Hvordan en troende sjæl falder fra og bliver åndelig død

1. Vi taler altså ikke om en blot tilfældig snublen og vaklen på vandringen, hvor en troende af svaghed «bliver grebet i et fejltrin» (Gal 6,1), eller om en træghed og lunkenhed, som efterfølges af mørke og af, at Gud skjuler sit ansigt, men hvor livet og sindet forbliver det samme. Nej, vi taler nu om den allersørgeligste hændelse i Kristi kirke: at en troende sjæl, som var gjort levende og var salig, bliver åndelig død og vantro; at en sjæl, som var revet ud af mørkets magt og sat over i Guds elskede Søns rige og havde smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter og havde fået del i Helligånden, igen falder fra, igen «bliver indviklet i verdens besmittelse», «kaster en god samvittighed fra sig» og «lider skibbrud på troen» – at den salige forening med Gud hører op, og Ånden må vige.

2. At denne sørgelige hændelse virkelig finder sted, at virkelig omvendte sjæle igen falder helt fra, det bekræfter Skriften med de tydeligste ord og eksempler. For ikke at tale om de mange i Israel, som ligesom Alkimos, der «skændigt var faldet fra» (2 Makk 14,3), forlod Herren deres Gud, vil vi blot se, hvad Kristus selv og hans apostle siger om det. Kristus siger: «Når den urene ånd er faret ud af et menneske, vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile, men finder ingen. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg forlod. Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet. Så går den hen og tager syv andre ånder med sig, som er værre end den selv, og de går derind og tager bolig der. Og det sidste bliver værre for dette menneske end det første» (Luk 11,24–26). Peter siger: «For når de ved erkendelsen af Herren og Frelseren Jesus Kristus er flygtet fra verdens besmittelse og igen bliver indviklet i den og overvindes, da er det sidste blevet værre for dem end det første. Det havde været bedre for dem ikke at have kendt retfærdighedens vej end at have kendt den og så vende sig fra det hellige bud, som de havde taget imod. Det er gået dem efter det sande ordsprog: Hunden vender om til sit eget bræk, og soen, som er vasket, vælter sig igen i skarnet» (2 Pet 2,20–22). Paulus taler om «dem, som engang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, men er faldet fra og for deres eget vedkommende korsfæster Guds Søn på ny» osv. (Hebr 6,4–6). Han nævner også nogle bestemte frafaldne ved navn, såsom Hymenæus, Alexander og Demas. Om de to første siger han: «Med tro og en god samvittighed, som nogle har kastet fra sig, og de har lidt skibbrud på troen. Blandt dem er Hymenæus og Alexander, som jeg har overgivet til Satan, for at de skal lære ikke mere at spotte» (1 Tim 1,19–20). Demas havde en tid været Paulus’ medarbejder (Filem 24), men var siden faldet fra, og det giver apostlen Timotheus denne sørgelige meddelelse om: «Demas har forladt mig, fordi han fik kærlighed til den nuværende verden, og er rejst til Thessalonika» (2 Tim 4,10).

3. Lægger man dertil de sørgelige eksempler på dette, som vi har for øjnene i vore dage – hvordan her og der, hvor en lille flok troende sjæle har levet nogle år, en og anden af dem, som en tid var en glæde for himmel og jord, for Gud, engle og gode mennesker, nu efter kortere eller længere tid er faldet tilbage, forvandlet, ikke til at kende igen, så at der, hvor vækkelsens alvor, sønderknusthed, ydmyghed og troens salighed, kærlighed, glæde og fred i Herren før lyste og rørte sig, nu i stedet viser sig en uhyggelig død: sikkerhed, hovmod, svunden kærlighed, uhæmmet verdslighed, uhæmmet vrede og had, uhæmmede lyster osv. – og når man desuden betænker, at disse faldne sikkert også engang tænkte at stå fast og få lov at gå ind til himlens glæde, så opstår der heraf en betragtning, som nok kan få et troende hjerte til at tabe modet. Men var det ikke netop det, Skriften med så mange alvorlige advarsler havde forudsagt os? Har den ikke sagt os, at vores vandring gennem livet skulle være en kamp på liv og død, en uophørlig krig, et fjendeland, hvor vi altid og på alle sider er omgivet af fjender, som har svoret os døden og agter at føre det ud i livet? Er det spøg, når apostlene taler om «en brølende løve, som går omkring og søger, hvem den kan sluge» – om «Satans listige angreb» – om «slangens list» – om «fortryllelse» – om «den onde dag» – om «syndens bedrag» – om kødets og verdens forførelse? Er det spøg, når Kristus og apostlene med så brændende iver taler om, at det er nødvendigt at «våge og bede», at «tage hele Guds rustning på» «og frem for alt troens skjold», at «kæmpe efter reglerne», at «være tro indtil døden», hvis man skal få livets krone? Nej, der er stor alvor i alt, hvad Herrens ord siger. – Dette er altså et emne, som både Ordet og erfaringen viser er værd at betænke i tide for troende kristne; for når faldet først er sket, hjælper sjældent noget.

4. Det første, man nu bør lægge mærke til, er, at når en levende kristen falder fra og bliver åndelig død, sker det ikke på én gang, hurtigt og direkte fra en tilstand af sundt nådeliv; det sker derimod ad bestemte forberedende veje og omveje. Det åndelige liv ender ikke gerne med en brat død, men det sygner først hen lidt efter lidt gennem en forudgående sygdom. Sygdommen er også ofte meget mærkbar og svær; den trofaste Ånd arbejder og kæmper imod det onde; sjælen bliver urolig og lider, især i visse stunder, under bebrejdelser og kvaler; men tager sygdommen til, så aftager disse smerter til sidst, og det onde får lov at udvikle sig uhindret. Så er døden nær. – Dog må det ikke benægtes, at der også findes veje, hvor døden kommer som en dejlig søvn, som ved en sød gift. Det sker især med de sjæle, der dør bort ved åndeligt hovmod eller selvretfærdighed eller falsk lære, når sjælen holder sin vej for den eneste rette og med fuld frimodighed, henrykt og glad, går mod sin undergang. Hvor nødvendigt er det da at give nøje agt på disse veje og sygdomme, som fører til fald og død! De er mange, og man kan ikke så nøje angive dem alle; lad os dog her se på nogle af de almindeligste. Herren være os nær!

