Om at holde helligdage

Når der her skal holdes særlige helligdage, er det ikke for dagenes egen skyld, men for at ordet kan blive prædiket, og for at alle de stykker, som evangeliet indeholder, kan blive forklaret til gavn osv.

Vi vedtager ingen helligdage (som før sagt) ud over de sædvanlige søndage, så folk én gang om ugen kan hvile sig fra arbejdet, høre Guds ord, modtage sakramenterne sammen med hinanden, bede om alt, hvad de har brug for, og takke Gud for hans velgerninger.

Kristi tre store højtider holder vi hellige i tre dage i træk af hensyn til historien om Kristus.

Ligeledes nytårsdag, helligtrekongersdag og kyndelmisse.

Marias bebudelsesdag. Falder den i dymmelugen (den stille uge), skal den efter gammel skik holdes lørdagen før palmesøndag.

Vor Herres himmelfartsdag.

Marias besøgelsesdag med dens sædvanlige evangelium, men epistlen skal læses fra profeten Esajas, kapitel 11: «Der skal skyde en kvist frem osv.», og den slutter ved: «og hans hvilested skal blive herligt osv.» [Es 11,1–10].

Sankt Hans Døbers højtid.

Sankt Mikaels dag som en taksigelsesdag.

Og allehelgensdag.

Apostlenes dage skal kundgøres fra prædikestolen og flyttes, sammen med Maria Magdalenes og Sankt Laurentius' dag, til den søndag, der følger nærmest efter dem. På Maria Magdalenes dag må man gerne synge sekvensen «Laus tibi Christe» osv. [lat. «Lov være dig, Kristus»].

Dog skal alt på disse søndage læses, synges og prædikes efter det, der hører til søndagen. Kun skal man til sidst i prædikenen minde om det, Skriften måtte sige sikkert og sandt om dem, og som man kan tage eksempel af, så man tror på Gud, elsker sin næste og tålmodigt bærer det hellige kors.

Men hvor der prædikes hver dag, er det frit at gennemgå det pågældende evangelium eller den pågældende historie på selve dagen.