Den gamle strid, eller den fortabte søns broder

(Niende årgang, 1850)

Der er endnu et så vigtigt stykke tilbage af Luk 15, at den, som ikke betragter det, kun har fået et halvt og falsk billede af Kristi rige på jorden ud af dette Kristi righoldige og fuldstændige maleri. Den, som vil have et helt og sandt billede af det, skal betragte begge dets sider, læse Kristi ord helt til ende og betragte dem (Gud give det i en lykkelig stund!) under alvorlig selvprøvelse! – Herren siger:

Men hans ældre søn var ude på marken, og da han kom nær huset, hørte han musik og dans og kaldte en af tjenerne til sig og spurgte, hvad dette kunne være. Og han sagde til ham: Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.

Da blev han vred og ville ikke gå ind. Så gik hans fader ud og bad ham. Men han svarede og sagde til faderen: Se, så mange år har jeg tjent dig og aldrig overtrådt dit bud, og mig har du aldrig givet et kid, så jeg kunne gøre mig glad med mine venner. Men nu, da denne din søn er kommet, han som har fortæret dit gods med skøger, har du slagtet fedekalven til ham. Da sagde han til ham: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men man måtte jo glæde sig og fryde sig; for denne din broder var død og er blevet levende igen, og han var fortabt og er fundet igen.

Hvad mon dette er? Hvad mon Kristus vil lære os med sådan en tilføjelse til historien om den fortabte søn? Her er noget underligt. Han taler om faderens ældre søn – og faderen siger til ham: «Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit». Må han så ikke forestille et Guds barn? Men læg mærke til, hvordan han beskrives, nemlig sådan, at han bliver vred, da han hører om den nåde, som hans fortabte broder har oplevet; at han ikke vil gå ind og tage del i den fælles glæde over det; at han til sidst siger til faderen, for det første at han selv aldrig er veget fra hans bud, men altid har tjent ham, og for det andet at faderen alligevel aldrig har givet ham nogen glædesfest, ja, ikke engang så stor en glæde, sammenlignet med den fornedrede broders, som et kid er mod en fedekalv. Hvad mon Kristus vil med sådan en skildring? – Åh, gid hans hensigt måtte nås hos nogen iblandt os, som læser dette! Som en mester i at tale bruger Herren de fineste vendinger for om muligt at gribe og gennembore de fortryllede, sikre hjerter. Den førstefødte søn i huset, hjemme hos faderen, ejer af alt, hvad faderen har; men med det sind, at han påberåber sig sin egen fortjeneste og alligevel siger, at han aldrig har fået nogen glæde, og knurrer over, at nåden bliver overstrømmende, hvor synden er blevet overstrømmende – netop dette dobbelte og tvetydige er det fine og skarpe i Kristi ord på dette sted. For de er rettet mod et dobbelt og tvetydigt folk – mod sjæle, som efter deres egen dybeste overbevisning er sønner, der trofast arbejder og tjener Faderen og derfor er hans retmæssige arvinger, men som i virkeligheden, i det skjulte indre, i hjertet, er sådan, som Herren her beskriver dem. Talemåden er altså her den samme, som når Herren taler om grene i ham, som alligevel ikke bærer frugt og ikke bliver renset, beskåret og bøjet, men vokser frit og til sidst skal brændes (Joh 15); eller når han taler om en mand ved brylluppet (Himmeriget, nådens rige på jorden), som ikke, sådan som de fleste, har afslået indbydelsen, men har brudt igennem alle hindringer og er kommet til brylluppet, men – bliver kastet ud i mørket udenfor, kun fordi han ikke havde bryllupsklæder på (Matt 22).

