Det sjette bud

Også dette bud har Herren Kristus forklaret (Matt 5,27–32), og hvilken nåde var det ikke! For ham må vi jo høre, hvis vi vil blive salige. – Jøderne havde behandlet det sjette bud på samme måde som det femte: de så kun på den grove gerning, som her var ægteskabsbrud – for det sjette bud lyder egentlig sådan: «Du må ikke bryde ægteskabet» – og så regnede de det for ingenting, at de i hjertet var fulde af ulovlige lyster og begæringer, når de blot kunne holde sig fra at udføre dem helt i handling og gerning. Da kom Herren Kristus med denne høje forklaring: «Jeg siger jer: Enhver, som ser på en kvinde for at begære hende (det vil sige med begær og forsæt til synden), har allerede begået hor med hende i sit hjerte.»

Det er den store forklaring, i hvis lys vi skal betragte dette bud. Men lad os først undersøge, hvad det betyder, at buddet egentlig lyder sådan: «Du må ikke bryde ægteskabet», når det dog har en så dyb åndelig betydning, at det er brudt alene ved et urent begær, og omfatter alle den urene lysts bevægelser og udslag, både i og uden for ægteskabet (hvad mange skriftsteder viser). Der ligger nemlig en dyb lærdom om dette bud i den omstændighed. Ja, hermed føres vi tilbage til den egentlige grund for dette bud, nemlig Guds første tanke og forordning om menneskets liv og forplantning på jorden, sådan som den kom til udtryk i menneskets skabelse: da han skabte en mand og en kvinde og straks, ja, allerede før kvinden var skabt, besluttede ægteskabets hellige orden. Menneskets skabelse og slægtens formering var to tanker, som hos Gud hørte sammen. Derfor finder vi ægteskabets indstiftelse, grunden til det sjette bud, i Bibelens første kapitel, i skabelsesberetningen, v. 27–28: «Som mand og kvinde skabte han dem og sagde: Vær frugtbare og bliv mange» – og derfor tilføjes det i andet kapitel: «Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.» (Se her også grunden til buddenes rækkefølge, at lige efter det bud, som tager vores liv i beskyttelse, følger det bud, som værner om den hellige orden for slægtens formering.) Og det er kun ved den rette ærbødighed for denne Guds første indstiftelse, at vi kan forstå, hvor vigtigt det sjette bud er.

Ægteskabet – tænk nu over det – ægteskabet er den store Guds egen indstiftelse; Guds løfte, Guds velbehag, Guds velsignelse hviler over det. Det er en guddommelig orden. Og Herren Gud har tillagt det en så høj og hellig betydning, at han selv har villet stå i en sådan forbindelse med mennesket, som han betegner som et ægteskab, sådan som vi læser i hele Det Gamle Testamente. Heller ikke i Det Nye Testamente regnes noget forhold på jorden for værdigt til det, som ægteskabet regnes for værdigt til. Ægteskabets bånd mellem mand og kvinde sammenlignes nemlig med forbindelsen mellem Kristus og menigheden, når Apostlen siger: «En mand er sin hustrus hoved, ligesom også Kristus er menighedens hoved, og han er selv sin krops frelser» osv. Og efter at Apostlen længe har talt om mandens og hustruens forhold til hinanden, siger han: «Denne hemmelighed er stor, men jeg siger det om Kristus og menigheden. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv, og hustruen skal sørge for at have ærefrygt for sin mand» (Ef 5,23–33); og i Åb 19 tales der udtrykkeligt om «Lammets hustru» og «Lammets bryllup». Det er på grund af dette høje, hemmelighedsfulde forhold, at Skriften taler om et åndeligt «horeri» og «ægteskabsbrud», som består i frafald fra Gud og utroskab mod ham (Es 1,21; Jer 3,1–2; Ez 16,15.32–34 m.fl.).

