Ære være Gud i det højeste og fred på jorden, i mennesker velbehag

(Tredje årgang, 1844)

Sådan sang den engleskare, som var sendt ud fra himlen, på Jesu fødselsdags morgen, da budskabet var blevet råbt ud: I dag er der født jer en Frelser. «Og straks var der med engelen en mængde af den himmelske hærskare, som lovpriste Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste og fred på jorden, i mennesker velbehag» (Luk 2,13–14)! Hvor meget mere skulle da ikke vi, som hører til den så højt velsignede menneskeslægt, vi, som den glade nyhed egentlig gælder, glæde os og synge denne Herrens pris! Vi vil med Guds nåde betragte dette store emne. Selve tiden *) tilskynder os til det, tiden for Kristi og hans riges «advent» eller komme, som nu med tekster, der peger frem, bereder vores sind til den forestående glædesfest, Kristi fødselsfest. Desuden er dette emne til alle tider et højst glædeligt og kært emne for de troende, gudfrygtige hjerter, som sukker efter Israels trøst. Men emnet er også uendelig stort. Hvem ville her prøve at sige noget, som svarede til selve den velsignede sag? Her vil vi blot komme med nogle spredte bemærkninger om emnet.

Vi sagde, at dette emne er et højst glædeligt og kært emne for troende hjerter. Ja, det er i sig selv så stort, herligt og glædeligt, at den, der rigtig kunne tro og se det guddommelige under af nåde og kærlighed, som ligger og stråler derinde, «at den evige Gud bliver et menneskebarn, at Skaberen ligger på hø og i skarn og giver sig selv helt og holdent til os», han ville vist knap kunne leve af bare glæde, ja, han ville vist af lutter usigelig fryd hele tiden springe og råbe et evigt og uophørligt: Ære være Gud i det højeste! Ingen på jorden kan vel ret tro og fuldt fatte dette; men de troende har dog over dette emne, ligesom over alt, hvad Kristus har gjort til vores frelse, en glæde, som intet andet i hele den vide verden kan give, og en glæde, som ingen anden, ingen, der ikke er rettroende, nogen sinde har haft.

*) Dette blev skrevet i december måned.