Ud fra den smukke sammenhæng mellem denne lignelse og anledningen til den ser vi let, at Kristus med denne ældre søn i første række betegner farisæerne og de skriftkloge. Lignelsen kom i stand, fordi de knurrede over Kristi store nåde mod uværdige toldere og sagde: «Denne tager imod syndere og spiser med dem». Derfor slutter lignelsen nu med, at faderen spiser med den hjemvendte søn, og at den ældre knurrer over det. Det er altså i første række farisæerne, som betegnes med denne knurrende søn. Men her har mange fundet det alt for underligt, at Herren Kristus kan sigte til en falsk åndelighed og alligevel kalde dem sønner og lægge faderen ordene i munden: «Du er altid hos mig, og alt mit er dit»; hvordan kunne han sige sådan, hvis ikke denne søn betegner sande Guds børn? Men det er der til dels allerede svaret på. Den hellige Gud, som ikke lader sig spotte, plejer netop at tale sådan med hyklere, når de ikke lader sig sige noget med enkle, tydelige ord, når de aldrig hører eller tror sandheden. Det har man bemærkelsesværdige eksempler på i 1 Kong 22 og 2 Kong 8,7–15 m.fl. For det andet er dette en gammel og stærk måde at føre bevis på i stridigheder, nemlig at man for en stund antager en af modpartens grundsætninger og så i sin bevisførelse går ud fra denne antagelse for så meget stærkere at påvise modpartens dårskab og slå ham med hans eget våben. Så antager man altså for en stund noget, man aldrig selv mener, men netop det modsatte. Kristus forhandlede her ikke med farisæerne om, hvad de selv egentlig var for Gud, men ville sige: Lad det være, at I er de nioghalvfems får, som aldrig er blevet fortabt, og som «ikke har brug for omvendelse» (v. 7); lad det være, at I er de sønner, som altid er hjemme hos faderen og er hans trofasteste tjenere og nærmeste arvinger; men I bliver vrede over faderens nåde mod jeres faldne broder! I roser jer selv og dadler jeres fader, som om han ikke engang har gjort ret mod jer! Hvad synes I så om jeres fromhed? *)

*) På denne måde har mange oplyste løst knuden på dette sted: «Frelseren argumenterer, som man siger, ud fra en indrømmelse, skønt han på ingen måde selv godkendte det, som han havde indrømmet for at overbevise dem. – Man må på ingen måde slutte, at det jødiske folk i almindelighed og farisæerne i særdeleshed var sådan (v. 29), som de selv gav sig ud for at være; heller ikke må man mene, at Jesus anerkendte deres fromhed og deres stræben efter dyd (jf. Matt 5,20). Men for så meget mere at overbevise dem om deres vildfarelse indrømmer Jesus så at sige, at de udmærker sig ved al stræben efter dyd; men selv når dette var indrømmet, var det dog uretfærdigt og utilladeligt, når de med et ondsindet sind, fuldt af misundelse, forfulgte toldere og hedninger, som i sandhed angrede og vendte om til et bedre liv.» Scholten 301.

Men nu vil vi komme til os selv og til en anvendelse af dette. Eller mon denne ældre søn kun havde sine modstykker i jødernes land? Skal vi så egenrådigt bedrage os selv ved at antage, at kun den første halvdel af denne Kristi herlige lignelse har sit modstykke iblandt os, men ikke den sidste halvdel? Er det ikke vist og klart som solen, at hvis vi har de samme egenskaber, den samme art og ånd som denne søn, så er vi af det samme folk og er netop sådan, som Herren tegner med sin beskrivelse af denne søn? Det er jo selve ubodfærdigheden kun at udlægge Herrens ord om andre – andre personer og forhold – og ikke selv tage noget af det til sig. Det allervigtigste ved al betragtning af Guds ord er jo at anvende det på sig selv. Nu er det heller ikke kun en enkelt iblandt os, der svarer til den ældre søn, men en hel flok af dem, som har nidkærhed for Gud, og det i alle stænder, lærde og ulærde, om end i grovere og finere skikkelse. Ingen være sikker! Det er noget, som ligger i alles natur, ligger os alle meget nær, at vi i vores selvretfærdighed endnu er tilfredse med os selv, når vi for Herrens skyld har givet afkald på, gjort og oplevet noget mere end andre. At være hyklerisk mod sig selv, skånsom mod sig selv, sikker og ubekymret om det skjulte onde indeni og således svare til den ældre søn – det ligger os alle alt for nær. Færre er de, som gennem syndenødens og den helt ufortjente nådes snævre port er kommet til den yngre søns ydmygende, men salige stilling i Faderens favn. Lad os derfor give godt agt på Herrens beskrivelse af den ældre søn.