Når vi betænker, at ægteskabet er en så hellig indstiftelse, som Herren Gud gjorde ved selve skabelsen, så kan vi forstå, hvor vigtigt det sjette bud er, og hvilket frygteligt overgreb mod Guds majestætsret det er at bryde ægteskabet på nogen måde. Den, der bryder ægteskabet, forrykker og ødelægger det helligste og vigtigste forhold på jorden; han river de helligste bånd i stykker, som Gud selv har knyttet; han besmitter og vanærer det reneste, ømmeste og dyrebareste forhold mellem mennesker; han griber som en niding forbryderisk ind i Guds ret og orden – og dertil gør han lykke til ulykke og velsignelse til forbandelse, fordi menneskehedens velfærd, ofte både for tid og evighed, hviler på ægteskabet. Men er det kun den, som i ordets almindelige betydning bryder sit eget eller en andens ægteskab, der gør sådan noget? Er det sjette bud kun talt til dem, som allerede er gift? Nej, efter Guds ords udlægning omfatter dette bud alle mennesker uden undtagelse. For da Herren Gud skabte mennesket som mand og kvinde og indstiftede ægteskabets orden, trak han også en hellig grænselinje mellem de to køn. Denne grænselinje er Guds indretning og derfor lige så hellig og urokkelig som selve ægteskabet. Enhver, som bryder igennem denne grænse, som Gud har sat, hvad enten det sker i tanker, ord eller gerninger, bryder det sjette bud. Og i den betydning siger den hellige Gud også til alle ugifte, mænd og kvinder, til alle unge mænd og unge piger: Du må ikke bryde ægteskabet. – Og når vi til sidst også betænker, hvad der allerede er vist, at Herren Gud selv vil stå i det samme nære, inderlige og hellige forhold til menneskene som manden og kvinden i ægteskabet – når vi betænker, at vi ved dåben og vores egen bekendelse er viet til vor Herre Jesus Kristus i den samme kærlighed og troskab som hustruens til manden, ja, i en endnu større, en troskab og kærlighed, som skal vare ud over døden og graven og bestå i al evighed – når vi betænker den sande og væsentlige forening, der finder sted mellem Gud og mennesket ved Guds Søns menneskevordelse, hvori Gud og mennesket blev ét kød; og dernæst den væsentlige forening mellem Gud og mennesket, som opstår ved Helligåndens bolig i de troende, som derfor kaldes og i sandhed er «Helligåndens tempel» og «Kristi lemmer», sådan som Apostlen netop for at indskærpe det sjette bud taler i 1 Kor 6 – så kan vi se den hellige og forbløffende vægt, dette bud har, og hvor vidt det griber om sig: først med hensyn til stand og alder, helt ned til børnene, så snart de begynder at forstå noget – for også de er i dåben helliget Herren – og dernæst med hensyn til alle legemets og sjælens kræfter og bevægelser, helt ind til hjertets tanker og begær. For alt er helliget og indviet til Herren Gud, Skaberen, Frelseren og Helliggøreren; hele vores ånd, sjæl og legeme er Guds værk og ejendom og er købt dyrt med Kristi hellige blod og bestemt til et evigt samliv med ham i denne verden og i den kommende. Og hvor Helligånden bor, vil han hellige og eje hele mennesket med alle dets kræfter, dets hjerte, tanker, følelser og begær; og dernæst dets legeme med alle dets lemmer og bevægelser, ord, fagter og gerninger.

At dette bud har en så vidtrækkende betydning, kan enhver se af Kristi udlægning af det, når han siger, at enhver, som blot ser på en kvinde med ulovligt begær, allerede har begået hor med hende i sit hjerte. Måske holder du dig selv for retfærdig over for dette bud, fordi du af frygt for Guds domme – eller måske kun af frygt for skam og vanære og andre menneskelige følger – har holdt dig fra at udføre dit begær. Men Herren Kristus siger her, at du da allerede står som en ægteskabsbryder for Guds øjne; han siger, at du da allerede har begået hor. Tag et eksempel: Hvis nogen var sindet sådan mod dig, at han ønskede at kunne myrde dig, men holdt sig fra gerningen på grund af de frygtelige følger, ville du så regne ham for det mindste bedre end en morder, som virkelig har udført den blodige gerning? Nej, du ville jo med rette sige: Forskellen er kun, at min fjende er bange for sit eget hoved, mens den fuldbyrdede morder har været mere dristig og dumdristig; men i sjæl og hjerte er de lige gode. Sådan også her: Den skændige ægteskabsbryder har ikke været så bange som du for skam og anden straf; det er forskellen på dig og ham, når du kun af frygt har holdt dig fra at fuldbyrde dit begær. Derfor har du – ikke kun for Gud, men også i virkeligheden, i dit hjerte – begået hor lige så ofte, som du har haft begær efter det. Sådan har Herren Kristus forklaret det her.

