener han kun os efter sin Faders vilje, som ville have dette gjort af ham.

Se nu, om han ikke holder loven: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, sådan skal også I gøre mod dem.» Er det ikke sandt, at enhver af hjertens grund ville ønske, at en anden trådte frem for hans synd, tog den på sig og udslettede den, så den ikke mere nagede samvittigheden, og at han desuden hjalp ham fra døden og løste ham ud af helvede? Hvad begærer ethvert menneske dybere end at blive fri for døden og helvede? Hvem ville ikke gerne være uden synd og have en god, glad samvittighed over for Gud? Ser vi ikke, hvordan alle mennesker har stræbt efter det med bøn, faste, valfarter, stiftelser, munkevæsen og præstevæsen? Hvem driver dem? Jo, synden, døden og helvede; dem vil de gerne være sikre for. Og hvis der var en læge ved verdens ende, som kunne hjælpe dertil, så ville alle lande blive øde, og alle ville løbe til den læge og vove gods, liv og lemmer på rejsen.

Og hvis Kristus selv var omspændt af død, synd og helvede ligesom vi, så ville også han ønske, at nogen hjalp ham ud, tog hans synd fra ham og gav ham en god samvittighed. Fordi han selv ville have, at andre gjorde dette mod ham, går han derfor til og gør det samme mod de andre, som loven siger, og træder ind i vores synd, går ind i døden og overvinder for os både synd og død og helvede, så at alle, der herefter tror på ham og påkalder hans navn, skal være retfærdige og frelste, uden synd og død, og have en god, glad, sikker, uforfærdet, salig samvittighed evigt, som han siger i Joh 8,51: «Den, der holder mit ord, skal aldrig i evighed smage døden»; og i Joh 11,25: «Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal aldrig i evighed dø, og selv om han dør, skal han dog leve.»

Se, det er den store glæde, som profeten formaner til, når han siger: «Fryd dig højlig, Zions datter, råb af glæde, Jerusalems datter.» Det er den retfærdighed og den frelse, som denne Frelser og Konge kommer med. Det er hans gode gerninger, gjort mod os, hvormed han opfylder loven. Derfor er de kristtroendes død ikke en død, men en søvn; for de ser ikke og smager ikke døden, som Kristus siger her. Derom siger Sl 4,9: «Jeg vil lægge mig ned i fred og sove, for du har sat mig i god fortrøstning.» Derfor kaldes døden også en søvn i Skriften.

Men de pavelige og deres disciple, som vil løbe fra døden og synden og helvede med gerninger og fyldestgørelse, må blive i dem evigt; for de forsøger selv at gøre det, som alene Kristus har gjort og kunne gøre, og som de også skulle vente at få fra ham ved troen. Derfor er det også det forvendte, vanvittige folk, der gør de gerninger til tjeneste for Kristus og hans helgener, som de skulle gøre mod deres næste. Omvendt vil de finde hos sig selv det, som de skulle vente sig af Kristus ved troen, og til sidst er de kommet så vidt, at de bruger på sten og træ, på klokker og røgelse det, som de skulle bruge på deres næste. Sådan bliver de ved: De gør Gud og hans helgener meget godt, faster for dem og stifter tidebønner for dem, men lader imens deres næste blive, hvor han er, og tænker kun: Gid vi først havde hjulpet os selv! Så kommer paven bagefter og sælger dem sit kram og sine breve og fører dem lige op i himlen – ikke i Guds himmel, men i pavens himmel, det vil sige i helvedes afgrund. Se, det er frugten af vantroen og af ukendskabet til Kristus; den løn har vi fået, fordi vi har ladet evangeliet ligge under bænken og sat menneskelære op. Jeg siger det endnu en gang: Jeg ville ønske, at alle prædikestole i verden lå i ilden sammen med klostre, stifter, kirker, klausener og kapeller, og at det alt sammen var lutter aske og støv, for de stakkels sjæles gruelige forførelses skyld.

Se, nu ved du, hvad gode gerninger er; tænk nu på det, og ret dig efter det. Hvad angår din synd, død og helvede, så vogt dig for at gøre noget dertil; for dér kan du intet udrette, dine gode gerninger er intet dér, du må lade en anden virke dér. Sådanne gerninger tilkommer det Kristus selv og egentlig at gøre; du må lade ham beholde dette ord, at han er Zions Konge, som kommer, at han alene er den retfærdige Frelser; ved ham og i ham skal du udslette synden og døden ved troen. Derfor: Den, der lærer dig at gøre gerninger for at udslette dine synder, ham skal du vogte dig for.

Fører man nogle skriftsteder imod dette, som når Daniel siger (Dan 4,24): «Løs dig fra dine synder med almisse», og Sankt Peter (1 Pet 4,8): «Kærligheden skjuler en mængde synder», og lignende, så giv agt; for sådanne ord vil ikke sige, at gerningerne kan udslette synd eller gøre fyldest – for så var dette ord og hele indtoget taget fra Kristus, og alle hans gerninger fornægtet – men at sådanne gerninger er et sikkert tegn på troen, som i Kristus opnår sejr over al synd og død. For det er ikke muligt, at den, der tror, at Kristus er hans retfærdige Frelser, ikke skulle elske og gøre godt. Gør han derimod ikke godt eller elsker ikke, så er det sikkert, at troen ikke er der. Derfor erkender mennesket ud fra sine frugter, hvad slags træ han er, og på kærligheden og gerningerne viser det sig, hvad Kristus er i ham, og at han tror på ham. Som også Sankt Peter siger i 2 Pet 1,10: «Kære brødre, gør flid for ved gode gerninger at gøre jeres kaldelse og udvælgelse sikker»; det vil sige: Når I frisk øver jer i gode gerninger, så bliver I visse og kan ikke tvivle om, at Gud har kaldet og udvalgt jer.

