Hvad mangler jeg endnu?

Matt 19,20

(Anden årgang, 1843)

Mangen en er religiøs uden engang at være vakt, langt mindre en kristen. Mangen en er vakt og på en vis måde omvendt – nemlig vendt fra verdens almindelige, frie, gudløse væsen til en alvorlig øvelse i gudfrygtighed – men er alligevel ingen ret kristen, det vil sige et menneske, der er sat fri og frelst i Kristus.

Religiøs er den, der lægger religionen på hjerte og levned, hvad der ofte sker, fordi han indser, at det er nødvendigt og godt, selv om han ikke er vakt eller i hvert fald ikke helt vækket. Tegnene på det er, at han kun ser og føler en og anden synd med nogen anger eller samvittighedskval, men aldrig er blevet ret fordømt, aldrig har set sig selv med alt, hvad han er og har, under Guds unåde; eller at han klager over, at det ikke står godt til med sjælen, at han ikke har vished om nåde og barnekår hos Gud, men alligevel ikke har travlt med at få denne nåde; eller at han taler og taler om sine synder, men aldrig tager sig for virkelig at lægge dem af.

Mangen en tror og bekender også, at Kristus er vor retfærdighed, visdom, helliggørelse og forløsning, fordi han ved, at Kristus skal være alt dette, og at man skal tro og bekende sådan for at være en fuldstændig kristen; men midt under denne tro og bekendelse har hjertet i stilhed sin trøst og lid til noget andet, fx til omvendelsens alvor, til anger, bøn og kamp; for når de er, som de skal være, så er man så trøstet og troende – i Kristus? – men mangler de, kan man ikke trøstes med Kristus alene; så betyder han intet. Dér er der da en snigende egenretfærdighedens orm, en falsk tro, fordi man ikke virkelig har sin trøst, hele sin trøst, i Kristus.

Vil man se egentlige beviser for dette i Bibelen, så læs og læg på hjerte fx Rom 9,31–32; 10,1–4; Joh 3,1–3; ApG 10,2; Gal 3,10 m.fl.; men som smukke og rammende udtryk for disse sandheder læser vi følgende i 1 Kong 19,11–13: «Og en stor, stærk storm, som kløvede bjerge og knuste klipper, gik foran Herren; men Herren var ikke i stormen. Og efter stormen kom et jordskælv; men Herren var ikke i jordskælvet. Og efter jordskælvet kom en ild; men Herren var ikke i ilden. Og efter ilden hørtes lyden af en sagte susen. Og da Elias hørte det, skjulte han sit ansigt med sin kappe og gik ud og stillede sig ved indgangen til hulen.»

I dette majestætiske, underfulde billede så profeten ikke blot et billede og en udlægning af Guds førelse med ham selv, men også af Guds almindelige husholdning i nåderiget på jorden. Stormen, jordskælvet og ilden var nemlig et rammende billede af loven, dens tid og dens virkninger, mens lyden af den sagte susen derimod meget smukt afbilder evangeliet og dets tid – først i det store og i det ydre, hvor den fremstiller Det Gamle og Det Nye Testamentes forskellige tider og styreformer, og dernæst i det små, i det enkelte indre hos hver enkelt, hvor der også altid går en gammeltestamentlig tid med dens love, tvang, mange ofre og venten forud for Kristi komme og nådefulde åbenbaring – en gammeltestamentlig tid, som er længere hos den ene og kortere hos den anden.

