Kapitel 11

Den tredje anvisning fremlægges: Læg skylden for den sygdom, der plager dig, på din samvittighed – Hvordan og med hvilke midler det kan ske – Den fjerde anvisning: En brændende længsel efter udfrielse – Den femte: Nogle sygdomme har dybe rødder i menneskers naturlige temperament – Betragtninger over sådanne sygdomme; hvordan man skal handle med dem – Den sjette anvisning: Syndens anledninger og lejligheder skal forebygges – Den syvende anvisning: Syndens første rørelser skal bekæmpes kraftigt.

Dette er min tredje anvisning:

Læg skylden for den på din samvittighed. Overvej ikke blot, at den har en skyld, men læg skylden for dens faktiske udbrud og uroligheder tungt på din samvittighed.

For at bruge denne regel rigtigt vil jeg give nogle særlige anvisninger:

1. Følg Guds fremgangsmåde i dette: Begynd med det almene, og gå så videre til det enkelte:

(1.) Hold din samvittighed den skyld for, som viser sig i den ud fra lovens retskaffenhed og hellighed. Før Guds hellige lov ind i din samvittighed, læg din fordærvelse op ved siden af den, og bed om, at du må blive grebet af den. Betragt lovens hellighed, åndelighed, brændende strenghed, inderlighed og ubetingethed, og se, hvordan du kan bestå for den. Vær, siger jeg, meget optaget af at lade din samvittighed blive grebet af Herrens rædsel i loven, og af hvor retfærdigt det er, at hver eneste af dine overtrædelser får sin tilbørlige løn. Måske vil din samvittighed finde på udflugter og undskyldninger for at holde denne betragtnings kraft på afstand – for eksempel at lovens fordømmende magt ikke gælder dig, at du er sat fri fra den og lignende; og at du derfor, selv om du ikke stemmer overens med den, alligevel ikke behøver at være så urolig over det. Men:

[1.] Sig til din samvittighed, at den ikke kan føre noget holdbart bevis for, at du er fri af syndens fordømmende magt, så længe din udødede lyst ligger i dit hjerte. Måske kan loven altså godtgøre sit krav mod dig om fuldt herredømme, og så er du et fortabt menneske. Derfor er det bedst at overveje til bunds, hvad den har at sige. Luthersk note: Owen gør her visheden om at være fri af lovens fordømmelse afhængig af, at lysten er dødet. Luthersk lære lader visheden hvile på evangeliets løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld, modtaget i troen, ikke på hvor langt helliggørelsen er nået; at tvivle på løftet er at gøre Gud til en løgner (Apologien XII, jf. Apologien IV). Loven skal nok afsløre og ramme synden, men den troende er fri af lovens forbandelse, fordi Kristus har opfyldt den, ikke fordi synden er dødet.

Det er sikkert og vist: Den, der i sit hjertes mest skjulte forbehold påberåber sig, at han er fri af lovens fordømmende magt, for derved i det skjulte at give sig selv lov til at tillade nogen som helst synd eller lyst den mindste plads, kan ikke på evangeliets grund føre noget bevis, der giver blot nogenlunde åndelig tryghed, for at han virkelig på rette måde er befriet fra det, han således foregiver at være udfriet fra.

[2.] Hvordan det end går, har loven fået fuldmagt fra Gud til at gribe overtrædere, hvor den end finder dem, og føre dem frem for hans trone, hvor de selv skal føre deres sag. Det er netop din situation nu: Loven har fundet dig, og den vil føre dig frem for Gud. Kan du henvise til en benådning, så er det godt og vel; hvis ikke, vil loven gøre sit værk.

[3.] Under alle omstændigheder er dette lovens egentlige gerning: at afsløre synden i dens skyld, at vække og ydmyge sjælen over den og være et spejl, der viser synden i dens rette farver. Og hvis du nægter at have med loven at gøre i denne henseende, så er det ikke af tro, men af dit hjertes hårdhed og syndens bedrag.

