Den gode hyrde

(Femtende årgang, 1856)

Vi tager nu fat på et meget trøstefuldt emne, og et emne, som samtidig kaster lys over mange af de allervigtigste spørgsmål. Tænk, hvilken trøst, når man er sig bevidst sit eget hjertes mørke, falskhed og ustadighed, Djævelens grusomme hensigter, list og udholdenhed og endelig den forvirrende mangfoldighed af lærdomsvinde, og derfor føler sig utryg og bæver for at blive ført vild, komme bort og gå fortabt – hvilken trøst, at Kristus erklærer: «Jeg er den gode hyrde!» – Tænk, hvilken trøst for en fattig synder, som føler sin ynkelige afmagt i alting, at Kristus betragter synderen blot som et får; vi betyder ikke mere, vi er blot får, for hvem han er den gode Hyrde, som hellere sætter sit liv til, end han ser fårene gå til grunde. Tænk, hvilken trøst, når man også med bekymring ser på de farer, som truer resten af den «lille hjord», og ser, hvor meget der fører fårene vild – hvilken trøst, at han, som har «al magt i himlen og på jorden», han er fårenes Hyrde, han skal sørge for dem! Og tænk, hvilken sikker rettesnor for alle underhyrderne, de «små drenge», som Esajas kalder dem (Es 11,6), der indefra og udefra bliver trængt af spørgsmålet: «Viser du fårene den rette vej, behandler du fårene ret?» – hvilken trøst at have denne sikre rettesnor, dette afgørende forbillede i Herren selv, som siger: «Jeg er den gode hyrde»! For denne Overhyrde må vi jo alle uden undtagelse bøje os, efter ham må vi rette os, ellers er vi sandelig ingen gode hyrder. «Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, tilhører han ham ikke.»

Når vi betænker alt dette, hvilken rigdom, vægt og kraft får vores emne så ikke! Hvilken hjertelig lyst bør det så ikke give os til ret alvorligt at tage os alt det til hjerte, som Herren selv og hans hellige profeter har talt om den gode Hyrde! Og dog vil det alt sammen være forgæves, de tydeligste Guds ord vil ikke give noget lys og ikke udrette noget, hvis hjertet på forhånd er indtaget af en bestemt mening og dermed lukket til, hvis ikke Herrens Ånd får lov at åbne vores sind og forklare Jesus for os. Den, som kan frygte for sig selv og bede, han bede!

Det første, som er værd at tænke over i dette emne, og som glæder en fattig synder, er, at vi her ser, hvordan Gud betragter menneskene, nemlig blot som får, fortabte og afmægtige får, som umuligt selv kan passe på sig og vogte sig for ulven, men helt og holdent er afhængige af en hyrde. Sådan har Herren jo overalt beskrevet mennesket, og han arbejder uophørligt på at slå ned og tage fra os de indbildninger, som ligger så dybt i hele vores natur: at vi selv skal have lys og kraft til at hjælpe os, at vi dog skal forstå noget og kunne gøre noget osv. Mod denne dybe, uendelige indbildning siger Ordet stik modsat: «Herren skuer ned fra himlen på menneskenes børn for at se, om der er nogen forstandig, nogen, som søger Gud; alle er de kommet på afveje, allesammen er de fordærvede; der er ingen, som gør godt, ikke en eneste.» Ja, vi er så «fordærvede», siger Apostlen, at «vi ikke engang er dygtige til at tænke noget som af os selv», men Gud må virke «både vilje og gerning». En sådan uduelighed er nu udtrykt i billedet af får. Blandt alle dyr er fårene de mest udsatte, værgeløse og enfoldige; de har ikke tænder at forsvare sig med mod ulven, ikke klør at flænse den med, ikke horn at stange den med; desuden er de kendt for en sådan mangel på klogskab, at de på grund af den egenskab er blevet til et ordsprog, så man kalder et meget indskrænket menneske for et får. Sådan er vi også alle særdeles tåbelige i det åndelige. De ellers klogeste mænd er de største tåber, så snart det gælder deres egne sjæle; og de mest oplyste kristne står altid fortabte over for Satans dybder, hvis Herren slipper dem. Og selv når vi allertydeligst ser, hvad vi burde gøre, er vi dog så afmægtige, at vi ofte må råbe og klage: «Jeg er solgt under synden; det gode, som jeg vil, gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.» Åh, besind dog en gang dette, du, som plager dit hjerte med spørgsmålet om, hvad du selv skal gøre til din salighed! Du betyder ikke så meget, du er blot et får; fald ned for Herren og bekend med David: «Farer jeg vild, så opsøg din tjener som et fortabt får!» Bekend, at du intet som helst formår, ikke engang at tænke noget; bed om alting blot som en gave fra Herren. Hvis det behager ham at give dig noget, så har du det; hvis han ikke giver, så er alt forgæves. Du er blot et svagt og værgeløst får.

Men se nu videre, hvilken usigelig trøst det er, at Herren Kristus selv siger, at han står i samme forhold til os som en hyrde til fårene. Det er jo en hyrdes sag at tage sig af fårene – han skal ikke forvente, at fårene selv skal kunne forsvare sig, selv vogte sig for ulven og selv overvinde den; nej, det er hyrden, som skal gøre alt dette, og det uden hensyn til, om fårene er det værd eller ej. Det hører til hyrdens kald. Tænk nu: når Herren Jesus selv siger: «Jeg er den gode hyrde», så tillader han mig jo at se sådan på ham og at forvente af ham netop det, som hører en hyrde til. Hvem skulle jeg tro, om ikke Herren selv? Dette er det første, som er trøsterigt i denne tekst.

Men for det andet lægger jeg mærke til, at Herren ikke siger: Jeg er en god hyrde, men: «den gode hyrde». Hvad kan det betyde? Den første og egentlige betydning er visselig, at han er den gode Hyrde, som er lovet i Skriften. Jøderne vidste af Skriften, at Gud havde lovet at sende menneskene en stor, god hyrde; for sådan lød løfterne derom: «Jeg vil sætte én hyrde over dem, som skal vogte dem, min tjener David. Han skal vogte dem, og han skal være deres hyrde» (Ez 34,23); og igen: «Han skal vogte sin hjord som en hyrde; han skal samle lammene i sin favn og bære dem i sit skød og lede de diende moderfår» (Es 40,11). Nu siger Herren: Denne lovede hyrde er jeg. «Alle, som er kommet før mig» med krav på at være det, «er tyve og røvere»; jeg er den gode Hyrde, som er blevet lovet jer. Dette er det første, som ligger i denne bestemte form. Men det andet, som dermed antydes, er, at Kristus også er den eneste gode hyrde af sin art; han er den gode Hyrde i en sådan betydning, at ingen anden end han er det. En vigtig sandhed, både til advarsel og til trøst! Kristne skal nemlig vogte sig for at hænge afgudisk ved en underhyrde. Det er en afgudisk og skadelig tilknytning, når du bliver så afhængig af et menneske, at for det første al din trøst og vejledning ville være tabt, hvis han dør eller flytter bort; og for det andet, at hvis din lærer skulle vige fra sandhedens vej, så ville også du vige fra sandheden sammen med ham. Tænk, hvilken fare! Nej, en kristen må have sit hovedfæste og sit hjertes egentlige støtte i Herren alene, så at han, selv om han kommer til det mest øde sted, hvor ingen kærlig hyrderøst lyder fra menneskelæber, dog kan holde sin sjæl oppe alene med Frelseren og hans ord og af hjertet bryde ud med David: «Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.» Og for det andet: hvis selv den ellers fortrinligste lærer prædiker et andet evangelium end det, Kristus og hans apostle har prædiket, så må du lade det fare og alligevel blive ved Herrens ord og sige: «Jeg ved, hvordan Kristus lærte og handlede med syndere, det bliver jeg ved; han er den gode Hyrde, ved ham bliver jeg.» Åh, blandt de andre plager, som trykker de tro underhyrder, er det ikke den mindste, når de må opleve, at de stakkels får, som de kun har villet drage til «den store hyrde for fårene», der har købt dem med sit blod, begynder at blive så afhængige af tjeneren, at de uden ham er ulykkelige eller uden al trøst og vejledning i sandheden. På grund af en sådan tilknytning må mangen tro tjener rives bort eller også vanæres med en eller anden plet, for at man kan lære at besinde sig og ikke gøre et menneske til Gud. Sådan siger Herren: «Jeg giver ikke min ære til nogen anden og ikke min pris til afgudsbillederne. Jeg, jeg er Herren, og uden mig er der ingen frelser. Jeg er den gode hyrde.» Hermed vil vi visselig ikke rose den kolde og selvkloge ånd, som foragter alle de redskaber, Herren i sin store barmhjertighed giver sin menighed, og foragter det lys i Ordet, som Gud har givet verden gennem disse redskaber – sådanne selvkloge, som kun tror på deres egen ånd under dække af at være Guds Ånds eneste udlægning af Ordet, og som ud fra deres eget private syn kan foragte selv sådanne herlige redskaber, som Gud har brugt til at forny hele sin kirke, og som i de rigeste frugter har fået Guds eget segl på deres sendelse (jf. 2 Kor 3,2–5). Det er ikke denne selvkloge ånd, vi roser; vi vil heller ikke modsige Paulus, som priser galaternes tilstand som særlig «salig» på den tid, da de tog imod ham som en Guds engel, ja, som Kristus Jesus selv, og kunne have revet deres øjne ud for ham (Gal 4,13–15); nej, også en så brændende kærlighed kan være det skønneste tegn på en ret salig tilstand. Vi vil kun advare mod denne afgudiske og slaviske tilknytning, som vi netop har beskrevet, og som er så skadelig både for fårene og for underhyrderne. Vi vil sige det samme som Johannes Døberen, da han sagde: «I er selv mine vidner på, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er sendt forud for ham»; jeg er blot en råbendes røst; «den, som har bruden, er brudgommen – han skal vokse, men jeg skal blive mindre» (Joh 3,28–30); og det samme som apostlen Paulus, da han sagde: «Er Paulus vel blevet korsfæstet for jer? Eller er I blevet døbt til Paulus’ navn?» (1 Kor 1,13). Af disse steder ser vi, hvordan også disse hellige mænd var udsat for den plage, at disciplene ville hænge ved tjeneren. Vi skal derfor ikke undre os, hvis det også sker nu; men vi skal tage os i agt for det som noget, der er til skade for dyrekøbte sjæle. Og mange smukke eksempler viser, at netop når en kristen blev berøvet en god hyrde – ikke foragtede ham, men blev berøvet hans tjeneste – og blev tvunget til at holde sig endnu tættere til Herren selv og hans ord, netop da vandt ikke blot hans åndelige liv i det hele taget en modenhed og fasthed, som det ellers ikke ville have vundet, men hans hjerte vandt også en langt højere og mere varig glæde i det nærmere kendskab til Frelseren selv, som nu opsøgte og passede det ensomme får. Og gennem en sådan erfaring lærer man ret at forstå og kende, hvad Herren her siger: «Jeg er den gode hyrde.»