Deraf kommer det, at dette emne også tjener dig fortrinligt, hvis du en gang for alvor ville prøve, hvad din gudsfrygt er værd, og hvordan den er beskaffen. En sand juleglæde, ligesom al virkelig glæde over Kristus og i Kristus, kendetegner virkelig en sand kristen. Der er stor forskel på glæde og glæde. Mangen en kan vel i julen være oprømt af nogle søde højtidsfølelser, som mange ting og anledninger, der falder sammen, kan bidrage til; men virkelig for sit eget vedkommende at være så glad for selve Frelseren og hans fødsel, at han begynder at elske, prise og fortælle om ham, sådan som man jo gør, når man er glad for noget, det kan han ikke en halv time. Mangen en går endnu længere: han kan være meget religiøs, andægtig, nidkær og virksom for Guds rige, tænke og tale klogt og sandt om åndelige emner, ja, bede, kæmpe og gøre mange gode gerninger for at blive salig; men virkelig at glæde sig i sit hjerte over Frelseren, med lyst at tale om ham, bekende og prise hans fortjeneste, det kan han ikke en eneste time; og hvad beviser det? Ja, hvad kan det bevise andet, end at Kristus endnu ikke er blevet hjertets trøst og skat for sådanne mennesker; at de endnu ikke ret har troet på ham; at de ikke har fået Ånden, som giver liv; at de midt i al deres religiøsitet enten indvortes er i en kødelig sikkerhed ligesom farisæerne – for så har Kristus ikke en sådan værdi, at hjertet kan blive glad – eller også ligger de i hemmelige yndlingssynder eller træler stadig i vantro med arbejdet på deres egen retfærdighed. Skriften kan ikke gøres til intet, og den siger: Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred (Gal 5,22). Guds rige er retfærdighed og fred og glæde i Helligånden (Rom 14,17). Hvor der nu aldrig er kommet fred – og glæde i Helligånden – dér er Åndens liv eller Guds rige endnu aldrig kommet. Og igen siger Skriften: Jeg tror, derfor taler jeg (Sl 116,10). Hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være; og hvad hjertet er fuldt af, det taler munden (Luk 12,34; Matt 12,34). Heraf følger igen, at den, der ikke vil tale om Kristus, ikke har sin lyst i det, men hellere taler om andre emner, som vel også kan være vigtige, han har større skat, større glæde og trøst i disse emner end i Kristus, og så er Kristus ikke hjertets trosgrund, selv om han er forstandens og bekendelsens. Ja, heraf følger, at så længe du aldrig er blevet så trøstet og glad i Kristus, at du er begyndt at ville tale om ham, prise og bekende ham, så har du endnu ikke ret troet; så er du enten sikker og sovende under syndens trældom eller under lovens trældom i et finere eller grovere arbejde på din egen retfærdighed. Sådan går det stadig åndeligt talt i opfyldelse, hvad israelitterne, der var sat fri fra fangenskabet i Babylon, bekendte om sig selv: «Ved Babylons floder, dér sad vi og græd, når vi tænkte på Zion. På pilene, som stod dér, hængte vi vores harper. For dér bad de os synge, de, som holdt os fangne, og vores plageånder bad os være glade: ’Syng for os en af Zions sange.’ Hvordan skulle vi kunne synge Herrens sang i et fremmed land?» (Sl 137). Og sådan er det. At ville få en vantro sjæl, som stadig er i et fremmed land, som stadig er fremmed for Gud og bundet i sin ånd – at ville få sådan en til åndelig glæde er lige så nytteløst som at ville få sne og is til at brænde. Synge og tale kan man muligvis; men virkelig at glæde sig, det er hjertets egen frie sag, som man ikke kan tvinge sig til; og at fryde sig i Frelseren og af sig selv lovprise hans fortjeneste, det er Åndens frugt, det er Guds frie gave. På Zion synges der en sang om Lammet, som er blevet slagtet; «og ingen kunne lære den sang» undtagen de beseglede. Og ingen kan smage en sand juleglæde undtagen de troende.

«Jeg undrede mig længe», skriver en åndelig mand, «om det var virkeligt, hvad jeg så ofte hørte Guds ord og Guds børn tale om, nemlig ’glæde i Ånden’ og ’glæde i Gud’; for skønt jeg længe havde søgt saligheden, havde jeg dog aldrig oplevet noget sådant. Ud over det, jeg så om dette i Guds ord, så jeg også, når jeg var sammen med de troende, mens de læste, sang eller talte om Kristus, et vist smil i deres ansigter og andre tegn på glæde, og det undrede mig. Jeg indså tydeligt, at der fx i Jesu fødsel lå stor grund til glæde; jeg havde også en vis sød følelse af det i julen; men nogen egentlig glæde over selve Frelseren fik jeg aldrig at erfare – nej, aldrig før år 18**, da jeg havde lært at kende, hvad synden vil sige, og netop ved juletid lærte min forløsning fra den at kende, eller med andre ord kom til troen; da erfarede jeg, hvad den sande juleglæde er, hvad det velsignede Gudsbarn i krybben bringer med sig.» – Se, dette tjener os til selvprøvelse; det viser os også, hvad der egentlig kræves for at få en sand juleglæde, nemlig at have «lært at kende, hvad synden vil sige», og at finde sin forløsning fra den i Kristus – med andre ord: her kræves omvendelse og tro.