Det første, Herren bemærker om ham, er, at han var ude på marken, da hans stakkels broder kom tilbage og blev så højt benådet af faderen. Allerede dette har noget at lære os. Det betegner nemlig det kendetegnende ved denne åndelighed: at den beskæftiger sig med ydre ting, er ude fra sit hjerte og fra Faderens hjerte, «ude på marken», optaget af udvortes fagter, udvortes tjeneste og overholdelser. Det var det, Herren ofte påpegede hos farisæerne. Når vi nu skal tale om os selv, bør vi dog her lægge mærke til den forskel, at nogle er så langt ude på marken, at de kun tænker på andre, kun arbejder og virker godt for andre, enten med almindelige barmhjertighedsgerninger eller ved at støtte religiøse og menneskekærlige foretagender, fx missions- eller afholdsarbejde og andet af den slags, men endnu aldrig selv er gået gennem den snævre port, aldrig i «omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus Kristus» er blevet ret fordømt i sig selv og ret salig i Kristus; i stedet har deres vakte nidkærhed for Gud straks vendt sig udad, til ustandselig tjeneste, sådan som denne søn straks siger: «Se, så mange år har jeg tjent dig». Andre går vel noget nærmere omvendelsens vej, så de arbejder på sig selv, men alligevel kun med ydre ting, med at aflægge deres ydre synder eller gerningssynder, så den, der har stjålet, ikke stjæler mere, og den, der har bandet, drukket, vanhelliget sabbatten osv., aflægger den slags og nu begynder at leve fromt, stille og gudfrygtigt, at øve sig i bøn og betragtning af Guds ord osv. Men hjertet, tankerne, det onde indeni – det bekymrer de sig ikke om! At kende og erkende Guds retfærdige dom over sig, som syndere at søge Guds barmhjertighed i Kristus og blive retfærdiggjort ved troen – det er noget, de nok har hørt og læst om, men ikke selv oplevet. Det var det, Herren ofte påpegede: «I gør bægeret og fadet rene udvendig, mens de indvendig er fulde af rov og umådeholdenhed». – «I giver tiende af mynte og dild og kommen, men har ladet det fare, som vejer tungere i loven, nemlig retten og barmhjertigheden og troen.» Men hvad så? Skal man da ikke aflægge gerningssynder; skal man ikke også virke for sin næste og fx tjene velgørende foretagender; ja, skal man ikke også give tiende? Herren siger: «Det ene skal du gøre og ikke lade det andet være». Når du blot først og fremmest virkelig giver agt på hjertet, på det indre, på retten, barmhjertigheden og troen, så er den ydre virksomhed kronen på den ægte brud; men vi må være oprigtige mod os selv! – og give agt på, om det virkelig forholder sig sådan med os, at vi med vores omvendelse er kommet helt ned til bunden og i denne omvendelse er blevet ydmyget, mistrøstige, fortabte, men også salige i Kristus; ellers er den ydre fromhed og virksomhed kun en stjålen hæderskrans på en skøge. Kort sagt: det, vi her har bemærket ved ordene «han var ude på marken», er netop grunden til alt det, som videre følger om denne søn; for netop det, at man kun beskæftiger sig med ydre ting, sådan nogle, som man kan klare, sådan nogle, som man formår at udføre, netop det er grunden til al den selvtilfredshed, den ubrudte selvretfærdighed, som siden viser sig i forargelse over den overstrømmende nåde og over, at mere uværdige syndere glæder sig over og roser denne nåde – det følger der snart mere om. Så kan farisæerne være så alvorlige, nøjeregnende og nidkære med disse ydre overholdelser, at de kan se skæven i deres broders øje, at de gør selve Herren til en synder, som den der brød det tredje bud (Luk 13,14–16 m.fl.), men den store bjælke i deres eget øje, at hele deres hjerte og sjæl er sunket ned i blind sikkerhed, selvretfærdighed, vantro, kulde over for Kristi blod, had og misundelse mod brødre – den store bjælke bliver de ikke var.

Nu følger videre, at da denne ældre søn fik at vide af en tjener om den store nåde, som hans broder glædede sig over, og hørte larmen fra glædesfesten, «da blev han vred og ville ikke gå ind». Læg mærke til det: han blev ligefrem vred! Her er Kain åbenbar! Det er en helt bemærkelsesværdig vrede og bitterhed, som hos dette folk viser sig mod troens børn, der roser nåden meget. De vil hellere tilgive verden al dens ugudelighed og har det hellere med døde verdensbørn end med disse, som blot priser den ufortjente nåde og er nidkære for troens retfærdighed. Hvor kommer det fra? Lad det være, at nådens børn også har deres fejl og deres «ensidighed», ja, lad det være, at de også værdsætter loven for lidt; men det var dog ikke et sådant evangelisk «parti», som korsfæstede herlighedens Herre! De roser og elsker jo dog Kristus, mens verden derimod træder både loven og Kristi blod under fødder.

