Bog 1, kapitel 8: Nåden genopretter Guds værk sådan, at den ikke tager den frie vilje bort, men tværtimod helbreder netop gennem den

For i Adam var naturen uden fejl; men ved viljens ulydighed pådrog han sig mange onder og overførte dem til sine efterkommere, hvor de skulle mangfoldiggøres mere og mere. At disse onder bliver overvundet og gjort til intet, virkes kun af Frelserens nåde, som genopretter sit eget værk ved sit eget værk. For som apostlen Johannes siger: «Derfor er Guds Søn blevet åbenbaret for at gøre en ende på Djævelens gerninger» (1 Joh 3,8). Og således sprænger han fangens lænker, således klæder han den udplyndredes nøgenhed, således læger han den såredes sår, at det, han virker i ham, også udføres gennem ham. Det gavner jo ikke mennesket at kæmpe mod sin fjende uden en beskytter. For det er ham, der engang overvandt det, som det har kampen med. Derfor må det ikke stole på sine egne kræfter, som ikke holdt stand, selv da de var uskadte; men det skal søge sejren ved ham, som alene aldrig er blevet overvundet, og som har sejret for alle. Og når det søger, skal det ikke tvivle på, at det har fået selve lysten til at søge fra ham, som det søger. Og fordi det drives af Guds Ånd (Rom 8,14), skal det ikke tro, at det derfor ingen fri vilje har. Den mistede det ikke engang dengang, da det af egen vilje overgav sig til Djævelen; af ham blev viljens dømmekraft fordærvet, men ikke taget bort. Det, der altså ikke blev dræbt af ham, der sårede, tages heller ikke bort af ham, der helbreder: Såret læges, naturen fjernes ikke. Luthersk note: Prosper taler her om viljen som en evne, der er fordærvet, men ikke ophævet, og som helbredes af nåden alene. Konkordieformlen II godtager kirkefædrenes tale om den frie vilje i denne betydning (at viljen ved Guds nåde kan blive virkelig fri), men understreger, at det ugenfødte menneske ingen fri vilje har i åndelige ting og ikke af egne kræfter kan vende sig til Gud. Men det, der gik tabt i naturen, kan kun genoprettes af naturens ophavsmand; hos ham er det, naturen mistede, ikke gået tabt. [Migne henviser her til Prosper selv, Mod Collator (Contra Collatorem), kap. 26.] For visdommen er evig, sandheden evig, godheden evig, retfærdigheden evig; kort sagt er lyset for alle dyder evigt, og alt, hvad dyd er, er Gud. Virker han ikke i os, kan vi ikke få del i nogen dyd. For uden dette gode er intet godt, uden dette lys er intet lyst, uden denne visdom er intet sundt, uden denne retfærdighed er intet ret. For Herren siger ved Esajas: «Jeg, jeg er Gud, og der er ingen ud over mig, som frelser» (Es 43,11); og Jeremias siger: «Jeg ved, Herre, at mennesket ikke råder over sin vej, og at det ikke står til en mand at styre sin gang» (Jer 10,23). For det dødelige menneske, der er født efter kødet af den slægt, som blev fordømt i Adam, når ikke frem til den nye slægts åndelige værdighed, medmindre Helligånden leder det. Ja, det stræber ikke engang efter den med nogen længsel, hvis det ikke har fået selve længslens glød fra Gud. Om den siger Herren: «Jeg er kommet for at kaste ild på jorden, og hvad vil jeg andet, end at den skal brænde?» (Luk 12,49). Men denne ild er kærligheden til Gud, som den, der elsker verden, ikke kan fatte med sit fangne hjerte. For han er fuld af kærlighed til forfængelige ting. Og selv om han til en vis grad kunne undgå dem og med sin forstand nå ud over det timelige og synlige til det evige og usynlige, og selv om han holdt op med at dyrke afgudsbilleder og ophørte med at tilbede himlen og jorden og alle denne verdens elementer, så vil han dog ikke fatte troen på Kristus og kærligheden til ham, fordi han forvirres af netop hans ydmyghed; og ved sin egen dømmekraft vil han ikke overvinde den forargelse, som Herrens fødsel og død vækker. For fordi verdens visdom stod imod Guds visdom, behagede det Gud at frelse dem, som tror, ved forkyndelsens tåbelighed (1 Kor 1,21), for at de selvsikres hovmod skulle blive forblindet. Derfor mener de, der er opblæste af verdslig lærdom, at Kristi kors snarere er til at le ad end til at tilbede; og jo højere en mand stiger op i de menneskelige videnskabers lærebygning, desto mere ringeagter han det lave og svage i vores forkyndelse.

