Den enkelte kristnes arbejde for sine medmenneskers omvendelse

Bearbejdet efter doktor Reed

Dette er et emne, som vi gerne ville vække den største opmærksomhed om – et emne, som vi vil anbefale alle levende kristne at lægge sig på sinde med den allerstørste alvor. Vi har rigtignok tidligere, i anden årgang, fremstillet det under overskriften «Åndeligt præsteskab»; men dels er det nu temmelig længe siden, og derfor ikke for tidligt at give en ny påmindelse om denne vigtige sag – for denne sag skal jo ikke blive stående i en afhandling eller i en blot viden, men sættes i værk og være i stadig øvelse; og alt det, der kræver øvelse, må vi hele tiden minde os selv om på grund af vores sørgelige træghed, glemsomhed og forsømmelighed – dels kan den afhandling, vi nu bringer, med rette betragtes som en fuldendelse af den nævnte, eftersom den behandler emnet mere udførligt. Desuden har den også en særlig værdi ved, at den er skrevet af en anden forfatter, en Kristi tjener i England, der er oplært til Guds rige, doktor Andrew Reed. [Andrew Reed (1787–1862), engelsk kongregationalistisk præst i London, kendt for sit vækkelsesarbejde og sine velgørende stiftelser; han var ikke lutheraner.] Skønt han er præst af embede, arbejder han med stor iver og med Åndens kraft og klarhed på at vække alle levende kristne til virksomhed for deres medmenneskers omvendelse. Og han tænker ikke blot på deltagelse i missionsarbejdet, men på en personlig, umiddelbar indsats for medmenneskers omvendelse.

Vi ville ønske, at vi kunne vække alle troende til iver for denne sag. Dertil er der mange vigtige grunde, som snart skal fremstilles mere udførligt. For det første er sagen jo i sig selv overmåde vigtig. Hvad er vel vigtigt på jorden, om ikke dette, at dyrekøbte, udødelige sjæle bliver frelst fra den evige fortabelse og kommer ind i Guds himmelske rige? Og hvem skal arbejde for det, om ikke de omvendte og levende kristne, hvad enten de findes inden for eller uden for præstestanden? For af de uomvendte, som selv er døde, kan man ikke med rimelighed vente, at de skal tjene til andres omvendelse og levendegørelse i Kristus. Kristus siger selv: «Den, som ikke er med mig, er imod mig.» «Kærligheden er hele lovens opfyldelse»; «for hele loven er opfyldt i ét ord, i dette: Du skal elske din næste som dig selv» (Rom 13,8–10; Gal 5,14). Men hvem kan vel vise sin næste en større kærlighedsgerning end den, der bliver et middel til hans omvendelse og frelse? Derfor må stræben efter det være en hovedsag for enhver kristen. Og desuden: når vi dagligt nyder så utallige og store velsignelser og glæder ved at være i nådens stand og ved alle evangeliets rige skatte, skulle vi så ikke ønske at give andre del i dem? Skulle vi ikke «indbyde hinanden under vores vinstok og figentræ» (Zak 3,10) og sige: «Kom, smag og se, hvor god Herren er!»

For det andet er hindringerne for denne indsats også så mange og store. Ud over vores egen træghed, forsømmelighed, menneskefrygt og meget mere findes der her også falske meninger og bud, som støtter denne forsømmelighed og fører de enfoldige vild. De kommer især fra papistisk egenmægtige lærere, også inden for vores svenske kirke, som vil være herrer over menigheden og over Guds ord, og som, skønt de kaldes lutherske, alligevel – måske med Luthers egne ord, hvis rette hensigt de fortier – forkaster og fordømmer den samme åndelige virksomhed, som Luther på grundlag af Skriftens mange klare ord så ofte og kraftigt krævede.¹

¹ I den nævnte artikel i anden årgang anføres både en mængde af Skriftens ord om dette og udtalelser af Luther fra syv forskellige steder i hans skrifter, som kan læses der.

Derfor er det nok nødvendigt med sandhedens ord igen at styrke og oplyse de enfoldige, minde og opmuntre de troende og «nedbryde tankebygninger og alt det høje, som rejser sig mod kundskaben om Gud» (2 Kor 10,5).

Den afhandling, vi bringer her, er egentlig kun et afsnit af en række forelæsninger, som doktor Reed har holdt; og den engelske udgiver bemærker, at den i det mindste i tankerne bør forbindes med det foregående afsnit, hvis indhold og overskrift var: «For at fremme kristendommens liv hos andre må vi især søge dets vækst hos os selv.» Det er en overmåde vigtig bemærkning. Det eneste, der skal til, er, at dit eget åndelige liv vokser; så vokser også dets velsignelsesrige udstrømning til andre; det sagde Kristus om: «Den som tror på mig, fra hans indre skal der, ligesom Skriften har sagt, strømme floder med levende vand. Men dette sagde han om Ånden» osv. (Joh 7,38–39). «Et godt menneske fremfører det gode af sit hjertes gode forråd – for af hjertets overflødighed taler munden» (Luk 6,45). Og Paulus: «Da vi har den samme troens ånd, som der står skrevet: Jeg troede, derfor talte jeg, så tror vi også, og derfor taler vi også» (2 Kor 4,13). Hovedreglen for at blive en velsignelse for andre er altså selv at stå i en levende og stadig voksende erfaring af det liv, man vil vække hos andre – selv at stå i syndserkendelse, hvis man vil virke syndserkendelse hos andre; selv at tro og leve i Kristus, hvis man vil vække tro og liv hos andre; selv at stå i øvelse i at døde kødet og i al helliggørelse, hvis man skal kunne tale ret og tale med velsignelse om det til andre. Kun liv giver liv; kun Ånden føder ånd; «det, som er født af kødet, er kød»; men hvor Ånden bor, bliver den ikke uden kraft og virkning. Det er hemmeligheden bag en velsignelsesrig virksomhed blandt andre. – Omvendt: hvilken skade ser man ikke ofte af deres tale, som ikke selv har det liv og de erfaringer, de vil tale om! – Men nu: ligesom alt Guds værk må vækkes, ledes og drives frem af Guds ord, sådan har også de levende kristne brug for, at Ordet særligt minder, underviser og opmuntrer dem til denne deres åndelige virksomhed. Det skal den følgende afhandling tjene til. Gud hjælpe os til at lægge den på hjerte! Doktor Reed skriver:

Den, der hører, skal sige: Kom! (Åb 22,17).

Alt liv vil meddele sig. Sådan er det hos Skaberen. Hans gerninger er bevis på det. Sådan er det også med alt skabt; og jo mere fortræffeligt et liv er i sin art, desto større er dets evne til at meddele sig.

Religion (sand gudsfrygt) er et liv – den mest fortræffelige slags liv. Den vil også i højeste grad meddele sig. Ikke at ønske at give den videre til andre er et tydeligt bevis på, at man ikke selv har den; og i samme grad som vi selv er velsignet med den, i samme grad vil vi stræbe efter at give den videre.

Dette emne er meget vigtigt. Det er et emne, der angår enhver kristen. Det er ikke blevet lagt tilstrækkeligt på sinde. Det er i høj grad praktisk og kræver at blive behandlet enkelt, alvorligt og med nogen erfaring af den menneskelige natur. Lad os betragte det med alvor og under bøn om Guds velsignelse!

Emnet er lige så omfattende, som det er vigtigt, og må betragtes fra forskellige sider. Det vil derfor være nyttigt at samle vores tanker i en enkel sætning: at det er enhver kristens pligt at søge at omvende sine medmennesker til Kristus. Man bør måske først fremstille pligten, eftersom den er blevet forsømt; dernæst nogle forskrifter for, hvordan den udøves, eftersom mange har anset denne sag for svær at udføre; og for det tredje de drivkræfter, der bør holde os oppe, så vi ikke bukker under for modstanden.

1. Det er enhver kristens pligt at søge at påvirke sine medmennesker til deres omvendelse og frelse

Selv om man har overset, hvor vigtig og almen denne pligt er, er den dog i sig selv så klar og tydelig, at den næppe nogen sinde har kunnet modsiges. Det, der derfor først og fremmest kræves, er at gøre levende for hjertet, hvad dette emne indebærer.

Først og fremmest: Læg mærke til Den Hellige Skrifts klare vidnesbyrd. Hvad kan det betyde, når Skriften siger, at du ikke skal tåle synd hos din næste, men irettesætte den, ellers bliver du selv skyldig i hans synd (3 Mos 5,1; 19,17)? Endvidere: «Du skal elske din næste som dig selv.» – «Den som omvender en synder fra hans vildfarelses vej, frelser en sjæl fra døden.» – «Forman hinanden og opbyg hinanden.» – «I har fået det som gave, giv det som gave.» – «Den, der hører, skal sige: Kom!» og flere. Tåler vi ikke synd hos vores næste, når vi ikke søger hans omvendelse? Kan vi elske vores næste som os selv, hvis vi ikke stræber efter at give ham det, som er vores egen største lykke? Hvis vi ikke stræber efter at befri den sjæl, som fjenden slæber mod døden, kan vi så være uskyldige i hans blod? Vi har fået evangeliet som en gave, for at vi på vores side igen skal give det som en gave til andre; og så spørges der: Kan vi regne os selv for redelige og trofaste, hvis vi beholder det for os selv?

