Kapitel 12

Den ottende anvisning: At tænke på Guds majestæts ophøjethed – Vores ukendskab til ham fremlægges og overvejes

For det ottende: Øv dig i og gør dig fortrolig med sådanne betragtninger, der til alle tider kan fylde dig med selvfornedrelse og tanker om din egen usselhed, som for eksempel:

1. Tænk meget på Guds majestæts ophøjethed og på den uendelige, ufattelige afstand mellem ham og dig. Mange tanker om det kan ikke andet end fylde dig med en fornemmelse af din egen usselhed, og det rammer dybt ved roden af enhver iboende synd. Da Job når til en klar erkendelse af Guds storhed og ophøjethed, fyldes han med afsky for sig selv og drives til ydmygelse (Job 42,5–6). Og i hvilken tilstand siger profeten Habakkuk, at han blev kastet ned, da han fattede Guds majestæt? (Hab 3,16). «Hos Gud,» siger Job, «er en frygtindgydende majestæt» (Job 37,22). Derfor mente man i gamle dage, at når man havde set Gud, måtte man dø. Skriften er fuld af denne betragtning, der fornedrer mennesket: Den sammenligner menneskene på jorden med «græshopper», med «tomhed» og med «støvet på vægtskålen» i forhold til Gud (Es 40,12–25). Tænk meget i den retning for at ydmyge dit hjertes stolthed og holde din sjæl ydmyg i dig. Intet vil gøre dig mindre tilbøjelig til at lade dig narre af syndens bedrag end et sådant sind. Tænk store tanker om Guds storhed.

2. Tænk meget på, hvor lidt du kender ham. Selv om du ved nok til at holde dig nede og ydmyg, hvor lille en del er det dog ikke, du ved om ham! Overvejelsen heraf bragte den vise mand til den opfattelse af sig selv, som han udtrykker i Ordsp 30,2–4: «Jeg er sandelig dummere end noget menneske og har ikke et menneskes forstand. Jeg har ikke lært visdom og har ikke kundskab om den Hellige. Hvem er steget op til himlen og steget ned? Hvem har samlet vinden i sine næver? Hvem har bundet vandene ind i en kappe? Hvem har grundlagt alle jordens ender? Hvad er hans navn, og hvad er hans søns navn, om du ved det?» Arbejd også med dette for at bryde dit hjertes stolthed ned. Hvad ved du om Gud? Hvor lille en del er det! Hvor umådelig er han ikke i sit væsen! Kan du uden rædsel se ned i evighedens afgrund? Du kan ikke tåle strålerne fra hans herlige væsen.

Fordi jeg mener, at denne betragtning er til stor nytte i vores vandring med Gud – så vidt den kan forenes med den barnlige frimodighed, som er givet os i Jesus Kristus til at træde frem for nådens trone – vil jeg dvæle videre ved den for at præge den varigt ind i sjælen på dem, der ønsker at vandre ydmygt med Gud.

Betænk da, siger jeg, for at holde dit hjerte i stadig ærefrygt for Guds majestæt, at selv de mennesker, der har nået det højeste og mest fremragende, og som har haft det nærmeste og mest fortrolige samfund med Gud, dog i dette liv kun kender meget lidt til ham og hans herlighed. Gud åbenbarer sit navn for Moses – de mest herlige egenskaber, som han har åbenbaret i nådepagten (2 Mos 34,5–6); og dog er det alt sammen kun Guds «bagside». Alt, hvad Moses kender derved, er kun lidt og ringe sammenlignet med hans herligheds fuldkommenheder. Derfor er det med særlig tanke på Moses, at der står: «Ingen har nogensinde set Gud» (Joh 1,18). Det er ham, evangelisten taler om i sammenligningen med Kristus i vers 17, og det er om ham, der her siges: «Ingen» – nej, ikke engang Moses, den mest fremragende af dem alle – «har nogensinde set Gud.» Vi taler meget om Gud; vi kan tale om ham, hans veje, hans gerninger og hans rådslutninger hele dagen lang. Men sandheden er, at vi kender meget lidt til ham. Vores tanker, vores betragtninger og vores udtryk om ham er ringe, mange af dem er hans herlighed uværdige, og ingen af dem når op til hans fuldkommenheder.