Derfor udsletter troen synden på en helt anden måde end kærligheden: Troen udsletter den selv og alene; men kærligheden eller de gode gerninger stadfæster og beviser, at troen har gjort det og er til stede. Derfor tør også Sankt Paulus sige i 1 Kor 13,2: «Hvis jeg havde al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, var jeg intet.» Hvorfor? Uden tvivl fordi troen heller ikke er der, hvor kærligheden ikke er; for de skilles ikke ad. Se derfor til, at du ikke lader dig forvirre og føre fra troen over på gerningerne.

Gode gerninger skal man gøre, men man skal ikke bygge sin tillid på dem, men på Kristi gerning; man skal ikke gå løs på synden, døden og helvede med vores gerninger, men vise dem bort fra os hen til den retfærdige Frelser, til Kongen fra Zion, som rider på æslet; han ved, hvordan man skal omgås synd, død og helvede, han er syndens dræber, dødens kvæler og helvedes sluger. Lad den mand tage sig af den slags sager, og læg du dine gerninger på din næste, så du derved har et sikkert tegn på troen på Frelseren og syndens dræber. Sådan udsletter kærligheden og de gode gerninger også din synd for dig selv, så du mærker det, ligesom troen udsletter den for Gud, hvor du ikke mærker det. Men mere om dette et andet sted.

Om historien og den skjulte betydning

I dette evangeliums historie skal man frem for alt se på hensigten og grunden til, at evangelisten anfører profetens ord, hvori så længe forud og så klart (med fine, herlige og dog underfulde ord) er beskrevet Herren Kristi legemlige, offentlige komme eller indtog til sit folk Zion eller Jerusalem (som teksten siger). For dermed har profeten villet vise og pege på for dette folk og for hele verden, hvem Messias skulle være, og hvordan eller i hvilken skikkelse han skulle komme og vise sig, og han giver et kendeligt, synligt kendetegn på det, når han siger: «Se, din konge kommer til dig, fattig og ridende på et æsel» osv.; for at vi kunne være sikre i sagen og ikke tage fejl af den lovede Messias eller Kristus eller behøve at vente på en anden.

Og hermed kommer han i forvejen jødernes vildfarende tanke i møde. De mente, at fordi der var skrevet og sagt så store og herlige ting om Kristus og hans kongerige, så ville han også vise sig med stor, offentlig, verdslig pragt og herlighed som en konge mod deres fjender, særlig det romerske kejserdømme, under hvis magt de måtte være fanger, og afsætte dets herredømme og magthavere og sætte dem selv i deres sted som herrer og fyrster; og således håbede og ventede de kun på et verdsligt kongerige og en udfrielse fra legemligt fangenskab af den lovede Kristus. Sådan står de også den dag i dag på den drøm og vil derfor ikke tro på vores Kristus, fordi de ikke har set eller fået en sådan legemlig udfrielse og et verdsligt herredømme. I denne vildfarelse blev de ført og styrket af deres falske prædikanter, skriftkloge og præster, som fordrejede og tydede Skriften om Kristus efter deres kødelige sind om legemlige, verdslige ting, som de, der gerne selv ville have været store verdslige herrer frem for andre.

Men de kære profeter har klart profeteret og trofast advaret imod det, at de ikke skulle tænke på et sådant verdsligt rige eller en legemlig udfrielse, men se tilbage og agte på løfterne om det åndelige rige og udfrielsen fra menneskeslægtens sørgelige fald, som skete i Paradiset. Om det er der sagt (1 Mos 2,17): «Den time, du spiser af det forbudte træ, skal du dø døden.» Derimod er også det første løfte om Kristus givet, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved osv. (1 Mos 3,15), det vil sige: udfri fra Djævelens magt og fangenskab, hvori han med vold holder hele menneskeslægten under synden og den evige død, og i stedet bringe den til evig guddommelig retfærdighed og evigt liv. Derfor kaldes han også af denne profet en Retfærdig og en Frelser. Det er rigtignok en anden udfrielse end al legemlig frihed, magt og herlighed, hvis ende er døden, under hvilken det alt sammen må blive evigt.

Det skulle de have set på og glædet sig over, sådan som de kære profeter med stor, inderlig længsel har sukket og råbt efter det, og som denne profet derfor så stærkt formaner til glæde og jubel. Men de og deres skændige prædikanter gør af denne jammer og elendighed kun legemlige ting, som om synd og død eller Djævelens magt var en spøg, og agter ingen skade højere end den, at de havde mistet deres legemlige frihed og måtte være kejseren underdanige og skatskyldige.

Derfor anfører evangelisten nu også dette profetord for at straffe den blindhed og falske tanke hos alle dem, der i Kristus og evangeliet søger legemlige og timelige ting, og for at overbevise dem med profetens vidnesbyrd. For han viser med klare ord, hvad slags konge Kristus er, og hvad de skal have af ham, idet han kalder ham den Retfærdige og Frelser og dog sætter dette tydelige tegn ved siden af om hans komme, som de skal kende og tage imod ham ved: «Han kommer til dig fattig, siddende på et ungt æsel.» Som ville han sige: en fattig, elendig og næsten tiggeragtig rytter på et fremmed, lånt æsel. Det gik ved siden af den gamle æselhoppe, der bar byrder, og blev ikke holdt til nogen pragt, kun til at bære. Det gør han for at rive dem bort fra at gabe efter og vente på et herligt, prægtigt indtog som en verdslig konges. Og netop derfor giver han dette kendetegn, for at de ikke skal tvivle på Kristus eller tage anstød af denne fattige skikkelse, men slå al pragt og herlighed ud af øjnene og alene med hjerte og øjne være vendt og fæstet på denne fattige æselrytter, der netop derfor kommer så fattig og elendig og så helt og rent giver afkald på al kongelig skikkelse, for at de ikke skal søge noget legemligt og timeligt hos ham, men det evige (som vises med ordene retfærdig og Frelser).