Det er ikke underligt, at hedningernes filosofi står imod evangeliet om Kristi kors, når endog den jødiske lærdom stritter imod det. Hverken lærde eller ulærde, af hvilken slægt eller stand de end er, føres altså til Gud ved menneskelig fornuft; men ethvert menneske, der omvender sig til Gud, bevæges først af Guds nåde. For mennesket er ikke sit eget lys og tænder ikke sit hjerte med strålen fra sit eget lys. For hvis den salige Johannes, og der er ikke født noget menneske, som er større end han, ikke var lyset, fordi han ikke lyste ved sin egen glans, men havde fået det at være et lys fra det sande lys, som oplyser ethvert menneske, der kommer til verden (Joh 1,9) – hvem skulle så alene ved sin egen dømmekraft kunne bryde igennem så mange stridende meninger, så mange vanens lænker, så mange nedarvede fordomme, og når lærerens røst blot lyder udefra, kun have det fra nåden, at han hørte, men alt fra viljen, at han troede? Hvis det var sådan, ville der ikke være nogen forskel mellem nåde og lov, og tilgivelsens Ånd ville ikke give nogen liv, hvis bogstaven, der slår ihjel, blev ved at bestå. For loven, som befaler, at noget skal gøres eller ikke gøres, giver ikke selv, at det sker eller ikke sker; for dens strenghed tjener man ikke i frihed, men i frygt. Men Herren, som kom, ikke for at nedbryde loven, men for at opfylde den (Matt 5,17), gjorde lovens befaling virksom ved nådens hjælp og tog straffen bort ved at mangfoldiggøre sin barmhjertighed, så han ikke straffede synden ved at hævne den, men udslettede den ved at tilgive den. Derfor befriede han både ved sandheden og ved nåden den kvinde, der havde begået hor og efter lovens bestemmelse skulle stenes. For da de, der skulle fuldbyrde budet, blev skræmt af deres samvittighed og havde efterladt den skælvende anklagede under hans dom, som var kommet for at opsøge og frelse det fortabte (Luk 19,10), bøjede han sig ned – det vil sige: Han steg ned til det menneskelige og bøjede sig ind i værket med at genskabe os – og skrev med fingeren på jorden (Joh 8,6) for ved nådens forordninger at gøre budenes lov virkningsløs og vise, at det var ham, der havde sagt: «Jeg vil lægge mine love i deres sind, og i deres hjerte vil jeg skrive dem» (Jer 31,33). Det gør han i sandhed hver dag, når han lægger sin vilje ind i de kaldedes hjerter, og når sandheden i barmhjertighed med Helligåndens griffel skriver det om, som Djævelen af misundelse har forfalsket på sjælens sider.

Når Guds ord altså ved prædikanternes tjeneste føres ind i de legemlige ører, blandes den guddommelige krafts virke med lyden af den menneskelige røst, og han, som har sat evangeliets forkynder i gang med hans tjeneste, har også styrket tilhørerens hjerte. For Ordets føde bliver sød for sjælen, det gamle mørke fordrives af nyt lys, og det indre blik befries fra den gamle vildfarelses tåge. Sindet går over fra én vilje til en anden; og selv om den vilje, der fordrives, tøver og holder igen, tilegner den vilje, der fødes, sig dog alt det bedste, så syndens lov og Guds lov har hver sin adskilte bolig i det samme menneske. Og når kødet begærer mod Ånden, og Ånden også står imod kødets begær (Gal 5,17), kan fristeren nok vove at lure på ham udefra, men sindet, der er værnet af Guds hjælp, får overtaget. For det er til stor gavn for de troende, at der er levnet stof til kamp, for at helligheden ikke skal blive hovmodig, når svagheden bliver angrebet. Derfor siger også apostlen: «For at jeg ikke skal blive hovmodig på grund af mine store åbenbaringer, blev der givet mig en Satans engel, for at han skulle slå mig. Derfor bad jeg tre gange til Herren om, at han måtte forlade mig; men han sagde til mig: ’Min nåde er dig nok, for kraften fuldendes i svaghed’» (2 Kor 12,7–9). Så lad Herren søge sit billede, og lad den gode hyrde finde det vildfarne får; lad ham ikke holde sig for god til at bære det syge får, der længe har været udmattet i det vejløse land, på sine skuldre og frelse det, ikke blot ved at kalde det tilbage, men også ved at bære det. Lad Herren søge sit billede, og lad ham tørre alt det snavs af, som har sat sig fast på det, og gøre det menneskelige hjertes spejl klart. For der står skrevet: «Hvem kan gøre den ren, som er undfanget af uren sæd? Mon ikke du, som alene er det?» (Job 14,4). Lad Herren søge sit billede, så den nåde, der genskaber det, kan ses i dets fornyelse og retfærdiggørelse, sådan som apostlen Paulus bevidner, at det skete med ham selv, når han siger: «Men jeg var personlig ukendt for menighederne i Judæa, som var i Kristus. De hørte blot, at han, som før forfulgte os, nu forkynder den tro, som han før forsøgte at udrydde; og de priste Gud på grund af mig» (Gal 1,22–24). Sådan havde det kristne folk dengang lært det, og sådan troede kirkens første kristne, som var ét hjerte og én sjæl (ApG 4,32): Når de så nogen vende om fra vildfarelse til erkendelse af sandheden, priste de Gud og bekendte, at den omvendtes tro var en gave fra Gud. Også Herren selv lærte sine disciple, som skulle være alle folkeslags lærere, det samme, da han sagde: «Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de skal se jeres gode gerninger og prise jeres Far, som er i himlene» (Matt 5,16).