2. Tænk på dit kald, dit nye, høje kald som kristen. Hvad er det? – Først og fremmest er dit kald at elske Gud – at være hans egen og leve for ham. – Kan du uden selvmodsigelse eller overhovedet oprigtigt vise, at dette er dit kald, hvis du ikke brænder for hans sag og er optaget af at fremme hans ære? Kan det være en ringe ting for dig, som sjældent beskæftiger dine tanker eller forstyrrer din fred, at du lever i en verden, hvor han bliver fornægtet, vanæret og spottet; hvor menneskene er i almindeligt oprør mod ham; hvor laster og forbrydelser i de mest afskyelige skikkelser hele tiden krænker ham? – Hvis du elsker ham over alle ting, må dette så ikke gøre dit brød bittert og uroe din sjæl både dag og nat? David siger: «Jeg brænder indvendig over de ugudelige, som forlader din lov.»

3. Husk på dit slægtskab. Et menneske – hvad er et menneske i forhold til dig? Er han ikke din bror eller hun din søster? Har I ikke én og samme Fader – samme natur – samme udødelighed? Skylder du ham ikke noget? Er han ikke «ben af dine ben og kød af dit kød»? Skylder du ham ikke noget? Du må først fornægte slægtskabet, før du fornægter din forpligtelse over for ham. Det var den første morder, som udbrød: «Skal jeg vogte min bror?» – Og enhver, der gentager det og svarer på samme måde, er intet mindre end en morder i vores fælles Faders øjne. Og til ham, som sagde det, og til ham, som stadig gør det samme, svarer himmel og jord: «Jo, syndige menneske! Du skal vogte din bror – ellers råber hans blod mod dig fra jorden.»

4. Lyt til den almindelige opfattelses stemme. Hvad siger den? Hvis et menneske var i fare for at omkomme i ild eller vand, og du var i stand til at hjælpe, men ikke gjorde det, ville menneskehedens fælles stemme så ikke rejse sig for at true og fordømme dig? Ja, ville ikke dit eget hjerte fordømme dig, og ville du ikke skamme dig sådan, at du følte dig ringere end et menneske? Og når du som kristen bekender, at du har sans for menneskers timelige vel, burde du så ikke mindst have lige så megen sans og omsorg for det vel, som du dog regner for uendeligt højere? Men jeg vil ikke bruge mere tid på at overbevise om en sag, som man straks må være fast overbevist om.

5. Lad os alle lægge mærke til, at den pligt, vi nu betragter, har som mål at omvende mennesker til Kristus. Vi skal ikke søge noget mindre end deres omvendelse. Her går det ofte forkert til, og megen velment iver bliver brugt uden frugt, som under en bedre ledelse kunne have haft de mest velsignede følger. Mange, som stræber for andres bedste, især blandt de unge, nøjes med alt for lidt. De vil få dem til at læse, til at bede, til at lægge dårlige vaner af, til at bruge de offentlige nådemidler og så videre, og de er mere eller mindre tilfredse, hvis de for øjeblikket bare opnår det. Heri ligger en hel mængde vildfarelser, som vil ende med, at skarer føres ulykkeligt vild. For at undgå denne vej skal du opstille tre faste punkter for dig selv.²

² Forfatteren har kun fremstillet dem i to punkter. Disse tre samt nogle få andre steder er noget bearbejdet af redaktionen.

For det første: Det står aldrig vel til med en synder, før han virkelig er omvendt. Jeg har hørt mangen en far, som virkelig var optaget af et elsket barns vel, bemærke: «Jeg kan godt nok ikke sige, at min søn er omvendt, men jeg vil tro, at han er i en håbefuld tilstand.» Det er en falsk og farlig sondring. En uomvendt tilstand kan ikke være håbefuld. Den, som er uomvendt, lever i det kødelige sind, som er fjendskab mod Gud, er i sine synder og er et «vredens barn»; og i denne uforsonede stilling forbliver han, hvor smuk en overflade han end antager, så længe han ikke virkelig er blevet omvendt.

For det andet: Tænk grundigt over, at omvendelsen ikke består i en forbedring, der langsomt tager til, men er – sådan som selve ordet siger – en omvendelse: at mennesket slår ind på en helt ny vej, får en retning, der er det stik modsatte af den, det havde før, bliver født på ny, bliver en ny skabning; at det får en ny hersker, bliver befriet fra den stærke, som havde bevæbnet sit hus (Luk 11,21–22), og bliver flyttet over i Guds elskede Søns rige. Nu kan brugen af nådemidlerne og forskellige erfaringer af deres kraft i hjertet godt være en forberedelse til omvendelsen; men selve omvendelsen må indtræffe på et bestemt tidspunkt i menneskets liv. Luthersk note: Reed gør her brugen af nådemidlerne til blot en forberedelse til omvendelsen, som så skal ske på et bestemt tidspunkt. Efter luthersk lære er Ordet og sakramenterne selv de midler, hvorved Helligånden virker omvendelse og tro (CA V; Konkordieformlen, Epitome II,4 og Solida Declaratio II,48); omvendelsen er ikke noget, der sker ved siden af nådemidlerne. Den fortabte søn havde helt sikkert længe haft hårde kampe i sit indre, tanker, følelser og overvejelser, efter at han var begyndt at lide nød i det land, hvor han var; men der kom et øjeblik, da han rejste sig og gik hjem til sin far. Det er et vigtigt øjeblik, når «den stærke, som havde bevæbnet sit hus, må vige for den, der er stærkere»; når den gamle, onde hersker over hjerte og sind «farer ud af mennesket», og det får en ny ånd i sig; når det «åbner døren», og Kristus går ind for at holde måltid med det (Åb 3,20). Så mærkes der en ny skabelse, en ny skabning, et nyt sind, som nu ser alle ting anderledes end før og har andre glæder og andre sorger end før; der er altså et nyt hjerte og en ny lyst, og af det strømmer ny tale og et nyt liv. En sjæl kan have hvilke følelser og erfaringer, kampe og overvejelser og hvilke fromme øvelser som helst – så længe hele denne vending i dens sind ikke er sket, så længe den ikke for alle sine synder har søgt og fundet forsoning og fred i Lammets blod, så længe er den lige så fordømt for Guds dom som det mest sikre og ugudelige menneske. Selv om jeg er løst fra seks bånd, men sidder fast i det syvende, så er jeg dog en fange under Djævelen. Kong Agrippa sagde: «Der mangler kun lidt i, at jeg bliver en kristen»; men med netop dette «lidt», der manglede, var han dog ikke mere kristen eller frelst end de øvrige hedninger, og man har aldrig hørt, at han nogen sinde blev kristen. Desuden har det, Gud kan gøre senere, intet at gøre med spørgsmålet om, hvad vi nu bør gøre i sagen; nej – den, der taler, «skal tale som Guds ord».

Det tredje, man skal lægge mærke til her, er, at ingen sjæl behøver at vente til i morgen for at blive omvendt og benådet. Det er en ubeskriveligt skadelig vildfarelse, at sjæle, som endnu ikke står i nåde hos Gud, taler om eller bliver opmuntret til at «bie på Herren», at vente, til Herrens stund kommer. Åh, hvor står det i hele Skriften, hvor står et sådant råd givet til en uomvendt og ubenådet sjæl? Står der ikke tværtimod: «I dag, i dag, når I hører Herrens røst, så gør ikke jeres hjerter hårde»? Står der ikke, at Herren venter på os? «Han venter for at kunne være nådig» (Es 30,18); og videre: «Hvor ofte har jeg villet samle dine børn osv., men I ville ikke»; og endnu: «Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal modtage livets vand for intet.» Kort sagt: «Ånden og bruden siger: Kom!» og mener bestemt: Kom nu! Eller findes der et eneste eksempel på nogen, der søgte nåde hos Herren, men fik til svar: Ikke endnu, vent en uge eller en måned, til din omvendelse er kommet lidt videre? Nej, budskabet var: Kom, for alt er rede; og alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn. Hvad venter mennesket så på? Herren er altid rede, han har også kaldet sjælen, sendt sit budskab og sin Ånd – at en sjæl endnu er uomvendt, er derfor dens egen skyld. Hvis det er dens pligt at vente på noget, eller hvis omvendelsen kræver tid – uger, måneder, år – så kan den udskyde sin omvendelse og være tilfreds med, at dens tilstand nu er så god, som den kan være. Og hele tiden gør den sit hjerte hårdt ved på samme tid at nære både sit håb og sin modvilje.

Gør dig ikke medskyldig i andres synder. Mens du giver nådemidlerne deres plads og ære, så lad ingen synder blive bedraget ved dem på grund af dig. Kræv intet mindre, end at han omvender sig fra sin synd, vender om til Gud og underordner sig Guds retfærdighed i Kristus. Lad ham vide, at det skal ske nu – på stedet – og at han, så længe han modstår og ikke gør det, er uden nåde, ikke har fået nogen synd tilgivet og er under mørkets magt.