Men nu vil vi gå videre og se på de store beviser på den gode Hyrdes uforlignelige kærlighed og ømhed for fårene – de beviser nemlig, som han selv og hans profeter har fremstillet. Hør, hvad Herren Kristus først siger: «Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.» Her er det store bevis. Men åh, det er jo så gammelkendt og så ofte hørt! Hvem skulle nu have lyst til at betragte det igen? Mange vil måske falde i søvn, når det betragtes. Og dog er det stadig netop dette emne, som frem for noget andet kan gøre et iskoldt hjerte brændende og et dødt levende, hvis Guds Ånd får lov at åbne vores sind. Åh, stands dog endnu en gang og betænk, hvad Herren Kristus her selv siger: «Jeg sætter mit liv til for fårene.» Du er måske uden fred, uden glæde, kold og ulykkelig, du har intet varmt og kærligt hjerte at lægge dit urolige hoved ind til; men vi skal her sandelig sige dig, hvordan du kan få et varmt, lykkeligt og fredfyldt hjerte. Hvordan sker det så? Jo, hvis du blot kan få Jesus at se, hvis du blot kan få et fast blik på din Frelsers ansigt, idet han siger: «Jeg er den gode hyrde – jeg sætter mit liv til for fårene.» Får du blot dette ind i dit hjerte, så skal det sandelig begynde at blive varmt derinde, ja, en usigelig fred og glæde. Bed Gud om den barmhjertighed, at han skænker dig en stille, betragtende ånd og et åbnet sind, når du hører Herren tale disse ord. Besind så, hvem det er, der taler. Besind alvorligt, at det er den samme, som du taler til i bønnen – det er din Frelser. Se så på ham, og hør ham sige: «Jeg er den gode hyrde; og jeg sætter mit liv til for fårene.» Mærker du ikke en dyb og hjertelig ømhed hos ham, når han taler sådan? Eller mener du alligevel, at han virkelig kan være så kold og ligeglad med dig, som dit vantro og kolde hjerte dømmer? Tag så disse ord med dig til bønnen, og når du har den mest trykkende og nagende bekymring på hjertet og gerne ville klage for din Frelser, men synes, at du ikke fornemmer nogen kærlighed fra ham, så søg at fatte hans billede og se ham ind i ansigtet, når han siger: «Jeg er den gode hyrde – jeg sætter mit liv til for fårene.»

Og se, det er endnu blot hans ord, du betragter. Se ham dernæst i selve den gerning, som her omtales – hans villige lidelse, hans bitre død – og lad så disse ord: «Jeg sætter mit liv til for fårene», hele tiden ligge foran dig og forklare din sjæl alt, hvad du ser. Se, hvordan han frivilligt går frem mod mørkets magt, som søger ham i haven, og hvordan han siger: «Søger I mig, så lad disse gå. Jeg sætter mit liv til for fårene»; og hvordan han stille, «som et lam, der føres til slagtning», går ud til retterstedet og dér lader sine hænder og fødder gennembore med nagler og lader sig hænge op på korsets træ; og når du ser ham i dødens alvor og hører hans egen forklaring: «Jeg sætter mit liv til for fårene» – vover du så alligevel at mistro hans kærlighed og ømhed for fårene? Vover du så alligevel hellere at tro dit mørke, løgnagtige hjerte og Djævelen, som siger: «Han er ligeglad med dig, han bryder sig ikke om din nød, han forventer, at du selv skal overvinde dit onde, han forventer, at fåret selv skal forsvare sig mod ulven» osv.? Åh, forfærdes dog over sådanne indskydelser fra mørket, og lad en gang din Frelser være den, han er, nemlig den evige og ufattelige ømhed, som ikke engang kunne tåle, at folket i ørkenen sultede, eller at en mand havde en vissen hånd; hvor meget mindre kan han så tåle, at din sjæl er i nød og fare, uden at han gør noget ved det, når han dog egentlig er kommet til verden for at frelse sjælene! Når jeg indser, hvordan hele Kristi person og ærinde til verden blot er ét eneste stort bevis på en ufattelig kærlighed og ømhed for den fattige menneskeslægt, og ser, hvordan han selv ville, at vi skulle se sådan på det, idet han siger: «Ingen har større kærlighed end den, at man sætter sit liv til for sine venner», så har jeg jo grund til at slutte, at intet af alt det, jeg selv erfarer, ser, føler og mener, kan være lige så sikkert som det, Kristus beviser ved at give sit liv; han må prøve mig, så underligt og bekymrende han kan, og overlade mig til Djævelen og alt ondt, så længe det behager ham, jeg aner dog, at der hos ham stadig gemmer sig et hjerte, som bløder af inderlig kærlighed, og at han, så længe jeg endnu er i nådetiden og dømmer mig selv, men også flyr til hans barmhjertighed, umuligt for alvor kan forlade mig – nej, så sandt denne trofaste Herre ikke kan lyve, er der da allerede i hans hjerte «glæde over et genfundet får» (Luk 15). Kort sagt: gennem dette store bevis på Kristi kærlighed, nemlig at han gav hele sin person og sit liv, bør du komme til en sådan tro, at han siden kan gøre med dig, som han vil, og du alligevel lader det store bevis gælde endnu mere. Hvor dybt han kan skjule sig for sine børn, hvor hårdt han kan prøve dem, det ved jeg ikke; men det ved jeg, at intet er så sikkert som det, han har bevist ved at give sit liv. Når han kommer og bliver et menneskebarn for vores skyld og siden et offerlam, så kan jeg jo med rette slutte deraf, at han ikke er ligeglad med fårene, at det ikke er alvor, hvis han en anden gang stiller sig, som om han slet ikke brød sig om mig; nej, så må dette være en «forstillelse» (Luk 24,28), en prøve (Joh 6,6; Matt 15,23–28), som af en eller anden grund nok er nødvendig for mig (1 Pet 1,6), men den kan umuligt bevise mere end det, hans død for syndere beviste. Se, sådan bør vi først gøre os nytte af det, han her siger: «Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene» – nemlig sådan, at vi, hvad der end trykker, truer, skræmmer og piner vores hjerte, dog har en inderlig tillid til hans kærlighed og hyrdetroskab og blot flyr til ham, som så hjerteligt vil og så let kan hjælpe i alting. Først da kan vi sige, at vi har en god hyrde.

Men ak, vi ved jo godt, hvad der nu kan gøre al denne trøst til intet – det er «en ond samvittighed». Hvad hjælper det alt sammen, hvis du ved med dig selv, at du ikke er, som Guds ord kræver? Det er en ond samvittighed, der ødelægger al din trøst. Hvilken tillid skulle vi ikke have til Gud, hvis vi bare var, som vi burde! Se, hvad synden gør, den ulykkelige synd! Når du ved med dig selv, at du ikke er, som du bør, men tværtimod måske har ganske svære synder på din samvittighed, hvordan vil du så trøste dig med Kristi kærlighed? Du ved måske med dig selv, at du ikke har været lydig mod hans ord og mod hans Ånd; du er måske «ustadig i din gudsfrygt», og det er helt imod Ordet. Du elsker ikke Gud ret, men er kold over for ham, men måske meget varm over for den og den person. Du frygter ikke Gud i rigtig alvor, men er måske ganske letsindig; din årvågenhed og kamp mod synden er ikke stor, og din anger heller ikke. Se dér, hvad der er årsagen til, at du har en ond samvittighed! Og hvordan skal det så gå dig, arme synder? – «Jo, jeg kan blive fordømt; i helvede er der mange før mig.» – Arme sjæl, skælv ved det, du siger, for det er dog noget forfærdeligt. – «Ganske vist, men hvad skal jeg gøre? Fare til helvede, det kan jeg, men forandre mit hjerte, det kan jeg ikke; jeg er, som jeg er.» – Ja, så er du jo helt fortabt? – «Ja, det er jeg.» – Men har du ikke hørt om en uendelig kærlighed hos ham, som siger: «Jeg sætter mit liv til for fårene»? – «Jo, og det er netop denne kærlighed, der skal brænde som en ild på min fordømte sjæl i evighed; for det er netop for denne kærligheds skyld, at min synd er så meget mere uværdig! Og Gud er jo lige så retfærdig, som han er kærlig.» Å, se så her en gang, hvor fortabt det står til med en sjæl, der i Kristi død kun ser et bevis på kærlighed! Se her, hvor fortabt den er, som med al sin kundskab og alle sine betragtninger over Kristi lidelse endnu har dækket hængende over det allerhelligste i den! Så lær dog en gang, at du endnu ikke kender betydningen af Kristi død, og lær at se lidt bedre ind i Kristi egentlige ærinde og mening med sin død. Lær ikke længere at følge det forkerte hjerte, der siger: «Jeg forstår skam Kristus og hans død; dermed er alt godt, der er ingen fejl dér; det er i mig, det må bødes på, det er på mig, jeg må se.» Med sådan en måde at betragte Kristus på må du forblive i din død og fordømmelse i al evighed.

Lad os så sige dig: Så sandt det er, at fejlen er i dig og ikke i Kristi forsoning, så falsk er det, at det derfor er på dig, du må se, og med dig, du må arbejde, indtil det, der mangler, er bødet på i dig. Lad os sige dig, at det står dårligt til med dig, netop fordi du har al din opmærksomhed rettet mod dig selv. Lad os sige dig, at alt det, der mangler og gør dig usalig, ikke kan hjælpes på anden måde, end at du begynder at «se på Jesus» på en noget anden måde – begynder at ane, at du ikke kender ham, og derfor kun begynder at søge at få et sådant blik ind i hans døds betydning, som du endnu ikke har haft. Du skal lære, at det står så fuldstændig fortabt til med os, at Gud blev nødt til at bøde på det helt og holdent uden for os, at Gud måtte gøre alt det i en anden person, som burde gøres i dig, og at det var det, der skete i Kristus, i hans lovopfyldelse og hans død, og at du nu, lige så fordærvet og fordømt som du er, må få alting skænket i Kristus – mærk dig: uden at der endnu er bødet på det i dig.

Nu vil vi vende tilbage til ordene: «Jeg sætter mit liv til for fårene» og betragte dem lidt nærmere. Du ved fra hele Skriften, at ordet «for fårene, for dem (Joh 17,19), for jer» (Luk 22,19) også betyder «i stedet for», «til en forsoning for». Se, det har Kristus også for øje her, når han først siger: «Jeg sætter mit liv til», eller ordret: «Jeg sætter min sjæl for fårene», og så straks i v. 17–18 begynder at tale uden billedsprog om Faderens vilje og rådslutning og siger: «Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv; jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud har jeg fået af min Fader.» – Hør: «Dette bud har jeg fået af min Fader.» Læg mærke til det! Kristi død var altså ikke en tilfældig død i hans kamp med ulven; nej, det var netop for at lide døden, han var sendt til verden. «Dette bud har jeg fået af min Fader.» Her fører han os ind i Guds rådskammer og lader os lytte lidt til Faderens bud om menneskenes frelse. Kristi død for fårene er den forsoningsdød, som hele Skriften taler om, og som de utallige forsoningsofre var forbilleder på og forkyndte på forhånd. Kan du få dine sanser åbnet for denne forsonings egentlige mening, så skal du ikke længere grave i din egen elendighed og fortabelse, men lade det en gang for alle være helt afgjort, at alt, hvad der er i os, må være lutter fordømmelse, gift og død, siden Gud har gjort noget sådant til vores frelse, at han gav sin Søn hen som et blodigt offer; men også samtidig, at den forsoning, der er givet, alene er helt tilstrækkelig til at gøre dig fuldkommen salig, retfærdig, ren og yndig for Faderen, med al denne elendighed af gift og død i os. For dette er Faderens vilje, siger Jesus her, ja, en så alvorlig vilje, at han siger: «Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til» – og igen: «Dette bud har jeg fået af min Fader.» Å Gud, åbn vores øjne! Å Gud, tilgiv os vores vantro! Å Gud, så er det din evige rådslutning, at Sønnen skulle sætte sit liv til i vores sted! Dig være pris og ære i al evighed! Det er nok, det er fuldkommen nok! Og se, dette er den eneste tro, der kan gøre et elendigt, koldt og dødt hjerte levende og varmt. Kun en helt fri skænk og gave! Kun Guds egen gerning! Og kun en sådan tro kan gøre vores hjerte varmt. Å Gud, dig være pris og ære!

