Hustavlen eller Guds orden i husstanden

Kol 3,18–25; 4,1

(Niende årgang, 1850)

Kolossenserbrevets 3. kapitel begynder med den høje artikel om vores åndelige opstandelse og det skjulte liv med Kristus i Gud og slutter med livet i familien, om hvordan mand og hustru, børn og forældre, tjenestefolk og husbondfolk skal forholde sig over for hinanden. Allerede med denne orden har den hellige apostel vist os den sande gudsfrygts mening og bestemmelse, nemlig at et guddommeligt liv i hjertet, troen og foreningen med Frelseren skal vise og udøve sin kraft i et kristent liv sammen med mennesker på jorden, i huset, i køkkenet, i kammeret. Mange gør gudsfrygten til noget, der kun hører til i kirken, om søndagen, i andagtsstunden – som om vi kun skulle være fromme og åndelige i visse timer og på visse steder, men på andre tider og steder verdslige, uåndelige, kødelige! Det er netop i livet, i den daglige omgang med mennesker, at alt det åndelige skal udøves, bruges og vise sin kraft. De, der i andagtsstunden kan fordybe sig i nådens største hemmeligheder, ja, tro og erfare meget af den kommende verdens kraft, men straks efter i huset og i livet lægger al gudsfrygt fra sig og lever frit efter naturen, de gør som en købmand, der med stort besvær har rejst over verdenshavet og i fremmede lande med megen omhu og dygtighed har opsøgt og købt kostbare perler, men som, når han med møje er kommet hjem med dem, lader dem ligge i sit eget hus blandt de små børns legetøj, så børnene bærer dem ud og ødelægger dem. Det er i livet, i huset, blandt sine medmennesker, at man skal bruge sit lys og sin nådekraft, mand og hustru, børn og forældre, tjenestefolk og husbondfolk over for hinanden. Sådanne formaninger begynder Apostlen nu at give. Så kan vi også se, hvad det umiddelbart foregående ord indebærer: «Alt, hvad I gør i ord eller gerning, det skal I alt sammen gøre i Herren Jesu navn.» Læg mærke til: «Alt, hvad I gør i ord eller gerning» – så bliver det, som Luther siger om dette ord, sådan at «en kristens gerninger har intet bestemt navn, intet bestemt sted»; de kan bestå i hvad som helst, der forekommer i hans kald, og er dog alle hellige gerninger, som behager Gud, fordi de er gjort i troen og i enfoldig lydighed mod Guds bud. Herren har henvist dem, der vil tjene ham, netop til det daglige liv og de enkle gøremål og tjenester, som forekommer dér og kræves af enhver efter hans stand; derfor har han også fra begyndelsen givet sine hellige bud om forholdet mellem mand og hustru, mellem børn og forældre, mellem tjenestefolk og husbonder m.fl., så ingen skal behøve at gå ud af sit hus for at kunne vise Herren tjeneste og lydighed. Men der findes én stor og mægtig hindring for denne tjeneste, som behager Gud, og den gør næsten al formaning dertil frugtesløs. Det er den hindring, at disse gerninger ikke har nogen anseelse i vores forblindede øjne. Ja, måske vil mange, der læser dette, synes, at emnet knap nok fortjener en plads her. At tale om ægteskabet, om mand og hustru, om børn og tjenestefolk i huset, er ikke rigtig åndeligt, synes man. Men kære, på den måde var ikke engang Gud selv i himlen rigtig åndelig, han, som ikke blot har indstiftet ægteskabet og givet det dets love og rettigheder, men også selv har skabt alt, hvad der bruges og behøves i huset, i køkkenet; ja, på den måde var Gud selv for verdslig, eftersom han har skabt hele den synlige verden! Er ægteskabet, er mænds og hustruers pligter ikke åndelige nok, så lad os huske, at Herren Kristus, Guds Søn og hele verdens Forsoner, ikke blot gjorde sit første under ved et bryllup, men også i den første, herlige prædiken, der i Bibelen er nedskrevet fra hans hellige mund, også taler om ægtefællers forhold til hinanden (Matt 5,31–32). Når vi synes, at vores huslige pligter er af ringe værdi, og skuer bort efter andre gerninger, som skulle være mere hellige og behage Gud mere, så lad os straks besinde os og dybt indprente i vores hjerter, at alle gerningers og tings værdi udelukkende må bedømmes efter Guds befaling; at intet er stort og velbehageligt for Gud på grund af sin egen værdi, men kun fordi han har befalet det; at når vi i barnlig tro og lydighed gør noget på Guds befaling, så er det altid stort og velbehageligt for ham, om det end i sig selv er nok så ringe. «Hvis jeg på Guds befaling blot samlede et halmstrå op, var det en større og helligere gerning, end hvis jeg uden Guds befaling omvendte hele verden.» «Tænk», siger Luther, «hvis Gud en dag besøgte dig med nogle engle og befalede dig blot at feje gulvet, så ville du af lutter glæde ikke vide, hvordan du skulle bære dig ad. Hvorfor det? Var det da en så stor gerning? Bestemt ikke i sig selv, men kun fordi Gud har befalet mig det.» Nu har Gud virkelig givet befalinger om sådanne uanselige gerninger, nemlig når han har forordnet, hvordan ægtefæller, børn og forældre, tjenestefolk og husbondfolk skal forholde sig over for hinanden. Hvis vi blot gav agt på disse hans forordninger, ville det for os være ganske, som om Gud stod ved siden af os og bad os om disse tjenester og gerninger; da ville vi vide med vished, at vi også med sådanne ringe gerninger gjorde en tjeneste, som behager Gud. Og hvilken lyst og glæde ville det ikke være! Ville ikke mange give alt, hvad de ejer, hvis de blot kunne komme dertil, at de helt sikkert vidste, at alt, hvad de gjorde, var gerninger, som behager Gud? Hvor mange har ikke påtaget sig de mest besværlige pilgrimsrejser, ja, de mest pinefulde selvplagelser, blot for den tankes skyld, at disse gerninger skulle behage Gud! Nu kan vi på langt billigere vilkår og samtidig på en sikker og fast grund virkelig opnå den lykke at vide, at vores gerninger behager Gud, hvis vi blot ville give agt på Herrens ord om de stande, vi selv allerede befinder os i. Giv agt på Herrens ord om din egen stand, så skal du se, hvad Herren særligt kræver af dig; du skal se de gerninger nævnt ved navn, som du altid kan være vis på behager Gud; for han må jo elske det, han selv har befalet. Vi vil her kun betragte de stande, der omtales i vores kapitel. Måske genkender du din egen i en af dem. Måske lever du i ægtestanden, eller også er du barn eller tjener, eller du har på en eller anden måde børn eller tjenestefolk under dig; og i alle disse tilfælde får du her af Apostlen at vide, hvilke gerninger Herren kræver af dig. Apostlen begynder med ægtestanden, fordi den er den kilde, de andre udspringer af. Endvidere nævner apostlene altid hustruens pligter før mandens, fordi Gud har forordnet, at kvinden skal være den underordnede. Her siger nu den hellige Paulus: I hustruer, vær jeres mænd underdanige, som det sømmer sig i Herren. Grundlaget for alle hustruens pligter over for sin mand er underdanigheden. Apostlen kunne have nævnt flere pligter som venlighed, troskab, huslighed m.fl., men han nævner kun den, der er hustruens særlige pligt: vær underdanige. Det var også det eneste bud, Herren Gud i begyndelsen gav kvinden, da han sagde: «Din vilje skal være din mand underdanig, og han skal være din herre» (1 Mos 3,16). *) Siden kan manden altid minde hende om, hvad han ellers ønsker; derfor kunne Apostlen udtrykke hustruens pligter så kort. Men her hører vi straks mangen hustru spørge: Skal manden da regere, lige som han vil? – Svar: Nej! Også han får sine regler at rette sig efter. Men hvis han ikke retter sig efter dem, så se, hvilken tilføjelse Apostlen straks gør her, når han siger: «som det sømmer sig i Herren». Det er ikke for mandens skyld eller med henblik på hans fuldkommenhed, at hustruen skal være underdanig, men «som det sømmer sig i Herren», altså for Herrens skyld, hvad enten manden opfylder sine pligter eller ej. Apostlen Peter siger allerede om en blot menneskelig ordning, at man skal være den underdanig for Herrens skyld (1 Pet 2,13) – hvor meget mere så en rent guddommelig ordning som denne! Ordene «som det sømmer sig i Herren» rummer to ting. For det første, at hustruen skal være sin mand underdanig for Herrens skyld, af en kristen grund, som allerede sagt; for det andet, at det skal ske på kristen vis, på en måde, der stemmer med Herrens ord: at hun er så underdanig, som Herren har befalet; at hun altså lader manden være sin herre, og at ikke blot hendes ord og gerninger, men hendes vilje er ham underdanig – «din vilje skal være din mand underdanig» – at hun med hjertens lyst, «for Herrens skyld», gør sin mands vilje til sin vilje. Men hertil hører så også på den anden side, at når du gør alt for Herrens skyld, lader du dig aldrig bevæge til at være din mand så lydig, at du bliver din Gud ulydig; hvis manden derimod forlangte noget, der strider mod Guds bud, så gælder den almindelige regel: «Man skal adlyde Gud mere end mennesker»; derom siger også kirkelæreren Gregor: «Hustruen skal således være sin mand til behag, at hun ikke bliver sin Skaber til mishag.» Men ellers lærer Skriften udtrykkeligt, at hustruen skal være sin mand underdanig i alt, sådan som Apostlens ord lyder i Ef 5,22–24. Den, der læser dette, må give agt derpå! Han siger: «I hustruer, vær jeres mænd underdanige som Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom også Kristus er menighedens hoved. – – Ligesom nu menigheden er Kristus underdanig, sådan skal også hustruerne være deres mænd underdanige i alt.» Det er jo høje og herlige bevæggrunde! Ligesom Kristus er menighedens hoved, og menigheden, hans brud, «Lammets hustru», er ham underdanig, sådan er manden hustruens hoved, af Gud forordnet dertil, og sådan skal hustruen være manden underdanig. I alt, dvs. på enhver måde: i optræden, i tale, i klædedragt, i handlemåde. Kort sagt: hustruen bør, så vidt det er muligt, rette sig efter sin mand i alt, hvad der ikke er synd. Apostlen Peter siger noget om hustruernes klædedragt, som bør forstås på en måde, der stemmer med tidens forhold, med stand og vilkår og med hovedreglen om underdanighed over for manden; det bemærker også Luther, og han anfører dronning Esters eksempel, hun som kun for at gøre sin mand til vilje og for sin høje stands skyld bar en prægtig klædning. Med denne bemærkning i erindring forstår vi Apostlens smukke ord: Hustruernes smykke skal ikke være «det ydre, med hårfletninger og guldsmykker eller klæder, men hjertets skjulte menneske med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige væsen, som er kostbart for Gud. For således smykkede også fordum de hellige kvinder sig, som satte deres håb til Gud og var deres mænd underdanige, ligesom Sara adlød Abraham og kaldte ham herre» osv. (1 Pet 3,3–6). Note: *) Den gamle (svenske) oversættelse. Den nye lyder: «Men til din mand skal din attrå være, og han skal råde over dig.» Men her vil en from hustru måske sige: Jeg ville også gerne være en Sara over for min mand, hvis han blot var en Abraham; men når jeg har en helt uomvendt mand, skal jeg så også være ham underdanig? Svar: Hør, hvordan Apostlen begynder på det netop anførte sted: «I hustruer, vær også jeres mænd underdanige, for at selv om nogle ikke tror ordet, kan de vindes uden ord ved hustruernes vandel, når de ser jeres kyske vandel i frygt» (v. 1–2). Her taler Apostlen om hustruer, der ligefrem havde hedninger til mænd, hvad der ofte var tilfældet på apostlenes tid, da evangeliet første gang blev prædiket, og den ene af to hedenske ægtefæller blev omvendt. Selv om den kristne og oplyste hustru nu havde en hedning til mand, byder Apostlen dog, at hun skal være ham underdanig. Gid hver kristen hustru ville lægge mærke til dette! Om du er omvendt og din mand ikke, ja, om du så også er forstandigere og dygtigere end din mand, så bliver din pligt dog den samme: at være