Hvordan man skal tale varsomt om billeder

Skriften forbyder i 3 Mos 26 at lave billeder, men den tilføjer udtrykkeligt: «for at tilbede dem». Man må altså ikke have billeder i kirken for at tilbede dem. Men billeder af Kristus, af den salige jomfru, af patriarkerne, apostlene osv. må man med rette have til minde. De er nemlig nyttige, fordi de minder os om noget: Når jeg ser et billede af den korsfæstede eller af Kristus, der opstår, så kommer jeg straks til at tænke på Kristi frelsende død og hans herlige opstandelse – og det er sandelig både nyttigt og nødvendigt at mindes dette. Sådan skrev Gregor den Store til biskoppen i Marseille: «Hvad skriften er for dem, der kan læse, det er billedet for de ulærde.» Der er altså intet bud i Det Nye Testamente om, at billederne skal fjernes; vi kan bruge dem i kristen frihed, blot man vogter sig mod misbrug. For hvis der et eller andet sted fandtes et billede, som den uvidende og overtroiske hob strømmede til, ærede og søgte hjælp hos, så skal øvrigheden på det sted bestemt fjerne det, for at der ikke skal drives afgudsdyrkelse. Det har vi kong Hizkijas eksempel på: Han slog til sidst den kobberslange, som Moses havde lavet, i stykker på grund af misbruget, fordi det tåbelige folk var begyndt at vise den guddommelig ære og tilbede den, 2 Kong 18 [kilden har «4. Reg. 18» efter Vulgatas bognavne, hvor Samuels- og Kongebøgerne kaldes 1.–4. Kongebog. Her og i det følgende står henvisningerne efter Bibelen 1992.].