Om syndernes forladelse

(Anden årgang, 1843)

Før vi tager fat på selve emnet, nemlig syndernes forladelse, en kristens frihed fra loven, hans nye, evige retfærdighed – hvilket alt sammen er det samme – vil vi her fremsætte tre forberedende bemærkninger, de samme, som Luther gør de fleste steder, hvor han tager dette emne op. Den første: Dette emne er det største, det vigtigste i hele vores kristne lære. Den anden: Men dette emne er også det allersværeste, nemlig når det gælder om at fatte det ret og dagligt at anvende det på sig selv. Den tredje: Det er også dette emne, som af de fleste mennesker, de døde og uerfarne, anses for det letteste, og som de tidligt er blevet færdige med at lære.

Denne artikel om Guds nåde, om syndernes forladelse, om den evige retfærdighed i Kristus er den største og vigtigste af alle; for det er egentlig den, der gør os til kristne; den, der giver Ånden, når den rigtigt gribes af hjertet; den, der gør os salige. Det kan være, som det vil, med et menneskes øvrige kristendomskundskab og øvrige erfaringer; men er artiklen om Kristi fortjeneste, om nåden, om syndernes forladelse blevet rigtig levende i hans hjerte, så er han allerede en kristen, allerede lykkelig, glad og salig, allerede af Ånden gjort villig og dygtig til alle gode gerninger. Derimod: Hvis han ved og kan og har alt andet, men mangler denne artikel, så er han endnu ingen kristen. Han kan nok være religiøs og from, men ikke en kristen, ikke født på ny. Han kan nok gøre gode forsæt og kæmpe og bede for at holde dem; men i alt dette hersker død, afmagt og elendighed; han har ulyst og træghed til alt. Men se, når han har fået vished om sine synders forladelse, åh, hvor glad, hvor bøjelig og villig er han så ikke! En prædikant kan være nok så brændende i hellig nidkærhed, kan prædike og advare, ja, drive sine tilhørere med Sinajs og helvedes hedeste flammer; har han ikke gjort Kristus og forsoningsnåden til hovedsagen, til A og O i sine prædikener, så er alt til sidst forgæves. Folket er nok undervist, er overbevist, er fordømt og til dels vakt; men deres hjerter er uforandrede, fordærvelsen overmægtig, tilstanden død, træg, uåndelig, arbejdet frugtløst – sådan som det altid må se ud på en mark, hvor man kun har brudt og pløjet jorden, men endnu aldrig har kastet sæden ud, og hvor regn og sol endnu ikke er kommet til. Men når prædikanten vender bladet og forkynder Kristus og ham korsfæstet, prædiker syndernes forladelse for dem, der ligger ulykkelige under deres synder og endnu ikke har overvundet dem, så begynder det at røre sig, grønnes og skyde knopper; så vil der altid være nogle hjerter, som før var hårde, der smelter og bliver bøjelige, ydmyge, glade, kærlige, villige og dygtige til alt godt. Ja, denne artikel er den, der gør os salige. Har jeg mine synders forladelse, så er jeg allerede lykkelig, allerede et Guds barn; og hvad mere kan jeg blive eller ønske mig i dette liv? Men har jeg ikke syndernes forladelse, hvad gavner alt andet mig så? *) Åh, hvor ulykkeligt er det menneske dog, som ikke har sine synders forladelse! Det er altid under Guds vrede og lovens forbandelse – forbandet, når det går ud og når det går ind, forbandet i huset og på marken, forbandet i glæden og også i sorgen, forbandet i arbejdet og også i hvilen, ja, forbandet i livet og forbandet i døden og i evigheden.

*) Herom findes et smukt latinsk vers: Si Christum discis, satis est, si cetera nescis; / Si Christum nescis, nihil est, si cetera discis. Det vil sige: Kender du Kristus, så ved du nok, selv om du ellers intet vidste. / Kender du ikke Kristus, så ved du intet, selv om du ellers vidste alt.

Men at lære og anvende denne artikel ret, med virkelig og levende tro at gribe og dagligt holde fast ved sine synders forladelse, er også de kristnes allersværeste kunst, som de aldrig bliver udlærte i, så længe de lever, skønt de dagligt øver sig i den ved at læse, høre og tale om Kristus og den store nåde, de har i ham. De forbliver dog altid spæde disciple i kunsten for egen del at tro og tilegne sig den. Det kommer af, at de lige så dagligt og uophørligt ser og føler så meget synd og skrøbelighed hos sig selv, så meget mangel i kristendommen, mens nåden og den evige retfærdighed i Kristus derimod hverken ses eller føles; det kommer af, at deres hjerter, som før var så trygge, sikre og stærke, nu er knuste, blødende og svage ved Herrens frygts Ånd, som bor i dem; og det kommer endelig af, at deres tro, som nu er sand og saliggørende, netop derfor er blevet genstand for Satans uophørlige anfægtelser og glødende pile. Af alt dette kommer det, at ingen sand kristen er så oplyst i evangeliet, så langt kommet i troen, at han ikke undertiden lider af frygt og bekymring for sin sjæls tilstand; ja, at de største hellige, som med engles tunger har talt om Kristi blods evige værd og fortjeneste, dog selv ofte har været svage, anfægtede og bekymrede og kun med møje har kunnet tro – det er David, Paulus, Luther og flere andre sigende eksempler på.

