Pløj jer nyt land, og så ikke blandt torne

Jer 4,3

(Første årgang, 1842)

I en tid med så megen overfladiskhed, løshed og halvhed som denne, hvor også den sande kristendom mærkbart smittes af det, er der god grund til at gøre opmærksom på denne fare og i det øjemed en stund alvorligt at betragte den sande kristendoms egentlige væsen. Hvordan kan det være, at mangen en hører af Ordet så alvorligt begynder en lovende og glædelig vandring på gudsfrygtens vej, elsker og hylder Guds ord og Guds venner, flyr verden og synden, men snart bliver træt, finder Jesu åg tungt og vender tilbage? At mangen en taler så oplyst, så smukt, så rammende, forsvarer den himmelske sandhed, anses for et lys i mørket og lover at blive alt dette i endnu højere grad – men hvis blot et lille uvejr truer hans egen fordel, hans eget navn og anseelse, forråder han sin Herre, forlader Kristi sag og veje og bliver lig verden? Hvorfra kommer disse bedrøvelige ting, om ikke af, at disse tilhørere af Ordet vel havde taget imod Ordet med glæde, men for tidligt var begyndt at tro, at alt var vel med dem, var begyndt at leve og føre sig som levende kristne uden at have deres sind, uden at have fået forvandlede, genfødte hjerter? For se, at holde fast ved de genfødtes måde at leve på, mens man i sit indre er ugenfødt, bliver dog i længden alt for svært. Det kan vist ikke nægtes, at også de, der virkelig er genfødt, kan falde fra på grund af kødets svaghed, verdens forførelser og Djævelens listige angreb; men hvor meget mere kan så ikke de, som uden genfødsel blot har antaget kristendommens form, efter en tid vende tilbage til verden (se herom Matt 13,5–6.20–21)!

Til denne fare kommer endnu en anden omstændighed af ikke mindre vægt. Selv om det var muligt at stå fast lige til døden i den fromhed, man har omvendt sig til fra et tidligere mere verdsligt og ugudeligt liv, så kan det, hvis ikke selve hjertet er omskabt af nådens Ånd, men kun forstanden og levnedet, gå os som de tåbelige jomfruer, nemlig at vi med vores lamper bliver lukket ude fra bryllupssalen, fordi der manglede olie inde i lampen. For det er værd at lægge mærke til ved disse jomfruer, at de ikke forestiller almindelige mennesker eller verdens børn, men kaldes jomfruer, og at der siges om dem, at de «gik ud for at møde brudgommen», «gik med de kloge jomfruer og med deres lamper» – for at betegne en slags mennesker, som er skilt fra verden og fra åbenbare synder og holder sig til gudsfrygtens krav, og som i det ydre ligner de troende så meget, at deres mangel først opdages, når brudgommen kommer. Uden tvivl sigtede Jesus med disse jomfruer til de samme folk som med manden ved bryllupsbordet, som ikke havde bryllupsklæder – noget, som ingen andre lagde mærke til end brudgommen, da han kom for at «bese gæsterne». Den mand havde ikke som mange andre afslået indbydelsen; han var kommet, havde siddet ved bryllupsbordet og nydt af dets retter – men havde ikke ænset, at han var uden bryllupsklæder, og fik til sidst den forfærdelige dom: «Bind hans hænder og fødder og kast ham ud i mørket udenfor» (Matt 22). Hvad vil Kristus med disse alvorlige billeder andet end advare mod faren for at «gøre bægeret og fadet rene blot udvendig, mens man indvendig er fuld af urenhed», det vil sige at holde alle gudsfrygtens skikke og ordninger, bøn og øvelse i Guds ord, kristelig virksomhed og gode gerninger, mens hjertet forbliver ugenfødt? Og medmindre nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige, fordi han da dels mangler den forsoning, den retfærdighed i Kristus, som den levende tro alene griber, dels også det nye, himmelske sind, den nye natur, som den samme tro virker, og uden den er alt åndeligt mennesket imod, og himlen ville ikke blive en himmel – for den ugenfødte trives ikke en eneste dag med det, man beskæftiger sig med i himlen i al evighed.

Men for nu at komme til selve emnet: Af det, der allerede er sagt, ser vi, at det er muligt i en vis forstand at omvende sig og alligevel ikke være født på ny, men også, at det for at komme ind i Guds rige ikke er nok blot at være forbedret og from; det kræves også at være født på ny, at være forvandlet i hjertet. Ja, vi bør også have bemærket, at der må være noget virkeligt, en virkelig sag, som svarer til Jesu ord: at fødes på ny – noget vigtigt, som menes, når apostlen Peter og især Johannes så ofte bruger ordene «født af Gud», «født på ny». De ord antyder en forandring i selve væsenets inderste, ja, en virkelig forvandling. Derfor, så kært det er os at komme ind med brudgommen, når han kommer, og ikke til sidst, evigt bedraget, at blive til skamme, må vi nu med redelighed mod os selv undersøge, hvorved, hvordan og hvornår denne forvandling sker, og ved hvilke tegn den viser sig at være sket.