Men når allerede hjertets ulovlige begær og tanker er brud på dette bud, hvor meget mere åbenbar er synden så ikke, når den også bryder frem i ord, fagter og gerninger: i ord, når man fortæller uanstændige vittigheder og tvetydige morsomheder, synger uanstændige viser, læser letsindige viser og fortællinger (Ef 4,29–30; 5,3–5); i fagter, ved utugtige miner, letfærdig klædedragt, dans, leg og den slags (Sir 9,3–12; 26,12–14); og til sidst i gerning, når man gør Kristi lemmer til en skøges lemmer (1 Kor 6,15–20)! Åh, hvilket uhyggeligt, stinkende dynd af syndig urenhed er ikke hele verden sunket ned i med hensyn til dette bud! Gud være alle menneskebørn nådig!

Men læg her mærke til en vigtig forskel: Der er to slags syndere mod dette bud (ligesom mod alle buddene): for det første de letsindige foragtere, som regner Gud og hans bud for ingenting og synder frit og med forsæt; for det andet dem, som i Herrens frygt kæmper mod synden, men som dog ved mægtige fristelser mere eller mindre forsynder sig, i det mindste med hjertets urene begær. – Hvad de første angår, er ugudeligheden nået så vidt, at de næppe regner hor og utugt for synd, men frit spøger med den i alle dens grader og udslag og «højst frygter helvede et øjeblik». Men betænk dog, I letsindige foragtere, at Gud ikke lader sig spotte; «utugtige og ægteskabsbrydere vil Gud dømme». Og han, den Hellige, ser dig; for hans øjne er alting nøgent og blottet; for ham er natten ikke mørk, men lys som den klare dag. Det ville jo være mærkeligt, om det skulle lykkes dig at foragte og trodse den Almægtige. Nej, sådan siger Apostlen: «Lad jer ikke bedrage! Hverken utugtige eller ægteskabsbrydere eller blødagtige eller mænd, der ligger med mænd, skal arve Guds rige» (1 Kor 6,9). Og da Apostlen i brevet til galaterne (5,19) opregner kødets åbenbare gerninger, nævner han først utugt, urenhed og udsvævelse og slutter sådan: «Om dem siger jeg jer forud, ligesom jeg også før har sagt, at de, der gør den slags, ikke skal arve Guds rige.» Ja, denne fordømmelige last, som Gud så alvorligt har forbudt, regnes til kødets skændigste gerninger (Jer 7,9; Ez 33,26; Hos 4,1–2); og dertil er den en forbandet moder til mange andre afskyelige fostre, såsom løgn og forstillelse, mened, mord og en sælsom forhærdelse af samvittigheden. Derfor var ægteskabsbrud også belagt med dødsstraf hos jøderne; de skyldige skulle «udryddes af Israel» og «stenes» (5 Mos 22,22–25); og nu skulle den hellige Gud ikke gøre jer noget, I som frit og med forsæt lever i synden! Er det muligt? Nej. Fordi Gud længe venter med straffen, mener I, at han aldrig vil straffe jer; men lad jer ikke bedrage! «Hvad et menneske sår, skal det også høste.»