Se her en anden tekst, som også taler om fårene, men som med endnu tydeligere ord vil sige os dette om Hyrdens død. I Es 53,6 lyder det sådan: «Vi for alle vild som får, hver så på sin egen vej; og Herren kastede alle vore synder på ham.» Her siges først, at vi alle «for vild som får» – bortkomne får, vel at mærke, som farer vild i ørkenen. Hvad der sigtes til her, hvad spørgsmålet her egentlig er, hvori vi for vild og hver så på sin egen vej, det mærker jeg af det, som Gud så gjorde for at bøde på denne vildfarelse, nemlig: «Herren kastede alle vore synder på ham.» Jeg mærker altså, at det drejede sig om synden og vores frelse, det drejede sig om vejen til himlen. Det ser vi også af det, der går umiddelbart forud: «Han blev såret for vore overtrædelser og slået for vore misgerninger» osv. Tænk nu over, hvad Herrens Ånd her påpeger som vores store hovedvildfarelse i det spørgsmål, nemlig: «Hver så på sin egen vej.» Hver ser på noget, han selv gør. Den ene tænker: Hvis jeg bare kunne være rigtig alvorlig i min gudsfrygt, elske og frygte Gud ret osv., så ville jeg håbe på nåde. Men det er at fare vild, siger profeten her. Det slår ikke til; du er for fordærvet, du er helt fortabt med alt, hvad du gør. Den anden tænker: Hvis jeg bare kunne føle og angre min synd rigtig bittert, våge og kæmpe mod den i rigtig alvor osv., så ville jeg håbe på nåde; men det er at gå i «vildfarelse», siger profeten; det er alt sammen forgæves, hvad du end gør; der kræves en helt anden mand. Men vil du vide, hvad der gælder, så hør: «Herren kastede alle vore synder på ham» – kun det gælder. Herren så med barmhjertighed på vores ynkelige stræben i syndens dynd, han forbarmede sig og gav os en mand, som skulle bære alle vore synder: «Ham, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os.» Alle verdens synder blev «kastet» på én eneste mand ved den store tilregnelseslov. Herren dømte, at alle vore synder skulle være hans, så han skal betale og bøde for dem. Vore synder er ikke længere vores, men hans. Og for at vi kan være så meget tryggere, siger profeten, at det ikke er os, der har lagt vore synder på ham, men Herren – «Herren kastede» osv. Det er Herrens egen gerning og velbehag, og han må vel mene det og være tilfreds med det, han selv har gjort! Derfor siger Johannes: «Se, Guds lam, som borttager» osv. Mærk dig: Guds lam! Det vil sige det lam, som Gud har bestemt til vores forsoning, det eneste, Gud vil have for vore synder. Derfor siger Jesus også i vores tekst, at «Faderen elskede ham, fordi han gav sit liv». Hvad kan så være tryggere? Gud må vel være tilfreds med sin egen vilje. Læg mærke til det, du arme, syndige, udtørrede og nedtrykte sjæl: Det er Guds egen gerning, der frelser dig; det er Faderen selv, der har givet denne forsoning. Hvad er det for en Gud, der kan anklage dig for din synd? For Gud i himlen, som er din Herre, og som du frygter så højligt, har selv lagt din synd, ikke på dig, men på Kristus, til hjælp mod alle lovens trusler. Skulle den, der har en ond samvittighed, nu ikke have del i denne forsoning og have sin frelse og trøst her, hvem skal så have det? For en forsoning kan jo ikke være givet for nogle retfærdige, men kun for dem, der har fortjent straf. Å, den evige, ufattelige kærlighed! Syndere, der har en ond samvittighed, skal nu få fred! Tak og pris, o Gud!

Kan du nu bare tro dette, som jo er den store hovedlære i hele Guds ord, så gør bagefter op, hvor meget du vejer over for denne forsoning, hvor meget al din forfærdelige fordærvelse, din ondskab, din død vejer over for Guds egen Søns død! Mærker du ikke, at alle mennesker er et intet over for Guds Søn? Ja, siden vi her betragter Hyrdens død for fårene, så lad dette billede føre dig til lidt besindelse. Forestil dig, at et får kunne have moralsk skyld og med sin ondskab havde pådraget sig en dødsdom, men at dette får havde en så usædvanlig øm hyrde, at han ville give sit liv for det arme får – tænk, om et menneske gav sit liv for at forsone et får – synes du ikke, at det ville være en overmåde dyr forsoning for et får? Synes du ikke, at det får ville være tilstrækkelig forsonet? Men er Guds evige Søns død for menneskene så ikke en lige så stor, ja, en endnu umådeligt større forsoning for os? Synes du ikke, at du forsvinder i denne forsonings umådelige storhed? Ja, at alle dine synder, hvor svære de end er i sig selv, alligevel bliver til intet her? Og netop dette var Faderens mening og vilje, at vore synder således skulle blive til intet, «for at vi skulle have fred». Kan du således have din fred kun og alene i Kristus, så har du forstået ham ret, så har du grebet det evige liv – og med dine mange elendigheder skal denne gode Hyrde nok siden finde råd. Det er ham, der skal sørge også for dem. Du er kun et elendigt får for ham; han vil selv gøre alting; fåret skal kun høre Hyrdens røst. Hør blot, så skal jeres sjæl leve. Gud øge vores tro!

Efter at vi nu har betragtet det store hovedbevis på Kristi troskab som hyrde, nemlig at han har sat sit liv til for fårene, vil vi også betragte selve hyrdeplejen, den måde, hvorpå «den store hyrde for fårene» passer fårene, og vi skal derved så at sige med egne øjne se, hvordan Kristi rige på jorden er beskaffet, og hvordan hans regering i det er. Dette er noget så overmåde lærerigt, at vi ikke nok kan bede Herren om, at han nu vil åbne vore øjne og sind alle sammen, så vi en gang kan lære denne Herre og hans rige ret at kende. Vi vil dog blive nødt til uophørligt at minde os selv om det og alligevel ofte blive forvirrede.

Kristus selv siger her (Joh 10) kun i almindelige vendinger, at han skal passe og bevare sine får sådan, at «ingen skal kunne rive dem ud af hans hånd», og at han «skal give dem evigt liv» (v. 28); men vi vil gerne se lidt nærmere på selve den måde, han passer dem på, dels for derved at lære selve fårene at kende, og hvem han anerkender som sådanne, dels også for at se, hvordan han behandler dem i forskellige tilfælde. Alt dette skal vi få at se i en profetisk tekst, hvor Herren selv taler helt tydeligt og bestemt om, hvordan fårene skal passes. Det er nemlig i Ez 34, hvor Herren med brændende ånd taler om dette emne, som vi nu vil betragte. Han begynder med på det alvorligste at irettesætte de hyrder over hans folk, som ikke passede fårene ret, og siger derefter, hvordan han selv ville passe dem. Ordene lyder sådan: «Og Herrens ord kom til mig således: Menneskesøn, profetér mod Israels hyrder; profetér og sig til dem: Så siger Herren, Herren: Ve Israels hyrder, som føder sig selv! Bør hyrder ikke føde fårene? Det fede spiste I, og med ulden klædte I jer, det fedede slagtede I; fårene fødte I ikke. De svage styrkede I ikke, og det syge helbredte I ikke, og det brækkede forbandt I ikke, og det fordrevne førte I ikke tilbage, og det bortkomne opsøgte I ikke; men med hårdhed og strenghed herskede I over dem.» Læg nu først mærke til, hvilken brændende nidkærhed for fårene der her kommer til udtryk! Ud over den alvorlige tone i denne irettesættelse følger der også en særlig, frygtelig trussel mod de forsømmelige hyrder i v. 7–10, som lyder sådan: «Derfor, I hyrder, hør Herrens ord: Så sandt jeg lever, siger Herren, Herren, fordi mine får er blevet til rov, – – og mine hyrder ikke spurgte efter mine får, derfor – se, vil jeg vende mig mod hyrderne og kræve mine får af deres hånd og gøre ende på deres hyrdegerning» osv. Af disse Herrens ord mærker vi først en så brændende nidkærhed for fårene, at man nok må skælve ved at være hyrde, hvis man ikke er det efter hans hjerte. Men samtidig mærker jeg også her noget meget trøsterigt for fårene; jeg slutter nemlig sådan: Brænder Herren af en sådan nidkærhed over, at fårene er blevet forsømt, så må han selv have en helt anden ånd end de hyrder, han straffer – så må han selv ville gøre det stik modsatte af det, han irettesætter. Vi mener sædvanligvis, at Herren vil være os nådig, hvis vi bare er, som vi bør; men når vi føler os «svage», åndeligt «syge», «vildfarne», «bortkomne», så synes vi, at Herren ikke vil bryde sig om os, men er så ligeglad med os, ja, vred på os, at vi må arbejde meget møjsommeligt i bønnen for at bevæge ham til at være os nådig. Kan du tro, at han virkelig er sådan, når du hører, hvordan han brænder af nidkærhed mod de hyrder, der netop var sådan? Læg så mærke til, hvor forfærdeligt det mørke hjerte og vantroen forvrænger Kristi billede! Skulle vi ikke netop af denne hans nidkærhed begynde at ane, at han selv har et andet sind? Når han straffer, at de ikke styrkede de svage, men «herskede over dem med hårdhed og strenghed», så slutter jeg, at han selv vil behandle de svage på en helt modsat måde. Når han straffer, at de ikke «helbredte det syge» eller «forbandt det brækkede», så slutter jeg, at han selv vil gøre netop det, som de uværdige hyrder ikke gjorde.

Men det er ikke nok, at vi kan drage sådanne slutninger af hans straffetale; han har også selv udtrykkeligt forklaret netop dette, at han ville gøre det stik modsatte af, hvad de straffede hyrder gjorde. Ordene om det lyder sådan i v. 11–16: «Så siger Herren, Herren: Se, jeg vil selv opsøge mine får og have tilsyn med dem. – – Jeg vil selv græsse mine får og selv anvise dem deres hvilested, siger Herren, Herren. Det bortkomne vil jeg opsøge, og det fordrevne vil jeg føre tilbage, og det brækkede vil jeg forbinde, og det svage vil jeg styrke, men det fede og det stærke vil jeg tilintetgøre og behandle, som det fortjener.»

Her er nu den tekst, som vi denne gang vil betragte, og vi vil i den forbindelse også gøre brug af vores lærefader Luthers fortræffelige udlægning på 2. søndag efter påske og føje det til, som Gud kan give os.*) Luther siger: «Her ser du, at Kristi rige er sådan beskaffent, at han tager sig af de svage, syge og brækkede, påtager sig deres sag og hjælper dem. Det er jo en trøstefuld prædiken; det eneste, vi mangler, er, at vi ikke kender vores nød og elendighed» – eller også, at vi ikke kender Kristus, vi kender ikke hans hjertelag over for syndere – «kendte vi det, så ville vi snart løbe til ham.» Men hvordan bar de omtalte hyrder sig så ad? «Med hårdhed og strenghed herskede I over fårene», siger Herren, dvs. «de drev Guds lov med stor nidkærhed, lagde også nye regler og vedtægter til, sådan som man også gør nu; og når man ikke holder alting nøjagtigt, så skriger de og fordømmer et menneske, så det ikke bliver andet end et evigt påbud på påbud, tvang på tvang. Det, siger Kristus, hedder ikke at vogte og lede sjæle godt. Sådan en hyrde er han ikke; dermed ville heller ingen være hjulpet; på den måde ødelægger man tværtimod alting fra grunden, som vi nu skal høre. Vi vil nu gennemgå profetens ord, det ene efter det andet.»

*) Luthers egne ord markeres med anførselstegn.

«Først siger han: De svage styrkede I ikke. De svage skal man styrke. Hvad betegner så de svage? De svage er de samvittigheder, som er skrøbelige i troen og har en tungsindig ånd og et blødt sind. Dem skal man ikke tvinge og sige: Du må gøre det eller det, du må våge, du må passe bedre på dig selv, du må være stærk, du må tro mere sikkert osv., ellers er du fortabt. Det hedder ikke at styrke de svage.» Man må gerne sige til dem, at de ikke tror ret, men skal vogte sig vel for derfor at fordømme dem og i stedet forkynde dem noget, som kan styrke deres tro. «Sådan siger Paulus i Rom 14,1: ’Tag imod den, som er svag i troen, uden at dømme over tanker.’ Og igen, kap. 15,1: ’Vi, som er stærke, skylder at bære de svages skrøbeligheder.’ Man bør altså ikke fare frem med strenghed og hård fremfærd, men trøste de svage, så de ikke falder i mismod; de bliver nok stærkere med tiden.» (Læg mærke til, hvilken hyrdevisdom, hvilket hyrdehjerte disse ord udtrykker! Åh, gid vi dog engang ville tage ved lære!)