Den «sæd», som vi fødes på ny af, siger apostlen Peter, er «Guds levende ord». «Som genfødte, ikke af forgængelig, men af uforgængelig sæd, ved Guds levende ord, som bliver til evig tid» (1 Pet 1,23). Se, da Guds billede i mennesket, eller den inderlige overensstemmelse med Gud i hjerte og forstand, i ønsker og tanker, i ord og gerninger, var gået tabt ved syndefaldet, sendte Gud en hellig sæd ned fra himlen, som, lagt ned i menneskehjerter, skulle genføde Guds tabte billede dér. Denne himmelske sæd var af guddommelig natur; den var nemlig taget fra Guds inderste, var udtryk for Guds tanker, udgydelser fra Guds hjerte; for det var Guds ord. Når det nu bliver levende i et hjerte, finder man straks et Guds billede påbegyndt dér, en lighed med Gud i tanker, vilje og ønsker, i ord og gerninger, og nye kræfter til at overvinde verden (1 Joh 5,4). Før var der forkerte tanker om Gud og fjendskab mod hans bud og ingen kraft til at overvinde det onde.

Spørger nu nogen: Hvordan skal jeg da begynde denne min genfødsel? så er svaret: Du er ikke den, der skal begynde den. Al forbedring, som du får i stand, er ikke hjertets genfødsel, men elendigt menneskeværk. Har du ikke prøvet og erfaret, at hjertet med alt, hvad du har gjort, alligevel er forblevet uforvandlet, lige så tilbøjeligt til det onde, lige så fjendtligt mod det gode, lige så fanget og bundet under begærene? Har du ikke måttet klage: Nej, sådan som Ordet siger, kan jeg aldrig blive? Genfødslen er altså ikke menneskets værk. Genfødslen er Guds Ånds værk. Gud alene formår at forvandle menneskehjertet. Denne forvandling er et nådens underværk, som ingen tror eller ser, der ikke har erfaret det; for så længe du selv arbejder med dit hjerte, tænker du altid, når du føler dig for svag til at overvinde dig selv og dine lyster, at du aldrig kan blive et nyt menneske; men ved Åndens genfødsel er hjertet blevet så forandret, at de svageste bliver stærke, ja, at det, man begærede, ofte er blevet en afsky.