Men som vi lige sagde, er der også en anden slags syndere mod dette bud, nemlig nogle både vakte og benådede sjæle, som har den sværeste og mest pinefulde kamp med den afskyelige ukyskhedens djævel, ja, en så ynkelig kamp, at stenene kunne røres ved det. Vi taler nu om de oprigtigt gudfrygtige. De ville så inderligt gerne være helt fri og rene for synden, men kan ikke; de råber og klager for Herren dag og nat om befrielse fra den nævnte djævel og «pælen i kødet» eller også om en fuld befrielse fra dette dødens legeme (Rom 7,24), men kan til tider ikke mærke nogen hjælp og synes tværtimod ofte, trods al bøn, at være lige langt fra sejren. Nogle mennesker forstår slet ikke, hvad vi nu taler om, og har ingen erfaring af det, nemlig de, som har fået den nådegave, Paulus omtaler i 1 Kor 7,7, og hvis synder ligger et andet sted; men de stakkels martyrer, som har erfaring af det, ved, hvilken plage og jammer det er at måtte mærke lysternes påtrængende magt, selv i de helligste stunder, så de urene begær ikke engang synes at ville vige for de kraftigste nådemidler, for brugen af Ordet og bønnen, men ofte vender tilbage med fordoblet styrke kort efter de herligste stunder. Hvad nu disse kæmpende sjæle angår, så fremgår det vel tydeligt af Guds ord, at de nævnte domme ikke gælder dem; tværtimod har de, så længe de bliver ved nådestolen, en bestandig tilgivelse og renselse i Jesu blod. Men de er dog ikke uden fare – de er i fare for intet mindre end åndelig død og for således at «ende i kødet» – og det sker især ved, at de bliver trætte i kampen. Følgen kan blive dobbelt: enten at de, fordi de mister håbet om sejren, overgiver sig som fanger og får en falsk forestilling om selve synden, som om den ikke var synd og ikke farlig, og så begynder at dysse samvittigheden i søvn; eller også at de ligesom drukner i mistillid til Guds nåde og bliver stående i en skjult fortvivlelse, hvorved al kraft går tabt, og livet i Kristus efterhånden dør ud. For når troen og barnets tillid går tabt, så loven bliver herskende i samvittigheden, så har den altid sin virkning, nemlig at forøge syndens magt; så bliver fortvivlelsen helt afgjort, og den skibbrudne begynder at drive for lysternes vind og bølger.

Den, der nu vil undgå denne ulykkelige udgang på striden, må vogte sig for at gøre sig egne forestillinger om, hvordan man her vinder sejr; nej, for din sjæls evige velfærds skyld må du lade dig belære. Har du indset, at det at «ende i kødet» foregår på den måde, som lige er nævnt, så har du også indset, at sejren i sidste ende afhænger af at blive i troen – først i troen på alt Guds ord, også det ord, som rummer Guds domme over den synd, man har sluppet løs, og Guds løfter om den endelige bønhørelse og sejr; men især troen på Guds evige nåde over al synd, så længe man bliver ved nådestolen. For så længe jeg endnu kan tro, at med al min gruelige synd «er nåden dog blevet langt større», og at jeg endnu skal se Gud i de levendes land, så kan jeg aldrig helt opgive striden og brugen af våbnene; men dør troen ud, hvad nytter så alle våben? De bliver lagt til side på grund af mistillid. Hvad hjælper de bedste våben, når stridsmandens arm synker af modløshed eller af mangel på livskraft? Nej, sådan siger Skriften om striden med Djævelen: «Stå ham imod, faste i troen» (1 Pet 5,9); sådan siger Skriften: «Sejren, som har sejret over verden, er vores tro» (1 Joh 5,4); og igen: «Strid den gode strid og bevar troen og en god samvittighed, som nogle har stødt fra sig og har lidt skibbrud på troen» (1 Tim 1,19). Og igen: «I bevares ved Guds kraft, ved troen, til frelse» (1 Pet 1,5). Læg mærke til det: ved troen. Og det samme ligger i Paulus’ ord: «Hvis I ved Ånden dræber kødets gerninger, skal I leve» (Rom 8,13). For hvad mener han her med Ånden? Se hans tilføjelse i v. 15: «For I har ikke fået trældommens ånd, så I igen skal frygte, men barnekårets Ånd, ved hvem vi råber: Abba, Fader.» Derfor siger samme apostel også: «Dette ene vil jeg vide af jer: Fik I Ånden ved lovgerninger eller ved troens prædiken?» (Gal 3,2.5).