Men tillad mig at føje endnu en bemærkning til denne bemærkning om omvendelsen. Søg heller ikke mere end sjælens omvendelse. Det er sørgeligt, at en sådan bemærkning skal være nødvendig. En dybere tanke på synderens ulykkelige stilling, hans modstand og hans fare og på muligheden for, at han snart kan blive forsonet med Gud, burde have kraft til at optage hele vores sind og al vores omsorg. Men desværre! Her sker der ofte noget, som er mindre godt og sundt. For det første er der mange, der brænder for andres omvendelse, men som ikke er så rent kristelige; de er mere eller mindre partisindede ligesom de kristne i Korinth, der brændte for at høre Paulus, Apollos eller Kefas til. De vil bestemt have synderen omvendt til Gud, men også til sig selv eller til deres egen lille flok. Det er ikke nok for dem, at han bliver en ny skabning og en Jesu Kristi discipel; de er også optaget af, at han skal blive et bestemt menneskes. For det andet sker det også, at selv de mest kristeligt sindede, som bestemt ikke ville omvende nogen til sig selv, alligevel ikke er kloge og forsigtige nok til at undgå stridsspørgsmål, men begynder at fortælle den endnu uomvendte sjæl om de meningsstridigheder, der findes i kirken, advarer mod visse meninger og råder til andre. Og hvor velment det end er, er det dog meget skadeligt. For at blande nogle bispørgsmål og bisager ind i den vigtige sag, hans frelse, på dette afgørende tidspunkt i en synders liv kunne dels lede hans opmærksomhed bort fra det, der nu er det ene nødvendige for ham, dels få ham til at mistænke dine hensigter; og det ville i det mindste vise, at hans ulykkelige tilstand – at han endnu ikke er forsonet med Gud – ikke ligger dig ret dybt på hjerte. Åh, vær tilfreds, hvis han ved Guds nåde blot bliver ført til Kristus og griber det evige liv i ham. Ødelæg ikke dit arbejde ved en sådan lejlighed ved at trække et af de mindre nødvendige spørgsmål frem. Det er et spørgsmål om liv, at han bliver frelst, at han bliver en kristen. Bagefter kan du trygt overlade det til ham selv, med Det Nye Testamente i hånden, at skelne mellem de mindre vigtige punkter; og er din mening om dem i overensstemmelse med Skriften, er det så meget mere sandsynligt, at han tager den til sig.

6. Til sidst: Husk, at denne pligt er din. Ja, hvis du er en kristen, en benådet, så er den din. Det er enhver kristens høje og ubetingede pligt at søge at omvende mennesker til Gud. Alder, køn og stilling i verden gør ingen undtagelse her. Der findes ingen levende kristen, der hører eller læser dette, som er så ung, så uerfaren eller så svag, at han ikke er forpligtet til at opfylde denne pligt, så godt han formår. Den, der hører, skal sige: Kom! Ikke kun Ånden – ikke kun kirken – ikke kun præsten – men den, der hører, må også sige: Kom. Pligten rækker lige så vidt som retten. Har du hørt evangeliets velsignede lyd? Så er du forpligtet til at gentage den. Har du taget imod det til din frelse? Så er du, og netop fordi du har taget imod det, forpligtet til at give det videre. Har det givet dig liv og fred? Så må du søge at bringe dets liv og glæde til andre. Denne regel har ingen undtagelse.

Når dette nu er så sandt og rigtigt, at det tydeligt beviser sig selv, er det meget mærkeligt, at spørgsmålet om lægfolks arbejde skulle være blevet anset for indviklet og svært. Nogle frabeder sig det; andre benægter det. Mange, der anerkender det, har alligevel deres skrupler og betænkeligheder ved det, og i deres frygt omgiver de det med en mængde advarsler. Hvad først angår dette mørke, denne uklarhed, som pligten synes at være indhyllet i for nogle, er der grund til at frygte, at årsagen ikke så meget ligger i deres forstand som i deres vilje! Og frugten af de betænkeligheder, de har kastet frem, har været, at mange enfoldige sjæle er blevet forvirrede og har forsømt denne deres vigtige pligt. Der kan nok kræves en vis visdom og forsigtighed, når sagen skal udføres, og når man vil trække grænsen mellem det, der tilkommer den enkelte kristne, og det, der derimod hører til embedet; men der burde aldrig være kastet tvivl over den store sandhed, at enhver kristen er forpligtet til efter yderste evne at gøre andre bekendt med det evangelium, som har givet ham selv nåde og fred, liv og frelse. Lægfolks arbejde rækker lige så vidt som lægfolks gudsfrygt.

Denne store sandhed, som de første disciple kendte så godt, er den sandhed, der først og fremmest trænger til at blive vakt til live i vore dage. Det er, når den bliver levende og får kraft i de troendes hjerter og samvittigheder, at vi kan håbe på en større fremgang for evangeliet og sejr over mørket på jorden. Mennesker ser som regel mere på fælles og byrdefulde midler. Man siger: Byg kirker; skaf rige gaver; søg statens beskyttelse osv. Nej, der findes endnu et enklere, mere virksomt og mere åndeligt middel, som vil udrette mere end alle de andre. Det er netop dette: at det menneske, der er kommet til tro på Kristus, gør ham kendt for andre mennesker. Det er det enkle, uanselige, men kraftige middel, som Herren til alle tider bruger til at gøre Kristus mere almindeligt kendt. Det er vejen for surdejen i Guds rige til at gennemsyre de tre mål mel (Matt 13,33). «Ånden og bruden siger: Kom!», det vil sige: Kristus bliver prædiket; «og den, der hører, skal sige: Kom!» Sådan som hyrderne fra Betlehem, den samaritanske kvinde og kvinderne ved graven og flere andre bagefter «fortalte, hvad de havde set og hørt», og sagde: «Kom og se!» Altså: at enhver kristen taler med sine pårørende, bekendte og venner om det, han har fundet i Kristus, og at de igen, når de er omvendt, taler om det til endnu flere; så skal frugten blive, som profeten siger, at «mange folk skal komme og sige: Vi hører, at Herren er med jer – vi vil gå med jer op til Herrens bjerg» – og – «de skal alle kende Herren, både små og store». Ja, den, der hører, skal sige: Kom!

2. Forskrifter for, hvordan denne pligt skal udøves

Man kan arbejde for menneskers omvendelse på mange forskellige måder – for eksempel ved at udbrede eller udlåne åndelige skrifter, ved gaver til missionsarbejdet, ved forbøn osv. – men her taler vi om en kristens direkte og personlige arbejde med sine medmennesker. Og da det både er det vigtigste og det sværeste, er det meget nødvendigt at have nogle gode forskrifter for, hvordan man skal gå frem. Vi vil da forsøge at fremstille dem sådan, at de stemmer overens med Guds ord, med sagens natur og med erfaringen.

Hvad nu angår den enkelte kristnes arbejde for sine medmenneskers omvendelse, vil jeg sige:

1. Gør det til dit mål og din beskæftigelse – ikke til din eneste beskæftigelse, men til din vigtigste, altså til det, der er dit hjerte dyrebarest og vigtigst. Du har også andre gøremål, du har et jordisk kald, og at passe det trofast er også en hellig pligt. Men ligesom Gud skabte alt det jordiske blot med et ord, men for det åndelige gode har givet sin Søn og sin Ånd, sådan kan du også udføre det jordiske med din hånd, men give det åndelige dit hjerte, dine tanker, din stræben og dine bedste kræfter – sådan at du ved enhver lejlighed, der kan forenes med at passe dit jordiske kald, ligesom med den gerriges iver søger at vinde en sjæl for Kristus, søger at vække et medmenneske til besindelse og omvendelse. Husk, at du ikke er kommet til verden kun for verdslige formål – endnu mindre er du født på ny til Kristi rige for at samle rigdomme og leve i anseelse og jordisk fornøjelse. Nej, ved denne fødsel er du blevet medlem af Guds husstand, for at du skal have al din lykke i hans nåde og indrette hele dit liv til hans ære. Hvordan kan du bedre opfylde det store formål med dit åndelige liv end ved at arbejde for udødelige sjæles evige frelse? Lad verden, hvis den vil, fortsætte sit løb og passe sine forfængeligheder; den er ingen vejleder for dig. Du har et højere, et ædlere kald. Du må gøre din Faders vilje, han som er i himlene. Hans højeste og vigtigste vilje er, at mennesker ikke skal dø i deres synder, men at de skal blive frelst. Lad nu denne guddommelige vilje også blive din højeste vilje, og indret hele dit liv efter dette store mål. Så får du det, som så mange mangler – et formål med livet; og et formål så ophøjet og så rigt på velsignelse, at det bliver en stadig kilde til din egen lykke, glæde og tilfredshed.

2. Mind dig selv flittigt og vedvarende om, hvor stor og vigtig sagen er. Skal den være din gerning, må den også hele tiden bo i dine tanker og i dit hjerte. Stil derfor ofte mennesket for dig, sådan som det står som synder over for Gud; se dets synd og dets dom i Skriftens lys; betragt dets ulykkelige sjælstilstand, dets åndelige død, mørke, forblindelse og sikkerhed og dets modvilje mod Gud og alt helligt; se, at det er skilt fra det liv, som er af Gud, at det vandrer under den Almægtiges vrede, allerede dømt af hans retfærdighed og hellige lov og kun endnu holdt tilbage fra døden og helvede ved den skrøbelige livstråd, som et åndedrag kunne rive over. – Lad sådanne enkle, store og vigtige sandheder altid stå for din sjæls øjne, og tænk på, at dette jo ikke er digt eller drømme, men lutter virkelige forhold, som er åbenbaret for os i hele Guds ord. Tænk over det så længe, indtil intet bliver så vigtigt for dig, næst efter din egen frelse, som dine medmenneskers frelse. Får du blot sådan et hjerte og sind for sjælene, så behøver du siden ikke så mange forskrifter, og du vil få en forunderlig evne og kraft til at vinde sjæle for Kristus.

