«Den tid, da du blev besøgt»

(Ellevte årgang, 1852)

Da Kristus for sidste gang drog ind i Jerusalem og fra Oliebjerget fik byen at se, græd han over den og udtalte endnu en gang den retfærdige dom, som hvilede over den skønne by; og nu forklarede han årsagen til denne dom med de ord: «Fordi du ikke kendte den tid, da du blev besøgt» (Luk 19,44). Læg mærke til, at han ikke siger: Fordi du har udgydt så meget retfærdigt blod; fordi dine blodrøde synder så uophørligt råber til det høje om hævn over dig – nej, han siger sådan: «Fordi du ikke kendte den tid, da du blev besøgt.» For alle sine synder og al sin blodskyld havde Jerusalem en rig forsoning; «dets skyld var sonet, og det får dobbelt igen af Herrens hånd for alle sine syndestraffe» (Es 40,2). Havde dets børn kendt deres besøgelsestid, ydmyget sig under Guds mægtige hånd og hyldet Sønnen, så havde alt været godt og saligt; men det var deres foragt for nåden, der blev deres fordømmelse. Det er det første, vi lægger mærke til her. Men det andet er endnu mere alvorligt. Vi ser nemlig også, at det er en bestemt tid, der har en så forbløffende stor vægt – «den tid, da du blev besøgt». Kunne Jerusalem ikke stadig omvende sig når som helst? Nej, her ser jeg noget andet. Her står: «Den tid, da du blev besøgt.» Altså var der andre tider, da det ikke blev besøgt. Netop sådan forholder det sig med ethvert sted og enhver sjæl. Da den sidste råbende røst forstummede, da den sidste apostel gik ud gennem Jerusalems byport, da var det forbi med det folks frelsesdag, da var «ådslet» parat til at blive ædt af ørnene. Kristus siger udtrykkeligt: «Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som har sendt mig, drager ham.» Når Faderens dragning hører op, så er det forbi med din dag, som Kristus også kaldte besøgelsens tid, da han sagde: «Åh, gid også du vidste, ja, på denne din dag, hvad der tjener til din fred!»

Ethvert menneske er af naturen åndeligt dødt. Det dybe ord om syndefaldet: «døden dø», har så gennemtrængt alt kød, at mennesket ligger der for evigt som et dødt og rådnende lig, hvis ikke Guds egen levende Ånd kommer ned i det jordstøv igen og begynder at røre ved det og vække det til live igen. Sker det ikke, så forbliver mennesket evigt dødt. Lige så lidt som en legemligt død kan gøre sig selv levende, lige så umuligt kan en åndeligt død opstå til live uden Guds Ånd. Du kan lige så godt vente sollys uden sol som åndeligt liv uden Ånden. Derfor kan ingen omvende sig når som helst, og ingen kommer til Jesus, uden at Faderen drager ham med sin Ånd. Og derfor er det en så forbløffende vigtig tid, «den tid, da du bliver besøgt». Det er i den tid, du afgør dit evige vel eller ve. Åh, gid mennesker kunne forstå og besinde sig på dette, at det ikke til alle tider er lige vigtigt, hvordan de forholder sig! Ikke alle tidspunkter i din historie har lige stor vægt. Der er lange tider, hvor hverken Gud eller noget forstandigt menneske venter, at du skal omvende dig – nemlig de tider, da du ikke bliver besøgt. Det er, når Herren kalder, at omvendelsen må ske, eller også aldrig. Når Guds Ånd forlader dig, så ligger du der, død, forblindet, forhærdet. Gud er den evige kærlighed, Gud vil ingen synders død – han søger dig, rører ved dig med sin Ånd og vil drage dig til Jesus; men han er også retfærdigheden og lader sig ikke spotte, og han kan også tage Helligånden fra dig. Derfor er det i «besøgelsens tid», at din evige skæbne afgøres. Sådan siger Kristus: Da indbydelsen til det store gæstebud gik ud, og de indbudte forsømte det og ikke ville komme, da, siger Kristus, da blev husbonden vred og fældede den dom: «Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid» (Luk 14). Læg mærke til: Dommen faldt dengang, nemlig da de blev indbudt og ikke kom. Det har samme mening som det, Kristus siger her: «Fordi du ikke kendte den tid, da du blev besøgt.»

