Hemmelighedens åbenbaring

(Første årgang, 1842)

Rom 16,25

Det åndelige øje, som ser ind i menneskehedens åndelige og skjulte forhold, ser ganske vist mange sørgelige syner, ja, syner, der æder sig ind i hjertet og slår modet ned; men intet syn er så sørgeligt, intet så hjerteskærende og nedslående som det ene, nemlig det, som Paulus så, da han havde «en stor sorg og en uophørlig smerte i sit hjerte, så han ønskede sig selv forbandet bort fra Kristus for sine brødres skyld» (Rom 9,2–3). Hvad så han? Han så oprigtige sjæle, som alligevel var ulykkelige. Han så oprigtige hjerter, som stræbte efter retfærdighed og salighed, men forgæves. Han så nogle, som med al deres søgen bestandig forblev lige hjælpeløse, utrøstede og ulykkelige i hjertet, i livet og i døden – trællende trælkvindens sønner, som skulle drives ud (Gal 4). Han så andre, der i deres søgen var blevet trøstet, tilfredse og trygge, men bedraget, hemmeligt bedraget, og som til sidst, men for sent, vågner op i en fordærvelse, der ikke kan hjælpes – de «uvidende» (1 Tim 1,13), de forsætligt uvidende, bedragne hyklere og farisæere. Hvad var da årsagen? De kendte ikke hemmeligheden, de vidste ikke engang, at der fandtes en hemmelighed, som må søges med et ydmygt, frygtende og bedende hjerte, og meget mindre havde de fået denne hemmelighed åbenbaret.

Hvad var det for en hemmelighed? Den, der står skrevet i Rom 9,31–32 som løsningen på og forklaringen af hele dette vanskelige kapitel: «Israel, som stræbte efter retfærdighedens lov, nåede ikke frem til retfærdighedens lov. Hvorfor? Fordi det ikke skete af tro, men som af lovens gerninger».

Du, som læser dette, kender du ikke et menneske, som går og længe har gået og sukket over sine synder, har tænkt at blive bedre, men aldrig er blevet det; har sat sig for og er begyndt, men snart er faldet og har fejlet og er blevet ligesom før; som undertiden er blevet forskrækket, har råbt ve over sig selv, har råbt: «Jeg elendige menneske, hvem skal frelse mig fra dette dødens legeme?», men igen, lige så uhjulpen fra synden, er faldet i søvn, er blevet kold, hård og ligegyldig og har opgivet hele omvendelsesarbejdet som tabt; som så igen har hørt eller læst noget trøsterigt om den ufortjente nåde i Kristus, der på det sødeste rørte hans hjerte, men snart har besindet sig på, at det ikke var sådanne syndere som han, der skulle have denne trøst, men kun de, der virkelig havde omvendt sig? Derfor begyndte han igen, for nådens skyld, endnu bedre at våge, bede og kæmpe imod det onde; men han faldt – han rejste sig – men faldt på ny – snart gjorde han, hvad han før havde skyet, og det sidste blev værre for ham end det første. Er dette ikke et sørgeligt syn? Åh, hvor sukker denne kæmpende sjæl ikke af lutter oprigtig iver for engang at blive Gud til behag, blive ret omvendt, genfødt, retfærdiggjort, helliggjort og – til sidst benådet (for sådan lyder ordenen)! Men da han aldrig kan blive sådan, som han bør være, kan han heller ikke tro på Guds nåde; for det ville være at gøre nåden til et påskud for løsagtighed, mener han, og det vil han ikke. Han må altså for alvor nå til denne slutning: «Det er forbi med mig». – Og hvordan føles det, tror I? Og dog havde den stakkels sjæl en Frelser, var forløst med Guds Søns blod og var ikke en letsindig foragter af Gud, men oprigtig i sin søgen efter salighed. *)