Dette kan de fleste mennesker dog ikke begribe, for de synes, at intet er så let at tro som Guds nåde og syndernes forladelse. Det punkt blev de tidligt færdige med at lære, nemlig så snart de hørte eller læste en tydelig og smuk afhandling om det; eller også kunne de endda af deres egne hjerter lære, hvor nådig Gud er, så det behøver de nu ikke bekymre sig mere om; nu er det kun et spørgsmål om, hvordan vi selv skal leve og være og handle. Om sådanne taler Luther ofte med disse og lignende ord: «Denne artikel om syndernes forladelse er de rette kristnes allerstørste visdom og sværeste kunst, som de aldrig bliver tilstrækkelig lærde i, så længe de lever; og alligevel har denne artikel den slemme plage, at ingen synes lettere at blive færdig med (for de falske kristne); så snart de har læst eller hørt noget om den, mener de, at de er fuldt udlærte, og vil nu høre noget andet. Jeg (Luther) har nu i så mange år drevet denne lære med studier, skrivning og prædiken mere end nogen af disse, som er så udlærte, men kan dog ikke rose mig af at være nogen mester heri; jeg er glad for sammen med andre at måtte være en discipel.» Men hvad beviser det, at de er udlærte heri? Intet andet end at sådanne mennesker enten aldrig levende har erfaret eller allerede har mistet det første stykke i kristendommen, som er en ret syndserkendelse, et sønderknust hjerte, en vågen samvittighed, og nu er slumret ind i sikkerhed; at de har en død tro, som ingen næring behøver, en falsk tro, som Djævelen ikke finder det umagen værd at anfægte, men hellere støtter. Åh, gid enhver, der har så let ved at tro, ville begynde at forstå, at det ikke står rigtigt til, når det, som er den sværeste kunst for de største hellige, går så let for dem og slet ikke er nogen kunst for dem! Der må visselig ligge et bedrag under.

Går vi nu over til at betragte selve emnet, så har vi intet andet at gøre end at undersøge, hvordan Herren selv har talt om det. Her har intet menneske noget at sige – Gud er den, der forlader synder, og han gør, hvad han vil, i sine egne sager. Og hvem ville i så vigtig en sag tro og forlade sig på noget andet end Guds eget ord? Hvem ville vove at dø og drage herfra mod den hemmelighedsfulde evighed i tillid til et menneskes forsikring? Ja, hvem kunne i dette liv være tryg og glad over Guds nåde, hvis han ikke havde et ord af Gud selv at holde sig til? Intet menneske skal derfor sige os, hvordan Gud forlader synder; det vil vi se og høre af hans egen mund. Vi vender os derfor nu til Den Hellige Skrift. Dér omtales syndernes forladelse i to betydninger: for det første som erhvervet og virkelig sket, for det andet som modtaget af og anvendt på det enkelte menneske.

Først bemærker vi i Den Hellige Skrift noget, som er lige så underligt som herligt og værd at tænke over, og som vil forekomme de fleste mennesker næsten nyt og forbavsende, nemlig at alle menneskers synder allerede er forladt, udslettet, skjult, før de omvender sig og tror, før de selv tager imod den nåde, den syndernes forladelse, som er erhvervet og tilbudt dem. Hvad vil det sige? Jo, at Skriften siger, at betydningen eller meningen med forløsningen i Kristus Jesus var syndernes forladelse, og at vi blev forsonet med Gud, da Kristus døde på korset, at vores synd da blev skjult, misgerningen da sonet. Hvor står det skrevet? Jo, i Rom 5,10 står der: «Mens vi var fjender, blev vi forsonet med Gud ved hans Søns død.» Læg mærke til: Her hedder det ikke: vi bliver forsonet, men: vi blev; der står ikke: ved vores sønderknusthed, vores anger, bøn, omvendelse osv., men: ved hans Søns død; der står ikke: da vi var blevet omvendt og var blevet venner, men: mens vi var fjender. – «Vi blev» er aldrig det samme som «vi skal blive»; vores omvendelse, anger, bøn og gode gerninger er aldrig det samme som Guds Søns død. Men videre. I 2 Kor 5,19 står der, at «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, så han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og derfor lagde han forsoningens ord ned hos os, hvorved han nu formaner os: Lad jer forsone med Gud!» Som om Apostlen ville sige: Gud er nok formildet over for jer, det blev han ved Kristi død; synderne er nok taget bort for hans øjne, han er nok tilfreds og forsonet med jer; lad nu bare jer selv forsone med Gud. I Ef 1,7 og Kol 1,14 står der med samme udtryk: «Vi har forløsningen ved hans blod, nemlig syndernes forladelse»; dermed forklarer Apostlen jo tydeligt, hvad forløsningen ved Kristi blod indebærer, nemlig syndernes forladelse. I Dan 9,24 står der også, at på den tid, som dér er fastsat, eller efter de nævnte 70 uger, som udløb ved Kristi død, «skulle overtrædelsen tages bort og synden skjules og skylden sones og den evige retfærdighed føres frem». I Es 53,5–6 står der, at «Herren kastede alle vores synder på ham (den eneste Søn); at han blev såret for vores overtrædelser og slået for vores misgerninger; at straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår blev vi helbredt» osv. Sådan har den hellige Gud ladet sine ord skrive. Hvad kan vi gøre ved det? Hans ord er tydelige og klare som solen og faste som klippesøjler. Vi må tage dem, som de lyder, i vished om, at Herren vil, at de skal betyde netop det, hverken mere eller mindre. Hvad siger de os? Jo, at al synd i verden, at alle menneskers synder, også de ugudeliges, de uomvendtes og de vantros, engang blev kastet på Kristus, det vil sige tilregnet ham, skrevet på hans regning og betalt, sonet og taget bort af ham. Men er de blevet kastet på ham, så ligger de jo ikke tilbage på synderne; for når man tager noget fra ét sted og lægger det på et andet, så ligger det jo ikke tilbage på det første sted? Når en gæld afskrives på én persons regning og skrives på en andens, så står den jo ikke tilbage på den førstes? Eller hvad? Kort sagt: Heraf følger, at Luthers ord i børnelærdommens andet hovedstykke er sande, at «Jesus Kristus med sit hellige og dyrebare blod har forløst, erhvervet og vundet mig fortabte og fordømte menneske fra alle synder, fra døden og fra Djævelens vold». – Der står ikke: skal forløse, skal erhverve og vinde, men har forløst osv. Heraf følger, at intet menneske behøver at gå fortabt for sine synders skyld, at synden nok er taget bort, udslettet, forladt; «Men – den, der ikke tager imod det, / vil ikke komme til brylluppet, / skønt han var indbudt.» «Den, der tror på ham, bliver ikke dømt; men den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke tror på Guds enbårne Søns navn» (Joh 3,18). «Uden at nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.» Guds rige står nok åbent, men han har et sind, som er fjendskab mod Gud, og med det hverken vil eller må han være sammen med de genfødte, åndelige børn. Disse og flere grunde gør, at selv om Kristus har forsonet alle og taget alles synder bort, bliver dog ikke alle frelst og salige.

