Svar, hentet fra en kristens rejsebeskrivelse

Ja, loven kunne ikke gøre levende (Gal 3,21); men når et menneske også har lært dette og derfor har søgt troens vej – ja, også fast tror, at det er i nådens stand – men alligevel bliver det samme, som det har været, når dets tro ikke giver liv og ikke bærer frugt, hvad er så fejlen?

Svar, hentet fra en kristens rejsebeskrivelse

Da jeg rejste fra X. menighed, hvor der er mange levende kristne, og hvor jeg dagen før havde forkyndt Ordet, fik jeg som rejsefælle en kvinde, som nok gerne vil regnes for en god kristen – hun bruger Guds ord, beklager verdens ulykkelige tilstand og gør adskillige gode gerninger osv. – men som sammen med nogle få andre altid på en vis måde står adskilt fra de troende. Vi kørte sammen. Efter at hun med mange ord havde prist sin lykke over nu på en vej af 10 mil [Svenske mil à ca. 10 km, altså omkring 100 km.] at kunne tale med sådan en Herrens tjener, tænk engang, begyndte hun således: «Sig mig, hvori fejlen består, at jeg aldrig kan smelte sammen med den flok kristne, som vi var sammen med i aftes? Alt, hvad der blev lært dér, var så fuldstændig i overensstemmelse med min mening om sagen, som om det var taget ud af mit hjerte. De andre glædede sig nu også over den samme lære; jeg kan derfor ikke forstå, at der kan være nogen betydelig forskel mellem dem og mig.» – «Nå, hvad er det, der skiller jer?» spurgte jeg. – «Ja, de siger, at det kun er i troens egenskaber, frugter og virkninger, at jeg altså ikke skulle have den rette tro.» – «Nå, så fortæl mig, ad hvilken vej du er kommet til troen?» – Nu fortalte hun med mange ord om sine erfaringer, og de vigtigste af dem var, sagt kortere, følgende: Allerede som 14-årig var hun blevet «stærkt vakt», så hun havde råbt, grædt og bedt til Herren. Da fik hun Guds svar, at hun skulle bedre sig. Hun begyndte nu med al flid at bedre sig, at læse Guds ord, at skille sig fra verdslige selskaber, holde sabbatten hellig, våge og kæmpe imod dårlige vaner osv. I samme grad begyndte hun også at blive roligere; og hun takkede nu ofte sin Gud, fordi han havde draget hende bort fra verden. «Når jeg søndag aften sad med bogen,» sagde hun, «kom mine tidligere legekammerater hen til mit vindue og sagde: ’Kom med os, vi vil lege der og der’; men jeg svarede altid: ’Nej, Gud byder mig at holde hviledagen hellig, jeg er nu skilt fra jer!’»

Hun havde også haft andre trøstende erfaringer. Hun fortalte: «Engang da jeg kom ind på en kro, og det var mørkt i stuen, råbte nogen fra en seng: ’Frygt ikke, for jeg er med dig; vig ikke, for jeg er din Gud osv. – sådan siger Gud til dig, barn, som står der ved døren!’ Det ord gik gennem hele min sjæl som en Guds røst til mig, især fordi jeg vidste, at han, der råbte, ikke kendte mig og ikke vidste, at jeg var en sjæl, der søgte Gud. Han var endda en enfoldig stakkel, der gik fra landsby til landsby og tiggede; men jeg tror, at Gud talte gennem ham.» – Derefter fortalte hun, hvordan hun var rejst til Stockholm, hvor hun opholdt sig et år. Dér var hun også et særdeles godt og fromt menneske. En rasende kvinde havde en nat været lige ved at tage livet af hende med en kniv; og alligevel betalte hun, da denne kvinde kort efter døde, for hendes begravelse, skønt hun hverken var i familie med hende eller på anden måde forpligtet over for hende – altså af lutter godhed.