Du vil sige: Moses levede under loven, da Gud hyllede sig i mørke og sit sind i forbilleder og skyer og dunkle ordninger. Under evangeliets herlige skin, som har bragt liv og uforgængelighed frem i lyset, er Gud nu åbenbaret fra sin egen favn, og vi kender ham meget klarere, og som han er. Vi ser nu hans ansigt og ikke kun hans bagside, som Moses gjorde.

Svar 1. Jeg indrømmer, at der er en vældig og næsten ufattelig forskel på det kendskab, vi nu har til Gud, efter at han har talt til os ved sin egen Søn (Hebr 1,2), og det kendskab, som de hellige i almindelighed havde under loven. For selv om deres øjne var lige så gode, skarpe og klare som vores, deres tro og åndelige forstand ikke stod tilbage for vores, og genstanden var lige så herlig for dem som for os, så er vores dag dog klarere, end deres var. Skyerne er blæst bort og spredt (Højs 4,6), nattens skygger er borte og flygtet, solen er stået op, og midlerne til at se er gjort mere fremragende og klare end før. Og dog:

2. Det særlige syn, som Moses fik af Gud i 2 Mos 34, var et evangelisk syn, et syn af Gud som «nådig» osv. Og alligevel kaldes det kun hans «bagside» – det vil sige noget ringe og beskedent sammenlignet med hans ophøjethed og fuldkommenheder.

3. Apostlen ophøjer dette lysets herlighed så højt som muligt over lovens og viser, at nu er det «dække», der skabte mørke, taget bort, så at vi med «åbent» eller utildækket «ansigt (ἀνακεκαλυμμένῳ προσώπῳ) betragter Herrens herlighed». Men han fortæller os, hvordan: «som i et spejl» (2 Kor 3,18). «I et spejl» – hvordan er det? Klart og fuldkomment? Ak nej! Det fortæller han i 1 Kor 13,12: «Vi ser nu gennem et spejl, i en gåde,» siger han. Det er ikke en kikkert, der hjælper os til at se ting langt borte, apostlen taler om – og selv kikkerter, hvor ringe hjælpemidler er de ikke! Hvor langt kommer vi ikke til kort over for tingenes sandhed trods deres hjælp! Det er et spejl, han hentyder til (hvor der kun er dunkle afbilleder og billeder af tingene og ikke tingene selv), og det er synet i et sådant spejl, han sammenligner vores kundskab med. Han fortæller os også, at alt, hvad vi ser δι᾽ ἐσόπτρου, «ved» eller «gennem dette spejl», er ἐν αἰνίγματι – «i en gåde», i mørke og dunkelhed. Og når han taler om sig selv, som dog sikkert så langt klarere end nogen, der lever nu, siger han, at han kun så ἐκ μέρους – «delvist». Han så kun de himmelske tings bagside (v. 12), og han sammenligner al den kundskab om Gud, han havde nået, med den forståelse af tingene, han havde som barn (v. 11). Det er et μέρος, der ikke når op til τὸ τέλειον; ja, det er noget, der καταργηθήσεται – «skal ødelægges» eller forgå. Vi ved, hvor svage, skrøbelige og usikre forestillinger og begreber børn har om ting, der kræver dybere overvejelse, og hvordan disse forestillinger forsvinder, når de vokser op og deres evner og anlæg udvikles, så de skammer sig over dem. Et barn roses for at elske, ære, tro på og adlyde sin far; men hvad angår dets viden og begreber, kender faderen dets barnagtighed og tåbelighed. Trods al vores tillid til, at vi har nået højt, er alle vores begreber om Gud kun barnlige i forhold til hans uendelige fuldkommenheder. Vi lisper og pludrer og siger for det meste, vi ved ikke hvad, selv i vores – efter vores egen mening – mest nøjagtige forestillinger og begreber om Gud. Vi kan elske, ære, tro og adlyde vores Fader, og dermed tager han imod vores barnlige tanker, for de er kun barnlige. Vi ser kun hans bagside; vi kender kun lidt til ham. Derfor har vi det løfte, som så ofte støtter og trøster os i vores nød: «Vi skal se ham, som han er»; vi skal se ham «ansigt til ansigt»; vi skal «erkende, ligesom vi er blevet erkendt, og gribe det, som vi er grebet af» (1 Kor 13,12; 1 Joh 3,2); og det siges ligefrem: «Nu ser vi ham ikke.» Alt sammen viser det, at vi her kun ser hans bagside – ikke som han er, men i et mørkt og dunkelt billede, ikke i hans herligheds fuldkommenhed.

