Bog 2, kapitel 14: Ved syndfloden og siden frem til Kristus blev den guddommelige nådes gerninger åbenbaret og den kristne nådes undere forudbetegnet, selv om den overflod af nåde, som nu vander verden, ikke strømmede lige så rigeligt

Hvor store gerninger af den guddommelige nåde der blev åbenbaret ved bevarelsen af Noa, hans sønner og svigerdøtre (1 Mos 7), i hvem kimen til alle folkeslag blev lagt, viser Den Hellige Skrift. I arken med dens forunderlige rummelighed, der tog imod alle slags dyr, så mange som behøvedes til genoprettelsen, afbildes kirken, som skulle samle hele menneskeslægten til sig. Ved træet og vandet åbenbares forløsningen ved Kristi kors og genfødslens afvaskning. I dem, der blev frelst ud af verdens ødelæggelse, velsignes alle folkeslags fylde. Frugtbarhedens gave gives på ny, og friheden til at spise, hvad man vil, udvides, så der kun er forbud mod at spise det kvalte og blodet; og sikkerheden for frelse stadfæstes i vidnesbyrdet fra den mangefarvede bue, det vil sige i tegnet på den mangfoldige nåde (1 Mos 9). Disse hemmeligheder og sakramenter belærte i hvert fald ikke kun de ganske få mennesker af én eneste familie, som levede dengang, men i dem også alle deres efterkommere, så det, der blev givet forældrene til belæring, kom børnenes kundskab til gode. Da menneskeslægten siden voksede og bredte sig, og de dødeliges store mængde blev hovmodig over sin formering og efter sit hovmods højde ville sætte en umådelig bygning op i himlen (1 Mos 11), hvor forunderlig var da ikke den guddommelige retfærdigheds straffedom, der skulle tæmme denne frækhed? Den forvirrede disse folks ene sprog, som stemte overens i betydninger, de alle kendte hos hinanden, og delte det i tooghalvfjerds forskellige sprog. Så gik enigheden tabt blandt arbejdernes uforståelige stemmer, og det vanvittige byggeforetagende faldt fra hinanden; og den onde forsamlings belejlige spredning gav den jord, der skulle bebos, indbyggere. Men i dette værk af Guds forsyn blev den kristne nådes undere ordnet på forhånd, den nåde, som skulle føje hele denne spredning sammen i den bygning, hvor hvert knæ bøjer sig for Gud, og hver tunge bekender, at Jesus er i Gud Faders herlighed (Fil 2,10–11).

Denne nådes bredde, som skulle åbenbares, når de fastsatte tider var fuldendt, blev allerede vist med tydeligere tegn ved Guds løfte til Abraham. Hans dobbelte efterslægt, nemlig kødets børn og løftets børn (Rom 9,8), blev sammenlignet med sandkornenes og stjernernes mængde; og den gamle mand, som på grund af sin hustrus mangeårige barnløshed ikke længere havde håb om afkom, troede med en prisværdig tro, at han ved én søns afkom skulle blive far til en verden. Han så frem til ham i sit afkom, ja, han så ham, han som sagde: «Abraham så min dag og glædede sig» (Joh 8,56). Da Abraham blev retfærdiggjort ved denne tro, havde han endnu ikke fået budet om omskærelse; men mens han var uomskåret, som han var født, blev hans tro regnet ham til retfærdighed (Rom 4,9–10). Og den samme tro fik omskærelsens segl på det legemslem, gennem hvilket slægtens sæd skulle nå frem til det kød, hvori Guds Søn, Gud Ordet, uden kødelig sæd skulle blive kød og fødes af Abrahams datter, Jomfru Maria. Og alle, som genfødt i Kristus ved Helligånden kom til at tro det, Abraham troede, blev optaget i fællesskabet med denne fødsel. Men før det afkom kom, om hvilket der blev sagt til Abraham: «I dit afkom skal alle jordens folk velsignes» (1 Mos 22,18), var denne tro begrænset til folket af én eneste stamme, mens håbet om vores forløsning levede hos de sande israelitter. For selv om der var nogle af fremmed herkomst, som sandheden i lovens tid fandt for godt at oplyse, var de dog så få, at man knap kan vide, om der overhovedet var nogen. Og de folkeslag, som var udelukket fra Israels fællesskab, uden håb og uden Gud i denne verden (Ef 2,12), og som gik til grunde i uvidenhedens mørke, er ikke undskyldt af den grund, at denne overflod af nåde, som nu vander hele verden, ikke tidligere strømmede lige så rigeligt.