Du, som læser dette – måske er det netop nu den tid, da du bliver besøgt. Eller hvordan sker det, at du «bliver besøgt»? Hvordan sker denne indbydelse til nådens gæstebud? Svar: Undertiden besøger Gud et helt land, en by eller en menighed, sådan som Jerusalem og jødefolket blev besøgt ved Kristi komme i kødet og ellers ofte, når en profet trådte frem som en råbende røst i ørkenen. Sådan sker det også endnu. Når der i et land, en by, en menighed i lang tid kun har været et stivnet formvæsen med gudstjenester og ceremonier, ligesom i Jerusalem, mens alt i folkets sind har været dødt og stille, men der så på én gang opstår vækkelser, og trofaste lærere begynder at råbe i den ørken: «Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!» – så er det den bys, det folks besøgelsestid, og så bliver dets børn vidt og bredt tilskyndet af den trofaste Ånd. Er det ikke snart åbenbart for alles øjne, at det netop nu er sådan en besøgelsestid for vort land, når man hører om vækkelser i næsten alle egne af landet, og folk af alle stænder og klasser begynder at spørge efter vejen til livet? – Jerusalem! – – Åh, gid også du kendte den tid, da du bliver besøgt!

Men ellers, når der ikke kommer en almindelig besøgelsestid, så søger den trofaste Ånd dog enkelte sjæle, idet han ved Ordets røst taler til deres hjerter og formaner dem til omvendelse. I et kristent land findes der vel knap et eneste menneske, som ikke på et eller andet tidspunkt fornemmer et besøg af Guds Ånd og en banken på sit hjerte – i det mindste i ungdomsårene, når det for nylig har brudt den salige pagt med Gud og er draget bort til syndens og forfængelighedens fremmede land, men endnu ikke er kommet så langt bort, at det ikke kan høre nogle røster fra faderhuset. Men også siden går den gode Hyrde efter de bortløbne får på deres vildveje. Eller hvad siger du, som læser dette? Har du ikke oplevet, at vennen, som elsker din sjæl, kærligt har banket på dit hjertes dør? Har du ikke fornemmet en røst i dit indre, som var af en høj og hellig Ånd, som en røst fra et højere hjemland – en røst, som talte for dit evige bedste, som formanede dig til omvendelse og advarede dig mod den evige død? Når du var alene, eller når du hørte Guds ord, eller når du gik til Herrens alter, fornemmede du så ikke den indre, råbende røst om omvendelse, om forsoning med Gud, om synd og om nåde? Åndens kaldelse til omvendelse sker undertiden i en streng, foruroligende tone, som kongens og dommerens: «Aflæg regnskab! Kom, lad os gå i rette med hinanden!» (Luk 16,2; Es 1). Da Brudgommens ven ville berede vejen for ham, lagde han øksen ved træets rod og råbte: «Bær frugt, som svarer til omvendelsen! Hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.» Da Kristus talte med den lovkyndige, holdt han kun lovens bud frem for ham; og med Nikodemus begyndte han med den foruroligende erklæring: «Du kan ikke se Guds rige, uden at du bliver født på ny.» Over for Felix talte Paulus om «retfærdighed, kyskhed og den kommende dom», og Felix blev forskrækket; og til jøderne sagde Peter, at de havde korsfæstet herlighedens Herre, og det stak dem i hjertet. Undertiden sker kaldelsen derimod i bryllupsindbydelsens liflige tone, når det hedder: «Kom, alt er nu rede! Kom til mig, alle I, som arbejder og er besværede, og jeg vil vederkvæge jer, og I skal finde hvile for jeres sjæle. Ånden og bruden siger: Kom! Og den, som tørster, skal komme, og den, som vil, skal tage livets vand for intet» osv. Guds Ånd taler, alt efter hvordan tilhørerne er. De rige, stærke og selvtilfredse gør han bekymrede; de fattiges