Heraf ledes vi så til den anden betydning af syndernes forladelse, den mere almindelige og let forståelige, nemlig at den nævnte erhvervede syndernes forladelse anvendes på det enkelte menneske. Om det har Den Hellige Skrift ord som disse: «Hvis vi bekender vores synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os synderne og renser os fra al uretfærdighed» (1 Joh 1,9). Hvad denne bekendelse indebærer, kan vi lære af Davids ord i Sl 32,3.5: «Så længe jeg tav (nemlig om det, jeg havde gjort, om min svære synd), sygnede mine ben hen under min stadige klage – – men jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren; da tilgav du mig min synds misgerning»; vi lærer nemlig her, at denne bekendelse sker for Herren. «Jeg vil bekende for Herren,» siger David, og heraf forstår vi, at «tavsheden» også har været en tavshed over for Herren. Men hvad vil det sige? spørger måske nogen. Hvordan kan man fortie noget for Herren? For hans øjne er jo alting nøgent og åbenbart? Jo, denne fortielse forstår vi af erfaringen. I Davids mund betyder det egentlig at gå med sin synd, sin tyngede og syge samvittighed, i en vis afstand fra Gud, indtil syndsfølelsen af sig selv er kølet af, før man vil gå frem til nådestolen, falde Gud til fode, erkende synden og søge forladelse og afløsning. Men ordet kan også bruges om hele den døde, ubodfærdige flok. Hele verden går og tier med sine synder over for Herren, og derfor er den ikke salig. Den kender ikke synden og kan derfor ikke bekende den ret. Derfor indebærer ordet «bekende» at omvende sig, at lære ret at kende sin synd og den forbandelse, der hænger over en, og søge nåde i Kristus. Det er alt, hvad der kræves for at få del i den erhvervede forladelse. Der må være en hård tid, en svær hungersnød i det land, hvor den fortabte søn opholder sig, for at han kan lære at tænke tilbage på faderhuset og den svære synd, han begik, da han forlod sin fader og drog ud og ødslede sin arv bort. Først da beslutter han: «Jeg vil stå op og gå til min fader og sige til ham (det vil sige bekende): Fader, jeg har syndet mod himlen og over for dig; jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Lad mig være som en af dine daglejere!» Sådan har Jesus selv sat ordene sammen, da han ville tegne et billede af en omvendelse. Af disse ord skal vi se noget om den rette bekendelse, den rette omvendelse. Den fortabte søn nævnte ikke nogen bestemt synd, men sagde blot: «Jeg har syndet mod himlen og over for dig; jeg er ikke længere værd at kaldes din søn.» Han sagde ikke: «Den og den synd fortjener dit mishag,» men: «jeg, jeg, helt og holdent, er uværdig til længere at kaldes din søn.» Hvad skal vi lære af det? Jo, det er ingen ret omvendelse, når man kun føler og erkender en og anden synd, men samtidig mener at have mange andre gode sider, som man er selvtilfreds med; man må føle sig helt og holdent fordømt eller fordømmelsen værd. Videre: Den fortabte søn blev ikke, hvor han var, men begyndte virkelig at vende tilbage til sin fader. Det er en falsk syndsbekendelse, hvis du kan blive, hvor du er, i det samme land, borte fra Gud, i verden og synden. Men læg også mærke til, at den fortabte søn sagde: «Lad mig være som en af dine daglejere.» Det var hans egenretfærdighed og vantro. Han mente ikke, at han af lutter nåde kunne få fuld barneret tilbage; han måtte først blive en daglejer, det vil sige tjene sig op hos sin fader. Sådan går det stadig altid dem, der omvender sig; men læg så mærke til, at Faderen ikke tager nogen notits af denne vildfarne mening. Der står: «Mens han (sønnen) endnu var langt borte (endnu ikke havde nået at bede en eneste bøn, græde en eneste tåre eller gøre en eneste tjeneste), så hans fader ham og ynkedes over ham og løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham ømt.» Åh, den mageløse, guddommelige tilgivelse! Kunne faderen ikke med god grund have sagt: Gå bort, du uværdige, fornedrede søn; du har ødslet din arv bort, du har forspildt din barneret? Men nej, han bebrejdede ham ikke hans synder med et eneste ord og krævede heller ikke den mindste godtgørelse, men lader straks det «bedste klædebon» komme på ham, «ring på hans hånd og sko på hans fødder», og holder en glædesfest for hans hjemkomst. Sådan har Kristus selv beskrevet den guddommelige tilgivelse; sådan vil han kendes og anses. Faderhjertet var uforanderligt mildt og tilgivende også dengang, den faldne søn var borte og syndede allerfrygteligst. Det blev ikke først forsonet ved hans hjemkomst; det var allerede tilstrækkeligt forsonet; men den bortdragne havde ingen nytte af det, før han kom tilbage. Heraf lærer vi altså, at Gud er forsonet også med de ugudelige, vantro, uomvendte; Kristus har taget også deres synder bort på én dag, også de har fået nåde og forladelse erhvervet til sig; det bedste klædebon, Kristi retfærdigheds klart skinnende silke, har også på deres vegne længe været færdigt og ventet på at blive modtaget.