«Sådan siger også profeten Esajas om Kristus (kap. 42,3): ’Det knækkede rør skal han ikke knuse, og den rygende væge skal han ikke slukke.’ Det knækkede rør er de svage og knuste samvittigheder, som let lader sig forvirre, så de bliver modløse og fortvivler om Gud. Men han farer ikke af sted og træder på sådan et rør; det er ikke Kristi måde; han farer så varsomt frem, at han ikke helt brækker det knuste rør i stykker.» Den rygende væge er et endnu mere talende billede; selve flammen er slukket, men der er dog nogen glød tilbage, som ganske vist ikke giver lys, men røg fra sig. Det betegner fortræffeligt de skrøbelige sjæle, som gerne ville både tro og vandre kristeligt, men ikke kan nogen af delene; de kan ikke lade deres lys skinne for menneskene, det ser ilde ud med dem; dog ryger de endnu, og skønt vægens røg ikke dufter godt, røber den dog, at der endnu er nogen ild, dvs. der kommer kun jammer og elendighed ud af deres hjerte og mund, og det er virkelig synd og usselhed, som presser denne klage frem; men netop gennem hjertets klynk, klage og suk, som med rette betegnes som røg, åbenbarer sig dog et indre liv, som slet ikke findes hos almindelige mennesker. Sådanne rygende væger vil Kristus ikke slukke, men tværtimod tænde med sin munds ånde. De bør derfor ikke fortvivle, men blot give nøje agt på Kristi kærlige tilsagn og påkalde hans nåde for at kunne tro og gribe dem. Den, som nu med evangeliske trøsteord blot søger at hjælpe sådan en svag tro op, han styrker de svage. Det var det, den store Overhyrde her krævede. – «Den, som nu ikke omgås svage samvittigheder så sagtmodigt, er bestemt ingen god hyrde.»

«For det andet siger Herren: De syge helbredte I ikke; de syge skulle I have helbredt. Hvem er de syge? Syge er de, som også udadtil viser deres skrøbeligheder», så man siger: Der er noget sygt ved hans kristendom. Det første punkt handlede om svage samvittigheder, det andet angår den udvortes vandel, «når én snubler og forser sig, er underlig til sinds og fejler snart her, snart der, som når én i vrede forgriber sig og begår adskillige dårskaber; sådan som vi også ser, at apostlene undertiden har forset sig ganske groft. De, som altså udadtil i gerninger er så fejlbehæftede for mennesker, at man forarges over dem og siger: De er underlige og besynderlige – de er de syge, og dem vil Herren dog ikke forkaste; for hans rige her i tiden er ikke sådan beskaffent, at der kun er stærke og raske – nej, det hører det kommende liv til – men Kristus er netop derfor kommet og blevet vores saligheds fører og har sat sig på sin trone, for at han vil tage sig af sådanne folk og hjælpe dem.»

«Selvom vi nu er svage og syge, skal vi dog ikke fortvivle eller mene, at vi ikke hører til Kristi rige; men jo mere vi kender vores mangler, desto nærmere og desto mere skal vi træde hen til ham – for han er netop kommet, for at han skal gøre os raske. Er du syg og en synder og kender din nød, så har du så meget mere grund til at sige til ham: Kære Herre, jeg kommer netop, fordi jeg er en synder, og for at du kan hjælpe mig og gøre mig from. Det er også hans vilje, og han lokker os til trøstigt at gå frem til ham. Men andre, som ikke er sådanne hyrder, vil gøre folk fromme ved med hårdhed at skrige om, hvordan vi skal være og gøre; men dermed udretter de kun, at det bliver værre og værre.»

Læg mærke til, hvad Luther her siger, nemlig at det kun bliver værre og værre med skrøbelighederne, også i levnedet, ved denne «skrigen og pådriven». Hvordan skal det forstås? Var det ikke netop derfor, disse hyrder skreg og drev på, for at det skulle blive bedre med levnedet? Uden tvivl var det deres mening; men vi ser her, at der er forskellige meninger om den bedste måde at forbedre mennesker på. Når der her jo er tale om de syge, dvs. kristne, som er skrøbelige i levnedet og har nogle anstødelige uarter, men selv lider derunder, så de ofte er nær ved at fortvivle – hvilken dårskab at ville forbedre sådanne ved denne idelige pådriven med formaninger og irettesættelser! På den måde kan man nok ødelægge, ja, myrde sådanne sjæle, men ikke forbedre dem. Selvom man klæder sin pådriven og moraliseren i tusind evangeliske udtryk om Kristus og Kristi kraft, så bliver den prædiken dog ikke andet end en lovlære farvet med evangeliske ord, som man godt kan sige om: Røsten er Jakobs, men hænderne er Esaus. Var det tale om sådanne lette kristne, som slet ikke bekymrer sig om deres mangler, men med al deres mangelfulde vandel ikke har nogen vanskelighed ved at tro, så ville det være helt rigtigt at sige med apostlen Jakob: «Vil du vide, du tåbelige menneske, at troen uden gerninger er død?» Vi skal besinde os på, at når der her tales så trøsterigt om «svage» og «syge», så menes der kun sådanne, som selv føler og erkender deres usselheder og i det mindste lider under deres afmagt til at søge forbedring og derfor har svært ved at tro. De derimod, som ikke lider under deres usselheder og ønsker at blive befriet fra dem, ikke engang ønsker sig en redelig vilje dertil, men er tilfredse med altid at være svage og syge, bør ikke kaldes «svage», men falske i deres ånd. Til sådanne må man med alvor sige sandheden. Og videre: Har man med indbildske gerningshellige at gøre, som ved et heldigt naturel og en lovisk opdragelse fører en from og smuk vandel, men derfor også er særdeles trøstige og tilfredse med deres helliggørelse, så kan man aldrig nok jage selvretfærdighedens skalk med lovens åndelige krav til det indvortes menneske, til hjertets fromhed, renhed og hellighed, for om muligt at gøre dem til syndere. Men at ville helbrede de syge, som selv føler og erkender deres fejl, deres manglende alvor, oprigtighed, kraft m.m. og derfor allerede lider under trældommens ånd – at ville helbrede sådanne med idelige formaninger og irettesættelser, det er visselig, som Luther her siger, at gøre sagen «værre og værre». For når kravene til os dog altid er lov, hvilken farve de så end iklæder sig, så bliver virkningen deraf også altid lovens, nemlig at den «virker vrede», vækker synden og øger det onde. Gid enhver ville betænke dette! – Men vi vender tilbage til Luthers prædiken. «For det tredje siger Herren: Det brækkede forbandt I ikke. Brækket eller beskadiget er noget, når fx et ben er brækket eller på anden måde skadet, dvs. når en kristen ikke blot er svag eller har en fejl, så han af og til snubler og forser sig, men også er kommet i en stor og langvarig fristelse og anfægtelse, så han dér ligesom brækker et ben. Som når det med én kommer så vidt, at han begår et svært fald eller fornægter evangeliet, som Peter gjorde, da han fornægtede Kristus. Selvom nogen nu snubler eller falder sådan, skal du dog ikke støde ham bort, som hørte han ikke længere til Kristi rige. For du må dog lade Kristus beholde det, der er hans særkende, nemlig at der i hans rige kun er overstrømmende nåde og barmhjertighed, så hans eneste vilje er at hjælpe dem, som kender deres jammer og usselhed og gerne ville være ude af den. Det er altså et trøsterigt rige, og han en trøsterig og mild hyrde, så han lokker enhver til at komme til sig.» – Åh, hvilket yndigt billede af Frelseren! Man kan rigtig begynde at elske ham, når man får sådan et billede af ham. Og det billede af Gud, som gør, at vi elsker ham, er det rette. Læg mærke til det! Først da har vi det rette billede af Gud, når han bliver os kær, og hjertet begynder at blive varmt for ham. Som Johannes siger: «Den, som ikke elsker, kender ikke Gud; for Gud er kærlighed.» Og at fremstille Gud for sjælene i dette sande billede, det er at styrke de svage og forbinde de sårede; for når jeg får kærlighed, så bliver jeg stærk, «for kærligheden er stærkere end døden». Ingen lov, ingen trussel, ingen rædsel for helvede gør mig stærk i kampen; men bliver mit hjerte optændt af glæde og kærlighed, så er jeg stærk, så river jeg mig løs fra den mægtigste lænke, så formår jeg alt, som vi ser hos martyrerne, der gik til bålet med glade lovsange; det var ikke trussel og frygt for Gud, men tværtimod glæde i Herren, som var deres styrke. Det er altså afgjort og sikkert, at dette er måden at styrke de svage, helbrede de syge og forbinde de sårede på. Som Luther også siger videre: «Alt dette sker nu kun ved evangeliet, hvormed man bør styrke de svage og helbrede de syge; for det er et sådant ord, som tjener til alt for en svag samvittighed og giver så rigelig trøst, at ingen behøver at fortvivle, hvor stor en synder han end er. Altså er Kristus alene den gode Hyrde, som heler alle slags skader og hjælper dem op, som er faldet. Den, som ikke gør dette, er ingen ret hyrde.» Når Luther nu igen, for anden gang, udbrød: «Den, som ikke gør sådan, er ingen ret hyrde», så kunne en anden, som også vil være en god hyrde, men ikke har dette sind, blive vred over det og svare: «Det er for mildt, ja, blødsødent talt; vi kan godt tåle at høre alvorlige sandheder og irettesættelser.» Men hør! Lad os ikke glemme, at det er Herren Gud, den store Overhyrde, som er så mild her; det var ham, som straffede de hyrder, der ikke styrkede de svage, helbredte de syge og forbandt de sårede; det er ham, som taler så kærligt om sine får. Og for det andet: Sandt nok siger du, at vi ikke er for gode til at høre alvorlige irettesættelser; i den forstand kan vi nok «tåle» at høre dem; og det er også sandt, at der nok findes sådanne, som har en tilstrækkelig tålsom samvittighed og en stærk tro til aldrig at blive forstyrret af nogen lovprædiken, men tværtimod ved en sådan prædiken blot bliver opmuntret og styrket, fordi de så godt tåler, at andre bliver irettesat; de tager det ikke til sig selv; men du, som ikke kender til svage og sårede samvittigheder, der ikke tåler hvad som helst, har vist aldrig selv erfaret, hvad et ret sønderknust hjerte og en svag samvittighed vil sige. Her er den egentlige hemmelighed, som det afhænger af, hvad slags hyrde man er. Hyrder efter Guds hjerte er kun de, som er fattige og sønderknuste over sig selv; kun de går ret ind gennem døren, som Jesus siger om de gode hyrder (Joh 10,2). Ellers kan man nok være nidkær for fårene og være en «tugtemester i Kristus» (1 Kor 4,15), men har ikke det rette hjerte for fårene; man kan rive, såre og flænge dem uden nogen fornemmelse for en øm og svag samvittighed. Sådanne ser kun på gerninger og levned, men ved ikke, hvad et nådeliv vil sige – dette sarte, skælvende nye liv, den barnlige tillid til Guds venskab og velbehag, kristendommens allerhelligste. De ligner en beruset eller forstyrret feltskær, som, vant til at skære og rive i døde og sønderlemmede kroppe, behandler et levende legeme på samme måde, skærer og slider og river lige så frit og hårdhændet i det som i de døde. De kender ikke til det sarte i et troende nådebarns sky samvittighed; de ved ikke, hvor uendelig tilbøjeligt sådan et hjerte er til at slippe sit fæste, miste sin barnlige tillid og «blive fanget under trældommens åg». Og de ser heller ikke nogen stor fare deri; skal man sige den rene sandhed, så er de lige tilfredse, bare de får et smukt levned at se – lige tilfredse, hvad enten det flyder af den nævnte barnlige tillid og er troens frugt, eller det er frembragt ved irettesættelse, formaning, lov. Her er egentlig hemmeligheden og forholdet med dem, som er nidkære for fårene, men ikke har den ømhed, Herren her kræver, men hersker over dem med hårdhed og strenghed. Det er noget sådant, Paulus sigtede til, da han sagde: «Om I så havde ti tusind tugtemestre i Kristus, så har I dog ikke mange fædre; for i Kristus Jesus har jeg født jer ved evangeliet» (1 Kor 4,15). Læg mærke til en særlig titel: «tugtemestre i Kristus». Han siger ikke: «tugtemestre til Kristus», som han kalder loven (Gal 3,24), men «tugtemestre i Kristus», som altså tugter dem, der allerede er i Kristus – men faderømheden kender de ikke; det antyder Apostlen ved at skille dem så skarpt fra fædre eller dem, som «har født os i Kristus ved evangeliet», at han siger: «Om I så havde ti tusind tugtemestre i Kristus, så har I dog ikke mange fædre.» Forskellen mellem tugtemestre og fædre er den samme som mellem de to kvinder, der stredes om barnet for Salomo (1 Kong 3). «Guds visdom» lærte kongen, hvordan han kunne finde ud af, hvem der var den rette mor; han sagde: «Hug det levende barn i to stykker, og giv den ene halvdel til den ene og den anden halvdel til den anden!» «Ja, lad det deles», sagde hun, som med falskhed ville tilegne sig barnet; men den sande mor udbrød forskrækket: «Åh nej, giv hende barnet levende!» – «for», siger teksten, «hendes hjerte blev oprørt for hendes barns skyld». Se, her er hemmeligheden: Det er et bestemt moderhjerte, som det afhænger af. Det er et hjerte for fårene, som siger: Hug ikke, skær ikke så ubarmhjertigt! Og det ikke, fordi man har ondt af den lidelse, der kunne forvoldes – det betyder mindre – men, hør engang og læg mærke til det: fordi du kan ødelægge et liv. Der er et levende barn derunder, ja, under al skrøbeligheden, når vi nu taler om dem, som kender og erkender deres synd og gerne ville være af med den – der er et liv derunder, som du kan hugge ihjel, et hjerte, som er begyndt at leve i den sarte barnlige tillid til Herren. Af at denne barnlige tillid bevares, afhænger for det første selve livet, det åndelige og evige liv, og for det andet også den sande helliggørelse. Ødelægges den barnlige tillid, så er også al sand helliggørelse ødelagt – og al fromhed bliver derefter bare lovens gerninger. Og så har man med sin hårdhændede skæren ikke udrettet mere end den gartner, som så længe skar og bandt og støttede sit spæde frugttræ, fordi det ikke voksede så lige og smukt, som han ønskede, at det til sidst døde mellem hænderne på ham. Det er ganske vist sandt, at det havde været smukkere, om det var vokset mere lige, og at en vis forstandig opbinding og forsigtig beskæring havde været god, især for at rense det bort, som var til skade for frugtbærelsen (Joh 15,2); men vil man rette alting uden skøn og forstand på, hvad træet tåler, så dør det og visner; og da ville det alligevel være bedre at have et krumt træ, som dog havde liv, end et meget lige, men dødt.