5. En vej, ad hvilken mange salige Guds børn har mistet livet, er: den åndelige dovenskab – at lægge våbnene fra sig, forsømme brugen af nådemidlerne og øvelsen i tro og gode gerninger. I begyndelsen af nådens vej var det så kært at få beskæftige sig med Ordet, at læse, høre, tale og skrive om Kristus, om troen, om nåden, om kærlighed og gode gerninger, og i bønnen at tale med sin Gud og ved nadverbordet at blive beværtet af ham; da var også alle disse ting levende og dyrebare for hjertet, og hele ens væsen var kristent. Men efter et år eller så blev alt dette mindre vigtigt; så kom der måske nye gøremål og hindringer; Djævelen gjorde dem meget vigtige og gav desuden sjælen den tanke, at den jo vidste, hvad den behøvede at vide, at den nu en tid kunne leve af minderne og håbe, at Gud ville holde livet oppe. Kan han nu blot føre sjælen bort fra Ordet, så kan han siden føre den, hvorhen han vil, og indgive den hvad som helst. Dette er en vej til alle slags afveje, sygelige tilstande og fald. Snart ser sjælen ikke flere synder hos sig selv end dem, fornuften straffer; snart tror den ikke mere om nåden end det, den mener sig værdig til at få lov at tro; men når syndsfølelsen dør ud, så har den alligevel trøst nok. Og så står den snart igen blot i en naturlig tilstand.

6. Men til den åndelige dovenskab hører også at forsømme at leve efter Ordet og ikke give agt på Åndens røst. I begyndelsen ville sjælen gøre alt, hvad Herren har befalet os, og var opmærksom på alle kristne pligter. Den kunne rigtignok ikke opfylde dem alle, men den havde dog sat sig det for og stræbte efter det og regnede enhver mangel i det for en synd, som den beklagede for Gud og bad om tilgivelse for, og om nåde og kraft til omvendelse. Nu derimod begynder den selv at sætte sig et vist mål for, hvor meget den kan og skal gøre; og alt det øvrige lader den helt ligge, stræber ikke efter det, tænker ikke på det. Og når den således ikke jager efter mere, end hvad den allerede gør, bliver den naturlige følge, at den ikke får nogen mangel at angre, at den snart er så god, som den vil. Al selvtilfredshed kommer nemlig kun af dovenskab og af, at man glemmer Guds hellighed, Guds buds åndelige krav. Og når mennesket nu er tilfreds med sig selv og ikke længere føler skyld og mangel, hvad er så troen og hele det åndelige liv? Hvad er Kristus så for det? Et drømmebillede, eller vel en helliggører, men ikke en talsmand hos Faderen (1 Joh 2,1); en konge, som man skal bekende, hylde og ære, men som i sandhed i hjertets dyb ikke er så vigtig, kær og uundværlig, som en talsmand ville være, en, der står for Guds ansigt for os og hver time er vores eneste retfærdighed. Kort sagt: Frelseren, forsoneren, har for hjertet mistet sit rette og egentlige embede og sin værdi; han er ikke i sandhed hjertets liv og trøst, men er det kun i indbildningen og i munden. Når det første stykke, boden, syndsfølelsen, er tabt, så er både det andet og det tredje falsk. Det er ad denne vej, at en kristen bliver til en farisæer.

7. Men af denne dovenskab kommer også en anden ulykkelig følge, nemlig den tomhed i sjælen, den lediggang, kedsomhed, lunkenhed og sikkerhed, hvorved alle porte åbnes for Djævelen og hans følge. Når der ikke længere er nogen kamp eller nogen sejrsglæde, ingen synd, ingen nød, ingen bøn, ingen glæde over nåden, kort sagt ingen øvelse, så er kristendommen snart lært til bunds, har ikke noget særligt ved sig, kun kedsomhed og tyngde. Det er den tilstand, Kristus beskriver med, at huset er fejet og pyntet – derhen går så Djævelen og giver sjælen noget at beskæftige sig med i kedsomheden, noget at fylde tomheden med – en eller anden afgud eller en eller anden syndig lyst, som han fremstiller som meget behagelig og dejlig og slet ikke farlig. Den smager nu usædvanlig godt efter fasten, fordi der i forvejen er så tomt, så ledigt, så øde, så «fejet»; der var ingen beskæftigelse, ingen øvelse, ingen skat, intet kært selskab for hjertet; og menneskehjertet er skabt sådan, at det altid vil have noget, der fylder det, en skat, et selskab. Når de gode skatte, glæder og det gode selskab mangler, når glæden over nåden, samværet med Gud, abba-råbet osv. er hørt op, så smager de nye ting godt og tager hjertet ind; så suger hjertet det i sig, som Djævelen byder, ligesom en tom svamp suger vand i sig. Og med denne lyst eller afgud – fx venskab med verden eller verdens ære og anseelse eller jordisk vinding eller vellyst eller en anden afgud – med den går den gamle «stærke» med sine syv endnu værre ånder derind, «og de tager bolig der». – Det bliver en forfærdelig bekræftelse af ordet: «Lediggang lærer meget ondt» (Sir 33,29).

