Hvordan man skal begrave de døde

For de dødes begravelse regnes også blandt barmhjertighedsgerningerne; derfor skal kirkens tjener ikke blive træt af at gå derhen, når han bliver kaldet.

Når en kristen er død i Herren og nu bæres til graven, må man lade ringe, og de, der vil have ringet, skal give den penning til kirkens bygning, som man før plejede at give. Og det ikke for de dødes skyld, men for at vække de levende. Og hvor der er skoler, må skoledrengene (peblingene) gå foran liget og synge enten Benedictus [Zakarias' lovsang, Luk 1,68–79] eller salmen:

Vor Gud han er så fast en borg osv., Af dybsens nød, Miserere (Sl 51) osv.

Med antifonen «Mens vi lever på jorden her» osv. [den danske gengivelse af antifonen «Media vita in morte sumus»], eller andre danske salmer. Men hvor der ikke er skoler, dér må de, der har ladet liget bære ud, følge efter det i stilhed.

Når man så er kommet til graven, lægger man liget ned og kaster jord på; imens må børnene synge sammen med folket:

Vi tror allesammen på én Gud osv.

Og Nunc dimittis [Simeons lovsang, Luk 2,29–32] på dansk.

Så skal prædikanten (hvis han har tid og er blevet bedt om det) holde en formaning til folket over et sted hos Sankt Paulus eller et andet sted i Skriften med ord som disse:

Kære brødre og søstre, da vi hører og ser osv. Og til sidst bede dem alle om at falde på knæ og bede Pater noster (Fadervor), så vi alle kan forblive bestandige i troen både i liv og død.