Fornuften i åndelige sager

eller Slangen ved træet til kundskab om godt og ondt.

(Tredje årgang, 1844)

Ved skabelsen var mennesket skabt i Guds billede, og det bestod i lys i forstanden og hellighed i viljen og kraft til at gøre det gode, som det ville; mennesket tænkte, ville og handlede altså i lighed med Gud – foruden andre herlige goder, som det havde. Dengang havde det i sandhed en sund fornuft, et rent, enfoldigt, lyst og klart sjæleøje; dengang havde det rette tanker om Gud og om åndelige ting. Men mennesket faldt, og Guds billede gik tabt. Da var også dette lys i forstanden tabt, denne brændende og skinnende lampe slukket, og siden har den aldrig brændt i menneskeslægten, men kun i de enkelte mennesker, hos hvem Herren på ny har tændt den med sin Ånd – tændt et nyt, himmelsk lys. Derfor siger Apostlen: «Et naturligt menneske fatter ikke det, som hører Guds Ånd til, for det er ham en tåbelighed, og han kan ikke begribe det» (1 Kor 2,14). Men hertil kommer nu, at ved syndefaldet gik ikke blot Guds billede i almindelighed tabt; Djævelen gjorde også et særligt angreb på fornuften, da han foreholdt mennesket, hvordan det dog kunne være muligt eller tænkeligt, at Gud skulle straffe dem med døden, fordi de spiste af et bestemt træ, og forsikrede, at de tværtimod blot ville få mere forstand, ja, blive lige så vise som Gud. Sådanne indskydelser har også sat deres spor. Derfor er fornuften ikke blot forblindet, men også opfyldt af den indbildning, at den er meget lys, god og klar; ja, den holder sig undertiden for klogere end Gud selv, fordi den for sine egne tankers skyld ofte foragter hans ord. Sådan blev menneskets fornuft i åndelige ting forblindet, svøbt i tykt mørke, ja, tilbøjelig til hellere at tro løgnen end sandheden, til at kalde det onde godt og det gode ondt og til at holde sig selv for klogere end Gud.

Sådan forholder fornuften sig til Herren. Men hvordan forholder Herren sig så til fornuften? – Læg mærke til hans mageløse visdom! Herren har nemlig til alle tider, for at ydmyge det stolte, egenrådige og indbilske menneske, sat det på sådanne prøver, at hans ord og dets fornuft måtte komme i strid, og at dets vel skulle afhænge af, om det for Herrens ords skyld kunne foragte sin egen fornuft. Derved har den store, alene vise Herre udrettet, at ingen stolt, stiv og egenrådig kan komme ind i Himmeriget som sådan – og deri har den store Gud handlet ganske fortræffeligt med os! – Men ikke nok med, at man må underordne sig Herrens ord ydmygt og lydigt og foragte sin egen fornuft og sit eget skøn – han har også indrettet det sådan, at selv de, som vil hylde Ordet og søge sig frem til Himmeriget i det, alligevel ikke skal finde vejen, hvis de ikke tillige bøjer sig for Ordets Herre selv og ydmygt beder om nøglen til den indelåste skat, beder om Helligånden. Herom skriver Luther: «Da Gud gav os sit ord, sagde han: Jeg vil nok lade det skrive og prædike klart og tydeligt, men dog altid indrette det sådan, at det skal afhænge af min Ånd, hvem der skal fatte det.» Åh, du priselige Guds visdom! På den måde har du lukket alle stolte og formastelige sjæle ude fra din salighed, alle, som ikke vil ydmyge sig for dig! Her ser vi, hvad Herren Jesus følte, da han frydede sig i Ånden og sagde: «Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og kloge og åbenbaret det for de enfoldige. Ja, Fader, for sådan behagede det dig.»

