Kristus tabt og dog ikke tabt

1. Vi ved, at det er en grundregel i Guds husholdning med sine børn, at han skjuler sig for dem, ofte længe og dybt skjuler sig. Vi ved, at denne Guds skjulthed for det første i det hele taget bekymrer alle oprigtige Guds børn meget, og for det andet, at især nogle som følge af denne skjulthed går under en langvarig, hemmelig selvfordømmelse og fortærer deres hjerter med de tanker, at Kristus er tabt, at de er faldet fra, er døde osv., eller at de i de sværeste anfægtelser er nær ved at falde i fortvivlelse. Derfor har vi under denne overskrift, «Kristus tabt og dog ikke tabt», villet komme sådanne sjæle til hjælp med en smule trøst fra Ordet. – En anledning hertil har også været, at vi har besluttet, om Gud vil og hjælper os, i den følgende artikel at vise, hvordan Kristus virkelig tabes, og hvordan frafald fra nåden og synd mod Helligånden går til og viser sig – emner, der bliver tydeligere, når dette er gået forud.

2. «Kristus tabt og dog ikke tabt» er et besynderligt emne: for nogle sjæle meget svært at lære, for andre alt for let at lære; for nogle meget kært, vigtigt og magtpåliggende, for andre meget ligegyldigt, ubetydeligt og unødvendigt. For ikke at tale om den store hob af verdens børn, så findes der nogle, som gerne vil være meget gode kristne; men at Kristus skulle være tabt, det bekymrer de sig aldrig om, og at han ikke er tabt, det kan de meget let tro. Deres tro er så stærk, at den ikke engang behøver at blive holdt oppe af Ordet; den holder sig nok alligevel af sig selv. Deres tro og fred er nemlig af den slags, som fjenden ikke vil tage fra dem. De er selvgjorte, døde kristne. Det er ikke dem, dette emne er til gavn og smag for. – Men der findes også spædere nådebørn, som til visse tider ikke har brug for dette emne: enten når brudgommen endnu ikke er taget fra dem (Matt 9,15), når alt endnu er lutter fred og glæde, sol og lys og varme, eller når en tilfældig sikkerhed og indbildning har taget dem i besiddelse (Matt 26,33–35). Men der findes andre sjæle, svage, skrøbelige, anfægtede nådebørn, for hvem dette er et meget kært, vigtigt og magtpåliggende emne: Kristus tabt og dog ikke tabt. For dem findes der ingen større sorg, end når de frygter, at Kristus er tabt, og ingen større glæde, end når de kan tro, at han ikke er tabt. De kan nok også let fatte læren om dette med forstanden og endda tro den af hjertet; men når det gælder om at erfare det, svigter forstand og tro dem altid på dette punkt. At Gud skal forholde sig så underligt, så koldt og hårdt over for dem, som han dog elsker, og som er i hans nåde og venskab; at hans børn, selv om de er så højt benådede, alligevel så ofte og i så lange tider slet intet skal få smage, se eller føle af det, men nok føle og se det, der synes at bevise det modsatte – det er en sag, som de troende til alle tider er snublet over, er blevet forvirrede af og modløse over, ja, er blevet jammerligt ængstede og har klaget over, nemlig når det gjaldt om at erfare det. Lad os derfor tænke over følgende:

3. Kristus kan for os se ud til bestemt at være tabt og alligevel ikke være det; han kan meget længe og dybt skjule sit ansigt og alligevel være lige så nær og nådig; han kan prøve sine kæreste børn, ja, de mest benådede hellige, på den bitreste måde og alligevel elske dem inderligt og trofast. Det har vi mange eksempler på i Skriften. Jomfru Maria var jo den højest benådede blandt kvinder, udvalgt til at være Guds Søns mor, og alligevel – se blot i Luk 2,43–49, hvor bittert Gud kunne prøve hende! Det kæreste og dyreste barn, nogen mor har haft, og som desuden ved høje, himmelske åbenbaringer gennem engle og profeter var erklæret for Guds egen enbårne Søn – dette barn er tabt i tre dage! Hvor må først moderhjertet ikke have lidt og været ængstet over det, sådan som hun også selv bekendte: «Vi har ledt efter dig med sorg!» Og dernæst: med hvilke glødende pile må hendes kristne hjerte ikke være blevet gennemboret af Djævelen, med pinefulde tanker og forestillinger som disse: Ak, jeg uværdige vogterske! Mig var den højeste skat betroet af Gud, hele verdens Frelser og frelse, og den har jeg passet så dårligt, at jeg nu har mistet ham. Det er min egen skyld; det var mig, der skulle have vogtet denne dyre skat, som var givet til hele verdens frelse, og nu har jeg sat ham over styr og tabt ham, og Gud har taget ham tilbage som straf; himmel og jord skal fordømme mig osv. For man må lægge mærke til, at i anfægtelsen hersker ikke forstand, besindighed og sandhed, men de mest urimelige tanker og forestillinger; så det er ikke for meget sagt, når Luther om denne Marias anfægtelse antager, at hun kan have ment, at hele verdens forsoning var gået tabt for hendes skyld, og have anset sig selv for skyldig i en hel verdens fordømmelse. Der er ingen grænse, ingen besindighed, intet mål, når et bedrøvet hjerte og en satansengel, der slår en på kinden, taler – sådan som de, der har prøvet noget af det, nok vil kunne bevidne. Men især har al anfægtelse to brændpunkter, som er de sværeste. Det ene er: Det er din egen skyld, du har syndet, du har fortjent alt ondt; Gud er nok nådig og retfærdig, men du har selv draget dette onde over dig med din synd; du vidste bedre, men gjorde det værre; du kendte Guds vilje, men den har du foragtet; du vidste, at det og det var synd, men du har alligevel gjort det osv. Det andet lyder sådan: Det er forbi for altid og evigt, det kan ikke hjælpes, det kan aldrig ændres; du er ikke en anfægtet kristen, men en troløs frafalden, som nu lider det, dine gerninger har fortjent osv. Sådan har Maria også ganske sikkert tænkt: Det var dig, der skulle have vogtet dette barn, og det har du ikke gjort; du har begået den største synd i verden; dig var meget betroet, og af dig skal der også kræves meget. Og for det andet: Han er tabt for altid; for når han ikke er at finde blandt «slægtninge og bekendte», hvor skal han så være? Han kan umuligt gå blandt fremmede. Åh, det er tabt, tabt for altid, det elskelige barn, det dyre barn, det underfulde barn; jeg skal aldrig mere se dets yndige ansigt, aldrig mere høre dets kære stemme osv. Sådan må det have set ud: bestemt tabt; og alligevel – barnet var ikke tabt, det var i god forvaring.