*) Her vil måske nogen spørge med undren: «Hvordan er det muligt, at et menneske kan søge oprigtigt og alligevel ikke finde livet?» Når vi først har bemærket, hvad også sammenhængen tydeligt viser, at der med «oprigtig» og «oprigtig søgen» kun menes: søgen med iver og alvor, så er det ikke svært at finde – ikke blot hos de ulykkelige jøder, om hvem Paulus vidner, at de havde iver for Gud (Rom 10,2), men også hos tusinde andre ivrige søgende efter salighed, som ikke har skyet livets dyreste ofre for at vinde frelse, men er blevet bedraget på grove vildfarelsers vej – at det virkelig er muligt at søge livet med den oprigtigste mening og iver og alligevel ikke finde det. Men hvordan stemmer dette med Guds retfærdighed, barmhjertighed og løfter? Jo, læg her mærke til, hvor vigtigt det er ikke blot at søge, men også at høre og lyde, hvad Gud siger om måden og vejen, hvor vigtigt det er ikke at søge efter eget forgodtbefindende, men at se ned i Ordet, hvordan Herren har talt. Men endnu et andet syn: Det er et menneske, som ligeledes engang vågnede op ved den sandhed, at det almindelige, løse og glatte levned, den almindelige, frie, lette og brede vej, ikke fører til Himmeriget, og som derfor fandt det for godt at vende om, at vende sig til en bedre og frommere vandel, til brugen af Guds ord, flittig bøn, anger, fromhed og gode gerninger. Det lykkedes også. Og hvad der kunne mangle deri, hørte til den almindelige menneskelige svaghed, som han snart fandt var fælles for alle; han fandt, at synden hænger ved os alle, og det helt til graven; men det var hans hjertes trøst, at Gud af sin inderlige barmhjertighed tilgiver, hvad det svage menneske fejler, når det dog har et oprigtigt hjerte og en god vilje; og dels også, at Gud allerede havde givet ham sin Ånds nåde og kraft dertil, at han nu var blevet et andet menneske end de almindelige, at han nu levede et mere gudeligt liv, og at han med samme bistand fremover skulle blive endnu bedre; og så burde han jo ikke tvivle på Guds nåde. Sådan er hans hjertes trøst, hans inderste tro. – Men hvad sker der? Han bliver syg; han dør stille og roligt; han kommer for dommen og får at se en stor og herlig mand på en himmelsk trone med tusind gange tusinde engle og salige hellige omkring sig; og hvad ser han på den mand, som får ham til at skælve sådan? Ak, ve! Han opdager sår på hans hænder og fødder og et sår i hans side. Det var et forfærdeligt syn for ham; for de sår havde han aldrig i sin levetid æret, og nu kommer han i tanker om, hvad de betyder; nu forsvinder på én gang alle hans trøstegrunde, hele værdien af hans gerninger, tårer og bønner som avner for vinden; nu ser han, hvem han har gennemboret med sin egen og farisæiske retfærdighed. Se, det var det, Jesus ville pege på, da han sagde, at farisæeren i templet ikke priste sig selv, men priste Gud – men læg mærke til det! – ikke for forsoningens nåde, men for at han var bedre end andre: «Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker» osv. (Luk 18,11). Det var det, biskop Pontoppidan tænkte på, da han skrev: «Et menneske kan vise stor flid i sit embede, stor troskab i sine ord og gerninger; det kan kende hele Bibelen, indrømme og anerkende hele dens indhold, tappert og standhaftigt bekende den sande lære, ja, også besegle den med sit blod og, hvis menighedens tilstand kræver det og Gud vil det, gøre tegn og undere i Jesu navn; men kan alligevel lige fuldt fare til helvede og ikke have Guds børns rette kendetegn, som er den tro alene, der gør retfærdig og salig».

Vi har nu set sørgelige tilfælde og set, hvordan det, Jesus sagde, går i opfyldelse: «Mange skal søge at komme ind gennem den snævre port, men skal ikke kunne det» (Luk 13,24). Vi har også set årsagen, nemlig at de ikke kender evangeliets hemmelighed. Nu spørges der med god grund: Hvorfor har de ikke lært den at kende? Svar: 1) fordi den er en skjult hemmelighed, som er svær at lære; 2) fordi den anses for let at lære; 3) fordi den er fortiet (Rom 16,25) og bragt i vanry, ligesom Kana’an blev bragt i vanry af spejderne. Denne hemmelighed er i sandhed den mest skjulte og den sværeste at lære. De, der har let ved at tro den, ser ikke dens virkelige mening; men de, der ser dens virkelige mening, formår ikke at tro den. Så store og herlige ting indeholder den. At fatte en historisk viden om evangeliets hemmelighed med forstanden går ganske let; men at fatte dens ånd og egentlige mening i hjertet er for svært, ja, helt umuligt uden Helligåndens egen åbenbaring. Deraf kommer sådanne skriftord som: «hemmelighedens åbenbaring» (Rom 16,25), og igen: «gudsfrygtens hemmelighed er stor» (1 Tim 3,16), og igen: «Hvem tror vores prædiken, og for hvem bliver Herrens arm åbenbaret?» (Es 53,1). Og se, alligevel har denne allermest skjulte hemmelighed og sværeste kunst den «lede plage», som Luther udtrykker det, at ingen synes lettere at være udlært end den, så at så snart nogen har fået en historisk viden om den i hovedet, mener han også at have fattet hemmeligheden og at være fuldt udlært i den og vil nu høre noget nyt – skønt han kun har den samme viden, som ubodfærdige og stolte lærde også kunne have, mens dog ingen af dem nogen sinde har kunnet fatte hemmeligheden, som Guds Ånd kun åbenbarer for ydmyge, bodfærdige og bedende sjæle, hvad enten de så er lærde eller ulærde. Man mener: «Hvem ved ikke, at Kristus er død for os til en forsoning, så vi for hans skyld bliver retfærdige af troen, uden fortjeneste?» Godt! Men hvad ved dit hjerte om det? Troede du af hjertet, at du for Kristi skyld er så fuldkommen retfærdig, som Ordet siger, så ville dit hjerte jo engang blive brændende i dig, blive døbt med Ånd og ild, blive genfødt. Så længe det ikke er sket, så længe din tro ikke har udrettet noget, har du ikke set hemmeligheden i Åndens lys, men har kun haft let ved at tro på grund af kødelig sikkerhed. Bliv først ret vakt, så du ser dig selv fortabt og fordømt, og tro så – se, da går det ikke let.

Men ak og ve! Denne allerdyreste hemmelighed er ikke blot skjult, men også bragt i vanry og fortiet, så det derfor står jammerligt til i Zion. Nidkære folk, der mener det oprigtigt, bliver siddende på Moses’ stol og skyr denne lære som gift – bedraget af fornuften, som mener, at det vil hjælpe at «sige folk sandheden», dvs. straffe, drive og tvinge – og de besinder sig ikke på, at det hedder: at blive født på ny af Ånden, og at Ånden kun modtages ved prædikenen om troen (Gal 3,2). Eller også har de selv endnu deres trøst i deres egen retfærdighed og giver kun, hvad de har, nemlig en så mildnet og glat udlægning af loven, at synderen kan finde trøst i den. Men imens savner ret vakte og oprigtige hjerter, som ikke kan trøstes med lovens retfærdighed, al trøst og sygner hen i endeløs kval uden nogen nytte eller husvalelse af deres Forsoners fortjeneste, ligesom hedninger, der intet ved om Kristus; mens selvretfærdige og jødisk nidkære farisæere får lov at gå bedraget hele deres tid og blive bedraget for evigt.