Således er jødernes drøm og tanke om et verdsligt Messiasrige og en legemlig udfrielse for det første klart og kraftigt slået ned ved dette ord; desuden er al grund og udflugt til at undskylde sig taget fra dem i forvejen, hvis de ikke ville tage imod Kristus, og alt håb om og al venten på en anden er skåret af, eftersom han blev forkyndt så klart og tydeligt, og de blev formanet om, at han skulle komme sådan, og han har opfyldt det alt sammen sådan. Og således har vi kristne på vores side mod jøderne en fast grund og et sikkert dokument eller bevis fra deres egen Skrift for, at denne Messias, som kom sådan til dem, er den rette Kristus efter profetens profeti, og at der aldrig nogen sinde skal komme nogen anden, og at de med deres forgæves håb om en anden må gå glip af udfrielsen, både den timelige og den evige. Så meget om historien. Lad os nu også se på mysterierne eller den skjulte betydning.

Her skal man vide, at al Kristi legemlige vandring og færd betyder hans åndelige færd, sådan at hans legemlige gang betyder evangeliet og troen. For ligesom han med sine legemlige fødder er gået fra den ene by til den anden, sådan er han ved prædikenen kommet ud i hele verden. Derfor viser dette evangelium fint, hvad evangeliet er, hvordan det skal prædikes, hvad det gør og virker i verden, og denne historie er i det hele taget et fint, yndigt billede eller maleri af, hvordan det går til i Kristi rige ved prædikeembedet. Det vil vi se på stykke for stykke.

«Da de nu nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget.»

Det siger alle apostlene, at Kristus er blevet menneske ved verdens ende, og at evangeliet skal være den sidste prædiken, 1 Joh 2,18: «Kære børn, det er nu den sidste time, og som I har hørt, kommer Modkristus» osv. «Nu er der allerede mange modkrister, deraf ved vi, at det er den sidste time» osv. Han nævner her Modkristus, ham man nu på tysk kalder Antikrist; men Antichristus betyder på græsk en Modkristus, en der lærer og handler imod den rette Kristus. Derfor har jeg på tysk gengivet det med Widerchrist, Modkristus, sådan som det skal oversættes; for Endchrist [«Endekrist», den gængse tyske form af ordet] er ikke rigtigt. Ligeså 1 Kor 10,11: «Dette er skrevet os til advarsel, os, som verdens ende er kommet over.» Derfor: Ligesom profeterne er kommet før Kristi første komme i menneskeskikkelse, sådan er apostlene Guds sidste sendebud, sendt før det sidste komme og den yderste dag, for at de flittigt skulle forkynde den (som de også gør). Det betegner Kristus her, når han ikke sender sine disciple ud for at hente æslerne, før han kom nær til Jerusalem, hvor han nu skulle drage ind. Sådan er evangeliet bragt ud i verden ved apostlene, lige før den yderste dag, når Kristus vil og skal gå ind i det evige Jerusalem med sine.

Dertil stemmer det lille ord Betfage, som på dansk, efter hvad nogle siger, betyder et mundhus; for Paulus siger i Rom 1,2, at evangeliet er forud lovet i den hellige Skrift, men det blev ikke prædiket mundtligt og offentligt, før Kristus kom og sendte apostlene ud. Derfor er kirken et mundhus, ikke et pennehus; for siden Kristi komme er evangeliet prædiket mundtligt, det, som før lå skjult skriftligt i bøgerne.

Det hører også til Det Nye Testamentes og evangeliets art, at det skal prædikes og drives mundtligt med levende røst; og Kristus selv har intet skrevet og heller ikke befalet at skrive, men at prædike mundtligt. Sådan er apostlene ikke sendt ud, før Kristus var kommet til mundhuset, det vil sige: før det var tid til at prædike mundtligt, og evangeliet blev bragt fra den døde skrift og pennen over i den levende røst og mund. Fra den tid kaldes kirken med rette Betfage, fordi den har og hører evangeliets levende røst.

Og udsendelsen viser, at Kristi rige står i det offentlige og mundtlige prædikeembede, som ikke skal stå stille eller blive på ét sted, sådan som det hidtil kun lå skjult i Skriften hos det jødiske folk og var lovet af profeterne som noget kommende, men skal gå offentligt, frit og uhindret ud i hele verden.

Oliebjerget betyder Guds store nåde og barmhjertighed, ud af hvilken apostlene er sendt og evangeliet bragt. For olie betyder i Skriften Guds nåde og barmhjertighed, som sjælen og samvittigheden bliver trøstet og helbredt ved, ligesom olien lindrer og læger sår og skader på legemet. Og af det, der er sagt ovenfor, ser vi, hvilken uudsigelig nåde det er, at vi kender og har Kristus, den retfærdige Frelser og Konge. Derfor begynder han ikke at sende ud på den flade mark, heller ikke på et tørt, ufrugtbart bjerg, men på Oliebjerget, for at vise hele verden, af hvilken barmhjertighed han sender så stor en nåde, som ikke er en lille dråbe eller en håndfuld som i gamle dage, men for sin overvældende størrelse kunne kaldes et bjerg; så profeten også i Sl 36,7 kalder en sådan nåde Guds bjerge og siger: «Din retfærdighed er som Guds bjerge», det vil sige stor, overvældende, rig og overstrømmende. Det kan den godt forstå, der betænker, hvad det vil sige, at Kristus bærer og overvinder vores synd, død og helvede for os og gør alt for os, hvad vi behøver til frelse, og ikke lader os gøre andet dertil, end at vi skal øve os mod vores næste og prøve os selv, om vi har en sådan tro på ham eller ej. Således har vi, at Oliebjerget betyder, at evangeliet ikke er prædiket eller sendt, før nådens tid kom; fra den tid går den store nåde ud i verden ved apostlene.