Men du siger: «Hvordan kan jeg blive i troen og i tilliden til Guds nåde, når jeg er så forfærdelig syndig, og når jeg jo ingen kraft har til at modstå synden? Jeg er jo helt og aldeles dens slave?» – Svar: Skal din tro afhænge af din syndighed eller din hellighed, så kan du sige farvel til enhver tanke om saligheden! Den, der skal frelses her, må have en mere underlig tro end som så – han må have en helt urimelig tro, en tro, som ikke ved af andet end nåde alene i Kristi dyre blod – ja, nåde alene over en helt fordømt synder, som kun har fortjent helvede, kun Guds vrede og forbandelse. Og se her, hvor nødvendigt det er at blive godt kendt med evangeliets underlige lære om dette. Skriften lærer ganske rigtigt, at «om dine synder end var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne», alene «ved Kristi, Guds Søns, blod, som renser os fra al synd». Her gælder det altså om at tro og ikke at følge følelsen og ens egen mening. Bed Gud om denne vidunderlige tro, for den må helt og holdent gives af Gud. Men brug dernæst også alle de midler, Gud har givet os til at tænde troen og holde den ved lige: et dybt og levende studium af evangeliet, privat skriftemål for en prøvet broder, ja, brødrenes forbøn, brug af sakramentet og så videre.

Men du sagde også: «Når jeg ingen kraft har, men er helt og aldeles syndens slave» – du mener: Er det ikke et tegn på, at min tro er falsk? – Ja, hvis det var sandt, at du heller ikke får nogen kraft, når du har trøst og fortroligt venskab med din Gud, intet fornyet godt forsæt, ingen bøn og kamp, så er din tro bestemt falsk. Men her er et meget hemmelighedsfuldt forhold, som du måske ikke har forstand på. Mange troende sjæle fremfører netop din klage i tunge fristelsestider, når de taler ud fra følelsen og deres egen mening; men det er ikke sådan, som de siger. For alene det, at du kæmper og beder imod synden, viser noget andet end syndeslavens tilstand. Når evangeliet giver dig en trøst af den art, at der følger et nyt godt forsæt, bøn og kamp imod synden med den, så er din tro bestemt sand og levende; men den er måske meget svag – og i de svageste tider bliver også den helliggørende kraft svag, og loven vækker synden. Hertil hører Rom 7,13–25. Kort sagt: En kristen, som har en bestemt synd som sin værste plageånd, men dog er oprigtig i ånden, har altid det kendetegn, at han ligger flittigst ved nådestolen i de tider, hvor synden er værst, og at han da næsten kun beder to bønner: for det første om nåde, om tilgivelse for Kristi blods skyld, og for det andet om hjælp, kraft og udfrielse fra selve synden. Og sandelig: Hvis du kan løfte dine hænder mod himlen og tage den alvidende Gud til vidne på, at du ikke har bedt så meget om noget i verden som netop om disse to ting, så må du også være vis på, at du – hvor slemt det end ser ud – dog er under Guds nåde og alvise ledelse, og at synden ikke er noget, du gør, men noget, du lider.

Men for at du ikke skal give synden frit løb, fordi du har opgivet håbet om sejren, er der også brug for den tro, at Herren stadig kan og vil give dig en herlig udfrielse, hvor længe han end tøver; det vil sige: Du skal tro, at han vil høre begge dine bønner, både om tilgivelse og om udfrielse; du skal tro, at han også vil vise sig sanddru i det ord: «Påkald mig i nøden, så vil jeg hjælpe dig, og du skal prise mig» – og i det ord: «Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, de, som råber til ham dag og nat, og er han ikke langmodig med dem?» Tænk dog over sådanne ord fra den trofaste Herre. Men læg også mærke til dette ord, ja, til hele lignelsen i Luk 18,1–8 og til den hensigt med den, som Kristus nævnte, nemlig at vi altid skulle «bede og ikke blive trætte» – læg mærke til ud fra alt dette, at Herren nok vil prøve sine børn med en underlig, langvarig tøven. Det vidner også mange eksempler om, som er værd at tænke over: hvordan han førte de hellige i gamle dage, og også kristne i vore dage, som i mange år har måttet kæmpe og vente på Herren og alligevel ikke er blevet til skamme i deres venten, men til sidst har oplevet den mest herlige bønhørelse og sejr.

Denne dobbelte tro er nu det vigtigste middel mod denne og al synd; og om denne dobbelte tro taler Apostlen i Hebr 11, hvor han mere end tyve gange udbryder: ved tro. Gid vi derfor aldrig må glemme disse hovedmidler: troen og troens bøn.