Hos mangen en sjæl opstår der nemlig en slags stormvejr af åndelige opdagelser, indsigter, forsætter, åndelige ord og foretagender, så han også selv begynder at storme løs på andre i Herrens navn, begynder at «knuse bjerge og kløve klipper»; og der er megen mening, men kun lidt sind og sans, kun lidt egen erfaring; han er ikke engang selv virkelig vækket, for han har megen trøst i sig selv og store forhåbninger om, at hans omvendelse skal lykkes. Der er kun storm, en stor, stærk storm; «men Herren var ikke i stormen». Men videre. Det kommer længere med ham: Han bliver virkelig vækket, der kommer et jordskælv i hans indre, hjertet skælver, han får at se, at han med al sin storm ikke selv virkelig er og gør, hvad Ordet indeholder – han forskrækkes, han tager for alvor fat på nu at gøre og blive, hvad han bør, men det bliver ikke til noget, der er ingen kraft, der er kun jordskælvets ødelæggelse, «for Herren var ikke i jordskælvet»; tværtimod bliver det værre og værre, for «synden får en anledning og virker ved buddet al slags begær» (Rom 7,8–9) og bliver mægtigere end før. Heraf opstår «en ild», en pinefuld angstens ild og en brændende anstrengelsens ild, men alt lige forgæves; for «Herren var ikke i ilden». Nu falder modet, alle forsøg er frugtesløse, alle forhåbninger har slået fejl, alt er tabt, og nu begynder det stof, der brændte, at blive fortæret, nemlig det egenretfærdige jeg: «Jeg må, jeg skal, jeg burde jo» osv. – og jeg døde, siger Paulus; og se, nu, nu kommer lyden af den sagte susen, nemlig evangeliets husvalende, fredgivende og saliggørende røst, netop i rette tid for det fortvivlede hjerte; nu smager det godt at høre om en ganske ufortjent nåde over det fuldstændig fortabte menneskebarn, der ligger i sit blod (Ez 16); nu, da al trøst er ude, nu om nogensinde får den rette trøst plads i hjertet; nu falder de stormende tanker, kvaler og begær til ro; der er nu nyt liv, glæde, fred, kærlighed, enfold, fortrolighed med Herren, milde øjne, glade ord, nye åndelige kræfter – dér er Herren nu; dér skjuler man sit ansigt i salig skam over en så uventet hjælp, en så ufortjent nåde og siger: Det havde jeg dog aldrig tænkt; det forstod jeg ikke, at det skulle gå denne vej, at jeg af lutter nåde skulle få nåde, da jeg var allermest uværdig – eller man forstummer i salig skam over den store nåde, som der står i Ez 16,63: «Du skal komme til besindelse og skamme dig og ikke mere kunne åbne din mund for din skams skyld, når jeg tilgiver dig alt, hvad du har gjort, siger Gud Herren.»

Da Elias ved lyden af den sagte susen fornam Herrens nærvær, «skjulte han sit ansigt med sin kappe og stillede sig ved indgangen til hulen», som for at udtrykke, at han underkastede sig Herrens vilje: Tal, Herre, din tjener hører! – Først nu er man en kristen og duelig til at være tjener for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; nu er også den stummes tunge løst til at lovsynge, til ret at bekende Kristus – en orden, som også David udtrykker: «Jeg tror, derfor taler jeg; jeg var hårdt plaget.»

Mange eksempler, både ældre og nyere, kunne nævnes her, men for kortheds skyld nævner vi kun nogle få. I første række sætter vi vor store Luther. Hvem kender ikke til, hvordan han i mange år, martret af loven og den vakte, stormende og skælvende samvittighed, under uendelige indre kampe og anfægtelser søgte sin frelse i lutter egenretfærdighed, ja, endog i menneskers bud og forordninger? Lige fra han blev drevet i kloster af den storm og det jordskælv, der opstod i hans indre, da Herrens lyn ved hans side dræbte hans ven Alexius – hvor alvorligt søgte han da ikke ved uendelig bøn, læsning og spægelse af kødet at blive hellig og ren fra synden og derved benådet! Om det fortæller han selv blandt meget andet: «Vi pinte os så inderligt og dræbende for at bringe vore hjerter og samvittigheder til ro og fred, men kunne alligevel ingen steder finde denne fred i et så forfærdeligt mørke.» Sandelig, hvis nogen har været alvorlig, hvis nogen har været religiøs, hvis nogen har våget, bedt og spæget sit legeme, så var det visselig Luther i sit kloster; men med al denne helliggørelse, med al denne alvor lå han stadig under forbandelse og var et usaligt menneske. Det følte han også og fik derfor ingen fred, før evangeliet, lyden af den sagte susen, nåede hans hjerte; for han var for grundigt vakt til at få trøst og hvile i sin egen retfærdighed, sådan som desværre så mange blandt os gør. Den første dråbe af den himmelske trøsts balsam fik han, da en gammel klosterbroder holdt ham det enkle, men dybe ord i den tredje trosartikel for øje: «Jeg tror også på – – syndernes forladelse.» Dertil kom den opmuntrende og belærende omgang med den faderligt sindede Staupitz, som viste ham bort fra bodsøvelserne og bodskampen hen til Jesu Kristi fortjeneste som den eneste grund for vor retfærdiggørelse og helliggørelse, og til Den Hellige Skrift som den eneste rette vejviser til frelse, som den eneste kilde til trøst. Luther begyndte nu med stor flid og iver at læse og betragte Guds ord og så også meget dér om nåden og troen, men var endnu længe lige så uhjulpen for sit eget vedkommende; for han anså sig endnu ikke for tilstrækkelig beredt og værdig til at tage det til sig og var desuden endnu i stort mørke om, hvordan Skriftens ord skulle forstås ret. Allerede på rejsen til Rom (1510) tænkte han meget på ordet: «Den retfærdige skal leve af sin tro», med et uroligt sind, der hungrede efter frelse og fred, men uden endnu at kunne fatte det. Nøden gjorde, at han ville overholde alt, hvad man sagde ham skulle hjælpe til at sone synderne, altså også kirkens blinde forskrifter; for større var hans lys endnu ikke. Da han nu kom til Rom, krøb han derfor med nedtrykt ånd på sine bare knæ op ad Pilatustrappen for at opnå pavens aflad; men mens han krøb, lød ordet som et tordenbrag i hans sjæl: «Den retfærdige skal leve af tro.» Han vendte hjem fra Rom med intet andet end fordoblet angst og samvittighedsuro. Under rejsen blev han syg i Bologna og faldt nu i det dybeste tungsind; men da trådte ordet: «Den retfærdige skal leve af tro» pludselig frem i et helt nyt lys for hans sjæl, og han følte sig på én gang underfuldt oplivet og vederkvæget. Aldrig før havde han således set og forstået dette ords betydning og kraft, aldrig før havde han så ivrigt studeret Romerbrevet. Nu stod Ordet om Kristi forsoning, Ordet om den retfærdighed, der kommer af troen, med guddommelig klarhed og fasthed for hans sjæl; «da følte han straks», siger en historieskriver, «at han var født på ny, og at han havde fundet en åben vej til selve paradiset; han så nu også den kære Hellige Skrift helt anderledes end før; og ligesom han før med al alvor havde hadet det lille ord Guds retfærdighed (den, der kommer af troen), sådan begyndte han nu at agte det dyrt og højt som sit allerkæreste og mest trøstefulde ord.» – På denne måde blev den store troshelt dannet, fra hvem Ordet om Kristus og retfærdigheden af troen på ham siden har udbredt sig i kristenheden i så rige, velsignede strømme. Dér var en storm, dér var et jordskælv, dér var en ild, men Herren var ikke i dem; men derefter kom en lyd af en sagte susen, «Den retfærdige skal leve af tro» – dér blev der liv og salighed, dér var Herren.