3. Lad ikke de lejligheder, der byder sig til det, gå til spilde, men brug dem med omhu, ja, vær på vagt efter dem. De, der holder øje med lejlighederne, mangler dem sjældent; de, der derimod er mere ligeglade med dem, finder sjældent eller aldrig det rette sted eller det belejlige tidspunkt. – Ja, som kristen bør du bede Gud om lejligheder til at gøre hans gerning. Tror vi, at der lever en Gud blandt os, som tæller vores hovedhår, som kender den mindste fugl og drager omsorg for den, så bør vi endnu lettere tro, at han leder de begivenheder, som kan tjene til en udødelig sjæls evige vel. Jeg kender en kristen, som altid har gjort dette til et særligt emne for sin bøn: at Gud vil ordne hans forhold, lede hans veje og skaffe ham bekendtskaber sådan, at han må få mange lejligheder til at gøre noget godt for menneskers omvendelse og frelse. Og han har heller ikke bedt forgæves; han har fået nåde til at udrette meget godt. De lejligheder, vi får som svar på vores bøn, er sandelig de allerlykkeligste.

4. Giv især agt på de sjæle, som du har en særlig indflydelse på. På nogle har du indflydelse, fordi I er i slægt; på andre gennem et venskab, der er opstået tilfældigt; på andre igen gennem den agtelse, de nærer for dig. Du har en magt over disse – en magt, som måske ingen anden har. Gud har givet dig den. Tænk på, at det er et kostbart talent, som du en dag skal aflægge regnskab for over for Gud. Brug det trofast til deres bedste og til din Herres ære, så vil han give dig deres liv som bytte.

5. Tal om muligt med dem, du således vil gavne, under fire øjne. Du vil møde mindre modstand, du vil kunne tale mere frit, og de vil bedre tage imod det, du siger til dem, og hurtigere tage det til hjerte og blive rørt af det, end når flere øjne hviler på dem. At du taler med dem i enrum, vil også overbevise dem om, at din hensigt er ren, og at du mener dem det godt. De fleste af dem, du taler til, vil i begyndelsen gøre modstand og se sig om efter en antagelig grund til at gøre det. Intet er da vigtigere, end at de bliver tvunget til at indrømme over for sig selv, at du ikke er drevet til dette af forfængelighed, for at vise din åndelige indsigt, eller af en følelse af overlegenhed, kort sagt af nogen form for egeninteresse, men virkelig kun af en velvillig omsorg for deres vel.

6. Det er i en vis grad nødvendigt at lægge mærke til og rette sig efter de forskellige sindelag, levemåder og tankegange, kort sagt de særlige kendetegn, som vi opdager hos dem, vi vil virke på. Her tales ikke om de finere forskelle mellem mennesker, som man ikke kan kende, men om de mest fremtrædende, som vi straks lægger mærke til. Hos nogle hersker letsind, hos andre eftertænksomhed; hos nogle er stolthed det fremtrædende træk, hos andre mistro og tvivl; nogle forsømmer al religion, andre er slaver af dens former; nogle er selvretfærdige, andre udsvævende; nogle lever i bestemte vildfarelser, andre i fuldstændig uvidenhed; nogle ved meget, men «undertrykker sandheden med uretfærdighed», andre ved lidt, men lever over deres kundskab. Nu er det klart, at det ville være meget uklogt og skadeligt at behandle alle disse på samme måde. Gør dig derfor umage for at opfatte det særlige kendetegn hos den person, som du vil søge at føre ind på livets vej. «Og gør forskel: forbarm jer over nogle, men frels andre med frygt, og riv dem ud af ilden».

Bliv dog ikke alt for bekymret, hvis du ikke altid kan gøre det, som du gerne ville. For når alt kommer til alt, er forskellene mellem den ene synder og den anden meget ubetydelige sammenlignet med de hovedpunkter, hvori de alle er ens. Alle er de fremmede for det liv, som er af Gud, af natur vredens børn, døde i overtrædelser og synder, vandrende efter denne verdens løb og efter den fyrste, som virker i vantroens børn; alle er de genløst med Guds Søns blod og bestemt til at arve velsignelse; og alle behøver de og må de vende tilbage i omvendelse og tro for at lade sig forsone med Gud. Her er ingen forskel; de er alle sammen syndere og har intet at rose sig af over for Gud, og de bliver retfærdige uforskyldt af Guds nåde ved den forløsning, som er sket i Kristus Jesus. Du kan aldrig tage væsentligt fejl, når du alvorligt beskæftiger dig med disse hovedsager. Og det er hovedsagen.

7. Stil kun sandheden frem for sjælene, sådan som den er i Kristus og forklaret for os i Det Nye Testamente. Indpræg dybt i dit hjerte, at sandheden er dit eneste rette og lovlige redskab; at enhver følelse eller bevægelse, som ikke udspringer af Guds sandhed, er falsk og farlig; at den alene kan omvende og hellige syndere; og at hvis du giver den æren, så vil Ånden, dens ophav, også ophøje dig.

Stil sandheden frem i dens enkelhed, uden alle spidsfindigheder og uden strid. Mens du fremstiller den, så gå ud fra, at den bliver modtaget som Guds sandhed. Bliver en vigtig sandhed modsagt, så skynd dig ikke altid straks at strides om den. I de fleste tilfælde griber man kun til striden for at lede samtalen bort fra hovedspørgsmålet, men lad dig ikke føre bort på den måde. Vend dig derfor straks til sådanne sandheder, som ikke kan bestrides. Du vil se, at selv de mest tvivlende mennesker dog tror så meget af sandheden, at det er nok til deres fuldstændige fordømmelse. Indskærp så denne indrømmede del af sandheden i samvittigheden, og den vil åbne vejen for resten. For eksempel: Han tror, at han er en synder; angrer han da sin synd? Han indrømmer, at der findes en Gud; tilbeder, elsker og søger han ham da på den måde, som Gud fortjener at blive tilbedt, elsket og søgt? Han indrømmer, at der findes et liv efter dette; gør han da det nuværende korte liv til en forberedelse til udødeligheden?

Hvis synderen derimod ikke fornægter, men indrømmer, at Guds ord er sandt, så kan du så meget bedre forklare det og anvende det på ham. Det kan ske med mange forskellige ord. Her at give nærmere forskrifter for, hvordan en kristen skal tale, tjener ikke meget til formålet. For dels er syndernes tilstand forskellig, som allerede nævnt, og man må tage synderen, hvor han er; dels bruger enhver kristen helst den måde at tale til andre på, som har virket stærkest på hans eget hjerte – og det er også rigtigt, for man taler bedst, når man taler om det, som man selv har mærket er vigtigt; så taler man med liv og varme – og endelig har enhver kristen også det løfte, at han ikke skal tale alene, men at det skal blive givet ham, hvad han skal tale; at Gud vil give ham mund og visdom osv.. Det er hovedsagen. Alle forsøg, al tale er forgæves, hvis ikke Herren taler, hvis ikke det, vi taler, er givet os af Guds Ånd; derfor siger Skriften igen: De skal alle være undervist af Gud, både små og store.

Hvad angår det, at man må tage synderen, hvor han er, og gå ud derfra for alligevel at føre alle til det samme mål, nemlig en hel omvendelse til Herren, som har købt dem, så ser vi mange eksempler på det i Skriften. Da Kristus taler til den udvortes fromme og lærde Nikodemus (Joh 3), fremhæver han det, som for ham endnu var en fremmed sag og dog nødvendig til frelse – en ny fødsel (v. 3), og han viser, at han var blind i de vigtigste stykker (v. 10), at han var jordisk og kødelig og som sådan ikke kunne fare op til himlen. Da han taler med en samaritansk kvinde (Joh 4), som levede uordentligt med hensyn til det sjette bud, peger han på forholdet til hendes mand og lader hende forstå sin guddommelige alvidenhed. Da han talte med en lovkyndig (Luk 10), som lod høre, hvor godt han kendte loven, sagde Herren: «Gør det, så skal du leve». Da han talte til en ung mand, som sagde, at han altid havde holdt loven, men som var bundet af sin ejendom, sagde Jesus: «Sælg det, du har, og giv det til de fattige, og følg mig» (Matt 19,16–22). Når Johannes Døberen og Paulus talte med store herrer, som levede i vellyst og uorden, talte de om retfærdighed, om kyskhed og om den kommende dom (Matt 14,4; ApG 24,25). Men da en forskrækket fangevogter i Filippi råber: «Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?», svarede Paulus straks: «Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst» osv.. – Men målet, som Kristus og apostlene ville føre alle disse hen til, var ét og det samme, nemlig ikke blot at lægge en og anden synd fra sig, men en helt ny fødsel, en omvendelse; for Kristus nøjes ikke med den allerfromeste vandel, men kræver ny fødsel. Det bør vi aldrig glemme.

Men at ikke alle kristne har samme evne og dygtighed til at tale til andres forbedring, fordi de har forskellige gaver, åndelig alder, øvelse og erfaring, betyder ikke så meget, når blot enhver gør, hvad han kan, og ikke taler mere, end han virkelig har lært af Ordet og erfaringen. Gud kan da gøre det spædeste nådebarn, som blot enfoldigt bekender og vidner om de første grundsandheder, til et redskab i sin hånd til at vække og bevæge de hårdeste hjerter. Og det er jo kun levende kristne, vi opmuntrer til den slags anstrengelser, disse fødte præster, som har smagt og erfaret kraften i det gode Guds ord og derfor kan tale af egen erfaring, med kærlighedens varme og kraft, ja, med Guds Ånds og nådes salvelse. – Dog er det meget vigtigt, at en levende kristen også gør sig umage for at samle i sit forrådskammer de klareste begreber om læren og de mest kraftfulde udtryk for dermed at tjene sine medmennesker.