Dronningen af Saba havde hørt meget om Salomo og havde derfor gjort sig mange store tanker om hans pragt. Men da hun kom og så hans herlighed, måtte hun tilstå, at hun ikke havde fået det halve af sandheden at vide. Vi kan mene, at vi her har nået stor kundskab og klare og høje tanker om Gud. Men ak, når han fører os ind for sit ansigt, vil vi råbe: «Vi kendte ham aldrig, som han er! Ikke en tusindedel af hans herlighed, fuldkommenhed og salighed er nogensinde opkommet i vores hjerte.»

Apostlen fortæller os i 1 Joh 3,2, at vi ikke ved, hvad vi selv skal blive – hvad vi til sidst vil finde, at vi er. Langt mindre kan det opkomme i vores hjerte at fatte, hvad Gud er, og hvad vi vil finde, at han er. Betragt enten ham, der skal kendes, eller den måde, vi kender ham på, så vil det blive endnu tydeligere:

(1.) Vi kender så lidt til Gud, fordi det er Gud, der på denne måde skal kendes – det vil sige han, der i høj grad har beskrevet sig selv for os ved netop dette, at vi ikke kan kende ham. Hvad andet mener han, når han kalder sig usynlig, ufattelig og lignende? Det vil sige: han, som vi ikke kender og ikke kan kende, som han er. Og når vi kommer videre, består kundskaben mere i at vide, hvad han ikke er, end hvad han er. Således beskrives han som udødelig og uendelig – det vil sige: han er ikke, som vi er, dødelig, endelig og begrænset. Derfor har vi den herlige beskrivelse af ham i 1 Tim 6,16: «den eneste, som har udødelighed, som bor i et utilnærmeligt lys, som intet menneske har set eller kan se.» Hans lys er sådan, at ingen skabning kan nærme sig det. Han ses ikke – ikke fordi han ikke kan ses, men fordi vi ikke kan tåle synet af ham. Lyset fra Gud, i hvem der intet mørke er, spærrer enhver skabning, hvem det end er, adgangen til ham. Vi, der ikke kan se på solen i dens herlighed, er for svage til at tåle strålerne fra den uendelige klarhed. Ud fra denne betragtning erklærer den vise mand, som sagt, at han er «helt og holdent et dyr og ikke har et menneskes forstand» (Ordsp 30,2) – det vil sige, at han intet vidste sammenlignet med Gud, så han syntes at have mistet al sin forstand, så snart han kom til at betragte ham, hans gerning og hans veje.