8. Det er sandt: Enhver kristen må nok bebrejde sig selv megen åndelig dovenskab og forsømmelighed; der er intet, Guds børn så ofte sukker over som over lunkenhed, træghed og dovenskab. Men her bør man lægge mærke til forskellen: dels at den træghed, de klager over, ofte blot er en mangel på levende følelse, mens de dog dagligt står med våbnene og øver sig, bruger nådemidlerne og jager efter både at tro og at elske; dels at selv når der virkelig er dovenskab, men de dog lader Herrens Ånd straffe dem og vække dem op, så de bliver bange for det, begynder at tage fat på Ordet og søger nåde hos Gud til at blive bedre, så bliver det ikke til død. Men går det derimod sådan, at man ikke får nogen irettesættelse for sin dovenskab eller ikke får tid til at lytte til Åndens vækkelser, men lader det gå, som det går, hvor galt det end er, så hælder det mod fald og død.

9. Men se nu yderligere, hvordan det går til og ser ud, når Djævelen fanger en doven sjæl i en afguds eller en syndelysts net. Djævelen har en særlig magt i vores begær; med dem regerer han som med sine egne våben. Hertil bruger han især følgende fremgangsmåde: Først vækker han i hjertet det heftigste begær efter synden, indgyder følelsen og fantasien en dødbringende lyst til den og stiller sjælen megen fornøjelse og vinding af den i udsigt; dette er altid det første i fristelsen. Hvad han nu ikke vinder ved fristelsens heftighed og styrke, søger han at vinde ved dens langvarighed. Det er hans anden magt. Han har god tid, kommer derfor uophørligt igen og bliver uendeligt ved med at prædike om syndens lyst og male den for hjertet i fortryllende klæder, for at sjælen til sidst skal blive træt af kampen og give sig. Her ville ikke en eneste kristen bestå, hvis ikke den trofaste Herre til sidst bød Satan vige og skabte udgangen af fristelsen (1 Kor 10,13). Men det hører til Guds hellige retfærdighed og faste orden, at de letsindige sjæle, som efter at have forstået sandheden ikke agter på den, ikke frygter synden og ikke ærer og frygter Herren, men går tomme, sikre og ulydige, skal overlades til fristeren, selv om det bliver deres død. Det, Paulus skriver i Rom 1,21.24, skal især ramme kristne, nemlig: «Fordi de kendte Gud og ikke ærede ham som Gud, men blev tomme i deres tanker osv., derfor prisgav Gud dem også i deres hjerters begær til urenhed.» Dette fuldbyrdes endelig ved, at Djævelen sammen med det dødbringende begær, som han indgyder følelsen og fantasien, også formørker forstanden og overbeviser sjælen om, at synden ikke er synd og i hvert fald ikke farlig, men af den og den grund kan anses for tilladt, ja, uskyldig og slet ikke farlig. Hertil kommer nu også de ugudeliges råd, «djævlelærdomme», som tager synden i forsvar; og den samme kristne, som før altid veg tilbage med gru for disse lærdomme, finder dem nu i fristelsens stund ganske gode, kloge og sande. Og det er som regel på dette punkt, at faldet egentlig afgøres. Bevares sandheden i sin renhed, kan den føre sjælen tilbage; men går sandheden tabt, og den stakkels sjæl tager djævlelæren til sig og begynder at forsvare synden, så er det forbi.

10. Men der findes andre begær, som endnu mere fint og umærkeligt tager livet. Det er dem, der har noget til genstand, som i sig selv er godt og uskyldigt, men som bliver en afgud for hjertet og derved bliver til død. Det sker, så snart hjertet begynder at hænge sådan ved noget andet end Gud og hans nåde, at det bliver det vigtigste anliggende og optager den største omsorg, at det at få det er den største glæde og fornøjelse, og at miste det den største sorg. Da er følgen nøjagtig den samme, hvor uskyldig og god sagen end er i sig selv, som om det var den mest afskyelige last. Det er en uskyldig sag at spise kød; men det var alene ved et tøjlesløst begær efter kød, at Israels børn forkastede Herren (4 Mos 11,20) og blev slået ned af Herren, hvorfor stedet hedder «begærets grave» (v. 34). Det er en uskyldig sag at have jord eller en avlsgård eller en hustru; men da Kristus ville nævne de hindringer, der holder sjæle borte fra Guds rige, nævnte han netop dem (Luk 14,18–24). At elske far eller mor er ikke bare uskyldigt, men befalet; men «den, der elsker far eller mor mere end mig», siger Kristus, «kan ikke være min discipel», kan ikke komme ind i Guds rige. Når nu mennesket går i åndelig dovenskab og sikkerhed, hvordan skulle det så frygte begær, som har så uskyldige genstande! Nej, så ser det kun på genstandens art og tænker: Det er jo ikke noget ondt, jeg søger; har de hellige ikke også haft jord, avlsgård eller en ægtefælle; skulle jeg så ikke også måtte søge sådan noget osv. Men det vil aldrig give agt på, om søgen er afgudisk, egenrådig og selvisk, om sagen så optager sjæl og hjerte, at Gud, hans nåde og hans velbehag bliver til intet ved siden af den, bliver for ubetydelige til at kunne tilfredsstille og glæde sjælen; nej, det lægger det stakkels menneske ikke mærke til – det er ikke ærligt nok over for sig selv til at undersøge det. Til sidst kommer det dertil, at selv om det også mærker, at det tydeligt er fanget af en afgud og hårdt bundet, kan det alligevel ikke mere gøre modstand, ja, det vil ikke engang være fri af sin kærlighed til den; og så – så ser det ilde ud med nådelivet. Dertil forstår Satan, denne tusindkunstner, dels at træffe mange besynderlige foranstaltninger for at binde den fangne sjæl og holde den godt fast i nettet, dels at bilde det stakkels menneske ind, at det aldrig kan blive løst, så det til sidst under skrigende kval, anger og fortvivlelse alligevel kan bekende: Det hjælper ikke, jeg må fortsætte ad den vej, jeg er begyndt på, på grund af den og den omstændighed, det kan ikke ændres osv. Åh, hvilke hjerteskærende syn man undertiden får at se i denne henseende! Hvilke forfærdelige mærker efter den onde Satan! – Men det kunne sjælen ikke tænke sig, dengang der kun var gjort en lille, ringe begyndelse hertil! Da Judas begyndte at give pengebegæret husly og nære det og at stjæle en smule, kunne han ikke tro, at han skulle ende den vej med at forråde sin Frelser for penge og hænge sig selv! Men det er det, Djævelen sigter på, også når han ganske sagte begynder en fristelse.

