Hvordan en troende sjæl falder fra og bliver åndelig død

(Sjette årgang, 1847)

Vi taler altså ikke om en blot tilfældig snublen og vaklen på vandringen, hvor en troende af svaghed «kommer til at falde i en synd» (Gal 6,1), eller om en træghed og kølighed, som efterfølges af mørke, og af at Gud skjuler sit ansigt, men hvor livet og sindet forbliver det samme. Nej, vi taler nu om den allersørgeligste begivenhed i Kristi kirke: at en troende, levendegjort og salig sjæl bliver åndelig død og vantro; at en sjæl, som var taget ud af mørkets magt og sat ind i Guds elskede Søns rige, og som havde smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter og fået del i Helligånden, igen falder fra, «igen bliver indviklet i verdens besmittelse», «kaster en god samvittighed fra sig» og «lider skibbrud på troen» – at det salige fællesskab med Gud ophører, og Ånden må vige.

At denne sørgelige begivenhed virkelig finder sted, at virkelig omvendte sjæle igen falder helt fra, bekræfter Skriften med de tydeligste ord og eksempler. For ikke at tale om de mange i Israel, som ligesom Alkimos, der «skændigt var faldet fra» (2 Makk 14,3), forlod Herren deres Gud, vil vi blot se, hvad Kristus selv og hans apostle siger om det. Kristus siger: «Når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den igennem vandløse steder og søger hvile, og når den ikke finder nogen, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud fra. Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet. Så går den hen og tager syv andre ånder med sig, som er værre end den selv, og de går ind og tager bolig der. Og det sidste bliver værre for dette menneske end det første» (Luk 11,24–26). Peter siger: «For hvis de ved erkendelsen af vores Herre og Frelser Jesus Kristus er flygtet fra verdens besmittelse, men igen bliver indviklet i den og overvindes, da er det sidste blevet værre for dem end det første. For det havde været bedre for dem ikke at have kendt retfærdighedens vej end at have kendt den og så vende sig fra det hellige bud, som var blevet overdraget til dem. Det er sket dem efter det sande ordsprog: Hunden vender tilbage til sit bræk, og soen, som er vasket, går hen for at vælte sig i mudderet» (2 Pet 2,20–22). Paulus taler om «dem, som engang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, men siden er faldet fra og for dem selv korsfæster Guds Søn på ny» osv. (Hebr 6,4–6). Han nævner også nogle bestemte frafaldne ved navn, såsom Hymenæus, Alexander og Demas. Om de to første siger han til Timotheus: «Hold fast ved troen og en god samvittighed, som nogle har kastet fra sig og har lidt skibbrud på troen; blandt dem er Hymenæus og Alexander, som jeg har overgivet til Satan, for at de skal lære ikke at spotte» (1 Tim 1,19–20). Demas havde en tid været Paulus’ medarbejder (Filem 24), men var siden faldet fra, og om det giver Apostlen Timotheus denne sørgelige meddelelse: «Demas har forladt mig, fordi han har fået kærlighed til denne verden, og han er rejst til Thessaloniki» (2 Tim 4,10).

Når man hertil lægger de sørgelige eksempler på dette, som vi har for øjnene i vores tid – hvordan hist og her, hvor en lille flok troende sjæle har levet nogle år, en og anden af dem, som en tid var en glæde for himmel og jord, for Gud, engle og gode mennesker, nu efter længere eller kortere tid er faldet tilbage, forvandlet, ikke til at kende igen, så at hvor vækkelsens alvor, sønderknusthed, ydmyghed og troens salighed, kærlighed, glæde og fred i Herren før lyste og rørte sig, dér viser sig nu i stedet en uhyggelig død: sikkerhed, stolthed, forsvundet kærlighed, uhæmmet verdslighed, uhæmmet vrede og had, uhæmmede lyster osv. – og når man desuden betænker, at disse faldne visselig også engang tænkte at stå fast og komme ind til himlens glæde, så opstår der heraf en betragtning, som nok kan få et troende hjerte til at segne. Men var det ikke netop dette, Skriften med så mange alvorlige advarsler havde forudsagt os? Har den ikke sagt os, at vores vandring gennem livet skulle være en kamp på liv og død, en uophørlig krig, et fjendeland, hvor vi altid og på alle sider er omgivet af fjender, som har svoret os døden og agter at fuldbyrde den? Er det spøg, når apostlene taler om «en brølende løve, som går omkring og søger, hvem den kan sluge» – om «Djævelens listige anslag» – om «slangens list» – om «forhekselse» – om «den onde dag» – om «syndens bedrag» – om kødets og verdens forførelse? Er det spøg, når Kristus og apostlene med så brændende iver taler om, at det er nødvendigt at «våge og bede», at «iføre sig Guds fulde rustning» «og til alt dette tage troens skjold», at «kæmpe efter reglerne», at «være tro indtil døden», hvis man skal få livets krone? Nej, der er en stor alvor i alt, hvad Herrens ord siger. – Dette er altså et emne, som både Ordet og erfaringen viser er værd at betænke i tide for troende kristne; for når faldet først er sket, hjælper sjældent noget.

Det første, man nu bør lægge mærke til, er, at når en levende kristen falder fra og bliver åndelig død, sker det ikke på én gang, hurtigt og direkte fra en tilstand af sundt nådeliv. Nej, det skrider derhen ad visse forberedende veje og omveje; det åndelige liv ender ikke gerne med en brat død, men det sygner først hen lidt efter lidt gennem en forudgående sygdom. Sygdommen er også ofte meget mærkbar og svær; den trofaste Ånd arbejder og kæmper imod det onde; sjælen bliver urolig og lider, især i visse stunder, under bebrejdelser og kval. Men hvis sygdommen tager til, aftager disse smerter til sidst, og det onde får uhindret lov at udvikle sig. Så er døden indtrådt. Dog skal det ikke benægtes, at der også findes veje, hvor døden kommer som en sød søvn, som ved en sød gift. Det sker især med de sjæle, som dør bort ved åndeligt hovmod eller selvretfærdighed eller falsk lære, hvor sjælen holder sin vej for den eneste rette og med al frimodighed, henrykt og glad, går til sin fordærvelse. Hvor nødvendigt er det da at give nøje agt på disse veje og sygdomme, som fører til fald og død! De er mange, man kan ikke så nøje angive dem alle; men lad os her se på nogle af de almindeligste. Herren være os nær!

