«Anstødsstenen», den store hemmelighed

(Femte årgang, 1846)

«Derfor bøjer jeg mine knæ for vor Herre Jesu Kristi Fader, efter hvem ethvert faderskab i himlen og på jorden har sit navn, at han ville give jer – – så I sammen med alle de hellige kan blive i stand til at fatte, hvad bredden og længden og dybden og højden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan blive fyldt med hele Guds fylde – – at han ville give jer visdoms og åbenbarings Ånd i erkendelsen af ham og oplyse jeres hjertes øjne, så I forstår, hvilket håb det er, han har kaldet jer til, og hvor rig hans arvs herlighed er blandt de hellige» (Ef 3,14–15.18–19; 1,17–18). Så nødvendigt fandt apostlen Paulus det at bede; så dybt skjult så han hemmeligheden ligge, evangeliets, gudsfrygtens store hemmelighed; så overvældende store og rige så han evangeliets skatte og herligheder være; ja, en så hellig, guddommelig gave så han den rette tro være. Han følte, at her krævedes «visdoms og åbenbarings Ånd i erkendelsen af Gud» – krævedes, at Gud selv «oplyste hjertets øjne», åbnede sindet og af nåde skænkede det nye, åndelige syn for evangeliets egentlige mening. Alt dette stemmer overens med Kristi egne ord i Matt 11,27: «Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender heller Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare det for.» Og lige ovenfor, v. 25: «Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og kloge og åbenbaret det for enfoldige.» Af alt dette mærker jeg, at det nok ikke hjælper blot at skaffe sig kundskab om evangeliets lære; her kræves desuden, at «Sønnen vil åbenbare det». Her mærker jeg, at selv når jeg på en vis måde tror alt, hvad Guds evangelium forkynder, kan hele dets egentlige mening og indhold dog være skjult for mig.

«Jeg var vakt, religiøs og alvorlig og mente, at jeg allerede troede alt, hvad der var at tro, og derfor kom jeg aldrig til den rette tro,» siger en. «Der er stor forskel på tro og tro,» siger Luther. Det ser man bekræftet, når et menneske får sine øjne åbnet og for alvor begynder at se og tro, hvad evangeliet indeholder og mener: hvor helt nyt og forvandlet det bliver, hvor frit og let det bliver, som om en tung byrde var faldet fra dets hjerte; hvor glad og saligt det bliver; hvordan det nu taler og bekender, synger og skriver om Kristus, priser og ophøjer ham, som det aldrig før har gjort; hvordan det nu håner og gør al menneskelig retfærdighed til skamme som «skarn» «mod det overvældende ved kendskabet til sin Herre Jesus Kristus» (Fil 3,8); hvor villigt og glad det nu er til alle gode gerninger; hvordan det nu elsker brødrene og elsker Guds lov, ja, elsker at lide Kristi forhånelse osv. Kort sagt: det er det til mode, som om det aldrig før havde hørt noget om Kristus – og har måske alligevel studeret, talt og skrevet meget om, hvad man skal tro og bekende om ham. Der findes altså en hemmelighed skjult under det, man ved. Men denne hemmelighed er også det egentlige stridsspørgsmål og anstødsstenen.

En retsindig præst havde engang skrevet en beretning om nogle religiøse bevægelser og vækkelser på sin egn. Den del af beretningen, som handlede om nogle stridigheder mellem de vakte, begyndte med den oplysning, at de grundspørgsmål, som havde skilt dem, var disse: 1. Om Kristus virkelig var død og opstanden for os; 2. Om man altså virkelig blev retfærdig og salig alene ved troen på ham. Da han på en rejse læste dette op for nogle venner et andet sted, spurgte en forundret: «Hvad? Har det første punkt nogen sinde været draget i tvivl?» – og fik til svar: «Det er netop selve stridsspørgsmålet, skønt ingen af os med munden har benægtet det, benægtet, at Kristus er død for syndere. Men al striden er opstået på den måde, at efter at vi først en tid alle havde været ens i vores vantros arbejde, er nogle ved Guds nåde for alvor begyndt at tro det, som Skriften vidner om fortjenesten ved Kristi død og opstandelse, og er blevet glade og salige over det; men samtidig er de andre begyndt at tage anstød af, at disse tror sådan, og har forkastet og fordømt deres tro som den største vildfarelse – så kan de jo ikke have den samme tro som den, de så bittert forkaster?» – Den spørgende tænkte endnu et stykke tid over dette, men snart forstod han det, forstod nemlig, at de, som taler og larmer meget om, hvad vi skal gøre for at få nåde, ikke for alvor kan tro, at Guds Søn er blevet menneske, har lidt og er død for at erhverve os denne nåde; at hvis de virkelig troede, at Gud er blevet et menneskebarn, har lidt, kæmpet og er død til vores forsoning, så ville alt, alt i hele verden blive ringe for dem, fortabe sig og blive til intet i dette ene store.