11. Men Djævelen bruger ikke kun «det, der er i verden, øjnenes begær, kødets begær» osv. til at fange troende sjæle, men også de mennesker, som «er af verden», «denne verdens børn». De er Djævelens villige og trofaste tjenere, når det gælder om snart at skræmme, hindre eller trætte de troende ud med fjendskab, trusler og forfølgelse, snart at lokke og drage dem med løfter, smiger og venlig behandling – og det sidste smager og vinder så meget mere, jo mere almindeligt det første er. Hvor mange bedrøvelige eksempler ser man ikke på det! Tag for eksempel en håndværker: Af Guds nåde var han blevet kaldet, vakt og benådet; var gået ud fra uretfærdigheden, fra forfængelighed og verdslighed og søgte nu det, som er oventil; men efter nogen tid mærkede han, at mange af hans tidligere bekendte ikke længere brugte ham, og han fik mindre at lave og mindre indtægt. Snart kunne han ikke længere holde ud og vente på Herren, men fik den tanke, at det var helt nødvendigt for ham at genvinde verdens venskab; nu begyndte han at skjule sin kristendom, gøre sig lig verden, trække sig bort fra den slags kristne, som verden foragter, og holde sig til den slags, som verden tåler og roser (Luk 6,22.26), og til pænere verdensmennesker – kort sagt: Han begyndte at indrette sig sådan, at verdens børn ikke skulle mistænke ham for at være noget andet end de selv eller for at have nogen alvorlig tanke om deres sjælstilstand; han begyndte så småt at give efter, gøre dem til lags og deltage i deres kredse og pænere verdslige fornøjelser; og nu er verden meget venlig og glad i håbet om ham, snart leder den ham, hvorhen den vil – efter et års tid kan han både drikke og spille med verden og gøre, hvad kødet end lyster. Et sådant ulykkeligt fald i verdens net sker ikke kun for håndværkere, men for mennesker af alle stænder og kår: her en købmand, der en student, her en ung pige, der en præst; de er kommet til Jesus, men kan ikke holde ud at se sig foragtet af verden, tilsidesat og forfulgt, at se deres gode navn og rygte, deres udkomme, deres brød, deres forfremmelse lide – de begynder at søge at genvinde verdens venskab og gøre sig lig den. Men lad ingen tro, at nogen af dem så siger: Jeg er svag over for verden; nej, den ynkelige sag skal klædes om med tale om en kristens frihed, ja, om en kristens pligt til ikke at skille sig fra verden for at gavne den; men aldrig kommer den stund, da denne gavn, denne tjeneste skal vises verden med en alvorlig advarsel, for det skal altid gå så forsigtigt og pænt til, at man ikke støder og forarger; deraf kommer det så, at den frie, dristige verden får mere magt over det fromme, eftergivende barn end barnet over den. Og når den stakkels sjæl ikke i tide giver agt på det, bryder op, «går udenfor og græder bitterligt», men bliver ved med at «gå i spænd med de vantro», så bliver den til sidst en træl under det åg, under verden og menneskers gunst; den åndelige nådekraft er forsvundet, venskabet med Gud ophævet – for venskab med verden er fjendskab med Gud (Jak 4,4) – og forbindelsen med de troende opløst, ligesom det ene altid følger af det andet: Demas har forladt mig, fordi han fik kærlighed til denne verden (2 Tim 4,10). Og da en sådan sjæl nu undgår de personer og bøger, som forkynder dommen over en sådan tilstand, går den mere og mere mod forhærdelse, hvad der desuden ligger i ethvert frafalds natur. Her bliver apostlens ord altså sande i alt: «For hvis de, som ved erkendelsen af Herren og Frelseren Jesus Kristus er flygtet fra verdens besmittelse, igen bliver indviklet i den og overvindes, da er det sidste blevet værre for dem end det første» osv. (2 Pet 2,20–22).

12. Sådan falder den sjæl, bliver åndelig død og ender i kødet, som engang var begyndt i Ånden og havde det åndelige liv – falder nu og var måske nær ved gennem den legemlige død at gå med evig sejr ind i de saliges fredsboliger – nu er alt spildt, tabt, forgæves, alt, hvad den har erfaret, gjort og lidt; al den salighed, den har nydt i sin Frelser, al den kærlighed, den har fået fra ham, alle de fortrolige samtaler, den har haft med ham, al den forhånelse, den har båret for hans skyld – alt er spildt – og dog – dog havde den en trofast og mægtig Frelser og en tilstrækkelig nåde. – Havde den blot holdt sig til ham i troen og bønnen, brugt hans våben, givet agt på hans røst og været i øvelse, sådan at huset ikke blev fundet «fejet», tomt og ledigt, så havde hverken djævel, kød eller verden overvundet den. «Gør derfor al jeres flid for at lade dyd (øvelse, udøvelse) findes i jeres tro, og i dyden erkendelse» osv. med gudsfrygtens andre stykker; «for når disse ting findes rigeligt hos jer, lader de jer ikke være tomme, ledige, uvirksomme – og gør således jeres kaldelse og udvælgelse fast; for når I gør det, falder I aldrig» (2 Pet 1,5–10).