4. Men se, så hårdt og bittert kunne Gud prøve selve den højest benådede Maria og alligevel ikke være vred på hende! Så megen skyld kunne hun føle at have, så tabt for altid kunne hun forestille sig, at Jesus var, og alligevel – han var ikke tabt. Men sådan har Gud altid plejet at handle med sine kæreste børn. – Hvor dybt skjulte Kristus sig ikke for den kana’anæiske kvinde? Hun går efter ham og beder; han går bort og tier; disciplene beder for hende, og så bliver det værre, for da svarer han noget, der ser ud som et bestemt afslag; hun beder igen, og så kalder han hende en hund: «Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det for hundene.» Og alligevel: hvilket brændende, kærligt og villigt hjerte skjulte sig ikke derunder, som til sidst brød frem i de ord: «O kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil» (Matt 15,22–28). – Hvor slemt så det ikke ud for disciplene, da Kristus blev taget fra dem, naglet til et kors, bøjede hovedet, døde og blev begravet! Da var den korte tid kommet, da de ikke skulle se ham og skulle græde og klage (Joh 16,16–20). Der løber de rundt mellem hinanden påskemorgen og leder blot efter hans lig, men finder ikke engang det. De troede ikke, at de skulle få ham at se levende samme dag; nej, da var han tabt for dem – men alligevel ikke tabt. – Med de to, der gik til Emmaus, gik han hele vejen uden at blive genkendt, skønt han straks kunne have åbenbaret, hvem han var; men det gør han ikke. Han giver dem blot Skriften at betragte og holder sig selv skjult så længe som muligt, og da han endelig åbenbarer sig for dem, forsvinder han i samme øjeblik. – For Thomas var han tabt endnu otte dage længere, men lod ham dog til sidst se og røre sig på den allernærmeste måde. – Sådan handler Herren med dem, han elsker. Åh, gid vi dog en gang kunne lære dette! Han elsker inderligt, men i det skjulte; han fører sine underligt, men nådigt; han er skjult, men trofast. Hvor hårdt prøvede han ikke de gamle fædre, fx Abraham (1 Mos 22), Jakob (1 Mos 32), Josva (Jos 7,5–9), David m.fl. Kort sagt: Det er netop grundreglen i Guds husholdning med sine børn, at han skjuler sit ansigt, ligesom det netop derfor også er grundreglen i kristendommen at tro – tro uden at se. At være en troende kristen vil netop sige at være et barn, som Gud dagligt leger den alvorlige leg med: «Om en kort tid – om en kort tid ser I mig ikke» – idet han, sådan som en mor plejer at gøre med sit barn, snart skjuler sit ansigt, snart viser det igen. Men den salige Prætorius [Stephan Prætorius (1536–1603), tysk luthersk præst og opbyggelsesforfatter.] siger, at Herren derved ofte «klemmer sine børn så hårdt, at tårerne står dem i øjnene».

5. Men alt dette gør han til vores bedste, som han siger: «Det er godt for jer, at jeg går bort; for går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til jer» (Joh 16,7). Det er netop ved denne sin bortgang, at han holder os varme og gør sig selv kær og liflig for os igen og igen; han øver vores tro, driver os til bøn, årvågenhed og brug af Ordet, gør os dygtige til at trøste og råde andre anfægtede osv. Men især er det troen, bønnen, kærligheden og årvågenheden, som han på denne måde øver hos os. Da bruden i Højsangen var kold, søvnig og langsom til at lukke op for brudgommen, skræmte han hende først en lille smule, og så forsvandt han i et øjeblik, gik bort og skjulte sig. Deraf opstod et helt omvendt forhold: Før var det ham, der bankede på hendes dør, og hun gjorde sig ikke engang den ulejlighed at lukke op; nu blev det hende, der søgte ham, som med stor omhu gik omkring og ledte efter «vennen», som hendes sjæl elskede, og hun kunne ikke prise hans liflighed nok (Højs 5). Sådan viser det sig at være sandt: Det er godt for jer, at jeg går bort. Og alligevel – så snart det sker for os, bliver vi angste og frygter, at der kun er vrede og død på færde, når det dog er en kærlig velgerning.

6. Denne bortgang er altså noget, som Herren altid vil, skal og må bruge over for os – som vi også hele tiden erfarer på alle mulige måder. Et nådebarn har knap nok fået vidnesbyrd om barnekåret, trøst og glæde i sin Frelser, før man ser det nedslået og mørkt til sinds efter nogle timer, dage eller uger og hører det bekymret klage: Jeg ved ikke andet, end at jeg har tabt Frelseren; jeg er så tør, kold, død og ulysten, har ikke den glæde i Ordet og bønnen som før osv. – Endnu tungere bliver dette mørke, hvis sjælen også er kommet til at forsynde sig på en eller anden måde; så hedder det: Jeg er faldet, det er min egen skyld, at Frelseren er veget bort; jeg skulle have våget, bedt og stået synden imod, det har jeg ikke gjort, jeg har syndet, og nu er han veget fra mig osv. – Men hvor svær anfægtelsen er, afhænger af, hvor længe den varer; de anfægtelser, der snart går over, er lette. Til et mere vedvarende og tungt mørke har der som regel været en særlig årsag: hos den ene, at han ikke nøjes med Guds husholdning, med det mål af Guds nåde og gaver, han får; en anden er forvirret af fremmed lære; en tredje af langvarig legemlig nød; en fjerde af en vedholdende fristelse til synd osv. Allersværest bliver det, når flere sådanne omstændigheder falder sammen.