«Men da jeg kom hjem fra Stockholm,» fortalte hun videre, «var min bror blevet en kristen. Da sagde han til mig, at al min gudsfrygt var falsk, at jeg aldrig var kommet til troen, men havde søgt trøst i min fromhed og altså var en selvretfærdig farisæer; at det er umuligt at behage Gud uden tro osv. Det underbyggede han med så mange bibelord, at jeg blev fuldt overbevist om, at jeg endnu manglede troen, og at troen var højst nødvendig. Nu begyndte jeg med al alvor at stræbe efter troen på Kristus, jeg læste meget om den og forsøgte også at tro, så godt jeg kunne. Jeg købte Luthers postil og mange evangeliske bøger. Og jeg kan ikke klage over, at jeg ikke også har troen. Nej, Gud være lovet, jeg tror skam. Og noget andet kan jeg egentlig ikke sige; for sådan er jeg blevet ved i alle disse år. Hvis jeg til tider har været i mørke, har min Gud altid trøstet mig igen. Sådan som jeg oplevede det nu før pinse: Jeg var da meget tung og bedrøvet, for jeg kunne ikke få noget godt ud af Ordet og tænkte, at jeg ikke ville få nogen god helligdag; men om morgenen pinselørdag vågnede jeg så glad, og Ordet smagte mig så godt, og jeg fik sådan en dejlig helligdag.» «Hvad fik du så trøst af?» spurgte jeg. «Var det et Guds ord, der trøstede dig?» «Nej, jeg skal sige dig, hvad min Gud gjorde. Jeg havde sådan en mærkelig drøm om natten. Jeg syntes, at en smuk, herlig person kom til mig og sagde: Følg mig. Så førte han mig op på et højt bjerg, der skinnede af lutter guld; midt på toppen stod pagtens ark; så befalede han mig at gå rundt om arken og se på den. Da jeg vågnede, forstod jeg, at Gud ville sige, at jeg kun skulle se på Jesus og have fred.»

Dette var hovedindholdet af hendes beretning. Derefter stillede jeg kun følgende spørgsmål: «Da du af din bror blev overbevist om, at du ikke havde troen, blev du så ikke forskrækket over, at du stod under Guds dom og forbandelse?» – «Nej, Gud var så nådig og bevarede mig fra det. I en sådan forskrækkelse har jeg aldrig været siden dengang, jeg blev vakt i min ungdom. Nej, jeg har skam altid vidst, at jeg havde Guds nåde; det har jeg jo kunnet se af alt det gode, han har gjort mod mig.» – «Men da du før pinse var så ængstelig, var du så alligevel ikke bange for noget, for eksempel for at det ikke stod rigtigt til med din sjæl?» «Nej, slet ikke, men det var, som jeg lige sagde: Jeg fik ingen smag for Ordet, som ellers er min eneste glæde.» – Dernæst spurgte jeg om virkningerne af hendes tro: «Blev det på nogen måde anderledes med dig, da du, som du siger, begyndte at tro på Kristus?» – Nu så hun på mig med et undrende udtryk; og skønt jeg gjorde spørgsmålet tydeligere og gentog det, kunne hun ikke give noget svar på det. Hun havde været from og god før og from og god bagefter. Men en iøjnefaldende forfængelighed, en tilbøjelighed til at fremhæve sine gode sider, en kvalt og skjult, men alligevel uforvarende frembrydende uvilje mod de troende på stedet osv. syntes også at vidne om det samme, som hendes historie lagde endnu tydeligere for dagen: at der endnu ikke var sket nogen genfødsel ved Helligånden hos hende.