13. Men nu kommer vi til de egentlige lønnegange, frafaldets og den åndelige døds lønnegange – de veje, som alle kristne forstår, når det blot gælder læren, men meget få, når det gælder erfaringen. De veje til frafald og død, vi har fremstillet hidtil, kan dog i almindelighed nogenlunde ses for det, de er: åndelig dovenskab, forsømmelse af brugen af Ordet og af at leve efter Ordet, afguder og syndelyster, verden, dens trusler og dens smiger – sådan noget kan man regne for farlige ting. Men de veje, vi nu skal betragte, er af en så vildledende natur, at gudfrygtige og alvorlige kristne i fristelsens stunder ofte ligefrem anstrenger sig for at kunne gå ad dem – skønt de dog er de korteste veje til fortabelse! – og det gør de (læg mærke til det) af lutter åndelige bevæggrunde, netop for at gå rigtig forsigtigt og klogt til værks. At frygte disse veje forekommer os derimod i sådanne stunder lige så urimeligt, som hvis nogen ville lære os, at vi burde frygte gudsfrygt, ydmyghed, forsigtighed, alvor og fromhed. Ja, det er også netop sådan, det forekommer os; det er netop noget sådant godt, man mener og søger på disse veje. Ja, disse dybe, skjulte, hemmelige farer kan ingen menneskelig forstand, ingen skarpsindighed forstå sig på; det er kun Guds ord, kun Guds åbenbaring i evangeliet og oftest en bedrøvelig erfaring, der plejer at oplyse og overbevise os om det. Mens de afveje, der er fremstillet før (åndelig dovenskab, afgudsdyrkelse, verdslighed osv.), kan se ud for os som sorte, onde ånder, kan disse sidste på samme tid se ud for os som skønne lysets engle. Det var om en af disse yndige veje, Luther skrev: «Dette er fru Kozbi, fyrsten Zurs smukke datter fra Midjan, for hvis skyld 24.000 af Israel blev slået ihjel (4 Mos 25) – dette er den brede (dejlige og skønne) landevej til fordømmelsen»¹; og det er den vej, hvor de virkelig fromme, alvorlige og gudfrygtige kristne plejer at falde, blive viklet ind og fanget, mens de første veje til fald derimod er de dårlige kristnes, de ligegyldige, kolde, slappe kristnes frafaldsveje.

¹ Kirkepostillen, søndag efter jul, Pietisten 6. årgang.

14. Hovedårsagen og grundkilden til dette hemmelighedsfulde onde er den dybe, uendelige trang til egenretfærdighed, som ligger i hele den menneskelige natur – eller måske først og fremmest den dybe, adamitiske selviskhed, som hos en kristen viser sig i tilbøjeligheden til selvvirksomhed og selvhellighed, i at ville hjælpe sig selv og være alting selv. Og hvor Ordet ikke får lov at råde, ender den med, at man enten «igen underkastes slaveriets åg» (Gal 5,1) eller bliver stående i selvbehag og selvtagen åndelighed (Kol 2,23).

15. Nu må det først bemærkes, at ingen sand kristen lever i en så jævn og ren evangelisk tro, at han aldrig skulle blive angrebet af trangen til egenretfærdighed. Nej, selv om man hundrede gange har lært og erfaret ikke blot, hvor elendig den er, men også, hvor stor en fare den er, bliver man uophørligt fanget i den igen, før man ret når at besinde sig. Dette ligger så dybt i hele den menneskelige natur, at den, der ikke kender og erkender det, må være så helt og holdent på egenretfærdighedens vej, at han aldrig kender til noget andet. Men det er ikke de anfald af egenretfærdighed hos en kristen, som han dog altid vækkes op fra igen, så han vender tilbage til troens enfoldighed – det er ikke den slags tilfælde, vi her taler om. Vi taler her om det tilfælde, at en kristen bliver stående og fortsætter på en sådan vej, enten bundet og ulykkelig under slaveriets åg eller tilfreds, glad og fornøjet med sig selv og sin åndelighed, så han holder sin vej for den bedste og lykkeligste; og samtidig bliver læren og synet så forvrænget for ham, at han også forsvarer sin vej.

16. Ind på en sådan vej kan man meget let og hurtigt komme, sådan som apostlen Paulus viser, når han netop om dette siger: «En smule surdej gennemsyrer hele dejen» (Gal 5,9). Og igen viser han i Fil 3,7–9, at han selv var så bange for denne fine snare, at han ikke havde andet råd end – som han gentager tre gange – at holde sin bedste retfærdighed for tab. Og fjerde gang siger han: «og jeg betragter det som møg, for at jeg kan vinde Kristus og (hver stund) blive fundet i ham, ikke med min egen retfærdighed, den, der kommer af loven, men den, der kommer af troen på Kristus» osv. Dermed viser apostlen tydeligt nok, at det ikke er noget at spøge med, og at den, der ikke anser det for farligt, i sandhed allerede er i fare.

17. Det går til på forskellige måder. Den sjæl, der engang med sit arbejde under loven blev til skamme og til intet, blev ulykkelig, rådvild og forlegen og døde (Rom 7,10–11), og som i denne udblottethed fandt alt, hvad den havde søgt i sig selv, i en anden mand – fandt i Kristus sit «alt i alle», både sin retfærdighed og sin helliggørelse (1 Kor 1,30–31) – den havde nu i denne frie, ufortjente nåde og gave hele sit liv, al sin trøst, sin salighed og sin ros. Og af den samme overstrømmende nåde gjorde den nu det gode med et så frit, enfoldigt og villigt sind, at den knap vidste, når den gjorde noget godt. Denne tilstand kalder apostlen enfoldigheden i Kristus (2 Kor 11,3); at være dødet fra loven ved Kristi legeme og tjene i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle (Rom 7,4.6); at være under nåden og ikke under loven (Rom 6,14–15); at «jeg lever, dog ikke længere jeg, men Kristus lever i mig; for det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn» osv. (Gal 2,19–20); at være Guds barn og iført Kristus (Gal 3,26–27) og leve i den frihed, som Kristus har befriet os til (Gal 5,1) osv. Fra denne enfoldighed i Kristus føres den salige sjæl nu bort «ved slangens list», for eksempel på den måde, at den efter et stykke tid begynder igen at tænke på, hvad vi dog burde være og gøre, men tænker og tænker så meget på det, at Kristus og nåden imens bliver som ingenting for den, så den næppe beholder en tanke om dem i sit hjerte. Djævelen indgiver den måske, at det vel var af lutter nåde, at vi engang blev retfærdiggjort, men at det siden afhænger af os at vandre så varsomt og godt, at vi derved bevarer Guds velbehag; eller at det nok kan være godt nok med retfærdiggørelsen, men at helliggørelsen nu må blive genstand for en særlig omsorg, hvor der må være brug for noget af vores egen virksomhed, et særligt foretagende, og hvor den enfoldige tro på Kristus ikke er tilstrækkelig (Kol 2,18–23). Hertil kommer, at den åndeligt fattige sjæl ser mange mangler i sin vandel og helliggørelse, håndgribelige og ubestridelige mangler, og umuligt kan være tilfreds med sig selv. Kan Djævelen så samtidig indgive den – enten direkte i dens egne tanker eller gennem en eller anden umoden og selvhellig vejleder – den mening, at disse mangler må ses som et tegn på, at hele dens vej ikke er den rette; at den ikke blot skal våge, bede og vokse mere i den tro, den har, men må begive sig ind på en helt ny vej, en ny måde, hvorved den kan håbe på en helt ny og bemærkelsesværdig helliggørelse – så bliver forførelsen og forvirringen virkelig stor og mægtig.