7. At et menneske bliver utilfreds med Guds husholdning, tager anstød af Kristus og synes, at Gud ikke holder sine løfter, kommer ofte af, at det i sin tro og bøn uden at tænke over det selv foreskriver Gud mål, tid og måde for hans hjælp, hvor han dog vil være fri; og når det så ikke får alt efter dette mål, på den måde og til den tid, som det har troet og bedt, så bliver det nedslået. For eksempel: Det er ved nåden blevet et nyt menneske, men ikke et fuldkomment; det har fået et nyt, rent hjerte, dvs. et sind, som er enigt med Gud, men kødet strider imod og elsker synden (Gal 5,17). Når det så beder Gud om, at også dette forhold må blive ændret, og det ikke sker, så bliver det nedslået og mener, at det ikke står rigtigt til. – Eller: Gud har lovet hjælp mod synden; det forstår det sådan, at vi skal blive alle synder kvit, nemlig så kvit, at de aldrig skal friste os, i hvert fald aldrig overrumple os, hvis vi er hans børn; når nu alt dette ikke sker for det, mister det modet, som om Guds løfter var blevet til intet. Det kaldes at tage anstød af Kristus. Så kommer sjælen i mørke og mener: Jeg har mistet Kristus.

8. En anden bliver forvirret af fremmed lære og revet bort fra målet, fra det enfoldige at blive i Kristus og hans sandhed, som så for en tid mister sin smag og kraft for hjertet; da trækker Gud sig tilbage med sit lys, sin fred og salighed, for at den arme sjæl ikke skal få lov at gå videre ad den falske vej og blive stående der, men nødes til at vende tilbage til fredens eneste sande vej, hvor Herren engang lod sig finde. Da er det godt, at han går bort; for ellers ville man miste ham helt. Videre:

9. Mange Guds børn kommer også i dybt mørke gennem nedslående erfaringer i det legemlige. Af det har man mange eksempler i Salmerne og Profeterne: hvor svært det har været for de hellige at regne Gud for nådig, når han har ladet det gå dem meget ilde. Når en troende ikke blot bruger alle rimelige menneskelige midler til at hjælpe sig selv, men også med uophørlig og brændende bøn påkalder Herren og vil grunde sin bøn på hans egne løfter om en faderlig omsorg, og alt synes at være forgæves, nøden bliver større og ikke mindre, og dette varer længe – da hedder det gerne, især hvis der samtidig kommer en længere indre tørke til: Jeg kan ikke være et Guds barn, for så ville han dog en gang høre min bøn og gøre en forandring; eller: Der findes ingen Gud, intet Guds ord osv. Og på sådanne tanker følger nye anklager; så hedder det: Jeg har jo ingen tro, jeg spotter jo Gud – Kristus må være tabt.

10. Men selv om vi nu finder, at der med rette kan siges om alle disse tilfælde: Kristus tabt og dog ikke tabt, så hjælper det kun lidt i den virkelige nød; for der kan det stadig hedde: Ja, med mig er det dog helt anderledes, langt værre. Derfor skal vi også betænke denne omstændighed: Selv om en kristen virkelig var faldet fra troen, i synd og trældom eller i sikkerhed, men alligevel en dag kom til anger over alt dette, til bekendelse for Herren (Sl 32) og til længsel efter endnu at få lov at vende tilbage og tro og leve med Kristus, så er det fuldstændig det samme, som om han ikke havde været faldet; han har den samme nåde og adgang som den anfægtede troende eller som den, der kommer til Kristus første gang; han bliver igen omfavnet med den samme guddommelige kærlighed som første gang. Kristus er der igen, og hans forsoningsnåde er lige så tilstrækkelig – og derfor er det en ganske unødvendig umage at opholde sig længe ved undersøgelser af, hvor dybt et fald har været. Det skal vi straks se af Skriftens ord. Men lad os først betragte et tilfælde, der er endnu sværere end dem, der er nævnt, og som igen skal vise, hvordan Kristus er tabt og dog ikke tabt.