En vej, hvor mange salige Guds børn har mistet livet, er den åndelige dovenskab – at man lægger våbnene fra sig, forsømmer brugen af nådemidlerne og øvelsen i tro og gode gerninger. I begyndelsen af nådens vej var det så kært at få omgås Ordet, at læse, høre, tale og skrive om Kristus, om troen, om nåden, om kærlighed og gode gerninger, og at tale med sin Gud i bønnen og blive bespist af ham ved nadverbordet; dengang var alle disse stykker også søde og dyrebare for hjertet, og hele væsenet var kristeligt. Men efter et år eller så blev alt dette mindre magtpåliggende; så kom der måske nye gøremål og hindringer; Djævelen gjorde dem meget vigtige og gav desuden sjælen den tanke, at den jo vidste, hvad den behøvede at vide, nu kunne leve en tid af erindringen og håbe på, at Gud ville opretholde livet. Kan han blot få sjælen bort fra Ordet, så kan han siden føre den, hvorhen han vil, og indgive den hvad som helst. Dette er en vej til alle slags afveje, sygdomme og fald. Snart ser sjælen ikke flere synder hos sig selv end dem, fornuften straffer; snart tror den ikke mere om nåden, end hvad den mener sig værdig til at tro; men når syndsfølelsen dør ud, har den alligevel trøst nok. Og så står den snart igen blot i en naturlig tilstand.

Men til den åndelige dovenskab hører også at forsømme at leve efter Ordet og at give agt på Åndens røst. I begyndelsen ville sjælen gøre alt, hvad Herren har befalet os, og den var opmærksom på alle kristne pligter. Ganske vist kunne den ikke opfylde dem alle, men den havde dog forsæt og stræben efter det og regnede enhver mangel deri for en synd, som den beklagede for Gud, idet den bad om tilgivelse for den og om nåde og kraft til bedring. Nu derimod begynder den at sætte sig selv et bestemt mål for, hvor meget den kan og skal gøre; og alt det øvrige lader den helt ligge, stræber ikke efter det, tænker ikke på det. Og når den på den måde ikke higer efter mere, end hvad den allerede gør, bliver den naturlige følge, at den ikke har nogen mangel at angre, at den snart er så god, som den vil. Al selvtilfredshed kommer nemlig kun af dovenskab og af, at man glemmer Guds hellighed og de åndelige krav i Guds bud. Og når et menneske er tilfreds med sig selv og ikke længere føler skyld og mangel, hvad er så troen og hele det åndelige liv? Hvad er Kristus så for det? Et drømmebillede, eller måske nok en helliggører, men ikke en talsmand hos Faderen (1 Joh 2,1); en konge, som man skal bekende, hylde og ære, men som i sandhed i hjertets dyb ikke er så vigtig, kær og uundværlig, som en talsmand ville være, der står for Guds ansigt for os og hver stund er vores eneste retfærdighed. Kort sagt: Frelseren, Forsoneren, har for hjertet mistet sit rette og egentlige embede og sit værd; han er ikke i sandhed hjertets liv og trøst, men er det kun i indbildningen og i munden. Når det første stykke, omvendelsen, følelsen af synden, er gået tabt, så er både det andet og det tredje falsk. Det er ad denne vej, at en kristen bliver til en farisæer.

Men af denne dovenskab kommer også en anden ulykkelig følge, nemlig den tomhed i sjælen, den lediggang, kedsomhed, lunkenhed og sikkerhed, som åbner alle porte for Djævelen og hans følge. Når der ikke længere er nogen kamp eller nogen sejrsglæde, når der ingen synd er, ingen nød, ingen bøn, ingen glæde over nåden, kort sagt ingen øvelse, så er kristendommen snart udlært; den har ikke noget særligt i sig, kun kedsomhed og tyngde. Det er den tilstand, som Kristus kalder, at huset er fejet og pyntet. Derind går så Djævelen og giver sjælen noget at være optaget af i kedsomheden, noget at fylde tomheden med – en afgud eller en syndig lyst, som han fremstiller som meget behagelig og yndig og ikke farlig. Den smager nu usædvanligt godt efter fasten, for der er i forvejen så tomt, så ledigt, så øde, så «fejet»; der er ingen beskæftigelse, ingen øvelse, ingen skat, intet kært selskab for hjertet. Og menneskehjertet er nu engang skabt sådan, at det altid vil have noget, der fylder det, en skat, et selskab. Når de gode skatte, glæder og selskaber mangler, når glæden over nåden, samværet med Gud, abba-råbet osv. er hørt op, så smager de nye ting godt og tager hjertet ind; så suger hjertet i sig, hvad Djævelen byder, ligesom en tom svamp suger vand. Og med denne lyst eller afgud – fx venskab med verden eller verdens ære og udmærkelse eller jordisk vinding eller vellyst eller en anden afgud – med den går den gamle «stærke» ind med sine syv endnu mere skadelige ånder, «og de tager bolig der». – Det bliver en forfærdelig bekræftelse af ordet: «Lediggang lærer meget ondt» (Sir 33,29).

