Hvordan prædikenen skal foregå

Prædikenen af evangeliet tjener os til at få Guds Ånd og den evige salighed, og i den står prædikanterne særligt i Kristi sted, som han selv har sagt i Luk 10: «Den, som hører jer, hører mig.» Derfor må de ikke nøjes med at lade ordet komme frem på en hvilken som helst måde. Med retskaffenhed skal de føre det frem på passende vis som Guds ord og fremsige det som fra Gud og for Guds ansigt ved Jesus Kristus, så de på ingen måde forvansker det, hverken ved tilføjelser eller udeladelser.

Først skal den, som skal prædike, formane folket til at påkalde Guds hjælp. Dernæst skal han læse den tekst, som skal forklares, og derefter udlægge den. Han må ikke trække sin prædiken ud over en time.

Han må heller ikke stå og sige, hvad han selv har lyst til; det, der hører til sagen, skal han fremholde med klare og letforståelige ord.

Frem for alt skal han holde sig fra enhver form for skældsord og hån og ikke nævne nogen ved navn. Han skal kun påtale synden i almindelighed og kun det, han har hørt og ved med sikkerhed. Det, han ikke har hørt noget om, skal han tie om.

Han må heller ikke tale hadefuldt om papisterne, medmindre formaning og eksempel tvinger ham til det.

Når prædikenen er slut, skal prædikanten igen opfordre folket til at bede for alt, hvad det åndelige og det verdslige liv har brug for, og for alt andet, der er behov for, men allermest for vor nådige herre og konge: at Gud ved ham vil beskærme os og give det hellige evangelium dets rette fremgang, så vi under hans nåde i fred kan fremme Guds ære.

Så skal hele menigheden bede Pater noster (Fadervor).

Når Fadervor er bedt, skal skolemesteren begynde en dansk sang, især om fred, og synge den til ende sammen med hele menigheden.

Er der en særlig nød, synger man i stedet en salme om, at Gud nådigt vil vende den bort fra os, eller man læser litaniet og derefter en kollekt om den samme nød, og folket svarer amen.

Derefter følger formaningen, som er omtalt ovenfor under messen.

Man skal her være opmærksom på, at det sædvanlige litani skal synges mindst én gang om ugen efter prædikenen, på den dag sognepræsten vælger.

Om søndagen skal der i købstæderne altid prædikes over søndagens sædvanlige evangelium, ved ottesangen tidligt om morgenen af kapellanen og under messen af sognepræsten.

Men efter middagsmåltidet skal der altid prædikes over børnelærdommen for de unge såvel som for de gamle: først budene, dernæst troens artikler, derefter Fadervor og til sidst, hvordan sakramenterne er indstiftet og skal bruges. Dog skal der hver gang gøres et stykke færdigt, og til sidst skal man altid følge én fast og samstemmende udlægning, sådan som den står i Luthers Lille Katekismus.

Her må ingen vise sin visdom og skarpsindighed; alt skal gøres til kirkens opbyggelse, så man altid hører det samme fra alle, og folket kan blive så meget sikrere undervist, når læren er enig. Mens artiklerne i en del forklares hver for sig, skal hele delen altid fremsiges med alle sine artikler, men så langsomt, at de unge og alle de andre stille kan følge med for sig selv. Hver del skal begynde på sin egen særlige måde og slutte med de ord, der hører til, den ene såvel som den anden. Så snart børnelærdommen på den måde er gennemgået i alle sine dele, skal man altid begynde forfra.

I købstæderne skal der højst prædikes to gange om ugen, om onsdagen og fredagen, men opstår der et åbenbart behov, kan man godt tage to dage til.

Der skal ikke prædikes over andre bøger end dem, som er lette og nyttige, for eksempel søndagenes epistler eller noget lignende, så man ud fra dem kan formane folket til sand omvendelse, sand gudsfrygt, ret tillid til Gud og sande gode gerninger.

For troen kan ikke være ret uden omvendelse, og omvendelsen heller ikke uden troen. Kristus vil have dem begge prædiket sammen (Luk 24).

Vi har dog intet imod, at man i de byer, hvor der bor mange mennesker, også prædiker dagligt over andre bøger, blot det, der behandles, kan tjene til opbyggelse.

I landsbyerne skal der ligeledes altid om søndagen prædikes en halv time over det sædvanlige evangelium, og den anden halve time skal bruges til at forklare børnelærdommen. Hvis nogle af de nuværende sognepræster på landet ikke kan prædike ret, som det sig hør og bør over for Gud, må de læse op ord for ord for deres folk af danske postiller, både udlægningen af evangeliet og forklaringen af børnelærdommen. Men de skal med tiden vænne sig til selv at prædike og tale, så de ikke gør det, som man i kærlighed bærer over med hos dem for en tid, til et påskud for magelighed.

Hver søndag skal landsbypræsterne forklare én artikel af en af børnelærdommens dele. Så længe de er ved én del, skal de også (som det før er sagt om købstæderne) altid fremsige hele delen. Når de for eksempel er ved budene og skal forklare ét af dem, skal de alligevel læse alle de andre op, selv om der ikke udlægges mere end det ene. Det samme gælder troens artikler og Fadervor.

De skal læse artiklerne så tydeligt og roligt op, at enhver blandt bondefolket stille for sig selv kan sige dem efter.