Til sidst spurgte hun, om jeg havde forstået hende og kunne sige, hvordan det stod til med hende. «Ja, udmærket,» svarede jeg; og efter at jeg på det inderligste havde bedt hende om én gang at give slip på sine indbildninger og sine egne støtter og et øjeblik give agt på den guddommelige sandheds ord, eftersom det jo gjaldt den udødelige sjæls evige vel eller ve, sagde jeg endelig: «Jeg springer alle dine tidligere erfaringer over, indtil du kom tilbage fra Stockholm, eftersom du selv har indset sandheden i din brors fremstilling, at du ikke levede i troen på Kristus; men da begyndte du at jage efter troen, da skulle sagen afhjælpes med troen. Sikke et bedrag! Hvad skulle du nu med troen? Du var jo ikke i nogen nød? Kristus har jo ikke brug for, at du tror på ham. Når du ikke selv er i nogen nød, ikke selv har brug for Kristus, så behøver du heller ikke tro på ham. Du har selv alvorligt forsikret mig, at du aldrig kom i nogen forskrækkelse over at være under lovens forbandelse. Hvad skulle du så med Kristus og troen? Du tænkte, at du til al din tidligere fromhed også ville lægge troen som den sidste fuldendelse af værket. Du ville bare sætte en ny lap (af tro) på det gamle klæde (din egen retfærdighed). Altså har du aldrig vidst, hvad tro på Kristus vil sige, og hvad den skal være til! Den rette tro er dette: at en sjæl, som er i nød under sine synder og lovens dom og ikke kan finde nogen trøst eller ro i alt, hvad den gør, til sidst, alene på grund af denne nød, tager sin tilflugt til Kristus og hans fortjeneste og dér får sin trøst, sin eneste trøst. Kristus er kommet for at frelse det fortabte, ikke de retfærdige, men syndere i nød. Du har udtrykkeligt sagt, at i en sådan nød har du aldrig været siden din første vækkelse, da du blev trøstet hos loven. Siden da har du altid vidst, at Gud er dig nådig. Hvad er så din tro? Dér ser du årsagen til, at din tro aldrig har kunnet have de rette virkninger på dig. Den indlullede og forheksede samvittighed må først vækkes og mærke syndens og lovens forbandelse, før du kan få en sand og levende tro; og så at få lov at tro på nåde i Lammets blod, at tro på en evig retfærdighed i ham, på barnekår, liv og salighed – det skal gøre dit hjerte glad og saligt, levende, kærligt, bøjet, ydmygt, villigt, kort sagt: genfødt. Så vil du også smelte sammen med søskendene i nåden. Og uden en sådan ny fødsel må du dø i dine synder.»

Det blev vel taget venligt imod og blev fulgt af en mere indesluttet tavshed og nogle taksigelser og tårer; men om det blev modtaget til frelse, ved jeg ikke. Vi skiltes, jeg rejste videre, og Herren ved, om vi mødes igen.

De betragtninger, jeg siden gjorde mig over dette under min stille rejse, var først og fremmest dem, jeg lige har fremstillet, om den rette tros væsen; og dernæst denne: Hvor sandt Bunyan siger i sin «Pilgrimsrejsen», at også loven kan tage syndebyrden af eller stille den vakte samvittighed – idet den bekymrede sjæl finder sin trøst i lovens gerninger, i fromhed, andagt, adskillelse fra verden, religiøs virksomhed osv. Endelig tænkte jeg over, hvilken frygtelig forhekselse og forhærdelse den sjæl kommer i, som agter på og sætter pris på egne mærkelige tegn, drømme, åbenbaringer eller erfaringer af Guds nådige førelse og ud fra sådan noget slutter, at Gud er den nådig. Det syntes at være ved sådan noget, at hendes hjerte var så godt som fuldstændig uskikket til at tage imod «den sunde lære». Alt Guds ord var godt, bare det ikke angreb hende. Hendes sikre og faste tro var, at hun var et særligt yndlingsbarn i Guds skød, og det havde hun sine egne særlige tegn på. Når Guds eget ord ville vise hende noget andet, var det ikke godt, så gjaldt det ikke. – I en sådan forhekselse lader Gud i sin store, forfærdelige retfærdighed de sjæle falde, som ikke vil agte på hans eget ord. Se 2 Kong 8,7–15; 1 Kong 22.