Dette er en dør, som alt for mange bekendere er gået ud ad til åbent frafald. De har påstået en sådan befrielse fra loven, at de ikke længere ville søge dens vejledning og rettesnor; de ville ikke længere måle deres synd med den. Lidt efter lidt er denne grundsætning umærkeligt gået fra blot at være en tanke til at præge deres praktiske forståelse, og da den først havde sat sig fast der, har den sluppet viljen og følelserne løs til alle slags vederstyggeligheder.

Overtal derfor, siger jeg, din samvittighed på den slags måder til omhyggeligt at lytte til det, loven i Herrens navn siger til dig om din lyst og fordærvelse. Åh, hvis dine ører er åbne, vil den tale med en røst, der får dig til at skælve, kaster dig til jorden og fylder dig med forfærdelse. Hvis du nogensinde vil døde din fordærvelse, må du binde din samvittighed til loven og spærre den inde fra alle udflugter og forbehold, indtil den erkender sin skyld med en klar og grundig forståelse, så din «misgerning altid må stå for dig», som David siger (Sl 51,5).

(2.) Før din lyst frem for evangeliet – ikke for at få lindring, men for yderligere at blive overbevist om dens skyld. Se på ham, som du har gennemboret, og vær fuld af bitterhed. Luthersk note: Owen fører her synden frem for evangeliet, «ikke for at få lindring», men for at skærpe skylden. Luthersk lære kalder det lovens prædiken, når Kristi lidelse og Guds velgerninger bruges til at vise synden og Guds vrede; evangeliet i egentlig forstand er budskabet om nåde og syndernes forladelse, og netop dér skal den ramte samvittighed søge sin trøst (Konkordieformlen V). Sig til din sjæl: «Hvad har jeg gjort? Hvilken kærlighed, hvilken barmhjertighed, hvilket blod, hvilken nåde har jeg foragtet og trådt på! Er det sådan, jeg gengælder Faderen hans kærlighed, Sønnen hans blod og Helligånden hans nåde? Er det sådan, jeg lønner Herren? Har jeg besmittet det hjerte, som Kristus døde for at vaske, og som den velsignede Ånd har udvalgt til at bo i? Og kan jeg så holde mig oppe af støvet? Hvad kan jeg sige til den kære Herre Jesus? Hvordan skal jeg med nogen frimodighed kunne løfte mit hoved for ham? Regner jeg samfundet med ham for så lidt værd, at jeg for denne usle lysts skyld knap har levnet ham plads i mit hjerte? Hvordan skal jeg kunne undslippe, hvis jeg ikke bryder mig om så stor en frelse? Og hvad skal jeg imens sige til Herren? Kærlighed, barmhjertighed, nåde, godhed, fred, glæde, trøst – alt dette har jeg foragtet og regnet for intet, for at jeg kunne huse en lyst i mit hjerte. Har jeg fået et syn af Guds faderlige ansigt, for at jeg kunne se hans ansigt og krænke ham lige op i ansigtet? Blev min sjæl vasket, for at der kunne blive plads til nye besmittelser? Skal jeg prøve at gøre Kristi døds formål til intet? Skal jeg dag efter dag bedrøve den Ånd, som jeg er beseglet med til forløsningens dag?» Før hver dag denne forhandling med din samvittighed. Se, om den kan bestå over for en sådan skærpelse af dens skyld. Hvis dette ikke får den til i nogen grad at synke sammen og smelte, frygter jeg, at det står farligt til med dig.

2. Gå videre til det enkelte. Ligesom man under det almene hovedpunkt, evangeliet, skal betragte alle dets velgerninger, såsom forløsningen, retfærdiggørelsen og lignende, sådan skal du i særdeleshed betragte, hvordan kærligheden i dem har handlet med din egen sjæl, for at skylden for din fordærvelse kan stå så meget skarpere. For eksempel:

(1.) Betragt Guds uendelige tålmodighed og langmodighed med netop dig. Tænk på, hvilke lejligheder han kunne have benyttet mod dig til at gøre dig til skam og spot i denne verden og til genstand for vrede for evigt. Tænk på, hvordan du gang på gang har handlet troløst og falsk mod ham, smigret ham med dine læber, men brudt alle løfter og forpligtelser, og det netop ved den synd, som du nu er på jagt efter; og alligevel har han skånet dig gang på gang, som om du frækt ville sætte på prøve, hvor længe han kunne holde ud. Og vil du stadig synde mod ham? Vil du stadig trætte ham og gøre ham til træl for din fordærvelse?