ham underdanig, så længe han ikke kræver en bestemt synd af dig. Tænk, hvilket groft og ugudeligt væsen der måtte herske hos en hedning. Og dog byder Apostlen, at en kristen hustru skal være ham underdanig, og han vil, at hvis hun ikke må prædike for ham med ord, så kan hun dog gøre det med sin kristne underdanighed, mildhed, venlighed, troskab osv.; så vil måske også han, bevæget af ydmyghedens og kærlighedens smeltende kraft, standse ved Guds ord, besinde sig og sige: Jeg ser på min hustru, at de kristne er et godt folk; Gud hjælpe også mig til at blive en kristen! – Man læser om Monika, Augustins mor, at hun havde en sær og underlig mand, som desuden var hedning, men at hun dog forstod at skikke sig så vel over for ham, at han ikke gjorde hende noget ondt. Da hendes nabokoner så det, undrede de sig meget og kom til hende og klagede over deres mænd, som de aldrig kunne gøre tilpas, men fik skænd og slag af; og nu spurgte de Monika, hvordan hun bar sig ad med sin mand, så hun aldrig blev slået af ham, skønt han dog havde et underligt og vanskeligt sind. Da svarede Monika: «Jeg frygter, at I selv giver jeres mænd anledning dertil; var I dem underdanige og stod ikke og skændtes med dem med vrangvillige svar på deres ord, men med tålmodighed gav efter og adlød dem eller formildede dem med venlige ord, så slap I nok for slag. For sådan plejer jeg at gøre. Når min mand larmer, så beder jeg ham pænt; vredes han, så giver jeg efter for ham og giver ham hjertelig gode ord. Derved har jeg ikke blot stillet hans vrede, men også fået ham så vidt, at han nu er omvendt og er blevet en kristen.» Gud give, at enhver kristen hustru ville besinde sig på dette og alt det, vi nu har set om hendes pligter! Det koster ganske vist kød og blod noget, for det vil gerne rejse sig mod Guds orden og sige: Skal jeg altid være underdanig? Men hvor Kristi Ånd bor, dér må kødet korsfæstes, og dér bør det være overmåde sødt for ånden at få at vide, hvilke gerninger Gud vil have af os, og at få gøre det, som man med vished ved behager ham. Sådan som Luther netop siger om dette i sin udlægning af Peters brev: «Det er en høj og ædel skat, som en hustru kan have, når hun skikker sig sådan, at hun er manden underdanig, at hun nemlig da er sikker på, at hendes gerning behager Gud. Hvilken større glæde kan vel vederfares hende? Derfor skal den, der vil være en kristen hustru, tænke sådan: Jeg vil ikke se på, hvad slags mand jeg har, om han er hedning eller jøde, god eller ond; men jeg vil se på, at Gud har sat mig i ægtestanden, og derfor vil jeg være min mand underdanig og lydig. – Når hun står i en sådan lydighed, er siden alle hendes gerninger gyldne gerninger.» Så vidt Luther. – Men nu vil vi gå videre og se på ægtemandens pligter. Apostlen siger: I mænd, elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre mod dem. Ligesom grundlaget for hustruens pligter er underdanighed, sådan er grundlaget for mandens pligter: kærligheden. – «I mænd, elsk jeres hustruer.» – Hvor der blot er kærlighed, dér følger også alt andet af sig selv, som Apostlen siger i 1 Kor 13: «Kærligheden er tålmodig og mild, den bærer over med alt, den tror alt, den håber alt, den bliver ikke opbragt» osv. Men for at betragte ægtemandens kærlighed til sin hustru, så lad os især samle vores opmærksomhed om den højtidelige fremstilling af den i Ef 5. Apostlen siger: «I mænd, elsk jeres hustruer, ligesom også Kristus har elsket menigheden og givet sig selv hen for den. – Således skylder også mændene at elske deres hustruer som deres egne kroppe. Den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. For ingen har nogen sinde hadet sit eget kød, men han nærer og plejer det, ligesom også Kristus menigheden» (v. 25.28–29). Se, hvilket højt billede – til høj ære for ægtekærligheden – at den afbildes ved «Kristi kærlighed, som overgår al kundskab»! Lad os nu betragte lærdommene heraf. Det mest kendetegnende ved Kristi kærlighed til menigheden er for det første, at han elsker ufortjent, uden vores fortjeneste eller værdighed, alene på grund af Faderens evige udvælgelse (Ef 1,4), hvorom han selv siger: «De var dine, og du har givet mig dem. Dem, du har givet mig, har jeg bevaret i dit navn» (Joh 17). «Og ingen skal rive dem ud af min hånd; min Fader, som har givet mig dem, er større end alle» (Joh 10). Således skal også manden elske sin hustru for Faderens viljes skyld, uden hensyn til hendes større eller mindre fortrin, blot fordi Faderen har givet ham hende, fordi hun er hans hustru. Den kærlighed, der afhænger af egenskaber, af bedre og dårligere stunder, er en flygtig, ubestandig og overfladisk kærlighed. Havde Kristus elsket os sådan, så havde han ikke givet sig selv hen for os. Nej, at Gud har givet dig denne hustru, ført hende i din favn og sagt: Hun skal være din, elsk hende, hold dig til hende – se, det er tusind gange mere end alle en kvindes skønneste egenskaber! – For det andet: Kristi kærlighed gjorde ham og menigheden til ét, som Apostlen straks bemærker her, v. 30: «Vi er lemmer på hans krop, af hans kød og af hans ben.» Sådan, tilføjer Apostlen, er også ægtefæller blevet ét, v. 31: «de to skal blive ét kød». Det sker dog ikke blot ved kærligheden, men grunder sig egentlig på en tanke hos Gud ved kvindens skabelse. Lad os blot overveje den mærkelige beretning derom i 1 Mos 2. Først fortælles det, hvordan Gud skabte kvinden af et ribben fra manden, og hvordan mandens første udråb, da han så kvinden, var: «Ja, denne er nu ben af mine ben og kød af mit kød.» Lige derefter følger så Guds første ord om den ægteskabelige forening, og det lyder således: «Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød» (v. 24). Sådan har Herren Kristus selv forklaret sagen, da han i Matt 19 mindede farisæerne om denne Guds indstiftelse og sagde om ægtefællers uopløselige forening: «Så er de ikke mere to, men ét kød» (v. 6). Herpå grunder sig nu det, Apostlen siger her, at mændene «skylder at elske deres hustruer som deres egne kroppe», nemlig som noget, der virkelig er deres egne kroppe; for læg mærke til, hvad der følger: «Den, som elsker sin hustru, elsker sig selv; for ingen har nogen sinde hadet sit eget kød» osv. Burde ikke dette vække mangen mand til besindelse og til mere kærlighed til sin hustru? For det tredje: Kristi kærlighed var en opofrende kærlighed; Kristus har elsket menigheden og givet sig selv hen for den, og desuden nærer og plejer han den (v. 29); og ikke alene det, men han giver den også dens gladere stunder, dens glæder og vederkvægelser. Sådan skal også manden gøre alt, ikke blot for at forsørge sin hustru, men også for at skaffe hende trivsel og vederkvægelse, sådan som kærligheden jo af sig selv gør. Kort sagt: alle mandens pligter er indbefattet i kærligheden. – «I mænd, elsk jeres hustruer!» Her vil nogen måske indvende: Kærlighed lader sig jo aldrig befale. Hvad jeg elsker, det elsker jeg, selv om det forbydes; hvad jeg ikke elsker, det kan jeg ikke tvinge mig til at elske, selv om Gud står foran mig med sværdet og befaler mig det. Hvordan kan Apostlen så formane til kærlighed? – Svar: Vi taler jo her kun om kristne! Lad os huske, hvad det betyder: «Er I opstået med Kristus; er Kristus jeres liv.» Sådan begyndte vores kapitel. En kristen, der står i pagt og forening med den almægtige Herre, har veje og midler, som ingen anden har, til at få, hvad han behøver; som Kristus siger: «Alt er muligt for den, som tror.» Han kan få kærlighed efter behov, også dér, hvor det for den blotte natur ville være umuligt at elske. Kærligheden afhænger ikke af genstanden, men af hjertet. Vi ser, at selv de mest foragtelige genstande bliver elsket. Behøver en kristen så mere kærlighed, så taler han med sin Gud om det. Det er det første middel; for kærligheden til ægtefællen er også en gave fra Gud, som man nok må bede om. Det andet middel er at betragte Guds ord om sagen, eller at se på sin ægtefælle efter Ordet. Det tredje, eller rettere det første, er blot at blive levendegjort i forholdet til Gud, i troen og kærligheden, så følger også kærligheden til ægtefællen. Åh, det er et underfuldt forhold, som er sødt og dyrebart at kende, men som kun de troende kender, og som kristne ægtefæller ofte taler om med forundring, nemlig at deres ægtekærlighed hænger sådan sammen med forholdet til Gud, at som det sidste er, sådan er også den første. Bliver de kolde og døde i det åndelige, så bliver det også koldt og dødt i ægtekærligheden. Vil de da have en levende kærlighed til hinanden, så søger de blot en levende tro og kærlighed til Gud. Her ser du, hvad det betyder, at den sande ægtekærlighed er en hellig kærlighed, der har sin grund i Gud. Men da alt helligt bliver anfægtet af Djævelen, og han aldrig kan tåle, at der endnu findes et sådant paradis på jorden, som to kristne ægtefællers indbyrdes kærlighed er, så forsømmer han nok ikke at angribe den; derfor er det nødvendigt, at de nøje og bestandig ser på hinanden efter Guds ord og indstiftelse. Om dette siger Luther i en udlægning af Matt 5,27–30 følgende: «Kød og blod er for det første fuldt af nysgerrighed, så det snart bliver ked af det, det har, og gaber efter noget andet; så puster Djævelen til, så man hos sin ægtefælle ikke ser andet end det, der er skrøbeligt, og taber det af syne, der er godt og prisværdigt. Deraf kommer det snart, at enhver anden kvinde er smukkere og bedre i ens øjne end ens egen. Da var det den rette kunst og det stærkeste værn derimod, hvis enhver lærte at se rigtigt på sin ægtefælle efter Guds ord; så ville han nok elske og agte sin hustru som en guddommelig gave og et klenodie, og når han så en anden kvinde (om hun så var smukkere end hans egen), ville han tænke således: Var hun så den allersmukkeste på jorden, så har jeg dog et langt smukkere smykke på min hustru, som Gud har givet mig og prydet med sit ord – et smykke, som jeg ikke finder hos nogen anden. For jeg finder ingen anden, om hvem jeg kan sige, som jeg med god samvittighed kan sige om min egen: Hende har Gud selv skænket mig og ført i min favn, og jeg ved, at det behager ham og alle engle af hjertet, når jeg holder mig til hende med kærlighed og troskab.» – Men nok om kærligheden. Apostlen tilføjer videre:

«Og vær ikke bitre mod dem.» – «I mænd, elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre mod dem.» – Det er sandt: Gud har givet jer herredømmet, og hustruerne skylder jer underdanighed. Men tro derfor ikke, at I frit kan følge et vredt sind, som det passer jer, og være vrisne og hårde i ord og optræden mod jeres hustruer. Nej, våg, våg over jer selv! – Apostlen Peter siger: «Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med kvinden som det svagere kar og vise dem ære som dem, der også er medarvinger til livets nåde, så jeres bønner ikke hindres» (1 Pet 3,7). Vi er alle svage kar, «lerkar», men kvinden er alligevel det svagere kar. Hvordan kan manden så vente en sådan fuldkommenhed af hende, at han aldrig skulle bære over med en fejl? Han bør derfor bruge sin magt «med forstand» og aldrig glemme, at kvinden er lige så højt agtet for Gud, for også hun er medarving til livets nåde. Lad det være sagt endnu en gang: Hun skylder at være underdanig, det er sandt, og du har magt til at befale; men brug din magt sådan, at du ikke skader det svage kar eller redskab, så hendes sind ikke bliver helt nedtrykt og sløvet over for dig. «Vil du have en god kniv,» siger Luther, «så skal du ikke hakke i sten med den.» Du kan ganske vist sige: Det er min egen kniv, den skal stå til tjeneste for mig i alt. Det er sandt nok; men er det vel til din egen nytte, hvis du hakker i hvad som helst med den?