sjæle og grove syndere, som går rundt og i det skjulte fordømmer sig selv, tilbyder han kun nåde, en nåde, som de aldrig havde kunnet vente, og sådan smelter han deres hjerter. Men Guds Ånd bruger også alle slags midler til at bringe disse kaldende røster ind til menneskenes hjerter: her slår han dem med ulykker, sorger og sygdomme – for at bringe en fortabt søn til besindelse kom der en stor hungersnød i det land, og han begyndte at lide nød; da kom han til besindelse og tænkte på faderhuset – dér sender han en ven, som ud af et varmt hjertes fylde taler kærlighedens sprog til dig; her lader han et pludseligt dødsfald stille en hemmelighedsfuld hånd frem for dit øje, som skriver sit «Mene, mene» osv. på væggen, eller dette: «Beskik dit hus, for du skal dø!» Dér lader han en kraftig vækkelse i dit nabolag stille denne sandhed frem for dine øjne: Der findes dog et Guds rige på jorden; der findes dog noget, som Kristus har kaldt genfødsel. – Åh, Guds trofaste Ånd, den underfulde, mest ukendte ven! Sådan går han omkring i denne verdens mørke og banker på menneskenes hjerter; han går omkring i husene og i kirkebænkene, ved alterringen og ved sygesengene, ja, på vejene og markerne, hvor du går alene; og han hvisker til din sjæl: Hvor er du? Hvor går du hen? Hvor fører din vej hen? Er du forligt med dit livs Gud? Bliver du salig, hvis du dør nu? – Eller kender I ikke Ånden? Har du ikke fornemmet disse alvorlige formaninger til bod, til omvendelse, til forlig med Gud? Disse sunde og alvorlige tanker i roligere stunder, når du tænkte efter, og det lød i dit indre: Hvordan skal det gå med din sjæl? Du har sandelig syndet mod den hellige Gud! Der må sikkert en omvendelse til, en forandring af hjertet, for at komme ind i Guds rige! Og hvornår skal det ske? Tiden flyver, og det ene år går som det andet, den ene måned og den ene sabbat som den anden, og der sker ingen forandring med dig, der er altid hindringer og adspredelser. Åh, hvordan skal det gå, hvor skal du ende? Skal du stilles ved Dommerens højre side, når han kommer, eller få din plads blandt de usalige ved den venstre? Se, sådanne sunde tanker er altid Guds Ånd, der banker på dit hjerte. Eller måske har du fornemmet bryllupsindbydelsens liflige røst, som har givet dig et indtryk af Guds usigelige kærlighed i Kristus eller af den overvættes salighed at være forligt med Gud, når han taler sådan til dit indre: «Giv mig, mit barn, dit hjerte! Se, jeg står for døren og banker! Kom tilbage, jeg vil tilgive dig alt! Jeg har endnu ikke glemt eller forglemt dig, jeg elsker dig endnu, jeg tænker endnu på dig med fredens tanker; din ulykke er min sorg, din frelse min glæde. Hvorfor flygter du fra din ven, som har købt dig med sit blod? Jeg husker endnu den tid, jeg for dig var træl, jeg husker endnu den dag, jeg købte din sjæl; de sår, jeg bærer, vidner derom.» Det er vennens egentlige røst. Har du ikke fornemmet den, så det lød i dit indre: «Se, himlens og jordens Gud har dog stadig et faderhjerte og bærer stadig en inderlig kærlighed til dig; du er dog stadig en af hans genløste; vil du blot vende dig til ham, så vil han stadig skænke dig den evige herligheds krone, stadig tilgive dig alle synder og gøre dig til sit barn og sin arving? Åh, jeg vil stå op og gå til min Fader, bekende mine synder og bede om hans barmhjertighed.» Endnu en gang sagt: Alle sådanne hellige røster og gode tanker er intet andet end Guds Ånd, der banker på hjertet, sådan som Kristus udtrykkeligt siger: «Se, jeg står ved døren og banker; hvis nogen åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.»