Af det, der skete med den fortabte søn, kan vi også lære, hvornår den salige stund kommer, da en fattig synder virkelig tager imod nåde, tilgivelse og barnekår – nemlig ved den første alvorlige tilbagevenden til Herren, dvs. første gang han, uden tillid til sig selv og alt sit eget, såsom sin egen anger, bøn og omvendelse, vender den nødstedte, sultne og tørstende sjæls øje mod den ophøjede, den korsfæstede Kristus; men endnu mere første gang han forstår sin salighed i Kristus, første gang han i evangeliet får se, hvad han før ikke har set, nemlig hvordan alt i Kristus er rede, er nok og mere end nok. Se, så har han ikke blot klædningen på, men også ringen, Åndens segl eller vidnesbyrdet om, at han er barn i huset og ikke daglejer. Det er vigtigt at vide og tro, at nåden tilegnes én ved troens første blik på Jesus, ved troens første bøn; for ellers begynder man i vantro og selvretfærdighed den usalige venten på vidunderlige følelser og nådetegn og foragter Ordet. Læg derfor her mærke til, hvordan Kristus siger, at den fortabte søn ikke nåede frem til huset, ikke nåede at bede en bøn, græde en tåre eller gøre en eneste tjeneste, men «var endnu langt borte», da Faderen fik medlidenhed med ham, løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham. Sådan siger Kristus også udtrykkeligt om sig selv: «Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig bortvise.» Det samme bevidner hele evangeliehistorien, som ikke viser ét eneste eksempel på, at en synder faldt ned for Jesu fødder og bad om nåde, men fik det svar: Ikke denne gang; gå bort og omvend dig endnu mere, angr og bed endnu nogle dage, og kom så og søg nåde. Nej, men «alle dem, som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn». Sandheden er, at du til alle tider er lige værdig og lige uværdig. Alle dine gerninger, såsom anger, bøn, sønderknuselse og omvendelse, tjener for Gud ikke det mindste til at bevæge hans hjerte for dig, men har kun det formål at bevæge dit hjerte for ham, at drive dig til Jesus; og når det formål nås, så er de, som de skal være. Du har da nok anger, sønderknuselse, omvendelse og bøn, når du ikke kan finde trøst og ro i dem, men må søge al din trøst i Kristus alene, i hans angst, i hans sønderknuselse, hans bøn og bod, som skete for dig.

Men du tænker: «Det har jeg nok set og hørt i Ordet, og i al min elendighed har jeg også søgt nåden som lutter nåde ved Frelserens fortjeneste, men jeg for min del har endnu ikke fået den; jeg mærker den ikke i mit hjerte.» Svar: Når du tænker sådan, gør du ikke andet, end hvis du sagde: Ganske vist siger den store Gud i sit ord, at al synd blev kastet på Kristus og i hans død taget bort, tilgivet, sænket ned i havets dyb; ganske vist siger Kristus derfor: Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig bortvise; men jeg tror ikke, at Guds og Kristi ord er til at stole på; jeg sætter ikke pris på, hvad de siger, når ikke mit hjerte og min følelse siger mig det samme. Og hvilken smuk bekendelse ville det ikke være for en kristen! Du skal derfor give agt på Ordet og ikke «gøre Gud til en løgner» (1 Joh 5,10). Nu siger Ordet, at første gang du i din syndenød og rådvildhed vendte dit øje mod den ophøjede, blev dit navn skrevet i livets bog. Så er det også meget vigtigt, at du tror det og ikke beder om nåden flere gange, men tror den; for hver gang du beder om nåde ved Jesu fødder eller for Jesu skyld, men ikke tror, at du får den, gør du Gud til en løgner.