Skulle nogen her sige: Lad os da få hemmeligheden fremstillet så tydeligt, at enhver kan fatte den, så er svaret: Det er ganske vist umuligt at fremstille denne hemmelighed sådan, at enhver ville fatte den. Åh nej, denne hemmelighed er sådan, at sandelig ingen kan fatte den blot ved at læse eller høre Ordet; her må man ydmyge sig for Gud selv og bede ham om hemmelighedens åbenbaring. Vel kan denne hemmelighed udtrykkes på det tydeligste i ord, og tydelige beskrivelser af den kan sandelig læres og gentages; men dens frelsende åbenbaring er Helligåndens sag alene. Det kræves også som regel, at hjertet er beredt til den gennem et kortere eller længere arbejde under synden og omvendelsen. Men for nu at sige noget om selve hemmeligheden, så kan den fremstilles i kortere eller mere udførlige udtryk. For eksempel: Det er hemmeligheden, at Gud i Kristus forsonede verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser (2 Kor 5,19). Det er hemmeligheden, at Gud altså lige fra den stund, da den enbårne Søn tog verdens synder på sig, virkelig har været tilfreds med og forsonet med verden, aldrig har tilregnet den synderne, men har kaldt og indbudt den til sin favn. Det er hemmeligheden, at det til en synders benådning kun er Guds Søns udgydte forsoningsblod, der har nogen værdi; at den, der har Sønnen, har livet, om han ellers er nok så elendig, syndig og uværdig; at den, der ikke har Sønnen, ikke har livet, om han så er lige så from som alle de hellige tilsammen. Det er hemmeligheden, at al synd, også den, der nu bekymrer dig, allerede på Kristi dødsdag blev forsonet, udslettet og sænket ned i havets dyb; så der hos Gud ikke findes nogen hindring for, at du straks kan gå frem til nådestolen – hvor uvidende du end er, hvor sønderknust du end er, hvor hård du end er, hvor from du end er, hvor ugudelig du end er, hvor ren eller uren du end er, hvor ung eller gammel du end er, hvor syndig og usalig du end er – for at få og modtage den nåde, som i Kristus er givet både til frelse og helliggørelse.

Men dette vil stå endnu tydeligere frem gennem følgende fremstilling af forsoningens historie: Da Adam ved Djævelens list havde overtrådt Guds bud og dermed styrtet både sig selv og hele menneskeslægten i fordærvelse, i synd og død, under Guds vrede, under lovens anklage, i samvittighedsangst, i alle slags straffe og plager, ja, til sidst i den evige død, da tog Guds Søn, vores barmhjertige Herre og Skaber, sig en sådan nød hos os til hjerte, blev vores Mellemmand og gik i forbøn for os hos sin himmelske Fader, for os stakkels og fortabte skabninger. Og for at Guds strenge retfærdighed kunne forsones og et menneske betale, hvad mennesket havde brudt, tilbød han sig frivilligt at blive menneske og bære hele den straf, som kunne idømmes menneskeslægten. Da nu Gud af kærlighed og barmhjertighed havde udvalgt dette underfulde råd, hvori hans barmhjertighed og retfærdighed var forenet på det herligste, gik Sønnen hen og blev menneske og lod sig korsfæste og dræbe. Sådan frelste han ved sin død menneskeslægten fra skylden og straffen for alle dens synder, fra døden og fordømmelsen, og vandt og skænkede den en sådan retfærdighed, som Gud krævede, med al den nåde og værdighed, som denne retfærdighed vinder for Guds øjne.

Det er det, som Kristus selv udtaler i det korte, men trøsterige ord: «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv» (Joh 3,16).

Det er det, som Gud gennem en stor skare af evangelister, engle, profeter og apostle, til forskellige tider gennem Det Gamle og Det Nye Testamente har forkyndt for verden, og som alle de hellige troede, levede og døde på. Således sagde Gud selv allerede på syndefaldets dag: «Kvindens sæd skal knuse slangens hoved» (1 Mos 3,15). Esajas siger: «Herren kastede alle vores synder på ham; han blev såret for vores overtrædelser og slået for vores misgerninger; straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår blev vi helbredt» (Es 53,5–6). Englen Gabriel siger: «Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige by, indtil overtrædelsen bliver taget bort og synden dækket og skylden sonet og den evige retfærdighed bragt frem og profetsyn beseglet og det allerhelligste salvet» (Dan 9,24). Zakarias siger: «På den dag skal der åbnes en kilde for Davids hus og Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed» (Zak 13,1). Mika siger: «Du (Herren) skal kaste alle deres synder i havets dyb» (Mika 7,19). Johannes Døberen siger: «Se, Guds Lam, som borttager verdens synd» (Joh 1,29). Peter siger: «Han bar selv vores synder på sit legeme op på træet, for at vi skulle være døde fra synderne og leve for retfærdigheden; ved hans sår er I blevet helbredt» (1 Pet 2,24). Paulus siger: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ» (Gal 3,13). Johannes siger: «Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd» (1 Joh 1,7).