Jeg så og hørte dette og tænkte ved mig selv: Tusinder vil undre sig lige så meget over denne gåde, fordi de nemlig har betragtet så overfladisk, hvad det kan indebære, at Guds Søn er blevet givet hen og er død for syndere – og jeg besluttede derfor at meddele dette om det store stridsspørgsmål her. Præstens nævnte beretning lød således: «Hvad stridsspørgsmålet angår, så lod det sig i sidste ende føre tilbage til disse to hovedpunkter: Er Kristus virkelig død og opstanden for os syndere? og: Bliver man altså retfærdig og salig alene ved troen på ham? Djævelens list er ganske vist så stor, at han ikke lader stridsspørgsmålet blive udtalt så åbent og alt for nøgent, for så ville han jo meget let blive genkendt og overvundet; men i grunden er spørgsmålet dog netop det samme. For hvorfor insisterer vores modstandere så ivrigt på ’at bære Guds vrede’, på ’at vente på nåden’ osv., hvis ikke fordi de ikke tror, at Kristus forløste os fra vreden og forbandelsen, da han blev en forbandelse for os (Gal 3,13), fordi de ikke tror, at nåden allerede blev erhvervet for os, da Kristus døde på korset (Rom 5,10)? Se, det tror de ikke, og således gør de for deres eget vedkommende hele kraften i Kristi forsoningsdød til intet, idet de stædigt og fast holder på, at Gud dog endnu er uforsonet og altså stadig vred på dem. Og desværre: som de tror, sådan sker det for dem, med mindre de i tide lader sig sige; for der står skrevet: ’De feje og de vantro skal få deres del i søen, som brænder med ild og svovl’ (Åb 21,8); og: ’Den, som ikke tror, er allerede dømt’ (Joh 3,18). – Men de siger, at de bestemt ikke forkaster læren om troens retfærdighed i Kristus, men at de netop venter på den salige stund, da denne retfærdighed og nåde skal blive givet dem. Alligevel er grunden til denne venten ingen anden end den, at de i vantro støder evangeliets vidnesbyrd fra sig om den nåde, som allerede er erhvervet for os i Kristus Jesus, og om den fuldbragte retfærdighed. For at tro på evangeliets blotte vidnesbyrd er for dem en sådan galskab og formastelighed, at de af al magt stempler det som kætteri. Hvad siger de dermed andet end: Gud lyver i sit ord, når han bevidner, at alles synder allerede er taget bort, at den ’evige retfærdighed allerede er tilvejebragt’ (Dan 9,24)? Derfor sætter de sig for så længe at gøre bod (mærk: i vantro), så længe at bære Guds vrede, så længe at søge at vente (alt sammen i vantro), indtil Guds Ånd engang skal komme og på en særlig måde vidne for dem i hjertet, at Gud nu omsider er blevet nådig, at han nu i nåde har set til deres alvor, deres anger, sorg, bøn osv. og for alt dette nu vil tage dem op som sine børn. Men vil det nogen sinde ske – på denne måde – i denne orden? Vil Gud give sin Ånds pant til nogen, som ikke først tror evangeliet, først tror ham på hans blotte ord? Aldrig, aldrig! Det ser vi i hele Bibelen, især i Apostlenes Gerninger, hvor det så ofte udtrykkeligt gentages, at de, som hørte evangeliets prædiken, først troede, og (mærk) derefter fik Helligåndens gave og besegling. Derfor formanede apostlene også altid først folket til at tro og tage imod vidnesbyrdet om syndernes forladelse i Jesu navn og forsikrede dem på den betingelse om, at de også skulle få Helligåndens gave.»