Både mand og kvinde må aldrig glemme, at hele deres lykke i ægteskabet afhænger af, at kærligheden bevares. Eller skal hustruen måske ikke elske? Er det mon en lykke, hvis hun blot er underdanig som en træl? Kærligheden er jo hele den ægteskabelige lykkes livsglæde. Når hun er kristen, må hun ganske vist altid søge nåde hos Gud til at kunne elske sin mand, hvordan han end behandler hende; for ud over Guds almindelige bud om kærligheden står der også særskilt: «Hustruerne skal elske deres mænd» (Tit 2,4). Men hvilken frygtelig fristelse bliver det ikke, hvis manden ikke bruger forstand og mildhed og med kærligheden i mange ting udjævner det, som underdanighedens lov gør ujævnt! – «Så jeres bønner ikke hindres,» siger Apostlen. Hvis du ikke bruger forstand og mildhed mod din ægtefælle, men brummer og er utålmodig, så kærligheden ødelægges, så kan I ikke bede jeres Fadervor: «Forlad os vor skyld, som også vi forlader.» Og hvor forfærdeligt er lykken så ikke ødelagt! Det ser ud til, at Apostlen her taler om ægtefæller, som har brug for at bede dagligt. Desuden er det kristne ægtefællers største lykke og livets sødeste stunder, når de sammen kan bede til deres Fader. Alt sådant hindres af mangel på overbærenhed og hårdhed. Og her kommer vi nu til hovedreglen for at bevare al kærlighed og lykke, nemlig den stadige tilgivelse. Den, som vil blive i kærlighed og fred, må indstille sig på at tilgive uophørligt. Med vores egen fuldkommenhed kommer vi ikke langt, hverken over for Gud eller mennesker. Tilgivelse og stadig tilgivelse er det, syndere har brug for. Den, der endelig vil regne fejl op og ikke vil øve sig i virkelig at tilgive, ham give Gud, at han aldrig må få ro på jorden, men i stedet for sin enkle ulykke (en ufuldkommen ægtefælle) får en ti gange sværere: et mørkt, vrangt og usaligt hjerte! Ja, det kan ikke blive anderledes. Når man blot betænker det, der er fremstillet her: hustruernes krævende pligt altid at være underdanig over for en ufuldkommen mand og mandens pligt altid at elske en ufuldkommen hustru (for fuldkommenhed på jorden er kun tåbers indbildning) – så ser vi nok, at man ikke kan vente, at uomvendte mennesker lever ret efter disse pligter. Man har i det mindste ingen garanti for et lykkeligt ægteskab, hvor ikke begge ægtefæller er levende og alvorlige kristne. Selv om de er det, kommer der nok alligevel fristelser og skrøbeligheder; men så bliver det dog alt sammen lægt, når Guds Ånd er deres vogter, opdrager og trøster. Den, som er født af Gud, kan jo ikke gøre synd eller hylde nogen af sine svagheder, men øver sig altid i at blive bedre. Derfor er det med sandhed blevet sagt, at selv om en levende kristendom ikke var nødvendig for noget andet, så var den dog nødvendig for at få et lykkeligt ægteskab *). Note: *) Her ser vi os foranlediget til at sige nogle ord om et spørgsmål, som kristne ofte har haft delte meninger om, nemlig om en omvendt kristen nogen sinde må gifte sig med en uomvendt. Undersøger vi først, om der i Guds ord findes et bestemt bud om det, så finder vi i Det Gamle Testamente kun love for Israels børn om ikke at blive besvogret med hedninger; og det svarer vel i nogle henseender til vores spørgsmål, men er også i mange henseender en helt anden sag. Mere betænkeligt er det, at da der om den fromme Sets efterkommere, de første hellige patriarkers børn, siges, at disse Guds sønner så, at menneskenes døtre var smukke, og tog sig til hustruer dem, de syntes bedst om, da – mærk dig det: da sagde Herren: «Min Ånd skal ikke blive i menneskene for bestandig, eftersom de dog er kød» (1 Mos 6,2–3). I Det Nye Testamente finder vi kun, at hvis en troende allerede har en ikke-troende ægtefælle, og den uomvendte ægtefælle er villig til at bo sammen med den troende, så må denne ikke skille sig fra ham eller hende (1 Kor 7,12–13); og endnu et ord, som taler mere direkte ind i vores spørgsmål, når Paulus siger: «Har vi ikke ret til at tage en hustru med os, som er en søster?» (1 Kor 9,5). Mere direkte om sagen finder vi ikke i Bibelen. 2 Kor 6,14–16 handler vel ikke direkte og udelukkende om dette spørgsmål, men har dog en stærk stemme i sagen, når det hedder: «Gå ikke i fremmed åg sammen med vantro; for hvad har retfærdighed osv., eller hvordan forliges Kristus med Belial? Eller hvordan kan Guds tempel stå sammen med afguder? For I er den levende Guds tempel» osv. Man kan nu anse de anførte bibelord for mere eller mindre talende i sagen; vi vil blot bemærke: Er det ikke en almindelig klage blandt kristne, hvor svært det er blot en eneste dag at måtte omgås de vantro, når kaldets arbejde tvinger én til det? Hvordan kan en levende kristen så ønske sig for hele sit liv at være i så nær en forening med en vantro, som ægteskabets bånd indebærer? Aldrig rigtig fortroligt at kunne tale med den, man elsker højest, om det, der er ens dyreste anliggende i livet; aldrig at kunne bøje knæ for sit livs Gud sammen med den, man vil dele sit liv med, og tale som søskende med den fælles Fader, men dag og nat at være forenet på det nærmeste med en person, som alene ved sin ånd er til hinder for alt helligt, selv om han i det ydre er medgørlig i alt – kan det være ønskeligt for en kristen med et sundt nådeliv i Herren? Skulle ikke en sund og besindig kristen på sine knæ bede Gud om at blive skånet for at skulle være forenet med en ugudelig? Det er på sådanne grunde, at mange har villet betvivle ægtheden og livet i deres kristendom, som blot overvejer at gifte sig med en uomvendt. Men vi skal huske, at det aldrig ser så groft ud, når det sker, som når vi ser sagen i dybden. Kærligheden, som jo «håber alt», gør, at en forelsket kristen altid ser den elskede «så nær Guds rige». Det hedder: «Han er så åben for Ordet; jeg tror bestemt, at han bliver en kristen; måske skal jeg være midlet; ja, måske bliver et nej fra mig årsag til hans evige død!» Når den uomvendte elsker en omvendt, viser han også altid en vis bedring. Det er sådanne omstændigheder, som fanger mangen enfoldig kristen og undertiden har haft de allersørgeligste følger. Undertiden er det også gået bedre; en gang imellem sådan, at det nævnte håb virkelig gik i opfyldelse; oftere sådan, at en vanskelig ægtefælle blev den troende til en skarp, men sund tugt. «Gud kan også skaden tvinge til at tjene os til gavn.» Men den uomvendte elsker har også et håb, som – desværre – ofte er gået i opfyldelse, og de tos kød har overvundet den enes ånd.

Hvis en kristen så bliver spurgt til råds af en bror eller søster om ægteskab med en uomvendt, hvad skal han så svare? Han kan for eksempel svare sådan: Har du noget valg? Kan du gøre, hvad det skal være? Er du ikke allerede bundet af kærligheden? «Kan du blive fri, så gør hellere brug af det» (1 Kor 7,21). Bed Gud om, at du må slippe! «Og hvordan kan du vide, hustru, om du kan frelse din mand? Eller hvordan kan du vide, mand, om du kan frelse din hustru?» (v. 16). Nej, flygt, flygt, hvis du kan! Men det bliver alligevel – lad os antage, at det alligevel bliver til giftermål – hvad skal man så sige, om ikke dette: «Gud styre det nu! Og bær dit kors med tålmodighed, og bed Gud om, at han blot frelser din sjæl.» – Hvorfor en sådan afslutning på spørgsmålet? Fordi intet andet hjælper; fordi som oftest ingen kraftord, advarsler, bønner og forbønner hjælper! Og hvis den troende endnu vil følge sin Frelser, hvem kan da nægte, at han endnu har hans nåde? Note: Men hermed hænger et andet spørgsmål sammen. Mangen ung kristen siger: «Selv om det ikke drejer sig om en vantro, er jeg alligevel uvis på, om Gud har bestemt den, jeg elsker, for mig. Hvordan skal jeg få at vide, hvad Guds vilje er?» Her har vi et godt råd at give. Men først et ord om, at du kun spørger efter Guds vilje. Åh, gid alle unge kristne ville lægge sig dybt på sinde, at dette er det eneste vigtige i dette spørgsmål, nemlig at Guds vilje sker. At en person er kristen og desuden prydet med alle gode egenskaber, er slet ikke nok. Jeg behøver endnu at få at vide, om det også er netop den person, som Gud har bestemt for mig; for for det første kan jeg jo ikke se så meget som til i morgen, hvad der kan hænde denne person – sygdom, død, frafald osv. Der er utallige ting, der kan ske, og som kan gøre min lykke til intet. Men ved jeg blot, at denne er givet mig af Gud, så må det blive sorg eller glæde – det er alt sammen lykke. Derfor sagde engang en prøvet kristen: «Hvis Gud bød mig frit at vælge en ægtefælle og stillede alle emnerne op på en række og sagde: Tag hvem du vil, så ville jeg svare: Nej, du gode Gud! Vælg du for mig; jeg kan ikke se så meget som til i morgen, hvad der kan ske; giv du mig den, som du har bestemt for mig!» Og desuden: Hvor vigtigt er det ikke over for alle kommende anfægtelser og fristelser at kunne sige med vished: Denne ved jeg, at Gud selv har givet mig! Nu spørges der: Hvordan kan man komme til en sådan vished om det? Jo, hør! Kender du Frelseren, så læg din sag frem for ham med alvorlig bøn om, at hvis den person, du tænker på, er den rette, som han har bestemt for dig, så må han give sagen fremgang; men i modsat fald, at han vil lægge så kraftig en hindring i vejen, at det umuligt kan ske. Bed: Trofaste Gud! Hør ikke efter, hvad mit stakkels hjerte ønsker, men gør du efter din hellige vilje osv. Tag så derefter dit skridt og fuldbyrd ægteskabet, hvis der ikke kommer nogen hindring, og vær helt vis på, at Guds vilje er sket. «Hvordan det? Kan jeg ikke alligevel have fulgt min egen vilje?» Hvad mente du da med din bøn? Jeg troede, at du netop bad om, at Gud ved sin magt måtte forhindre, at der skete noget imod hans vilje. Troede du da ikke på Herrens magt til at forhindre din egen vilje? Og Gud vil vel selv gøre efter sin egen vilje, især når også du nu bad ham om det. Det er en vantro, der fortjener straf, når man efter at have bedt sådan stadig tænker: Hvem ved, om ikke min egen vilje er sket? For det var netop imod den, du påkaldte Gud! Nej, lige så vist som du ved med dig selv, at du har ønsket, at Guds vilje skulle ske, lige så vist bør du vide, at det, du nu har fået, er fra Gud. Ja, endnu mere vist; for Gud er endnu mere optaget af vores bedste, end vi selv er.