Her er også at lægge mærke til, at syndernes forladelse endnu i en anden henseende er dobbelt, nemlig for det første den hemmelige, skjulte, umærkelige og for det andet den åbenbare, mærkbare. Den første forsikrer kun Ordet dig om, uden nogen følelse. Og denne skjulte nåde får du, så snart du kommer til Jesus, hungrer og tørster efter hans retfærdighed, dvs. beder og sukker: Åh, gid jeg vidste, at nåden tilhørte mig! Åh, gid jeg var et Guds barn og var vis på det! «O Gud, jeg kommer for din trone, se ikke på mig, se på din Søn; hos mig er lutter elendighed, i ham al min værdighed!» Se, så er du allerede hos Gud frikendt for alle dine synder, erklæret retfærdig og skrevet ind i livets bog, men du ved det ikke. Det er den skjulte nåde. Den åbenbarede får du derimod, når også dit eget hjerte fornemmer et svar og et vidnesbyrd fra Guds Ånd om, at du er et Guds barn. Et eksempel: Synderinden, som lå ved Jesu fødder i Simons hus (Luk 7,37–50), havde allerede den hemmelige forladelse, da Jesus sagde til Simon: «Hendes mange synder er tilgivet»; men den åbenbarede forladelse fik hun, da Jesus vendte sig om til hende og sagde: «Din tro har frelst dig; gå bort med fred!»

Efter at vi i det foregående har set, hvordan syndernes forladelse blev vundet i Kristi død og bliver modtaget ved troen, skal vi nu betragte det trøstefulde, hjertestyrkende og glædelige forhold, at denne syndernes forladelse skal være vores for evigt, en daglig og evig nåde; at den ikke skal rokkes eller tages fra os af de synder, som hænger ved os, besværer os og til tider desværre også bryder ud; men at vi, så længe vi ved troen bliver i Kristus, til alle tider skal stå i én og samme nåde hos Gud, fordi nåden ikke kommer af gerningerne – ja, fordi vi i os selv til alle tider er lige fortjent til fordømmelsen, men i Kristus til alle tider lige retfærdige. Men lad os se, hvad Skriften siger om det. Når Herren i Det Gamle Testamente taler om det nåderige, som skulle grundlægges på jorden ved Kristus, kalder han det i Es 33 «vore højtiders by» og «Jerusalem» og siger om den by: «Og ingen af indbyggerne dér skal sige: Jeg er syg; for folket, som bor dér, har fået sine synders forladelse.» Når Gud i Salme 89 taler om sin pagt med sin Søn – pagten om en evig nåde over dem, som Sønnen med sin forsoning vandt og forsvarede, og som troede på ham og her kaldes «hans (Sønnens) børn» – så siger han: «Hvis hans børn forlader min lov og ikke vandrer efter mine lovbud, hvis de bryder mine forskrifter og ikke holder mine bud, så vil jeg nok hjemsøge deres overtrædelse med ris og deres misgerning med plager; men min nåde vil jeg ikke tage fra ham, og jeg vil ikke svigte min trofasthed; jeg vil ikke bryde min pagt, og hvad mine læber har sagt, vil jeg ikke ændre.» Og i Det Nye Testamente siger Johannes: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde; og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soningen for vores synder, og ikke alene for vores, men også for hele verdens» (1 Joh 2,1–2).

For kortheds skyld vil vi ikke regne flere op af de utallige trøstefulde ord i Skriften om dette, men kun betragte disse. I det første siger Herren, at indbyggerne i den by, nådens rige, ikke skal behøve at klage over eller med bekymring tale om, at de er syge, for de har fået syndernes forladelse. Herren synes at ville sige: Syndernes forladelse forudsætter jo på forhånd, at der er synder og sygdomme, for ellers hed det ikke syndernes forladelse; men den forudsætter også, at synderne ikke skal tilregnes, tænkes på eller straffes, for det hedder forladelse. Hvad der er tilgivet, behøver man ikke længere at tale om og tænke på med ængstelse, for tilgivet er tilgivet. «Ingen af indbyggerne dér skal sige: Jeg er syg; for folket, som bor dér, har fået sine synders forladelse.»

Dette ord minder også om et særligt forhold hos de enfoldige, oprigtige nådens børn. De tror nok deres synders forladelse, men samtidig og ved siden af har de noget andet (synes de), som de piner og bekymrer sig over – noget, som de ikke kommer i tanke om at regne for synd, men det er en svaghed, en mangel i kristenlivet, en fejl, eller hvad man nu skal kalde det. De siger: Jeg tror nok, at Gud tilgiver mig alle synder, men jeg er så svag, jeg har den og den svaghed osv. Nu siger Herren her, at alt det hører ind under én overskrift: synder. «Ingen af indbyggerne skal sige: Jeg er syg; for folket, som bor dér, har fået sine synders forladelse»; og denne forladelse tager al sygdom bort og dækker over den. Hvilken åndelig sygdom er der, som ikke er synd? Loven kræver jo hele mennesket, hjertet, tankerne, følelserne; derfor anklager den også alt, hvad de gør, når det strider imod Ordet. Ligeledes: mon ikke manglerne i dit kristenliv er synder? Er det ikke synd at være kold, at være træg til Ordet og bønnen, fej i bekendelsen osv.? Men alt, hvad der er synd, hører ind under syndernes forladelse. Der står ikke, at Kristus sonede håndens og tungens synder, men hele menneskets synder, alle sammen. Derfor er der, så længe du ved troen bliver i Kristus – mens du dog altid lider under synden, våger, beder og kæmper imod den – «ingen fordømmelse» for dig (Rom 8,1), men forladelsen strækker sig over alt, hvad du er og har.