Se, sådan var fremstillingen af stridsspørgsmålet i den nævnte beretning. Og er det ikke det samme, som til alle tider og alle steder, hvor evangeliet virker noget, er det store stridsspørgsmål, om end i noget forskellige former og skikkelser? Har profeten ikke allerede tidligt i Es 8,14–15 forudsagt, at Kristus skulle være anstødsstenen og forargelsens klippe? Se, at mennesket er faldet, syndigt, fordærvet; at det bør kende sine synder, angre dem, blive fromt; at det bør våge, bede, stride osv. – om alt dette er vi alle enige. Men det, som skiller os, er, at nogle tror, som Skriften vidner, at Gud under alle omstændigheder, og før dette sker hos mennesket, allerede er nådig, forsonet, formildet, nemlig i Kristi forsoningsdød, og at synderen blot behøver at tage imod den nåde, som allerede findes og venter på ham; at al omvendelse, syndserkendelse, anger osv. kun har til formål at berede nåden plads hos synderen og ikke at berede synderen plads hos Gud; ja, at hverken retfærdighed eller helliggørelse er mulig, før man som synder tager imod denne nåde, som allerede er til stede. Andre derimod mener, at Gud først bliver nådig og formildet over for synderen, når denne bliver og gør alt det, som lige blev opregnet: rigtigt kender og angrer synden, omvender sig, tror, helliggøres og fornyes; at synderen bør blive bedre og derefter tro på Jesus osv.

Sandelig, her er netop knuden, her er hemmeligheden, her er stridsspørgsmålet, og af dets løsning ved Åndens lys i Kristi evangelium afhænger liv og salighed; derfor fortjener det vel at blive betragtet endnu nøjere. Spørgsmålet er nemlig, om Gud er forsonet og nådig over for alle syndere, hele verden, eller om han kun er forsonet og nådig over for de fromme, men uforsonet og vred på de ugudelige og vantro; om Gud blev forsonet og nådig ved Kristi forsoningsdød, eller om han bliver det ved vores omvendelse og tro; om nåden i Guds hjerte grunder sig på Kristi død eller på vores tro. Med andre ord: Spørgsmålet er, hvad Kristi forsoning egentlig indebar og førte med sig, hvad der blev udrettet i og med Kristi død – nemlig om Gud ved denne forsoning virkelig blev forsonet, og om det, at Gud blev forsonet, betyder, at Guds hellige krav i loven blev fyldestgjort, og at Gud blev nådig, mild og faderligt sindet mod menneskeheden; om ordene: «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, så han ikke tilregnede dem deres overtrædelser», betyder, at Gud virkelig blev nådig mod verden og tilgav den synderne, eller om de skal forstås stik imod, hvad de lyder, nemlig sådan, at Gud alligevel var vred på verden og tilregnede den synderne og først bliver nådig ved vores omvendelse, anger, gråd, bøn og tro. – Tak, hellige Fader, fordi du ikke blot skænkede os din Søn og forsonede verden med dig selv, men også i dit hellige ord har talt så tydeligt om dette, at vi ikke behøver at spørge efter, hvad dette eller hint menneske, denne eller hin bog, ja, hvad vores egen fornuft og mening siger om det, men kun hvad du selv siger i din hellige Skrift! Dit ord er her vores sikre trøst og faste borg, trods fornuftens og meningernes, trods Satans og alle hans apostles modsigelser! Skriften siger tydeligt, at alle menneskers synder er kastet på Sønnen af Gud selv, båret af dette Lam og taget bort på én dag; at Kristus var den anden Adam, som lægede, hvad den første skadede, fyldestgjorde Guds retfærdige krav efter loven, betalte gælden, tog gældsbrevet bort og naglede det til korset osv. Og spørgsmålet er: Skulle Gud ikke være nådig mod den, på hvem han ingen synd finder?! Her er det da klart, at intet menneske egentlig bliver fordømt for syndens skyld, men kun fordi det bliver borte fra Gud, kun for vantroens skyld.