Læg derfor mærke til: Det åndeligt døde menneske kan lige så lidt gøre sig levende som det legemligt døde eller de tørre knogler, som Ezekiel så (Ez 37). Men som du ligger dér, død i overtrædelser og synder, kommer Gud til dig og vækker dig med sit ord, med oplysning om din skyld og din dom; han vækker dig til den besindelse og den bevidsthed om dig selv og din stilling, din fare og den eneste udvej til din redning, at det er op til dig selv enten at «give efter» og lyde Guds røst eller også at «rådføre dig med kød og blod» og falde i søvn igen. Læg mærke til: Dette gør Gud alene ved sit ord. Han sætter dig i den tilstand, i den stilling, at du forstår, hvad din redning kræver, og kan vælge mellem livet og døden, så det altså er op til dig selv enten at give agt på, lyde og ære denne hans nåde og blive frelst eller også at forsømme, foragte og evigt savne den. Åh, hvilket vigtigt tidspunkt i et menneskes liv, når det erfarer kaldet og afgør sin evige skæbne! Ikke alle stunder er lige vigtige. Det var Jerusalems vigtigste tid, da Jesus lærte i dens gader, «den tid, da det blev besøgt». Den unge mand, som Jesus sagde til: «Følg du mig», havde da sit vigtigste tidspunkt; for da traf han valget mellem Jesus og verden, mellem livet og døden; da afgjorde han sin skæbne. Det var Judas Iskariots vigtigste tidspunkt, da Jesus gav ham den sidste advarsel, for da kunne han være blevet reddet, men han besindede sig blot en dag for sent. Det er enhvers vigtigste tidspunkt, når han erfarer kaldet i sit hjerte, for det er da, han afgør sit evige vel eller ve; han er da sat i den stilling, at han må enten følge og lyde eller også afslå kaldet. Og hvordan kan den, der foragter nåden, når den bydes, vente, at indbydelsen skal blive fornyet? Får han et nyt kald, så får han igen en lejlighed til frelse; men netop den indbydelse, der lyder nu, kan jo være den sidste. Denne ulykke at «forsømme Guds nåde» går for sig på den måde, at du vender dig bort fra Guds røst i Ordet og i hjertet, foragter og skyr at høre Guds ord og forsømmer at læse det; eller også hører og læser du det i den indbildning, at du selv har evne til at fatte det; eller endelig nøjes du med, at du forstår, ved og billiger det, men sætter det ikke i værk, begynder ikke straks at gøre derefter, når du hører Herrens røst, men udskyder det dag efter dag. Alene denne udsættelse var for eksempel årsag til, at Felix ikke blev en kristen (ApG 24,25), og at husbonden ved det store gæstebud «blev vred» og sagde: «Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit gæstebud» – hvoraf man ser, at de havde tænkt sig at komme og smage det en anden gang (Luk 14). Det ligger ikke kun i Guds retfærdighed, men også i sagens natur, at de, der ikke kommer til livet dengang, da de bliver rørt og kaldet af Ånden, allermindst siden vil komme dertil. Men hvis det nu er så lykkeligt, at du giver agt på kaldet til salighed, så begynder du at blive noget urolig og i denne din bekymring for det første flittigt at betragte Guds ord, høre og læse det. Det er også nødvendigt, for uden Ordet er alt forgæves, om du så arbejdede nok så hårdt med din forbedring og samtidig påkaldte Gud om kraft; det er alt sammen frugtesløst, du vil aldrig overvinde dig selv og dine svagheder. For der bliver dog aldrig nogen forvandling af hjertet, nogen genfødsel, noget guddommeligt født i dig uden den guddommelige sæd, Guds ord. For det andet begynder du straks at sætte i værk, hvad Ordet lærer; du søger straks at blive, hvad du ser, at du bør være, og straks at aflægge, hvad du ser, at du bør aflægge. Det er også yderst nyttigt, for ellers, hvis du nøjes med at forstå, vide og billige, men aldrig begynder at udøve Ordet, vil du kun blive mere hård og blind; men netop ved i handling og gerning at gøre, hvad Ordet lærer, får du lys og erfaringer. Og så bliver det for det tredje også dit behov at bede om Guds Ånd. Det er også nødvendigt, for uden Guds Ånd bliver der ingen genfødsel, og du bliver i mørket og i farisæernes vildfarelser, så du dels giver agt på og hylder blot visse dele af Ordet, men glemmer andre, selv sætter et mål for din fromhed, som du når og så standser ved, eller også foragter Kristus, det vil sige blot har gode tanker og ord om ham og hans værk, men ingen salighed har i ham – han er ikke forklaret for dig. Åh, her er mange snigende farer; her hjælper kun Guds Helligånd.

Men al denne lære om, hvad vi bør være og gøre, kaldes loven. Dens bud er helt rimelige og bør så sandelig opfyldes. Foragter du dem, så foragter du Gud, og du kan vel ikke forlange, at han også skal tage dem, der foragter ham, med i sin himmel? Ser du, at du har forbrudt dig mod hans bud og er skyldig under dommen, men alligevel ikke frygter den, så «holder du Herrens ord for spot» (Jer 6,10) og siger dermed: Godt nok har Gud truet med dit og dat, men jeg tror ikke, at hans trussel er sand. Går du derimod alvorligt i gang med at aflægge dine synder og trofast gøre Guds vilje, hvad sker der så med dig? Så kommer du i den rette trængsel, «i den snævre port», i bekymring og vanskelighed; for jo nøjere og alvorligere du vil holde Guds lov, desto mere syndig og ulykkelig vil du forekomme dig selv. Denne tilstand kaldes omvendelse, den omvendelse, som går forud for troen, som bereder nåden plads, som driver til Kristus. Men ved denne lovens tugt, dette omvendelsesarbejde, bliver du aldrig født på ny og får aldrig Ånden; det er kun en nødvendig forberedelse. Bliver du stående dér, måske i den vekslende kamp mellem omvendelse og fald, trøst og uro, og i den indbildning, at frelsen dog ligger i denne omvendelseskamp, så bliver du, skønt du er virkelig vakt af Gud, ikke et barn i huset, men en «træl», «trælkvindens søn», som til sidst efter alt dit trofaste omvendelsesarbejde «skal drives ud» (se herom Gal 4). Eller hvis du bliver stående dér, tilfreds med, at din omvendelse er lykkedes så godt, at du er ganske from, så bliver du ikke en kristen, men en farisæer. Det eneste, der fører til frelse, er, at du i din omvendelse ikke får nogen trøst eller ro og i en sådan rådvildhed lærer at forstå og opgive denne egenretfærdighedens vej og søge redning hos en anden, hos Kristus – søge benådning af lutter nåde i Lammets blod, sådan som du er. Dér, dér alene findes renselse, fred og salighed; og når du nu får lys over evangeliets hemmelighed, lys og trøst og fred i Kristus, bliver du et nyt menneske. Se, her er den stund, da du bliver født på ny. For først nu får du Ånden ved denne tilegnende tro, som apostlen Paulus siger til galaterne for at tvinge dem til at indrømme, at troens prædiken var den eneste, der gør salig: «Dette ene vil jeg vide af jer: Fik I Ånden ved lovens gerninger eller ved troens prædiken?» (Gal 3,2). Kun ved denne Ånd bliver hjertet født på ny. De, der kun er omvendt og forbedret i forstand og levned, er blevet stående inden for den lære, som ikke giver Ånden, nemlig loven. Og dér går mangen en og trasker sin tid væk med stor alvor og prisværdig nidkærhed for gudsfrygt, men uden fred, uden kraft og uden hellighed; for hjertet er uforandret – og forbliver sådan, indtil det lærer Kristus rigtigt at kende, indtil Kristus bliver forklaret derinde af Ånden, som man får ved troens prædiken.