Alle disse hellige vidnesbyrd, som er plukket ud af mængden af andre med samme betydning, og som går gennem hele Guds åbenbaring, er jo klare som solen og faste som klippen, og de fremstiller alle den samme store lære om saligheden, nemlig at der for hele verdens synder allerede er givet en stor og gyldig løsesum, Guds Søns blod; at Gud kun lader sig forsone ved dette blod; så at – som især Paulus derfor lærer – ingen gerninger fortjener og ingen synder forhindrer nåden hos Gud, men nu står der kun tilbage, at syndere i deres syndenød vender tilbage til den Fader, der allerede er forsonet, og med troen tager imod Kristi fortjeneste som deres retfærdighed. Den dækker synderne, stiller samvittigheden, glæder og genføder hjertet og gør det brændende, levende, helligt og villigt og skikket til alle gode gerninger.

Men så vidt kommer det aldrig, uden at loven først har vakt syndenøden og bragt den indbildske, selvretfærdige, stolte synder i trængsel. Det sker ved, at synden får liv ved budet og vækker al slags begær, så synden bliver så overvældende, at den sjæl, der slider, til sidst mister alt håb og anser alt for tabt. Da, om nogen sinde, får Lammets blod æren for alene at frelse syndere. Og nu er man ikke længere en mester i evangeliets hemmelighed, nu er det ikke let at tro, selv om man kender både Kristus og Paulus; nu har man tabt tråden, nu har hemmeligheden sine hemmeligheder, sine svære knuder. Og nogle af dem vil vi her med Åndens hjælp løse op.

Disse svære knuder i hemmeligheden er den stærke, onde ånds våben og reb, som han binder sjælene med og holder dem fast med til det yderste, når en, der er stærkere, er kommet og er begyndt at indtage deres hjertes hus – ja, hemmelige reb og bånd, som Hollaz med rette bemærker om dem: «Det hjælper dig ikke, at du er løst af seks bånd, når du alligevel sidder fast i det syvende.» De består som regel i, at man godt nok tager imod nådens lære og godkender den i almindelighed, men alligevel fornægter den, når den skal bruges – som regel gennem alle mulige misforståelser af omvendelse, genfødsel, tro osv. Således er det fx en af de første og sværeste knuder, at når en elendig sjæl, der er midt i omvendelsens arbejde, hører om den rige, frie nåde, som tilbydes i Kristus, så tænker den: «Alt det er godt og sandt og dejligt for dem, det tilhører, nemlig de rigtigt omvendte og genfødte; men sådan er jeg endnu ikke, så jeg må ikke tage det til mig.» Her blandes noget sandt og noget falsk sammen. Det er helt sandt, at de uomvendte, sikre foragtere af nåden som sådanne ikke har nogen gavn af Kristi fortjeneste; men det er helt falsk, at de ikke må fly til Kristus og tilegne sig hans fortjeneste, når syndenøden kommer, og helt falsk, at man først skal være genfødt, for så ville der sikkert aldrig nogen blive det. Det rette forhold er derfor, at så snart du er kommet i så stor sjælenød, at du har brug for Frelseren, at du ikke kan fortsætte i den sædvanlige sikre tilstand, men begynder at vende tilbage til den Fader, du har glemt, så er du omvendt nok til at tage imod en stor trøst – ikke den trøst, at du er omvendt, genfødt og sådan, som du skal være, men den, at du er genløst og forsonet ved Guds Søns blod, sådan som du er. Og først da, når du enten med sjælens inderlige sult og tørst rækker troens svage arme ud efter Jesus eller ved en pludselig åbenbaring af hemmeligheden får se, at du allerede er frelst i Kristus, og du altså virkelig tror på ham – først da bliver dit indre forvandlet, så du fra den dag ser en ny verden, har nye tanker, ny lyst, nye ord og gerninger. Denne fødsel behøver altså ikke at finde sted, før du må tro; den følger efter troen, som Luther siger: «Troen er et Guds værk, som forvandler og genføder os af Gud og gør os til nye mennesker.» Det er ikke som omvendt og genfødt, du skal fly til Kristus, men som «ugudelig» og fortabt (Rom 4,5). Det er ikke når du bliver sådan, som du skal være, at Kristus hjælper, men når du ikke er og ikke kan blive sådan, som du skal være.

Men du siger: «Skal der da ikke, før jeg må tro, finde en grundig frelse sted, hvor synderne bliver slettet i skyldregistret?» Svar: Vid, at den grundige frelse sker nu aldrig mere; den skete for 1800 år siden på retterstedet Golgata ved Jerusalem. Om den står der skrevet: «Da Jesus nu havde fået eddiken, sagde han: Det er fuldbragt, og han bøjede hovedet og opgav ånden.» Læg mærke til det: Fuldbragt! Se, dér er den grundige frelse! Da «stiftede Gud fred ved blodet på Kristi kors og forsonede ved ham alt med sig på jorden og i himlen» – se, dér er den grundige frelse! Da blev «gældsbrevet, som var imod os, naglet til korset», og Gud blev forsonet. Se, dér er den grundige frelse, og nogen anden grund end den kan ingen lægge. Ja, det var så fuldkommen en frelse og forsoning, at Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånden efter loven er fuldkommen tilfreds og aldrig mere i nådetiden er unådig mod synderen og støder ham bort på grund af nogen synder, men ser alle synder tilstrækkeligt betalt og nu højlydt byder: «Kom tilbage, I frafaldne børn, I skal få dobbelt igen af Herrens hånd for alle jeres synders straf; for overtrædelsen er taget bort, skylden forsonet og den evige retfærdighed bragt frem. Kom til mig, alle I, som arbejder og er tynget af byrder, og jeg vil give jer hvile, og I skal finde hvile for jeres sjæle.» For at få nåde står der nu kun budet om troen tilbage: «Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt.» Med ét ord: den, der skal tro sig frelst, skal vende sin tro 1800 år tilbage til det, der dengang skete i Kristus. «I hans død min synd forsvandt, så er jeg salig vorden.» Den, der skal tro sig frelst, skal flytte sin tro over på Golgata bjerg, på det, der skete dér, og ikke bygge den på det, der nu sker i ham selv.