Sådan bør du for eksempel kunne forklare menneskeslægtens dybe fordærv og ethvert menneskes afgjorte fordømmelse uden for Kristus; vise, hvad Gud uophørligt vil og kræver i sin hellige lov, og den retfærdige dom, som hviler over hver sjæl, der synder imod den; vise både at en forsoning er nødvendig, og at den forløsning, som er sket i Kristus Jesus, gælder alle og er stor og tilstrækkelig; forklare omvendelsen, angeren over synden, både dens art og dens formål; vise nemlig, at dens formål alene er at drive synderen til Kristus, fordi frelsen er i ham alene; at angeren og syndenøden ikke tjener til at bevæge Gud til at give nåde, men til at bevæge synderen til at tage imod nåde; at dens art ikke er at gøre synderen pænere og værdigere, men tværtimod elendig, jammerlig og blottet for al trøst og tilfredshed i sig selv, for at han for det første ikke skal kunne blive i verden, forfængeligheden og synden, og for det andet heller ikke i sin egen retfærdighed, men skal begynde at sukke, råbe og længes efter Frelseren og den uforskyldte nåde i ham – vise, at det er troens sag at få øje på denne nåde, gribe den, glæde sig over den og gøre Kristus og hans fortjeneste til sin egen, til sin skat, sin ros, trøst og frelse; og frugten af det bliver: en ny, sød barnlig fortrolighed og samfund med Gud; et nyt, villigt hjerte, sind og forsæt til det gode; ja, ny tale og nyt væsen – og dette nye hjerte og væsen vokser dagligt og kaldes helliggørelse. Disse og flere lignende hovedsandheder bør du kunne forklare.

Gør synderen nu modstand, når sandheder, han selv anerkender, anvendes på ham, søger han udflugter og bliver oprørsk, så brug netop denne modstand mod sandheden til at vise ham hjertets fordærv og ondskab og lægge hele vægten af hans ansvar på ham. Undskylder han sine synder med sin svaghed, så mind ham om, at han altså er en træl og ikke fri, men en bunden træl under synden eller Djævelen, og derfor så meget mere har brug for at flygte til Gud. Lad ham ikke spidsfindigt gruble over spørgsmålet om Guds overherredømme og vores frihed; det er dårers leg og de ubodfærdiges udflugt. Hans påskud herom er kunstlede og løse; under dem ligger den dybe bevidsthed, som han ikke kan slippe for, at han med egen vilje står nåden imod og er fuldt ansvarlig for sine gerninger. Sig til ham, at hvis han går fortabt, så er det hans egen skyld; bliver han frelst og salig, så har han alligevel Kristi nåde og kraft at takke for det. Giver han derimod Gud ret i hans dom, bliver nødstedt og forlegen, så byd ham straks at tage imod den nåde, som så længe har stået og ventet på ham, den forløsning, som er sket i Kristus Jesus; lad ham vide, at han er indbudt og befalet at tage imod den; at der ikke er nogen hindring uden hos ham selv; at forkaste og fornægte den er at være oprørsk og gøre Gud til en løgner; at tøve og udsætte er at vise foragt. Bøjer han sig så med et ydmygt hjerte for sandheden og hungrer og tørster efter nåde, så forsikr ham om, at han har del i den, og vis ham Kristi løfter om det. – Dette er hovedsagen i den vejledning, man kan give sjælene.

Men hvor mange bevægende grunde kan man ikke også bruge undervejs! Dertil hører for eksempel følgende: Tal med mennesket om ham selv – om hans evne til at føle, at elske, at nyde og lide – og om evigheden og hans udødelighed. – Tal med ham om Gud som en fader, der klager over ham som over et bortløbent barn, et sorgens barn – som byder ham at vende tilbage – som rækker sine arme ud for at tage imod ham, ja, løber ham i møde – som glæder sig over det vildfarne barn, der var fortabt og er fundet igen. – Tal med ham om Frelseren, som boede i himlen, men kom til jorden for «at opsøge og frelse det fortabte» – om hans fattigdom og hans tårer, hans liv og hans død, og vis ham, at det alt sammen skete for vores skyld. Beskriv hans mageløse hjertelag over for syndere, hans brændende kærlighed og hans store magt til at frelse os og gøre os salige; gentag for ham hans egne nådige indbydelser til ham, indtil de smelter hans sjæl og hjerte. Tal med ham om Helligåndens nåde, om hvor umuligt det er, at noget helligt kan virkes i os uden ved ham, og om hvor mægtig og villig han er til at skabe vores onde hjerte om; tal om hans kald og hans banken på hans hjerte, om hvor bestemt han er lovet til alle, som beder om ham, tager imod ham og adlyder ham. «Ånden siger: Kom!» Vi venter ikke på Ånden, men Ånden venter på den træge synder. – Lad dette tjene som eksempel på, hvordan man kan tale til synderen. – Lad dette tjene som eksempel på, hvordan man kan tale for at bevæge syndere; men meget andet er lige så godt, som Herren i øjeblikket giver en kristen at sige.

Mærker du, at en bestemt ting gør et særligt indtryk på synderens hjerte, så tal mere udførligt om den, og læg vægt på den, som om dit eget liv afhang af det, og prøv at bringe ham dertil, at han opgiver sin genstridighed og sine udsættelser og skyndsomt flygter til Frelseren, hans sandhed og nåde, som en, der er lige ved at gå til grunde.

8. Søg at få synderen til at standse i sit løb og nu at tage et afgørende skridt. Luthersk note: Reed lægger her, som i den angelsaksiske vækkelse, vægt på, at synderen skal bringes til at «tage et afgørende skridt». Efter luthersk lære er omvendelsen ikke et menneskes beslutning, men Helligåndens værk ved Ordet; mennesket kan af egne kræfter intet bidrage til den (Den Lille Katekismus, 3. artikel; Konkordieformlen II). Formaningen til ikke at udsætte og til at bruge Ordet er rigtig, men den skal forstås som et kald til at lade sig bringe til Kristus, ikke som en præstation. Hvis du mener at have gjort et mere alvorligt indtryk på ham, så vær omhyggelig med at få det befæstet. Det er at frygte, at når han har forladt dig, forsvinder halvdelen af indtrykket. Bed ham derfor betænke, at dette er et vendepunkt i hans liv; at hvis han ikke nu for alvor vender om til Herren, vil han kun blive endnu mere befæstet i ubodfærdighed og synd. Der står: «I dag, når I hører Herrens røst, så forhærd ikke jeres hjerter»; «i dag er det den gunstige tid, i dag er frelsens dag». Når Gud kalder synderen til omvendelse og forsoning, så er den vigtige time kommet, hvor synderen afgør sit evige vel eller ve. Bed ham betænke, at der siden vil komme tider, hvor han ikke bliver kaldt, hvor han hverken får ydre eller indre vækkelser. Stil ham for øje, hvilken forfærdelig gerning han gør, hvis han foragter, afslår og forsømmer den trofaste Guds nådige besøg og kald til hans sjæl; bed ham overveje, hvor betydningsfuld en sag det er, at han har fået et personligt besøg af Guds Ånd, og hvad det vil føre med sig, hvis han foragter denne høje gæst. Mind ham om Kristi ord om, at da de, der var indbudt til det store aftensmåltid, kom med undskyldninger og ikke ville komme, da – læg mærke til det – da blev husherren vred og dømte: De skal aldrig smage mit måltid. Hjælp ham til at forstå, at det kun er den listige fjendes kneb at råde ham til at udsætte sagen og give ham den tanke, at han en anden gang, når han får bedre tid, kan omvende sig; mind ham om det, som hele verdens erfaring bevidner: at det bliver jo sværere at blive omvendt, jo længere man venter; at hjertet forhærdes jo mere, og samvittigheden sløves jo dybere i søvn, jo længere tid der går; at syndens og de onde vaners magt bliver jo stærkere, og fjendens bånd på ham jo flere og stærkere, jo længere det varer: at der altså – aldrig kommer et bedre øjeblik end netop nu. Bed ham derfor indtrængende om nu at standse – nu at tage fat på denne vigtigste af alle sager – og om at trække sig bort fra verdens larm og holde den vakte omsorg ved lige ved at betragte Guds ord. Indvender han, at han ikke har tid til det, så sig til ham, at så må han heller ikke tænke på saligheden; for det er umuligt at blive salig uden ny fødsel, og lige så umuligt at blive født på ny uden brug af Ordet.

Også bønnen er et vigtigt middel til at befæste en vakt omsorg for omvendelsen hos et menneske. Den, der ikke kan bede sammen med personen, kan dog bede for ham. Nogle kristne har en særlig gave og et særligt kald til at bede sammen med ham. Og hvis han har fået et stærkere indtryk, vil han sikkert med taknemmelighed tage imod et sådant tilbud. Og det vil have en særlig og stærk virkning på ham, når han måske for første gang i sit liv bøjer sine knæ for sit livs Gud i en bøn om nåde og frelse. – Det siger sig selv, at en sådan bøn ikke blot må fremføre almindelige emner, men særligt må lægge den sag frem for Gud, som der har været talt om, synderens egen stilling og behov, og desuden være varm og alvorlig.

Men hvis lejligheden ikke tillader at bede sammen med ham, så bed for ham. Når du taler til en sjæl om dens evige vel, forudsætter dette forehavende, at den ånd råder i dig, at du også beder for ham. Har du ikke den ånd, så tal heller ikke til nogen. Under hele din anstrengelse og under al den modstand, du møder, bør din stille bøn flittigt stige op til himlen; ellers bliver også din anstrengelse forgæves. Og når du har forladt personen, så vend dig i hjertelig forbøn til den Herre, som du tjener, og som du vil give æren for alt.