Lad nu vores sjæl i denne betragtning gå ned i nogle enkeltheder:

[1.] Hvad angår Guds væsen, er vi så langt fra at kende det så godt, at vi kan undervise hinanden i det med ord og udtryk om det, at hvis vi overhovedet danner os forestillinger om det i vores sind ved hjælp af de afbilleder og indtryk af tingene, som vi får kundskab om alle andre ting ved, så gør vi os et afgudsbillede og tilbeder en gud, vi selv har lavet, og ikke den Gud, der har skabt os. Vi kunne lige så godt og med lige så god ret hugge ham ud af træ eller sten som give ham et væsen i vores sind, der passer til vores forestillinger. Det yderste, de bedste af vores tanker om Guds væsen kan nå, er, at vi ingen tanker kan have om det. Det er kun en ringe kundskab om et væsen, når den ikke når højere end til at vide, at vi ikke kender det.

[2.] Der er nogle ting om Gud, som han selv har lært os at tale om og givet os regler for, hvordan vi skal udtrykke dem. Men når vi har gjort det, ser vi ikke tingene selv; vi kender dem ikke. At tro og beundre er alt, hvad vi når frem til. Vi bekender, sådan som vi er blevet lært, at Gud er uendelig, almægtig og evig, og vi ved, hvilke stridigheder og begreber der findes om hans allestedsnærværelse, hans umådelighed, hans uendelighed og hans evighed. Vi har, siger jeg, ord og begreber om disse ting; men hvad ved vi om tingene selv? Hvad fatter vi af dem? Kan menneskets sind gøre mere end at opsluge sig selv i en uendelig afgrund, som er som intet, og overgive sig til det, som det ikke kan fatte, langt mindre udtrykke? Er vores forstand ikke «dyrisk», når den betragter sådanne ting, og som om den slet ikke var til? Ja, vores forstands fuldkommenhed er dette: ikke at forstå og at hvile i det. Det er kun evighedens og uendelighedens bagside, vi får et glimt af. Hvad skal jeg sige om treenigheden, eller om at der er forskellige personer i det samme ene væsen – et mysterium, som mange benægter, fordi ingen forstår det, et mysterium, hvor hvert bogstav er et mysterium? Hvem kan forklare Sønnens fødsel, Åndens udgang eller forskellen mellem den ene og den anden? Men jeg vil ikke nævne flere enkeltheder. Den uendelige og ufattelige afstand, der er mellem ham og os, holder os i mørke med hensyn til ethvert syn af hans ansigt eller enhver klar forståelse af hans fuldkommenheder.

Vi kender ham snarere ud fra det, han gør, end ud fra det, han er – ud fra at han gør os godt, snarere end ud fra hans væsensmæssige godhed. Og hvor lille en del af ham bliver der ikke derved åbenbaret, som Job siger!

(2.) Vi ved lidt om Gud, fordi det alene er ved troen, at vi kender ham her. Jeg vil ikke nu tale om de spor, der af naturen er tilbage i alle menneskers hjerter af, at der er en Gud, eller om, hvad de med fornuften kan lære om denne Gud ud fra hans skaberværk og forsyn, som de ser og betragter. Det er indrømmet – og alle tiders sørgelige erfaring viser det – at denne kundskab er så svag, lav, mørk og forvirret, at ingen nogensinde på grund af den har æret Gud, som de burde. Trods al deres kundskab om Gud var de i virkeligheden «uden Gud i verden».

