Kapitel 10

Den anden særlige anvisning: Få et klart indtryk af – 1. Skylden ved den synd, der plager dig – Betragtninger til hjælp hertil – 2. Faren, som er mangfoldig – (1.) Forhærdelse – (2.) Timelig tugt – (3.) Tab af fred og styrke – (4.) Evig fortabelse – Regler for, hvordan denne betragtning skal bruges – 3. Det onde ved den – (1.) At den bedrøver Ånden – (2.) At den sårer det nye menneske – [(3.) At den tager et menneskes nytte bort.]

Den anden anvisning er denne: Få et klart og blivende indtryk i dit sind og din samvittighed af skylden, faren og det onde ved den synd, som plager dig:

1. Af skylden ved den. Det hører til en fremherskende lysts bedrag, at den gør sin egen skyld mindre. «Er den ikke kun en lille en?» «Når jeg går ind og bøjer mig i Rimmons hus, så må Gud være mig nådig i denne sag.» «Selv om dette er slemt, er det dog ikke så slemt som den og den synd; andre af Guds folk har været i samme tilstand; ja, hvilke frygtelige synder i gerning er nogle af dem ikke faldet i!» Der er utallige måder, hvorpå synden drager sindet bort fra en ret og tilbørlig forståelse af dens skyld. Dens ildelugtende dunster formørker sindet, så det ikke kan dømme rigtigt om tingene. Forvirrende ræsonnementer, formildende løfter, oprørte begær, troløse forsætter om at holde op, håb om barmhjertighed – alle har de deres andel i at forstyrre sindet, når det skal overveje skylden ved en fremherskende lyst. Profeten siger os, at lysten gør dette fuldstændigt, når den når sit højdepunkt: «Hor og vin og most tager hjertet bort» (Hos 4,11) – hjertet, det vil sige forstanden, sådan som ordet ofte bruges i Skriften. Og ligesom de fuldfører dette værk helt hos de ugenfødte, sådan gør de det delvis også hos de genfødte. Salomon fortæller om ham, der blev lokket af den løsagtige kvinde, at han var «blandt de enfoldige»; han var «en ung mand uden forstand» (Ordsp 7,7). Og hvori viste hans dårskab sig? Jo, siger han i vers 23: «Han vidste ikke, at det gjaldt hans liv»; han overvejede ikke skylden ved det onde, han var viklet ind i. Og da Herren giver grunden til, at hans handlemåde med Efraim ikke fik bedre virkning, forklarer han det sådan: «Efraim er som en tåbelig due uden hjerte» (Hos 7,11) – han havde ingen forståelse af sin egen elendige tilstand. Havde det været muligt, at David kunne ligge så længe i skylden for den afskyelige synd, hvis han ikke havde haft utallige fordærvede ræsonnementer, der hindrede ham i at se klart på dens hæslighed og skyld i lovens spejl? Det fik den profet, der blev sendt for at vække ham, til i sin omgang med ham at lukke alle smuthuller og påskud med sin lignelse, så han fuldt ud kunne komme under indtrykket af skylden ved den. Dette er lystens egentlige virkning i hjertet: den formørker sindet, så det ikke dømmer rigtigt om dens skyld; og den har mange andre måder at formilde sig selv på, som jeg ikke nu vil komme ind på.

Lad det da være den første omsorg for den, der vil døde synden, at han fæstner en ret dom over dens skyld i sit sind. Tag i den forbindelse disse betragtninger til hjælp:

(1.) Selv om syndens magt svækkes af den iboende nåde hos dem, der har den, så synden ikke hersker over dem, som den hersker over andre, så bliver skylden ved den synd, der stadig er tilbage og bliver ved, dog forøget og skærpet af den: «Hvad skal vi da sige? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større? Slet ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, fortsat leve i den?» (Rom 6,1–2) – «Hvordan skulle vi, som er døde?» Ordet «vi» har eftertrykket. Hvordan skulle vi gøre det, vi, som – sådan som han senere beskriver det – har fået nåde fra Kristus til det modsatte? Vi er uden tvivl værre end nogen anden, hvis vi gør det. Jeg vil ikke komme ind på det, der særligt forværrer sådanne menneskers synder – hvordan de synder imod mere kærlighed, barmhjertighed, nåde, hjælp, lindring, midler og befrielser end andre. Men lad denne betragtning blive i dit sind: der er ufatteligt mere ondt og skyld i det onde i dit hjerte, som stadig er tilbage, end der ville være i lige så meget synd, hvis du slet ingen nåde havde. Læg mærke til,