18. For det første kan det, som allerede sagt, ske, at den igen underkastes slaveriets åg, alene ved at den uafbrudt betragter sine skrøbeligheder. Den ser og ser så uafladeligt på sine mangler og sin helliggørelse, at den helt vender sine øjne bort fra Frelseren og den store forsoningsnåde eller kun kaster visse hastige sideblikke på den. «Forsoningen – den fejler ikke noget; det er i mit hjerte, fejlen ligger, det er dér, hjælpen må komme.» Og det falder den ikke ind, at denne hjælp ikke vindes på nogen anden måde end ved at se på Kristus i troen, og at det må blive værre og værre, jo længere den vender sig bort fra ham og ind mod sig selv. Nej, den bliver ved: den ser og tænker, plager sig og arbejder kun med sit eget hjerte – og dér var der aldrig nogen livets kilde, dér var der lutter død, elendighed og forkrænkelighed – og til Kristus, den eneste livets brønd, kan den ikke komme, så længe der fattes så meget hos den. Nu ligger det i selve sagens natur, at det her må blive mere og mere dødt. Når grenen ikke længere suger saft af vintræet, må den visne mere og mere (Joh 15,4.6). For det andet begynder loven igen at regere i samvittigheden. For i samme grad som troen aftager, træder loven ind; og loven har altid den egenskab, hver gang den kommer ind i samvittigheden, at den vækker synden til større kraft og raseri (Rom 7,8–11). Deraf kommer det så, at elendigheden, som allerede før forekom sjælen for stor til, at den kunne blive ved at tro, bliver endnu større; og som følge deraf trækker sjælen sig endnu længere bort fra Kristus, fra den barnlige tillid til Frelseren. Dette er i almindelighed én vej til trældom og død.

19. Men vildfarelsen bliver langt mægtigere, når også læren forvrænges af selvhellige vejledere, så det ikke blot er følelsen, men også overbevisningen, der driver sjælen ud på selvvirksomhedens veje. Sådan gik det galaterne, som af de falske apostle blev ført over til «et andet evangelium – som dog ikke er et andet», siger apostlen, «men der er nogle, som forvirrer jer og vil forvanske evangeliet om Kristus» (Gal 1,6–7). For de ville bestemt ikke fornægte Kristus, men blot gøre en nødvendig tilføjelse, mente de. Men apostlen siger, at de derved var blevet forhekset, og at de uden at vide det havde korsfæstet Kristus på ny (3,1). Og at der i disse ord tales om den samme afvej, som vi nu betragter, viser v. 2: «Dette ene vil jeg vide af jer: Modtog I Ånden på grund af lovgerninger eller ved troens prædiken?» Det drejer sig om en ny vej, en ny måde at få mere Ånd og kraft på. Og både her og i Kol 2 viser apostlen, at dette kun sker ved den enfoldige tro på Kristus, ved at «holde fast ved hovedet, fra hvem hele legemet ved led og sener får kraft og holdes sammen og vokser med den vækst, som Gud giver» (Kol 2,19). Ja, i Rom 6,14.22 siger den samme apostel, at den eneste vej til helliggørelse er at blive gjort fri fra loven og leve af nåde: «Eftersom I ikke er under loven, men under nåden», siger han, «skal synden ikke herske over jer» – «så har I jeres frugt til helliggørelse». Og Kristus selv siger: «Hvis I bliver i mig, skal I bære frugt – ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden at I bliver i mig» (Joh 15). Det har den troende sjæl også erfaret: Det var kun ved troen og nåden, at den blev åndeligt sindet, glad i Gud, villig til det gode, forvandlet og skilt fra verdens og sit eget tidligere væsen. Men da intet menneske mærker flere mangler hos sig selv end en kristen, så kommer Djævelen eller en selvhellig og overbeviser den om, at det ikke går an at tro så enfoldigt; den må gøre dette og hint, den må søge en ny vej. Og hvorfor skulle den være bange for et sådant foretagende, når det jo kun drejer sig om at blive mere hellig og mere alvorlig?! Og vi bør jo altid mistænke vores vej! Så giver den sig til at søge en ny vej, et nyt liv. Læg mærke til det! Det åndelige liv, som Gud selv havde virket, da den kom til troen, da den kom til Kristus, fattig og forlegen, og fik nåde – det liv, hvor den selv var ingenting, var fattig og utilfreds med sig selv og kun havde Kristus, men i ham alt – det liv duer ikke; den skal søge en vej, hvor den skal blive helligere, end den er blevet på troens vej – en vej, hvor den ikke skal have så mange mangler og ikke skal være så fattig og elendig. Og hvordan går det så? Jo, hvis den er noget mere alvorligt vakt og mærker lovens åndelige krav noget dybere end dens rådgiver, så kan det aldrig lykkes den på hans vej; den kan aldrig finde, hvad den søger; tværtimod bliver den ved det nye foretagende kun endnu mere ulykkelig. Det går til på den måde, som allerede er nævnt: Når sjælen ved sin forvirring, sin rådvildhed og sin selvvirksomhed fjernes mere og mere fra den eneste livets kilde, den barnlige tillid til Kristus og hans nåde, så tørrer al livskraft ud, og loven trænger i stedet ind i samvittigheden og vækker synden. Den bliver da en ulykkelig træl, som til sidst dør helt hen – medmindre den i tide vender tilbage til den enfoldige tro på Kristus igen. – Men det kan også ende på en anden måde: Den kan også finde, hvad den søger, efter hvad den selv synes, og blive stående i selvbehag og selvtagen åndelighed. Det sker, når omvendelsen går mindre dybt og holder sig på overfladen, og (læg mærke til det!) når sjælen i den grad fæster al sin opmærksomhed ved en bestemt eller nogle bestemte hellighedsøvelser, som nogenlunde kan udføres, at den over denne beskæftigelse glemmer hele den indre vederstyggelighed. På denne måde er for eksempel eremit- og munkelivet blevet mangen vakt sjæls søde sovekammer og grav. Denne udgang på selvhellighedens foretagende er om muligt endnu mere ulykkelig end den første; for de sidstnævnte er der endnu mindre håb om nogen forandring; i deres forheksede sind går de som regel længere og længere i selvbehag og sikkerhed.