Derfor kan dette had, som de «kainske helgener» nærer mod troens børn, næppe forklares på naturlig vis. Som følge af denne indre bitterhed sladrer de og siger alt ondt om dem; sådan som Herren viser, at denne ældre søn ikke skånede sin broder; for mens Kristus kun havde sagt, at han i det fremmede land «ødslede sin ejendom bort ved et udsvævende levned», lader denne os vide, at han havde «fortæret faderens gods med skøger» (v. 30). Sådan gør Kain endnu i dag; han siger alt ondt og vrider alt til det værste, så snart det gælder Abel. Men nu skal vi se grunden til en sådan forbitrelse.

Da faderen går ud til sin vrede søn og beder ham komme ind og tage del i glæden, svarer han: «Se, så mange år har jeg tjent dig og aldrig overtrådt dit bud; og mig har du aldrig givet et kid, så jeg kunne gøre mig glad med mine venner. Men nu, da denne din søn er kommet, han som har fortæret dit gods med skøger, har du slagtet fedekalven til ham». Her er der især tre ting at lægge mærke til. For det første den grove og åbenlyse selvretfærdighed; for det andet bekendelsen af, at han alligevel ikke har fået nogen glædesfest; og for det tredje forbitrelsen over den overstrømmende nåde mod den uværdige broder.

Det første er selve grunden til det hele. Kristus angiver nøjagtig samme grund til denne knurren i lignelsen om arbejderne i vingården. De knurrende sagde: «Disse sidste har arbejdet én eneste time, og du har gjort dem lige med os, som har båret dagens byrde og hede» (Matt 20). Se nu her, hvor vigtigt det kendetegn på den rette omvendelse er, som vi bemærkede hos den fortabte søn, nemlig at han aldrig på sin omvendelsesvej nåede frem, hvor han ville, aldrig nåede målet, før han først blev overrasket af faderens nåde – eller at man altid forbliver utilfreds med sin omvendelse. Se her, hvor vigtigt det er for den, som vil komme til den rette omvendelse, at høre og adlyde, hvad Herren Gud byder, ikke selvisk at tage af Ordet, hvad man vil, og kun gøre så meget, som man vil, men høre, hvad Herren kræver – som i det første bud, hvor han vil have hele hjertet – høre, hvad Kristus siger i Matt 5, hvordan Gud dømmer efter hjertets mest skjulte følelser, tanker og begæringer. For hvor kommer det fra, at en vakt sjæl kan blive tilfreds med sin omvendelse og gudsfrygt, om ikke fra denne åndens falskhed, at man af Herrens krav kun tager så meget til hjertet, som man har lyst til, kaster sig over nogle ydre gerninger, nogle religiøse regler og øvelser, men lader hjertet være uden opmærksomhed og altså ikke bryder sig om lovens åndelige krav? At Herren vil være elsket af hele vores hjerte, af hele vores sjæl osv.; at Guds øjne ser sådan efter hjertet, at den, som blot bliver vred på sin næste, for Guds øjne begår drab; at den, som blot har urene begæringer, for Herrens øjne begår hor – se, det er for sådanne sjæle som en spøg og et ingenting. Gudsfrygten er ikke for deres øjne. Enten er de aldrig blevet ret vakt, eller også er samvittigheden atter faldet i søvn ved nogle gudsfrygtsøvelser. Så bliver man snart tilfreds med sin omvendelse og alvor; så regner man alt det med, man gør, men ikke det, man undlader, og så hedder det: «Se, så mange år har jeg tjent dig» osv., eller iblandt os, som ved, at der også hører anger til en ret omvendelse, hedder det snarere sådan: «Vi har båret dagens byrde og hede; vi har angret synden, kæmpet, våget, bedt, bedret os, kastet synden bort» osv. Nu er vel mange oplyste nok til ikke at udtrykke sig så groft, men kan dog inderst i hjertet nære den samme selvtilfredshed. Den, som har fået et dybere indtryk af Herrens hellighed og har mærket, hvordan man burde angre, våge, bede, kæmpe, vil aldrig sige: Nu har jeg gjort det, som jeg burde, men: Jeg er i alt langt fra det. Kort sagt: den, som frimodigt taler om disse ting, har selv mindst forsøgt sig med dem; den, som har forsøgt det mere alvorligt, skammer sig ved det. Den fortabte søn har kun synd og skam at fortælle om; men hans broder siger: «Jeg har altid tjent dig» osv.