Det er yderst ulykkeligt, når et menneske ikke forstår, at det er dets sjæls ven, at det er Guds Ånd, der besøger det og banker på dets hjerte; for så kan det let foragte, bedrøve og drive Ånden bort. Tænk derfor dybt over den sandhed, «at de gode røster og tanker, som formaner til omvendelse, altid må være af en anden Ånd end dem, der strider imod den». Du kender jo også hos dig selv en modstand, en modvilje mod det åndelige og hellige; denne modvilje er din egen natur; kødet, Djævelen og verden strider altid imod Guds Ånd; i kød og blod findes ingen tilbøjelighed til Gud og til en sand omvendelse; deraf kan du selv forstå, at de gode og hellige røster, som formaner til det, må være af Guds Ånd. Tag en lignelse: Når du ved, at det er træernes natur at stå stille, når ingen rører ved dem, men du ser, at træerne begynder at bevæge og bøje sig, skønt intet synligt væsen rører ved dem, så siger du straks: Det er vinden, det blæser. Og dog ser du ikke selve vinden. Sådan er det også med Guds Ånd. I gamle dage kom han i synlige skikkelser, som i en dues lignelse over Herren og i ildtungers lignelse over apostlene, og som «et voldsomt vejr, der fyldte hele huset, hvor de sad»; nu kommer han usynligt, men gør dog den samme gerning i menneskenes sjæle og giver dem stadig det samme «stik i hjertet», så de nu som dengang spørger: «Hvad skal vi gøre for at arve evigt liv?» Det er på sådanne virkninger, du stadig skal genkende den samme Ånd og vide, at han stadig går omkring og virker på jorden og kalder og vækker til omvendelse og frelse. Og tænk så på, hvor ulykkeligt det ville være, hvis du skulle modstå, bedrøve og drive den trofaste Ånd bort. Apostlen siger: «Bedrøv ikke Guds Helligånd!» – Tænk! At have fået et personligt besøg af den høje gæst, men så vende ham ryggen, foragte hans kærlige formaninger og dermed bedrøve og drive ham bort – det ville sandelig være forfærdeligt! Så ville det ord gå i opfyldelse: «Ve dem, når jeg viger fra dem!» – det bevare Gud os nådigt fra!

Men hvordan går det til, at man bedrøver Guds Helligånd og driver ham bort? Kort sagt sker det ved al slags ulydighed mod Helligånden. Han vil noget, han tilskynder til noget; når du ikke vil adlyde ham i det, så bedrøver du ham og driver ham bort. Han vil virke syndserkendelse, anger, omsorg for omvendelse og forsoning med Gud; når du vender dig bort fra disse vigtige ting, ikke agter på hans røst, men spreder de hellige indtryk, han virker, ikke søger at nære og øge dem med Ordet, ikke frygter for at miste dem og ikke sukker til Gud om, at de må blive større, så foragter og slukker du Ånden. Han angriber og revser en synd hos dig og byder dig at opgive den; når du så ikke vil adlyde ham, men stadig vil hylde og beholde din synd, så bedrøver du Guds Helligånd. Ja, også når du nok vil opgive synden, men ikke lige nu; når du vil omvende dig til Herren, men ikke endnu, så er det en falskhed i din ånd, en foragt for «den tid, da du bliver besøgt», og den kan gøre, at Guds Ånd må forlade dig. Ja, også når du vil omvende og forbedre dig, men ikke vil høre Herrens røst og følge den vej, han har foreskrevet, nemlig at du som en fortabt synder «først skal fly til Kristus og bede om nåde, så bliver der siden råd mod synden» – først fødes og så vandre, først tro og glæde sig og så blive stærk i Herren – når du ikke vil høre dette Guds viljes råd, men strider imod udvælgelsen, så