Men dernæst har Herren Kristus også befalet andre midler, som ligeledes må bruges med al alvor, hvis du skal undgå at falde. Det er dem, der er indbefattet i ordene våge og faste (Matt 26,41; 17,21). Til at våge hører først og fremmest at tage sig godt i agt for det første skridt – det ulykkelige første skridt ind på syndens vej. Åh, hvilke forfærdelige kampe og bitre kvaler er der ikke kommet af, at en ellers oprigtig sjæl fra fristelsens begyndelse tog let på den og ikke troede, at det var så farligt at følge med bare et lille stykke! Åh, gid man kunne råbe med en røst, der fik bjergene til at skælve, især til unge, uerfarne mennesker: Den, der vil undgå syndens dybeste afgrund, må tage sig godt i agt for at komme nær dens glatte kanter, må vogte sig for det første skridt derhen! Det skal du høre og rette dig efter – ellers må du gøre dig klar til sørgelige ting! Åh, hvor bittert græder mange ikke over, at de ikke nogle år forinden forstod eller fulgte dette råd! Den største nydelse er aldrig at prøve så meget som første trin af en uren nydelse. Og første trin er bare et øjeblik at give næring til en uren fantasi, ikke straks at fare tilbage og råbe til Gud og flygte fra det sted, hvor den blev vakt. Mangen ung mand, som er faret tilbage for synden i dens grovere skikkelse, har alligevel ikke undgået – fordi han gav efter for fristelsen – gennem syndige fantasier til sidst at blive ført til at øve synd i det skjulte, hvad hans udtærede ansigt og synkende mod ikke sjældent bærer et sørgeligt vidnesbyrd om. *)

*) Og hvor ofte blev grunden til dette forfærdelige onde ikke lagt allerede tidligt, når barnet kom blandt letsindige kammerater eller læste skrifter, lyttede til sange og musik, som var egnede til at vække de sanselige lyster! Hvor mangen far og mor har ikke for sent måttet græde over deres manglende årvågenhed omkring deres elskede børn, når de bitre frugter begyndte at vise sig! Åh, gid dog mangen mor ville betænke, hvilket skuespil hun har ladet sin datter gå til eller måske selv fulgt hende til! Gid dog mangen far ville besinde sig på, hvilke bøger han har ladet sin søn læse, eller hvor ofte han i det mindste ikke har bekymret sig om det! Du har måske tidligt tænkt på, hvordan dit barn skulle uddannes i menneskelig dygtighed og i videnskaberne og lære verden og de skønne kunsters værker at kende; men hvordan barnets sjæl kunne blive smittet og forgiftet gennem sanselig påvirkning og urene begær, forfængelighed og behagesyge og til sidst forledt til disse skamløse tanker og fantasibilleder – det har du ikke tænkt på, det har du ikke bekymret dig om.

Vi har her nævnt at dræbe de første lyster og at flygte fra det sted, det selskab og den bog, som vækker dem; det er uden tvivl sådanne forhold, Kristus sigtede til, da han straks efter at have forklaret det sjette bud (Matt 5,28) tilføjede i v. 29–30: «Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for det er bedre for dig at miste ét af dine lemmer, end at hele dit legeme kastes i helvede. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for det er bedre for dig at miste ét af dine lemmer, end at hele dit legeme kastes i helvede.» Man har forstået dette ord på to måder. Først således: Hvis dit øje, din hånd, det vil sige lemmer i dit gamle menneske, som er «lyster og begæringer» (Kol 3,5), bringer dig til fald, det vil sige begynder at røre sig og vil ødelægge dig, så riv ud, hug af, det vil sige dræb selve begæret; det er bedre for dig her i tiden at lide korsfæstelsens pinsler end i evighed at lide den evige ilds pinsler. Den anden forklaring er denne: Hvis et menneske var dig så kært som dit højre øje eller så nyttigt i det legemlige som din højre hånd, men dette menneske er en fristelse for dig, så skil dig fra ham, flygt fra hans selskab; det er bedre for dig at lide det afsavn, om det så var lige så bittert for dig som at få dit øje revet ud, end at du ved fortsat fristelse skulle drukne i synden eller i fortvivlelsen og til sidst kastes i helvede. Læg mærke til ud fra disse ord af Herren Kristus, hvad det drejer sig om – «kastes i helvede!» Herren bevare alle dem, som vil være kristne! Og læg også mærke til ud fra det stærke billede, Herren bruger – at rive øjet ud, hugge hånden af – hvilke kraftige midler der er brug for her, hvilken alvorlig kamp og hvilken bitter lidelse, hvis vi skal reddes. Men Herren har ment, at herlighedens krone er den møje værd.