Et andet eksempel: John Wesley, metodistsamfundets kendte grundlægger, var allerede tidligt blevet vakt til alvorlig bekymring for sin frelse. Ved universitetet i Oxford sluttede han sig sammen med nogle andre vakte unge mænd (blandt dem var også hans bror, Charles Wesley) til fælles opbyggelse og fremgang i gudfrygtighed. De var meget alvorlige, pålagde sig de største forsagelser og var fyldt af en brændende nidkærhed, ikke blot for deres egen omvendelse og frelse, men også for at føre andre dertil, og de blev snart til skydeskive for deres kammeraters og omgivelsers spot og fjendskab. Alligevel lod de sig ikke skræmme, men førte for egen del en i høj grad streng, alvorlig og ulastelig livsførelse; de ransagede Den Hellige Skrift med utrættelig iver og søgte i alt at rette både tro og levned efter den; for det andet arbejdede de med stor nidkærhed for andres omvendelse, besøgte fængslerne og de fattiges hytter og søgte på enhver måde at udbrede kundskab om Gud. Efter at John W. var blevet viet til præst, blev han opfordret til at rejse ud til en engelsk koloni i Georgia (i Amerika), dels for at sørge for kolonisternes åndelige behov, dels for at forsøge at omvende indianerne. Han rejste sammen med sin bror ud til hedningeverdenen og ofrede sig helt og holdent til sin Herres tjeneste og fortsatte for egen del sin tidligere lovprægede livsførelse under mange ydre farer, ydmygelser og besværligheder. Inden der var gået to år, vendte brødrene tilbage til deres fædreland. Og nu sker det, som er lærerigt og tankevækkende for os: Efter at den alvorlige, nidkære reformator og missionær i flere år havde arbejdet ikke blot på sin egen, men også på andres omvendelse og frelse og havde været ude i hedningelandet for at omvende indianerne, opdager han nu og bevidner, at han endnu ikke selv var ret omvendt, ikke var kommet til livet i Kristus, til den saliggørende kundskab om troens og evangeliets hemmeligheder. Denne salige erfaring kom først, efter at han var vendt tilbage til England. Om det fortæller han selv meget. Men vi vil blot anføre nogle få ord deraf. Gud give, at det kunne bringe nogen til besindelse og skænke nogen lys over hans egen stilling!