(2.) at ligesom Gud ser en overflod af skønhed og herlighed i hans tjeneres hjertes længsler – mere end i andre menneskers allerherligste gerninger, ja, mere end i de fleste af deres egne udvortes gerninger, som er mere blandet med synd end nådens længsler og sukke i hjertet – sådan ser Gud også meget ondt i lystens virksomhed i deres hjerter, ja, mere end i ugudelige menneskers åbenlyse, berygtede gerninger eller i mange af de udvortes synder, som de hellige kan falde i; for imod dem gøres der mere modstand, og der følger som regel mere ydmygelse efter dem. Sådan går Kristus til roden med sine børn, der er i forfald, og ser bort fra deres bekendelse: «Jeg kender dig» (Åb 3,15) – «Du er noget helt andet, end du bekender dig til at være, og det gør dig afskyelig.»

Lad så disse ting og lignende betragtninger føre dig til et klart indtryk af skylden ved din iboende lyst, så der ikke er plads i dit hjerte til formildende eller undskyldende tanker, hvorved synden umærkeligt vil få styrke og tage overhånd.

2. Overvej faren ved den, som er mangfoldig:

(1.) Faren for at blive forhærdet ved dens bedrag. Det lægger apostlen hebræerne stærkt på sinde (Hebr 3,12–13): «Se til, brødre, at der ikke i nogen af jer findes et ondt og vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag.» «Se til,» siger han, «brug alle midler, overvej jeres fristelser, våg flittigt; der er en troløshed, et bedrag i synden, som trækker i retning af at forhærde jeres hjerter, så de ikke frygter Gud.» Den forhærdelse, der nævnes her, er forhærdelse til det yderste – fuldstændig forstokkelse; synden trækker i den retning, og enhver sygdom og lyst vil i hvert fald komme et stykke vej derhen. Du, som var øm og plejede at smelte under Ordet og under trængsler, vil blive, som nogle vanhelligt har sagt det, «immun over for prædikener og immun over for sygdom». Du, som skælvede for Guds nærvær, ved tanken om døden og om at stå frem for ham, dengang du havde mere vished om hans kærlighed, end du har nu, skal få en stivnakkethed over din ånd, så du ikke lader dig bevæge af disse ting. Der skal tales om din sjæl og din synd og tales til dem, og du skal slet ikke bekymre dig om det, men kunne gå hen over de åndelige øvelser – bøn, at høre Ordet og læse – uden at dit hjerte bliver det mindste berørt. Synden vil blive en let sag for dig; du vil gå forbi den som noget, der intet betyder; dertil vil det komme. Og hvad vil enden blive på sådan en tilstand? Kan der ske dig noget sørgeligere? Er det ikke nok til at få ethvert hjerte til at skælve, at tænke på at blive bragt i en tilstand, hvor man har lette tanker om synden? Lette tanker om nåden, om barmhjertigheden, om Kristi blod, om loven, himlen og helvede kommer alle med på én gang. Tag dig i agt: det er det, din lyst arbejder hen imod – at forhærde hjertet, brændemærke samvittigheden, forblinde sindet, sløve følelserne og bedrage hele sjælen.