Har du ikke ofte været lige ved selv at konkludere, at det var aldeles umuligt, at han kunne bære over med dig længere, at han ville forkaste dig og ikke mere være nådig, at al hans langmodighed var opbrugt, og at helvede og vrede allerede lå parat til dig? Og alligevel er han, langt ud over alt, hvad du ventede, vendt tilbage og har besøgt dig med kærlighed. Og vil du stadig blive ved med at krænke hans herligheds øjne?

(2.) Hvor ofte har du ikke stået lige ved døren til at blive forhærdet ved syndens bedrag og er alligevel ved Guds uendeligt rige nåde blevet ført tilbage til samfund med ham igen?

Har du ikke mærket nåden svinde; glæden ved de åndelige øvelser, nådemidlerne, bønnen og meditationen forsvinde; tilbøjeligheden til en løs og ligegyldig vandel vokse; og at de, der før var viklet ind, næsten var uden redning? Har du ikke fundet dig selv optaget af sådanne veje, sådant selskab og samvær – og det med glæde – som Gud afskyr? Og vil du endnu en gang vove dig ud til forhærdelsens rand?

(3.) Alle Guds nådige handlinger med dig i hans forsyns styrelse – udfrielser, trængsler, barmhjertighedsbeviser, goder – alt dette bør her komme i betragtning. Læg, siger jeg, ved disse og lignende midler skylden på din samvittighed, og slip den ikke, før den er grundigt grebet af skylden for din iboende fordærvelse, før den mærker sit sår og ligger i støvet for Herren. Sker dette ikke for alvor, er alle andre anstrengelser forgæves. Så længe samvittigheden har nogen måde at lette syndens skyld på, vil sjælen aldrig for alvor tage fat på at døde den.

For det fjerde: Når du således er grebet af din synd, så få dernæst en vedvarende længsel og stræben efter udfrielse fra dens magt. Lad ikke dit hjerte et eneste øjeblik være tilfreds med din nuværende tilstand og stemning. I naturlige og borgerlige forhold har en længsel efter noget ingen værdi eller betydning, ud over at den tilskynder og ansporer den, der har den, til flittigt at bruge midlerne til at nå det, han sigter efter. I åndelige ting er det anderledes. At længes, sukke og tørste efter udfrielse er i sig selv en nåde, der har en mægtig kraft til at forme sjælen efter det, den længes efter. Derfor regner apostlen, når han beskriver korinthernes omvendelse og bedrøvelse efter Guds vilje, dette som en fremtrædende nåde, der dengang var sat i virksomhed: «længsel» (2 Kor 7,11). Og hvilken sindstilstand siger han, at han selv er i, når det gælder den iboende synd og dens magt? (Rom 7,24). Hans hjerte bryder ud i længsel med et yderst lidenskabeligt udtryk for ønsket om udfrielse. Hvis det nu er de helliges sindstilstand, når de betragter den iboende synd i almindelighed, hvor meget mere må den så skærpes og vokse, når det plagsomme raseri og magt hos en bestemt lyst og fordærvelse kommer til! Vær forvisset om, at længes du ikke efter udfrielse, får du den ikke.

Det vil gøre hjertet årvågent over for enhver lejlighed til at få overtaget over sin fjende og rede til at tage imod enhver hjælp, der gives til at tilintetgøre den. Stærke længsler er selve livet i den «bøn til enhver tid», som vi får påbud om i alle forhold, og som i intet forhold er mere nødvendig end i dette. De sætter tro og håb i arbejde, og de er sjælens bevægelse hen imod Herren.