«Nu er der gået to år», lyder Wesleys ord, «siden jeg forlod mit fædreland for at prædike den sande kristendom for indianerne i Georgia; men hvad har jeg selv lært i denne tid? Ak, det, som jeg mindst havde ventet. Jeg, som rejste over til Amerika for at omvende andre, var endnu ikke selv omvendt. Jeg er ikke rasende, ikke sindssyg, når jeg taler sådan, men taler sande og fornuftige ord; det bemærker jeg kun, for at nogle af dem, der altid drømmer, måske kunne vågne og indse, at de netop er som jeg.» Det er for vidtløftigt at gengive, hvad der følger her i hans tale, nemlig en lang liste over, hvad han kunne «prale af» eller «rose sig af» frem for de fleste, der dog regner sig for kristne – som hans store lærdom i filosofi, i gamle og nye sprog og i de teologiske videnskaber, hans færdighed i at tale om åndelige emner, hans gavmilde almisser, hans store arbejde for Herrens sag, hans opofrelser og lidelser for evangeliets skyld m.m. – og om alt dette erklærer han højtideligt, ikke alene at det slet intet betød for Guds øjne til at gøre ham værdigere til nåden, ja, som hans ord lyder, «at alle disse ting, selv når de ved troen på Jesus Kristus bliver forædlede, helligede, retfærdige og gode, dog med hensyn til fortjeneste ikke er andet end slagger og affald», men også at de heller ikke gjaldt som bevis på, at han havde haft den sande og levende tro; tværtimod var de blevet øvet af ham helt uden den. «Dette», fortsætter han, «er altså, hvad jeg har lært at indse ved verdens ende, og ligeledes, at jeg er en synder og intet har at rose mig af for Gud; at hele mit hjerte er fordærvet og fordømmeligt, og at hele mit liv følgelig heller ikke er bedre; for jeg indser nu godt, at ’et dårligt træ ikke kan bære god frugt’; at mine gerninger, mine lidelser, min retfærdighed er alt for langt fra målet til at kunne forsone mig med en vred Gud; ja, så langt derfra, at de ikke engang for den mindste af mine synder, som er ’flere end hårene på mit hoved’, kan skaffe mig tilgivelse; at selv de skønneste gerninger behøver Guds nåde, hvis de en gang skal kunne bestå for hans retfærdige dom; at der, da jeg i mit hjerte bærer dødsdommen for Gud, intet andet håb er tilbage for mig end uden fortjeneste, af hans nåde, at blive retfærdig alene ’ved forløsningen i Kristus Jesus’ og ’blive fundet i ham, ikke med min egen retfærdighed, den, der kommer af loven, men den, der kommer ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud på grund af troen’.»

Dette og mere af samme slags sagde nu den fromme mand. Som middel til at føre ham til disse vigtige opdagelser havde Gud brugt nogle enfoldigt troende mænd af den mähriske brødrekirke, som Wesley mødte, dels på rejsen, dels efter at han var vendt tilbage til England. I begyndelsen ville han ikke tro, hvad de påstod om det, der manglede ham, men stred og forsvarede ivrigt sin arme sag; men da han havde fået lys over, hvad der manglede ham, over sin nød og mangel, varede det ikke længe, før han fik hjælp og blev begavet med troens lys, forløsning og salighed. Især var det P. Böhler, som han talte mest med, og som ved Wesleys indvendinger ofte plejede at udbryde: «Min broder, din filosofi må først styrtes og lutres.» – Til sidst kom den lykkelige stund, da Herren tog dækket bort og åbnede hans øjne. En aften var nogle brødre samlet og læste Luthers fortale til Romerbrevet. Den bekymrede Wesley, som hungrede og tørstede efter evangeliets lys og trøst, så nu, hvad han aldrig før havde set – selv om han nok ofte før havde set det med sine legemlige øjne: Han så og omfattede den retfærdighed, som allerede i Kristi død blev vundet for alle og af lutter nåde uden gerninger skænkes hver den, der tror. Hans sjæl blev fyldt af Helligåndens glæde og fred; han erfarede det vidnesbyrd, som ingen kender uden den, der får det. Nu begyndte han også offentligt at bekende og prædike troens lære, som nu var blevet klar for ham selv; og de, der kendte deres synd og hjælpeløshed, tog imod den med glæde. Fra denne tid begynder Wesleys utrættelige, forbløffende virksomhed, som er blevet kronet med Guds rigeste velsignelse.