På denne Guds fremgangsmåde, at han har villet knuse og bryde fornuften, har vi mange eksempler i Den Hellige Skrift. Sådanne er for eksempel Guds befaling om at ofre Isak, om omskærelsen, om kobberslangen i ørkenen med flere. Hvor må Abrahams fornuft ikke – ud over hvad hjertet følte – have vredet sig og stejlet ved Herrens befaling om at ofre den eneste søn og sagt: Det kan ikke være Guds bud; han har jo lovet mig en stor slægt i denne søn osv.! Hvor må den ikke have studset og vredet sig over omskærelsen! Hvor må fornuften ikke have stejlet hos dem, der var bidt af slanger i ørkenen, da de fik at vide, at blot det at se på den ophøjede kobberslange skulle give dem helbredelse! «Giften er jo allerede i vores årer,» må de have tænkt, «det kan da ikke hjælpes med blot et blik» osv. Et særlig lærerigt eksempel læser vi i 2 Kong 5 om den syriske hærfører Na’aman. Han havde en svær spedalskhed, som ingen i landet kunne helbrede. Til sidst fik han af sin tjener at høre, at der i Israel fandtes en profet, Elisa, som kunne helbrede den forfærdelige sygdom, spedalskheden. Na’aman rejste til Elisa, standsede med sin vogn uden for profetens bolig og lod sit ærinde melde. Men nu skulle hans fornuft brydes. Profeten fandt nemlig ikke for godt at gå ud til den syge hærfører, men sendte ham blot det bud: «Gå hen og vask dig syv gange i Jordan, så skal dit kød blive dig givet tilbage, og du skal blive ren.» Nu rejste fornuften sig i Na’aman; han blev vred, drog af sted og sagde: «Jeg troede, at han ville komme ud til mig og træde frem og påkalde Herren sin Guds navn og føre sin hånd hen over stedet og således tage spedalskheden bort. Er Abana og Parpar, floderne ved Damaskus, ikke bedre end alle Israels vande? Kan jeg da ikke vaske mig i dem og blive ren?» Og han vendte om og gik sin vej i vrede. Og hans tjenere gik hen og sagde: «Min fader, hvis profeten havde pålagt dig noget svært (foreskrevet en svær og kostbar kur), ville du så ikke have gjort det? Hvor meget mere, når han kun har sagt til dig: Vask dig, så bliver du ren!» – Og han drog ned og dykkede sig syv gange i Jordan, sådan som gudsmanden havde sagt; og – han blev straks rask og ren.

Se nu fornuften her. «Jeg troede,» sagde Na’aman, «at han ville gøre sådan og sådan.» Havde profeten blot gjort, som han mente, brugt smukke ceremonier, rørt ved det syge sted med hånden og mere af den slags, så havde alt været godt; så havde Na’aman været så tilfreds, så troende, så fuld af tillid og så from; men da profeten gjorde så lidt ud af sagen og foreskrev et så ringe og uanseligt middel, ville han straks rejse sin vej. Ja, rejse kunne han også, profeten brugte ikke tvang; men var han rejst, ville han have beholdt sin spedalskhed, om han så havde badet tusind gange i Damaskus’ vande. Det vand kunne nok i sig selv være lige så godt som Jordans; men det ville altid have manglet den egentlige lægende kraft, som lå i Jordans bølger, nemlig befalingen og løftet: «Vask dig, så bliver du ren.» Det var denne befaling, dette løfte, som gav Jordans vand dets kraft til at gøre Na’aman rask. Anvendelse: Herrens ord, vilje og råd synes ofte ringe; fornuften støder sig på dem eller foragter dem; men vogt dig, at du så ikke følger fornuften og vender dem ryggen; for ikke et bogstav eller en tøddel af dem skal gå til grunde. Vil du følge fornuften og lade dem fare, så har du din frihed, du bliver ikke tvunget. Du har lov at foragte Guds bud, Guds trusler, Guds nådes orden, Kristus og sakramenterne – men tænk da blot ikke på Himlen og saligheden.