«Da sendte Jesus to af sine disciple og sagde til dem: ’Gå hen til landsbyen, som ligger foran jer.’»

Ved de to disciple er alle apostle og prædikanter betegnet, som er sendt ud i verden; og det for at den evangeliske prædiken skal stå fast med to vidner, som Paulus siger i Rom 3,21: «Nu er Guds retfærdighed åbenbaret og bevidnes af loven og profeterne.» Sådan ser vi, at apostlene også altid anfører loven og profeterne, som har profeteret om Kristus, for at det skulle holdes, som Moses siger (5 Mos 17,6), og Kristus i Matt 18,16: «Enhver sag skal stå fast på to eller tre vidners udsagn.»

At han derimod siger: «Gå ind i landsbyen, som ligger foran jer» eller over for jer, og ikke nævner dens navn, betyder, at apostlene ikke er sendt til ét folk alene, sådan som jøderne hidtil var, udskilt af Gud fra alle hedninger og alene kaldt med navnet Guds folk, og Guds ord eller løfte om den kommende Kristus alene var hos dem. Men nu, da Kristus kommer, sender han sine prædikanter ud i hele verden og befaler dem, at de skal gå lige frem og overalt prædike om ham for alle hedninger og for hvem de end møder og uden forskel straffe, lære og formane, hvem han end er, hvor stor, lærd, vis og hellig han end vil være.

Og hermed trøster og styrker Herren apostlene og alle prædikanter, at han kalder den store by en landsby og tilmed siger: «Den er imod jer.» Som ville han sige, som han siger i Matt 10,16: «Se, jeg sender jer som får midt iblandt ulve.» Jeg sender jer ud i verden, som er imod jer og ser ud til at være en stor ting; for dér er konger, fyrster, lærde, rige, mange, og alt, hvad der i verden er stort og er noget, det er imod jer. Og som han siger i Matt 10,22: «I skal blive hadet af alle mennesker for mit navns skyld.» Men frygt ikke, gå bare hen, det er knap nok en landsby; lad jer ikke bevæge af al den store anseelse, prædik bare frisk imod den, og sky ingen. For det er ikke muligt, at den kan prædike den evangeliske sandhed, som frygter de store herrer og ikke regner alt det for ringe, som verden regner for stort. Her er det fastslået, at denne landsby er imod apostlene; derfor skal de ikke undre sig, om de store, høje, rige, vise, hellige stænder ikke tager imod deres ord; sådan må det være, landsbyen må være imod dem; omvendt må apostlene også foragte dem og gå ind til dem. For Herren vil ingen smigrer have til prædikant, siden han ikke siger: Gå uden om landsbyen eller forbi den. Nej, ikke uden om eller forbi! Gå ind, frisk på dem, og sig dem det, de ikke gerne hører, de, som gør med jer, hvad de har lyst til.

Åh, hvor få finder man nu, som sådan går ind i landsbyen, der er imod dem! Gerne går vi ind i de byer, der er for os. Herren kunne også godt her have sagt: Gå hen til byen, som ligger foran jer; det ville også have været godt og almindeligt sagt. Men han ville vise dette mysterium ved prædikeembedet; derfor taler han ligesom usædvanligt: «Gå ind i landsbyen, som er imod jer», det vil sige: Prædik for dem, som vil forfølge og slå jer ihjel; den tak skal I fortjene, og I skal ikke søge, hvordan I kan behage dem; for det gør hyklere, ikke evangeliske prædikanter.

«Og straks vil I finde en æselhoppe bundet og et føl hos den; løs dem og før dem til mig.»

Også det er sagt til trøst for prædikanterne, at de ikke skal bekymre sig om, hvem der tror dem og tager imod dem. For det er fastslået i Es 55,11: «Mit ord, som går ud af min mund, skal ikke vende tomt tilbage til mig.» Og Paulus siger i Kol 1,6: «Evangeliet bærer frugt i verden.» Derfor er det ikke muligt andet, end at hvor evangeliet prædikes, dér er der nogle, som tager imod det og tror. Det er, hvad dette mysterium vil sige, at apostlene så snart skal finde æselhoppen og føllet med den, når de bare går. Som ville han sige: Gå bare hen, det vil sige: Prædik I bare, og bekymr jer ikke om, hvem de er, som vil høre det; lad mig sørge for det. Verden vil være imod jer; lad ikke det anfægte jer; alligevel vil I finde nogle, som hører jer og følger jer. I kender dem endnu ikke, men jeg kender dem allerede i forvejen; prædik I, og lad mig råde.

Se, sådan trøster han dem, så de ikke skal holde op med at prædike imod verden, hvor hårdt man end modsiger og modstår dem; det skal dog ikke gå af uden frugt. Men nu finder man også folk, som mener, at fordi det ikke er muligt at omvende verden, skal man tie, for at der ikke skal rejse sig et oprør; det er jo dog forgæves, pave, biskop, præster og munke tager ikke imod det og ændrer ikke deres væsen; hvad nytter det så at prædike og storme imod dem? Det er nøjagtig det samme, som hvis apostlene havde sagt til Kristus: Du byder os gå ind i landsbyen, som er imod os; når den nu er imod os, hvad nytter det så, at vi går derind? Lad os hellere blive udenfor og holde inde.