Hør, hvilken skare der vidner om dette. Esajas siger: «Herren kastede alle vores synder på ham» (Kristus); – «Han blev såret for vores overtrædelser og knust for vores misgerninger; straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår blev vi helbredt» (Es 53,5–6). Englen hos Daniel siger: «Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige stad, indtil overtrædelsen bliver taget bort og synden dækket og skylden sonet og den evige retfærdighed tilvejebragt» (Dan 9,24). Mika siger: «Han skal forbarme sig over os, han skal træde vores misgerninger under fode, og du skal kaste alle vores synder i havets dyb» (Mika 7,19). Zakarias siger: «For din pagts blods skyld vil jeg sætte dine fanger fri af brønden, hvor der ikke er vand» (Zak 9,11). Johannes Døberen siger: «Se Guds Lam, som bærer verdens synd bort» (Joh 1,29). Kristus selv siger: «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn» osv., og igen: «Mit blod udgydes til syndernes forladelse» (Joh 3,16; Matt 26,28). Apostlen Johannes siger: «Og han er forsoningen for vores synder, men ikke kun for vores, men også for hele verdens» (1 Joh 2,2). Peter siger: «I ved, at I er blevet løskøbt med Kristi dyrebare blod som et fejlfrit og pletfrit lams.» – Og igen: «Han bar selv vores synder på sit legeme op på træet» osv. (1 Pet 1,18–19; 2,24). Paulus siger – til romerne: «Vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender» (Rom 5,10). Til korintherne: «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, så han ikke tilregnede dem deres overtrædelser. – For ham, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os» osv. (2 Kor 5,19.21). Til galaterne: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os» (Gal 3,13). Til kolossenserne: «For det har behaget Gud, efter at han ved blodet på hans kors havde stiftet fred, ved ham at forsone alt med sig, hvad enten det er på jorden eller i himlen. – Han har slettet gældsbrevet med dets bestemmelser, som var imod os – det har han taget bort og naglet til korset» (Kol 1,19–20; 2,14).

Men hvem kan opregne alle evangeliets vidnesbyrd? Og hvem vil undre sig, hvis et menneske, som får øjne til at se, hvad sådanne Herrens ord indeholder, blev ude af sig selv af glæde? – Se, hvis Gud har kastet alle vores synder på Kristus, så ligger de sandelig ikke længere på os! – og «alle vores synder» er vel ikke det samme som nogles, som kun de troendes? Guds Lam bar «verdens synd» bort – «Gud forsonede verden med sig selv» – «verden»! Var det fromme og gode børn? Var det de troende? «Og vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender.» – Var det i det øjeblik, vi blev omvendt, troende og helliggjort? Og: ved hans Søns død – på sit legeme på træet – ved blodet på hans kors. – Var det ved vores anger og gråd? ved vores bøn, vores bod og omvendelse? var det ved vores tro og helliggørelse?

Så burde vi da endelig lære, hvad Kristi forsoning indebærer – og hvad omvendelse, anger og tro tjener til og er nødvendige til, og hvad de derimod ikke tjener til, nemlig at de slet ikke tjener til at berede os plads hos Kristus, men til at berede Kristus plads hos os – ikke til, at Gud skal bringes til at tage imod os, men til, at vi skal bringes til at tage imod ham og hans nåde; for Gud er allerede forsonet, nåden allerede erhvervet for os, før vores omvendelse og tro, alene ved Kristus, Guds elskede Søn.

Men hvad der nu bør gøres, er at tage nåden an / og lade sig nu føre som bruden til sin mand. / Kan dette ske eller ej, så er nåden givet dog; / hvis vi skikker os dertil, så får vi gaven også; / men hvis vi skyder den fra os, er gaven dog til; / vil du ikke nyde livet, så dø da, som du vil.

Dette er betingelserne i den nye pagt, som Herren taler om i Jer 31,31–34. Efter at Guds Søn har betalt gælden over for den første pagt, taget verdens synder bort, forsonet alle mennesker, nedbrudt skillevæggen, fjendskabet, idet han ved sit kød gjorde budenes lov til intet (Ef 2,14–15), har Gud nu sat mennesket på en ny prøve, nemlig at tro på Kristus, at hylde Sønnen eller træde ham under fode, at tage imod nåden eller foragte den, at komme eller ikke komme til brylluppet.

Derfor bøjer jeg mine knæ for vor Herre Jesu Kristi Fader – at han ville give jer visdoms og åbenbarings Ånd i erkendelsen af ham – så vi sammen med alle de hellige kan fatte, hvad bredden og længden og dybden og højden er, og kende Kristi kærlighed, som (dog) overgår al erkendelse. Amen.