bedrøver du hans Helligånd, sådan som det fremgår af Rom 9 og 10. Og endelig, når du nok vil følge dette Herrens råd og omvende dig, tro og opgive synden i en sand nådens orden, men ikke vil bruge de midler, som Gud har givet os til det, nemlig hans hellige ord, og ikke vil bruge ledige stunder til at læse, høre og betragte det, så «frister du Gud og slukker Ånden». Mærk dig dette sidste punkt nøje: Du vil forbedre og omvende dig, men kun ved dit eget arbejde med dit hjerte; du beder om Åndens nåde og hjælp til det, men bruger ikke Åndens midler – på den måde får du aldrig det, du beder om; det har Gud aldrig lovet. Nej, Gud har givet os sit ord, dér vil han møde os, i det vil han bo og virke, men ikke uden Ordet. At have adgang til Ordet, til kristne lærere eller til samvær med trosfæller osv., men foragte disse nådemidler og alligevel bede om nåde til omvendelse og tro, det er at friste Herren – ligesom hvis nogen bad Gud om at opretholde hans legemlige liv, men ikke ville spise det, Gud har givet os til det; han kunne vente længe på undret og «ønske, til han dør», som Skriften siger om den dovne. Sådan går det også den, der vil have Åndens værk i sjælen, men ikke bruger Åndens midler. At du er syndig og svag og ikke kan gøre alt det, Ånden kræver, det skal ikke drive ham bort, det vil han selv hjælpe dig med. Det er hykleri og forsætlig ulydighed, der driver Ånden bort.

Men det er ikke kun i besøgelsens tider, eller når Guds Ånd begynder sit værk i sjælen, at man kan bedrøve ham; nej, også kristne, der allerede er blevet «delagtige i Helligånden», er stadig i den samme fare. Det var netop til de troende i Efesos, der allerede var «beseglet med Helligånden», at Apostlen skrev ordet: «Bedrøv ikke Helligånden» (Ef 4,30). Og hvad var det, der kunne bedrøve Guds Ånd? Ordene lige før lyder: «Ingen dårlig tale skal udgå af jeres mund, men det, som er nyttigt til opbyggelse, så det kan være til velsignelse for dem, der hører det». Mærker et Guds barn ikke ofte, hvordan det alene med forfængelig eller unyttig snak har bedrøvet den hellige gæst, der bor i dets hjerte? Når jeg er «Guds Ånds tempel, og Helligånden bor i mig» (1 Kor 6), skulle jeg så ikke bruge hver stund til noget nyttigt og helligt? Med nogle få sunde ord kan jeg gøre usigeligt meget godt for mine medmennesker, jeg kan lægge et frø til evigt liv i deres hjerter; når Gud har skænket mig så underfuld en gave, skulle jeg så ikke hver stund bruge den til udødelige sjæles evige vel? Når jeg ikke gør det, men i stedet taler mange tomme ord, så bedrøver jeg Guds Ånd, som bor i mig. Det er det, Apostlen mener. Når Guds Ånd nu kan bedrøves af det, der forekommer os så ringe, hvor meget mere så af det, der er endnu mere åbenlyst syndigt, som det, Apostlen nævner straks efter: «Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og bespottelse»; eller fx de grove synder, som Apostlen advarer imod i 1 Kor 6, hvormed man «synder mod sin egen krop», hvor han tilføjer: «Ved I ikke, at jeres krop er et tempel for Helligånden, som bor i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv?» Kort sagt: al synd bedrøver Guds Helligånd, også den mest skjulte i dit hjerte, som hovmodige tanker, onde lyster, misundelse, falskhed osv. Men her er det nødvendigt at mærke sig, at Guds Ånd kun drives bort, når man falder fra indvendig på den måde, at man også undskylder og hylder synden. Hvor man selv revser