Men videre siger han: «Og mig har du aldrig givet et kid, så jeg kunne glæde mig med mine venner.» Hvad mon dette betegner? Jo, når fedekalven og glædesfesten, som den fortabte søn fik, betegner åndelig glæde og fred, så må også dette have en betydning som denne: «Jeg har aldrig fået nogen sådan salighed, fred og glæde, skønt jeg så længe og trofast har arbejdet i din tjeneste, o Fader!» Og dette er en ganske bemærkelsesværdig sandhed, men et forhold, som ikke kan andet end i højeste grad forbitre en sådan tjenende søn. Først må vi betænke, at det er en virkelig sandhed, at den, der lever i en sådan omvendelse og fromhed, at han er tilfreds dermed, aldrig får de benådede synderes vished om nåden, aldrig denne salige fred og glæde i Helligånden. Vel kan han undertiden være sikker og tryg på sig selv; men hvad «fred og glæde i Helligånden» vil sige, ved han ikke; det har han ikke smagt; for her gælder ordet: «Hvor synden blev stor, blev nåden endnu større.» Den salige omfavnelse, det faderkys, den ring eller besegling af barnekåret, den glædesfest osv., som den fortabte søn fik, kan trællen aldrig få, han som vil regne med Faderen efter fortjeneste; dér bliver der altid et koldt, dødt væsen og dertil en uvished, en hemmelig frygt, som så stærkt blander sig i eller afbryder den trøst, han har af Guds nåde på grund af sin omvendelse og hellighed, at han nok kan bekende, at denne fattige trøst, sammenlignet med helt benådede synderes glæde over benådningen, ikke er så meget som et kid sammenlignet med en fedekalv. Træd ind i en kreds af gerningshellige trællesønner, så skal du ikke høre om glæde og fryd over nåden i Kristus, men et herskende naturligt væsen og i bedre stunder en alvorlig overvejelse af, hvordan vi ved Guds nåde skal være og vandre i Kristi efterfølgelse og udrette noget godt; det er alt sammen godt og vel; men skal der være glæde, så må man vende sig til nogle mere anstændige forfængeligheder eller til noget godt, man selv har udrettet. Og så hører du dér, først og sidst, knurren over den yngre broders glæde over benådningen.