Om dette emne har vores kære Luther skrevet de mest trøsterige bemærkninger. I Evangeliepostillen på 19. søndag efter trinitatis siger han: «Man skal fatte den lære rigtigt, så man helt og fuldt holder for, at vores fromhed for Gud består i, at vi har syndernes forladelse. Når mennesket vil handle med Gud, skal det vide, at hverken dets synd eller dets fromhed gælder noget.» Når det gælder om, at jeg skal gøre noget, tænke, tale og leve for Gud eller for mennesker, så vil jeg være from, vogte mig for synden og gøre mange gode gerninger; men så snart spørgsmålet er, hvordan jeg står for Gud, om jeg har hans nåde, eller hvordan jeg skal få den, så vil jeg ikke være andet end en synder, for at denne artikel om syndernes forladelse må gælde for mig; ja, så vil jeg frimodigt i troen sige: Har jeg synder, så har Kristus retfærdighed. Hans fromhed er min fromhed. Jeg er nu på det sted, hvor synderne ikke når mig.

Sådan er det nådefulde rige, den lykkelige by, som Herren selv sagde om: «Og ingen af indbyggerne dér skal sige: Jeg er syg; folket, som bor dér, har fået sine synders forladelse.»

Salme 89 handler på en underfuldt herlig måde om «Messias og hans rige», egentlig om Faderens pagt med sin Søn, pagten om en evig nåde over dem, som Sønnen kunne forløse, erhverve og vinde på jorden. Den, der vil læse denne salme og se de nådens undere og herligheder, som ligger skjult i den, skal først for alvor bede Gud om Åndens lys og blive stående ved hvert vers og betragte det, om ikke en kostbar perle lyser frem dér. Dér taler Faderen om sin Søn og kalder ham snart (v. 28) direkte sin Søn, den førstefødte og den højeste blandt kongerne på jorden, snart (v. 4) min udvalgte og min tjener David – fordi kong David var Sønnens menneskelige stamfar og i mange henseender hans forbillede – snart igen straks derefter (v. 6) Herre (Jehova) og siger: «Himlene priser dine undere, Herre, og de helliges forsamling din trofasthed»; snart kalder han ham igen (v. 20) «en helt», som han har skænket hjælp, og «en yngling», som han har ophøjet af folket. Lutter betydningsfulde navne! Om denne sin Søn taler Faderen nu og siger, at han har sluttet en «pagt» med ham om «en evig nåde», som skulle gå ud – men naturligvis ikke over ham selv (Sønnen), for han var jo selv «den Højeste», «Herren», «hærskarers Gud» (v. 9); nej, det var den nåde, som Sønnen søgte, da han kom til jorden, den nåde, som han købte så dyrt på den store forsoningsdag, nemlig nåde for de faldne, fortabte børn.

«Børnene» derimod, som skulle tro på ham og være hans egne, blive og leve under ham i hans rige, kaldes her (v. 5) «hans slægt til evig tid», (v. 6) «de hellige», «de helliges forsamling» og (v. 8) «de, som er omkring ham», og (v. 31) «hans børn». Om dem kommer mange herlige ord og løfter, såsom (v. 16–17): «Saligt er det folk, som forstår at juble; Herre, de skal vandre i dit ansigts lys. De skal altid glæde sig i dit navn, og de skal ophøjes ved din retfærdighed» osv. Det er først og fremmest bemærkelsesværdigt og trøsterigt. Der står ikke: De skal ophøjes ved deres retfærdighed, men ved din retfærdighed. Men hvad er det for en Guds retfærdighed? Ved den Guds retfærdighed, hvormed han selv handler og dømmer ret og dømmer os efter vores gerninger, bliver intet levende menneske retfærdigt, endsige ophøjet; derfor er der her åbenbart tale om den Guds retfærdighed, som Paulus prædiker om i Rom 3,21–22, hvor ordene virkelig lyder sådan: «Men nu er Guds retfærdighed blevet åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, nemlig Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle og over alle, som tror.» Det er ved denne Guds retfærdighed, de skal ophøjes, fordi den ikke kommer af gerningerne, ikke afhænger af os, men er Kristi egen retfærdighed. Men hvis nogen så spørger: Hvordan går det dog, hvis disse børn falder og synder imod Gud? Mister de så ikke denne nåde? Eller hvad gør Herren så med dem? – så svarer den himmelske Fader selv her (v. 31–35) på følgende mærkværdige måde:

«Hvis hans børn forlader min lov og ikke vandrer efter mine lovbud, hvis de bryder mine forskrifter og ikke holder mine bud, så vil jeg hjemsøge deres overtrædelse med ris og deres misgerning med plager; men min nåde vil jeg ikke tage fra ham, og jeg vil ikke svigte min trofasthed. Jeg vil ikke bryde min pagt, og hvad mine læber har sagt, vil jeg ikke ændre.» Hvad betyder det? Her er noget besynderligt! Her siges der, at når børnene synder og derfor bliver hjemsøgt med ris og plager, skal nåden alligevel ikke tages fra ham! Hvilken «ham»? Det må man se af sammenhængen. De nærmeste ord før disse (nemlig v. 29–30) lyder: «Jeg vil bevare min nåde for ham (’den førstefødte’, v. 28) evindelig, og min pagt med ham skal stå fast. Jeg vil lade hans slægt bestå til evig tid, hans trone, så længe himlen varer.» Derefter følger: «Hvis hans børn forlader min lov» osv. Men hvordan kan den nåde, som var lovet Sønnen, drages i tvivl, når hans børn syndede? Svar: Jo, for det var en nåde over børnene, men det var Sønnen, der havde betinget sig den; det var en nåde over børnene, men pagten eller kontrakten om denne nåde var sluttet med Sønnen, «den førstefødte»; han er vores Herre og forlover, vores Mellemmand og Talsmand hos Faderen; han har lagt sig ud for os, han har betalt gælden og gjort fyldest for retfærdigheden; derfor skal nåden for hans skyld være urokkelig, også når børnene synder. Men læg mærke til, at der står: hans børn, dvs. dem, der er tilfaldet ham, dem, der tror på ham og ved troen «er omkring ham» (v. 8), som ved troen hænger ved ham som barnet ved sin mor for i hans retfærdighed at have deres ly, deres trøst og deres retfærdighed. De samme har også et barnehjerte over for ham, vil ikke gå bort fra ham, angrer deres synder for ham og ville gerne, at de var ugjort. Det er hans børn; men også de kan til tider falde og forsynde sig så grueligt, som der står her, at de «forlader hans lov (for en tid) og ikke holder hans bud». Hvad gør han så? Jo, siger han, så vil jeg hjemsøge deres overtrædelse med ris og deres misgerning med plager, men ikke tage nåden fra dem; for det ville være at tage sin nåde fra ham, som har købt den og betinget sig den; som Luther siger: «Når Gud synes vred på mig, som om han ville forkaste mig, så vil jeg svare: Hellige Fader, før du kan forkaste mig, må du først forkaste din elskede Søn, Jesus Kristus; for han er min borgen, min forlover, ja, min løsesum. Godkender du ham, så må også jeg være fri og i behold.»

Anvendelse: Du, som nok er kommet til Jesus, er begyndt at tro på ham og gerne ville være hans oprigtige barn, men af og til er så syndig og falder og forser dig så slemt, at du synes, at Gud nødvendigvis må overlade dig til et uværdigt sind – husk da dette: Hvad han vil gøre ved dig for dine synder, er at hjemsøge dig med ris og plager, først indvendig i samvittigheden, så længe det er nok til din tugt, og siden også udvendig med bedrøvelse i mange slags prøvelser, hvis det skal være (1 Pet 1,6). Han vil hjemsøge dine synder med ris og plager, men sin nåde vil han ikke rokke ved, for om nåden har han at gøre med Sønnen – om nåden taler han ikke med dig, men med ham, som har vundet den og betinget sig den, og som er din Mellemmand, Talsmand og borgen. Nåden står på en anden grund end din fromhed og kan derfor ikke rokkes af dine synder; ja, så var det heller ikke nåde. Og når du erfarer sandheden i hans trussel, nemlig ris og plager, frygt og angst, så skal du lige så sikkert tro sandheden i hans løfte, nemlig en evig nåde. Når du har syndet, og han derpå hjemsøger dig med ris og plager, skal du ikke misforstå ham og mene, at han er vred på dig. Han har jo sagt dig det i forvejen, at han vil hjemsøge din overtrædelse med ris og din misgerning med plager uden at være vred på dig. Det skal du altså vide som en sag, der er aftalt mellem ham og dig: at både synder og plager vil indfinde sig, men at nåden under det hele skal stå evigt fast. Derfor, når du er syndig og plaget, så bryd igennem den sorte sky og sig stadig med fortrøstning: Fromme Gud, stil dig endnu vredere an, slå mig med ris endnu værre og længere, jeg vil aldrig misforstå dig; du har sagt det i forvejen, at du ville hjemsøge overtrædelsen med ris og plager, men ikke rokke ved nåden; så vil jeg gerne lide osv. Se, det ville være en smuk kristen tro og erfaring. Men den, som derimod ikke erfarer denne faderlige tugt over synden, disse indre ris og plager, ængstelse og frygt, men lever hele dage og uger uden besvær og lidelse over nogen synd, eller også kan leve sikker og fri i en og anden bevidst kødelighed, han er visselig uægte og ikke barn (Hebr 12,8), han er en død hykler, en tåbelig jomfru med en tør og let lampe. Her blev der altså talt om børnene, som tit har svært ved at tro, har svage, skrøbelige, frygtsomme hjerter, men i Kristus søger deres ly og deres retfærdighed – for at de skal vide, at de under al skrøbelighed har nåde, så længe deres Mellemmand har nåde, så længe deres løsesum er godkendt: en vedvarende nåde, en evig nåde.

Det tredje skriftsted, som vi skulle betragte, var 1 Joh 2,1–2, som lyder sådan: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde; og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige. Og han er soningen for vores synder, men ikke alene for vores, men også for hele verdens.» Her taler Apostlen til de troende, som han kalder «Mine børn». Han formaner dem til ikke at synde; men i samme åndedrag regner han med, at det alligevel kan ske for dem, at de synder – «hvis nogen synder». Men hvad siger han nu om sådan en? Hvad skal sådan en tænke og gøre? Apostlen siger, at han i samme øjeblik har en talsmand hos Faderen og bør huske det. «Og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige. Og han er soningen» osv. Ånden i Apostlens ord synes at være: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde og ikke være skødesløse, nu da I er blevet renset i Jesu Kristi blod og har fået syndernes forladelse (for det har han talt om lige før), men nu skal I så meget mere trofast våge, bede og stride mod al synd. Men hvis det alligevel går så galt, at I synder af kødets svaghed, verdens forførelse og Djævelens list – og det sker let, for I kan aldrig våge så trofast, at disse fjender ikke nu og da vælter jer omkuld – så er det visselig beklageligt, og det havde været bedre, om I aldrig havde syndet sådan; ja, I har virkelig fortjent Guds unåde og forkastelse. Men nu skal det alligevel ikke ske, at Gud skal være jer unådig, for I har hos Faderen en talsmand, som tjener jer netop når I har syndet, ja, ellers aldrig; for den, som ikke har syndet, har ikke brug for en mellemmand, forsoner og talsmand. Altså: Gud vil på ingen måde, at I skal synde, men endnu mindre, at I skal fortvivle og gå fortabt; derfor har han selv givet jer en talsmand.»