Men hvis nu, som vi har kunnet se, ikke alle religiøse, fromme sjæle, som er nidkære for Gud og deres salighed, er i stand til at modtage nogen sand åndelig glæde, hvor meget mindre er så den helt sikre, frække, letsindige, ugudelige hob det! Hvad skal disse lastens slaver, som ligger nede i åbenbare kødets gerninger og sover i dem og højst et øjeblik bliver forskrækkede for helvede, eller de hykleriske, formastelige, sikre og letsindige ånder, som med al deres finere eller grovere kødelige væsen er selvtilfredse, frie og frække – hvad skal alle disse få ved Jesu krybbe? Sandelig ikke mere end de ufornuftige dyr, oksen og æslet, som måske stod i stalden. Men Kristus skal også have sådanne uværdige tilskuere! Se, først da lærer du at værdsætte Frelseren og hans fødsel sådan, at du kan glæde dig over den, når synden bliver rigtig tung og bitter for samvittigheden, når du tusind gange gerne ville være den kvit, men ikke selv kan hjælpe dig fri af den; når du har prøvet at forbedre dig, prøvet at bede, prøvet at stride og kæmpe, men i din ynkelige afmagt til alt dette er sunket dybere og dybere ned i din synd og elendighed, og til sidst, parat til at opgive alt håb, har fået at høre sådan noget om Jesus, som har gjort dit hjerte frit og let, og har fået troens dyrebare gave til at se din fuldkomne forløsning og tilstrækkelige retfærdighed i Kristus; da, først da ved du, hvad glæde i Gud vil sige, da kender du dette Gudsbarns værd, da bekræfter du af hjertet profetens ord: «For dit ansigt skal de glæde sig, som man glæder sig ved høsten, som man jubler, når man deler bytte»; for du, du, Herre Jesus, du har brudt min byrdes åg og min skuldres svøbe og mine plageånders stav, som på Midjans tid; ja, da siger man det af hjertets inderste mening: Ære være Gud i det højeste.

Den, der har erfaret en sådan forløsning, han er en kristen, han har troen, og han alene kan holde jul ret. Men ingen må tro, at de troende har en sådan fred og glæde hele tiden; nej, ligesom alle andre Åndens frugter er også denne kun begyndt og bliver tit afbrudt og hindret af det, der står imod; de troende må da undertiden døje meget mørke, kulde, sorg og anfægtelse; derfor har de også brug for hele tiden at holde jul, hele tiden at vende tilbage til denne kilde til trøst og glæde og skue Gud i barnet. Gennem dette stadige behov for den trøst og fred, som kun Jesus giver, bliver de også ved med at være børn – aldrig færdiguddannede, store og selvstændige mænd i det åndelige, som er vokset fra betragtningen af barnet, men altid børn – sådan som Kristus så alvorligt krævede, da han sagde: Hvis I ikke omvender jer og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Dette enfoldige barnesind er også altid nødvendigt ved Jesu krybbe. Det er rigtigt, når man siger, at «julen er børnenes fest». Man må være barn for ret at kunne skue det store himmelske under, at Gud blev kød og ligger på hø og strå; man må i troens enfold ligne hyrderne fra Betlehem, som kom ind fra marken, og ikke Jerusalems store sognepræster, ypperstepræsterne, som først nøjedes med ud fra profeterne at kunne sige, hvor den nyfødte jødernes konge skulle findes, men aldrig selv opsøgte ham; og siden, da han selv viste sig for dem, og de spilede deres store, kloge, stolte fornuftsøjne op mod ham, ikke så andet i ham end «tømrerens søn fra Nazaret». Sådan går det dog altid, især ved krybben, hvis man mangler troens og enfoldens dyrebare gave. Meget nødvendig hertil er også en stille, betragtende ånd. Ligesom den skønneste, varmeste sol ikke kan varme havet op, når det kastes og hæver sig i stormvejr, sådan kan heller ikke denne allerstørste Guds kærlighed nogen sinde ret varme og glæde en sjæl, som af travlhed med mange ting, letsind eller lovisk egen virksomhed kaster og vender sig frem og tilbage.