Men hvad er i korthed denne prædikens indhold? Jo: Således elskede Gud verden, den faldne, syndige, fortabte og fordømte verden, at han gav sin enbårne Søn, som tog alles synder på sig og led straffen for alle, en retfærdig for uretfærdige, for at enhver, som tror på ham og i sin syndenød tager imod forsoningens nåde og trøst, ikke skal fortabes, sådan som han havde fortjent, men have evigt liv, det vil sige syndernes forladelse, ny retfærdighed, barnekår hos Gud og den himmelske herlighed. Når nu den arbejdende og besværede synder får dette at høre og kommer til besindelse om, at også han er en del af den verden, som Gud elskede og gav sin Søn; at netop de synder, som nu piner og bekymrer så meget, også kulde og hårdhed, blev ofret i Lammets blod; at Kristus ikke kom for at kalde retfærdige, men syndere til sig; at Frelseren, forsvareren, ikke tjener mig, når jeg bliver, som jeg bør, men når jeg ikke er det eller kan blive det, når jeg blot kommer, sådan som jeg er, på lutter nåde – se, når Guds underfulde kærlighed i Kristus på den måde stråler ind i en elendig og bedrøvet sjæl, så bliver der nyt liv dér, så smelter hjertet, så erfarer jeg, hvad jeg aldrig før har erfaret, så bliver jeg et nyt menneske. Men hvordan hjertet derved bliver forvandlet, er noget dels begribeligt, dels ubegribeligt og overnaturligt. Begribeligt er det, at jeg, som før var kold over for Frelseren, nu skal elske ham, som har frelst mig fra et sådant dyb af elendighed til en så høj salighed, og at denne kærlighed skal føre mangfoldig forandring med sig; men at mit inderste væsen bliver så nyt, som snart skal antydes, kan ikke forklares på naturlig måde. «Vinden blæser, hvor den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden» (Joh 3,8). Men at en forvandling er sket, behøver man ikke at tro; det erfares. For den genfødte får ikke blot et nyt tungemål og nye skikke, men hans inderste er nyt; han har ny forstand, ny dømmekraft, ny smag, ny lyst, et nyt hjerte. Den bog, det vers, det kapitel, som han før så ofte har læst uden at se noget mærkværdigt, vigtigt og dyrebart i det, er nu ligesom forvandlet for hans øjne; han ser nye, herlige ting dér, ja, han føler sig ligesom vågnet op til en ny verden. Det, som før var så stort og vigtigt, er nu ringe og uvigtigt for ham; det, som før var så kært, ja, uundværligt, er nu foragteligt, ja, modbydeligt og uudholdeligt; det, som før var ringe og uvigtigt, er nu stort og vigtigt; det, som før var kedeligt og ubehageligt, er nu kært. Bjergene er blevet sandkorn og sandkornene bjerge. Før var for eksempel en og anden yndlingssynd, uretfærdig vinding eller verdens forvendte dom og venskab store, vigtige ting, ja, uundværlige; nu er de en afsky. Før var Guds rige, Guds bud, Guds nåde og løfter lige så ubetydelige ting som små sandkorn; nu er de store bjerge. Før var Guds bud tunge for dig; der var fjendskab mod Gud og det hellige; det var en plage for dig at have med åndelige ting at gøre, Guds ord, bøn og kristelig virksomhed; nu er det din største lyst, nu siger du som Johannes og mener det virkelig: Hans bud er ikke tunge; nu har du lyst til alt, hvad Gud vil, og lider kun under, at dit kød er så ondt, så trægt og til hinder. Før kunne åbenbare synder få lov at blive ved med at være vaner, få lov at gå an, og samvittigheden fandt sig i det; nu kan den umuligt finde sig i en eneste. Se, sådanne tegn siger, at hjertet er forvandlet. Heraf følger så et nyt væsen, som også er mærkbart for verden, der så undrer sig og siger: «Ak, han var før et så naturligt og flinkt menneske; nu er han ikke sig selv lig.» Men Guds ord forklarer sagen sådan: Han er født på ny.