Om øvelserne i skolerne

Om morgenen fra klokken seks til klokken otte skal der øves flittigt i grammatik i hele skolen.

Først med hensyn til ordene, så man kan kende deres rette oprindelse. Dernæst deres rette betydning, så man ved, hvordan ordene hænger rigtigt sammen. Og til sidst, så man lærer at sætte accenterne rigtigt og ved, med hvilken tone hver stavelse skal udtales og fremsiges – alt efter hvad eleverne i hver klasse er i stand til at begribe.

Denne øvelse skal altid foregå sådan, og derfor skal man altid begynde forfra, når man er færdig, så de unge kan blive godt øvet i den og få sans for den rette grammatiske form.

Derfor handler de meget uklogt med børnenes lærdom, når de forbyder dem at gå til reglerne og mener, at grammatik kan læres bedre på en anden måde.

Når klokken slår otte, skal eleverne fra de øverste klasser gå i koret, og imens skal de nederste overhøres i skolen.

Når de så er kommet tilbage fra kirken, skal de sammen læse katekismen op med afdæmpet stemme og derefter gå hjem. Fra klokken tolv til klokken et skal børnene kun synge, så de ikke blot lærer at synge af vane, men efter den rette kunst – og heller ikke kun efter enstemmige noder, men også diskant [flerstemmig sang].

Klokken et skal hver af de tre klasser have sin øvelse for sig selv: anden klasse i Æsop, tredje klasse i Terents og fjerde klasse i Vergil.

Når klokken slår to, skal eleverne fra de øverste klasser igen gå i koret, og imens skal de nederste igen overhøres.

Klokken tre og fire skal klasserne igen deles, så hver har sin øvelse for sig selv.

Anden klasse øver sig i Paedologia [Petrus Mosellanus' latinske samtaler for skolebørn], og da lærer eleverne det ordsprog, som de skal sige op om morgenen.

Tredje klasse øver sig i Ciceros korteste breve og lærer da de to vers, som de skal sige op om morgenen.

Fjerde klasse øver sig i Ciceros «Om pligterne» (De officiis), og desuden skal eleverne have nogle vers af Vergil for, som de skal lære udenad og sige op igen om morgenen.

Sådan skal det altid være mandag, tirsdag, torsdag og fredag – dog med den undtagelse, at børnene fra Simon og Judas' dag til kyndelmisse [fra 28. oktober til 2. februar] må komme i skole klokken syv om morgenen. De går hjem igen, når klokken slår fire om eftermiddagen, og går i koret, når den slår ni, alt efter skolemesterens skøn.

Onsdag morgen skal man overhøre dem i alle deres lektier, så det bliver en meget flittig øvelse.

Derefter skal de have et emne for, enten til breve eller til vers, som de skal aflevere til den fastsatte tid. Så har de fri, når sangen i kirken er forbi efter klokken otte, og skal ikke komme igen den dag, hverken i skolen eller i kirken. For det er jo, som digteren siger: «Hvad der ikke indimellem får hvile, kan ikke holde.» [Ovid, Heroides 4,89: «Quod caret alterna requie, durabile non est.»]

Men børnenes studier lykkes først, når der er gudsfrygt med, som Kristus også siger: «Søg først Guds rige» osv. [Matt 6,33], og som Gud også befaler i 5 Mos 6, at vi skal lære vore børn at frygte og dyrke Gud. Derfor skal lørdagen i hver uge bruges til, at børnene særligt beskæftiger sig med det, der hører til det hellige, så de i det hele taget kan lokkes og vænnes til gudsfrygt, tro og gode sæder.

Derfor skal hele børnelærdommen, det vil sige katekismen, først udlægges for dem på den mest enkle måde, det ene stykke efter det andet. For dem, der er kommet længere i forstand, kan man læse noget op af Det Nye Testamente, såsom Matthæusevangeliet eller nogle af Paulus' letteste breve, eller af Davids salmer eller Salomos Ordsprog, alt efter hvad børnene kan begribe, men på den mest enkle måde. Så kan de lære det, der hører til kristendommen, rent og ublandet og vænnes til at gennemskue hykleri, hvor det giver sig ud for sand gudsfrygt. Og for at børnene med desto større iver kan lægge vægt på at lære noget af Den Hellige Skrift, er det ikke nok at læse meget op for dem; man skal også holde dem til at lære det udenad.

Eleverne i anden klasse kan på enkel vis fremsige ordene i børnelærdommen, og eleverne i den næste klasse en enkel udlægning af dem.

Men de, der sidder i fjerde klasse, skal lære nogle af de bedste salmer og nogle særlige steder i Skriften. Dem skal skolemesteren også forlange som lørdagsarbejde, og eleverne skal sige dem op udenad, det ene efter det andet, så de ikke bliver glemt.

Derefter skal de gå til aftensang, og når den er forbi, kan de få fri. Det samme kan man gøre om aftenen før helligdage.

At vi nu har oprettet skoler i de små byer med en skolemester og en eller to hørere [underlærere], betyder ikke, at vi vil afskaffe eller forringe skolerne i de større købstæder, som er noget bedre og plejer at have en skolemester og fire eller fem hørere. For hvad skulle det være for en ordning? Nej, vi vil, at disse skoler med hjælp fra superintendenten, provsten, prædikanterne og byrådet skal komme på fode igen, så der kan blive flere klasser og mere og større øvelse for børnene, end der nogen sinde har været.

I de byer, hvor der hidtil har været flere latinskoler, skal man nu kun beholde én, og de andre skal nedlægges. Når de har fået skolen på fode igen, skal de sende os en plan for ordningen, så vi kan stadfæste den og lægge indtægter til, hvis der ikke er underhold nok til dem, der skal undervise.

Til disse skoler kan børnene sendes fra de nærliggende landsbyer og også fra de små byer, når de har lært noget hjemme og er kommet videre.

Vi vil også, at der i Holsten og vore andre fyrstendømmer ud over de almindelige skoler andre steder oprettes to anselige skoler på to egnede steder med en skolemester og fem eller seks hørere, helt efter forbillede af skolen i Hamborg. Det vil vi lægge vægt på, og det vil vi stadfæste.

Desuden skal skolemestrene med al flid lægge mærke til elevernes evner. Når børnene er over deres tolvte år, skal skolemestrene altid i god tro [usikker læsning i kilden: «y rette tromaal»; da-barth har «i rett tromol»] give forældrene besked om, hvem af dem der ikke ser ud til at komme videre med studierne, så de i tide kan sættes til et hæderligt erhverv et andet sted. Men de elever, som de mærker har gode evner, skal de holde i skolen indtil deres sekstende år.

Fra samme alder skal de nøje se efter, hvem af dem der vil kunne give det, de har fået ud af deres studier, videre til gavn for andre. De, der ser ud til at kunne det, skal ofres til Herren og sendes til universitetet [«almindelig studio», det vil sige studium generale], enten for egen regning eller på fællesskabets bekostning. Men de, der ikke lige så godt vil kunne gøre gavn på den måde, kan tages ud af skolen og sættes til et hæderligt verdsligt erhverv.

De såkaldte skriveskoler for drenge og piger og andre, der ikke egner sig til at lære latin, må øvrigheden sørge for. Dog skal forstanderne for disse skoler også sørge for, at sand gudsfrygt efterhånden bliver indgydt og grundfæstet i børnene gennem børnelærdommen.