Bog 1, kapitel 14: I Guds gerningers husholdning er der meget, hvor kun virkningerne vises, mens årsagerne er skjulte

For i Guds gerningers husholdning er der meget, hvor kun virkningerne vises, mens årsagerne er skjulte. Det, der sker, ligger åbent, men ikke hvorfor det sker. Selve sagen er stillet frem for alle, mens begrundelsen er trukket ind i det skjulte. På den måde holdes i samme sag både formastelsen over for det uransagelige nede, og løgnen om det åbenbare gendrives. For selv om jeg ikke ved, hvorfor den ene bliver skabt græker og den anden barbar; hvorfor den ene bliver født i rigdom og den anden i fattigdom; hvorfor den ene løftes op af en stor og stærk krops skønhed, mens den anden vansires af svage, sammenskrumpede lemmer; hvorfor den ene, født af katolske forældre, vokser op i sandhedens vugge, mens den anden, der er kætteres afkom, suger vildfarelsens gift i sig sammen med selve modermælken; og selv om jeg endelig ikke kan afgøre tusind andre forskelle i kroppens skikkelse, i sindets egenskaber, i tidernes kår og i landenes skikke – så er jeg ikke derfor uvidende om, at Gud er den, der har skabt og ordnet alt dette. Han har jo skabt hvert enkelt menneskes krop og ånd sådan, at han – ud over den forskel, som siden følger af hver enkelts egen stræben og vilje – allerede har gjort selve begyndelsen på deres tilværelse forskellig i et utal af uligheder. Men mange tomme snakkeres meninger ville forvirre os og trække os i hver sin retning, som formastede sig til at slå upassende ting fast om det, der ikke kan kendes, og tilskrev disse medfødte uligheder skæbnen (som ikke findes) og stjernerne – hvis vi ikke med den mest sikre viden holdt fast ved, at Gud, Skaberen, af de oprindelige elementer former hvert eneste kar, som han vil, og afstemmer sjælenes ene natur og kroppenes ene natur efter de mål, han finder for godt. Disse Guds gerninger ville ikke være unddraget den menneskelige forstand, hvis de skulle kendes; og det ville blive åbenbaret, hvorfor hver ting skete sådan, hvis det ikke var nok at vide, at den skete sådan.

Herren siger til Moses: «Hvem har givet mennesket mund, og hvem gør stum og døv, seende og blind? Er det ikke mig, Herren Gud?» (2 Mos 4,11). Og gennem Esajas: «Er det ikke mig, der har gjort frugtbar og ufrugtbar? siger Herren» (Es 66,9). I Siraks Bog læser man: «Godt og ondt, liv og død, fattigdom og anseelse kommer fra Gud» (Sir 11,14). Og Job siger: «Røvernes telte har overflod, og de udfordrer frækt Gud, skønt det er ham, der har givet alt i deres hænder» (Job 12,6). Og da han taler om fremgang og nedgang i alle menneskelige forhold og henfører alle forandringer til Guds domme, siger han: «Hos ham er visdom og styrke, han har råd og forstand. Bryder han ned, er der ingen, der bygger op; lukker han et menneske inde, er der ingen, der åbner. Holder han vandet tilbage, tørrer alt ud; sender han det ud, omstyrter det jorden. Hos ham er styrke og visdom; han kender både den, der bedrager, og den, der bliver bedraget. Han fører rådgivere til en tåbelig ende og dommere til rådvildhed. Han løser kongernes bælte og binder et reb om deres lænder. Han fører præsterne bort uden ære og vælter stormændene, han forvender de pålideliges tale og tager de gamles indsigt bort. Han udøser foragt over fyrsterne og løfter dem op, der var undertrykt. Han afdækker dybe ting fra mørket og fører dødsskyggen frem i lyset. Han gør folkene mange og ødelægger dem, og når de er styrtet, genopretter han dem helt. Han forvandler hjertet hos jordens fyrster og bedrager dem, så de vandrer forgæves af vejløse stier. De skal famle som i mørke og ikke i lys, og han får dem til at rave som drukne» (Job 12,13–25). Og igen siger han, at Guds vilje ikke kan gøres virkningsløs: «For han er den eneste, og ingen kan vende hans tanke bort; og hvad hans sjæl vil, det sker» (Job 23,13).