Men nu står der jo alligevel: «Omvend jer og tro på evangeliet.» Det kan være, at denne omvendelse ikke betyder det samme som forbedring, fornyelse og helliggørelse eller udrensning af det onde, som man formentlig ikke har kræfter til, før man er podet ind i Kristus og har fået den helliggørende Ånd; så kræves der dog det, som denne omvendelse betyder, nemlig anger, sønderknuselse, sorg over synden. Jeg er bange for, at den ikke er, som den skal være hos mig; jeg er snarere hård og forhærdet, og hvordan kan jeg så tro? Svar: Det er sandt, der kræves omvendelse. Den begynder med en vis følelse af synden og går så, under omvendelsesforsøgene, over i syndserkendelse, åndelig fattigdom, hvor man er berøvet al trøst i sig selv. Men for at vide, om din omvendelse er, som den skal være, må du kende og tænke over dens formål; for det, der opfylder sit formål, er, som det skal være. Nu spørges der: Hvad er omvendelsens egentlige formål? Omvendelsens første og egentlige formål er slet ikke, at du ved den skal blive velbehagelig for Gud og få nåde, men at du skal drives til Kristus, sådan som Paulus vidner: «Loven er blevet vores opdrager til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjort af tro» (Gal 3,24). Kan du derfor endnu en tid gå borte fra Kristus, borte i verden og sikkerheden, uden vished om, at du har nåde hos Gud, så er din følelse af synden sandelig for lille. Kan du endnu søge din salighed i dit eget omvendelsesarbejde, din anger, din bøn osv., så er din erkendelse af synden ikke rigtig. Men så snart du ikke får nogen fred, ikke kan leve i verden og i uvisheden om Guds nåde, og endnu mere: så snart du ikke kan få nogen trøst i dig selv, i din egen omvendelse, anger, bøn osv., men sådan som du er må fly til den rene nåde i Kristus – så er din omvendelse rigtig, for den opfylder sit formål, som var at drive dig til Kristus. Og i ham er du så reddet og frelst – du er inden for tilflugtsbyen. Den, som har Sønnen, har livet. Du forstår altså, at hvis din erkendelse af synden er rigtig, så vil du ikke selv finde den sådan, som du gerne ville, for så ville du få trøst i den, så ville du få trøst i noget i dig selv; og det var netop al den slags trøst, der skulle tages bort. Den rette omvendelse er altså utilfredshed med sin omvendelse, ja, sådan en følelse af hårdhed og sikkerhed, af denne inderste og dybeste fordærvelse, at du må dømme dig selv til bunds – ikke i den flygtige følelse, men i din fulde overbevisning – som hård, sikker, ugudelig, fortabt og fordømt. Først da får Kristi blod æren for alene at frelse dig.

Kort sagt: spørger du, hvor meget følelse af synden der så kræves, kan man svare dig: Det er ikke meget – nemlig kun så meget, at du ikke kan leve uden Kristus, ikke kan få ro, før du er frelst i ham. Mere kræves der ikke, men heller ikke mindre. Det er også en vildfarelse at tro, at sorgen over synden først skal have sin tid før troen, og at så kommer tiden for tro, fred, glæde og lutter hellighed. Nej, begynd blot at tro på Kristus, og følg ham så i den daglige omvendelse, så skal du nok siden komme til at mærke synden mere end før.

Et af Djævelens allerfineste og stærkeste kneb er så det følgende: Her er et menneske, som i almindelighed tror alt Guds ord og samtidig for alvor søger dets kraft i hjertet og i livet, men har en eller anden sværere synd på samvittigheden. Så giver han det disse tanker ind: Evangeliet er nok sandt og nåden stor og synderne taget bort, så syndere i almindelighed kan få nåde; men – med dig er det jo et særligt tilfælde, for du ved selv, hvad du har gjort. Bare det og det ikke havde været (som en af de stumme og himmelråbende synder mod det femte, sjette eller syvende bud), så kunne du have fået nåde; men nu er du en særlig undtagelse. Se, dette: «Du er en særlig undtagelse», er det giftigste kneb fra den gamle slange, som er «en løgner og en morder fra begyndelsen». For sandheden er, at der ikke findes nogen undtagelse, intet særligt tilfælde, hvor Kristi blod ikke rigeligt og mægtigt forsoner, når en synder i nød tager imod det med troen. Det er netop evangeliets vigtigste indhold, bekræftet både med ord og eksempler gennem Det Gamle og Det Nye Testamente, «at selv om jeres synder var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne, og selv om de var røde som purpur, skal de blive som uld» (Es 1,18). Talende eksempler herpå er David, som havde begået hor og mord, Manasse, røveren på korset, den store synderinde, Peter, der fornægtede, og mange flere. Ja, det er netop for sådanne svære tilfælde, som ingen i himlen eller på jorden ellers kunne hjælpe, at Guds Søn blev menneske, blødte og døde, for at enhver, som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv. Kort sagt: du kan aldrig have syndet så grueligt, aldrig være sunket så dybt, at Guds Søns blod ikke rigeligt kan læge det, så snart du i oprigtig omvendelse tager imod dette blod med troen. Men for at også hjertet og samvittigheden kan finde ro, er det ofte nødvendigt ved sådanne sværere fald at bekende i fortrolighed for en sjælesørger eller en sand kristen, og så falder den trykkende byrde som regel af.