Dette er nu det tredje stykke i den ældre søns udbrud: «Da denne din søn kom, som har fortæret dit gods med skøger, slagtede du fedekalven til ham.» For rigtigt at forstå, hvordan en knurren mod Herren selv kan blive mulig, skal vi betænke, at farisæerne kun holdt Jesus for en profet; men da det nu for dem var afgjort, at de selv stod Gud nærmest, at de var de sønner, der altid havde tjent ham, og Jesus derimod erklærede, at en sådan tjeneste og fortjeneste slet intet gjaldt for Gud, men i stedet tilsagde fattige toldere nåde og salighed alene ved troen, så blev han for farisæerne en falsk profet, en «forfører», som de da uden betænkning kunne forkaste. Sådan lyder det også nu: «Hvem skulle sige et ord imod Guds nåde? Nej, den er os sandelig hellig og dyrebar; men vi taler om vildfarelsen, indbildningen og praleriet hos disse henrykte, som mener, at de allerede er salige og Guds børn, skønt de dog ikke så længe og så alvorligt har søgt og tjent Herren som vi, og ikke engang vi vover at rose os af at være Guds børn! Det er altså en skadelig vildfarelse, som opløser loven og lærer et løst evangelium og gør vakte sjæle opblæste i åndeligt hovmod – det er det, vi forkaster.» Se, sådan skal den forbitrelse forklares, som Kristus skildrer med denne knurren. Og på en vis måde kan man ikke undre sig over denne forbitrelse; for tænk, når et menneske i mange år efter Guds egne hellige krav har stræbt efter en alvorlig gudfrygtighed og alvorligt har tvunget sig til at forsage verdens og kødets lyster, mens andre har levet helt frit i dem, og når det er helt afgjort for det menneske, at man kun ad denne forsagelsens vej omsider skal nå til den store nåde at få tilegne sig Guds venskab og Kristi fortjeneste – og så kommer der en fortabt søn, som al sin tid har levet helt frit i synden efter sine lyster – så kommer en sådan, endelig slået af sine egne synders bitre følger og endelig forskrækket for Guds retfærdige vrede, og begynder at søge Guds nåde; og se, han kommer måske hurtigt til trøst, ja, til fred og glæde; hans synder synes ham så store, at han ikke vover at tænke på nogen godtgørelse, men straks falder ned og beder om lutter nåde, eller han bliver overrasket af faderens kærlighed, mens han endnu er langt borte; han begynder at prise Kristi fortjeneste, begynder at glæde sig over nåde og barnekår – kan man undre sig over, at dette må synes den første som det groveste selvbedrag, som vildfarelse og den dristigste formastelighed? Så hører man den ældre søns klage i denne tone: «Jeg har nu i så mange år været vakt og søgt Gud og hans ord og søgt at forbedre mig for at komme til tro i en sand nådens orden, og jeg kan endnu ikke rose mig af at være salig, at være ’Guds barn’, sådan som ’disse troende’ praler af; men bliver de salige, så håber også jeg at blive det» – eller sådan: «Går det så hurtigt og let at få arven tilbage, så kunne også jeg have ødslet min arv bort med skøger. Jeg har spæget mit legeme, mens andre har levet frit i synden, og nu skal de komme og være salige før mig» osv. Kan sådant ikke gøre et menneske «vred» (v. 28)? Det skal ingen undre sig over. Men hvor vil man hen med den store Herre? Ingen kan overvinde ham. Han gør med sit, hvad han vil (Matt 20,15). Det er dog nu engang hans evige råd, at syndere kun skal frelses af nåde. Deraf kommer det, som den oplyste L. Nyberg synger:

Den, der mere end tyve år / Har siddet under Moses’ tugt / Og mangen bitter angerstår / Har udgydt over magre kinder, / Må i vantro ofte lide, / At røveren frelses ved hans side.

Den, der på alle måder har søgt / At blive fri for syndens vælde, / Og har udholdt de samvittighedsris, / Som de lovkloge foreskriver, / Må dog, når han bliver træt af at løbe, / Købe nåde som nåde for intet.

Men når man betragter denne underlige nådens regering, kan man ikke undre sig over, at alle «fornuftige» folk, der er nidkære for Herrens ret, så længe de endnu ikke selv har smagt evangeliets kraft, må gyse for denne nådelære og påstå, at den åbner de videste porte for ugudeligheden, at den helt træder loven og omvendelsen under fode og lærer folk at synde frit og uhindret! Man kan godt se, hvorfor en Paulus måtte tage imod og besvare indvendinger som disse: «Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større?» (Rom 6); og igen kap. 3: «Nogle spotter os og påstår, at vi siger: Lad os gøre det onde, for at det gode kan komme» (v. 8); og igen v. 31: «Gør vi da loven til intet ved troen? Langtfra! Vi stadfæster tværtimod loven.»