Men vi vil med nogle få ord skynde os til den store, velsignede sag selv. Hvad er da den store, glædesfyldte sag, der får englene til at ønske jorden fred, menneskene velbehag og Gud i det højeste ære? – Svar (Gud være os nådig! Gud åbne vores sind!): Det er jo intet mindre, end at Gud er blevet som en af os, at Gud er blevet menneske, at Gud er blevet vores bror i kødet. Hvad siger Skriften? «Både han, som helliger, og de, som bliver helliget, er alle af én; derfor skammer han sig heller ikke ved at kalde dem brødre.» Ordene står i Hebr 2,11. Hvem er «han, som helliger»? Gud, hvis navn er Stor og Høj, den Evige og Hellige. Hvem er «de, som bliver helliget»? Menneskene, de faldne, syndige mennesker. Og de er alle af én. Hvad betyder det? De er begge én natur, af én slægt; Gud og vi er begge lemmer af menneskeslægten; Gud er menneske, vi er mennesker. «Derfor skammer han sig heller ikke ved at kalde dem brødre»; for de er virkelig brødre, da de efter kødet nedstammer fra den samme stamfar. Så tænker Kristus: «Hvorfor skulle jeg skamme mig ved at kalde dem brødre? De er mennesker som jeg, og jeg er menneske som de.» Sådan viste han også i virkeligheden, at han ikke skammede sig over for nogen, hverken over for sin himmelske Fader eller over for noget menneske, ved at kalde dem brødre, men sagde den ene gang til sin Fader: Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, midt i forsamlingen vil jeg prise dig (Sl 22,23); den anden gang til en kvinde, Maria Magdalene: Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud (Joh 20,17); den tredje gang over for hele verden: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig (Matt 25,40). Hvis vi nu betænker, at dette er en virkelig og guddommelig sandhed, at Guds Søn er blevet vores bror, at det ikke blot er en venlig og kærlig titel, men en sand, stor virkelighed, som bygger på, at vi alle er af én, så må vi indrømme, at hvis vi rigtig kunne tro og fatte dette, ville vi nok blive ude af os selv af glæde og undren, og vi ville vist knap kunne leve; ja, så må vi indrømme, at vores hjerter ved Adams fald er blevet frygtelig fordærvede, stendøde, iskolde, forhærdede, tillukkede og omgivet af et tykt, tykt vantroens mørke, når vi så lidt glæder os, elsker og priser; vi skulle længes efter at fare herfra og med ængstelse råbe: Hvornår, hvornår skal det tunge, uudholdelige dække, som sådan skjuler Guds herlighed, tages bort? Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?

Men endnu mere: Spørger nogen om den egentlige grund og hensigten med, at Guds Søn skulle blive menneske og antage de fortabte børns natur, så får vi også oplysning om det i samme kapitel, Hebr 2, på den allermest trøstefulde måde, nemlig i v. 14–15: «Da nu børnene har det samme kød og blod, fik også han ligeledes del deri, for at han ved døden skulle gøre ham til intet, som havde døden i sin magt, det vil sige Djævelen, og for at han skulle sætte alle dem fri, som hele deres liv igennem af frygt for døden måtte være trælle»; og v. 17: «Derfor måtte han i alt blive lig sine brødre, for at han kunne blive barmhjertig og en trofast ypperstepræst i Guds tjeneste for at sone folkets synder.» Se her: Han skulle derfor have kød og blod ligesom de fortabte børn, for at han med sin død skulle gøre ham til intet, som havde døden i sin magt, det vil sige Djævelen; for at han skulle sætte dødens trælle fri, for at han skulle sone folkets synder, for at han skulle være barmhjertig, mild, medlidende og deltagende. Læg mærke til det: Menneskers skyld skulle betales med menneskeblod, sådan som det var efter lov og ret; et menneske skulle bøde for det, mennesket havde brudt; «derfor tog han blod af kvindens blod og gjorde dermed det godt igen, som kvinden havde skadet»; derfor var det også Guds første løfte, at «kvindens sæd skulle knuse slangens hoved». Og da tiden var fuldkommet, siger Apostlen igen, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven, så vi skulle få barnekår (Gal 4,4–5). Guds Søn skulle derfor fødes som menneske og være under den lov, som var givet menneskene, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven, og dermed skaffe os barnekår, gøre os til Guds børn. Guds Søn skulle blive et menneskebarn, for at menneskebørnene skulle blive Guds børn. Den samme forløsning fra loven ved dette barn havde Guds Ånd allerede tydeligt og herligt forudsagt gennem profeten Esajas i hans 9. kapitel, v. 3: Du skal bryde deres byrdes åg og deres skuldres svøbe og deres plageånders stav, som på Midjans tid; for et barn (v. 5) er født os, en Søn er givet os. – – Hvad er denne «byrdes åg», om ikke synden og loven, som trykker os som en tung byrde og i Gal 5,1 kaldes et «trældomsåg»? Hvad er deres «skuldres svøbe» og «plageånders stav», om ikke loven, som ligesom en tugtemesters eller en slavedrivers svøbe slår, driver og plager os i samvittigheden for vores synder, dømmer os til døden, overlader os til Djævelen og styrter os i helvede? En sådan Guds vrede, en sådan gruelig elendighed er den «skuldres svøbe» og den «plageånders stav», som vores Gideon skal bryde, som på Midjans tid (se Dom 7).