Det vigtigste – og i grunden næsten det eneste – kendskab, vi har til Gud og til den måde, han giver sig til kende på, er ved troen. «Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til, og at han belønner dem, som flittigt søger ham» (Hebr 11,6). Vores kundskab om ham og om, at han belønner (grundlaget for vores lydighed eller for, at vi kommer til ham), er at tro. «Vi vandrer i tro, ikke i skuen» (2 Kor 5,7) – Διὰ πίστεως οὐ διὰ εἴδους, ved tro, og vel at mærke sådan ved tro, at vi ikke har nogen udtrykkelig forestilling, noget billede eller nogen skikkelse af det, vi tror. Troen er det eneste bevis, vi har for «ting, der ikke ses» (Hebr 11,1). Jeg kunne her dvæle ved troens natur og ud fra alt det, der ledsager den og angår den, vise, at vi kun kender bagsiden af det, vi alene kender ved troen. Hvad dens oprindelse angår, er den udelukkende bygget på vidnesbyrdet fra ham, som vi ikke har set. Som apostlen siger: «Hvordan kan I elske ham, som I ikke har set?» – det vil sige ham, som I kun ved er til ved troen. Troen tager imod alt på hans vidnesbyrd, og at han overhovedet er til, tager den kun imod på hans eget vidnesbyrd. Hvad dens natur angår, er den et samtykke på grundlag af et vidnesbyrd, ikke en evidens på grundlag af et bevis; og dens genstand er, som før sagt, over os. Derfor kaldes vores tro, som tidligere nævnt, at «se uklart, som i et spejl». Alt, hvad vi kender på denne måde (og alt, hvad vi kender om Gud, kender vi på denne måde), er kun lavt, mørkt og dunkelt.

Men du vil sige: «Alt dette er sandt, men måske kun for dem, der ikke kender Gud, sådan som han er åbenbaret i Jesus Kristus. For dem, der gør det, er det anderledes. Det er sandt, at ’ingen nogensinde har set Gud, men den enbårne Søn har åbenbaret ham’ (Joh 1,18), og at ’Guds Søn er kommet og har givet os forstand, så vi kan kende den Sande’ (1 Joh 5,20). ’Lyset fra evangeliet om Kristi herlighed, han som er Guds billede’, skinner over de troende (2 Kor 4,4). Ja, Gud, som bød lyset skinne frem af mørket, skinner ind i deres hjerter ’for at give dem kundskaben om hans herlighed på hans Søns ansigt’ (v. 6). Så selv om vi ’var mørke’, er vi nu ’lys i Herren’ (Ef 5,8). Og apostlen siger: ’Vi alle betragter med utildækket ansigt Herrens herlighed’ (2 Kor 3,18). Vi er nu så langt fra at være i et sådant mørke eller i en sådan afstand fra Gud, at ’vores fællesskab er med Faderen og med hans Søn’ (1 Joh 1,3). Evangeliets lys, som Gud nu åbenbares ved, er herligt. Det er ikke en stjerne, men solen i sin skønhed, der er stået op over os, og dækket er taget bort fra vores ansigter. Så selv om de vantro, ja, og måske nogle svage troende, kan være i et vist mørke, har de, der er nået et stykke i væksten eller har nået noget betydeligt, et klart syn af Guds ansigt i Jesus Kristus.»

Hertil svarer jeg:

[1.] Sandheden er, at vi alle kender ham nok til at elske ham mere, end vi gør, til at glæde os over ham og tjene ham, tro ham, adlyde ham og sætte vores lid til ham, langt ud over alt, hvad vi hidtil har nået. Vores mørke og svaghed er ingen undskyldning for vores forsømmelse og ulydighed. Hvem har vandret i fuld overensstemmelse med den kundskab, han har haft om Guds fuldkommenheder, herlighed og vilje? Guds hensigt med at give os nogen kundskab om sig selv her er, at vi skal «ære ham som Gud», det vil sige elske ham, tjene ham, tro og adlyde ham – give ham al den ære og herlighed, som stakkels syndige skabninger skylder en Gud og Skaber, der tilgiver synd. Vi må alle erkende, at vi aldrig helt er blevet forvandlet til billedet af den kundskab, vi har haft. Og havde vi brugt vores talenter godt, kunne vi være blevet betroet mere.