Et andet eksempel: Da Jesus var født i Betlehem, kom der vise mænd fra Østerland, ledt af hans stjerne, for at opsøge den nyfødte jødernes konge. Hvad var mere naturligt, mere i overensstemmelse med fornuften, end at en konge – og så stor en konge, der så længe havde været lovet – skulle fødes i rigets hovedstad og i kongepaladset? De tog derfor vejen til Jerusalem, den hellige stad – stjernen kunne vise hen, hvor den ville – og mente uden tvivl, at hele byen fra paladset til den mindste hytte nu ikke tænkte og talte om andet end sin store, længe ventede, endelig komne konge. Men hvor må fornuften ikke være begyndt at rumstere i de vise mænd, da man her, blandt den nyfødte Konges eget folk og i dets store hovedstad, ikke vidste det allermindste om ham! Havde de her fulgt fornuften og det ydre skin, ville de sikkert med idelige selvbebrejdelser have tænkt: «Vi stakkels tåber, hvad har vi dog løbet efter – løbet så lang en vej efter en stjerne og søgt efter en nyfødt konge! Og her, hvor han nødvendigvis måtte findes, hvis han findes noget sted, her blandt hans eget folk, ved man ikke det mindste om ham; her summer og arbejder man som sædvanligt, alt går sin jævne gang, men om nogen konges fødsel ved man intet – og vi, fremmede, skal komme fra et fjernt land og sige til dette store, oplyste folk, at deres konge nu er født blandt dem! – Man er så fuldstændig uvidende om det her, at Herodes og hele Jerusalem med ham først gennem os kommer i forundring og bevægelse (Matt 2,3). Hvad betyder dette? Desuden er vores stjerne nu også forsvundet for vores øjne; den har vel været en lygtemand, ikke sendt af Gud, men af Djævelen. Der går lang tid, før vi igen løber sådan ud for at søge efter nyfødte konger» osv. Se, med sådanne tanker ville de vise mænd være vendt tilbage uden at finde nogen konge, hvis de havde fulgt fornuften og det ydre skin; men fordi grundlaget for deres tro og søgen var et andet end fornuften, var fastere og var ovenfra, bestod de prøven og blev ved med at søge. Man spurgte Den Hellige Skrift, hvor den lovede skulle fødes, og et eneste skriftsted var nok til at føre dem på den rette vej. Det var Mika 5,1: Og du, Betlehem Efrata, for ringe til at regnes blandt Judas hovedbyer, af dig skal der udgå til mig den osv. Dette blev nu den rette ledestjerne! Og det er mærkværdigt igen at se deres tro. Her fik fornuften jo atter en svær prøve; for nu viste man de gode vise mænd bort fra den store, hellige og kongelige stad Jerusalem til en ringe lille by; nu viste man dem – om vi må bruge Luthers ord om det – «bort fra Jerusalem, hvor den rette gudstjeneste var, og hvor Gud selv boede, ja, bort fra Gud selv og hans tempel, til en stald i Betlehem, skønt de dog ikke søgte en tigger, men en konge». Her ville mange af os have studset og sagt: «Sådan en konge og ypperstepræst, som den længe ventede Messias skal være, kan kun findes i hovedstaden, hvor også den rette gudstjeneste, som Gud selv har indstiftet, er. Jeg går ikke bort fra Guds stad for at søge hans Søn i en ringe lille by. Og så endnu en underlig ting: Hvad betyder det, at præsterne, som jo har vist os denne vej, ikke selv går med for at opsøge deres egen konge og ypperstepræst? Tror de da ikke selv på den profeti, som de henviste Herodes og os til? Eller elsker de ikke deres egen længe lovede Messias? Hvad betyder alt dette, som vi ser og hører?» osv. Men hvad gør de vise mænd? Da de havde fået et ord af Herren at holde sig til, holder de fast ved det, lukker øjnene for alt, hvad man ser og synes, og lader sig kun lede af denne Herrens gyldne rettesnor, Ordet. Så gik de også rigtigt. Nu viste deres stjerne sig også igen og førte dem, til deres store glæde, hen til det sted, hvor barnet var.