Til disse herlige vidnesbyrd om ærindet, meningen og hemmeligheden ved Guds Søns menneskevordelse vil vi endnu føje Hebr 10,5–7: «Derfor siger han, da han kommer til verden: Offer og gave har du ikke villet, men et legeme har du beredt mig. I brændoffer og syndoffer har du ikke behag. Da sagde jeg: Se, jeg kommer – i bogen står der skrevet om mig, – for at gøre din vilje, Gud». Hermed ville Guds Søn sige: Mange ofre og gaver, brændofre og syndofre er blevet ofret til dig, Gud, før jeg kom, og du har også selv befalet det; men det var ikke disse ofre, du egentlig ville have – mit legeme var det, du mente; mit legeme var det, du ville betegne med dem; mit legeme skal gøre det; se, nu kommer jeg, i bogen står der skrevet om mig; jeg er den, der skal gøre din vilje, Gud; jeg skal være den gave og det syndoffer, som skal tage verdens synder bort.

Her har vi altså hemmeligheden åbenbaret, hemmeligheden ved dette barn, som englene så fuldt af glæde forkynder: I dag er Frelseren født for jer; i dag er den længe lovede Forløser kommet, som forbillederne pegede frem mod; i dag har I fået en stor slægtning, som har goelsretten over jer.

Goelsretten? Ja, det er meget bemærkelsesværdigt at kende og betragte lovens forskrift om en «goel», og hvordan Kristus i Det Gamle Testamente er blevet kaldt vores goel. Ordet er i vores svenske bibel oversat med «forløser», når det bruges om Kristus, som i Es 41,14; 54,5.8; 59,20; Job 19,25 m.fl. I Es 41,14 har Kristus selv kaldt sig ormen Jakobs, Israels goel; det samme gør han i kap. 54,5.8. – Ordet «goel» har en dobbelt betydning på hebraisk: For det første betyder det en blodsbeslægtet, som har den nærmeste slægtsret til en anden; sådan står der i Rut 2,20: «Den mand er nær beslægtet med os (er «vores goel») og er en af vores løsningsmænd»; og i 3 Mos 25,25 kaldes goel for den nærmeste løsningsmand. For det andet betyder ordet en løser, som efter loven, som «den nærmeste slægtning» eller nærmeste blodsfrænde, skal tage sig af sine forarmede slægtninge. Sådan lyder loven om en goel på det netop nævnte sted, hvor der står: «Hvis din broder bliver fattig og sælger noget af sin arvejord, skal hans nærmeste løsningsmand komme og indløse det, hans broder har solgt. Og hvis en mand ikke har nogen løsningsmand (goel)» osv.