[2.] Sammenlignet med anden kundskab er den kundskab om Gud, som vi har ved Jesu Kristi åbenbaring i evangeliet, overordentlig fremragende og herlig. Det er den sammenlignet med enhver kundskab om Gud, som ellers kunne nås, eller som blev givet i loven under Den Gamle Pagt, som kun havde skyggen af de gode ting, ikke selve billedet af dem. Det udfolder apostlen udførligt i 2 Kor 3. Kristus har nu i disse sidste dage åbenbaret Faderen ud fra hans egen favn, forkyndt hans navn og gjort hans sind, vilje og råd kendt på en langt klarere, mere fremragende og tydeligere måde end før, mens han holdt sit folk under lovens opdragelse. Og det er for det meste det, der menes med de steder, der blev nævnt ovenfor. Den klare og gennemskuelige fremstilling og forkyndelse af Gud og hans vilje i evangeliet bliver udtrykkeligt ophøjet sammenlignet med enhver anden måde, han har åbenbaret sig på.

[3.] Forskellen mellem troende og vantro, når det gælder kundskab, ligger ikke så meget i indholdet af deres kundskab som i måden, de kender på. Nogle vantro kan vide mere og være i stand til at sige mere om Gud, hans fuldkommenheder og hans vilje end mange troende. Men de kender intet, som de burde, intet på den rette måde, intet åndeligt og frelsende, intet i et helligt, himmelsk lys. En troendes fortrin er ikke, at han har en vid forståelse af tingene, men at han ser det, han forstår – og som måske er meget lidt – i lyset fra Guds Ånd, i et frelsende lys, der forvandler sjælen. Og det er det, der giver os fællesskab med Gud, ikke spekulerende tanker eller nysgerrigt udtænkte begreber.

[4.] Ved sit ord og sin Ånd åbenbarer Jesus Kristus for hjertet hos alle sine Gud som Fader, som en Gud i pagt, som en, der belønner, i enhver henseende tilstrækkeligt til at lære os at adlyde ham her og til at føre os til hans favn, så vi kan ligge dér og nyde ham i evighed. Men alligevel:

[5.] Trods alt dette er det kun en lille del af ham, vi kender; vi ser kun hans bagside. For:

For det første. Hensigten med al evangeliets åbenbaring er ikke at afdække Guds væsensmæssige herlighed, så vi kunne se ham, som han er, men blot at forkynde så meget om ham, som han ved er tilstrækkeligt til at være grundlaget for vores tro, kærlighed og lydighed og for, at vi kommer til ham – det vil sige for den tro, som han venter af os her, og for den tjeneste, der sømmer sig for stakkels skabninger midt i fristelser. Men når han kalder os til evig beundring og betragtning uden afbrydelse, vil han give sig til kende på en ny måde, og tingenes hele skikkelse, sådan som den nu ligger for os, vil forsvinde som en skygge.

For det andet. Vi er sløve og tunge i hjertet, når vi skal tage imod det, der er åbenbaret i Ordet. Ved vores skrøbelighed og svaghed holder Gud os i stadig afhængighed af sig, så vi må have hans undervisning og hans åbenbaring af sig selv ud fra hans ord. Han bringer aldrig i denne verden nogen sjæl så langt, som det overhovedet er muligt at udfolde og afdække ud fra Ordet. Så selv om åbenbaringens vej i evangeliet er klar og tydelig, ved vi alligevel kun lidt om de ting selv, der er åbenbaret.

Lad os da tage denne betragtning i brug igen og huske hensigten med den: Vil en ret forståelse af Guds ufattelige storhed og af den uendelige afstand, vi står i fra ham, ikke fylde sjælen med en hellig og ærefrygtig frygt for ham, så den holdes i en tilstand, hvor ingen lyst overhovedet kan trives eller blomstre? Lad sjælen hele tiden vænne sig til ærefrygtige tanker om Guds storhed og allestedsnærværelse, så vil den være meget på vagt over for enhver upassende adfærd. Tænk på ham, som du har med at gøre – ja, «vores Gud er en fortærende ild». Og når du står mest beskæmmet over for hans nærvær og hans øje, så vid, at selve din natur er for snæver til at rumme forestillinger, der svarer til hans væsensmæssige herlighed.