(2.) Faren for en stor timelig tugtelse, som Skriften kalder «hævn», «dom» og «straf». Selv om Gud ikke helt skulle forstøde dig for denne vederstyggelighed, der ligger i dit hjerte, så vil han dog hjemsøge dig med riset (Sl 89,31–34); selv om han tilgiver og forlader, vil han tage hævn over dine påfund. Luthersk note: Bag Owens ord ligger den reformerte lære om de helliges udholdenhed: at en sand troende aldrig helt kan blive forstødt. Luthersk lære forkaster påstanden om, at troen og Helligånden ikke kan gå tabt ved forsætlige synder; den, der med forsæt giver sig hen til synd mod samvittigheden, mister troen og nåden, hvis han ikke omvender sig (Konkordieformlen, Epitome IV,19; Solida Declaratio IV,31; De Schmalkaldiske Artikler III,3,43–44). Visheden hviler ikke på, at man ikke kan falde fra, men på evangeliets løfte. Åh, husk David og alle hans trængsler! Se ham flygte ud i ørkenen, og overvej Guds hånd over ham. Er det ingenting for dig, at Gud i vrede skulle slå dit barn ihjel, ødelægge din formue i vrede, knuse dine knogler i vrede, lade dig blive til forargelse og spot i vrede, slå dig ihjel, tilintetgøre dig, lade dig ligge ned i mørke – i vrede? Er det ingenting, at han for din skyld skulle straffe, ødelægge og styrte andre i ulykke? Lad mig ikke blive misforstået. Jeg mener ikke, at Gud altid sender alt dette over sine i vrede; det være langt fra! Men dette siger jeg: Når han handler sådan med dig, og din samvittighed vidner sammen med ham om, hvordan du har opirret ham, så vil du finde hans handlemåde fuld af bitterhed for din sjæl. Hvis du ikke frygter disse ting, frygter jeg, at du er under forhærdelse.

(3.) Tab af fred og styrke alle ens livsdage. At have fred med Gud og at have styrke til at vandre for Gud er summen af nådepagtens store løfter. I disse ting ligger vores sjæles liv. Uden dem i et vist trøsteligt mål er det at leve det samme som at dø. Hvad gavn vil vores liv gøre os, hvis vi ikke af og til ser Guds ansigt i fred, hvis vi ikke har nogen styrke til at vandre med ham? Men begge dele vil en udødet lyst helt sikkert berøve menneskers sjæle. Dette er så tydeligt hos David, at intet kan være klarere. Hvor ofte klager han ikke af den grund over, at hans knogler var knust, hans sjæl urolig, hans sår smertefulde! Tag andre eksempler: «For hans gerrigheds misgerning blev jeg vred og skjulte mig» (Es 57,17). Hvilken fred, spørger jeg, har en sjæl, mens Gud skjuler sig, eller hvilken styrke, mens han slår? «Jeg vil gå og vende tilbage til mit sted, til de erkender deres skyld og søger mit ansigt» (Hos 5,15) – «Jeg vil forlade dem og skjule mit ansigt, og hvad vil der så blive af deres fred og styrke?» Hvis du da nogen sinde har nydt fred med Gud, hvis hans rædsler nogen sinde har gjort dig bange, hvis du nogen sinde har haft styrke til at vandre med ham, eller nogen sinde har sørget i din bøn og været bedrøvet over din svaghed, så tænk på denne fare, der hænger over dit hoved. Det er måske kun en kort tid, og så skal du aldrig mere se Guds ansigt i fred. Måske skal du allerede i morgen ikke kunne bede, læse, høre eller udføre nogen åndelig øvelse med den mindste glæde, liv eller kraft; og måske skal du aldrig opleve en rolig time, så længe du lever – så du må bære knuste knogler med dig, fulde af smerte og rædsel, alle dit livs dage. Ja, måske vil Gud skyde sine pile mod dig og fylde dig med angst og uro, med frygt og rådvildhed; gøre dig til en rædsel og en forfærdelse for dig selv og andre; vise dig helvede og vrede hvert øjeblik; skræmme og forfærde dig med sørgelige forestillinger om hans had; så dit sår flyder om natten, og din sjæl vægrer sig ved at lade sig trøste; så du ønsker døden frem for livet, ja, så din sjæl kan foretrække at blive kvalt. Overvej dette lidt: Selv om Gud ikke helt skulle tilintetgøre dig, kunne han dog kaste dig ud i denne tilstand, hvor du får levende og stærke forestillinger om din fortabelse. Luthersk note: Igen forudsættes de helliges udholdenhed; luthersk lære holder fast ved, at en kristen, der lader synden herske, kan falde fra nåden (Konkordieformlen IV). Væn dit hjerte til at tænke på dette; lad det vide, hvad udfaldet af dets tilstand sandsynligvis bliver. Slip ikke denne betragtning, før du har fået din sjæl til at skælve i dig.