En sådan goel, løser og blodsbeslægtet har vi nu fået i Kristus ved hans menneskevordelse. Vi mennesker var for gæld sat i et grufuldt fængsel, i den «brønd, hvori der ikke er vand» (Zak 9,11), nemlig under den ubrydelige lovs dom og forbandelse; vi var kommet i den evige døds yderste nød, og der fandtes ingen blandt alle vores slægtninge, der kunne hjælpe os ud af den; da lod Gud sin eneste elskede Søn blive vores goel, vores nærmeste slægtning, blodsbeslægtede og løsningsmand. ’Nuvel’, sagde Sønnen da, ’eftersom ingen kan forløse sig selv, og det arme folk heller ikke har en eneste slægtning, som kunne løse dem ud, så vil jeg selv træde frem og gøre det; jeg vil blive deres slægtning og løsningsmand’. Kom, hør, I arme, forførte, ulykkelige menneskebørn! Jeg, Herren, Israels Hellige, vil ved min menneskevordelse blive jeres nærmeste slægtning og ved mit blod og min død blive jeres løsningsmand, jeres Forløser, for at I, mine slægtninge, som har fortjent døden, kan blive befriet fra den og have fred i al evighed. Vil du tro på mig, så «frygt ikke, du lille hjord; for det er jeres Faders gode behag at give jer riget». Se, at Guds Søn er blevet sådan en goel for os, vores broder, slægtning og Forløser, er jo ikke digt eller drøm, men evig, guddommelig sandhed, som vi nu har set af Skriften. Men er det sandhed, så er det jo en overmåde fortræffelig, bemærkelsesværdig og liflig sandhed.

Men ligesom navnet goel må også navnet Immanuel visselig have noget vigtigt at sige, eftersom Herren så udtrykkeligt forudsagde, at hans Søn skulle bære det navn. «Se, en jomfru skal blive frugtsommelig og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel» (Es 7,14). Det betyder, som det også udlægges i Matt 1,23: Gud med os, for han er Gud i vores kød, Gud vores broder, Gud vores ven, Gud for os og Gud i os; Gud, som har taget sig af vores sag og står på vores ret, Gud, som holder med os og forsvarer os, Gud, som træder frem for os og beder for os, Gud, til hvem vi alle skal have vores tillid og tilflugt. Åh, et lifligt navn, en herlig sag: Gud med os, Gud for os og i os! Hvordan skulle han bedre kunne drage os til sig – os arme, skræmte Adamsbørn, som er sky for Gud og alt det herlige og flygter fra det – end når han bliver vores Immanuel og selv bliver menneske som vi? Dette var også uden tvivl en af Guds Søns hensigter med sin menneskevordelse; for Gud uden menneskenatur, Gud i sit eget hellige, herlige væsen, var en fortærende ild, forfærdelig at nærme sig. Men nu, nu har vi et sandt menneske på himlens højeste trone, en slægtning, en goel og Immanuel ved Faderens højre hånd i det høje; og vi bør aldrig forestille os Gud på anden måde; Sønnen i kødet var «hans væsens udtrykte billede»; vi skal ikke søge nogen anden Gud end ham, som er vores broder.

Vi har nu forstået de vigtigste grunde til, at Guds Søn blev menneske; men lad os føje endnu én til: Gud har også ved sin Søns menneskevordelse villet give menneskenaturen dens rette ære, adel og anseelse tilbage – den natur, som i skabelsen var højt æret med Guds billede, men ved syndefaldet var blevet fornedret, vanæret og foragtet; for hvilken større ære og herlighed kunne vel times os arme, fornedrede og uværdige mennesker, end at Guds Søn selv er blevet et menneske som vi, har påtaget sig vores natur og som menneske sidder ved Guds højre hånd og med evig og ubegrænset magt regerer alting i himlen og på jorden? Ja, hvis vi rigtigt kunne tro og besinde os på det, så er det jo dog en ubegribelig hæder og ære i sandhed at kunne sige: Guds Søn er menneske som jeg, og jeg er menneske som Guds Søn – noget, som ikke engang englene kan sige om sig selv; «for det er jo ikke engle, han tager sig af, men Abrahams sæd tager han sig af» (Hebr 2,16); så englene havde grund til at ønske og sige: Ak, var man dog et menneske! Som Luther siger: «Englene er vel herligere væsener end vi mennesker; alligevel har Gud æret os mere og højere og forenet sig nærmere med os end med englene, idet han ikke er blevet en engel, men et menneske. Dette er så stor en ære, at en engel nok kunne ønske at være et menneske, så han kunne rose sig og sige: Mit kød og blod sidder over alle engle». Se, hvis vi engang kunne få den nåde rigtigt at tro og besinde os på det, ville vi nok engang begynde at hæve os over dette jordelivs usle, smålige glæder og sorger og i en sand himmelsk glæde have vores omgang, vores skat og vores ros i dette store nådens under, elske, prise og bekende vores store broder, rose os af ham og have vores trøst, vores lyst og vores nok i ham. Kejser Augustus, som var en lærd herre og elskede de boglige kunster, satte undertiden en laurbærkrans på hovedet og gik sådan ind i de romerske digteres samfund for som en digter af deres orden at høre deres digte og læse sine egne op for dem. Digterne regnede det for så stor en ære, at de overalt pralede med, at også kejseren var blevet digter og en af deres orden. På samme måde skulle også vi gøre og over for Djævelen og over for vores egne fejl og skrøbeligheder rose os af, at den allerhøjeste majestæt, Guds egen Søn, er blevet menneske og vores ordensbroder, at den menneskelige natur er forenet med og prydet af den guddommelige majestæt.