Et tredje eksempel er fra vor tid og viser især, hvad «den store, stærke storm» kan betegne. For nogle årtier siden var der en rigt begavet præst, som, draget og drevet af Guds forekommende nåde, med eftertryk og ikke uden velsignelse prædikede omvendelse, tro og helliggørelse i god orden; men som det plejer at gå, når sandheden udtales med kraft, fik han også heftige modstandere. En af dem, en dannet og vidt berejst, såkaldt oplyst herre, havde af had til sandheden i lang tid ikke vist sig i kirken; men en søndag morgen faldt det ham pludselig ind endnu en gang at høre den «mørke», modbydelige prædikant, for at se om hans prædikener måske nu var blevet mildere og tåleligere end før. Han gik i kirke. Præsten prædikede denne gang om den smalle vej, som han ikke gjorde smallere, men heller ikke bredere, end Guds ord fremstiller den. «En ny skabning i Kristus eller en evig fordømmelse» var emnet for hans prædiken; og han prædikede over det med myndighed og ikke som de skriftkloge. Under prædikenen tænker den sjældne tilhører i sit hjerte: «Hvordan forholder det sig med dette? Er det sandt, hvad manden dér siger – min Gud, hvordan skal det så gå os? Er det derimod bare snak og griller, ak, så burde man jo med hug og slag jage disse præster ned fra prædikestolen, når de vover unødigt at vælte sådanne byrder over menneskers samvittigheder!» Disse og lignende alvorlige tanker satte sig dybt fast i hans hjerte og ville ikke slippe ham. Fra kirken fulgte de ham hjem, og hjemmefra fulgte de ham i alle hans gøremål og adspredelser. Hvor han end stod og gik, hviskede det angstfuldt i hans hjerte: «Er det sandhed eller løgn?» Dag for dag blev hans uro tungere, og til sidst nåede han frem til den beslutning at gå til prædikanten selv og på hans samvittighed spørge ham, om han virkelig var fuldkommen overbevist om det, han havde prædiket. Han gennemførte sit forsæt og gik til præsten. «Hr. pastor», sagde han til ham med synlig bevægelse og skælvende stemme, «jeg var blandt Deres tilhørere, da De for nylig prædikede om den eneste vej til saligheden. Jeg indrømmer, at De dermed har forstyrret min indre ro, og jeg kan ikke lade være med hermed for Guds ansigt at spørge Dem på Deres samvittighed, om De kan stå inde for sandheden af det, De lærte, eller om De blot har ængstet Deres tilhørere med en tom forskrækkelse?» – Præsten, ikke så lidt overrasket over denne tiltale, svarer med overbevisende bestemthed, at han har talt Guds ord og altså evig, urokkelig sandhed. Herover blev den spørgende endnu mere bekymret og udbryder: «Åh, hr. pastor! Er det sådan – hvordan skal det så gå os?» – Os? tænker præsten og studser. Og idet han voldsomt skubber dette skærende «os» bort fra sit hjerte, begynder han at fremstille nådens orden for sin tilhører og formaner ham til omvendelse og tro. Men den anden afbryder ham, som om han ikke havde hørt et ord af præstens fremstilling, midt i talen og gentager med stigende bevægelse: «Er det sandt – jeg beder Dem – hvad skal vi så gøre?» – Forbavset træder præsten et skridt tilbage. Vi? tænker han; hvorfor «vi»? Alligevel forsøger han endnu at undertrykke sin voksende uro og forlegenhed og begynder igen med råd og formaninger. Men nu begynder hans gæst at græde, slår hænderne sammen som en fortvivlet og råber i en tone, der kunne have rørt sten: «Hr. pastor, er det sandt, ve, så er det ude med os, og vi er fortabte!» – Bleg og skælvende står præsten dér og kan ikke sige et ord. Med et udtryk af en underlig indre kamp brister han endelig også selv i gråd, falder sin gæst om halsen og siger med sagte og skælvende stemme: «Min ven, vi må ned i støvet; men kom, lad os bede!» De bøjer deres knæ, de beder, de omfavner hinanden, og gæsten går. Men præsten lukker sig inde i sit kammer. Den følgende søndag hedder det, at pastoren er utilpas og ikke kan prædike. Søndagen efter ligeså. Den tredje søndag viser han sig igen for sin menighed, afmagret og bleg, men med glædestrålende øjne, og begynder sin prædiken med den overraskende og gribende erklæring, at også han først nu er gået ind gennem den snævre port. – Hvad havde denne mand nu gennemgået? Før de nævnte tre uger var der i lang tid «en stor, stærk storm, som kløvede bjerge og knuste klipper foran Herren; men Herren var ikke i stormen». I disse tre uger var der «et jordskælv; men Herren var ikke i jordskælvet». Der var «en ild; men Herren var ikke i ilden»; men derefter havde – som man kan se af de glædestrålende øjne og den frie, åbne bekendelse – sandelig en lyd af den sagte susen, et budskab om nåde og fred, gjort hans hjerte godt; «da skjulte manden sit ansigt med sin kappe», og fra den stund vidste han, hvad evangelium, hvad nåde var.