sin synd, lider, kæmper, sukker og beder imod den, dér er Ånden som en læge på et hospital, hvor han ganske vist på alle sider er omgivet af sygdomme, skrøbeligheder, sår og jammer, men alligevel befinder sig netop på sin rette plads, hvor han har sit egentlige virkefelt. Derfor kan Guds Ånd sagtens bo i en synders hjerte, hvor der endnu er fuldt af sygdom, urenhed, sår og betændte bylder, jammer og suk. Var det ikke sådan, ville ikke en eneste kristen beholde Guds Ånd en eneste dag. Men hvad der driver Ånden bort, det forklarer Herren selv, når han siger: «De lader ikke min Ånd revse sig» *) (1 Mos 6,3). Se, her er hovedpunktet. Når et menneske ikke lader Guds Ånd revse sig, men hylder, undskylder og forsvarer sit onde – det er det, der i den grad «bedrøver og forbitrer hans Helligånd», at han må flygte fra det. «De lader ikke min Ånd revse sig.» Det sker ikke kun, når man åbenlyst står imod Ordets revselser og siger: Det bryder jeg mig ikke om, men også når man bugter og vrider sig uden om Ordet og ikke vil forstå det, som det lyder, når det rammer ens yndlingssynd; når man ikke i Ordet søger efter midler til at slippe fri af sin synd, men søger efter noget, der kan støtte, at man beholder den – når man altså ikke tænker på at opgive eller slippe fri af synden, men har til hensigt at blive i den – det kaldes at ikke lade Guds Ånd revse sig. Ligeså, når trældomsånden vil indtage hjertet; hvis man så ikke vil lade evangeliets ord om nåden i Kristus råde, men stædigt følger fornuften og følelsen og uophørligt gør indvendinger mod evangeliet, mod den barmhjertige Frelser, som stadig tilbyder nåde – så bedrøver og forbitrer man hans Helligånd. Og så i det hele taget, når man ikke lytter til hans hellige tilskyndelser i hjertet; når han tilskynder til at bruge Ordet eller til at bede i enrum eller til gode gerninger; når han revser for onde tanker, egenkærlighed, selvbehag, had og lignende. Alt dette bedrøver Guds Helligånd. Og når man ikke lader sig advare for det, men i letsindig sikkerhed bliver ved med det – hvad skal så følgen blive?

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Hvad bliver følgen, når man ikke kender den tid, da man bliver besøgt, men står imod og bedrøver Guds Helligånd? Det er forfærdeligt at sige! Følgen bliver, at den gode, milde Ånd må vige. Sådan siger Herren: «Mit folk hørte ikke min røst – – så lod jeg dem gå i deres hjerters hårdhed, så de vandrede efter deres egne råd» (Sl 81,12–13). Hvad skulle den barmhjertige Gud ellers gøre? Når han i evig, ufattelig kærlighed har sendt os sin enbårne Søn, som er kommet til os, er blevet vores bror og vores Mellemmand, har taget vores synder og vores pligter på sig, har været sine tjeneres tjener og opfyldt loven for os og med bitter lidelse og død har sonet vores misgerninger og skaffet os barnekåret og arven i himlen tilbage; når han sender os sit ord og sin Helligånd, som mildt besøger os, banker på vores hjerter og indbyder os til nådens gæstebud – når alt dette er forgæves, når vi uophørligt foragter både hans advarsler og hans nåde, elsker vores «handel og jordegods» mere end al Guds nåde, elsker verdens venskab mere end Guds venskab og derfor bestandig står imod og bedrøver hans Helligånd, hvad skulle han så andet gøre end overlade os til vores egen viljes råd og sige: «Vil I ikke følge mig, så skal I følge Djævelen og jeres egne lyster»; og så overlader han