11. En kristen er, måske på grund af ændrede ydre forhold og et nyt bosted, kommet i en særlig adspredthed, kulde og forsømmelighed i brugen af Ordet, i bønnen og bekendelsen; imens bliver hjertet angrebet af en særlig svær fristelse, en stærk, vedholdende, uendelig fristelse, som fører sjælen i synd og nød; han ængstes og råber fra dybet. Men det besynderlige er, at netop nu, når sjælen for alvor begynder at søge Herren, bede og råbe, da trækker Herren sig væk, da begynder Guds dybeste skjulthed; den arme sjæl får ingen kraft, ingen trøst, intet lys fra Ordet eller bønnen; dage, uger og måneder går i det samme angstfulde mørke; så hedder det for alvor: Kristus er tabt, Ånden er veget bort, det er forbi. – Et stærkt billede af dette finder vi i Bunyans «Pilgrimsrejsen» blandt de ting, som blev vist frem i «Fortolkerens hus». En mand sad i et mørkt jernbur og så meget bedrøvet ud med øjnene vendt mod jorden, hænderne foldet og under dybe, tunge suk. Da Kristen spurgte ham, hvem han var, svarede han: Jeg er det, jeg tidligere ikke var. – Da han blev spurgt, hvad han så var før, svarede han: «Jeg var en herlig og blomstrende bekender, både i mine egne og i andres øjne, og havde stor glæde ved håbet om himlens salighed.» – Og nu? – «Nu er jeg et trøstesløst og ulykkeligt menneske, hårdt fængslet, ja, lukket inde i dette jernbur; jeg kan ikke komme ud herfra, ak nej, jeg kommer aldrig ud» o.l. – Og da Kristen spurgte, hvordan han så var kommet i denne ulykkelige situation, svarede han: «Jeg har forsømt at være ædru og vågen; jeg har lagt lastens åg på min lysts hals; jeg har syndet mod lyset fra Guds ord og mod Guds godhed; jeg har bedrøvet Ånden, så han er veget fra mig; jeg har fristet Djævelen, og han er kommet ind til mig; jeg har vakt Guds vrede, og han har forladt mig» osv. Til sidst, på spørgsmålet om han ikke kunne angre og omvende sig, svarede han: Gud nægter mig omvendelsen, ¹ hans ord giver mig ingen lyst til at tro; ja, han har selv lukket mig inde i dette jernfængsel osv.

¹ Her gøres der i «Pilgrimsrejsen» den bemærkning, at disse ord skal vise, hvordan det forekommer, ser ud og føles for en anfægtet sjæl, og at de på ingen måde skal forstås, som om det virkelig var sådan. Gud siger selv: Jeg har ingen lyst til den ugudeliges død, men til at han omvender sig og lever (Ez 18,23).