Det er sandt: enhver kristen må nok bebrejde sig selv megen åndelig dovenskab og forsømmelighed; der er intet, Guds børn så ofte sukker over som over kølighed, træghed og dovenskab. Men her skal man lægge mærke til forskellen: For det første er den træghed, de klager over, ofte blot et savn af følelsens livlighed, mens de dog dagligt står med våben i hånd og i øvelse, bruger nådemidlerne og higer efter både at tro og at elske. For det andet: selv om der virkelig indtræffer dovenskab, og de alligevel lader Herrens Ånd straffe og vække sig, så de bliver forskrækkede over den, begynder at tage fat på Ordet og søger nåde hos Gud til at blive bedre, så indtræder der ikke død. Men går det derimod sådan, at man ingen irettesættelser får for sin dovenskab, eller ikke får tid til at lytte til Åndens vækkelser, men det får lov at gå og fortsætte, så slemt som det er, så hælder det mod fald og død.

Men se her videre, hvordan det går til, og hvordan det ser ud, når Djævelen fanger en doven sjæl i en afguds eller en syndig lysts net. Djævelen har en særlig magt i vores begæringer; med dem regerer han som med sine egne våben. Hertil bruger han især følgende fremgangsmåde: Først vækker han i hjertet de voldsomste begær efter synden, skyder ind i følelsen og fantasien en dræbende lyst til den og stiller sjælen megen fornøjelse og vinding af den i udsigt; det er altid det første i fristelsen. Hvad han nu ikke vinder ved fristelsens voldsomhed og styrke, søger han at vinde ved dens langvarighed. Det er hans anden magt. Han har god tid, kommer derfor uophørligt igen og bliver ved i det uendelige med at prædike om syndens behag og male den for hjertet i fortryllende dragter, for at sjælen til sidst skal blive træt af kampen og give sig. Her ville ikke en eneste kristen bestå, hvis ikke den trofaste Herre til sidst bød Satan vige og skabte en udvej af fristelsen (1 Kor 10,13). Men det hører til Guds hellige retfærdighed og faste orden, at de letsindige sjæle, som efter at have forstået sandheden ikke agter på den, ikke frygter synden og ikke ærer og frygter Herren, men går i lediggang, sikre og ulydige, skal overlades til fristeren, selv om det bliver deres død. Det, Paulus skriver i Rom 1,21.24, skal især ramme kristne, nemlig: «Fordi de har kendt Gud, men ikke æret ham som Gud, men er blevet tomme i deres tanker osv., derfor har Gud prisgivet dem i deres hjerters begær til urenhed.» Dette fuldbyrdes endelig ved, at Djævelen sammen med det dræbende begær, som han skyder ind i følelsen og fantasien, også formørker forstanden og overbeviser sjælen om, at synden ikke er synd og i hvert fald ikke farlig, men at den på den og den grund kan anses for tilladelig, ja, uskyldig og slet ikke farlig. Hertil kommer så også de ugudeliges råd, «onde ånders lærdomme», som tager synden i forsvar; og den samme kristne, som før altid veg forfærdet tilbage for disse lærdomme, finder dem nu, i fristelsens stund, ganske gode, kloge og sande. Og det er som regel på dette punkt, at faldet egentlig afgøres. Bevares sandheden i sin renhed, så kan den føre sjælen tilbage; men går sandheden tabt, og den arme sjæl antager nogle af de onde ånders lærdomme og begynder at forsvare synden, så er det forbi.

Men der findes andre begær, som endnu mere fint og ubemærket tager livet. Det er dem, som har noget til genstand, der i sig selv er godt og uskyldigt, men som bliver en afgud for hjertet og derved fører til døden. Det sker, så snart hjertet begynder at hænge sådan ved noget andet end Gud og hans nåde, så det bliver det mest magtpåliggende, optager den største omsorg, og det er den største glæde og fornøjelse at vinde det og den største sorg at miste det. Da er følgen præcis den samme, hvor uskyldig og god sagen i sig selv end er, som hvis den var den mest afskyelige last. Det er en uskyldig sag at spise kød; men det var alene ved et tøjlesløst begær efter kød, at Israels børn forkastede Herren (4 Mos 11,20) og blev slået ned af Herren, hvorfor stedet hedder «Begærets grave» (v. 34). Det er en uskyldig sag at have jord eller kvæg eller hustru; men da Kristus ville nævne de hindringer, som holder sjæle borte fra Guds rige, nævnte han netop disse (Luk 14,18–24). At elske far eller mor er ikke blot uskyldigt, men befalet; men «den, som elsker far eller mor mere end mig», siger Kristus, «kan ikke være min discipel», kan ikke komme ind i Guds rige. Når nu mennesket går i åndelig dovenskab og sikkerhed, hvordan skulle det så frygte begær, som har så uskyldige genstande? Nej, så ser det kun på, hvad slags ting det er, og tænker: Det er jo ikke noget ondt, jeg søger; har de hellige ikke også haft jord, kvæg eller en ægtefælle? Skulle ikke også jeg få lov at søge sådant osv.? Men det vil aldrig give agt på, om søgen er afgudisk, egenrådig og selvisk, om sagen så optager sjæl og hjerte, at Gud, hans nåde og hans velbehag i sammenligning bliver til intet, bliver for ubetydelige til at kunne tilfredsstille og glæde sjælen. Nej, det giver det arme menneske ikke agt på – det er ikke ærligt nok over for sig selv til at undersøge det. Til sidst går det så vidt, at selv om det også mærker, at det åbenlyst er fanget af en afgud og hårdt bundet, så kan det alligevel ikke længere gøre modstand; så vil det ikke engang være fri for sin kærlighed til den. Og så – så ser det slemt ud med nådelivet. Hertil forstår Satan, den tusindkunstner, dels at træffe mange underlige foranstaltninger for at binde og holde den fangne sjæl godt fast i nettet, dels også at bilde det arme menneske ind, at det aldrig kan blive løst, så det til sidst under skrigende kval, anger og fortvivlelse alligevel kan bekende: Det nytter ikke, jeg må fortsætte ad den vej, jeg er begyndt på, på grund af den og den omstændighed; det kan ikke ændres osv. Åh, hvilke hjerteskærende syn man undertiden får at se i denne sag! Hvilke forfærdelige mærker efter den onde Satan! – Men det kunne sjælen ikke forestille sig, dengang der blot blev gjort en lille, ringe begyndelse dertil. Da Judas

begyndte at give rum for og nære pengebegæret og at stjæle en smule, kunne han dengang ikke tro, at han skulle ende den vej med at forråde sin Frelser for penge og hænge sig selv! Men det er det, Djævelen sigter efter, også når han ganske stille begynder en fristelse.