Men Herren gendriver det fint og siger: Gå I bare hen, prædik bare; hvad gør det, at den er imod jer? Alligevel vil I finde, hvad jeg vil lade jer finde. Sådan skal vi også gøre nu: Selv om de store herrer stormer imod evangeliet, og der ikke er nogen forbedring at håbe hos dem, så skal man alligevel prædike; der skal nok findes dem, som skal høre det og forbedre sig.

Men hvorfor lader han hente to æsler, og hvorfor ikke begge lige gamle: to unge eller to gamle? Han kunne jo vel have haft nok i ét at ride på? Svar: Ligesom prædikanterne er betegnet ved de to apostle, sådan er deres elever og tilhørere betegnet ved de to æsler. Prædikanterne skal være Kristi disciple og sendt af ham, det vil sige: de skal ikke prædike andet end Kristi lære, og de skal heller ikke gå ud for at prædike, uden at de er kaldet dertil, sådan som apostlene har holdt begge dele. Men eleverne er et gammelt og et ungt æsel.

Her må man vide, at Skriften deler mennesket i to dele: i et indre og et ydre menneske. Det ydre kaldes han efter sit ydre, synlige, legemlige liv og levned, men det indre efter sit hjerte og sin samvittighed. Det ydre menneske kan man tvinge med love, straf, pine og skam og omvendt lokke med gunst, penge, ære og løn, så han gør det gode og lader det onde. Men det indre kan ingen tvinge eller lokke til, at han gør det, han skal, frivilligt, af lutter lyst og for intet; alene Guds nåde må forvandle hjertet og gøre det villigt.

Derfor slutter Skriften (Rom 3,4): «Alle mennesker er løgnere», fordi intet menneske gør det gode og lader det onde af fri, god vilje, men enhver søger sit eget og gør det ikke af kærlighed til dyden. For var der ikke himmel eller helvede, eller hverken skam eller ære, så gjorde ingen noget godt. Var det lige så stor ære og pris at bryde ægteskabet, som det er at holde det, så skulle du nok se, med hvor meget større glæde ægteskabsbruddet ville ske, end ægteskabet nu holdes. Sådan ville også alle andre synder blive begået med større vilje, end dyden bliver øvet. Derfor er alt godt liv uden nåde lutter hykleri og skin; for det foregår kun i det ydre menneske, uden det indre menneskes lyst og frie vilje.

Se, det er de to æsler. Den gamle æselhoppe er det ydre menneske; han er bundet med love og frygt for døden, helvede og skammen eller med lokkemad om himlen, livet og æren, ligesom æselhoppen er bundet, så han går i et ydre skin af gode gerninger og i det hele taget er en retskaffen skælm; men han gør det modvilligt, med et uvilligt hjerte og en tung samvittighed.

Derfor kalder evangelisten også æselhoppen subjugalem, en lastbar æselhoppe, der slider under byrden og har det surt. For det er et elendigt, jammerligt liv, der tvinges frem af frygt for helvede, døden og skammen. Helvede, døden og skammen er hans åg og byrde, tung over al måde; deraf har han en bedrøvet samvittighed og er i hemmelighed fjendsk både mod loven og mod Gud. Sådanne folk var især jøderne, der ventede på Kristus, og sådan er stadig alle, der øver sig med gerninger og egne kræfter for at opfylde Guds bud og fortjene himlen. De er bundet med samvittigheden til loven, de må gøre det, men ville meget hellere lade det være. De er sækkebærere, dovne æsler og slidende skælmer.

Men føllet, det unge æsel, som Lukas og Markus skriver, at intet menneske nogen sinde har redet på, er det indre menneske, hjertet, ånden, viljen, som aldrig kan være loven underdanig, selv om han er bundet med samvittigheden og mærker loven. Men han har hverken lyst eller kærlighed til den, før Kristus kommer og rider på ham. Derfor: ligesom dette føl ikke havde gået under nogen, sådan er menneskets hjerte heller aldrig det gode underdanigt, men, som Moses siger i 1 Mos 6,5 og 8,21, altid tilbøjeligt til det onde fra ungdommen af.

At Kristus nu befaler at løse dem, betyder, at han befaler at prædike evangeliet i sit navn, hvori der forkyndes nåde og forladelse af alle synder, og hvordan han har opfyldt loven for os. Dér bliver hjertet løst fra sin samvittigheds bånd og får nåde, som gør hans hjerte og det indre menneske frit og glad, villigt og lystent til at gøre og lade alle ting. Og sådan er mennesket løst, ikke fra loven, så han ikke skal gøre noget, men fra den uvillige, tunge samvittighed, som han har af loven, og som gjorde ham til fjende af loven, fordi den truer ham med døden og helvede. Nu har han en god samvittighed under Kristus, holder af loven, frygter ikke mere for døden og helvede og gør frit og gerne, hvad han før gjorde modvilligt. Se, sådan løser evangeliet hjertet fra alt ondt, fra synder, fra død, fra helvede og ond samvittighed, ved troen på Kristus.

At han også befaler, at de skal bringe dem til ham, er imod paven og alle sekter eller sværmerprædikanter, der drager sjælene fra Kristus til sig selv. Men apostlene bringer dem til Kristus, det vil sige: de prædiker og lærer intet andet end Kristus, ikke deres egen lære eller menneskebud. For evangeliet lærer kun at komme til Kristus og at kende Kristus ret. Dermed har de åndløse prælater virkelig fået et hårdt stød i deres regimente, hvormed de bringer sjælene til sig og under sig. Derom siger Paulus i ApG 20,29–30: «Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve ind blandt jer, som ikke skåner hjorden. Og blandt jer selv vil der stå mænd frem, som taler forvrængede ting for at lokke disciplene efter sig» osv. Men evangeliet omvender menneskene til Kristus og ellers til ingen. Derfor lader han også evangeliet gå ud og sender prædikanter, så han derved kan drage os alle til sig, så vi kender ham, som han siger i Joh 12,32: «Når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.»