12. Læg nu mærke til dette: Om det her skal blive til liv eller død, om Kristus her er virkelig og evigt tabt eller kun for en tid, det spørgsmål afhænger egentlig af én eneste omstændighed, nemlig om det virkelig forholder sig sådan, som det udtrykkes i ordene: «Guds ord giver mig ingen lyst til at tro.» For det første ved vi, at vores frelse under alle omstændigheder – faldet eller ikke faldet, første eller hundrede gang – afhænger af, at vi tager imod den, tager imod Kristus; for «alt er rede»; «den, der har Sønnen, har livet». Og for det andet ved vi, at «ingen kan komme til Jesus, uden at Faderen drager ham» (Joh 6,44), at ingen længes efter at tro på ham, uden at Ånden virker det; at for eksempel den, der har syndet mod Helligånden, eller som ellers ligesom Farao er overgivet til et forvendt sind og til forhærdelse, at sådan en, selv om han skælver for helvede, alligevel ingen «lyst til at tro» har; han længes ikke efter Åndens nåde til tro og omvendelse. Al erfaring bekræfter det samme som disse Kristi ord: «Ingen kan komme til mig, uden at Faderen drager ham.» Hvis det altså virkelig forholder sig sådan med et fortvivlet menneske, at det aldrig ved Ordet får blot en lyst til at kunne tro og være et omvendt Guds barn, men med modvilje mod Herren foragter hans nåde og ikke vil have den, så er det et uhyggeligt tegn på et hjerte som Kains og Judas Iskariots, et hjerte, som går bort fra Gud og ikke kan hjælpes. Men læg mærke til: Det er ikke afgjort, at det var tilfældet her; den anfægtedes klage over det vidner netop om det modsatte. Det sker nemlig meget ofte, at et anfægtet hjerte, som Ånden ikke er veget fra, ikke selv mærker eller forstår sin længsel efter Herren; den opdages først, når en smule trøst allerede er begyndt at indfinde sig. For da mærker man, at trøsten giver liv og glæde, og det beviser, at der alligevel var en gnist af længsel tilbage, skønt skjult. Også Thomas afviste alt vidnesbyrd om Kristus og syntes ikke engang at ville tro, men at være en modstander; men da han var blevet overbevist om, at hans Herre ikke var tabt, udbrød han: «O, min Herre og min Gud!» Da kunne man se, hvilket hjerte han under al sin tvivl havde båret for Frelseren; man kunne se, at der i dybet endnu havde spiret en inderlig, om end skjult længsel efter ham. Det er det, Luther taler om i en prædiken på anden påskedag, hvor han siger: «Gud ser dybere ind i dit hjerte, end du selv gør, eftersom du jo ikke ville være imod det, om du var helt og holdent antændt og brændende.» ²

² Gid enhver ville lægge mærke til, hvad der siges her! Her tales der om en sjæl, der ønsker at få tro, at kunne tro. Der findes endnu en flok sjæle, som også er i mørke og fører en vis klage og sukken, men som ikke vil ud af det; i hemmelighed elsker de deres sorgbundethed og vil blive i deres mørke, som om det var den rigtigste og bedste sjælstilstand, mens de forkaster troens frimodighed som overmod. Det viser, at der ikke er meget ved deres sorg; den går dem ikke for alvor på. Ja, det vidner om en falskhed i deres ånd. For en oprigtig sjæl i anfægtelse har ingen lyst til at blive i den tilstand og har ingen glæde af den; den frygter virkelig, at det står ilde til, og ønsker at komme ud af det, til fuld vished, tro og bekendelse. Derfor plejer den også hellere at beklage sin ringe længsel, sin kulde og ligegyldighed over for nåden. – Se mere om dette i Luthers Epistelpostil nr. 8 om «de kainske helgener».

13. Hvor denne hunger og tørst nu findes, om den så er skjult, dér er Kristus ikke tabt for evigt, men – hvor ilde det end ser ud – kun «en lille tid». Herom har vi tydelige ord og eksempler i Skriften. For det første ser vi, at det i anfægtelsens tid kan gå så vidt med en troende, at han mener sig at være helt forladt af Gud, drevet bort fra hans øjne og ligesom spærret inde i et fængsel. Det ser vi for eksempel hos Jeremias, da han i svær anfægtelse sagde: «Herren har muret mig inde, så jeg ikke kan komme ud, og lagt mig i tunge lænker. Og selv om jeg råber og beder, lukker han ørerne for min bøn. Han har muret min vej til … og spærret mine stier. Min sjæl er drevet bort fra freden. … Jeg sagde: Mit håb er ude, at jeg nogen sinde mere skal være hos Herren» og så videre. Men kort efter siger han med stor trøst: «Herrens barmhjertighed er endnu ikke til ende. Hans trofasthed er stor … han driver ikke bort for evigt … han bedrøver nok, men han forbarmer sig igen efter sin store mildhed» (Klag 3,7–32). Ligeledes bekender David om sig selv: «Jeg sagde i min forfærdelse: Jeg er drevet bort fra dine øjne; alligevel hørte du min bøns røst, da jeg råbte til dig» (Sl 31,23).