Men hver del af børnelærdommen skal de altid afslutte med den faste og korte udlægning, som står i Luthers Lille Katekismus, og de må ikke gøre det anderledes. Hver af de seks dele, som børnelærdommen indeholder, skal de altid begynde og slutte med en tydelig indledning og afslutning, og sådan skal det altid være. Derfor skal børnelærdommen også begyndes forfra, så snart den er gennemgået én gang.

Efter prædikenen skal prædikanterne sørge for, at der altid bliver bedt for vor øvrighed, for den almindelige nød og for, at Guds rene ord frit må få fremgang, så enhver af hele sit hjerte og sind beder et Fadervor til Gud.

Til sidst skal der synges en dansk sang eller det sædvanlige litani med en kollekt, hvis den fælles nød kræver det.

Ved Kristi tre største højtider, juleaften, påskeaften og pinseaften, skal der prædikes et kvarter ved aftensangen, men det skal kun ske i købstæderne. På de samme højtider skal der i tre dage prædikes om højtiden, også om eftermiddagen.

På de andre højtider, som er nytårsdag, Epiphaniæ, som kaldes helligtrekongersdag, kyndelmisse, Marias bebudelsesdag, Vor Herres himmelfartsdag, Marias besøgelsesdag, Sankt Hans Døbers dag, Sankt Mikaels dag og allehelgensdag, skal der kun prædikes om dagen og ikke aftenen før, medmindre man ønsker det.

Flere højtider end disse og søndagene holder vi ikke. I løbet af året er der nogle særlige prædikener, som på Sankt Stefans dag: Da skal der prædikes om diakoner, og samtidig skal der tales om Sankt Laurentius' eksempel, så folket kan få indprentet en særlig omsorg for de fattige.

På Sankt Hans' dag, som falder tredje juledag [apostlen Johannes' dag, 27. december], skal der prædikes om de forskellige kald, så enhver passer sit kald og holder det for så betroet, at han ikke forlader det.

Søndagen Esto mihi, det vil sige fastelavnssøndag, skal man læse evangeliet i Matt 3 om vor Herre Jesu Kristi dåb, og den dag skal alt det forklares, som dåbens sakramente indebærer.

Skærtorsdag skal Kristi legemes og blods sakramente forklares. Hvis nogen da vil modtage nadveren, skal alt med sang og læsning foregå efter søndagens skik og orden.

Folket skal blot omhyggeligt formanes til ikke at tage sakramentet af ren vane på den tid, bare fordi det nu er tiden for det.

Om aftenen skal der også tales lidt om fodvaskningen: hvordan Kristus vaskede disciplenes fødder, og ligeledes om den angst, han følte i haven, før han gik i døden.

Langfredag morgen efter børnesangen, når hele folket sammen har sunget den danske sang til ende, skal prædikanten gå op og læse hele lidelseshistorien højt, stykke for stykke, sådan som den er sammenskrevet af de fire evangelister ved doktor Hans Pomer [Johannes Bugenhagen, kaldet Pomeranus], indtil beretningen om opstandelsen.

Han skal begynde sådan: «Dette er vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie, sådan som den er nedskrevet af de fire evangelister.

Da vor Herre Jesus Kristus efter nadveren havde takket, gik han over bækken Kedron osv.»

Derefter må han i en halv time vise folket, hvordan man skal bruge hans lidelse, og efter middagsmåltidet fortsætte med at forklare de øvrige stykker af lidelseshistorien osv.

Ønsker nogen også at modtage nadveren samme dag, skal de have lov til det. Men hele den del af messen, som plejer at komme før prædikenen, kan udelades, så man efter prædikenen begynder med formaningen og lader Pater noster følge straks efter.

Søndagen Quasimodogeniti, første søndag efter påske, skal der af den grund, som evangeliet i Joh 20 giver, prædikes om den hellige kirkes nøgler, magt og myndighed.

På Sankt Hans Døbers dag skal man prædike om den mundtlige prædiken af Guds ord imod de gendøbere, som praler så meget med profetordet «Erunt theodidacti» [lat. «De skal være oplært af Gud», Joh 6,45, jf. Es 54,13]. De siger, at enhver skal læres af Gud selv, og derfor foragter de den mundtlige prædiken og vil lægge alle skoler øde. Historien om Sankt Hans må dog ikke træde i baggrunden. Den – om hans undfangelse, fødsel, prædiken og halshugning – kan ikke godt nås i én prædiken, og derfor kan noget af den gemmes til en anden gang. Samme dag må man gerne synge «Psallite regi» osv. [lat. «Lovsyng kongen», sekvensen til Johannes Døbers dag].

På allehelgensdag skal der prædikes om den rette kristne tro, som Guds hellige havde, og om, hvordan man skal efterfølge dem, så den hellige kirke kan forstå, hvordan de hellige kan æres på gudfrygtig måde uden påkaldelse og uden nogen falsk dyrkelse.

På Sankt Mikaels og alle englenes dag skal der holdes en fælles taksigelse for al den afgrøde, man har fået det år. Som taksigelse skal hele menigheden straks efter prædikenen med inderlig andagt synge Te Deum laudamus (Dig, Gud, lover vi) osv.

Så skal der hele dagen, både om formiddagen og efter middagsmåltidet, prædikes om englene: hvilket gavn vi har af deres tjeneste, og hvorfor man med god grund altid skal takke Gud.