Men vi går nu videre til børnenes pligter. Apostlen siger:

I børn, adlyd jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren.

Apostlen har føjet en helt særlig bemærkning til for børnene, når han siger: For dette er velbehageligt i Herren, nemlig at I adlyder jeres forældre. Det må jo også behage Herren, når vi i alle de øvrige stænder gør, hvad han har befalet; hvorfor kommer Apostlen så med denne bemærkning netop til børnene? Han vil dermed blot åbenbare, at Herren Gud har et helt særligt velbehag i børnenes ærbødighed og lydighed mod deres forældre, og at han har lagt særlig vægt på den. Luther har også set dette og gjort præcis den samme bemærkning, nemlig at Gud har lagt særlig vægt på det fjerde bud og har et særligt velbehag i, at det bliver nøje overholdt. Det så Luther dels af, at Herren har sat dette bud forrest blandt alle budene på den anden tavle, dels af, at Gud har knyttet et særligt løfte til netop dette bud: at det må gå dig godt osv. Grundene til, at Gud har lagt så særlig vægt på børnenes forhold til deres forældre, kan være mange og er bedst kendt af ham selv; dog kan vi forstå nogle af dem. For det første har Gud sat forældrene som sine første og nærmeste stedfortrædere, der skal føre hans sag over for børnene. Derfor har han også i loven givet dem pladsen nærmest efter sig selv og krævet, at man ikke blot skal elske dem, som vi skylder alle mennesker, men at vi skal ære forældrene, hvilket er langt højere og indebærer «også underdanighed, ydmyghed og ærbødighed som over for en skjult majestæt», som Luther siger. For det andet findes der heller ingen mennesker på jorden, som vi har så meget at takke for som vores forældre. Af dem har vi liv og blod og den ømmeste kærlighed og omsorg, så at Gud, når han selv vil beskrive sit hjertelag, sammenligner sig med en far eller mor. Af sådanne og endnu flere grunde har Gud givet børnene dette «første bud med et løfte» (Ef 6). Så behøver ingen, der har en far eller mor, at være uvis på, hvilke gerninger Gud kræver af ham – ja, alle børn, små eller voksne, kan helt bestemt vide, at når de blot i tro og lydighed mod Gud ærer far og mor, så gør de rette gode gerninger, som Herren inderligt holder af, og som han har lovet at lønne særskilt her i tiden, mens der derimod nødvendigvis må følge en særlig forbandelse af det modsatte. Men at der alligevel tænkes så lidt over det, kommer kun af Djævelens magt over vores sind, som gør os så blinde og døve for Guds ord, at vi i far eller mor kun ser et skrøbeligt menneske, som også har sine fejl. Vi kan slet ikke se denne «skjulte majestæt», som Luther nævnte, og som består i Guds orden: at de er far og mor, som Herren har befalet os at ære; vi ser kun en skrøbelig mand eller kvinde. Sådan glemmer vi også straks alle de velgerninger, de lidelser og ofre, som de ikke har sparet på for vores skyld – helt på samme måde, som vi glemmer Guds velgerninger, så vi for en eneste ond stund bliver utålmodige og knurrer, og alt det gode, vi har nydt fra Gud gennem hele vores liv, er straks glemt. Netop sådan gør vi også med forældrene; og der er ingen, der betænker sin forpligtelse, medmindre Helligånden giver sin nåde til det. Derfor: hvor nødvendigt er det ikke også at betragte dette stykke grundigt! Og hvilken velsignelse, hvilken lyst og glæde for de børn, som får nåde til at se, hvad det indebærer, at de kan vide med vished, at de gør noget, som inderligt behager Gud, når de ærer far og mor; og dernæst, når de kan besinde sig på det sikre løfte, hvorefter et barn i sandhed ikke skulle behøve mere for sikkert at blive lykkeligt her i livet end blot at ære far og mor ret! Alt dette indebærer så herlige ting, at, som Luther siger, «den, der ikke havde far eller mor i live, med god grund skulle ønske: Ak, gid Gud ville sætte stokke eller sten foran mig, som jeg måtte betragte som far og mor, blot for at have nogen, som jeg måtte vise ærbødighed og kærlighed!» Hvor meget mere så, når vi har levende mennesker for os, som virkelig er far og mor, eller nogle, som er i fars og mors sted! Men eftersom Gud har lagt så særlig vægt på det fjerde bud, og det dog er vores alles plage, synd og nød, at vi – som om en ond magt holdt vores sind fanget – ikke rigtig kan se eller besinde os på vores pligter mod forældrene, så bør vi desto mere betragte dem i Herrens ord. Med det formål samler vi os nu om et bibelsted, som indeholder de mest nødvendige lærdomme om emnet. Dér har vi en fast grund at bygge på. Dér har vi først Herrens egne ord, den evige sandhed, og dernæst også en gammel, erfaren fars råd og formaninger til sine børn. Det er Siraks Bogs 3. kapitel. Det lyder sådan:

v. 1.2. Kære børn, hør mig, jeres far, og lev sådan, at det må gå jer godt.

3. For Herren vil, at faderen skal æres af børnene; og hvad moderen byder børnene, vil han, at det skal holdes.

4, 5. Den som ærer sin far, skal finde sine synders forladelse; og den som ærer sin mor, samler sig en god skat.

6, 7. Den som ærer sin far, skal også få glæde af sine børn; og når han beder, bliver han bønhørt. Den som ærer sin far, får desto længere at leve; og den som for Herrens skyld er lydig, gør sin mor glad.

8. Den som frygter Herren, ærer også sin far og tjener sine forældre og holder dem for sine herrer.

9. Ær far og mor med gerninger, med ord og med tålmodighed.

10, 11. For at deres velsignelse må komme over dig. For faderens velsignelse bygger børnene huse; men moderens forbandelse river dem ned.

12, 13. Spot ikke din fars skrøbelighed; for det er dig ingen ære. For at ære faderen er din egen ære, og at foragte moderen er din egen skam.

14, 15. Kære barn, plej din far i hans alderdom, og bedrøv ham endelig ikke, så længe han lever. Og hav overbærenhed med ham, om han bliver barnlig; og foragt ham endelig ikke, fordi du selv er dygtig.

16. For den velgerning, som vises faderen, bliver aldrig glemt; og det skal gå dig godt, selv om du er en synder.

17. Og der skal blive tænkt på dig i nøden, og dine synder skal forgå som is for solen.

18. Den som forlader sin far, skal blive til skamme; og den som bedrøver sin mor, er forbandet af Herren. Lærdommene i dette kapitel vil vi for kortheds skyld samle i tre hovedpunkter. Det første er også det vigtigste og bliver gentaget to gange i v. 3: «Herren vil – Herren vil, at faderen skal æres af børnene; og hvad moderen byder børnene, vil han, at det skal holdes». Det er det, vi allerede har set af Apostlens ord: «For dette er velbehageligt i Herren». Vi så nemlig, at Herren har en særlig nidkærhed for dette bud og et inderligt velbehag i, at børnene hædrer, ærer og adlyder deres forældre. At Herren vil det, har han selv gjort tilstrækkelig klart. I 2 Mos 20,12 har han givet os det fjerde bud og kun til dette knyttet et særligt løfte. I 5 Mos 5,16 har han gentaget det gennem Moses med disse ord: «Du skal ære din far og din mor, sådan som Herren din Gud har befalet dig, for at du må leve længe» osv. I Det Nye Testamente har Herren Kristus været nidkær for det fjerde bud og erklæret, at gaver til Gud selv og hans tempel var mindre vigtige gerninger end at ære far og mor. Han siger: «Moses har sagt: Ær din far og din mor, og: Den som forbander far eller mor, skal visselig dø. Men I siger: Når et menneske siger til sin far eller mor: Korban *), det vil sige: en offergave, er det, som du kunne have fået hjælp af fra mig – så lader I ham ikke mere gøre noget for sin far eller mor; og I gør Guds ord til intet med jeres forskrifter» (Mark 7,10–13). Så ser vi altså, at Herren vil, at far og mor skal æres og deres bud adlydes. Det er også den første, vigtigste og største bevæggrund. For kristne børn, som kender og elsker Frelseren, skal der heller ikke mere til for at bevæge dem til ærbødighed og lydighed mod forældrene end blot dette, at «Herren vil det!» Den, som ikke ærer og adlyder far og mor, skal vide, at han handler imod Guds vilje, og at Herren Gud ser på ham og siger: Ær din far og din mor – gør det for min skyld. For den, som vil være et Guds barn, er dette den stærkeste tilskyndelse. Har han så forsyndet sig mod forældrene, angrer han, beder dem om tilgivelse og vil forbedre sig. Gør han ikke det, er det ikke et godt tegn. Derfor står der også i 8. vers: «Den som frygter Herren, ærer også sin far og tjener sine forældre og holder dem for sine herrer».