Derfor er Luthers ord her fulde af hyrdevisdom, når han siger om de svage, hvor varsomt og kærligt de må behandles, og tilføjer: «Med tiden bliver de nok stærkere». Og et andet sted siger han: «Man siger nok om øjet, at det er det ømfindtligste af alt; men jeg siger: en øm samvittighed er det allerømfindtligste. Den er overmåde hurtigt såret og ødelagt, men den er ikke så let at genoprette». Den, der har denne følelse og visdom, han kan være en god hyrde; den, der ikke har denne agtpågivenhed over for livet, han duer ikke til at tage sig af sjæle. – Men vi vender nu tilbage til vores tekst. For det fjerde siger Herren: «Det fordrevne førte I ikke tilbage». Hvem er de fordrevne? Det ord sigter til de sjæle, som også i læren er blevet ført vild, idet de enten ved fremmede lærdomsvinde eller ved hjertets lyster, som virker ind på forstanden, er kommet ind på skadelige afveje. Dermed følger da ofte en åndelig opblæsthed, selvklogskab, påtrængenhed og hårde udfald mod andre. Alt dette er meget forargeligt og kan let pirre selv en hyrde til utålmodighed og uvilje. Så kommer han i fristelse til enten at ville herske over dem «med hårdhed og strenghed» og fordømme dem med hårde, kærlighedsløse ord, eller også helt at overlade dem til sig selv. Begge disse måder irettesætter Herren og siger: «Det fordrevne skulle I føre tilbage», det vil sige: bruge al den kærlighed og visdom, som kan blive jer givet, til at oplyse dem, der farer vild. Selv om alle sådanne kærlighedens forsøg bliver frugtesløse, skal I dog ikke fordømme sådanne for en hvilken som helst vildfarelse, men vide, at hvis vildfarelsen ikke er sådan, at den ligefrem strider mod omvendelse og tro, kan de endnu have liv i Kristus. Lad os betænke, at i denne verden, hvor alt slags mørke og elendighed omgiver os, kan der endnu hænge mangehånde lyder ved den lille hjord, også vildfarelser og dårlige sindelag; og derunder kan dog endnu skjule sig et hjerte, som alligevel søger sandheden, ja, endnu elsker Kristus og lever af hans forsoning og derfor ikke bliver fordømt og forkastet af ham. Luther siger om dette punkt: «Disse foragtede sjæle, som er kommet så meget til skamme, at mange mener, at de allerede er fortabte, dem vil Kristus alligevel ikke have, at man skal behandle strengt eller helt opgive. Han vil ikke gøre sit rige så snævert, at der kun skal være lutter stærke, forstandige, raske og fuldkomne sjæle derinde – sådan noget hører til det kommende rige efter dette liv. Men mens han regerer her, skal det være lutter nåde og mildhed».

For det femte og sidste siger Herren: «Det bortkomne opsøgte I ikke». «Bortkommen er den, der er kommet så langt bort (i synder, laster og vantro), at man mener, at han ikke mere vil kunne komme til rette; som de toldere og skøger, der omtales i evangeliernes beretning, og den dag i dag vilde og ugudelige mennesker. Sådanne bør man dog ikke opgive som fortabte, men gøre alt, hvad man kan, for at føre dem til rette. Hermed irettesætter Herren de lunkne og magelige hyrder, som nøjes med kun at passe de gode får, der allerede er samlet i hjorden, men ikke gør sig nogen umage for at opsøge de bortkomne. Sådan gør den gode Hyrde ikke, siger Kristus. Selv om han har hundrede får, og et af dem er kommet bort fra hjorden, så forlader han de nioghalvfems i ørkenen og går efter det, der er borte, indtil han finder det. Her har vi først den store trøst, at selv om vi virkelig er bortkomne, virkelig kommet bort fra de rette får, faldet i sind og levned og i en fortabt tilstand, så vil Kristus alligevel ikke forlade os. Vi mener ofte, at hvis vi bare er oprigtige, levende og trofaste og ikke viger fra hans spor, så vil han være så nådig og trofast mod os, at han tager sig af vores sjæle, tilgiver vores synder og læger vores mangler; men hvis vi er afveget i sindet, troløse og åndeligt døde, så kan vi ikke vente, at den gode Hyrde vil bryde sig om os. Men her siger Kristus noget andet; her siger Kristus, at netop det bortkomne får er en særlig genstand for hans hyrdeomsorg; at selv når det står så slemt til med os, at vi ikke kan gøre det allermindste til vores frelse, så vil han endnu selv, af sit eget hjertes store barmhjertighed, opsøge og frelse os. Og det sker virkelig for os, når vi på ny begynder at høre Hyrdens røst og drages til ham. Ja, han siger, at netop det bortkomne får, når det kommer tilbage, er ham en større glæde end de nioghalvfems, som ikke var kommet bort; han siger, at han tager det bortkomne får på sine skuldre med glæde – at han ikke slår det eller driver det foran sig, men selv bærer det; og det ikke som en tung byrde, men «med glæde». Hør! Dette er Kristi eget ord: «med glæde!» Hvem skal jeg tro, om ikke ham selv? O, den uforlignelige, nåderige Herre! Jeg mærker, at ingen er så mild som han.

Ingen hyrde kan så lede / efter et bortkommet får. / Kunne du Guds hjerte kende osv.

Ud over den store trøst, som ligger heri, skal vi også tage den lærdom, at hvis vi vil være gode hyrder, må vi være «hyrder efter hans hjerte» og gøre på samme måde som han: ikke opgive de bortkomne får som helt fortabte, men gøre alt for at opsøge dem. Begynder de så at høre Hyrdens røst, angre deres synd og søge forlig og en hel forening med Gud, så er de genfundne får; men bliver de ved med at gå deres egne veje, så bliver de vel evigt fortabte; men deres sjæle skal da ikke kræves af vores hånd. Og hermed har vi nu set den gode Hyrdes hjertelag og hvordan hans lille hjord er beskaffen her i tiden. I et samlet overblik over denne Herrens liflige tale siger Luther videre: «Man bør derfor prædike Kristus sådan, at han ikke forkaster noget menneske, hvor svagt det end er, men tager imod, trøster og styrker enhver; så man altid kan forestille sig ham som en from og god hyrde. Så kommer menneskene af sig selv til ham, og man behøver ikke at tvinge og drive dem. Evangeliet lokker og gør dem villige, så de får lyst til ham og kommer til ham med hjertets tillid. Deraf opstår en sådan kærlighed til Kristus, at de, som man før måtte drive og tvinge, nu gerne gør alt, hvad de er pligtige til. Så længe man driver og tvinger os, gør vi alt med ulyst og modvilje; men sådan noget vil Gud ikke have, men det er forkasteligt. Men når jeg ser, at Herren omgås mig så venligt, så vinder han mit hjerte sådan, at jeg må til ham. Og derpå følger så al lyst og glæde i hjertet.»

«Se nu her, hvilken farlig sag det er, at det ene menneske dømmer det andet. Kristi rige er, som jeg sagde før, indrettet sådan, at det kun har med svage, syge og sårede at gøre og vil styrke og helbrede alle; derfor må alle de fare vild, som kun ser efter de stærke og hellige. Vi er alle af naturen arge skælmer; og alligevel vil vi, at hver mand skal være from, og ser os kun om efter stærke og fejlfri kristne, men vil ikke vide af nogen syge og svage og mener, at de ikke er kristne, hvis de ikke er hellige i ét og alt – vi holder dem for onde og er dog (ved dette sind) selv værre og argere end de. Det gør den onde natur og vores kloge, men dog blinde fornuft, som vil måle Guds rige efter sit eget skøn og mener, at hvad der ikke er rent i dens øjne, det er heller ikke rent for Gud.»

Vi må derfor ikke se og dømme efter det ydre og vores fornufts skøn; for ser du kun efter det, så får du til sidst den tanke i sindet: «Ak, hvad er det dog for kristne? De er jo ikke hellige! Hvad er det for kristne?» Eller også, hvis du lærer din egen store syndighed og urenhed at kende, så må du fordømme dig selv og sige: «Ak, hvor skal jeg gå hen? Ingen andre er kristne end de stærke, raske og fromme; hvornår når jeg dertil?» Hermed udretter du kun så meget, at det aldrig kommer videre med dig. Du må altså til sidst komme i den trængsel, at du siger: «Ak, Herre Gud, jeg føler mig så og så svag, syndig, syg og elendig; dog vil jeg ikke lade det føre mig vild; jeg vil komme til dig, så du kan hjælpe mig; for du er jo den gode Hyrde» osv.