Er du så heldig at have kunnet gøre et sundt indtryk, så pas på ikke på nogen måde at forstyrre eller svække det, før I har skilt jer fra hinanden. Vogt dig ved en sådan lejlighed for at synke ned i almindelige emner og menneskelige småting. Tal ikke om andet end jeres store emne. Forlad ham på den højtidelige og hengivne måde, som det åndelige sind og den åndelige kærligheds nidkærhed former, og som så naturligt er egnet til at efterlade et sundt indtryk hos den, der ser på. Jeg har set de mest lovende virkninger visne bort med det samme som følge af tre minutters letsindig eller i øjeblikket upassende samtale.

9. Vil du virke godt på andre, så må du have – og vise, at du har – et kristent sind. Vi har tidligere sagt, at vi her kun taler til levende kristne. Det skal siges mere udførligt sådan: Du bør så at sige af fødsel, nemlig af den nye fødsel, eje en oprigtig kærlighed, ydmyghed, mildhed og sagtmodighed og vise det i din adfærd. Når disse egenskaber råder i dit sind, så vis dig blot, som du er, helt uforstilt og naturlig, så virker du bedst. Nogle bruger, når de vil tale, læse eller bede med andre, en så bestemt og stiv form, at liv og ånd går tabt. Skal ord virke liv, må de udgå fra liv. Kun Ånden føder ånd.

Vi nævnte oprigtig kærlighed. Det er kærligheden, der må være den styrende drivkraft i alt, hvad du gør. Her gælder Paulus’ ord: «For var vi ude af os selv, var vi det for Gud, eller var vi beherskede, var vi det for jer. For Kristi kærlighed tvinger os, for vi har sluttet dette: Én er død i stedet for alle, altså er alle døde» (2 Kor 5,13–14). Når Gud har givet os troens nåde til at se, at Kristus døde så fuldstændigt i alles sted, at alle for Guds øjne i Kristi død led deres fortjente død, så intet eneste menneske mere behøver at dø for syndens skyld, så bliver vi dels på grund af den nåde, vi selv har af det, så smeltet af kærlighed, at vi gerne ville bære alle mennesker på armene til Gud; dels bliver vi, når vi ser alle vores medmennesker lige så fuldkomment forsonede og alligevel ser dem gå vild på grund af vantroen, i synd og fremmedhed over for Gud, så de foragter deres egen frelse, bevæget af inderlig medfølelse til at prøve at hjælpe dem til at tage imod denne nåde. Det er det, der hedder: Kristi kærlighed tvinger os. Denne kærlighed må regere mig sådan, at den om muligt også ses og mærkes af andre; at den stråler ud fra et ansigt, der er uroligt for andres frelse. Kærligheden er øm og medfølende; og allerede denne kærlighedens ømhed er i sig selv den mest erobrende og uimodståelige kraft. For det andet er det også denne kærlighed, der giver de mest passende ord og den rette måde i mine velmente forsøg. Det er på grund af denne tvingende kærlighed, at alt, hvad der bør gøres, må gøres, gøres om muligt nu, gøres om muligt på den rette måde, men i hvert fald gøres. «Kristi kærlighed tvinger os.»

Men kærlighedens ømhed er alvorlig og nidkær for næstens sande vel og må derfor vise oprigtighed og troskab. Intet kan være vigtigere. Du går hen for at tale med andre om deres allervigtigste anliggender; du ved, at de altid nødig vil høre en sandhed, der sårer lidt; så kan du ikke udføre denne kærlighedstjeneste uden den faste beslutning at være helt oprigtig. Her kommer mange til kort. De mangler i øjeblikket mod, eller de mangler en levende og sikker overbevisning om de sandheder, de skal udtale. De kan ikke såre; de kan ikke gå lige til sagen; de nøjes med vink, antydninger og stiltiende slutninger, men slår ikke sagen fast; de går rundt og rundt om emnet, men taler ikke om emnet og til personen. Der kan være megen velvilje i en sådan måde, men også en fejhed, som gør, at hele formålet forfejles. Hvis det onde, vi havde til hensigt at helbrede, forbliver uhelbredt, fordi vi ikke kunne få os selv til at være oprigtige, hvad slags kærlighed har vi så udvist? Det gør ganske vist ondt, når en læge må skære i et sygt lem, men hvad skal han gøre, når ellers hele kroppen ville blive ødelagt? Derfor siger apostlen igen: «Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode» (Rom 12,9). Kærligheden kræver, at det onde angribes. Vi skylder ganske vist også takt og hensyn noget og bør bruge en klog og mild måde, men vores vens frelse bør være vores vigtigste mål. Vi må være forberedt på at kunne forstyrre en falsk fred, hvis vi nogensinde skal kunne skaffe sjælen den sande fred. Gå derfor med al mildhed og ydmyghed alligevel lige til sagen; vær tro, tal åbent, ukunstlet og direkte til personen; sagens alvor kræver det – du må fri din sjæl fra synderens blod.

Men med al denne alvor i sagen og al din kærligheds oprigtighed må din tale og hele din måde at være på alligevel bære præg af ydmyghed, mildhed og sagtmodighed. Her er mildhed og sagtmodighed i måden at gøre det på i høj grad nødvendige, netop fordi selve sagen er så alvorlig og så ubehagelig for det naturlige menneske. Ligesom man må frygte, at mange under navn af forsigtighed skjuler en falsk skam og tier med det alvorlige i selve sagen, sådan sker det på den anden side, at en anden under navn af oprigtighed bruger en umild måde og lader sin egen naturs hidsighed eller stolthed stikke frem. Det er så meget mere nødvendigt at våge over dette, som verden alligevel altid vil anse selv den reneste kærligheds iver for hovmod og intolerance. Intet kan så hurtigt ødelægge hele sagen som en umild måde. Sagtmodighed og mildhed er her helt nødvendige. Uden dem bliver oprigtigheden til strenghed, og strengheden forhærder og lukker det hjerte, som du ville vække og åbne. Mange har arbejdet ivrigt og oprigtigt, men uden nytte, når de manglede sagtmodighed og mildhed. Du har brug for Guds nåde til en sådan sagtmodighed, som ikke lader sig ophidse, som altid er rede til at gengælde ondt med godt og bitterhed med mildhed. I en sådan sagtmodighed er der en forunderlig kraft. – En fremragende præst i Amerika belyste engang dette emne med sin egen erfaring. Han fortalte om sin vækkelse sådan: «Da jeg endnu var en ung og tankeløs mand, talte en gudfrygtig diakon til mig om min frelse. Jeg blev vred, mit hjerte rejste sig bittert imod ham. Jeg slyngede hadske beskyldninger ud imod ham og andre troende, talte om deres indbyrdes stridigheder og den slags; ja, jeg talte i sandhed som en tåbe, mens min samvittighed alligevel tyngede mig som en møllesten. Men alt dette tålte den fromme diakon med en fuldstændig urokkelig sagtmodighed. Havde han blot givet mig en beskyldning tilbage eller vist et tegn på, at han var blevet ophidset, så ville det have givet mig styrke og lettelse. Hans kristne sagtmodighed var for meget for mig. Jeg gik ud i skoven, med smerten fra mine sår, og bøjede mig under det, han havde sagt til mig, og gik til sidst hen og bad ham om tilgivelse.» – Dette blev begyndelsen til hans omvendelse, og som middel til det havde han sin vens kristne kærlighed og sagtmodighed at takke. Kort sagt: ved kærlighedens iver er visdommens sagtmodighed og forsigtighed overordentlig vigtig – man skal blot vogte sig for den visdom og forsigtighed, som aldrig finder lejligheden belejlig nok, som fæster blikket på vanskelighederne, men glemmer synderens nød og sjælefare.

Til det kristne sind hører endelig også bønnens ånd. Det har vi mindet om før. Læg blot yderligere mærke til, at det værk, du vil tage fat på, er helt over din evne. Et menneskes sjæls vækkelse og omvendelse står ikke i noget menneskes magt. Menneskehjertet, et uomvendt, kødeligt sind, er fjendskab mod Gud, underordner sig ikke Guds lov og kan heller ikke. – Du må dybt føle, at her kræves en guddommelig kraft til at skabe det om; du må erkende din egen magtesløshed og ved alle dine anstrengelser have dit eneste håb i Herrens nåde og magt, bede og vente på Herren – ligesom du også har din eneste fuldmagt og opmuntring i hans løfter og tilsagn. Og når du sådan føler din egen magtesløshed og i ydmyg bøn kun ser op til Herren, så vil han vise sin magt i din svaghed. Bønnens mand er kraftens mand, for han har Guds kraft.