Ja, men, vil nogen måske spørge, sker det da aldrig, at også nogle evangeliske kan gå for langt til deres side og falde i antinomistisk vildfarelse? Svar: Desværre vidner både kirkehistorien og erfaringen om, at også den vildfarelse virkelig er opstået til visse tider og på visse steder, at man har ment, det var en ny, velsignet opdagelse, at der kun burde prædikes evangelium og slet ikke lov og formaninger. Den vildfarelse er oftest opstået på den uskyldige måde, at man først har haft en salig erfaring af evangeliets kraft til at give liv og ånd, mens loven derimod sænkede sjælen dybere ned i afmagt og død; og så har man tænkt: «Hvorfor skal loven da prædikes, når den kun dræber? Både Skriften og erfaringen vidner jo om, at det kun er evangeliet, der giver liv; prædik derfor kun evangeliet.» Det er bedrøveligt, når ellers oplyste og benådede sjæle falder i denne vildfarelse. For det første giver det spotterne plads og de gerningshellige en kær triumf, og nu beskylder de alle evangeliske for den samme vildfarelse; desuden gør det i længden stor skade i ånden hos dem, der hylder den vildfarelse; for hvor lov og formaninger ikke bestandig salter, revser, driver og dræber, dér kan evangeliet ikke længe have kraft, smag og liv med sig. De har ikke besindet sig på, at evangeliet kun giver liv dér, hvor loven dræber, og at lægen og lægemidlet kun er kært og dyrebart, så længe der er sygdom i huset. Men «ved loven kommer erkendelse af synd». De har altså gjort som et enfoldigt barn, der opdagede, at de fine spåner brændte meget livligere end de tykke brændestykker, og derfor fandt på det råd, at man kun skulle fyre med pinde. Og sandt var det: det brændte bestemt livligt og hurtigt; men i længden blev der ikke megen varme i stuen af det. I længden duer det ikke at prædike evangeliet sådan, at lov og formaninger udelades – det er desuden altid lige imod hele Den Hellige Skrifts og imod Kristi og apostlenes eksempel, da der jo knap findes et eneste kapitel i Det Nye Testamente, hvor ikke også noget af lov eller formaninger salter den søde tale. Derfor er det en dårskab nu ved verdens aften at ville udtænke en bedre måde at prædike på end Skriftens gamle, gennemprøvede, som er, at «der i hans navn skal prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslag». Og igen: «Al skrift (mærk! al skrift), indblæst af Gud, er også nyttig til undervisning, til irettesættelse, til oprejsning, til opdragelse i retfærdighed» (2 Tim 3,16).

Mærk nu: det evangelium, som Kristus og Paulus forsvarer imod de gerningshellige, er ikke et sådant, hvor loven er udelukket; tværtimod har ingen forklaret loven så streng og høj i sine krav som netop den samme milde Herre Kristus, der her strides med den fortabte søns broder – ingen prædiker loven så strengt som en ret evangelist, der forstår at bruge den som en tugtemester til Kristus. Nej, striden, den gamle strid, kommer egentlig af selve evangeliets indhold og viser sig i måden at bruge og anvende loven og evangeliet på. Hovedspørgsmålet er ikke engang, hvor meget der drives på med hver af dem – det kan bero på tilhørernes behov og på, hvordan Ånden uddeler – men måden, hvorpå hver af dem anvendes, det er spørgsmålet. At syndere skal tilsiges nåde, når de er allermest uværdige, når de i alt er «langt borte», og at de retfærdige derimod, som virkelig har været bedre, skal fordømmes, når de mener ikke at behøve nogen omvendelse – det er en evig anstødssten og forargelsens klippe, især da den samme Herre også kræver retfærdighed og straffer synden. Når nu dette hovedstykke i evangeliet alligevel træder så klart frem i hele Guds ord, så kommer de gerningshellige i den største forvirring, når det gælder om at prædike og anvende denne lære. Så har de alt i et ynkeligt rod; der skal være lov, og der skal være evangelium; men måden og målet er helt indhyllet i et tykt mørke. Lov og evangelium blandes sådan sammen, at begges virkning gøres til intet: i loven blandes noget om nåde, så ingen behøver helt at miste sin gamle ro; i nåden blandes lov, så ingen, der er virkelig åndeligt fattig, skal vove at tro helt frit; på den måde holder de sjæle i en bestandig uvished og trældom. Der skal være omsorg for sjælens vedvarende anger og sorg over synden; men de ved aldrig at sige, hvornår denne anger når sit mål, eller hvor stor og langvarig den må være; de siger, at der ikke er noget bestemt mål for det; men vil sjælen så straks gribe nåden i Kristus, så lyder der et skrig om den største fare: så skal den miste angeren og blive formastelig, sikker og hovmodig. De ved ikke, at lovens og angerens mål netop var at drive sjælen til Kristus, og at den er en kristen og salig, når den er kommet til ham; de tror også, at troen skal gøre ende på angeren og nidkærheden for helliggørelsen; og da de selv er så vel tilfredse uden nogen vis tro og forvisning om nåden, så mener de, at enhver bør kunne leve i den samme uvished. Men når en virkelig vakt sjæl ikke kan klare sig sådan, men bryder igennem og får vished, ringen og fedekalven, så bliver den ældre broder vred og siger, at det ikke er gået rigtigt til.