«Det er altså godt, at man lærer Kristus godt at kende og forstår, at der i hans rige er svage og syge mennesker, og at det ikke er andet end et hospital, fuldt af skrøbelige og syge, som man må pleje. Men det tænker ganske få over, og det selv blandt dem, som har evangeliet og nogen ånd – for dette er den største visdom, man kan nå frem til. For når de ser i Skriften, at den priser Kristi rige, hvor herligt det er, og at de kristne kaldes hellige, så giver de ikke nøje agt på, hvordan alt dette skal forstås, og ser ikke, at netop deri ligger den rette visdom, som skuer Guds herlighed under menneskets usselhed, Kristi hellighed under al vores uhellighed, Kristi kraft under vores svaghed. Naturens klogskab når ikke længere end til at mene, at Kristi riges herlighed skulle være synlig udenpå os, og at man kun skulle have med forstandige, fromme og hellige folk at gøre og tale og prædike om det; men ikke, at man inden for Kristi rige skulle have svage og tåber og tage sig af deres nød – ikke for at more sig over det eller i sin egen indbildte hellighed brumme over det på afstand, men for at hjælpe dem fra deres synd og vildfarelser til retfærdighed og en rigtigere forståelse.»

«Dette er nu den kristne visdom, at man ikke kun ser det, som er for øjnene, og ikke kun går efter det, som er fremragende, klogt og stærkt, og spejler sig deri, men at man også ser efter den skjulte visdom i Guds styrelse med det, som er svagt og forkert. Den, der forstår det, skal takke Gud; for ved denne forståelse bliver han en, der rigtigt kan finde sig til rette i alt, hvad der er i verden. Man vil nok endnu finde mange (også blandt dem, der prædiker evangeliet), som endnu ikke er nået dertil. Man har hidtil ikke lært andet, og vi er ikke vant til andet, end at man ikke må tro på Kristus, hvis man ikke er helt ren. Du må nu slippe en sådan mening og kende Kristus ret, så du ved, hvad for en god hyrde han er», som vil, at man skal styrke de svage, helbrede de syge og forbinde de sårede.

Vi vil nu også se lidt nærmere på selve fårene og betragte deres kendetegn efter Kristi egen korte beskrivelse af dem. Gud åbne vores sind, så enhver kan mærke vægten af et sådant emne, da det her drejer sig om, hvem Kristus selv anerkender som sine får og giver evigt liv – altså om vores evige vel eller ve, vores sidste dom, vores salighed eller fordømmelse! Her skal vi nu se, hvem der er rette kristne – et spørgsmål, som der er så mange forskellige meninger om. «Enhver synes, at hans vej er ret», men Herren er dommeren, Herren skal afgøre det, som han også selv siger i Ez 34,17: «Se, jeg vil dømme mellem får og får, mellem vædrene og bukkene». Gud være evigt lovet, at han er den dommer, som afgør det, og allerede i tiden har sagt os, hvem der er hans får, og hvem der ikke er det! Vi vil nu se hans ord. Sådan siger Herren Kristus i Joh 10,14: «Jeg er den gode hyrde, og jeg kender mine, og mine kender mig»; og i v. 27: «Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig». Dér er nu det væsentlige, ja, alt hvad Herren har sagt om fårene, nemlig: «Jeg kender dem, og de kender mig, de hører min røst, og de følger mig». Se, hvilken ringe og enkel beskrivelse af fårene!

Læg nu først mærke til det lille ord: Jeg kender mine, og mine kender mig. Man skulle ikke så let tro, hvilken stor hemmelighed der ligger i disse ord. Det går ud på, at der er et særligt bekendtskab mellem ham og fårene, som alt skal bero på. Hvad mon det betyder? Man begynder at ane noget, når man hører den samme Herre i den store, afgørende stund, da han går til sit forsoningsværk og til sidst beder en bøn til sin Fader (Joh 17) – når man da hører ham højtideligt erklære: «Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus». Hør, hvad Herren Kristus erklærer er evigt liv! Blot at kende Gud og Frelseren. Og igen, når han taler om det fineste sjælebedrag i åndelige ting, bedraget med egen fromhed, kraft og åndelighed, hvorved mange på den yderste dag vil kunne sige: «Har vi ikke profeteret i dit navn og uddrevet onde ånder i dit navn og gjort mange mægtige gerninger i dit navn?», da siger han, at han vil vise dem bort netop med de ord: «Jeg har aldrig kendt jer» (Matt 7,23). Nøjagtig de samme ord forekommer i den evige bortvisnings dom over de jomfruer, som var med til brylluppet, bar deres lamper, gik ud for at møde brudgommen osv., men kun manglede olie – Herren vil kun gøre denne ene bemærkning: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg kender jer ikke». Tænk, hvilket mærkeligt ord ordet «kende» her må være! Og nøjagtig samme domsord bruger han, når han forklarer, hvorfor de, som søgte at gå ind gennem den snævre port, alligevel ikke kunne, og som vil forsikre: «Vi har spist og drukket med dig, og du har undervist i vores gader» – samme domsord lyder mod dem: «Jeg kender jer ikke, hvor I er fra» (Luk 13,27). O, skal ikke enhver, som læser dette og ser, hvordan Herren Kristus, den dommer, der afgør det, så påfaldende ivrigt har lagt vægt på at fremhæve dette – skal ikke enhver mærke, at her ligger en overmåde vigtig hemmelighed? For de troende var dette ikke noget uventet og mærkeligt – tværtimod, det er for dem netop en glædelig bekræftelse på, at de har forstået ham ret – men nok for dem, der undrer sig over, at Herren ikke i stedet siger: I har syndet mod min lov, eller: I har ikke været alvorlige nok i jeres omvendelse og helliggørelse – ja, for dem, der undrer sig over, at Herren ikke fremlagde en vel afstukket nådens orden og sagde: Mod den har I fejlet – men nok for dem, der har villet have det sådan, og som til deres forundring hører ham sige blot ét og det samme: «Jeg kendte jer ikke», ja, endog må se, at i den store tekst om den yderste dom i Matt 25,31–45, hvor så mange gerninger nævnes, lægges hele vægten alligevel på dette: «I har gjort det mod mig», det vil sige «for min skyld», I har gjort det mod mine mindste, se Matt 10,42; Mark 9,41, så at Kristus og et inderligt bekendtskab med ham har været den kilde, hvorfra disse gerninger er udsprunget, at Kristus, Kristus og ikke deres egen hellighed har været genstand for deres øje og deres nidkærhed for helliggørelse. Se, de, som mærker, at Kristus har haft særlig omsorg for at pege på dette forhold, skulle de ikke for en gangs skyld, for Herren Kristi skyld og for deres udødelige sjæles evige vel, standse og lade sig sige det af den Herre, som har de nøgler i sin hånd, så at når han lukker, lukker intet menneske op? Skulle vi ikke standse ved hans ord og tage dem alvorligt til hjerte? Mange alvorlige og fromme mænd er efter flere årtiers hellig nidkærhed for Gud og hans rige til sidst vågnet op over dette forhold og er blevet revet ud som brande af ilden ved at få øje på Guds riges hemmelighed – få øje på en stor og hellig person, blodig, med gennemborede hænder og fødder, og derefter har de i ham og hans død alene fået alt deres liv, deres glæde og deres sang, så de siden har regnet deres højeste hellighed ved siden af det for det rene skarn og usselhed. Sådan bliver man til sinds, når man har lært Jesus at kende. Og kun de, hos hvem kundskaben om Kristus er sådan, i arten om ikke i graden, de er hans får.

«Vil du da én gang for alle vide og tydeligt kunne beskrive, hvad en kristen er,» siger Luther, «eller hvorfor et menneske kaldes kristen, så må du ikke se hen til Moses’ lov eller til de største helgeners levned og hellighed, men alene se på disse Kristi ord: ’Mine får kender mig.’ Sig altså: En kristen er ikke den, som blot fører et strengt og hårdt levned som de mest alvorlige munke og eremitter; for sådan noget kan også jøder og tyrkere præstere, og blandt dem lever nogle langt strengere. Kort sagt: alt, hvad der kan ske i og af os, gør ingen til kristen. Hvad da? Det alene, at man kender denne mand, holder af ham og holder ham for det, han vil holdes for, nemlig at han er den gode Hyrde, som ’har sat sit liv til for fårene’ og kender dem. En sådan kundskab hedder og er intet andet end troen, som kommer af evangeliets prædiken.»

Dette ville nu være nok til at vide, hvem der er et af Kristi får, hvis ikke hjertet var en så falsk og lumsk ting, og hvis Djævelens forførelseskunst og bedragerier i åndelige ting ikke var så mangfoldige. Derfor må vi, når det gælder denne kundskab om Kristus, endnu overveje, hvad Kristus selv har føjet til for at forklare den. For det første siger han i v. 7 og 9: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. Hvis nogen går ind gennem mig, skal han blive frelst, og han skal gå ind og gå ud og finde græsgang»; og dernæst udbryder han to gange i v. 11 og 15: «Jeg sætter mit liv til for fårene.» Det er om denne kundskab om Kristus, han taler, nemlig at kende og elske ham som døren, som den, der «har sat sit liv til for os» – og han taler om denne kundskab ikke blot i forstanden og bekendelsen, men i hjertet og erfaringen, så den er blevet vores egentlige liv, vores sang og vores fylde. Mange kender og elsker Kristus som deres helliggører, deres forbillede og styrke og mener, at dette er det højeste og sidste, man når frem til; men de burde dog en gang vågne, nu da vi i en hel række tekster har set, at det netop var dette, Kristus påtaler hos dem, som han vil vise bort med ordene: «Jeg kendte jer ikke», nemlig at de kun havde søgt og brugt hans kraft til gerninger og egen fromhed. For hvad siger han om dem? Jo, en hel række fortræffelige gerninger og kræfter, som de havde udøvet i hans navn (Matt 7,22) – de havde kun søgt og fået kraft hos ham; de var først trængt igennem alle hindringer for at komme til brylluppet (Matt 22); de havde dér været jomfruer, dvs. sjæle, der var skilt fra verden; de gik ud med deres lamper for at møde brudgommen, Kristus (Matt 25), og nogle havde profeteret i hans navn, uddrevet onde ånder i hans navn og gjort mange kraftige gerninger i hans navn. Ja, hvad siger han til læreren i Efesos? «Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din tålmodighed, og at du ikke kan tåle de onde» og forstår at skelne mellem ånderne, «og du har tålmodighed og har båret for mit navns skyld og er ikke blevet træt.» Hør, hvilke kræfter og gerninger han havde og øvede i Jesu navn! Og dog siger Herren, at han savnede hos ham «den første kærlighed», den ydmygede og benådede synders kærlighed, som vasker sin Frelsers fødder med tårer, fordi mange synder er ham tilgivet. Nej, vi skal betænke, at alt, hvad menneske hedder, også hedningerne, som aldrig har hørt loven, men har den i samvittigheden (Rom 2,15), og farisæerne, som var Kristi fjender, og fromme tyrkere og jøder, som er på samme måde, kan gå så vidt i nidkærhed for helligheden, at de piner sig ihjel med den; skulle vi så alligevel være så forblindede, at vi anser dette for det højeste, man kan nå til? Vidner ikke alle kristnes erfaring om, at denne nidkærhed var det første, de begyndte med, da de kun var halvt vågnet? Stemmer vi ikke alle i med denne bekendelse: «At blive hellig og salig var mit livs kæde»; – «mit hjerte holdt det for ringe, at Jesus døde for mig, mod det at kunne tvinge mit kød til helliggørelse»? Og også efter at vi er kommet til troen, men måske er meget skrøbelige og lunkne kristne, som alt for lidt jager efter helliggørelse, har vi dog som regel den egenskab, at vi godt kan tænke ti gange på os selv, på hvordan vi burde være og gøre og våge og stride, for hver gang vi tænker på Kristus og alt, hvad han har gjort og lidt for os. Luther, der er så berømt for sin evangeliske ånd, siger om sig selv: «Loven er helt hjemme hos mig, hvorimod evangeliet er en meget sjælden gæst i mit hjerte.»