10. Lad alle dine anstrengelser blive støttet af din kristne vandel, som alle kender. Så kært som det er dig at fremme dine medmenneskers evige vel og din Herres og det dyrebare evangeliums ære, så læg vind på altid at have en ulastelig, ja, en hellig omgang med andre. Fly alt, som ser ondt ud (1 Thess 5,22). Læg ingen anstødssten på din broders vej. Du ved, at mennesker sædvanligvis ser mere på livet end på læren og på grund af en eneste brist i en kristens liv foragter al den guddommelige sandhed, som han bekender. Selv om verden altid handler forkert i dette og til sin egen fortabelse, bør benådede kristne alligevel frygte som for helvede at give den nogen anledning og hellere søge at pryde vores Frelsers lære i alle ting. – Paulus siger om sig selv, at han endda gav afkald på det, som var hans fulde ret (som at spise kød, have hustru eller tage løn), så snart han mærkede, at det på nogen måde kunne blive til hinder for en sjæl i at høre og tage imod det evangelium, som han forkyndte (se 1 Kor 8 og 9). Ja, han siger: «Hvis jeg dermed bringer min broder til fald (skader ham), vil jeg aldrig i evighed spise kød». Og igen til romerne: «Ødelæg ikke ved din mad ham, som Kristus er død for» (Rom 14). Gælder dette uskyldige ting, som kan misforstås, hvor meget mere gælder det så ikke ting, der er direkte syndige! Hvor forfærdeligt, når en kristen må tænke: Mine medmennesker ville snarere have æret Ordet og være kommet til sandheden, hvis ikke jeg, som talte det, havde givet dem anstød med mit liv. Åh, en frygtelig bebrejdelse! – Hvilket saligt indtryk gør derimod ikke den kristne på sine medmennesker, når han med sin gode vandel bekræfter sandheden og kraften i det, han siger! «Åh, den mand er en helgen!» – udbrød en angerfuld døende om en kristen, som med velsignelse havde talt til ham – «jeg har aldrig set sådan en mand. Det er umuligt ikke at blive rørt af hans kærlighed, hans fromhed, hans tale og hans bønner.»

Se, hvilken frugt dine anstrengelser end får nu, så læg dog altid vind på at give anledning til et vidnesbyrd som dette; læg vind på en vis ligevægt og helhed i dit væsen; fly verdens veje, vis mildhed og barmhjertighed mod enhver; se på Jesus, som var mild og ydmyg af hjertet, som «drog omkring og gjorde godt og hjalp alle», og søg at vandre, som han vandrede. Så skal hele dit liv blive til velsignelse for andre.

11. Skulle du stadig finde nogle vanskeligheder på din vej, når du vil arbejde for andre, så begynd alligevel straks! Det er det eneste middel. Mange, som blot ville vente lidt endnu, har ødslet hele deres liv bort og ikke efterladt sig noget spor. Den, der siger: «Der er en løve på vejen», han skal også helt sikkert støde på en. Vanskelighederne vokser ved udsættelse; den, som derimod enfoldigt tager fat på værket, har overvundet dem, før de rigtig har nået at opstå. Og kan du ikke ligefrem gøre noget stort, så vær tilfreds med at gøre noget lille, så kan Gud ophøje dig. Den, som absolut skal gøre noget meget, før han vil gøre noget, kommer til at gøre intet. Det er hovmodets løn! Arbejd blot efter den evne, Gud har givet dig, ikke efter en evne, han ikke har givet dig. Han spørger kun efter forvaltningen af de talenter, som han selv har betroet dig (Matt 25,15–30).

Sig ikke, at du ikke har noget talent. Alle har noget. Denne tjeneste kræver ikke stor evne eller megen kundskab. Den kræver blot almindelig forstand og levende gudsfrygt. For eksempel kan jo selv den mest ulærde og ringeste i almindelige sager tale frit og let om de ting, som han elsker og har med at gøre. En mor taler uden manuskript om sit barn og taler alligevel godt; en håndværker om sit arbejde. Hvis bare det åndelige er en sag, du lever i, en sag, du har smagt, set og haft i hænderne, så har du evne nok til at gøre andre kendt med den. Har du selv mærket syndens bitterhed, så kan du også forklare den for andre; har du selv i troen smagt Guds liflighed, så kan du beskrive og prise den; plejer du selv at bede, så kan du fortælle, hvordan det foregår, og så videre. Åh, har du blot liv, erfaring og så et villigt sind, så er det alt, hvad du behøver.

Sig ikke, at du ikke har noget mod. Det ville være at komme med en undskyldning, hvor du burde bekende en synd. Mangel på mod er mangel på troskab mod Kristus og på kærlighed til menneskene. Du kan af naturen have en særlig fejhed og forsagthed, og det kan vise sig blot i almindelige hændelser; men hvis du for eksempel så din næste i den yderste livsfare, ville du så bruge din modløshed som undskyldning for, at du ikke engang slog alarm for at redde ham? Den yderste nød eller fare har tvunget de stumme til at tale. Når du står over for en uomvendt sjæl, så er der den yderste fare. Du må ikke tie om din broders sjælefare; du må ikke skamme dig over Kristus og hans ord, hvis du vil, at han ikke skal skamme sig over dig (Matt 10,19–39). Det er dog sandt, at du ikke i dig selv har mod nok; men skal du så opgive sagen? Er det ikke netop da, du skal bekende din syndige svaghed og bede Herren om de kræfter, du har brug for? Han giver så villigt til alle og uden bebrejdelse (Jak 1,5). Gud mangler intet, hvis du blot vil bede om og tage imod hans gaver. Man ser i martyrernes historie, hvordan svage, frygtsomme børn og kvinder fik mod nok til at vove liv og lemmer til ild og sværd for bekendelsen af Guds navn, når det var nødvendigt.

Sig ikke, at du mangler indflydelse (eller: at der ikke er nogen, som tager ved lære af dig, ingen, som agter på det, du siger). Du har mere indflydelse, end du tror. Du måtte bo alene i ødemarken for ikke at have den. Du har måske for meget indflydelse! Eller er du sikker på, at ingen bliver dårligere på grund af dig, at ingen tager anstød og skade af noget, du siger eller gør? Du har for meget indflydelse, hvis du ikke bruger den til det, som er godt. Omvend dig i denne henseende, og hold fast på det, du har, som en forvalter for Gud. Alle har fået dette uvurderlige talent (indflydelse på andre) og oftest mere, end de tror. Jeg har kendt et barn på syv år, som blev redskab til at omvende den ene af sine forældre og til at bringe dem begge til at bruge nådemidlerne. Jeg har kendt en kristen kvinde, en fattig enke, usædvanlig døv, som blev et middel til at føre syv personer ind i kirkens fællesskab. Hvem vil da holde sig fri af en sådan tjeneste og af egen vilje give afkald på en sådan glæde?

Vi siger igen: Selv om der stadig er en vanskelighed tilbage, så begynd alligevel straks!

3. Lad os nu til sidst kaste et blik på nogle særlige drivkræfter, som bør anspore os til flid i udøvelsen af denne pligt

Vi har allerede før set de store og egentlige hovedgrunde, som bør bevæge os til dette – de almindelige bevæggrunde til alle en kristens gode gerninger – nemlig gudsfrygten og kærligheden. Vi har først set, at det, vi her taler om, er en pligt, en pligt, som Gud har pålagt os; og for en kristen er den første og vigtigste grund til alt det gode, han gør, at han kan sige: Gud vil det. Selv om tjenesten i sig selv ikke bragte nogen glæde med sig, ja, selv om den tværtimod var en kilde til stadige modgange, bør det jo alligevel være nok, at Gud vil det. Og det, som i vores hjerter er drivkraften, så vi gerne og villigt gør Guds vilje, er kærligheden – den kærlighed, som kommer af troen og nåden. Kristi kærlighed tvinger os sådan. – Men som nogle særlige bevæggrunde til dette arbejde kan især følgende regnes:

1. At forsøge at virke på andres sjæle til deres frelse er et nådemiddel for dig selv. Luthersk note: Reed bruger her ordet «nådemiddel» i en løsere betydning. Efter luthersk lære er nådemidlerne Ordet og sakramenterne, hvorved Helligånden giver og styrker troen (CA V; Den Store Katekismus om dåben og nadveren); en kristens arbejde for andre er en frugt af troen og en øvelse i den, ikke et nådemiddel. Sådan har Gud nådigt indrettet det. Det er noget, som ingen kan tro uden at prøve det: hvilken velsignet tilbagevirkning der opstår på ens eget hjerte, når man vil arbejde for en sjæls omvendelse. Aldrig får man så klart og dybt at se og mærke, hvilken forfærdelig ting det kødelige sind og den sovende samvittighed er – hvilken nåde det er at have en vågen samvittighed, et nyt hjerte – og hvor guddommelig sandt Bibelen har talt i alle ting, og så videre. Eller selv om man blot formaner eller trøster de troende, åh, hvilken sund tilbagevirkning får man ofte at erfare af det! Hvor ofte bliver man ikke selv ydmyget, eller hvor trøstet og opmuntret! Hvor mange har ikke, mens de selv gik ganske tunge og bedrøvede, begyndt at undervise og trøste en anden tung og bedrøvet sjæl og så selv undervejs er blevet fulde af lys, fred og glæde, netop når de mindst tænkte på deres egen trøst. Kort sagt: enfoldigt, velment arbejde er på én gang lægemiddel og forebyggende middel mod tusind åndelige sygdomme. Nådens kræfter skal bruges, trofast og alvorligt bruges, hvis de ikke skal gå tabt; åndelig dovenskab er en grund til frafald, arbejde derimod et middel til vækst i nåden.