Men Djævelen bruger ikke blot «det, som er i verden, kødets begær, øjnenes begær» osv. til at fange troende sjæle, men også mennesker, som «er af verden», «denne verdens børn». De er Djævelens villige og tro tjenere, når det gælder om snart med fjendskab, trusler og forfølgelse at skræmme, hindre eller trætte de troende ud, snart at lokke og drage dem med løfter, smiger og venlig behandling, og det sidste smager og vinder desto mere, som det første er det mere almindelige. Hvor mange sørgelige eksempler ser man ikke på dette! Der er fx en håndværker: Han var af Guds nåde blevet kaldet, vakt og benådet, var gået ud fra uretfærdigheden, fra forfængelighed og fra at skikke sig lig verden og søgte nu det, som er oventil; men efter nogen tid mærkede han, at mange af hans tidligere bekendte ikke længere søgte til ham, og at hans forretning og indtægt gik tilbage. Snart kunne han ikke længere holde ud og vente på Herren, men faldt på den tanke, at det var helt nødvendigt for ham at vinde verdens venskab tilbage. Nu begyndte han at skjule sin kristendom, skikke sig lig verden, trække sig bort fra de kristne, som er foragtede af verden, og holde sig til dem, som verden tåler og roser (Luk 6,22.26), og til de pænere verdensmennesker – kort sagt: Han begyndte at stille sig sådan an, at verdens børn ikke skulle mistænke ham for at være noget andet end de, eller for at have nogen alvorlig tanke om deres sjæls tilstand; han begyndte så småt at give efter, gøre dem til lags og deltage i deres kredse og pænere verdslige fornøjelser. Og nu er verden meget venlig og glad i håbet om ham, og snart fører den ham, hvorhen den vil – efter et års tid kan han både drikke og spille med verden og gøre alt, hvad kødet har lyst til. Et sådant ulykkeligt fald i verdens net sker ikke blot for håndværkere, men for mennesker af alle stænder og kår: her en købmand, der en student, her en ung pige, der en præst. De er kommet til Jesus, men kan ikke holde ud at se sig foragtet af verden, tilsidesat og forfulgt, at se deres gode navn og rygte, deres udkomme, deres brød og deres forfremmelse lide skade – de begynder at søge at vinde verdens venskab tilbage og at skikke sig lig den. Men lad ingen tro, at nogen af dem da siger: Jeg er svag over for verden. Nej, den ynkelige sag skal klædes om med tale om en kristens frihed, ja, en kristens pligt til ikke at skille sig fra verden, for at han kan gavne verden. Men aldrig kommer det øjeblik, da denne gavn, denne tjeneste skal vises verden med en alvorlig advarsel; for det skal altid gå så forsigtigt og pænt for sig, at man ikke støder og forarger. Deraf kommer det så, at den frie, dristige verden har mere magt over det fromme, eftergivende barn end barnet over den. Og når den arme sjæl ikke i tide giver agt på dette, bryder op, «går ud og græder bitterligt», men bliver ved med at «trække i fremmed åg sammen med vantro», så bliver den til sidst en træl under det åg, under verden og menneskers gunst; den åndelige nådekraft er forsvundet, venskabet med Gud er ophævet – for venskab med verden er fjendskab mod Gud (Jak 4,4) – og forbindelsen med de troende er opløst, sådan som det ene altid følger af det andet: Demas har forladt mig, fordi han har fået kærlighed til denne verden (2 Tim 4,10). Og da sådan en sjæl nu undgår de personer og bøger, som forkynder dommen over sådan en tilstand, går den mere og mere mod forhærdelse, hvilket desuden ligger i ethvert frafalds natur. Her går således Apostlens ord i opfyldelse i alt: «For hvis de ved erkendelsen af vores Herre og Frelser Jesus Kristus er flygtet fra verdens besmittelse, men igen bliver indviklet i den og overvindes, da er det sidste blevet værre for dem end det første» osv. (2 Pet 2,20–22).

Sådan falder en sjæl, bliver åndelig død og ender i kødet, skønt den engang havde begyndt i Ånden og ejet det åndelige liv – den falder nu, og den var måske nær ved gennem den legemlige død at gå med evig sejr ind i de saliges fredsboliger – nu er alt spildt, tabt, forgæves, alt det, den har oplevet, gjort og lidt; al den salighed, den har nydt i sin Frelser, al den kærlighed, den har fået af ham, alle de fortrolige samtaler, den har haft med ham, al den forhånelse, den har båret for hans skyld – alt er spildt – og dog – dog havde den en trofast og mægtig Frelser og en tilstrækkelig nåde. Havde den blot holdt sig til ham i troen og bønnen, brugt hans våben, givet agt på hans røst og været i øvelse, så huset ikke var blevet fundet «fejet», tomt og ledigt, så havde hverken djævel, kød eller verden overvundet den. «Brug derfor al flid på i jeres tro at vise dyd, i dyden forstandighed» med flere af gudsfrygtens stykker; «for når disse ting findes hos jer og er der i rigt mål, lader de jer ikke være uvirksomme», ledige, uden noget at bestille; «stræb derfor så meget mere efter at gøre jeres kaldelse og udvælgelse fast; for gør I det, skal I aldrig nogensinde falde» (2 Pet 1,5–10).