*) Korban betyder et offer – og børnene ville dermed sige: «Kære forældre! Jeg ville gerne give jer dette, men det er korban, det er givet til Gud, og jeg bruger det bedre, når jeg giver det til Gud end til jer». Det andet hovedpunkt i vores kapitel er forklaringen på ordet ære, som Guds finger skrev på stentavlen. Denne forklaring er i 9. vers samlet i få ord: «Ær far og mor med gerninger, med ord og med tålmodighed». Læg mærke til disse tre ting: med gerninger, med ord og med tålmodighed. Det første er gerninger. Børnene bør gøre alt, hvormed de kan glæde deres forældre, så længe disse ikke ønsker noget, som strider imod Guds ord og samvittigheden. De bør adlyde deres formaninger, tjene dem med beredvillighed og taknemmeligt sørge for dem i deres alderdom. Om lydigheden siger Apostlen i vores tekst: «I børn, adlyd jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren»; og her stod der i v. 8: «tjene sine forældre og holde dem for sine herrer». Gud har ordnet det sådan: Gud vil, at børnene i alt skal adlyde deres forældre. Når det, de forlanger, blot ikke er en bestemt synd, så må det gerne i øvrigt synes nok så ubetydeligt eller uforstandigt; har forældrene først befalet det, behøver barnet ikke at tænke længere over det, men skal straks gøre det. Men til gerningerne hører desuden at tjene og pleje sine forældre, når de på grund af fattigdom, sygdom eller alderdom har brug for det. I v. 14 står der: «Kære barn, plej din far i hans alderdom, og bedrøv ham endelig ikke, så længe han lever». Når forældrene er nødt til at tage imod børnenes brød, er den situation i sig selv allerede så ømtålelig, at børnene aldrig kan være opmærksomme nok over for dem, så det brød ikke alligevel smager af «bitter salat». Men dette er let at forstå; her kræves nu kun én ting: at det bliver gjort! – – Det andet, hvormed vi skal ære vores forældre, var: med ord. Ikke blot med gerninger, men også med ord. Det er ofte en stærk Djævelens fristelse hos børn, at selv om de tjener forældrene med gerninger, vil de alligevel såre og bedrøve dem med ord. Tag jer i agt; Herren lægger mærke til det. Tungen er et lille lem; men – et skarpt sværd, en ild. Vil du såre din far og mor? Herren lægger nok mærke til det! Der står tre forskellige steder i Herrens lov det, som Frelseren gentager i Mark 7,10, nemlig: «Den som forbander far eller mor, skal visselig dø». Børnene må aldrig glemme den «skjulte majestæt», som Luther taler om, og som skjuler sig under navnet far eller mor, selv om disse i sig selv er skrøbelige syndere. Børnene har ikke ret til at tale til forældrene, som det passer dem selv, men skal tale sådan, at det behager forældrene, give dem gode, ydmyge og venlige ord og allermindst bagtale dem over for andre for deres mangler og fejl. Om det sidste stod der særligt i v. 12–13 i vores kapitel: «Spot ikke din fars skrøbelighed; for det er dig ingen ære. For at ære faderen er din egen ære, og at foragte moderen er din egen skam». Det tredje, hvormed vi skulle tjene vores forældre, var: med tålmodighed. Åh, en kostelig lærdom: med tålmodighed! Ingen kan rigtig tro og besinde, hvor stor en tjeneste han gør sine medmennesker blot ved at øve tålmodighed og overbærenhed med dem. Men intet menneske kan have så rimelige krav på vores tålmodighed som vores forældre. De må nu forekomme os, som de vil, så har dog ingen været sådanne venner for os som de; ingen har ofret så meget for os som de. Og hvis far eller mor altid kunne være, som de ville, så ville de nok også være milde og sagtmodige; men mens barnet lever sorgløst og sover trygt i sin fars og mors omsorg og derfor kan være i godt humør, må forældrene til gengæld bære timelige bekymringer, ærgrelser og sorger og, hvis de er kristne, desuden mange Djævelens anfægtelser, som barnet endnu intet kender til; og på grund af alt dette kan deres sind ikke altid være så mildt og sagtmodigt, som de gerne ville. Men det forstår børnene ikke. Alligevel burde de tænke, at det under alle omstændigheder, selv om forældrene har fejl, som ikke kan undskyldes, dog er børnenes pligt at have tålmodighed med dem. Det er sandt, det bliver ikke så sjældent ubeskriveligt pinefuldt for et barn at stå under en gammel, underlig og hidsig fars eller mors luner – åh, hvilken pinefuld marter for mangt et livligt, følsomt sind, som elsker frihed! Og hvilken barbarisk lære, synes børnene, at sige: Du skal i ydmyg underkastelse blive stille i dette fangenskab, til Herren selv gør en ændring! Det er sandt, det er bittert! Men vil du ikke have Gud til din fjende og modstander hele dit liv, så må du alligevel gøre det; intet andet hjælper. Vil du være vis og blive lykkelig, så vær stille, kvæl din urolige ånd, giv dig hellere hen som et offer, der steges i ulidelige kvaler for kødet, hellere end i utålmodighed selv at bryde Herrens orden og flygte fra den svære, men sunde skole. Hvis du er et Guds barn og holder dig til Herren, har du alligevel imens din himmelske Faders velbehag og ømme medfølelse. Han ved nok sin tid til at udfri dig og efter prøvelsen glæde dig mangfoldigt. «Godt er det i stilhed at håbe på Herrens hjælp. Godt er det for manden, at han bærer åget i sin ungdom, at han sidder ensom og tavs, når det er lagt på ham, at han lægger sin mund i støvet og siger: Måske er der endnu håb» (Klag 3).

Men nu går vi videre til det tredje hovedpunkt i vores kapitel. Det er højst mærkværdigt. Det er nemlig en forklaring på det løfte, som det fjerde bud har med sig: «for at det må gå dig godt her, og du må leve længe på jorden». Af nogle ord i dette kapitel opdager vi det mærkværdige forhold, at Gud har knyttet den timelige velsignelse så fast til overholdelsen af netop dette ene bud, at selv om et menneske i øvrigt er ugudeligt og ved sin død bliver evigt fordømt, skal det alligevel i denne tid undgå straffedommene og i stedet have lykke og velsignelse. Det er meningen med ordene: «Den som ærer sin far, skal finde sine synders forladelse; og den som ærer sin mor, samler sig en god skat. Deres velsignelse skal komme over dig. For faderens velsignelse bygger børnene huse; men moderens forbandelse river dem ned. *) For den velgerning, som vises faderen, bliver aldrig glemt, og det skal gå dig godt, selv om du er en synder» osv. Læg mærke til: «selv om du er en synder», dvs. et i øvrigt forbryderisk og ugudeligt menneske. Grunden er, at Herren Gud ikke knyttede sit løfte om timelig velsignelse til opfyldelsen af hele loven, men til et enkelt bud, det fjerde. Den, som vil fortjene Guds nåde og det evige liv ved egen fortjeneste, skal holde hele loven og må ikke «snuble på ét punkt». Men timelig velsignelse skænker Gud dem, som blot ærer og adlyder forældre, lærere og øvrighed; for Guds løfte kan ikke blive til intet. Derfor: selv om du ellers er et uomvendt menneske og i døden skal blive evigt fordømt, må du alligevel i tiden undgå straffedommene og have det godt, mens du lever, når blot du ærer far og mor. Det er meningen med ordene: «Den som ærer sin far, skal finde sine synders forladelse» (v. 4); og igen: «Der skal blive tænkt på dig i nøden, og dine synder skal forgå som is for solen» (v. 17). Alle sådanne ord taler kun om denne tid, om at undgå timelige straffe, sådan som det næste vers, det 18., også viser, når modsætningen fremstilles: «Den som forlader sin far, skal blive til skamme», eller få skam og vanære som straf. For vi må ikke glemme, at alt dette er en udlægning af det fjerde bud, som udtrykkeligt siger: «her på jorden», eller: «i det land, som jeg vil give dig», dér skal det gå dig godt, hvis du ærer far og mor. Sådan står der også i v. 6, 7 og 11 særlige eksempler på den velsignelse, som her bliver lovet, når det hedder: «Den som ærer sin far, skal også få glæde af sine børn – han får desto længere at leve – ham bygger faderens velsignelse huse» osv. Det er alt sammen timelig velsignelse. Guds tanke og råd har været, at ligesom vi har fået vores krop og vores legemlige liv gennem far og mor, sådan skal også vores legemlige vel og ve afhænge af vores forhold til dem; på samme måde som vores del i det evige liv afhænger alene af vores forhold til Kristus, netop fordi han med sin død har vundet det for os. Alle synder imod Guds lov skal ikke fordømme os, hvis vi tror på Kristus; og alle vores fortjenester for loven kan ikke gøre os salige, hvis vi ikke tror på Kristus; og det alene fordi Guds Søn har givet sit liv for os. Siden da regner Gud alle menneskers fortjenester for intet, når det gælder om at vinde det evige liv. Derfor: «Den som har Sønnen, har livet», og den, som ærer far og mor, har velsignelse her på jorden; men «den som ikke har Sønnen, har ikke livet», og den, som ikke ærer far og mor, skal det ikke gå godt her på jorden.

*) For de enfoldige skal det nævnes, at når far og mor og forskellige forhold i dette kapitel skelnes i udtrykkene, er det blot en stilfigur i denne bog af Bibelen. Enhver ved dog, at det fjerde bud og hele Guds ord ikke gør nogen forskel på vores pligter mod far eller mor. Når der i v. 13 står: «At ære faderen er din egen ære, og at foragte din mor er din egen skam», mærker enhver, at der siges det samme om dem begge, om end med skiftende udtryk. Når der så her står: «Faderens velsignelse bygger børnene huse, men moderens forbandelse river dem ned», vil det sige: Den, som har forholdt sig sådan mod far og mor, at de velsigner ham, skal også få velsignelse, men i modsat fald forbandelse.

Desuden, når vi husker, at der under navnet far og mor også forstås «svigerforældre, plejeforældre, øvrighed, lærere, husbonder og alle andre, som har faderlig omsorg for os», er det let at forstå, hvorfor Gud knyttede den timelige velsignelse til det fjerde bud: i dette bud bliver al god vandel over for mennesker grundlagt. Det fjerde bud er det første bud på den anden tavle. Og «menneskelig retfærdighed har sin løn på jorden», som Luther siger. Det er også ganske underfuldt og opbyggeligt at høre gamle, erfarne kristne fortælle, hvad de har set i denne henseende, nemlig hvordan «faderens velsignelse har bygget børnene huse, men moderens forbandelse har revet dem ned»; hvordan visse børn, som har udmærket sig enten ved et godt eller ved et ondt forhold til forældrene, gennem hele livet har måttet høste, hvad de såede. En tysk forfatter siger om dette: «Stille og uden larm, men mægtigt går der gennem menneskenes skæbner et ubegribeligt noget. Ofte synes det at forsvinde, men pludselig lyser det frem igen. Det er ikke menneskeligt og jordisk; enhver aner, at det er noget guddommeligt. Det er forældres velsignelse». – Men nu vil vi gå over til forældrenes pligter. Apostlen siger:

I fædre, tirr ikke jeres børn, så de ikke mister modet.

I Ef 6,4 står der: «I fædre, tirr ikke jeres børn til vrede.» Deraf kan vi ikke se, hvad ordene «tirr ikke» betyder. Men når Apostlen tilføjer: «så de ikke mister modet», kan man deraf se, hvilken tirren Apostlen har i tankerne, nemlig den, der sker ved en overdreven og utidig strenghed, ved en uophørlig og smålig eller grov og hæmningsløs skælden og straffen, så barnet bliver modløst, giver op og synes, at det er lige meget, hvordan det end opfører sig, og så slår ind på at foragte og trodse alt. Hvis man ikke helt vil ødelægge, forvride og sløve sit elskede barns sind og gøre det uimodtageligt for alle gode indtryk af straf, tiltale eller formaninger, så må man behandle dette sind med stor varsomhed, ja, vogte barnesindet som en øjesten, barnets kærlighed og dets følelse for forældrenes velbehag eller kærlighed. Mister barnet enhver tanke om at have forældrenes velbehag, så er alt tabt. Mange forældre straffer et mindre onde på en sådan måde, at de netop derved selv forårsager et meget større. Derfor må en far eller mor ikke behandle sit barn frit og planløst og blot følge luner og indfald, men skal udøve sin magt over det med megen besindighed, ligevægt og fasthed. Således må man for eksempel ikke påtale alle fejl hos barnet, men skelne nøje mellem en overilelse, svaghed eller tankeløshed og på den anden side en forsætlig ulydighed, ondskab, trodsighed eller løgn. De første kan man se igennem fingre med tusind gange og nøjes med at minde mildt om dem; de sidste må derimod straffes alvorligt og velovervejet. Især er løgnen et frygteligt hugormeyngel, som aldrig må lades ustraffet, for den er mor til en hel mængde andre synder af den farligste art og fordærver hele menneskets væsen.