2. Mind dig selv om, og tænk ofte og dybt over, hvilken stor lykke du skaffer det menneske, hvis omvendelse du kan blive et middel til. Apostlen siger: «Den, som omvender en synder fra hans vildfarelses vej, frelser en sjæl fra døden» (Jak 5,20). Tænk på, hvad det vil sige. Han er et dødens barn; gør dig først det klart. Tænk på menneskets ulykkelige stilling, ja, alle menneskers stilling, så længe de ikke er genfødt. I livet – hvilken ulykkelig stilling! Hans forstand er formørket, hans vilje forvendt, hans sind kødeligt og fjendtligt mod Gud, hans hjertes kærlighed og tilbøjeligheder bragt i uorden, og hans samvittighed gnaver som en orm på den falske fred, han selv vil tage sig. Som et stakkels barn af dårskab og synd har han intet sikkert mål for sit liv, ser han ingen højere styrer end tilfældighederne, lever han uden Gud i verden. – Det er i livet. Men se på ham igen! I døden – hvilken ulykkelig tilstand! Han har ligesom du en udødelig sjæl med følelse, bevidsthed og erindring om alt det forbigangne, med en ubegribelig evne til at modtage både salighed og pine; men han har ikke taget ét skridt hen imod sin sjæls frelse. Han dør; hans håb dør; hans falske trøst dør og forsvinder; han ser, at han er ulykkelig, han ser en evig ulykke foran sig. Han vil blive til intet, men han kan ikke; han må gå ind i en evighed, som han burde have gjort til sit rette hjemland, men som han tværtimod sjældent tænkte på. Nu er der intet mellem ham og Gud, han står utildækket og blottet for Gud – den Gud, som han har foragtet, glemt og trodset. Han er forfærdet over at befinde sig i hans nærhed; hele sandheden i hans ord trænger sig ind på ham. Han trækker sig tilbage, for han ser, at han er fortabt; han synker ned og viger bort fra den uudholdelige herlighed, flygter bort i mørket, det dybe, bundløse mørke, «hvor der skal være gråd og tænderskæren»! Åh, elendige, forfærdelige syn – en fortabt sjæl! Sandhedens mund har åbenbaret det. Hvad synes du? Vil du ikke skynde dig at advare din bror, så du, om det er muligt, kan rive ham ud af fordærvelsen?

Tænk derimod på, hvilken usigelig og over al måde vigtig lykke det er for sjælen at blive frelst fra døden. Når du selv har erfaret det, så ved du det – i det mindste til en vis grad. I liv og død, hvilken lykke! Dens evighedssag er gjort op med Gud, den slipper for at ængstes for døden og dommen, den har fået tilgivelse for alle sine synder, har fået fred med Gud og er igen forenet med sit livs Herre; livets store mål er nået. Den er frelst fra døden, er et salighedens barn, frelst og salig for evigt – den har del i de helliges arvelod i lyset! Men tænk så på dette: Det samme menneske, som før havde et uhyggeligt kødeligt sind, et sind, der var vendt bort fra og fjendtligt mod Gud og det hellige, er nu bøjet, ydmygt, åndeligt sindet, hungrer og tørster efter retfærdigheden, er fattig i ånden og optaget af Guds rige! Det samme menneske, som før var dødt i overtrædelser og synder, som uhæmmet levede efter sit køds begær, efter denne verdens løb og efter den ånd, som hersker i vantroens børn – som var så dødt, forhærdet og ondt, at det ikke engang kunne leve sammen med de svage nådebørn på jorden – det er nu gjort levende og helliget i Kristus, har nu givet sit hjerte og hele sit liv til Kristus som et offer, der er levende, helligt og Gud velbehageligt; det er nu blevet «et barmhjertighedens kar» og en «retfærdighedens tjener», som nu også kan drage andre sjæle til Kristus. – Og til en så fuldstændig nyskabelse af en udødelig menneskesjæl har du fået lov at være et redskab i den trofaste Frelsers hånd! – Det samme menneske, som var et fortabt barn, et sorgens barn for himlen, er nu fundet igen, er nu «en glæde for Gud og hans engle», så at man i himlen hører glædessangen: «Denne min søn var død og er blevet levende igen, han var fortabt og er fundet» (Luk 15,24). Og til denne glæde i himlen har du fået lov at være et redskab på jorden! Åh, det er underligt, at Gud vil værdige sine børn en så stor nåde og ære! Men han vil jo give dem endnu større ære. Apostlen siger imidlertid, at den, som omvender nogen, skal vide, at han frelser en sjæl fra døden (Jak 5,20). Tænk på, hvad det er at få lov at være et middel til en udødelig menneskesjæls nyskabelse og evige fryd og glæde! Hvis du tænker rigtigt over det, vil det bøje dig så dybt ned i støvet, at du bliver målløs og råber: Gud, fordøm mig ikke!

Imidlertid bør det altid være en kraftig drivfjeder for os til flid og arbejde for vores medmenneskers sjæle, at vi ved dette: hvor stor en ulykke de kan frelses fra, og hvor stor en lykke de kan vinde – en lykke, som allerede er vundet for dem, skænket og tilbudt dem, og at det kun er af uvidenhed om den, at de styrter mod fortabelsen og går glip af den store lykke. Og de er jo vores brødre, skabt af den samme Gud, børn af den samme stamfar og genløst med det samme blod som vi. Hvis du ser din bror løbe ud på en is for at lege, og du lige har prøvet, hvor svag og forræderisk den er, og ved, hvilket sort dyb der lurer under ham – ville du så tie med det, fordi du ved, at han gerne vil lege, og at han nødig giver afkald på den fornøjelse? – Og igen: Hvis du har slægtninge, som du dagligt ser slide og arbejde for at klare sig og alligevel lide stor nød, og du ved, at de har en stor, uudtømmelig arv, som er sikret dem ved et urokkeligt testamente, en arv, der kun venter på, at de melder sig og hæver den – ville det så ikke være din største glæde at skynde dig hen til dem med besked om det og se dem med ét sat i den største rigdom og lykke!? – Men alt dette er jo virkelig tilfældet med alle uomvendte. De styrter mod fordærvelsen, skønt de kunne arve velsignelse! Hvad har gjort dig, du troende, så lykkelig, så rig, så glad og salig? Men Kristus er jo soningen ikke alene for vores synder, men også for hele verdens (1 Joh 2,2). Skulle vi da ikke med den inderligste glæde og kærlighed fortælle vores stakkels slægtninge, som ikke ved det, hvilken lykke de kan få – og få den helt for intet? Du hører: «Ånden og bruden siger: Kom! Den, som tørster, skal komme; og den, som vil, skal tage livets vand for intet. Og den, der hører, skal sige: Kom!» (Åb 22,17).

3. Tænk over, hvad du har forsømt på dette område. Måske har du aldrig før tænkt så meget over denne store sag som netop nu! Hvor mange dage af dit liv, hvor mange lejligheder til at gøre gavn er ikke gået tabt! Hvor ofte har du ikke tiet, når du kunne have talt? Hvor meget kunne du ikke have gjort, som du har ladet være ugjort? Hvor mange mennesker kunne du ikke have gavnet, som du har forsømt! Og måske kan mange af dem aldrig mere nås. De var engang nær ved dig, måske så de op til dig og lagde mærke til dig, du havde stor indflydelse på dem; men de levede og døde uden advarsel og – uden håb. Det skete engang, at en ung mand på sit dødsleje sendte bud efter sin far. Da faren kom, så sønnen på ham med et sigende blik og sagde: «Jeg er ved at dø – jeg er fortabt – og jeg er fortabt på grund af dig!» – Det var angst, bitter angst, men for sent. Et fortvivlet barn har vel næppe på den måde sønderrevet din sjæl; men måske minder din samvittighed dig alligevel anklagende om et barn, en ven, en nabo, hvis evige vel du kunne og burde have fremmet, men har forsømt.

Hvis en sådan eftertanke over det forbigangne tugter dig, så har den også sagt dig, at du fra nu af må gøre noget andet end hidtil. Du hverken kan eller behøver at sone dine forsømmelser over for Gud; nej, dertil tjener alene Kristi blod og Kristi fuldkomne gerninger i dit sted, og i det skal du straks finde trøst og fred for alt, hvad du har gjort eller forsømt. Men når Kristus tilgiver og trøster os, så føjer han også til: «Men synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.» Begynd straks at vende om, så du nu sætter i værk, hvad du hidtil har forsømt. Den tid, du har tilbage, er måske kort; det forbigangne kan aldrig hentes tilbage. De døde kommer ikke igen; men her er mange levende. Dit barn, din ven, din bror, din nabo – skal også de gå fortabt, og skal du aldrig gøre et kærligt forsøg på at advare, formane og oplyse dem? «Hellere må din højre hånd blive glemt og din tunge klæbe til din gane» (Sl 137,5–6).

4. Glem endelig ikke vor Herres Jesu Kristi nåde. Du kender den, du lever af den, men tænk også over den. Hans eneste store ærinde var dette: at opsøge og frelse det fortabte. Det fyldte hele hans hjerte og alle hans tanker. Det var det værk, han måtte fuldbringe, hvad det end skulle koste ham, og hvad han end måtte vove. Derfor kom han ned fra himlen, og han, som var sand Gud, blev menneske for at frelse menneskene. Derfor levede han et liv i fattigdom, spot og sorg og døde en angstfuld død på korsets træ. «Tænk på ham, som udholdt en sådan modsigelse fra syndere mod sig selv, for at I ikke skal blive trætte i jeres sind.» Tænk på hans kærligheds nidkærhed, hans tårer, hans kampe og hans sejre! Vil du ikke have fællesskab med ham? Vil du ikke dele hans lidelse og følge ham i hans død? Lad derfor det samme sind være i dig, som var i ham. Lad det, som var ringe for ham, være ringe for dig. Lad det, som var stort for ham, være stort for dig. Lad det, som altid optog ham, også altid optage dig. Så er du ét med ham, ikke alene ved troen over for Gud, men også ved kærligheden over for mennesker. Og sådan må vi være som kristne, sådan som han selv så højtideligt erklærede: «Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.»

Lev således hans liv, kæmp hans kamp ved hans side; saml de vildfarne får til hans hjord; få del i hans glæde, i hans Faders og din Faders rige! – Ja, alt dette give Herren os nu selv ved sin Ånd! Amen.