14. Men hvad siger så Herren om dette – om enhver sådan elendig sjæl? Så siger Herren:

«Han længes efter mig, derfor vil jeg udfri ham; han kender mit navn, derfor vil jeg beskytte ham; han påkalder mig, derfor vil jeg bønhøre ham; jeg er hos ham i nøden, jeg vil tage ham ud af den og lade ham komme til ære» (Sl 91,14–15).

«For jeg ved godt, hvilke tanker jeg har om jer, siger Herren, nemlig fredens tanker og ikke sorgens, så jeg kan give jer den ende, som I venter på» (Jer 29,11).

«Et lille øjeblik forlod jeg dig, men med stor barmhjertighed vil jeg samle dig. I vredens øjeblik skjulte jeg et kort stykke tid mit ansigt for dig; men med evig nåde vil jeg forbarme mig over dig, siger Herren, din forløser» (Es 54,7–8).

Ja, med hvilken højtidelig alvor siger Herren Kristus ikke: «Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden; jeg vil give den, der tørster, af kilden med det levende vand for intet!» «Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal tage livets vand for intet!» (Åb 21,6; 22,17).

15. Se, o sjæl! Antag gerne, at du er faldet fra, er kommet bort. Når du alligevel vil vende tilbage, er det helt det samme, som om du aldrig var faldet. For dette Herrens ord gælder jo til alle tider og under alle forhold: Jeg vil give den, der tørster – og den, der vil – livets vand for intet. Den store hovedsandhed står højt over alle sandheder og over alle betænkeligheder. For læg dog mærke til det, læg dog mærke til det! For det første er det «et troværdigt ord og i enhver henseende», under alle omstændigheder, «værd at tage imod, at Jesus Kristus er kommet til verden for at frelse syndere», også den største – for at frelse det fortabte, hvad enten det så er fortabt for første eller for hundrede gang! – at «han har modtaget gaver til menneskene, også til de frafaldne» – læg mærke til: også de frafaldne – «for at Herren Gud alligevel skal blive dér» (Sl 68,19). For det første står altså dette fast som en hovedsandhed over alle sandheder. Men for det andet dette: «Den, der tørster, skal komme; og den, der vil, skal tage livets vand for intet.» «Den, der tørster», «den, der vil» – det er virkelig en regel uden undtagelse, som vi allerede har set. Så snart en synder vil vende tilbage, vil tro på Frelseren, vil forlade alt sit eget og flygte til ham, så er alt genoprettet. – Men siger du, at du nok vil alt dette, men ikke kan tro, så er der ingen fare ved det; bare vent; Herren sagde jo: Han længes efter mig, derfor vil jeg udfri ham. – Anderledes er det med dem, som virkelig ikke vil tro, som aldrig lader sig bevæge til igen at søge nåden og vente på Herren, men vender sig hid og did. Det er over sådanne fortvivlede, at Bibelen forkynder et tredobbelt «ve». Derfor: De, der frygter, bør også håbe. Således lyder Skriftens ord: «I, som frygter Herren, sæt jeres lid til ham, for han svigter jer ikke. I, som frygter Herren, håb det bedste af ham, så skal nåde og trøst altid times jer. I, som frygter Herren, vent på hans nåde og vig ikke fra den, så I ikke går til grunde! Se på de gamles eksempel: Hvem er nogen sinde blevet til skamme, som har håbet på Herren? – – Herren er nådig og barmhjertig og tilgiver synderne og hjælper i nød. – Ve dem, der fortvivler om Gud og ikke står fast, og den ugudelige, som bøjer sig hid og did! Ve de fortvivlede, for de tror ikke; derfor bliver de heller ikke beskyttet. Ve dem, der ikke holder ud!» (Sir 2,7–16). Men således siger igen et andet skriftord: «Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses» (Joel 3,5). Amen, amen.