Det, som Johannes her siger, at Kristus er vores «talsmand hos Faderen», som dér går i forbøn for os over for loven og med sin soning skærmer os mod vreden, er uendelig trøsterigt og kan læses mange steder i Skriften. I Åb 5,6 så den samme Johannes i himlen «et Lam stå, som var det slagtet». I Hebr 9,24 står der, at Kristus er gået ind i himlen «for nu at vise sig for Guds ansigt for os». Når nu vores «anklager, som anklagede os for vores Gud dag og nat» (Åb 12,10), kommer og opregner vores synder og råber på retfærdighed, så træder Kristus frem og svarer, for eksempel sådan her: «Ja, Fader, det er sandt, denne sjæl har syndet; men skal hans synder straffes efter loven, så vil det atter ramme mig, for jeg har taget hans synder på mig, og han stoler på mig» osv. Men den himmelske Fader vil aldrig i evighed glemme den dag, da han hørte sin Søns nødråb på jorden. Han vil visselig aldrig kræve den samme skyld ind to gange. Så er synderen altså forsvaret og fri!

Men Johannes bruger videre om Kristus ordene: «den retfærdige». Hvad skal jeg tænke om det? Jo, sådan: Er jeg syndig, så er Kristus retfærdig og hellig; og det er nok. Hans retfærdighed er min retfærdighed. Videre: «Og han er soningen for vores synder.» For hvilke synder? Selvfølgelig for alle; for ellers var han os ikke til nytte, men var død forgæves. Men Kristus har med sit blod sandelig sonet ikke blot nogle synder, men alle; ikke blot tænkte og opdigtede, men virkelige synder; ikke blot de små, men også de store; ikke blot håndens og tungens synder, men også hjertets og tankernes; ikke blot de tidligere, men også de nuværende, eller som Luther vover at sige: «Ikke blot de overvundne og aflagte, men også de synder, der endnu er stærke og mægtige» (Udlægningen af Galaterbrevet).

Siger du nu: Ja, Kristus er soningen for de helliges synder, som for Johannes’, Peters, Paulus’ og andre sådannes, men hvem ved, om han også er soningen for mine? – så siger Johannes her: «Ikke alene for vores, men også for hele verdens.» Nu betyder «hele verden» ikke blot Johannes, Peter, Paulus og andre hellige; men til verden hører alt, hvad der hedder menneske. Undersøg bare, om du er et menneske, så ved du, at også dine synder er sonet og taget bort i Kristi død.

Men, siger du måske, med dette må jeg alligevel kun trøste mig, når jeg har været from, har gjort, hvad Guds ord kræver, og ikke har syndet. Tværtimod, her siger Apostlen: «Og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen.» Vi vil gerne tro på forsoningens nåde og sætte pris på den, men kun når vi selv har været bedre, mere andægtige, har bedt, læst, gjort noget godt osv. Men så snart vi er kommet til at falde og synde eller har forsømt bønnen og været lunkne – og alt det er svære synder – så må Kristus med sin soning ikke gælde noget; så er man, som om man ingen frelser og talsmand havde, eller som om han kun var kommet for de retfærdige og kun tjente os, når vi selv er, hvad vi bør være. Men Apostlen siger her det modsatte: Det er netop når vi har syndet, at Talsmanden tjener os. Heraf følger, at de, som tror på Kristus, står i en vedvarende nåde, som ikke vakler og skifter, sådan som deres egen fromhed skifter.

Dette er nu den lære om den daglige og evige syndernes forladelse, som er åbenbaret i hele Herrens ord – en så liflig og trøstefuld lære, at ingen hykler eller falsk kristen burde få den at høre, for det sker som regel til deres fortabelse; for «de forvender vores Guds nåde til tøjlesløshed». Og alligevel har vi ikke lov at tie med den; nej, til trøst og salighed for de arme, fortvivlede og fattige hjerter må den forkyndes. Sådanne hjerter henter af den overstrømmende nåde kun fornyet lyst og kraft til helliggørelse. De derimod, som tager den som anledning til sikkerhed, til at blive i synden, det vil sige, som ikke søger at overvinde og kaste synden bort, men hellere undskylder og forsvarer den, er dem, som «forvender vores Guds nåde til tøjlesløshed», og som gør synd, om hvem den samme liflige Johannes i det samme brev kundgør, at den, «som gør synd, er af Djævelen – men den, som er født af Gud, gør ikke synd, han kan ikke synde (gøre synd), for han er født af Gud. Men siger vi, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Men hvis vi bekender vores synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os synderne og renser os fra al uretfærdighed».