Men her skulle deres tro for tredje gang sættes på prøve; for nu finder de det barn, som skulle være en stor konge, i den allerusleste tilstand, liggende i en stald, på det sted, hvor dyrene tog deres føde, i den mest nedslående fattigdom, hvor der knap fandtes en drik vand; og Josef og Maria er uanselige arbejdsfolk fra den dårligt ansete og foragtede by Nazaret, som man spurgte om: «Kan noget godt komme fra Nazaret?» (Joh 1,46). – Se, sådan skal det se ud, når den stolte fornuft skal brydes, knuses og ydmyges – ellers går mennesket evigt fortabt. Sådan plejer Gud at indrette det for at gøre de vises visdom til tåbelighed og gemme, skjule og opbevare sine perler for de ydmygt troende og enfoldige sjæle. Sådan plejer Gud at stille sagen for at prøve, om vi vil lade hans ord gælde mere end alt, hvad vi ser, tænker og begriber. Men også her sejrede de vise mænds tro. De holder sig til den himmelske åbenbaring, som de havde fået ved Ordet og stjernen; de falder ned for dette barn, tilbeder det, åbner deres skrin og giver det guld, røgelse og myrra. Og så havde de fundet en skat, som langt overgik hele verden i værdi. Herodes og ypperstepræsterne, som oplyste dem om, hvor han efter Skriften skulle findes, og som altså vidste det bedre end de, blev borte og fandt ham ikke.

Lad enhver betænke, hvad vi har at lære af dette! Vi er alle stadig dagligt og uophørligt sat på den samme prøve. Enhver har sit forbudte træ, hvor det altid vil synes ham en ringe sag at vige fra Herrens ord, ja, lige så ringe som at spise et æble – og det kan dog blive hans død. Enhver har sin spedalskhed, sin uhelbredelige syndenød, som kun kan afhjælpes ved en bestemt vask, og her vil fornuften altid modsige, spotte og foragte Herrens ord og dermed om muligt føre ham i fristelse, fald og fordærvelse. *) Hvad synes fornuften for eksempel om det gamle, enkle bud: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, du skal elske Gud over alt andet – sammen med den tilføjede dom: Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, der står skrevet i lovens bog, så han holder det? Siger der ikke en stemme derinde: «Hvem kan elske Gud sådan?» og: «Det kan da ikke være Guds alvor, at man skal være forbandet, fordi man ikke elsker ham sådan? Det kan ikke være Guds bud. Jeg mærker godt, at jeg elsker andre ting mere end Gud; for jeg vil hellere tænke på, tale om og omgås det og det; men derfor kan jeg da ikke blive fordømt, jeg skal ikke dø; det kan ikke være Guds mening, Gud er jo nådig, og mennesket er svagt» osv. Hvad er dette andet end at sige: «Gud lyver, når han taler sådan som i det nævnte bud og den nævnte trussel»? Og hvad synes I om sådan en bekendelse? – Videre: Hvad synes fornuften om det ord: Herren lader ikke den være ustraffet, som misbruger hans navn? Mon den så ikke siger: «Jeg mener ikke noget med det, når jeg misbruger Guds navn, derfor betyder det intet. Det er bare en vane hos mig, så jeg ikke engang ved, når jeg gør det; derfor kan Gud heller ikke lægge vægt på det» osv.? Synes dette ikke ganske rigtigt og sandt for fornuften? Men så må Herren have talt ud i luften, talt meningsløse og usande ord, når han siger: «Herren lader ikke den være ustraffet, som misbruger hans navn.» Fornuften spotter og håner et sådant ord og siger som slangen til Eva: «I skal ingenlunde dø.» Det er især i de første bud, at mennesket sættes på prøver af samme slags som vores første forældre, fordi gerningen i disse bud synes så ringe i sig selv. Jeg slår jo ikke noget menneske ihjel ved at misbruge Guds navn eller vanhellige sabbatten; derfor betyder det intet, mener fornuften. Men om Gud også vil dømme sådan, det må enhver overveje!