Når nu dette er vores alles natur, så skal du ikke undre dig over, at mange kan søge Kristus og tro på ham som helliggører og som den, der virker kraft i dem, og alligevel ikke kender ham på en frelsende måde. Nej, at have al sin trøst, sit liv og sin retfærdighed alene i Kristus og hans forsoningsdød, helt tilintetgjort, fortabt og forarmet – det er visselig det sidste, man når frem til. Hvis han blot ville hjælpe os sådan, at vi selv kunne blive noget særligt, åh, hvor ville det behage vores natur! Åh, hvor ville vi da elske ham og glæde os over ham! Derimod er det en ren dødspine for vores ærekære gamle menneske, at vi selv skal være så elendige og jammerlige og som helt fortabte syndere have alting alene i ham, både vores retfærdighed og vores styrke. Og se, det er dog netop det punkt, han vil bringe os til: at han selv, og hvad han i sin person gjorde for os, skal blive al vores trøst – ikke blot i forstanden og bekendelsen, men i sandhed, så vi ikke siger det med munden og dermed lyver for vores sjæl, mens den alligevel i al stilhed har sin egentlige trøst og glæde i det, der er virket i os; nej, det må være hjertets erfaring og egenskab, at vi alene i Kristi værk for os har vores egentlige trøst og glæde.

Da vi her har påpeget, at man kan tro på Kristus, kende og elske ham på to forskellige måder, og at kun den ene er frelsende, kan det måske ved Åndens nåde tjene en vildfaren sjæl til vækkelse og frelse at anføre de tankevækkende ord herom fra den højt oplyste biskop Pontoppidans herlige Troens Spejl. Efter først at have gjort rede for de mange forskellige betydninger af ordet tro i Den Hellige Skrift og vist, at det forekommer i ikke færre end otte betydninger, og til sidst udtrykt den eneste frelsende tro således: «et angerfuldt hjertes alvorlige tilflugt til Kristus for at tage imod og gribe hans fortjeneste» – tilføjer han: «Læg nu godt mærke til den ottende og sidste slags; for ingen af de øvrige kan vi regne som kendetegn på, at et menneske er i nådestanden. Et menneske kan vise stor troskab i sine ord og gerninger og stor flid i sit embede, det kan kende hele Bibelen, fastholde og anerkende hele dens indhold, tappert og standhaftigt bekende den sande lære, ja, også besegle den med sit blod og, hvis menighedens tilstand kræver det og Gud vil det, gøre tegn og undere i Jesu navn; men det kan ikke desto mindre fare til helvede – og har ikke Guds børns rette kendetegn; for det er alene den sidst omtalte retfærdiggørende og frelsende tro.»

Tænk en stund alvorligt over et så mærkeligt forhold. Og alt dette er jo kun det samme, som vi allerede har set af Kristi egne ord i de mange bibeltekster, vi har anført. Gud være os nådig, så vi en gang må blive stående ved hans ord!

Men se nu her, hvad Kristus siger videre om sine får: «De hører min røst, og de følger mig.» Det er de første og kendetegnende frugter af den sande kundskab om Kristus. Åh, når et stakkels fortabt får ret kender sin gode, trofaste Hyrde – at han har sat sit liv til for dets liv og nu kender, elsker og plejer det, sådan som det trænger til – så bliver det en lyst og et livsbehov for det får at måtte følge en så god hyrde. Det er umuligt at kende ham og ikke elske ham, og umuligt at elske ham og ikke ville følge ham. Har han ikke begyndt at indtage dit hjerte, så du gerne ville forlade alt for at være hans ven og efterfølger, så har du endnu ikke ret lært ham at kende. Dog, lad os forklare dette. Det er sandt, at «troen og kundskaben om Kristus har mange grader» og uophørligt kan vokse, og at en svag tro ikke kan føre den samme kærlighed og helliggørelseskraft med sig som en stærkere; derfor kan vi meget let blive ført vild, hvis vi altid vil kende os selv eller andre på kraften i livet; og derfor er de ord af Pontoppidan, vi lige har anført, talt med megen eftertanke og visdom, nemlig at den omtalte retfærdiggørende tro er det eneste ufejlbarlige kendetegn på, at et menneske er i nådestanden. Det samme har Luther sagt med disse ord: «En kristen kan ikke godt bedømmes og kendes på andet end samvittigheden» (dvs. sjælens indre forhold både til Gud og til synden); «for sande kristne kan falde, og de falske kan hykle og føre et meget smukt liv.» Men når Kristus siger: «Mine får hører min røst», så har han dermed udtrykt to vigtige frugter og tegn på troen: for det første, at de får et særligt øre for Hyrdens røst, så de, selv om de ellers kan være meget enfoldige og uvidende, dog på det punkt har en vis fin dømmekraft og kan kende, hvad der er den gode Hyrdes røst, og hvad der ikke er; og for det andet ligger der i ordet «hører min røst» netop det, som er så kendetegnende for de troende: selv om de ikke altid i gerning kan udføre, hvad de ville og burde, så har de dog et hjerteligt lydigt sind over for det, denne «villige ånd», som så inderligt ønsker at kunne gøre det; de straffer sig selv for deres mangler og sukker inderligt efter nåde og kraft til at kunne være og gøre det, Herren elsker. Det viser den hjertelige hørsomhed eller lydighed. Hvad Herren taler i sit ord, det «tager fat i dem», de ærer og adlyder det og ønsker intet højere end at kunne gøre efter det. Der er kun én nød, som de alle klager over, nemlig at der er en lov i deres lemmer, som strider sådan mod den lov, der er i deres sind, at de ikke altid kan gøre, hvad de vil (Rom 7,18). Som bevis på deres lydige sind og rene ånd er det mærkeligt at erfare, at hvis der er en bestemt synd, som med særlig magt «hænger ved dem» (Hebr 12,1), så er det netop den synd, der i den grad er genstand for alle deres bønner, at de næsten ikke beder om noget andet med rigtig iver end om hjælp og forløsning fra den, og at de i sådanne tider regner alle næstens synder for intet mod den; det er kun deres egen synd, der er rigtig svær og strafværdig, synes de. Åh, de gode Guds børn! Det er lige omvendt med hykleren og farisæeren. Han ser kun andres synder som svære og strafværdige, men med sine egne er han usædvanlig overbærende. Læg da mærke til, hvilken hellig ånd der følger med den levende tro!

Men ved ordene de følger mig, skal du også lægge mærke til, at hvis et menneske tager imod og hylder evangeliet på en sådan måde, at det dog i hele sit væsen bliver det samme, som det har været, bliver i det samme forhold til verden og sine hjemmesynder og ikke forvandles, så det i hele sin retning og fremtid bliver Jesu discipel og efterfølger, så har det menneske kun bedraget sig selv med en selvgjort tro. Stands og tænk over dette, hvem du end er, du som læser disse Jesu ord: «de følger mig». Du er bedraget med en falsk, selvgjort tro, hvis du ikke er blevet Jesu efterfølger. Den levende tro er «en Guds kraft i os, som forvandler os og genføder os af Gud og gør os til helt andre mennesker i hjerte, mod, sind og alle kræfter og har Helligånden med sig» (Luther). Sådan siger også apostlen Paulus: «Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning» osv.; ja, han kommer ligesom ind i en ny verden og begynder et nyt liv. Dette er det store bevis på, at troen er levende – når du først har lagt godt mærke til, om den er sand, dvs., som vi har vist her tidligere, at den har Kristi forsoning og syndernes forladelse til genstand og ikke din egen hellighed. Vi gentager igen, at efterfølgelsen af Kristus og den sande helliggørelse må flyde af syndernes forladelse og ikke af vores egen trang til selvhellighed. Vi må først, tilintetgjorte og benådede, blive så indtaget af Kristus og hans nåde, at vi alene for hans skyld følger ham; så det er sandhed i hjertet, når vi bekender: «Kristi kærlighed tvinger os, for vi har sluttet dette: Én er død for alle, altså er alle døde.» Men når denne Kristi kærlighed tvinger os, så følger der sandelig også et nyt liv, en ny skabning, som nu med fri lyst følger sin Frelser gennem livet.

Kort sagt: når vi først ret kender Kristus – ikke med den kundskab, man kan få blot fra bøger og undervisning, men når Gud har forbarmet sig og sendt sin Helligånd til den nedslåede og sultne sjæl, så dens indre sanser er vågnet og har fornemmet Herrens liflighed – fornemmet Hyrdens røst: «Kom til mig, I skal få alt af mig; lær blot at kende mig som jeres kære, trofaste, gode, venlige, liflige og trøstrige Hyrde, som jeres hjerte skal fryde sig over og være vis på, at I ved mig er genløst fra enhver byrde, frygt og fare, og at jeg ikke vil lade jer gå til grunde, hvilket jeg beviser ved at sætte mit liv til for jer» – se, når hjertet fornemmer en så liflig røst og sådan lærer sin Hyrde at kende, så behøver man ikke nøde og drive det til at følge ham; så bliver det dets egen lyst og trang, ja, dets inderlige suk: «Åh, gid jeg blot alle mine livsdage kunne følge en så god hyrde og frelser rigtig tæt! Åh, gid han blot ville holde mig sådan fast, at jeg aldrig viger fra hans spor!» Og så er hele det menneskes liv en efterfølgelse af Kristus, hvor skrøbeligt og dårligt det end til tider kan se ud. For det kommer vel altid langt bag efter ham, det kan ikke gå vejen lige så godt som han (og hver mangel i den henseende bekymrer det), men dog – dog er det efter Kristus, det stræber; alt, hvad det er og gør efter Ånden, efter sit nye sind, går alligevel ud på at følge Kristus og med ord og gerninger at fremme hans ære og hans rige. Og se, de, som på den måde, alene ved hans tilgivende nåde, er blevet så knyttet til ham og hans sag, de er sandelig hans får, som kender ham og i langt højere grad er kendt af ham.

Dette skal vi nu lade stå lige så fast for vores hjerter, som det står i sig selv; eller er der noget usikkert i Kristi ord? Hvad skal jeg tro, om ikke Kristi egne ord? Og vi har nu af Kristi ord i mange tydelige tekster set, at alle Kristi får uden forskel har denne farve og egenskab, som de kan kendes på, og som de ligner hinanden i: at de alle tror på denne Hyrde, kender og hører hans røst, elsker og bekender hans ord, selv om de ellers adskiller sig fra hinanden på mangfoldige måder og er spredt rundt omkring i verden og blandet med andre mennesker.

«Heraf har vi nu den trøst,» siger Luther, «at hvem der end kender Kristus sådan, han er visselig et af hans får og allerede kendt af ham, og han behøver ikke og skal ikke længere søge eller spørge, hvordan han kan blive hans får, eller pine og martre sig med unødige tanker om, hvorvidt nåden også hører ham til, eller hvordan han kan blive vis på sin salighed» – for det er nu allerede helt vist og afgjort, at han er Kristi får og hører Himmeriget til – «han skal derfor med glæde trøste sig ved det og være helt sikker på, når han nu hører denne Kristi røst, at han også er en mild hyrde for ham, som kender ham, tager sig af ham som sit får, sørger for ham og vil beskytte og hjælpe ham sådan, at han ikke behøver at frygte noget ondt, hverken døden, Djævelen eller helvede; som Kristus selv siger videre her: Jeg giver dem evigt liv, og ingen skal rive dem ud af min hånd.»