mennesket til sig selv. Og straks er det dødt og forhærdet, så intet Guds ord rører det, men det kan i al sikkerhed fortsætte i synden, tro løgnen og falde i al slags vildfarelse, i synd og skam. Nu lyder det: «De hørte ikke min røst, derfor lod jeg dem gå i deres hjerters hårdhed, så de vandrede efter deres egne råd». «De skal synde, og det skal ikke gøre dem noget.» Som også Apostlen siger: «Fordi de har kendt Gud, men ikke æret eller takket ham som Gud, men er blevet tomme i deres tanker, og deres uforstandige hjerte er blevet formørket – – derfor har Gud overgivet dem i deres hjerters lyster til urenhed». – – «Mens de foregav at være vise, er de blevet tåber» (Rom 1). Sådan går det til, at et menneske bliver «forhærdet». Og tænk over, hvad det vil sige! Al åndelig fornemmelse hører op. Man bliver helt ligegyldig og kold, uimodtagelig for ethvert Guds ord; sindet bliver let og sorgløst; hverken nådens liflige kald eller lovens pile kan rokke ved denne uhyggelige dødsslummer. Man føler ikke længere nogen anger over det, der er sket, ikke længere nogen bekymring for det, der kommer. Ligesom et dødt legeme ikke mærker et glødende kul, der lægges på dets bryst, og ligesom ingen regndråbe trænger ind i en hård klippe, om så regnen strømmer ned over den fra alle himlens vinduer, sådan er det med den, hvis hjerte er «forhærdet». Er han i kirken, rører de stærkeste sandheder ham ikke, selv om de hos alle andre ledsages af «Ånds og krafts bevis». Han kan overvære dåb og nadvergang, uden at det vækker nogen højere stemning i ham. Lige så lidt rører en begravelse ham. Udbred himlens herlighed for ham; den lokker ham ikke. Vis ham de fordømtes kvaler; han forskrækkes ikke. Før ham til Golgata, og stil ham for øje ham, der blødte og døde for syndere; han bliver lige ubevægelig, kold som is, hård som sten. Venner kan bede ham, men han agter ikke på det; lærere kan advare ham, men det rører ham ikke. Han er som en sten. Stenen kan sprænges i stykker, men den smelter ikke; den bliver ikke blød. Sådan er det også med den forhærdede. Her bliver det sandt: «Ve dem, når jeg viger fra dem!» Åh, min Gud, lad mig gerne blive fattig, ja, en tigger; lad mig gerne blive syg, blind og døv; lad mig bare ikke blive forhærdet! «Forkast mig ikke fra dit ansigt, og tag ikke din Helligånd fra mig!»

Se, den, der endnu kan forskrækkes over sig selv, endnu kan røres af Guds ord til nogen omsorg for omvendelse, til nogen lyst til at tro og være et Guds barn, han har bevis nok i sig selv for, at han ikke er overgivet til et uværdigt sind; han skal vogte sig for den djævel, der siger: «Du ved med dig selv, at du har synder, som bestandig følger dig; derfor må du være forladt af Gud». Nej, at synden forfølger os, beviser intet; det er alle troendes møje og klage, så længe de er i kødet. Får Ånden bare lov at revse dig, og du søger forløsning, men imens holder dig til nådestolen, hører evangeliet og, stik imod al fornuft og følelse, søger at tro på det evigt rensende blod, så bor Ånden stadig hos dig som i sit rette værksted. Hele hans embede er netop at pleje syge syndere. Blev du helt fri for al synd, havde han ikke mere at gøre hos dig. Kristi rige er et syndernes rige. Lad dig derfor ikke føre vild! Det er kun dem, der «ikke lader Guds Ånd revse sig», han må forlade – det bevare Gud os nådigt fra! Gud, Gud, tag ikke din Helligånd fra mig! Tag ikke din Helligånd fra mig!