Dette er nu summen af den ældre søns historie: religiøse mennesker, som til tider har følt kval over synder (som ethvert ugudeligt menneske undertiden føler), men aldrig har været helt uden for nåden (den ældre søn havde altid været hjemme hos faderen), men som heller aldrig helt er kommet til nåden, aldrig er blevet helt salige, aldrig har fået det slagtede offer til deres eget («mig har du aldrig givet et kid»), aldrig har fået besegling og vished om nåden, og (mærk!) dog er tilfredse med sig selv, men utilfredse med den overstrømmende nåde mod de mere uværdige – se, det er den ældre søn. Og dette er den dybe grund til den gamle strid mellem brødre, som lige fra Kains og Abels dage har stået på og skal stå på til dagenes ende. At Kain, den førstefødte, der var lige så gavmild med sine ofre, alligevel skal se sin broder behage Gud bedre, gør ham så vred, at han slår sin broder ihjel. Men hvorfor skulle Abel være Gud kærere? I Hebr 11,4 står der: «Ved tro bragte Abel Gud et større offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig.» – Ismael og Isak, Esau og Jakob er også brødrepar, som giver den samme lærdom. Når grunden til en strid er sådan, så skal man aldrig forsøge at bilægge den ved en overenskomst. Kun en hel omvendelse hos den ældre søn kan gøre en sand fred og forening mulig. Hvordan bør den yngre broder, eller de troende nådens børn, imens forholde sig til den ældre broder? Se her på faderen, hvordan han gjorde! Han gik ud (ubegribelige mildhed!) – faderen selv gik ud til sin vrede søn – og bad ham; han brugte ingen hårde, befalende ord, men bad ham komme ind og tage del i glæden; men han viste ham også med sagtmodighed, men klart, hans formastelige ondskab. Meget mere må den fortabte, men af nåde optagne søn vise en sådan mildhed og ydmyghed. Den, der er blevet gjort værdig til den store nåde at blive optaget i Guds barnekår som en fortabt synder, at få lys i evangeliets skjulte hemmelighed og det lys, den tro, som giver liv, bør derfor være så glad og saligt ydmyget, at han gerne ville lægge sig under alle knurrende brødres fødder og gerne lade sig træde på og spotte; ja, selv om han hver dag skulle piskes til blods, er han dog i virkeligheden så overmåde rig og lykkelig, at han burde regne det for en lyst at lide det. Allermindst bør han vise utålmodighed og stolthed. Her må enhver benådet lægge sig på sinde, hvad Paulus i Rom 11 siger til hedningemenigheden med henblik på den ældre søn, Israel: «Når nogle af grenene er blevet brækket af, og du, som er fra et vildt oliventræ, er blevet podet ind blandt dem – – så ophøj dig ikke over grenene. Men hvis du ophøjer dig, så bærer jo ikke du roden, men roden dig. Du vil måske sige: Grenene blev brækket af, for at jeg skulle podes ind. Ganske rigtigt; de blev brækket af på grund af vantroen, men du står ved troen. Vær ikke hovmodig i dit sind, men frygt. For har Gud ikke skånet de naturlige grene, vil han måske heller ikke skåne dig.» Lad os aldrig blive hovmodige over nådens lys! – det kan den hellige, nidkære Gud ikke tåle; så lader han os straks falde i en eller anden dårskab – men måtte vi med megen kærlighed og ydmyghed møde de knurrende med Guds ord alene!

Og nu: være den nådige Herre højlig lovet for dette herlige kapitel! Her har han ladet os se sådan ind i sit hjerte, at hvor uværdige vi end er, kan vi ikke lade være med at begynde at tro og glæde os. Han har vist os nådens orden sådan, at vi ikke kan være uvisse om den, og han har forklaret os den strid, der altid rejser sig omkring Kristus, den gamle strid, sådan, at vi aldrig behøver at undre os over den eller blive vildledt af den. Ja, måtte hans Helligånd stadig bedre forklare os Lukas’ 15. kapitel og altid bevare os i denne nåde og sandhed! Amen.