Endelig kommer et oprigtigt nådebarn også i bekymring over, at selv om det søger og tror nåden i Kristus, mærker det dog ikke nåden i sit hjerte, men føler i stedet synder og kval dér. Her vil vi lade doktor Luther svare med sine ord i en prædiken på påskedag, der lyder sådan: «Her melder der sig nu et spørgsmål: Eftersom Kristus er død og har taget vores synder bort og gjort os retfærdige, hvorfor mærker vi så stadig synden og døden i os? For synden gnaver og stikker jo stadig i vores samvittighed, og den samme onde samvittighed gør, at vi frygter for helvede? Svar: Jeg har ofte sagt før, at det er én ting at føle og en anden at tro. (Troen holder sig til det blotte ord, trods alt, hvad følelse og fornuft siger. Følelsen derimod holder sig kun til det, der findes hos mennesket, trods alt, hvad Guds ord siger.) Følelsen er altså imod troen og troen imod følelsen. – – Derfor må man her gå bort fra følelsen og ganske enkelt fatte Ordet med ørerne, netop som det lyder, og ligesom skrive det ind i sit hjerte og holde fast ved det, at mine synder er taget fra mig, selv om der ingen tegn var på det, men jeg stadig mærkede dem hos mig. Man må ikke rette sig efter følelserne, men man må holde fast ved, at døden, synden og helvede er overvundet, selv om man synes at mærke, at man stadig befinder sig i synden, døden og helvede. For selv om følelsen af synden stadig er tilbage hos os, sker det dog kun for at drive os til troen og gøre os stærke i den, så vi, stik imod al følelse, må tage imod Ordet og siden altid støtte vores hjerter og samvittigheder til Kristus. Sådan fører troen os nu, stik imod al følelse og fornuft, ganske stille og roligt gennem synden, gennem døden og gennem helvede. Derefter følger så, at vi også får vores forløsning at se – så fuldkomment føler og ser, hvad vi før kun havde troet, nemlig at synden, døden og alt ondt virkelig var taget fra os.

«Her vil vi høre en lignelse om fiskene i vandet. Når de er lukket inde i vodden, trækker man dem så langsomt ind mod land, at de ikke mærker andet, end at de stadig er i det frie vand. Men når man trækker dem op på land, så ligger de nøgne og bare, så spræller de og mærker først nu, at de er fanget. Sådan går det også her med sjælene, når de bliver fanget i evangeliet, som Kristus sammenligner med et vod i Matt 13,47. Når evangeliets ord indtager et hjerte, binder det hjertet til Kristus og fører det så stille og roligt ud af helvede og synden, at sjælen imens ikke mærker eller synes andet, end at den stadig er i sin synd og død. Så opstår der en kamp, hvor følelsen kæmper imod troen og troen igen imod følelsen. Og jo mere troen vokser, des mere svinder følelsen, og omvendt. Synden hænger stadig ved os, såsom hovmod, griskhed, vrede og den slags, og det kun for at drive os til troen, så den kan vokse fra dag til dag.» Så vidt Luther. Det var den samme lære, Jesus gav Thomas, da han sagde: «Fordi du har set mig, Thomas, tror du; salige er de, som ikke ser og dog tror» (Joh 20,29).

Skrupler af mere barnlig art er for eksempel følgende: «Jeg tror nok, at mine synder er tilgivet, men jeg er ikke i min kristendom og mit daglige liv, hvad jeg efter Guds ord og vilje burde være; det er grunden til, at jeg ikke kan tro sikkert, at jeg står i nåde og venskab hos Gud.» Svar: For det første er det en stor vildfarelse at tro, at man kun får tilgivelse i den første store omvendelse for de synder, man har begået i vantroens mørke, men at man siden selv skal leve så syndfrit, at man derved skal beholde Guds venskab. Nej, vid, at også de mest oprigtige kristne og de største helgener altid har haft brug for den daglige syndernes forladelse, og derfor blev de lært at bede om syndernes forladelse i Guds børns daglige bøn, Fadervor, så længe de lever. Og det, fordi de hver dag har virkelige synder; for hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv (1 Joh 1,8). Men lige så sikkert er det også, at vi for Gud har en fuldkommen retfærdighed i Kristus, som dækker ikke blot de tidligere og overvundne synder, men netop de nuværende synder, der stadig hænger stærkt ved os, og altså netop det, der nu mangler i vores liv; som apostlen Paulus siger: «Det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte synden i kødet, for at lovens krav *) skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden» (Rom 8,3–4). Læg mærke til det: Vi har allerede ved Kristus den retfærdighed for Gud, som loven kræver. Altså er det jo manglerne i dit liv, der udgør de synder, som du har den daglige tilgivelse for.

*) Den gamle oversættelse: den retfærdighed, som loven kræver.