*) Vi afgør og bestemmer ikke her, hvordan og i hvor høj grad de indre røster, som modsiger Guds ord, er fornuftens og hjertets egne eller «den gamle slanges», Djævelens, der hvisker sine forførelser ind deri – nok med det: der er en røst derinde, som modsiger Guds ord, og som vi i det mindste selv anser for fornuftig og for at være vores egne tanker; derfor, fordi vi selv anser den for fornuftig, kalder vi den her fornuften.

Men det er især i troslærdommene, at fornuften raser mest i os, foragter, modsiger og spotter Herrens nådeunderværker. Hvad mener fornuften for eksempel om Kristus? Går Esajas’ profeti ikke i opfyldelse: «Han havde ingen skikkelse og ingen skønhed, så vi skulle se på ham, han havde intet udseende, som kunne behage os. Foragtet var han og forladt af andre, en smerternes mand og fortrolig med lidelse, og vi agtede ham ikke»? Når du vil betragte barnet i krybben med tro og ærbødighed, undrer du dig over, om det virkelig kan være Guds Søn, der ligger i en sådan fattigdom. Desuden kaster fornuften uendelige spørgsmål frem om, hvorfor han gjorde det og det, og hvorfor han stadig gør sådan og sådan; og disse spørgsmål er kun pænere udtryk for tvivlen og modsigelsen. – Sådan også med sakramenterne. Hvor vil fornuften dog i dåben kun se vand og ceremonier, blot et tegn eller en optagelseshandling i kirken, men ikke se den nåde og salighed, som Kristus med sit ord har nedlagt i dette vand! Fornuften gør med Kristi befaling og løfte om dåbens bad, som Na’aman gjorde med Elisas befaling om at vaske sig i Jordan – den ser nemlig kun på vandet og holder det ene vand for lige så godt som det andet og glemmer det, der egentlig gav det ene vand dets kraft og skilte det fra alt andet vand, nemlig Ordet, tilsagnet og løftet. Sådan også med nadveren. Dér ser fornuften kun brød og vin og glemmer og foragter den store Herres ord og løfte, han som aldrig kan lyve, og for hvem intet er umuligt. Alligevel kan fornuften ikke begribe, hvordan det er muligt, at Kristus kan give os sit legeme og blod, og eftersom det lille, svage hoved ikke kan begribe det, så kan det heller ikke være sandt – skønt den samme fornuft endnu aldrig har kunnet begribe for eksempel, hvordan et lille grønt strå, en hvid og rød blomst kommer op af en sortgrå muld, hvor de dog ikke fandtes før, men hvor der blot blev lagt et lille frø ned – endsige hvordan en hel verden, hvordan tusinder af verdener kunne skabes af intet. Men nu ser vi dog, at dette er sket, for engang må de jo være blevet til. Det ser vi. Men hvis den samme Herre også nu vil og lover at gøre noget stort og underfuldt, og dette overstiger vores evne, så må han for os blive en løgner, eller også må han ikke have ment det sådan. Så oplyst er fornuften i åndelige ting. Er det ikke en plage, som man nok kan blive led og ked af dette jammerlige liv over, at man aldrig får fred for dette udyr, men at det hele tiden og uophørligt skal anfægte vores tro, undertrykke og kvæle ånden og røve vores klenodier, vores skat og vores glæde i Ordet fra os?

Men allermest anfægter, forvilder og plager fornuften os i de stykker, som angår vores daglige liv og forhold til Gud. Skriften siger for eksempel: «Der er ingen forskel» for Gud; «for alle har syndet og mangler Guds herlighed, og de bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus». Fornuften siger: Her er stor forskel – nødvendigvis også for Gud – hvis jeg var lige så from som Peter, Johannes, Jomfru Maria, så ville jeg tro, at Gud var mig nådig, og at jeg var retfærdig ved Kristus; men når jeg er så syndig, som jeg er, kan jeg jo ikke være retfærdig osv. Skriften siger, at Kristus ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere (Matt 9,13), at han gør den ugudelige retfærdig (Rom 4,5). Fornuften siger: Du er så syndig, så ugudelig, derfor kan Kristus ikke tage imod dig og gøre dig retfærdig – og det er med andre ord at sige: Kristus er ikke kommet for at frelse syndere, men kun retfærdige – Kristus gør ikke de ugudelige retfærdige osv.