Men vi kommer nu til de egentlige lønlige gange, frafaldets og den åndelige døds lønlige gange – de veje, som alle kristne forstår, når det blot gælder læren, men kun meget få, når det gælder erfaringen. De veje til frafald og død, som er fremstillet ovenfor, kan dog i almindelighed nogenlunde ses for det, de er: åndelig dovenskab, forsømmelse af at bruge Ordet og leve efter Ordet, afguder og syndelyster, verden, dens trusler og dens smiger – sådan noget kan man anse for farlige ting. Men de veje, vi nu skal betragte, er af en så vildledende art, at gudfrygtige og alvorlige kristne i fristelsens stunder ofte ligefrem anstrenger sig for at kunne gå dem – skønt de er de korteste veje til fortabelse! – og det gør de (læg mærke til det) ud fra lutter åndelige bevæggrunde, netop for at gå rigtig forsigtigt og viseligt til værks. At frygte disse veje forekommer os tværtimod i sådanne stunder lige så urimeligt, som hvis nogen ville lære os, at vi skulle frygte gudsfrygt, ydmyghed, forsigtighed, alvor og fromhed. Ja, sådan forekommer det os også; det er netop noget sådant godt, man mener og søger på disse veje. Ja, disse dybe, skjulte, hemmelige farer kan hverken menneskelig forstand eller skarpsindighed gennemskue; det er kun Guds ord, kun Guds åbenbaring i evangeliet og oftest en sørgelig erfaring, som plejer at oplyse og overbevise os om dette. Mens de vildveje, som er fremstillet ovenfor (åndelig dovenskab, afgudsdyrkelse, at skikke sig lig verden m.fl.), kan se ud for os som sorte, onde ånder, kan disse sidste på samme tid se ud for os som skønne lysets engle. Det var om en af disse yndige veje, Luther skrev: «Dette er fru Kozbi, fyrst Surs smukke datter fra Midjan, for hvis skyld 24.000 af Israel blev slået ihjel (4 Mos 25) – dette er den brede (lyse og skønne) landevej til fordømmelsen»; *) og det er den vej, hvorpå de rigtig fromme, alvorlige og gudfrygtige kristne plejer at falde, blive viklet ind og blive fanget; mens derimod de første veje til fald er de dårlige kristnes, de ligegyldige, kolde, slappe kristnes frafaldsveje.

*) Kirkepostillen, søndagen efter jul.

Hovedtitlen og grundkilden til dette hemmelighedsfulde onde er den dybe, uendelige tilbøjelighed til egenretfærdighed, som ligger i al menneskenatur; eller måske først: den dybe, adamitiske selviskhed, som hos en kristen giver sig udslag i tilbøjeligheden til selvvirksomhed og selvhellighed, eller til selv at ville hjælpe og være alting – og som, hvor Ordet ikke får råde, ender med, at man enten «igen fanges under trældoms åg» (Gal 5,1) eller bliver stående i selvbehag og selvvalgt gudsdyrkelse (Kol 2,23).

Nu skal man først lægge mærke til, at ingen sand kristen lever i så jævn og ren en evangelisk tro, at han aldrig skulle angribes af tilbøjeligheden til egenretfærdighed. Nej, selv om man hundrede gange har lært og erfaret ikke blot dens elendighed, men også dens store fare, bliver man uophørligt viklet ind i den igen, før man når at besinde sig. Det ligger sådan i al menneskenatur, at den, som ikke kender og erkender det, sikkert er så helt og holdent på egenretfærdighedens vej, at han aldrig kender til noget andet. Men det er ikke den slags anfald af egenretfærdighed hos en kristen, som han dog altid vækkes op fra igen og vender tilbage fra til troens enfoldighed – det er ikke den slags tilfælde, vi taler om her; vi taler her om det tilfælde, at en kristen også bliver stående og fortsætter på sådan en vej, enten bundet og ulykkelig under trældommens åg eller tilfreds, glad og fornøjet med sig selv og sin åndelighed, så han holder sin vej for den bedste og lykkeligste, hvorved også læren og synet bliver så forvendt for ham, at han endda forsvarer sin vej.