Få så dit hjerte i en tilstand, hvor det higer og sukker; længes, suk, råb ud. Du kender Davids eksempel; jeg behøver ikke at dvæle ved det.

Den femte anvisning er:

Overvej, om ikke den sygdom, du plages af, har rod i din natur og bliver næret, ophidset og forstærket af dit legemlige anlæg. Der kan uden tvivl ligge en tilbøjelighed til visse synder i menneskers naturlige temperament og gemyt. Overvej i så fald:

1. Det formindsker ikke det mindste skylden for din synd. Nogle tilskriver med åbenlys ugudelighed grove skændigheder deres temperament og gemyt; og om andre ikke på samme måde forsøger at befri sig for den skyld, der trykker dem på grund af deres sygdomme, ved jeg ikke. Det er syndefaldet, vores naturs oprindelige fordærvelse, der er grunden til, at brændstoffet og næringen til enhver synd bliver i vores naturlige temperament. David betragter det, at han blev født i misgerning og undfanget i synd (Sl 51,7), som en skærpelse af hans senere synd og ikke som en formindskelse eller undskyldning af den. At du særligt hælder til en bestemt syndig sygdom, er blot et særligt udbrud af den medfødte lyst i din natur, og det burde særligt ydmyge og nedbøje dig.

2. Det, du på dette grundlag skal holde dig for øje i din vandring med Gud, er, at dit temperament og gemyt giver synden, og også Satan, så stor en fordel, at de uden ualmindelig årvågenhed, omhu og flid helt sikkert vil få overhånd over din sjæl. Tusinder er af den grund blevet revet hovedkulds i helvede, som ellers i det mindste kunne være gået i et roligere tempo, mindre opirrende og mindre skadeligt.

3. Til dødelsen af en sygdom, der på denne måde har rod i menneskets natur, er der ud over alle de andre veje og midler, der allerede er nævnt eller senere skal behandles, ét middel, der passer særligt. Det er det, apostlen taler om i 1 Kor 9,27: «Jeg holder min krop nede og tvinger den til lydighed.» At bringe selve legemet til lydighed er en ordning fra Gud, der tjener til syndens dødelse. Det lægger en dæmper på sygdommens naturlige rod og får den til at visne ved at tage den fede jord fra den. Papisterne, mennesker, der er uvidende om Kristi retfærdighed, om hans Ånds gerning og om hele den sag, det drejer sig om, har lagt hele dødelsens vægt og tyngde på selvvalgte gudstjenester og bodsøvelser, der skal bringe legemet til lydighed, og de kender i virkeligheden hverken syndens eller dødelsens sande natur. Måske kan det derfor på den anden side blive en fristelse for nogle til at forsømme visse ydmygelsesmidler, som Gud selv vedkender sig og har indstiftet. At bringe legemet til lydighed i det tilfælde, vi her taler om, ved at holde den naturlige appetit kort, ved faste, nattevågen og lignende, er uden tvivl velbehageligt for Gud, når det blot sker med følgende begrænsninger:

(1.) At man ikke ser på den ydre svækkelse og nedbrydning af legemet som noget, der er godt i sig selv, eller som om nogen dødelse består i den – det ville igen bringe os ind under kødelige forskrifter – men kun som et middel til det mål, der er sat: at svække en sygdom i dens naturlige rod og sæde. Et menneske kan være magert på både legeme og sjæl.

(2.) At man ikke ser på de midler, hvormed det sker – nemlig faste, nattevågen og lignende – som noget, der i sig selv og i kraft af deres egen styrke kan frembringe en sand dødelse af nogen synd. For hvis de kunne det, kunne synden dødes uden nogen hjælp fra Ånden hos ethvert ugenfødt menneske i verden. Man skal kun se på dem som veje, ad hvilke Ånden kan og undertiden også gør brug af sin kraft til at fuldføre sin egen gerning, især i det nævnte tilfælde. Mangel på en ret forståelse og en ret brug af disse og lignende betragtninger har hos papisterne frembragt en dødelse, der passer bedre til heste og andre dyr på marken end til troende.