I Skriften findes de herligste beskrivelser af de troendes goder i Kristus, deres daglige og evige syndernes forladelse i hans blod, deres fuldkomne retfærdighed, renhed og skønhed i den retfærdighedens kappe, de er iklædt, deres benådning og høje værdi i Guds øjne osv. Paulus siger, at de ikke blot er retfærdige, men selve retfærdigheden, «Guds retfærdighed» (2 Kor 5,21). Kristus siger (Joh 13,10), at de er «helt rene», for så vidt som de én gang er «vasket» (i hans blod), og det sagde han om de skrøbelige disciple samme aften, som de skændtes indbyrdes, sov, mens han svedte blod, flygtede, da han blev taget til fange, osv. – hvilket tydeligt nok beviser, at han ikke talte om den iboende helliggørelse, som Ånden virker, men om den tilregnede retfærdighed, når han kunne sige: «I er helt rene». – Videre siger Paulus: «Vi er benådet i den elskede» (Ef 1,6), og Herren selv kalder derfor den troende sjæl sin skønne brud, søster og due, og Kristus kalder sine disciple brødre og venner. Dette og mere af samme slags siger Skriften om enhver, som ved troen er iklædt Kristus, og som derfor også altid har den villige ånd og står i omvendelse, hvor mange skrøbeligheder der så end hænger ved ham. Men så begynder fornuften at spotte sådanne Herrens ord og sige: I forekommer mig at være rigtig «skønne»! – fulde, som I er, af skrøbeligheder, vantro, kulde, sorg, utålmodighed, jammer og tårer! Fine «Kristi brødre», «retfærdige» og «rene» er I! Ja, du kan nok spotte, du blinde tåbe! For om dig står der dog skrevet, at du «ikke fatter det, som hører Guds Ånd til», at det er dig en dårskab, at det ikke kan begribes af dig, men modsiges. Du har heller aldrig begrebet, at det fattige barn, som lå i stalden og krybben, kunne være den store Guds evige Søn. Men alt dette er den egentlige anstødssten og forargelsens klippe for fornuften, hvor den enten skal tages helt til fange og bindes under troens lydighed eller også gøre Gud til en løgner, forkaste og bespotte hans hellige ord og gøre os til hedninger, som ikke har noget håb. Lad os tænke over dette og forberede os på det.

Men endnu et par eksempler: Skriften siger, at Gud er allestedsnærværende, at der ikke findes noget sted, hvor man kunne flygte bort fra hans øjne; det tror vi i almindelighed, og vi mærker det også i samvittigheden, når vi har syndet; men når vi for eksempel vil bede, så hedder det ofte: Din tåbe, Gud er da ikke her i dit lille kammer! Kan du ikke se, hvor stille der er omkring dig osv.? Herren siger: «Kast alle jeres bekymringer på mig, for jeg har omsorg for jer.» «Kald på mig i nøden, så vil jeg hjælpe dig» osv. Men så snart en eller anden nød, en eller anden bekymring kommer, og du har brugt alle egne kræfter og midler for at afhjælpe den, men ikke har kunnet, så er du straks helt hjælpeløs og rådvild; fornuften ser ikke, hvordan der kan hjælpes, og siger derfor også om Herren: Det nytter ikke noget at bede til Gud nu, han befatter sig ikke med så små sager osv. Vi springer flere lignende eksempler over; men af det anførte har vi vel tydeligt nok set, hvordan fornuften forholder sig i åndelige sager – og vi kan vel forstå, at der ikke findes et værre udyr i Herrens mark, og deraf lære at møde den på den rette måde.