20. Andre kommer ind på disse ulykkelige veje alene ved, at de savner følelsen af nåden. De husker, hvordan de i den første tid af deres liv i nåden kunne se Frelseren for sig i de mest levende farver i hans lidelsesskikkelse og ligesom ligge ved hans bryst, smage hans kærlighed og også inderligt elske ham igen. Alt dette synes de nu at savne, og derfor mener de, at deres tro er blevet til en død viden. Nu vender de øjnene mod selve troen og dens egenskaber, og alt deres arbejde går uafladeligt ud på at få dette syn og denne fornemmelse tilbage. Deraf kommer det, at deres tro begynder kun at bestå i disse sanselige syn, i at anstrenge fantasien for at forestille sig Frelserens lidelsesbillede, og mindre i nogen virkelig tro, virkelig overbevisning om det, man ikke ser (Hebr 11,1), overbevisningen om, hvad de har i ham, hvad han har gjort for os, den retfærdighed, han har vundet os. Nej, som sagt begynder deres tro kun at bestå i disse sanselige forestillinger eller i et fattigt, selvgjort og magtesløst arbejde med hjertet og fantasien for at få disse forestillinger, følelser og indtryk. Af et sådant eget arbejde kommer der dårlige frugter, en tiltagende udmattelse og til sidst død.

21. Men mest mærkbar bliver troslivets dødskamp på disse veje, når en kristen har haft den ulykke at begå et svært syndefald. Ligesom vore første forældre efter faldet, da de fornemmede deres nøgenhed, lavede sig forklæder af figenblade og, da de hørte Herrens røst, mens han gik i haven, da dagen blev sval, skjulte sig for Herrens ansigt mellem træerne (1 Mos 3), sådan gør også vi. Efter synden følger skyhed over for Gud; man kan ikke straks, så nøgen og skyldig man er, komme frem for ham, bede og tro; den arme sjæl trækker sig bort og holder sig på afstand af Herren. I begyndelsen er det noget, som ligger i alles følelse og sker for enhver kristen, men der er altid hjælp at få, når det blot bliver ved følelsen, og det overvindes ved den store nåde og ordet om den. Nogle gange sker det, at det arme menneske også tænker: «Jeg er en frafalden, som må gøre en helt ny omvendelse» – og forestiller sig den som en stor og særlig ting – en så mærkbar og dyb anger, at den kan svare til syndens størrelse, en mærkbar vished om Guds nåde og en forbedring i livet, som skal vise for Gud, at angeren har været ægte; og læg mærke til: alt dette skal ske, før det kan tro, før det kan træde frem for nådestolen! Men sådan går det ikke; det, man venter på, kommer ikke, tværtimod oplever man det modsatte – for aldrig føler man angeren over synden så bitter, når man holder sig på afstand af Gud, som når man kommer til ham med synden og vil have og tro hans nåde. Desuden er angeren altid noget, som en sand kristen aldrig kan finde dyb nok hos sig selv. Imens, når sjælen holder sig på afstand af Gud, bliver hjertet koldere og koldere, angeren mindre og mindre mærkbar, men i samme grad bliver skyheden og afstanden til Gud større og større. Lige så udebliver den ventede forbedring i livet; det onde bliver tværtimod stadig mægtigere og kraften til at kæmpe imod det stadig mindre. Fordi man har forladt livets kilde, og loven trænger ind, opstår her en ny nød, som er værre end det fald, der skete: synden begynder igen at leve op i begæringer – og så begynder den arme sjæl at gå skridt for skridt tilbage, længere og længere bort fra sin Frelser. De svækkede livstegn svækker tilliden, og den svækkede tillid svækker livstegnene. Til sidst dør al omsorg og al iver ud; forstanden formørkes, samvittigheden lulles i søvn, og snart er intet længere så sikkert og intet så vigtigt, at det kan drive sjælen til nådestolen, men det får være, som det er, og gå, som det går, det kan ikke hjælpes – en falsk trøst eller en afgud tager hjertet i besiddelse, og så er det forbi! – Åh, en sørgelig bekræftelse af ordet: «En smule surdej gennemsyrer hele dejen» (Gal 5,9). Man begynder bare at følge fornuftens, følelsens og Djævelens indskydelse en lille smule: «Skal du, så uren, som du er, gå til Det Nye Testamentes præst? Nej, først skal synden have ende» osv.; man gør det i den inderste gode mening; det kaldes kun alvor, forsigtighed eller at man ikke skal tro for hurtigt eller for meget – og sådan forsigtighed kunne man jo ikke regne for farlig! Men enden bliver, som det er vist – det, apostlen siger i v. 4: «I er kommet bort fra Kristus, I som vil blive retfærdige ved loven, og I er faldet ud af nåden.» Og det gælder om begge de tilfælde, som nu er beskrevet. Lykkes forsøget med egenretfærdigheden, så er det en ulykke, og lykkes det ikke, men man alligevel bliver ved med det, så er det også en ulykke; i begge tilfælde er man jo kommet bort fra Kristus og faldet ud af nåden. – Åh, det betyder noget, når den store apostel selv måtte regne sin bedste retfærdighed for møg (læg mærke til det!) for at blive fundet i Kristus og have hans retfærdighed (Fil 3). Det viser tydeligt nok, at vores retfærdighed og Kristi retfærdighed ikke kan regere i samvittigheden på samme tid, og at «for den, som holder sig til gerningerne, tilregnes lønnen ikke efter nåde, men efter skyld» (Rom 4,4). Men vi må slutte. Ingen kan betragte disse veje nok, hvor så mange gudfrygtige «har lidt skibbrud på troen».