Det andet ydre middel, Herren har anvist, var at faste. Der er ingen synd, som disse ord rammer så præcist som ukyskhedens djævel, nemlig Kristi ord om en bestemt slags urene ånder: «Denne slags farer ikke ud uden ved bøn og faste» (Matt 17,21). Sammen med hovedmidlet, troens bøn, skal du også bruge en fornuftig faste, det vil sige et mådehold i mad og drikke, afpasset efter behovet, og måde med hvile og søvn. Ved overflødig mad og drikke, især ud på aftenen, næres og fedes kødets lyster, mens de derimod svækkes og mister sanselig styrke ved faste og mådehold. Hertil hører også at tugte sit legeme med mere flittigt arbejde; for lediggang og overflødig søvn er ukyskhedens djævel til den allerstørste hjælp. Mange har netop i deres flittige arbejde et prisværdigt middel mod lysternes magt; derfor siger katekismen med rette, «at flid i arbejdet forhindrer mange anledninger til synd og hjælper os til at modstå onde begæringer». – Til sidst hører det også hertil ikke at blive alene med sin fristelse. Jo mere fristeren får mig alene, jo mere påtrængende er han. Søger jeg derimod gudfrygtige og fortrolige menneskers selskab, og især hvis jeg har en prøvet og trofast ven, som jeg kan fortælle om mit hjertes kampe, så mister fristelsen ofte sin styrke derved. Ja, selv samvær med alvorlige og kyske sjæle af det andet køn har mere end én gang vist sig at være et kraftigt middel mod kødets lyst – mens dette samvær derimod er farligt, når man ikke har venner, der i alvor er kyske.

Men skulle kødet nu, trods brugen af alle disse midler, alligevel ikke lade sig tøjle, så er det godt for den, der kan, under bøn og i Herrens frygt at gå ind i ægteskabet, sådan som også Apostlen lærer i 1 Kor 7,2: «For at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde have sin egen mand.» Og hvor meget han end ønskede, at enhver i de daværende forfølgelsestider kunne leve ugift som han selv, tilføjer han dog: «Men kan de ikke være afholdende, så skal de gifte sig; det er bedre at gifte sig end at brænde» (v. 9). Her ser vi, at Apostlen mener, at man også bør bruge ydre midler mod denne fristelse; og dermed gendriver han også, hvad de uerfarne mener: «Når man bare vil det rigtigt, kan man altid blive herre over fristelsen; alvor og bøn alene hjælper altid» og så videre. Sådan mente Apostlen ikke, da han skrev: «Kan de ikke være afholdende, så skal de gifte sig.» Og det skrev han ikke til nogle vantro, men til «de hellige» i Korinth (1,2). Og igen siger han til ægtefæller, som efter aftale har været adskilt en tid: «Kom så sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer på grund af jeres mangel på afholdenhed» (7,5). Hvorfor sagde han ikke: Hvis Satan vil friste jer, så bed og kæmp, mere behøves ikke; det alene kan I altid besejre ham med? Nej, han mener sådan: Når Gud har givet jer det middel, ægteskabet, så skal I også bruge det. Ingen må dog tænke, at hvis han ikke kan gifte sig, så må han falde for fristelsen – åh nej! Gud kan i så fald give ham en særlig nåde og hjælp i samme grad. Heller ikke må nogen tænke, at bare han var gift, så ville han derefter være fri for al fare for ukyskhed. Nej, en mangfoldig erfaring, helt fra David af, viser os det modsatte. Lærdommen bliver denne: Brug alle de hjælpemidler, Gud har givet os, men vogt dig for at gøre nogen af dem til genstand for din tillid; vid derimod, at al hjælp er i Herrens hånd, at alt afhænger af Guds barmhjertighed. Gud, giv os mere af denne tro! Alt afhænger af din barmhjertighed, du eneste mægtige og trofaste hjælper! Og så: Følg os, led os med dine øjne, og hjælp os lykkeligt igennem kampene! Amen.