«Og hvis nogen siger noget til jer, så sig: ’Herren har brug for dem’, og straks vil han sende dem.»

Paulus sammenligner i Gal 4,2 loven med formyndere og skolemestre, under hvem den unge arving opdrages i frygt og tvang. For loven tvinger med trusler, så vi i det ydre afholder os fra onde gerninger af frygt for døden og helvede, selv om hjertet dog ikke bliver godt derved. Det er nu her, som Lukas skriver, at herrerne over denne æselhoppe og føllet sagde til apostlene: «Hvorfor løser I føllet?» For hvor evangeliet begynder og løser samvittighederne fra egne gerninger, dér lyder det netop, som om det forbød gode gerninger og at holde loven. Derfor er det alle lovlæreres eller (som evangeliet kalder dem) skrivernes og de skriftlærdes enstemmige tale, når de siger: «Skal alle vore gerninger intet være, og skal de gerninger, der er udført efter loven, være onde, nu vel, så vil vi aldrig mere gøre noget godt. Du forbyder gode gerninger og forkaster Guds lov; åh, du kætter, du løser føllet og vil gøre folk frit onde.» Derpå farer de så frem og forhindrer, at man løser føllet og samvittighederne og bringer dem til Kristus, og foregiver, at man må gøre gode gerninger og holde folk bundet med love.

Hvordan apostlene nu skal forholde sig over for dem, viser denne tekst: de skal sige: «Deres Herre har brug for dem»; det vil sige: de skal give undervisning om forskellen mellem lovens gerninger og nådens gerninger og sige sådan: Vi forbyder ikke gode gerninger, men vi løser samvittighederne fra falske gode gerninger, ikke for at de skal leve frit og gøre ondt, men for at de skal komme under Kristus, deres rette Herre, og dér gøre rette gode gerninger; dertil har han også brug for dem og vil også have dem dertil. Det disputerer Paulus fint om i Rom 6, hvor han lærer, hvordan vi ved nåden er fri fra loven og dens gerninger, dog ikke sådan, at vi skal gøre ondt, men rigtig gode gerninger.

Det hele drejer sig om, at de skriftlærde og lovdriverne ikke ved, hvad gode gerninger er; derfor vil de ikke give føllet løs og driver det med nådeløse, menneskelige gode gerninger. Men hvor man giver god undervisning om gode gerninger, dér lader de det ske – hvis de ellers er fornuftige og rette lovlærere, og det er dem, der er betegnet her. For de rasende tyranner, der raser med menneskelove, har intet at gøre i dette evangelium. Det taler kun om Guds lov og om de allerbedste lovlærere. For uden nåde er også Guds lov et bånd og gør fangne samvittigheder og hyklere, som der ikke er hjælp for, før man prædiker andre gerninger, som ikke er vore, men Kristi, og som han virker i os med nåde. Dér hører straks al lovdriveriet og tvangen op, og føllet bliver snart løst.

«Men dette er alt sammen sket, for at det skulle opfyldes, som er blevet talt ved profeten, som sagde: ’Sig til Zions datter’» osv.

Det ord er udlagt tilstrækkeligt ovenfor; men evangelisten fører det ind, for at vi skal se, at Kristus ikke er kommet for vor fortjenestes skyld, men for Guds sandheds skyld, eftersom han er lovet så længe forud, før vi, som han kommer til, var til. Derfor: ligesom Gud af lutter nåde har lovet evangeliet, sådan har han også opfyldt det for at bevise sin sandhed, at han holder, hvad han lover, så vi bliver tilskyndet til frimodigt at bygge på hans løfte; for han vil opfylde det.

Og dette er også et af de skriftsteder, hvor evangeliet er lovet, som Paulus taler om i Rom 1,2: «Gud har forud lovet evangeliet ved sine profeter i hellige skrifter, om sin Søn Jesus Kristus» osv. Nu har vi hørt, hvordan evangeliet, Kristus og troen er vist allerfinest og allermest trøsterigt i dette skriftord.

«Og disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og de bragte æselhoppen og føllet, lagde deres klæder på dem og satte ham derpå.»

Det er prædikanterne, som ved evangeliet har løst samvittighederne fra loven og dens gerninger, bragt dem til nådens gerninger og gjort hyklere til helt igennem gode helgener, så Kristus fremover rider på dem.

Men her spørges det, om Jesus har redet på begge æsler. For Matthæus lyder, som om disciplene satte ham på begge æsler, men Markus, Lukas og Johannes taler kun om føllet. Nogle mener, at han først sad på føllet, men fordi det endnu var vildt og utæmmet, satte han sig derefter på æselhoppen. Det er fabler og drømme.

Vi skal holde for, at han kun red på føllet og ikke på æselhoppen; han lod dog begge hente for den åndelige betydnings skyld, som er vist ovenfor. Men at Matthæus siger, at han satte sig på dem, som om han red på begge, er sagt efter Skriftens egenart og den almindelige måde at tale på, som kaldes synekdoke: når man tillægger fællesskabet og hele flokken noget, som dog kun gælder nogle af dem. Som når Matthæus skriver, at røverne spottede Kristus på korset, skønt det, som Lukas skriver, kun var den ene, der gjorde det. Sådan siger også Kristus i Matt 23,37, at byen Jerusalem stener profeterne, skønt det kun var nogle af byen, der gjorde det. Og man siger: Tyrken har slået de kristne, skønt han kun har slået nogle af dem. Sådan har Kristus redet på æslerne, skønt han kun red på føllet, fordi begge æsler var ligesom ét helt fællesskab; hvad der vederfares nogle i det, siger man er vederfaret fællesskabet.