Så skulle vi altså ikke behøve at leve kristeligt, overvinde og aflægge synden, efter at vi er begyndt at tro på Kristus, spørger nogen, hvis han har vundet os den retfærdighed, som loven kræver, «det, som loven ikke kunne udrette»? Svar: Sandelig ikke for at vinde eller beholde nåden hos Gud, ikke med det formål; for det ville være at fornægte Kristi fortjeneste, dens værdi og ære. Derfor siger Paulus: «Jeg forkaster ikke Guds nåde; for hvis retfærdighed kommer ved loven, så er Kristus død forgæves.» Men det er af en anden bevæggrund og i en anden hensigt, at vi skal – og i samme grad som vi tror, af hjertet vil – leve kristeligt, nemlig af kærlighed og taknemlighed for den frit skænkede, store og uudgrundelige nåde; som Jesus sagde: «Elsker I mig, så hold mine bud.» Med andre ord: Der er to spørgsmål eller forhold i en kristens liv, som må holdes langt fra hinanden. Det ene er hans liv – med tanker, begær, ord og gerninger. Dér kan han aldrig være streng og nidkær nok i at være, hvad han bør efter Guds lov og vilje; dér kan han aldrig se nok på sig selv og sine gerninger. Det andet er spørgsmålet om hans benådning hos Gud, som sker i troen og samvittigheden; dér kan han aldrig foragte sine egne gerninger og fortjenester nok og ophøje Kristi; dér kan han aldrig se nok bort fra sig selv; for dér burde han kun se på Jesus, den ophøjede. Når det gælder om at leve, burde vi være bange og omhyggelige, men da er vi som regel alt for letsindige og sikre; og når det gælder om at tro, at tro nåden hos Gud, burde vi være frie og trygge på Kristi fortjeneste, men dér er vi som regel alt for lovbundne og bange. Alt dette ligger også i Apostlens ord: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde» – det er livet; «og hvis nogen synder, så har vi en talsmand hos Faderen» – det er troen (1 Joh 2,1).

Det er også en vildfarelse at tro, at det at lære og tage imod den store, frie nåde af sig selv føder sikkerhed og foragt for gode gerninger. For det første er det aldrig Kristi evangelium, der bærer så onde frugter, men det er Djævelen og det faldne menneske, som gør, at også dette allersaligste nådemiddel, evangeliet, af nogle bliver misbrugt til sikkerhed. Og for det andet er nåden aldrig blevet tilsagt de sikre, ubodfærdige syndere, men for de fattige forkyndes evangeliet. Og disse åndeligt fattige, sønderknuste sjæle skal altid hente så meget mere lyst og kraft til helliggørelse af nåden, jo mere de kan tro; som Jesus så forunderligt viser med eksemplet i Luk 7,41–47, at den, der får mere tilgivet, elsker mere; men den, der får mindre tilgivet, elsker mindre. Da evangeliet nu er en Guds kraft til frelse for disse fattige syndere, en duft af liv til liv, må det forkyndes for deres skyld – også selv om det er en duft af død til død for dem, der sover, er sikre og kødeligt misbruger det.

En anden bekymret sjæl siger: «At synde mod samvittigheden og mod bedre vidende er jo at synde med forsæt, og det kan jo ikke forenes med nåden? Jeg stakkels synder har desværre gjort det. Jeg kan da ikke tro på nåde også for sådanne synder?» Svar: At synde mod samvittighed og bedre vidende er visselig forfærdelige synder – og det ville visselig være bedre, at du aldrig nogensinde i alle dine levedage syndede sådan, men altid med årvågenhed og bøn bevarede dit hjerte i Guds frygt – men en anden sag er det, og det må heller ikke skjules, at også disse allersværeste synder allerede er sonet og taget bort i Lammets blod. Og når nu også du er alvorligt bedrøvet over din synd, ønsker, at den ikke var sket, og aldrig mere vil synde sådan, og du med dette oprigtige sind søger renselse i Lammets blod, så kan det ikke benægtes, at din synd også er taget fra dig og helt tilgivet og glemt hos Gud; for ellers var Kristus ikke en fuldkommen Frelser og Forsoner hos Faderen; ja, ellers var evangeliets nåde intet andet end lovens ret. For i 5 Mos 19 og flere steder er det bestemt forordnet af Gud, at den, der havde syndet uden forsæt, uvidende eller ved et uheld, for eksempel havde dræbt et menneske, ikke skulle straffes, men forsvares som uskyldig mod blodhævneren. Det er altså loven og retfærdigheden, som frikender dem fra skyld og straf, der synder uden forsæt; ja, al menneskelig retsfølelse dømmer på samme måde. Men læg mærke til, at nåde dog må være noget andet end ret, og især en nåde, som er vundet for os med en så stor og dyr løsesum. Denne nåde rækker altså til at tilgive de synder, som lov og ret ikke kan eftergive; som Apostlen siger: «Er det af nåde, så er det ikke mere af gerninger, ellers er nåden ikke mere nåde» (Rom 11,6). Alligevel kan det ikke med sandhed siges, at en sand kristens synder i egentlig forstand er forsætlige; men synder han med vidende, så er han altid overvældet af fristelsen, af «loven, som er i lemmerne», som Paulus siger: «Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så er det ikke længere mig, der gør det, men synden, som bor i mig» (Rom 7,20). Men i fristelsens stund, når den stridende og kæmpende ånd allerede er overvundet, ser det ud, som om man synder med forsæt, idet viljen er besejret og vundet af synden i striden. Men åh, hvor lider den oprigtige sjæl ikke! Hvor meget hellere havde den ikke været fri både for fristelsen og synden! Derfor skal man lægge mærke til, at selv om også synder, der er begået med forsæt, bliver tilgivet, når de oprigtigt angres, så står de synder, som du har til hensigt fortsat at begå, dog aldrig under tilgivelse; for dér er der da et forsætligt ubodfærdigt sind, og det har Kristus med al sin fortjeneste aldrig forsvaret. Sådan en hellig grænsemur er her rejst af Guds ord og Guds rene, hellige Ånd, hvorved al forsætlig ubodfærdighed og åndens falskhed er lukket ude fra nåden. Læg derfor her til sidst mærke til endnu en særlig hemmelighed:

Du ligger måske i en hemmelig yndlingssynd, en forsætlig syndeøvelse. Du vil ikke blive fordømt, men du vil heller ikke forlade synden; men du har nok lys fra Ordet og vækkelse fra Guds rene, hellige Ånd til, at du ikke kan få hvile i den falske trøst, det vil sige trøst under forsætlig ubodfærdighed. Du prøver at tage trøst i evangeliet, du hører og forstår om den rige, store, ufortjente nåde i Kristus og søger under den at få ly for dig selv og dit kære barn, din yndlingssynd; men der bliver aldrig fred, du har altid noget, der uroer og skurer som sand i øjet, noget, der gør, at når andre glæder sig over nåden af hele deres sjæl og mund, så er du forstummet og går bort lige så urolig, pint og plaget i dit indre. Hvad er grunden til, at det stormer sådan og går dig så ilde? Jo, den yndlingssynd, den Jonas, der ligger og sover nede i skibet (Jon 1), må kastes ud, hvis havet skal blive roligt, og du ikke skal gå under. Men du siger: «Til at kaste den ud, eller til at forlade synden, er jeg for svag, jeg har ikke kraft til det.» Så er du vel en af dem, der ikke er egnet til at gå ind i Guds rige, og om hvem Jesus siger: «Den, som ikke fornægter sig selv, den, som ikke kan miste sit liv for min skyld – den, som lægger sin hånd på ploven, men ser tilbage, han er ikke egnet til Guds rige» (Luk 9,23.24.62). Men får nådens værk i din sjæl lov at gå fremad, så kommer nok den tid, da du gerne forlader alt og river det øje ud, der forfører dig. Det er også dyrt at kaste en skibsladning i havet, som man har givet mange penge for; det gør man ikke i godt vejr; men når der er rejst en storm, som truer livet og truer hele skibet med alt, hvad det rummer, da kaster man den ud for at redde det hele. Når du mærker, at det gælder om at flygte fra afgrundens mørke og dyb, som truer med at opsluge dig hvert øjeblik, og du desuden er blevet grundigt gennemarbejdet, udpint og gjort død for egenviljen, da går det let at forlade alt, i det mindste med forsættet og sindet, selv om du ikke straks bliver fri for det onde, fri for enhver fristelse, strid og ethvert nederlag. Men det er forunderligt, at så snart sindet bliver oprigtigt, kan evangeliet trøste, selv om der stadig kommer nederlag i striden; men ikke, så længe åndens falskhed varer. Rigtignok kan du også få ro ad en anden vej end den oprigtige omvendelses vej, nemlig hvis du forhærder dit hjerte, står den vækkende Helligånd imod og driver ham bort. Så kan du visselig få lov at beholde din synd, og den sover i dit skød, men din fortabelse sover ikke (2 Pet 2,3). Men læg endnu en gang mærke til, hvad der blev sagt her: at det her drejer sig om sindet, om at man med overlæg holder fast ved synden; for at du ikke straks bliver helt fri for synden, men stadig må klage med Paulus: «Jeg ser en anden lov i mine lemmer, som kæmper mod den lov, der er i min ånd, og tager mig til fange under syndens lov osv., jeg gør det, jeg ikke vil» og så videre (Rom 7), det skal ikke fordømme dig; det er alle troendes fælles nød og klage, så længe de er på jorden. Og særlig er synden mægtig, når lovsindet stadig hersker i hjertet, og du synder ofte og groft, om du end er nok så oprigtig i at ville undslippe synden; desuden kan Djævelen stadig få lov at sigte dig og vælte dig omkuld, når formastelighed eller træghed kræver en dyb ydmygelse. Om alt sådant er der ikke tale her, men om det falske sind, der tænker at beholde synden. Det er det, der gør, at du ikke får nogen sand trøst af hele evangeliet.

Men hvem kan opregne alle de skrupler og vanskeligheder, som den gamle slange, Djævelen, og det listige hjerte sammen med fornuften og følelsen kaster frem for at skygge for evangeliets hemmelighed og for at forrykke og forvirre vores sind og vores tro? Vi har her intet andet råd, hvis vi under alt dette skal kunne blive frelst, end hårdt og alvorligt at lukke øjne og ører for alt, hvad der ikke er Guds eget ord, og uden det mindste sideblik blot holde øjet på Herrens ord, kun se på Jesus, den korsfæstede, og på den nåde og den retfærdighed, som i ham er vundet, skænket og tilsagt os. Men denne kunst er overmåde svær, ja, uden Guds særlige hjælp umulig for sjæle, der virkelig er vakte; derfor må vi her bøje og ydmyge os dybt for Gud og bede om Herrens Ånd, visdommens og åbenbaringens Ånd til at kende ham. Når nu Kristus i Luk 11,13 har givet et særligt løfte og en forsikring om, at Helligånden skal gives dem, der beder ham, så lad os ofte tage dette løfte med os i bønnen, holde det frem for Gud og bede om Åndens lys; og vi skal få se underfulde og herlige ting i Kristi evangelium, så vores hjerte skal undre sig og udvide sig, fryde sig og smelte. Men ham, som har magt til at styrke jer – efter hemmelighedens åbenbaring – Gud, som alene er vis, være pris og ære ved Jesus Kristus i evighed. Amen.