Men dette giver os anledning til at sige noget om den anden yderlighed. Mens nogle sløver deres børn ved en overdreven og planløs strenghed, er der andre, som slet ikke vil bruge nogen tugt, men blot formane, forestille og bede deres børn og, hvad der mangler, vente på deres forstand, som skal gøre alt godt – eller, hvad der lyder endnu bedre, vente på Guds nåde, som skal skabe hjertet om, så skal alt nok blive godt. De siger: Riset gør ikke hjertet bedre, og en pænt formet overflade bliver blot en hindring for Guds Ånd. Andre siger: Straf og tvang hører til den gamle metode; eller: Jeg kender børn, som har fået den strengeste tugt og er blevet vildbasser, og derimod andre, som aldrig er blevet tugtet og er blevet fortræffelige mennesker. Det er bedrøveligt, når også ellers oplyste personer således nu, ved verdens aften, vil opfinde en bedre metode end den, som Gud selv lige fra begyndelsen har brugt over for menneskenes børn og i sit ord har lært os at bruge. Det er sandt, at det er tidens nye metode, at tvang og straf skal fjernes, og at vores forstand skal føre os den bedste vej i al denne frihed: børnene skal ikke tvinges og tugtes, men styres af deres forstand, når den kommer; tjenestefolk, undersåtter, alle skal være frie og styres af deres forstand. Men mon frugterne af den nye metode i vores tid er bedre end af den gamle? Mon vi er visere end Gud? Man taler om barnets hjerte og dets kommende forstand! Men hør, der er noget andet, som først må bøjes og brydes – det er viljen, som hos alle menneskebørn er egenvilje, egensindighed. Det er umuligt at sige med ord, hvilket stort tab det er for et barn ikke tidligt at have fået denne øvelse, nemlig at dets vilje er blevet brudt. Det er umuligt at sige med ord, hvilken nytte og velsignelse det er for hele livet, at viljen lige fra barndommen er blevet brudt og bøjet, at det, der egentlig hedder at lyde, er blevet en tidlig øvelse. Det kommer til nytte i utallige tilfælde gennem hele livet. Det er ikke det samme, hvordan et menneske, der fra den spædeste barndom har været vant til, at dets vilje blev brudt, kan tage imod den erfaring i en modnere alder, når Gud en dag kommer og bryder dets vilje, i forhold til dem, der aldrig blev bøjet som små, og som derfor heller ikke længere kan bøjes, men knækker under sådanne erfaringer, raser, fortvivler og forkorter deres liv, blot fordi de ikke var vant til, at deres vilje blev brudt.

Kort sagt: Hvis nogen vil strides om dette, skal han vide, at Skriften udtrykkelig lærer: «Tugt din søn, mens der endnu er håb» (Ordsp 19,18). «Den, der sparer sit ris, hader sit barn; men den, der elsker det, tugter det i tide» (kap. 13,24). Sådan står der også, at Herren selv gør: «Den, Herren elsker, tugter han» (Hebr 12). Lad os ikke anse os selv for visere end Gud. Mangen far og mor har lidt for sent måttet angre bittert over deres selvklogskab og forsømmelse på dette punkt, når barnet, som ikke fik tugt i tide, i stedet til sidst har tugtet forældrene bittert nok. Hvor der ikke er tugt, bliver der heller ingen agtelse; og hvor der ingen agtelse er, er der ingen kærlighed, men al godhed bliver foragtet. En jævn, velovervejet og forstandig tugt gør, at forældrene bliver elsket og agtet af deres børn. *)

*) «Jeg kender en mand for fjorten år siden»; han så ofte i et hus, hvor fruen var en alvorlig kristen, at hun ingen magt havde over sine små (en dreng og to piger mellem fem og to år gamle), men hvis hun glemte sig så meget, at hun sagde: «Hils nu på de fremmede!», havde hun altid den ubehagelige oplevelse at blive trodset af de små over for sine gæster, og de svarede «nej!» En dag så han den fireårige dreng befale: «Giv mig sukkerskålen!», og da hun ville nægte, satte han straks et skrig i, hvorpå hun meget hurtigt rakte ham, hvad han ville have, og måtte se på, hvordan han øste. Nu sagde hendes gæst: «Frue, De tugter vist aldrig Deres små?» – «Nej, jeg har den overbevisning, at» osv., og nu fulgte en mængde af de grunde, som er nævnt ovenfor. Den fremmede svarede blandt andet: «At der findes børn, som alligevel forbliver onde trods streng tugt, og andre, som er blevet gode mennesker uden tugt, beviser ikke mere, end hvis jeg sagde: Jeg kender mennesker, som har brugt lægemidler og alligevel ikke er blevet fri for deres sygdom, og andre, som aldrig har brugt lægemidler og alligevel lever; derfor er lægemidler intet værd. Ville det være en rigtig slutning? Menneskets pligt er at bruge de midler, som Gud har givet os. Herrens sag er at give velsignelsen. Og det barn, der ikke bliver et godt barn ved en forstandig tugt, ville blive endnu værre uden denne tugt. Men hovedsagen er, at hvordan vi end ser på sagen, står Herrens ord til sidst og afgør vores strid sådan: ’Den, der sparer sit ris, hader sit barn’» osv. – Den fremmede rejste nu bort. Et halvt år senere kom han tilbage og besøgte igen samme hus. Han var knap kommet ind, før fruen sagde til sine små: «Gå hen og hils på den fremmede!», og straks kom de, den ene efter den anden, så inderligt glade og venlige, og hilste. «Hvad ser jeg,» sagde gæsten nu, «frue, De har vist ændret Deres syn på børneopdragelse?» Og nu brast fruen i strømmende tårer og sagde: «Jeg kan aldrig takke Gud nok for den stund, da jeg blev gjort opmærksom på det. Jeg har fået helt andre børn siden da. Og blandt andre frugter er også den, at de nu, siden jeg begyndte at tugte dem, er begyndt at elske mig så inderligt, mens de før altid var sure og slemme og foragtede mig. Ja, jeg har igen fået et nyt bevis på, at det er bedst at rette sig efter Guds ord i alting.»

En forstandig tugt er dog kun en lille del af den kristne børneopdragelse. Hovedsagen i den bliver altid, at kristne forældre tidligt planter det guddommelige ords livssæd, som er kommet ned fra himlen, i det bløde barnesind; at de lærer børnene at kende deres Skaber og deres Frelser, Jesus Kristus. Sådan siger Herren: «Du skal indprente dine børn mine ord og tale om dem, når du sidder i dit hus, og når du går på vejen, når du lægger dig, og når du står op» (5 Mos 6,7). Altså ikke blot lade dem lære at læse og indprente sig Guds ord i hukommelsen, men også kærligt og varmt tale med dem om det og levende fortælle dem de vigtigste af Bibelens begivenheder, som den om, hvordan Gud gav sin lov på Sinaj, hvordan Frelseren blev født i Betlehem, hvordan han led og døde for vores synder; endvidere om englene, om himlen og helvede, om den yderste dom osv. Når disse og lignende hovedpunkter af Kristi lære plantes i det åbne barnesind på en alvorlig, from og levende fortællende måde, er der dermed sået en god sæd til fremtidige høster, selv om den ikke straks skulle vise sin spire.

Men hvad der desuden er nødvendigt, er, at forældrene også med hele deres levned indprenter det samme, som de med ord har lært deres børn; at de ikke selv river ned, hvad de har bygget op, ved et skødesløst og syndigt liv og giver deres børn anledning til at tænke, at de ikke selv tror, at de ti bud er Guds bud, eller at Gud er allestedsnærværende og lignende. – Åh, hvilken brændende pine har det ikke voldt i mangen fars og mors hjerte, når de må erfare deres børns foragt for Herrens veje og tænke: Hvem ved, om ikke netop jeg med mit skødesløse liv har givet dem anledning til at ringeagte mine lærdomme sådan? De har villet se gudfrygtighedens kraft og betydning hos mig, og hvordan har jeg vist den? Ak ve, måske skal jeg være årsag til deres fortabelse! – Se, med sådanne brandpile kan Djævelen nok altid beskyde vores hjerter, men især hvis vi ved en særlig skødesløshed har givet denne bagvasker rum. Men ud over de gode lærdomme og det kristne forbillede har forældrene endnu et overmåde vigtigt middel at bruge til deres børns timelige og evige vel, nemlig forbønnen! Bed uden ophør til vores livs Gud for disse dyrebare planter! Alt vores arbejde er forgæves, hvis ikke Herren selv giver sin nåde og velsignelse. De bedste lærdomme forbliver et dødt, virkningsløst bogstav; de kære børn bliver fordærvet lige mellem hænderne på os, hvis ikke Guds Ånd indtager deres hjerter og der virker, hvad lærdommene indeholder. Desuden kan ingen menneskelig omsorg, intet menneskeligt øje, ingen omhu og ingen årvågenhed fra vores side følge menneskebarnet overalt og bevare det fra det onde. De må en dag slippes ud af forældrehjemmet og sendes som lam blandt ulve; hvem skal da være deres far og vogter, om ikke han alene, som er en «Fader over alt, hvad der kaldes fader»? *) Det er også til stor velsignelse ikke blot at bede for dem, men også med dem, eller ved visse lejligheder at lade dem selv lytte til den kærlige forbøn. Scriver fortæller, at det gik som et sværd gennem hans unge sjæl, da han hørte sin mor ligge og bede for sine børn i nattens stille timer, og hun til sidst særskilt nævnte lille Christian. Man læser også i mange store mænds levnedsbeskrivelser, hvordan de tilskriver en from mors tidlige lærdomme og forbønner de første virkninger af Guds Ånd på deres hjerter. Ja, til sidst bliver forbønnen det sidste og eneste, kristne forældre kan bruge for deres børn; som når den hjertegnavende sorg forbitrer deres dage og nætter, fordi de ser alle deres anstrengelser være frugtesløse og ser deres børn, efter alt det Guds ord, alle de kærlige formaninger og alle de varme forbønner, der er brugt på dem, alligevel gå bort i verdens og forfængelighedens myldren; ser deres hjerter, som engang var så åbne og bøjede for sandheden, nu forhærdede, letsindige og ligegyldige, så de overgiver sig til verden og dens lyster; når de så ofte i en søvnløs nat med tanken på deres børn må komme Frelserens ord om hans sidste komme i hu: «To skal ligge i én seng, den ene skal tages med og den anden lades tilbage. To skal være ude på marken, den ene skal tages med og den anden lades tilbage» – da er der intet andet at gøre og ingen anden trøst tilbage end at bede – bede til den almægtige og trofaste Fader, at han nu må gøre noget ved det for sin barmhjertigheds skyld. Og de forældre, der endnu kan sørge og bede for deres børn, har stadig grund til at håbe. Bønnens ånd er et tegn på, at ikke alt er tabt. Og skulle Guds troende råbe til ham dag og nat, og han så ikke gøre noget særligt for at bønhøre og trøste dem? «Skulle han have tålmodighed med det?» *) sagde Jesus. Da Monika, mens hendes søn Augustin endnu var hedning, under bitre tårer klagede sin bekymring for biskop Ambrosius, svarede han: «Skulle en søn af så mange tårer kunne gå fortabt?»

*) Den gamle (svenske) oversættelse (Ef 3,15).