Ind på sådan en vej kan man meget let og hurtigt komme, som apostlen Paulus viser, når han netop om dette siger: «En smule surdej gennemsyrer hele dejen» (Gal 5,9); og igen viser han i Fil 3,7–9, at han selv var så bange for denne fine snare, at han ikke havde nogen anden udvej end, som han gentager tre gange, at regne sin bedste retfærdighed for tab; og fjerde gang siger han: «og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og (til enhver tid) blive fundet i ham, ikke med min retfærdighed, den der kommer af loven, men den, der kommer ved tro på Kristus» osv. Dermed viser Apostlen tydeligt nok, at denne sag ikke er til at spøge med; at den, der ikke anser den for farlig, i sandhed allerede er i fare. Det går til på forskellige måder. En sjæl, som engang med sit arbejde under loven blev til skamme, blev til intet, blev ulykkelig, rådvild og forlegen og døde (Rom 7,10–11), fandt i denne udblottelse alt, hvad den havde søgt i sig selv, hos en anden mand; den fandt i Kristus sit «alt i alle», både sin retfærdighed og sin helliggørelse (1 Kor 1,30–31), og havde nu i denne frie, ufortjente nåde og gave hele sit liv, al sin trøst, sin salighed og sin ros; og af den samme overstrømmende nåde gjorde den nu det gode med et så frit, enfoldigt og villigt sind, at den knap vidste af det, når den gjorde noget godt. Denne tilstand kalder Apostlen «den enfoldige troskab mod Kristus» (2 Kor 11,3), at være «gjort død fra loven ved Kristi legeme» og «tjene i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen» (Rom 7,4.6), at være «ikke under loven, men under nåden» (kap. 6,14–15), at «jeg lever, dog ikke længere jeg, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn» osv. (Gal 2,19–20), at være et Guds barn og iført Kristus (kap. 3,26–27) og leve i «den frihed, som Kristus har befriet os til» (5,1) osv. Fra denne enfoldige troskab mod Kristus føres nu den salige sjæl bort «ved slangens list», fx på den måde, at den efter nogen tid igen begynder at tænke på, hvad vi dog burde være og gøre, men tænker og tænker sådan på det, at Kristus og nåden imens bliver som et intet for den, så den knap beholder en tanke om dem i sit hjerte. Djævelen giver den måske den tanke ind, at det nok er af lutter nåde, at vi engang er blevet retfærdiggjort, men at det siden afhænger af os at vandre så varsomt og godt, at vi derved bevarer Guds velbehag; eller at det nok kan være godt nok med retfærdiggørelsen, men at helliggørelsen nu må blive genstand for en særlig omsorg, hvor der skal en eller anden virksomhed fra vores side, et eller andet særligt foretagende til, og hvor den enfoldige tro på Kristus ikke er tilstrækkelig (Kol 2,18–23). Hertil kommer, at den åndeligt fattige sjæl ser mange mangler i sin vandel og helliggørelse, håndgribelige og ubestridelige mangler, og umuligt kan være tilfreds med sig selv. Hvis Djævelen desuden kan indgive den den mening, enten direkte i dens egne tanker eller gennem en umoden og selvhellig vejleder, at disse mangler må anses som tegn på, at hele dens vej ikke er den rette, at den ikke blot skal våge, bede og vokse mere i den tro, den har, men at den må slå ind på en helt ny vej, en ny måde, hvorved den kan have håb om en helt ny og bemærkelsesværdig helliggørelse – da bliver forførelsen og forvirringen rigtig stor og mægtig. For det første kan det, som allerede er sagt, ske alene ved den stadige betragtning af manglerne, at den igen fanges under trældommens åg. Den ser og ser så uafbrudt på sine mangler og sin helliggørelse, at den helt vender sine øjne bort fra Frelseren og den store forsoningsnåde eller kun kaster visse hurtige sideblikke på den. «Med forsoningen», mener den, «fejler der ikke noget; det er i mit hjerte, fejlen ligger, det er dér, hjælpen skal ske» – og det falder den ikke ind, at denne hjælp ikke kan vindes på nogen anden måde end ved at skue Kristus i troen, og at det må blive værre og værre, jo længere den vender sig fra ham til sig selv. Nej, den bliver ved, ser og tænker, slider og arbejder blot med sit eget hjerte – og dér var der aldrig nogen livets kilde, dér var lutter død, elendighed og forgængelighed – og til Kristus, livets eneste brønd, kan den ikke komme, så længe der mangler så meget hos den. Nu ligger det i selve sagens natur, at det her må blive mere og mere dødt; når grenen ikke længere suger saft fra vintræet, må den visne mere og mere (Joh 15,4.6). For det andet begynder loven igen at regere i samvittigheden; for i samme grad som troen tager af, træder loven ind, og loven har altid den art, når den kommer ind i samvittigheden, at den vækker synden til større kraft og raseri (Rom 7,8–11). Deraf kommer det så, at elendigheden, som allerede før syntes sjælen alt for stor til, at den kunne blive ved med at tro, bliver endnu større, og som følge deraf trækker sjælen sig endnu længere bort fra Kristus, fra den barnlige tillid til Frelseren. Dette er i almindelighed en vej til trældom og død.

Men langt mægtigere bliver vildfarelsen, når også læren bliver forvendt af selvhellige vejledere, så ikke blot følelsen, men også overbevisningen driver sjælen ind på selvvirksomhedens veje. Sådan gik det galaterne, som af falske apostle blev ført til «en anden slags evangelium – som ikke er et andet», siger Apostlen, «men der er nogle, som forvirrer jer og vil forvanske Kristi evangelium» (Gal 1,6–7); for de ville bestemt ikke fornægte Kristus, men blot gøre en nødvendig tilføjelse, mente de. Men Apostlen siger, at de derved var forhekset, og at de uden at vide det på ny havde korsfæstet Kristus *) (3,1); og at der i disse ord tales om den samme vildvej, som vi nu betragter, viser v. 2: «Dette ene vil jeg vide af jer: Fik I Ånden ved lovens gerninger eller ved troens prædiken?» Det drejer sig om en ny vej, en ny måde at få mere Ånd og kraft på. Og både her og i Kol 2 viser Apostlen, at det kun sker ved den enfoldige tro på Kristus, ved at «holde fast ved hovedet, fra hvem hele legemet, understøttet og holdt sammen af led og sener, vokser med den vækst, som Gud giver» (Kol 2,19); ja, i Rom 6,14.22 siger den samme apostel, at den eneste vej til helliggørelse er at blive befriet fra loven og leve af nåde: «Synden skal ikke herske over jer», siger han, «for I er ikke under loven, men under nåden» – «og I har jeres frugt til helliggørelse». Og Kristus siger selv: «Hvis I bliver i mig, skal I bære frugt» – «ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan heller ikke I, uden at I bliver i mig» (Joh 15). Det har den troende sjæl også erfaret; det var kun ved troen og nåden, at den blev åndeligt sindet, glad i Gud, villig til det gode, forvandlet og skilt fra verdens og sit eget tidligere væsen. Men da intet menneske kender flere mangler hos sig selv end en kristen, kommer Djævelen eller en selvhellig og overbeviser den om, at det ikke går an at tro så enfoldigt; den må gøre dette og hint, den må søge en ny vej. Og hvordan skulle den være bange for sådan et foretagende, når det jo blot drejer sig om at blive mere hellig, mere alvorlig?! Og vi bør jo altid mistænke vores vej! Den giver sig så til at søge en ny vej, et nyt liv. Læg mærke til det! Det åndelige liv, som Gud selv havde virket, da den kom til troen, da den kom ludfattig og forlegen til Kristus og fik nåde – det liv, hvor den selv var intet, var fattig og utilfreds med sig selv og kun havde Kristus, men i ham alt – det liv duer ikke; den skal søge en vej, hvor den skal blive helligere, end den er blevet på troens vej – en vej, hvor den ikke skal have så mange mangler, ikke skal være så fattig og elendig. Og hvordan går det så? Jo, hvis den er noget mere alvorligt vakt og mærker lovens åndelige krav noget dybere end dens rådgiver, så kan den aldrig få held med sig på hans vej, aldrig finde det, den søger; tværtimod bliver den ved det nye foretagende blot endnu mere ulykkelig, og det går til på den måde, som allerede er nævnt: Når sjælen ved sin forvirring, sin rådvildhed og sin selvvirksomhed mere og mere fjernes fra livets eneste kilde, den barnlige tillid til Kristus og hans nåde, så tørrer al livskraft ud, og loven trænger i stedet ind i samvittigheden og vækker synden. Den bliver så en ulykkelig træl, som til sidst helt dør hen – medmindre den i tide vender tilbage til den enfoldige tro på Kristus. Men det kan også få en anden udgang: Den kan også finde det, den søger, efter hvad den selv synes, og blive stående i selvbehag og selvvalgt åndelighed. Det sker, når omvendelsen går mindre dybt og holder sig på overfladen, og (læg mærke til det!) når sjælen så helt fæster sin opmærksomhed ved en bestemt eller nogle bestemte helligheds-øvelser, som nogenlunde kan udføres, at den over denne beskæftigelse glemmer hele den indre vederstyggelighed. På den måde er fx eremit- og munkelivet blevet mangen vakt sjæls søde sovekammer og grav. Denne udgang på selvhellighedens foretagende er om muligt endnu mere ulykkelig end den første; om disse sidste er der endnu mindre håb om en forandring; i deres forheksede sind går de som regel længere og længere i selvbehag og sikkerhed.