Se nu på den åndelige ridning. Kristus rider på føllet, æselhoppen følger efter; det vil sige: når Kristus ved troen bor i vort indre menneske, så går vi under ham i hans regimente. Men det ydre menneske, æselhoppen, går uden rytter; på det rider Kristus ikke, men det følger dog bagefter. Det er, som Paulus siger: det ydre menneske er ikke villigt og bærer endnu ikke Kristus, ja, det strides mod det indre, som han siger i Gal 5,17: «For kødet begærer mod Ånden og Ånden mod kødet, for disse ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I vil.» Men fordi føllet bærer Kristus, og ånden er villig i nåden, må æselhoppen, kødet, føres bagefter ved tøjlen; for ånden korsfæster og tugter kødet, så det må være underdanigt.

Se, det er grunden til, at Kristus rider på føllet og ikke på æselhoppen og dog vil have begge med til sit indtog; for både legeme og sjæl skal frelses. Selv om legemet her på jorden er uvilligt og ikke kan tage imod nåden og ikke kan bære Kristus, så må det dog tåle ånden, som Kristus rider på, og som drager det og fører det med sig i kraft af den nåde, der er modtaget ved Kristus. Så har du det: føllet, som Kristus rider på, og som ingen før har redet på, er den villige ånd, som ingen før kunne gøre villig og tam eller tilride; det måtte Kristus alene gøre med nåde. Men æselhoppen, sækkebæreren, lastdyret, den gamle Adam, er kødet, som går uden at bære Kristus; men til gengæld må det bære korset og blive ved med at være et lastdyr.

Men hvad betyder det, at apostlene uden befaling lægger deres klæder på føllet? Her har heller ikke alle disciplene lagt alle deres klæder på, som det dog lyder, men måske kun én disciples kappe; og dog skrives det for den åndelige betydnings skyld, som om det var alle klæder og alle disciple eller i hvert fald to af dem. Det har ganske vist været en ringe sadel og et ringe smykke, men dog rigt på betydning. Jeg mener, det er apostlenes gode eksempler, som den kristne kirke er dækket og prydet med, og som Kristus prises og æres ved, nemlig deres prædiken og bekendelse, deres lidelse og død for evangeliets skyld, sådan som Kristus siger om Peter, at han skulle prise ham med sin død, Joh 21,19. Sådan har Paulus ovenfor i epistlen sagt, at vi skal iføre os Kristus [Rom 13,14], og dermed vil han uden tvivl vise, at gode gerninger er de kristnes klæder, hvorved Kristus i os æres og prises over for alle mennesker. Nu er apostlenes eksempler de højeste og nærmeste frem for alle helgeners, de, der underviser os bedst og lærer os Kristus allerklarest; derfor skal de ikke ligge på vejen som de andres, men på æslet, så Kristus sidder på dem, og æslet går under dem. Disse apostlenes eksempler skal også vi følge og prise Kristus med vor bekendelse og vort liv og smykke og pryde evangeliets lære, som det siges i Tit 2,10.

Hør, hvordan Paulus lægger sin kappe på føllet, 1 Kor 11,1: «Bliv mine efterfølgere, ligesom også jeg er Kristi!» og Hebr 13,7: «Husk jeres ledere, som har talt Guds ord til jer. Når I betragter udgangen på deres liv, så efterlign deres tro.» Der er heller ingen helgeners eksempel rent i den rene tro, undtagen apostlenes. Alle andre helgener efter apostlene har en tilsætning af menneskelære eller gerninger; derfor sidder Kristus også på deres klæder for at vise, at det er rette kristne og troende eksempler frem for alle andre.

At de sætter ham derpå, må også betyde noget. Kunne han ikke selv sætte sig op? Hvorfor gør han sig nu så fin og sart? Det har jeg sagt ovenfor: apostlene ville ikke prædike sig selv og ikke selv ride på føllet. Paulus siger i 2 Kor 1,24: «Det er ikke sådan, at vi er herrer over jeres tro»; og i 2 Kor 4,5: «For vi forkynder ikke os selv, men Jesus Kristus som Herre og os selv som jeres tjenere.» Ligeledes 1 Pet 5,3: «I skal ikke herske over dem, som var de jeres arvegods.» De har prædiket os troen ren og har ordnet og ladet deres eksempel tjene alene til, at Kristus skal regere i os, og at troen skal forblive ren, så vi ikke tager imod deres ord og gerninger, som om det var deres eget, men lærer Kristus både i deres ord og i deres gerninger. Men alt dette er hidtil vendt på hovedet af paven og hans sekter.

«Men den meget store skare bredte deres klæder ud på vejen, mens andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen.»

At brede klæderne ud på vejen betyder, at vi (som netop sagt) efter apostlenes eksempel også skal ære, pryde og smykke Kristus med vor bekendelse og hele vort liv, sådan at vi blotter os for al ros af visdom og hellighed og underkaster os Kristus alene med en ren bekendelse; ligeledes, at vi vender alt, hvad vi har – ære, gods, magt, liv og lemmer – til evangeliets ære og fremme og for dets skyld, hvor det er nødvendigt, sætter alt på spil.

Sådan skulle konger og herrer og alt, hvad der er stort, mægtigt og rigt, tjene Kristus med deres gods, ære og magt for at fremme evangeliet og for dets skyld sætte alt på spil. Sådan har de hellige patriarker, profeter og fromme konger i Det Gamle Testamente gjort med deres eksempel. Men nu er også alt dette vendt på hovedet, især hos den pavelige flok, som har revet al ære og magt til sig imod Kristus og dermed undertrykt evangeliet.