*) Den gamle (svenske) oversættelse (Luk 18,7).

Endelig er det også en trøst, hvad enten det er forældre, der sørger over deres børns sjæle, eller omvendt kristne børn, der sørger ved tanken om deres uomvendte forældre – det er en trøst, om end blandet med en vis uhygge for vores menneskelige følelsers skyld, nemlig at vores sorg ikke er evig. Der skal komme en dag, da faderen ikke mere skal sørge over sin søn, moderen ikke over sin datter og barnet ikke over sine forældres sjæle – da, når alle menneskelige forhold er ophørt, når alle troende er som Guds engle, og alle følelser er gået op i én eneste: «O Gud, du dømmer ret, og retfærdigt er dit råd!» og: «Lammet, som er slagtet, er værdigt til at tage magt og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov i evighedernes evighed.»

Efter først at have fremstillet ægtefællernes indbyrdes pligter over for hinanden og dernæst børns og forældres, vender Apostlen sig nu til sidst til tjenestefolkene i huset. Også dem giver han mange dyrebare lærdomme, opmuntringer og formaninger. Han siger (v. 22):

I tjenere, vær lydige mod jeres jordiske herrer i alt, ikke med øjentjeneste som de, der vil behage mennesker, men med hjertets enfold, i Herrens frygt.

23. Og alt, hvad I gør, så gør det af hjertet, som for Herren og ikke for mennesker,

24. for I ved, at I skal få arvens løn af Herren; for I tjener Herren Kristus.

25. Men den, der gør uret, skal få den uret igen, som han har gjort, og der er ingen personsanseelse.

Vi bemærker her igen, at Apostlen med sine formaninger taler til de genfødte; for ingen andre kan «af Herren få arvens løn» – for andre tjenere er det også kun en ringe opmuntring, at de i deres tjeneste får tjene Herren Kristus (v. 24). Det er altså kristne, omvendte og troende tjenere og tjenestepiger, der skal tilegne sig denne formaning. Det er også blandt tjenestefolkene og andre ringe, fattige og ubetydelige mennesker, at Herren har de fleste og kæreste af sine børn og venner. Ikke mange høje, mægtige, rige og ansete er kaldet. Apostlen siger: «Har Gud ikke udvalgt de fattige i denne verden til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham?» (Jak 2,5). Her ser vi, at en fattig og ringe tjener eller tjenestepige, der har lyttet til Herrens kald, er blevet vakt og omvendt til Herren og nu i troen kender sin Frelser, er langt mere agtet, rig og høj for Gud end sin herre eller frue, når de er uomvendte – ja, også i Kristus er lige så stor og høj for Gud som de største Guds mænd på jorden; for «her er ikke slave eller fri, her er ikke mand eller kvinde, men Kristus er alt og i alle; de har alle én Gud, én tro, én dåb», én Frelser, én arv, ét rige; «I er alle én i Kristus Jesus. Gud gør ikke forskel på personer.» Ja, det var et barn, der var den største i Himmeriget. Dette skal altid være den første bemærkning, når talen er om tjenere, som Skriften ellers pålægger at være ringe og underdanige selv over for det mest skrøbelige herskab, hvorved man let kunne misforstå deres stilling. Vi bør nemlig lægge mærke til, at vi alle står i en dobbelt stilling: for Gud er vi alle lige, «græker og jøde, barbar og skyter, slave, fri» (v. 11); men i det jordiske samfund og over for mennesker har Gud gjort den forskel, at den ene skal være herre, den anden tjener; den ene skal befale, den anden adlyde. Derfor skal de, der står i den stand, at de er tjenere, vide, at det er Guds ordning for dem, at de skal være deres herrer, deres herskab, underdanige og lydige. Det er nu det første, Apostlen siger her: «I tjenere, vær lydige mod jeres jordiske herrer i alt.»

Dette er altså en tjeners kald og gode gerninger, som Gud frem for andre gerninger kræver af ham: at han skal være sin herre og frue lydig og underdanig i alt (nemlig i alt, som ikke strider imod Guds bud og samvittigheden), og det uden hensyn til, hvordan herskabet er, højt eller lavt, godt eller ondt, kristent eller ugudeligt – sådan som apostlen Peter siger: «I tjenere, underordn jer under jeres herrer med al frygt, ikke alene de gode og milde, men også de urimelige; for det er nåde, når nogen for samvittighedens skyld over for Gud tåler sorg, mens han lider uretfærdigt» (1 Pet 2,18–19). Læg her mærke til: «ikke alene de gode og milde, men også de urimelige!» Grunden er den, at det er Guds orden, Guds bud, at den, der står i tjenerstanden, skal være underdanig og lydig – hvad enten hans husbond er god eller ond, fyrste eller husmand. Derfor siger Apostlen i vores tekst, at tjenerne skal gøre alt som for Herren og ikke for mennesker; de skal betragte sig selv som Herrens tjenere, når de udfører deres husbonders befalinger. Åh, hvilken nåde og velsignelse, om alle kristne tjenere ville indprente sig dette! Det ville ikke blot være en stor velsignelse for dem selv, men også et velsignet middel til at fremme Guds og evangeliets ære, Kristi riges vækst og mange sjæles salighed, hvis det blev endnu mere almindeligt – sådan som det, Gud ske lov, er tilfældet visse steder – at også de, der ellers ikke elsker den levende kristendom, alligevel søger efter kristne tjenere, fordi det er kendt, at kristne tjenere er de bedste tjenere. Når en kristen tjener dag for dag beviser dette i sin tjeneste, kan intet være en kraftigere prædiken for dem, der er i huset. Sker det derimod omvendt, at han nok med munden bekender sig til Kristus, men med sit liv, i huset, i køkkenet, viser sig egensindig, ulydig og genstridig, så kan intet kraftigere forhærde de vantro omkring ham; de synes nu at få fuld grund til at foragte kristendommen og regne den for det rene hykleri.

Derfor – så kært som det bør være for et Guds barn, der har fået den store nåde at blive «udvalgt ud af verden» til at følge Frelseren, og som har smagt hans liflighed – så kært som det er for en så benådet tjener ikke blot at undgå at give nogen anstød, men tværtimod at være til ære for Kristi evangelium og til nytte for dem, han har købt så dyrt, så må han aldrig mere følge almindelige vantro tjeneres skikke, men indrette hele sin færd efter Apostlens formaning: Vær lydige mod jeres herrer, jeres herskab, i alt. I alt, det vil sige i enhver henseende, i ord og gerninger, i det, man gør, og det, man lader være, så længe man ikke kræver noget syndigt af jer. Hertil hører, hvad den samme apostel siger til Titus i kapitel 2: «Forman tjenerne til at være deres herrer underdanige, til behag for dem i alt, ikke genstridige, ikke uærlige, men så de viser al god troskab, for at de i alle stykker kan pryde Guds, vor Frelsers, lære.» Læg igen mærke til denne bevæggrund: «for at de i alle stykker kan pryde Guds, vor Frelsers, lære». *) Og læg mærke til: «til behag for dem i alt». Tjenerne skal rette sig efter, hvad deres herskab synes om, og ikke efter deres egne indfald og vaner; de skal i alt søge at behage deres herskab. Sådan gik det til i den gamle, frommere tid blandt de troende i Israel, da David kunne tage dette tjeneres forhold som billede på de helliges liv for Gud – og dermed viser han også, hvordan tro tjenere skal være. Han siger så smukt i Sl 123: «Som tjeneres øjne ser hen til deres herres hånd, og som en tjenestepiges øjne til hendes frues hånd, sådan ser vores øjne op til Herren.» Tjeneres øjne ser hen til deres herres hånd, det vil sige: de giver kun agt på deres herre, på hvordan han vil have det; og ligeså søger en tjenestepige kun at gøre sin frue tilpas.

*) Den samme lære og den samme bevæggrund læser vi i 1 Tim 6,1–2: «Trællene, tjenestefolkene, skal agte deres herrer al ære værd, for at Guds navn og læren ikke skal blive spottet. Men de, der har troende herrer, må ikke ringeagte dem, fordi de er brødre, men skal tjene dem så meget hellere, fordi de, der har gavn af deres gode tjeneste, er troende og elskede.» Det vil sige: Selv om den troende husbond omgås tjeneren broderligt, bør denne ikke glemme sin plads, for at Guds orden i husstanden kan blive ved magt.

Men Apostlen siger videre, at dette samtidig bør ske med hjertets lyst, for Herrens skyld og med oprigtighed, hvad enten herskabet ser det eller ej. Han siger: «Ikke med øjentjeneste, som de, der vil behage mennesker, men med hjertets enfold i Herrens frygt.» – Øjentjenesten, altså at tjeneren under sin herres øjne er flittig, tro og omhyggelig, men når han er borte, forsømmelig, utro og skødesløs, er et sådant hykleri og en sådan foragt for Guds nærvær, at Herren selv må hjemsøge det. Tjen derfor, siger Apostlen, «med hjertets enfold», det vil sige med oprigtighed, og i gudsfrygt, det vil sige for Herrens skyld, som for Herrens åsyn, han, som overalt ser jeres gerninger, hører jeres tale og vil gengælde alt. Derfor siger Apostlen igen: «Alt, hvad I gør, det skal I gøre af hjertet, som for Herren og ikke for mennesker.» Men han viser straks, at han ikke blot mener, at vi skal tjene, som om vi tjente Herren; nej, tjenere skal betænke, at de virkelig tjener Herren selv, når de på hans befaling tjener deres herskab. Apostlen siger: «for I ved, at I skal få arvens løn af Herren; for I tjener Herren Kristus.» Læg mærke til: «for I tjener Herren Kristus».

Her har vi altså den store grundvold både for tjeneres pligter og for deres opmuntring. «I tjener Herren.» Ak, om det dog en gang blev givet os at se dette! Der ligger en hård og tyk hinde over vores øjne, så snart det gælder om at se Herrens ord og veje; det er en Djævelens magt over vores sind, så vi ikke får lov at se disse herlige ting. Her siger Apostlen, at tjenere og tjenestepiger, når de på Herrens bud tjener deres herskab, tjener Herren Kristus, at de med de simpleste husgerninger tjener Herren. Men hvem kan se det? Er det ikke en dårskab for fornuften, det, Apostlen her siger? – «Tjene Herren?» siger du. Nej, en simpel bonde, en fattig husmand, en ond madmor, ja, køer, får og heste tjener jeg, og ikke Herren, ikke engang en engel! At jeg skulle få lov at tjene en engel, ville allerede være alt for stort; jeg ville slet ikke bede om så meget som at få tjene Herren Kristus selv! osv. Men vent lidt, du beskedne tjener! Du siger, at du tjener køer, heste og får. Det er sandt. Og hvem har befalet dig det? Mon ikke dit herskab? Jo, visselig. Men tjener du så ikke dem, der har befalet dig det, netop ved at tjene deres kreaturer? Man tjener jo den, hvis befaling man udfører. Men så spørges der igen: Hvem har så befalet dig at tjene og adlyde herskabet? Visselig Herren i himlen. Tjener du så ikke ham, fordi han har befalet dig det? Tjener du så ikke Herren netop ved at tjene disse hans skabninger, nemlig din husbond og din madmor? De er jo lige så visselig Guds skabninger, som de nævnte husdyr er husbondens kreaturer. Skal ikke Gud, som har skabt din husbond og madmor, våge lige så nidkært over, at de bliver tjent, som husbonden våger over sine køer og får? Kan du så ikke se, at lige så vist som du i stalden ikke blot tjener kreaturerne, men husbonden, lige så vist tjener du i køkkenet ikke blot herskabet, men Herren i himlen? Hvis dine øjne ret blev åbnet, og du fik nåde til uden sideblikke kun at se på Guds ord og orden, så ville du se, at du ikke blot har så stor en ære som at få tjene engle, men at du virkelig tjener Gud selv i dine ringeste husgerninger, fordi det er Gud, der har befalet dig at tjene og adlyde dit herskab, og fordi enhver tjener den, hvis befaling han udfører.