(4.) Der er faren for evig fortabelse.

For at bruge denne betragtning ret skal du lægge mærke til følgende:

[1.] Der er en sådan sammenhæng mellem at blive i synden og evig fortabelse, at selv om Gud har besluttet at udfri nogle fra at blive i synden, så de ikke skal gå fortabt, vil han dog ikke udfri nogen fra fortabelsen, som bliver i synden. Så længe nogen ligger under syndens vedvarende magt, skal truslerne om fortabelse og evig adskillelse fra Gud derfor holdes frem for ham. Det står i Hebr 3,12; læg dertil Hebr 10,38. Dette er reglen for Guds fremgangsmåde: Hvis nogen «falder fra» ham, «viger tilbage» i vantro, «har Guds sjæl ingen glæde i ham» – «det vil sige, hans harme skal forfølge ham til fortabelse». Det står også tydeligt i Gal 6,8.

[2.] Den, der er så indviklet under en eller anden fordærvelses magt, som det er beskrevet ovenfor, kan i øjeblikket ikke have noget klart og overbevisende vidnesbyrd om sin andel i pagten, i kraft af hvilken han kunne udfries fra frygten for fortabelse. Fortabelse fra Herren kan derfor med rette være en rædsel for ham, og han kan og bør se på den som det, der vil blive enden på hans løb og veje. Luthersk note: Owen forudsætter her den reformerte lære om, at en sand troende aldrig kan falde fra, men nok kan miste vidnesbyrdet om sin nådestand. Luthersk lære siger, at den, der med forsæt bliver i synd mod samvittigheden, mister troen og Helligånden (Konkordieformlen, Epitome IV,19 og Solida Declaratio IV,31), og at vejen tilbage er omvendelse, hvor visheden hviler på evangeliets løfte, ikke på vidnesbyrd i ens egen vandel. «Der er ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus» (Rom 8,1). Sandt nok, men hvem skal have trøsten af denne udtalelse? Hvem må tage den til sig? «De, der ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.» Men du vil sige: «Er det ikke at overtale mennesker til vantro?» Jeg svarer: Nej. Der er en dobbelt dom, som et menneske kan fælde over sig selv: for det første over sin person og for det andet over sine veje. Det er dommen over hans veje, ikke over hans person, jeg taler om. Lad et menneske skaffe sig det bedste vidnesbyrd om sin person, som han kan; alligevel er det hans pligt at dømme, at en ond vej vil ende i fortabelse. Ikke at gøre det er gudløshed. Jeg siger ikke, at et menneske i en sådan tilstand bør kaste vidnesbyrdene om sin personlige andel i Kristus bort; men jeg siger, at han ikke kan beholde dem. Der er en dobbelt fordømmelse af sig selv: For det første med hensyn til, hvad man har fortjent, når sjælen slutter, at den fortjener at blive kastet bort fra Guds ansigt. Det er så langt fra at være en sag for vantroen, at det er en virkning af troen. For det andet med hensyn til udgangen og udfaldet, når sjælen slutter, at den skal blive fordømt. Jeg siger ikke, at det er nogens pligt, og jeg kalder heller ingen til det. Men det siger jeg, at et menneske bør slutte, at enden på den vej, han er på, er døden, så han kan blive drevet til at flygte fra den. Og dette er endnu en betragtning, som en sådan sjæl bør dvæle ved, hvis den ønsker at blive fri af sine lysters greb.

3. Betragt dens onder, jeg mener dens nuværende onder. Faren angår det, der skal komme; det onde det, der er nu. Nogle af de mange onder, som følger med en udødet lyst, kan nævnes:

(1.) Den bedrøver den hellige og velsignede Ånd, som er givet de troende for at bo i dem og blive hos dem. Sådan gør apostlen i Ef 4,25–29: Han advarer dem mod mange lyster og synder og giver som det store motiv for det i vers 30: «Bedrøv ikke Guds Helligånd, som I er blevet beseglet med til forløsningens dag.» «Bedrøv ikke den Guds Ånd,» siger han, «ved hvem I modtager så mange og så store velgerninger.» Af dem nævner han én iøjnefaldende og altomfattende: «beseglingen til forløsningens dag». Han bliver bedrøvet af det. Ligesom en øm og kærlig ven bliver bedrøvet over uvenlighed fra sin ven, som han har gjort så meget for, sådan er det med denne ømme og kærlige Ånd, som har udvalgt vores hjerter til en bolig at bo i og der at gøre alt for os, som vores sjæle ønsker. Han bliver bedrøvet, når vi i vores hjerter huser hans fjender, dem han skal tilintetgøre, sammen med ham. «Han plager ikke af lyst, og han bedrøver os ikke» (Klag 3,33) – og skal vi da dagligt bedrøve ham? Derfor siges han undertiden at blive «krænket», undertiden at blive «bedrøvet i sit hjerte», for at udtrykke, hvor dybt han føler det, når vi vækker hans harme. Hvis der da er noget af nådens oprigtighed tilbage i sjælen, og hvis den ikke er helt forhærdet af syndens bedrag, vil denne betragtning helt sikkert gøre indtryk på den. Betragt, hvem og hvad du er; hvem den Ånd er, som bedrøves; hvad han har gjort for dig; hvad han kommer til din sjæl for; hvad han allerede har gjort i dig – og skam dig. Blandt dem, der vandrer med Gud, er der intet større motiv og ingen større tilskyndelse til hellighed på alle områder og til at bevare deres hjerter og ånd i al renhed og uskyld end dette: at den velsignede Ånd, som har påtaget sig at bo i dem som Guds templer og at bevare dem værdige for ham, der således bor i dem, hele tiden lægger mærke til, hvad de giver husly i deres hjerter, og glæder sig, når hans tempel holdes ubesmittet. Det var en stor skærpelse af Zimris synd, at han førte sin horkvinde ind i menigheden for øjnene af Moses og de andre, som græd over folkets synder (4 Mos 25,6). Og er det ikke en stor skærpelse, når man lader en lyst have sin gang eller tåler, at den bliver i hjertet, når den (som den nødvendigvis må, hvis vi er troende) bliver huset lige for Helligåndens eget øje og blik, mens han sørger for at bevare sit telt rent og helligt?

(2.) Herren Jesus Kristus bliver såret på ny af den; hans nye skabning i hjertet bliver såret; hans kærlighed bliver forpurret; hans modstander bliver tilfredsstillet. Ligesom det at opgive ham fuldstændigt ved syndens bedrag er at «korsfæste ham på ny og gøre ham til spot» (Hebr 6,6), sådan sårer og bedrøver man ham, hver gang man huser den synd, han kom for at tilintetgøre.

(3.) Den vil tage et menneskes nytte i hans samtid fra ham. Hans gerninger, hans bestræbelser og hans arbejde får sjældent velsignelse fra Gud. Er han prædikant, blæser Gud som regel hans tjeneste bort, så han kommer til at slide for ilden uden at blive æret med nogen fremgang eller med at udrette noget for Gud. Og det samme kan siges om andre stillinger. Verden er i dag fuld af stakkels visnende bekendere. Hvor få er der ikke, som vandrer i nogen skønhed eller herlighed! Hvor golde og unyttige er de ikke for det meste! Blandt de mange grunde, man kan angive til denne sørgelige tilstand, må man med rette frygte, at dette ikke er den mindst virksomme: Mange mennesker huser åndsfortærende lyster i deres bryst, som ligger som orme ved roden af deres lydighed og gnaver i den og svækker den dag for dag. Alle nådegaver og alle de veje og midler, hvorved nogen nådegave kan øves og vokse, tager skade på denne måde; og hvad fremgang angår, så lader Gud sådanne menneskers foretagender visne.

Dette er altså min anden anvisning, og den angår den modstand, der skal ydes mod lysten med hensyn til, at den har sin vedvarende bolig i sjælen: Hold disse eller lignende betragtninger over dens skyld, fare og onde levende i dit hjerte. Mediter meget over disse ting; få dit hjerte til at dvæle og blive ved dem; sæt dine tanker ind på disse betragtninger; lad dem ikke slippe eller vandre bort fra dem, før de begynder at få en mægtig indflydelse på din sjæl – før de får den til at skælve.