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Andre slår ind på disse ulykkelige veje, alene fordi de savner at kunne mærke nåden. De husker, hvordan de i den første tid af deres liv i nåden i de klareste farver kunne se Frelseren i hans lidelsesskikkelse og så at sige ligge ved hans bryst, smage hans kærlighed og også inderligt elske ham igen. Alt dette synes de nu at mangle, og derfor mener de, at deres tro kun er blevet en død viden. Nu vender de blikket mod selve troen og dens egenskaber, og alt deres arbejde går uafbrudt ud på at få det nævnte syn og den nævnte fornemmelse tilbage. Deraf kommer det, at deres tro begynder kun at bestå i disse sanselige syn, i at anstrenge forestillingsevnen for at se Frelserens lidelsesbillede for sig, og mindre i nogen virkelig tro, en virkelig overbevisning om det, man ikke ser (Hebr 11,1), overbevisningen om, hvad de har i ham, hvilken tjeneste han har gjort os, og den retfærdighed, han har vundet for os. Nej, som sagt: deres tro begynder kun at bestå i disse sanselige forestillinger eller i et fattigt, eget og magtesløst arbejde med hjertet og fantasien for at få disse forestillinger, følelser og indtryk. Af et sådant eget arbejde kommer dårlige frugter og en tiltagende afmattelse og til sidst død.

Men troslivets dødskamp bliver mest mærkbar på disse veje, når en kristen har haft den ulykke at falde i en sværere synd. Ligesom vore første forældre efter faldet, da de mærkede deres nøgenhed, lavede sig forklæder af figenblade, og da de hørte Herren Gud vandre i haven, da dagen blev sval, gemte sig for Herrens ansigt mellem træerne (1 Mos 3), sådan gør også vi. På synden følger skyhed over for Gud. Man kan ikke straks, så nøgen og skyldig som man er, komme frem for ham, bede og tro. Den arme sjæl trækker sig bort og holder sig på afstand af Herren. Dette er først noget, der ligger i alles følelse og sker for enhver kristen, men der er altid hjælp at få, når det blot bliver ved følelsen, og det overvindes ved den store nåde og Ordet om den. Undertiden sker det, at det arme menneske også tænker: «Jeg er en frafalden, som må gøre en helt ny omvendelse» – og forestiller sig den som en stor og særlig ting: en så mærkbar og dyb anger, at den kan svare til syndens størrelse, en mærkbar vished om Guds nåde og en forbedring i livet, som skal vise over for Gud, at angeren har været sand. Og læg mærke til: Alt dette skal ske, før det skal tro, før det kan træde frem for nådestolen! Men sådan sker det ikke. Det, det venter på, kommer ikke; tværtimod oplever det det modsatte. For aldrig føler man angeren over synden så bitter, når man holder sig på afstand af Gud, som når man kommer med synden til ham og vil have og tro hans nåde. Desuden er angeren altid noget, som en ret kristen aldrig kan finde dyb nok hos sig selv. Men når sjælen holder sig på afstand af Gud, bliver hjertet stadig koldere og angeren stadig mindre mærkbar, mens skyheden og afstanden til Gud i samme grad bliver stadig større. Ligeledes udebliver den ventede forbedring i livet; det onde bliver tværtimod stadig mægtigere og kraften til at kæmpe imod det stadig mindre. Fordi man har forladt livets kilde, og loven trænger ind, opstår her en ny nød, som er værre end selve faldet: Synden begynder på ny at leve op i begæringer – og så begynder den arme sjæl at gå skridt for skridt tilbage, længere og længere bort fra sin Frelser. De færre livstegn mindsker tilliden, og den mindskede tillid mindsker livstegnene. Til sidst dør al omsorg og alvor ud. Forstanden formørkes, samvittigheden lulles i søvn, og snart er intet længere så sikkert og intet så vigtigt, at det formår at drive sjælen til nådestolen. Det må være, som det er, og gå, som det går, det kan ikke hjælpes – en falsk trøst eller en afgud tager hjertet i besiddelse, og så er det forbi! – – Åh, hvilken sørgelig bekræftelse på ordene: «En smule surdej gennemsyrer hele dejen» (Gal 5,9). Man begynder blot en lille smule at følge, hvad fornuften, følelsen og Djævelen indgiver: «Skal du, så uren som du er, gå til Det Nye Testamentes præst? Nej, først skal synden have fået en ende» og så videre. Man gør det i den bedste mening; det kaldes blot alvor, forsigtighed eller ikke at tro for hurtigt eller for meget – og sådan forsigtighed kunne man jo ikke anse for farlig! Men enden bliver, som det er vist – det, som Apostlen siger i v. 4: «I er helt skilt fra Kristus, I som vil retfærdiggøres ved loven; I er faldet ud af nåden.» Og det gælder i begge de tilfælde, som nu er beskrevet. Lykkes forsøget på at blive retfærdig ved sig selv, er det en ulykke, og lykkes det ikke, men man alligevel bliver ved med det, er det også en ulykke. I begge tilfælde er man jo blevet skilt fra Kristus og er faldet ud af nåden. Åh, det betyder noget, når den store apostel selv må regne sin bedste retfærdighed for skarn (læg mærke til det!) for at blive fundet i Kristus og have hans retfærdighed (Fil 3). Det viser tydeligt nok, at vores retfærdighed og Kristi retfærdighed ikke på samme tid kan regere i samvittigheden, og at «den, som holder sig til gerninger, ham tilregnes lønnen ikke efter nåde, men efter skyld» (Rom 4,4). Men vi må slutte. Ingen kan betragte disse veje nok, hvor så mange gudfrygtige har «lidt skibbrud på troen».