22. Men der står endnu tilbage at nævne en stor, bred og brat vej til frafald og død, og ingen ord er stærke nok til at beskrive den rigtigt. Det er det åndelige hovmods vej. På denne vej falder de, som ingen af de foregående veje har kunnet bringe til fald – de fremragende, store og stærke kristne, som hverken bliver overvundet af syndige lyster eller af verden eller af vantro eller af vranglære – kun ved hovmod kan de gøre de allerdybeste og mest forfærdelige fald, sådan som så mange sørgelige eksempler viser. Og hvad siger Skriften? Den siger, at «Gud står de hovmodige imod» – at «den, der ophøjer sig selv, skal blive ydmyget» – at «de første skal blive de sidste» (1 Pet 5,5; Matt 20,16). Det må da være en frygtelig fare! Selv om verden og falske kristne uretfærdigt beskylder os for åndeligt hovmod, og selv om en frimodig tro og bekendelse ikke er det samme som hovmod, så er hovmod dog noget, som enhver kristen har grund til at frygte, kan fristes til og falde i; og den, der ikke frygter for det, vil blive ramt af det. Når Kristus siger: De første skal blive de sidste, så advarer og forskrækker han dermed meget fortræffelige folk, ja, de største hellige, for han stiller det op for selve apostlene (se Matt 19,27.30). Og meningen er, at selv om nogen virkelig er en af de første, er den mest oprigtige, alvorlige, troende og oplyste kristen, men så begynder selv at regne sig for en sådan, begynder at synes om sig selv og selv synes, at han er en af de første, så vil han netop derved blive den sidste. Og som Luther siger: «Her kan det godt ske, at en, der er fattig, svag og foragtet for verden, og som også lider noget for Guds skyld, så det slet ikke ser ud til, at han vil være noget, alligevel i sit hjerte i hemmelighed er fuld af behag og glæde ved sig selv og regner sig for den første over for Gud og netop derved er den sidste.» – Man ser derfor også, hvordan de største hellige her har frygtet – og det med god grund; for hvilke fremragende mænd er ikke faldet ved hovmodet? Hvad var Sauls fald? Hvordan lod Gud David falde! Hvordan faldt nogle af Paulus’ disciple!

23. «Derfor», siger Luther igen, «er det også nødvendigt, at man i vor tid prædiker dette for dem, som allerede kender evangeliet, ligesom mig og mine lige, der kan belære og mestre hele verden og mener, at vi nu er de nærmeste. – For hvor kommer det fra, at den ene finder på dette, den anden noget andet med evangeliet? Uden tvivl derfra, at ingen tror, at dette ord angår ham: De første er de sidste.» Eller, hvis de også kan mærke, at det angår dem (de ved med sig selv, at de i hemmelighed virkelig regner sig for de fornemste), så er de dog allerede kommet så langt ind i sikkerheden og fortryllelsen, at de alligevel ikke kan frygte, men bliver ved med at regne sig for de fornemste. Derfor må det også gå dem efter Herrens dom, så de virkelig bliver de sidste, hvad enten det allerede her i tiden bliver åbenbart i nogle grove syndefald eller skal blive åbenbaret ved Guds sidste dom.

24. Til sidst skal det endnu en gang mindes om, at enhver kristen også fristes og føres til alle disse frafaldets veje: åndelig dovenskab, synd og verden, egenretfærdighed, trællesind eller hovmod – alt det får en kristen at føle, mere end han bryder sig om. Her afhænger alt af, hvor man bliver stående, hvordan det går med sindet, med ånden, nemlig om man bliver i en synd, en afgudsdyrkelse eller verdslighed, fortsætter i det, ikke lader sig advare, ikke tænker på at opgive det, men forsvarer det – eller om man tværtimod lider under det, kæmper og beder imod det og derfor altid på ny bliver rejst op ved nåden og i det hele taget vandrer efter Kristus; om man fortsætter på egenretfærdighedens vej, holder den for god og bliver stående i trældom eller i selvtilfredshed – eller om man derimod i tide tager imod advarslen og vender tilbage til troens enfold og får den ufortjente nådes trøst igen og i det hele taget lever i den; om man bliver ved i åndeligt hovmod, bliver ved med at synes bedst om sig selv – eller om man vågner op, gyser ved det og råber om hjælp mod denne djævel og i det hele taget synes dårligt om sig selv. Se, det er forskellen; for det afhænger af, hvad der har overtaget, hvad der regerer (Gal 5,18); som apostlen igen siger: «Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for nogen som tjenere for at adlyde ham, så er I tjenere for den, I adlyder, hvad enten det er for synden, som fører til død, eller for lydigheden, som fører til retfærdighed?» (Rom 6,16). – Og lad dette for denne gang være nok som en påmindelse til den, der står, om at se til, at han ikke falder.