Det var det, englenes skare mente, da den sang: Ære være Gud i det højeste! – Gud vil alene have æren for at have gjort alt godt – og fred på jorden – nu, da Fredsfyrsten er kommet, som stifter fred mellem Gud og mennesket og fred i alle troende hjerter, må også jorden være fredelig, og al kiv, nid og splid høre op – til menneskene et godt behag eller velbehag, som englenes ord (εὐδοκία) egentlig lyder; de ville sige: Nu, mennesker, «kys Sønnen» og glæd jer over det, I har fået, tag godt imod ham og vær tilfredse med det, han er og gør for jer; ja, tag også villigt imod alt, hvad der følger med, Satans og verdens vrede; vær tilfredse, nemlig med, at det, Gud nu har givet, er nok og godt for jer, så er alt godt. Det kan ikke alle: De raske sætter ikke pris på lægen, de frie ikke på forløseren; derfor er dette et lifligt evangelium kun for arme, bedrøvede syndere og toldere.

Åh, et saligt evangelium, et hjertefrydende budskab for de elendige, syge og bedrøvede sjæle, som bittert erfarer hos sig selv, hvad synden vil sige, som kender deres fangenskab under den, deres dom og fordømmelse, som gerne ville være bedre, men ikke kan, hvis samvittighed er forvirret, og hvis hjerte ikke ved, hvor det skal gå hen. Kom hid, alle I elendige, her er ro og vederkvægelse, hvis I bare vil høre og forstå jeres Frelser, jeres goel, slægtning og løsningsmand! «Kom til mig», siger han, «alle I, som slider jer trætte og er tyngede af byrder»; kom frem og vær ikke sky; det er netop for jeres skyld, jeg er kommet, ikke for de retfærdige, som ingen Frelser behøver, men for jer, som mener, at I er de mest afskyelige, uværdige og uhjælpelige syndere. Tag bare imod mig med alt, hvad jeg har erhvervet jer; jeg er Jesus, jeres broder, og I er mine; alt mit skal være jeres, og jeres skal være mit; giv mig bare jeres synder, jeres dom og nød; dem vil jeg tage; tag I min retfærdighed, min fortjeneste; jeg er kommet for at give jer hele mit himmerige, nåde, ære og salighed, bare for engang at se jer rigtig glade og lykkelige hos mig; jeg giver jer alt som gave, hvis I bare vil tage imod det; er I stadig arme syndere, er I det ikke værd, har I fortjent noget andet, så ved jeg det godt i forvejen; netop derfor er jeg kommet; ikke fordi I var gode, rene og retfærdige, men netop fordi I var syndige, faldne, fornedrede og ulykkelige; havde I selv kunnet fortjene nåden og himlen, hvorfor skulle jeg så være kommet? Derfor byder jeg jer nåde, og nåde skal være nåde og ikke jeres værdighed; kom, køb og spis uden penge og for intet al min nåde og salighed; de ubodfærdige støder den fra sig; de gerningshellige vil købe og fortjene den af mig og træder dermed mit blod under fødder; derfor, I elendige, giv I mig æren, den ære, at jeg skænker jer alt af nåde! – Ja, først og sidst:

Ære være Gud i det højeste!