Men her vil nogle mere fornuftige religiøse mennesker sikkert tage det ilde op og mene, at vi har talt for hårdt om fornuften, og de vil møde os med så dybsindige bemærkninger som den, at det netop er den ædle gave, fornuften, der skiller os fra de umælende dyr, og at vi uden den slet ikke kunne fatte Guds ord, ja, ikke engang kunne håne fornuften på denne måde – også dertil må den samme fornuft hjælpe os osv. Men vi svarer: For den dyre, ædle gave, hvorved vi kan fatte, begribe og tænke, skal vi takke Gud alle vores livs dage; men alt, hvad vi her har fremstillet om fornuften, ligesom når Paulus lærer, hvordan fornuften må tages til fange under lydigheden mod Kristus, viser vel, at meningen ikke er, at selve forstandens evne er noget ondt, men kun det, som er kommet til ved syndefaldet, nemlig den forvendthed og indbildskhed, som nu hænger ved vores fornuft, så den ikke kender det rette område og grænsen for sin evne og sin virksomhed, men selv vil tænke, forstå og dømme også i troens sager, hvor forstandens synskreds hører op, og hvor Gud selv taler. Gud har sandelig givet os et ædelt og dyrebart lys i fornuften, men han vil dog selv være endnu visere og have endnu mere at sige os, end vi selv forstår. Når fornuften så ikke vil sætte sig ved hans fødder, blot høre og lære, men begynder at dømme over hans lære, så er den et udyr. Hvis et barn har et godt hoved, men dets far har et endnu bedre og tilmed er fuld af lærdom – se, hvis barnet så sidder ydmygt og lærelystent ved sin højlærde fars fødder og blot hører, spørger og hører, tror og lærer, så er det fortræffeligt; men hvis barnet får den indbildning, at det selv skal forstå alt, hvad der er sandt og ret, og at det, som det ikke forstår eller finder rimeligt, heller ikke kan være virkeligt, og begynder at prøve, kritisere og mistro sin fars undervisning, så siger jeg: Din lille selvtænker! Her må din lille kloge fornuft tages til fange; her er selvtænkningen ikke på sin plads; her ville du komme sikrere til sandheden, hvis du i stedet blot hørte og lod dig sige noget! – Men når vores fornuft nu aldrig lader sig lære dette, men tusinde gange igen, hurtigt og ubetænksomt, forvilder os og indgyder mistro til den evige Faders ord og råd om vores salighed – så bliver det sandelig nødvendigt at være på vagt mod sådan en lumsk ting, som ved syndefaldet er blevet så fjendtlig mod vores tro, vores fred, vores evige salighed! Ingen må tro, at der her kun tales om de uomvendtes mørke, naturlige tilstand, og at der hos de troende derimod kun er en fornuft, der er oplyst af Guds ord og Ånd, og som nu skinner som et klart lys på alle deres veje. Å nej! Det er netop de oplyste, der får allermest at mærke af dette udyr, den adamitiske, selvtænkende og modsigende fornuft, som indtil døden uophørligt svækker og anfægter vores tro, sådan som vi nu har set i det foregående.

Summen bliver denne: Fornuften er god og fortræffelig, blot den holder sig på sin plads. For det første har den sin rette plads i det legemlige; dér har den lys, dér giver den virkelig gode råd, dér er den altid nyttig og må spørges til råds hver dag; som når et hus skal bygges, en klædning syes, et embede passes, og i øvrigt i alle verdslige videnskaber og opfindelser; dér er fornuften på sin plads og har ofte et forbløffende lys, så den ligefrem efterligner selve Skaberen; men så snart den går ind i åndelige emner, er den fuldstændig blind, forvendt og ofte ligefrem oprørsk mod Herren og den himmelske sandhed. Ville den vedkende sig denne sin blindhed og som et spædt, uskyldigt barn sætte sig ved den himmelske åbenbarings fodskammel og lade sig undervise, så blev den oplyst – og kun sådan bør og må den være med i det åndelige. Men når den ikke besinder sig på og erkender sin blindhed, men selv vil være noget og hæve sin egen røst, så må den tages til fange under troens lydighed, bindes, dødes og grundigt foragtes – hvortil Gud nådigt hjælpe!