Men endnu står der tilbage at nævne en stor, bred og brat vej til frafald og død, som intet ord er stærkt nok til at beskrive rigtigt. Det er: det åndelige hovmods vej. På den vej falder de, som ingen af de foregående veje har kunnet bringe til fald – de fremragende, store og stærke kristne, som hverken bliver overvundet af syndige lyster eller af verden eller af vantro eller af vildfarelse. Alene ved hovmod kan de gøre de allerdybeste og frygteligste fald, sådan som så mange sørgelige eksempler viser. Og hvad siger Skriften? Den siger, at «Gud står de hovmodige imod», at «den, som ophøjer sig selv, skal blive ydmyget», at «de første skal være de sidste» (1 Pet 5,5; Matt 20,16). Det må da være en frygtelig fare! Selv om verden og falske kristne uretfærdigt beskylder os for åndeligt hovmod, og selv om en frimodig tro og bekendelse ikke er det samme som hovmod, er hovmod dog noget, som enhver kristen har grund til at frygte, kan fristes til og falde i; og den, der ikke frygter det, vil det ramme. Når Kristus siger: De første skal være de sidste, så advarer og forskrækker han dermed ganske fortræffelige folk, ja, de største hellige, for han holder det frem for selve apostlene (se Matt 19,27.30). Og meningen er, at selv om en i sandhed er en af de første, er den mest oprigtige, alvorlige, troende og oplyste kristne, men så selv begynder at regne sig for en sådan, begynder at synes om sig selv og selv mener at være den første, så skal han netop derved blive den sidste. Og som Luther siger: «Her sker det nok, at en, der for verden er fattig, svag og foragtet, og som også lider noget for Guds skyld, så der slet ikke er nogen sandsynlighed for, at han skulle ville være noget – at han dog hemmeligt i sit hjerte er fuld af behag og velbehag ved sig selv og regner sig for den første over for Gud og netop derved er den sidste.» – Derfor ser man også, hvordan de største hellige har frygtet her – og det med god grund; for hvilke fremragende mænd er ikke faldet på grund af hovmod! Hvad var Sauls fald? Hvordan lod Gud ikke David falde! Hvordan faldt ikke nogle af Paulus’ disciple!

«Derfor», siger Luther igen, «er det også sandelig nødvendigt, at man i vor tid prædiker dette for dem, som allerede kender evangeliet, som mig og mine lige, der kan lære og belære hele verden og mener, at vi nu er de nærmeste. – – For hvor kommer det fra, at den ene giver sig af med det ene og den anden med noget andet med evangeliet? Uden tvivl derfra, at ingen tror, at dette ord angår ham: De første skal være de sidste.» Eller hvis de endda kan mærke, at det angår dem (de ved med sig selv, at de i det skjulte virkelig regner sig for de fornemste), så er de dog allerede kommet så langt ind i sikkerheden og fortryllelsen, at de alligevel ikke kan frygte, men bliver ved med at regne sig for de fornemste. Derfor må det også gå dem efter Herrens dom, så de virkelig bliver de sidste og enten allerede her i tiden bliver åbenbare i grove syndefald eller skal åbenbares ved Guds sidste dom.

Til sidst skal det endnu en gang huskes, at enhver kristen også bliver fristet til og ført ind på alle disse frafaldets veje: åndelig dovenskab, synd og verden, egenretfærdighed, trællesind eller hovmod – alt det får en kristen at mærke, mere end han bryder sig om. Her afhænger alt af, hvor man bliver stående, hvordan det går med sindet, med ånden: om man bliver i en synd, en afgudsdyrkelse eller i at skikke sig lig verden, går videre i den, ikke lader sig advare, ikke tænker på at forlade den, men forsvarer den – eller om man tværtimod lider under den, kæmper og beder imod den og derfor altid på ny bliver rejst op ved nåden og i det hele taget vandrer efter Kristus; om man går videre ad egenretfærdighedens vej, regner den for god og bliver stående i trældom eller selvtilfredshed – eller om man derimod i tide tager imod advarslen og vender tilbage til troens enfoldighed og igen får trøsten ved den ufortjente nåde og i det hele taget lever i den; om man bliver ved i åndeligt hovmod og bliver ved med at synes bedst om sig selv – eller om man vågner op, gyser ved det og råber om hjælp mod denne djævel og i det hele taget ikke kan lide sig selv. Se, det er forskellen; for det afhænger af, hvad der har overtaget, hvad der regerer. Som Apostlen igen siger: «Ved I ikke, at når I overgiver jer som tjenere til nogen for at adlyde ham, så er I tjenere for den, I adlyder, enten syndens til død eller lydighedens til retfærdighed?» (Rom 6,16). – Og lad dette være nok for denne gang som en opfordring til, at den, som står, ser til, at han ikke falder.