Dette er summen af det, der er sagt: Når den sygdom, man klager over, ser ud til at have rod i det naturlige temperament og anlæg, skal man, samtidig med at man vender sin sjæl til at få del i Kristi blod og Ånd, bestræbe sig på ad Guds vej at lægge en dæmper på sygdommens naturlige rod.

Den sjette anvisning er:

Overvej, hvilke anledninger og hvilke fordele din sygdom har benyttet sig af for at vise sig og bryde frem, og vær på vagt over for dem alle.

Dette er en del af den pligt, som vor velsignede Frelser anbefaler sine disciple under navnet årvågenhed: «Jeg siger til jer alle: Våg!» (Mark 13,37), hvilket i Luk 21,34 lyder: «Vogt jer, at jeres hjerter ikke sløves.» Vær på vagt over for ethvert udbrud af din fordærvelse. Jeg mener den pligt, som David erklærede, at han øvede sig i. «Jeg har,» siger han, «vogtet mig for min misgerning» (Sl 18,24). Han holdt øje med alle sin misgernings veje og virkninger for at forhindre dem og rejse sig imod dem. Det er det, vi kaldes til under navnet «at overveje vores veje». Overvej, hvilke veje, hvilket selskab, hvilke lejligheder, hvilke studier, hvilke gøremål og hvilke forhold der nogen sinde har givet eller plejer at give dine sygdomme fordele, og sæt dig omhyggeligt imod dem alle. Det gør mennesker med hensyn til deres legemlige svagheder og sygdomme. De årstider, den kost og den luft, som har vist sig at være skadelig, undgår man. Er sjælens ting mindre vigtige? Vid, at den, der vover at lege med anledninger til synd, også vil vove at synde. Den, der vil indlade sig på fristelser til ugudelighed, vil indlade sig på ugudelighed. Hazael troede ikke, at han ville blive så ond, som profeten sagde, at han ville blive. For at overbevise ham sagde profeten ikke andet til ham end: «Du skal blive konge over Aram» (2 Kong 8,13). Hvis han vil indlade sig på fristelser til grusomhed, vil han blive grusom. Sig til et menneske, at han vil begå den og den synd, så vil han fare forskrækket tilbage. Hvis du kan overbevise ham om, at han vil indlade sig på de anledninger og fristelser, der fører til dem, vil han ikke have meget grund tilbage til sin selvtillid. Der er mange særlige anvisninger under dette punkt, men dem skal jeg ikke gå ind på nu. Men fordi dette punkt ikke er mindre vigtigt end hele den lære, der her behandles, har jeg behandlet det udførligt i et andet skrift om at komme i fristelse. [Owens «Of Temptation: The Nature and Power of It» (1658).]

Den syvende anvisning er:

Rejs dig med al kraft mod din sygdoms første tilløb, dens første undfangelse; lad den ikke vinde den mindste smule terræn. Sig ikke: «Så langt skal den gå og ikke længere.» Får den lov til at tage ét skridt, tager den et til. Det er umuligt at sætte grænser for synden. Den er som vand i en kanal – bryder det først ud, vil det have sit løb. Det er lettere at forhindre, at den overhovedet virker, end at holde den inden for grænser. Derfor giver Jakob (Jak 1,14–15) denne trinvise beskrivelse af lystens forløb, så vi kan standse ved indgangen. Mærker du, at din fordærvelse begynder at vikle dine tanker ind? Rejs dig imod den med al din styrke og med ikke mindre harme, end hvis den fuldt ud havde opnået det, den sigter mod. Tænk på, hvad en uren tanke vil; den vil have dig til at vælte dig i dårskab og snavs. Spørg misundelsen, hvad den vil – mord og ødelæggelse er enden på den. Sæt dig imod den med ikke mindre kraft, end hvis den fuldstændig havde fornedret dig til ugudelighed. Uden denne fremgangsmåde vil du ikke få sejr. Efterhånden som synden vinder terræn i følelserne, så de fryder sig ved den, vinder den også terræn i forstanden, så den ringeagter synden.