Men at de hugger grene af træerne og strør dem på vejen, betegner også prædikeembedet og Skriftens og profeternes vidnesbyrd om Kristus (og profeten Zakarias’ ord, der er ført ind her, er også et af dem); dermed skal man bekræfte og smykke prædikenen om Kristus, og hele prædikeembedet skal rettes derhen, at Kristus derved bliver kendt og bekendt.

Johannes skriver i Joh 12,13, at de huggede palmegrene af og gik ud for at møde ham med dem. Nogle tilføjer, at fordi det skete ved Oliebjerget, var der også olivengrene, og det er ikke utroligt, skønt evangelierne ikke nævner det.

Men at det netop er palmegrene og olivengrene, der nævnes, er heller ikke uden grund. For dermed vidnes der om, hvad bekendelsen er, og hvad der skal prædikes og tros om Kristus. Palmetræet er af den art, at når man laver en bjælke af det, viger den ikke for nogen byrde, men løfter sig imod byrden.

Derfor har man båret palmegrene foran herrer og konger, når de havde sejret og holdt triumftog. Ligeledes var det at bære olivengrene et tegn på underdanighed, især hos dem, der begærede og bad om nåde og fred, sådan som det var almindeligt hos de gamle.

Sådan har de med dette optog over for Kristus vist, at de tager imod ham som deres Herre og konge, givet af Gud (som de jo bevidner med deres råb og lykønskninger), som en sejrrig og uovervindelig Frelser, og at de bekendte sig som hans undersåtter og søgte nåde hos ham. Sådan skulle denne Kristus prædikes og bekendes i hele verden: at han er den sejrrige, uovervindelige konge mod synden, døden og Djævelens og hele verdens magt for dem, der er trykket og plaget under dem, og en sådan Herre, hos hvem de skal søge og finde lutter nåde og barmhjertighed som hos deres trofaste præst og mellemmand over for Gud.

Sådan er også evangeliets ord om denne konge et ord om nåde og barmhjertighed, som bringer os fred og forsoning fra Gud; desuden en uovervindelig kraft og styrke, sådan som Paulus i Rom 1,16 kalder evangeliet en Guds kraft til frelse for de troende; og dødsrigets porte kan ikke få magt over det, som Kristus siger i Matt 16,18.

«Men skarerne, som gik foran, og som fulgte efter, råbte og sagde: ’Hosianna for Davids søn! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!’»

Paulus siger i Hebr 13,8: «Kristus i går, i dag og til evig tid.» Alle, der bliver frelst fra verdens begyndelse til dens ende, er og må være kristne og blive frelst ved den kristne tro. Derfor siger Paulus i 1 Kor 10,3–4: «Vore fædre har spist den samme mad og drukket den samme drik.» Og Kristus i Joh 8,56: «Abraham, jeres far, jublede over at skulle se min dag, og han så den og glædede sig.»

Sådan betegner skarerne her, som går foran, alle kristne og helgener før Kristi fødsel; men de, der følger efter, betegner alle helgener efter Kristi fødsel. De tror alle sammen og hænger alle ved én Kristus. De første har ventet ham som den, der skulle komme; de sidste har modtaget ham i den tid, der er gået. Derfor synger de også alle sammen én lille sang og lover og velsigner Gud i Kristus. For heller ikke vi kan give Gud andet end lov og tak, eftersom vi modtager alt det andet fra ham, hvad enten det er nåde, ord, gerning, evangelium, tro eller hvad det så er. Det er også den eneste rette, kristne gudstjeneste: at love og takke, som Sl 50,15 siger: «Kald på mig, så hører jeg dig, og jeg hjælper dig, så ærer du mig» osv.

Men hvad betyder det: «Hosianna for Davids søn»? Ordet Hosianna har de taget fra Sl 118,25–26, hvor der står sådan: «Åh HERRE, hosianna! Åh Gud, hjælp og giv lykke! Velsignet være han, som kommer i HERRENS navn.» Dette vers har de anvendt på Kristus, og det er et ønske, ligesom man på dansk ønsker en ny herre lykke og held. Sådan mente folket her også, at Kristus skulle blive konge på legemlig vis; derfor ønsker de ham lykke og held dertil. For Hosianna betyder på dansk: Åh, giv frelse! eller: Kære, hjælp dog! eller hvordan du ellers vil udtrykke sådan et ønske. Nu tilføjer de: «for Davids søn», og så lyder det sådan: Åh Gud, giv frelse til Davids søn! Åh Gud, giv lykke! Velsignet være osv. Alt det siger vi på dansk sådan: Åh, du kære Gud, giv lykke og held til denne Davids søn i hans nye kongerige! Lad ham ride ind i Guds navn, så det må være velsignet og gå godt osv.

Men at de dermed har ment hans kongerige, viser Markus (Mark 11,10) klart, når han skriver, at de sagde: «Velsignet vores far Davids rige, som kommer!» Men at man nu i alle kirker læser «Osanna», er forkert; det skal hedde Hosianna. Derefter har de gjort et kvindenavn ud af det, og dem, de skulle kalde Susanna, kalder de Osanna. Susanna er et kvindenavn og betyder det samme som en rose. Til sidst farer de rasende biskopper til, som har gjort dåben til et abespil, og døber klokker og altersten af lutter vanvid og kalder klokkerne Osanna. Men lad de blinde vejledere fare! Vi skal her lære, at også vi med disse skarer skal synge Hosianna og Hazelihana [hebraisk «giv dog lykke», Sl 118,25] for Davids søn; det vil sige, at vi ønsker Kristi rige, den hellige kristenhed, lykke og held, så Gud vil afskaffe menneskelære og alene lade Kristus være vor konge, så han alene regerer ved sit evangelium og lader os være hans føl. Det hjælpe Gud os til. Amen.