Heraf følger nu mange dyrebare lærdomme for tjenere. Den første lærdom er denne: Når det er Gud, der har befalet dig at tjene og adlyde dit herskab, må du ikke spørge om, hvordan de er, eller om de også opfylder deres pligt. Din pligt bliver under alle omstændigheder den samme; «for du tjener Herren». Herom siger Luther over 1 Pet 2,18–23: «Du indvender: Men hvad nu, hvis jeg har en så underlig og vanskelig herre, som ingen kan gøre tilpas, sådan som man finder mange af? Dertil svarer Peter her: Er du en kristen og vil behage Gud, så må du slet ikke spørge om, hvor besynderlig og ’urimelig’ din herre er, men du skal altid vende dine øjne mod og se efter, hvad Gud har befalet dig. Derfor skal du tænke sådan: Jeg vil dermed tjene min Herre Kristus, som vil, at jeg skal være den urimelige herre underdanig. Hvis Gud befalede dig at tørre skoene af for Djævelen eller den værste skurk, så skulle du også gøre det, og denne gerning ville være lige så god som den allerhøjeste, fordi Gud befaler dig det.» Videre: Hvis du er en kristen og gerne vil gøre nogle gode gerninger, men synes, at du mangler enhver lejlighed dertil på grund af den travle tjeneste, som får dit liv til at gå så unyttigt, så skal du lære at betænke, at du netop i din tjeneste gør de bedste gerninger, når du for Herrens skyld underkaster dig alt det ubehagelige i tjenesten og er tålmodig, lydig, ydmyg og tro mod dit herskab; «for du tjener Herren Kristus». Det er mere usikkert, om en prædikant, en missionær eller en fyrste gør, hvad Gud behager, end om en tro karl eller pige gør det. Grunden er, at de førstes pligter er så meget vanskeligere at opfylde. Men den, der bedst opfylder sin pligt, gør den tjeneste, som er Gud mest behagelig; for gudstjeneste afhænger ikke af, hvor anseelig gerningen er i sig selv, men af befalingen og lydigheden. Det har for eksempel stor anseelse, når en mand forlader verden, trækker sig bort fra mennesker til lutter åndelige øvelser og fører et strengt liv dér, våger, faster, beder osv. Derimod er det efter det ydre at dømme alt for ringe gerninger, at en tjenestepige i huset laver mad, vasker, fejer og gør andre husgerninger. Men da fælder Gud den dom, at det første liv, som manden, der har skilt sig fra verden, fører, ikke er nogen gudstjeneste, men tværtimod lutter ulydighed, fordi Gud ikke har befalet os et sådant liv, men i stedet har budt os at leve blandt mennesker, som vi kan tjene. Det sidste liv derimod er lutter gudstjeneste, fordi det alt sammen hører til den tjeneste, som Gud har befalet tjenere at gøre. Her kommer vi i tanker om den gamle eneboer, som Luther også fortæller om, og som i mange år havde levet adskilt fra den onde verden, optaget af åndelige øvelser. Da han til sidst ønskede at vide, hvor langt han var kommet i hellighed, fik han en nat en åbenbaring, hvori Gud viste ham en pige i den nærmeste landsby, som han kunne sammenlignes med. Da den gamle skynder sig derhen og spørger pigen, hvilke hellige gerninger hun øvede, kendte hun ikke til nogen sådanne, ud over at hun hver dag gjorde, hvad hendes madmor befalede hende; desuden sagde hun, at når hun bar en favn brænde ud i køkkenet, tænkte hun på sin Frelser, som for hende havde båret korsets tunge byrde, båret hendes synder og båret dem i sit legeme op på træet, og lignende. Sandelig, kristne tjenere kan aldrig få denne lære indprentet godt nok i deres hjerter, at «de tjener Herren Kristus», at de gør de rette gode gerninger, når de i enfoldig tro på Frelseren blot trofast tjener deres herskab. «Kunne de blot tro og betænke dette,» siger Luther, «så kunne en fattig tjenestepige have den glæde i hjertet og sige: Jeg laver mad, jeg reder senge og fejer; hvem har budt mig det? Det har min madmor budt mig. Hvem har givet mit herskab den magt over mig? Det har Gud gjort. Åh, så må det være sandt, at jeg ikke alene tjener dem, men også Gud i himlen, og at Gud har velbehag i det. Hvordan kunne jeg så være saligere! Ja, det er jo lige så meget, som om jeg skulle lave mad til Gud i himlen selv.»

Men tjenerne skal også få løn af Herren, siger Apostlen, og sandelig en stor løn, som hedder arvens løn. Apostlen vil sige: I er ikke arvinger i det hus, hvor I tjener; men hvis I tjener for Herrens skyld, af hjertet (hvad ingen kan gøre uden at være et troens barn), så skal I af Herren få hele arven i himlen som løn. Samtidig giver han hermed til kende, at det ikke kan blive nogen fortjent løn, nogen egentlig fortjeneste over for Herren, men at I skal få en arv, arve hos en far, hvad en anden har fortjent til jer. «I skal få arvens løn.» Se, her er igen en stor opmuntring for tjenere! De får ofte nok en ringe løn af deres jordiske herrer; de lønner i hvert fald kun den ydre tjeneste. At tjeneren gør det gode af hjertet for Herrens skyld, det kan intet menneske lønne, det lønner Herren alene. Men på den måde har tro tjenere altid stor løn. Det skal de især huske, når de også må lide for deres troskab mod Herren. Åh, det er sørgeligt, at mange fromme tjenere og tjenestepiger allerede i ungdommen må begynde at lide fjendskab og spot, blot fordi de elsker Gud og hans ord, vil bekende og følge Frelseren og ikke kan følge verden i al dens synd og forfængelighed; men hvilken nåde og ære! Hvis de blot vidste at trøste sig ret med det! Da Kristi store tjenere, apostlene, blev pisket for deres troskabs skyld, priste de Gud, fordi de var blevet agtet værdige til at lide for hans skyld; hvor meget mere burde så ikke vi, uværdige tjenere, prise Gud for den ære! Herom taler Peter så kærligt til tjenere i 1 Pet 2,18–24: «I tjenere, vær underdanige – – også de urimelige; for det er nåde, når nogen for samvittighedens skyld over for Gud tåler sorg og lider uretfærdigt.» Læg mærke til: Det er nåde, ja, en nåde og et syn, som kan glæde Guds engle – når en ydmyg, oprigtig tjener «for samvittighedens skyld over for Gud» ikke kan følge syndens og verdens vej, men hellere lider spot, løgn og mistydning! Så skal I ikke glemme jer selv så meget, at I bliver utilfredse og siger: «Jeg lider uretfærdigt!» Kære, det var jo netop det, der var nåde! Eller skulle du lide retfærdigt? «Hvad ros er der ved,» siger Apostlen, «at I er tålmodige, når I bliver slået for jeres misgerninger? Men hvis I er tålmodige, når I lider for gode gerninger, så er det nåde hos Gud. For dertil er I kaldet, fordi også Kristus har lidt for os og efterladt os et forbillede, for at I skulle følge i hans fodspor; han, som ikke gjorde nogen synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig.» Læg mærke til: Kristus led også uforskyldt, han havde intet ondt gjort, og alligevel: «Når han blev hånet, hånede han ikke igen, og når han led, truede han ikke, men overlod det til ham, som dømmer retfærdigt.» Sådan skal også vi gøre; ikke «håne igen, når vi bliver hånet», men følge Kristi fodspor.

Men til sidst siger Apostlen: Men den, der gør uret, skal få den uret igen, som han har gjort, og der er ingen personsanseelse. Hvis nogen ikke er oprigtig og lydig, men kun med munden siger ja til alt dette, mens han hjemme i huset, i køkkenet, lever stik imod det, er genstridig mod sit herskab, skælder igen, når han bliver skældt ud, er en øjentjener, som forsømmer arbejdet, når han er alene, eller på anden måde er uærlig eller egensindig, ulydig, eller bagtaler sit herskab osv., og kan blive ved med sådan noget, ikke tænker på at ændre sig, ikke søger omvendelse med anger, bøn og kamp, men synder med forsæt, se, han skal før eller siden, i tiden eller i evigheden, få den uret igen af Herren, som han har gjort; han skal høste frugten af sin færd, og her er der ingen personsanseelse. Men den, der står i omvendelse og vedkender sig sin skyld over for Gud og sit herskab, ham skal barmhjertighed altid omslutte. – Dette være nu nok for tjenerne! Nu går Apostlen over til herskabets pligter og siger ganske kort:

«I herrer, vis jeres tjenere, hvad der er ret og rimeligt, idet I ved, at også I har en Herre i himlen.» I husbønder og madmødre, jeres magt er ganske vist givet jer af Gud, jeres stand er Gud til behag, og I må også bruge den til jeres eget gavn og bekvemmelighed, men – alt sammen som for Guds ansigt! I skal ikke bruge jeres magt, som det behager jer, men sådan at I også viser tjenerne «hvad der er ret og rimeligt», det vil sige, ikke blot hvad den naturlige retsfølelse og den borgerlige lov byder, men også hvad Guds høje, åndelige lov kræver. Den udtrykker «hvad der er ret og rimeligt» sådan: «Elsk din næste som dig selv!» Et sådant bud kræver, at herskabet skal behandle sine tjenere netop som sine egne børn, eller netop sådan som de selv ville ønske at blive behandlet, hvis de var tjenere. Ak, gid enhver husbond og husmor rigtig levende kunne sætte sig i tjenerens sted! Eller tænk levende på dit eget elskede barn, se på det en stund, og forestil dig, at det var i tjeneste hos andre. Hvordan ville du så have, at man behandlede det? Netop sådan skal du nu gøre mod dine tjenere, som også er en fars og en mors elskede børn! Så finder du, at du ikke blot skal lønne tjeneren redeligt, give ham hvad hans legeme har brug for, være rimelig i dine krav, tålmodig med hans mangler osv., men også tænke på hans udødelige sjæl, give ham anledning og lejlighed til at betragte Guds ord og fortroligt tale med ham om hans sjæls salighed; kort sagt: være i fars og mors sted! Men hvor langt er vi ikke kommet bort fra dette i vores tid! Gud hjælpe alle kristne til også på dette punkt at begynde at overveje, hvad Gud kræver i sit ord! – «Idet I ved, at også I har en Herre i himlen», han som er de fattiges og faderløses forsvar, og som en dag skal kræve regnskab for vores færd og da ikke gør forskel på personer. – Apostlen har talt kort om dette; så må også vi gøre nu! Og så slutter vi hermed dette rige og kraftfulde kapitel. Gud, vor himmelske Fader, give os for sin Søns, Jesu Kristi, skyld Helligånden, så vi nu også har alt dette i øvelse – er først i samvittigheden døde fra loven og lever alene af troen, og siden i vores daglige liv dør fra synden og lever for retfærdigheden, hver i sin stand, og således pryder Guds, vor Frelsers, lære i alle ting! Amen.