Og til yderligere trøst beskriver Kristus sit kendskab til fårene med tilføjelsen: «Ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen». Det må vel være et overmåde herligt kendskab, hvormed Faderen kender sin elskede Søn, og Sønnen kender Faderen; dette kendskab må være forenet med en usigelig, umådelig og evig kærlighed; og nu siger han her, at han kender sine får på samme måde, så at der altså også hører en stor, usigelig kærlighed til det kendskab, der er mellem ham og fårene. Ligesom Faderen elsker Kristus, sin Søn, sådan nærer han også for Sønnens skyld en sand faderlig kærlighed til os, som kender Kristus. Vi skal vide, at når han endog har givet os sin Søn, så vil han sandelig ikke, at vi skal blive fordømt, hvis vi blot tror på ham og holder os til ham; for han kan ikke hade sin Søn; så kan han heller ikke hade dem, der kender og følger ham.

Dette er nu ganske vist en mageløst stor trøst; men ak, det er et helt åndeligt kendskab, skjult og hemmeligt for vores øjne og sanser, at Kristus og Faderen således kender og elsker os; det er alt for dybt skjult og tildækket for vores og alle menneskers øjne og sanser, ja, tildækket af et tykt dække af mange slags skrøbeligheder og forargelse, undertiden svære fristelser, ynkelig svaghed, nød og bedrøvelser og fjendtlige domme fra verden og fra vores egen fornuft og mening. Ja, det allersværeste er, at Kristus selv undertiden skjuler sig så dybt for os, ikke lader os fornemme sin nærværelse, magt og hjælp, tøver så længe med at høre vores bønner og stiller sig an, som havde han glemt, ja, helt og holdent forladt os – lader undertiden sin svage hjord dækkes af elendighed, skrøbeligheder og spot – og desuden bliver vi også først og sidst indvendig i hjertet beskudt med Djævelens glødende pile, plaget af frygt for vores synder og Guds vrede, og vi må således slås med alt, hvad ynkeligt er, ja, ligesom dyppes i helvede. Især kommer der til visse tider også særlige svagheder og skrøbeligheder, som vi enten må mærke hos os selv eller se hos brødrene.

Hvilket menneske har da sådanne øjne, at det kan se og kende fårene eller regne dem for Kristi får, når de er så dybt tildækket og skjult af ynkelighed, skrøbeligheder, jammer, lidelse, spot og al forargelse, at de endog er skjult for sig selv? Sandelig ingen, ingen uden Kristus alene, som her siger: «Jeg kender mine får» – som her trøster dem med, at han trods alt det, som verden og vores egen fornuft støder sig på, dog kender sine får og ikke glemmer eller forlader dem, selv om det ser sådan ud og føles sådan.

Læg nu her mærke til: For at Kristus kunne indprente og male dette for os så meget stærkere og mere levende, føjede han denne sammenligning til: «Ligesom min Fader kender mig, og jeg kender Faderen». Det er sandelig et kendskab, der er helt skjult for verden, at Gud Fader dog vedkender sig sin kære Søn, når han som det elendigste tiggerbarn må ligge i en krybbe og ikke blot være ukendt, men også udstødt og forkastet af hele sit folk; ja, når han på den allermest forsmædelige måde hænger i luften, blottet og nøgen, mellem to mordere som den værste gudsbespotter og oprører, og også for Gud er den allerstørste synder, fordi han var «gjort til synd for os»; kort sagt: han var som forbandet af Gud og hele verden, så han endog selv råber med højt og angstfuldt skrig: «Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!» Og alligevel siger han her: «Min Fader kender mig», også under en sådan lidelse, vanære og anstødelig skikkelse, som sin eneste Søn, udsendt af ham, for at jeg skal være et offer og sætte mit liv til for mine fårs salighed og forløsning. På samme måde kender også jeg ham til gengæld og ved, at han ikke af den grund har glemt mig, men vil føre mig igennem og ud af vanæren, korset og døden til evig ære, liv og herlighed.

Sådan bør og skal også mine får lære at kende mig under deres elendighed, synd, vanære, lidelse og død som deres kære og trofaste Frelser, der på samme måde har lidt, været tildækket af synd og er død en forsmædelig død. Og de skal have den sikre tillid til mig, at jeg ikke glemmer eller forlader dem i deres usselhed og nød, sådan som fornuften, følelsen og verden dømmer, men at jeg under alt dette underfuldt vil opholde dem og føre dem igennem til den evige sejr og herlighed.

Se, dette kaldes det rette kendskab til Kristus, hvormed han kender os og vi ham. En høj og fortræffelig visdom, men alt for sjælden og dybt skjult for verden, fornuften og alle vores sanser, så at den alene tilhører den underfulde kraft, troen, som derfor også må stå i en hård kamp og strid for at vinde og bevare et sådant kendskab; og det er dog altid et under, hvis den ikke skal bukke under for den store forargelse og føres bort fra Kristus, sådan som han selv siger om dette: «Salig er den, som ikke tager anstød af mig» (Matt 11,6).

Da Luther først har talt omtrent på denne måde, tilføjer han: «Heraf skal vi nu lære, som jeg ofte har sagt, at vi ikke bør dømme om Kristi rige eller hans lille hjord efter det ydre skin og de domme, som fornuften og den menneskelige visdom fælder over det; for her hører du, at et sådant kendskab til fårene tilkommer Kristus alene og under den højeste anstødelighed for fornuften er lige så skjult, som han selv var, da han hang på korset. Derfor er hovmodet hos de tåbelige og uforstandige selvkloge meget strafværdigt, når de med deres overmodige domme straks finder fejl hos de kristne, som dog har evangeliets og troens lære ren og klar, og fordømmer dem, så snart de mærker nogen svaghed og fejl hos dem, idet de i deres hjerne forestiller sig en menighed, der skal bestå af lutter fuldkomne, himmelske hellige uden mangler, fejl og forargelser, hvilket dog er umuligt i dette liv.

«For ud over at Djævelen med sine sværmeånder og falske hellige altid sår sin sæd ud blandt den rette flok, er der også mange blandt de kristne, som endnu er svage i troen og har mange slags fejl i deres levned. Ja, de største hellige, som i det hele er rene i troen og ustraffelige i levned, mærker og finder dog hos sig selv mange slags svagheder og rester af den syndige tilbøjelighed, som de selv klager over og har nok at gøre med at overvinde en sådan forargelse hos sig selv. Kristus, som alene kender sine får, vil ikke, at vi skal dømme sådanne. Og især bør prædikanter og sjælesørgere lære heraf, hvordan de skal forholde sig over for de svage og skrøbelige, nemlig at også de bør kende dem sådan, som Kristus kender os, det vil sige ikke fare hårdt og strengt frem mod dem med storm og pres eller med fordømmelse, når det ikke altid går så snorlige, som vi gerne ville; men de bør handle mildt og blidt med dem og bære over med deres svaghed, indtil de bliver stærkere.» Så vidt Luther. Og læg også mærke til dette sidste: «indtil de bliver stærkere», netop gennem en sådan opdragelse, som Herren har foreskrevet; sådan som vi ser, at den discipel, der på et tidspunkt på grund af sit hovmod faldt i en sådan svaghed, at han af menneskefrygt fornægtede sin Herre blot for en tjenestepiges spørgsmål, på et andet tidspunkt kunne gå i martyrdøden med glæde. Men han var en lige så kær discipel for sin Herre også dengang; og den Åndens kraft, han fik på pinsedagen og siden hver dag, var blot en gave, ikke hans egen fortjeneste; nej, kun en gave. Åh, gid vi ville betænke dette vel!

De vigtigste punkter i dette dyrebare emne er nu på deres måde betragtet. Vi vil nu kun tilføje en lille forklaring til de mærkelige ord i Ez 34,16: «Men det fede og stærke vil jeg ødelægge». Men «det fede og stærke», hvad er det? Hvad Herren mener med de fede og stærke får, kan vi dels se af selve ordene, dels og især af beskrivelsen i v. 18–21, hvor det hedder: «Var det jer for lidt at afgræsse den bedste græsgang, så I også måtte nedtræde med jeres fødder, hvad der var tilbage på jeres græsgange, og var det jer for lidt at drikke det klare vand, så I også måtte gøre det tilbageblevne grumset med jeres fødder? Og mine får måtte æde, hvad jeres fødder havde nedtrådt, og drikke, hvad jeres fødder havde gjort grumset. Derfor siger Herren, Herren, sådan til dem: Se, nu vil jeg selv dømme mellem det fede får og det magre får. Fordi I trængte med side og med bov og stangede alle de svage med jeres horn» osv. Enhver kan nu se, hvem disse fede og overmætte får er, nemlig de selvretfærdige, selvtilfredse og selvstærke, som derfor ikke har meget brug for evangeliets trøst, men «nedtræder det med fødderne», taler om det med foragt og kalder det, som Skriften kalder «Guds kraft», et «troværdigt ord, værdigt til al modtagelse», for en «løs lære», og som desuden blander og forurener denne «gode græsgang» med egne tilsætninger og gør livets vand grumset for fårene. Det er jo også altid kendetegnende for det samme folk, at de «stanger de svage med deres horn», som Herren siger her.

Kort sagt: vi finder jo også i dette profetord, hvad der står så tydeligt frem gennem hele Det Nye Testamente: at Kristus er de elendiges Frelser, at det kun var med de selvretfærdige og selvhellige, han havde al sin strid; at når blot synderne var ydmyget, så var ingen synd for stor for hans nåde, og at ingen behøvede at gå fortabt, fordi han var for svag, for syndig og uværdig, nej, for det var der altid råd; men var nogen selvretfærdig og stærk, så passede han ikke ind i Kristi rige. Det er jo summen af alle eksempler på Kristi måde at handle og dømme mellem fårene på.

Til billedet af samme sind hos den gode Hyrde hører også det, som lyder sådan i Es 40,11: «Han skal samle lammene (de svageste, de små) i sin favn og bære dem i sit skød». Hør først, hvilken mild og yndig hyrde! Kan der være et venligere billede af Frelseren, end når Gud selv siger om ham, at han skal tage lammene i sin favn og bære dem i sit skød? Men for det andet ser jeg her, at de svageste er de tryggeste, de sikrest bevarede. For hvilket raskt og stærkt får er vel så sikkert gemt som det, der er i Hyrdens favn? Ja sandelig, det er netop selve sagen, at de små og svage (som selv føler sig sådan) er bedst gemt. Der står ingen steder, at fårene selv har nogen styrke til at bevare sig. Hele deres redning afhænger kun af, at de hører Hyrdens røst og så kender deres svaghed, at de holder sig tæt ind til ham. Gud være lovet, at det står sådan! Men om Hyrden står der, at han så trofast skal vogte, bevare og holde fast på dem, at ingen da skal kunne rive dem ud af hans hånd. Det er Kristi eget ord. Ja, han skal endog «gå efter det fortabte, indtil han finder det». Det er Kristi eget ord. Fårene skal blot høre hans røst, og ved hans røst skal da alt blive rettet, lægt og hjulpet. Og at ingen skal rive dem ud af hans hånd, det grunder han på Faderens magt, idet han siger: «For Faderen, som har givet mig dem, er større end alle». Hør, det er ved Guds og ikke ved vores magt, at vi bevares til frelse. Åh, gid vi nu altid kunne beholde dette rette billede af vores gode Hyrde! Vi bør nu helt have det i vores hjerter, sådan som David har sunget i den 23. salme, nemlig:

Herren er min hyrde, mig skal intet fattes.

Han lader mig hvile på grønne enge, han fører mig til vand, hvor jeg finder ro.

Han vederkvæger min sjæl, han leder mig ad rette veje for sit navns skyld. (Hør: «for sit navns skyld».)

Om jeg end vandrer i dødsskyggens dal, frygter jeg intet ondt; for du er med mig; din kæp og stav trøster mig. *)

*) «Kæp og stav»? Hyrderne i Østerlandet brugte en smal kæp til at føre de får tilbage til hjorden, som ville vige bort, men en stor stav til at jage rovdyrene bort. «Kæp og stav» er således Herrens ledende og beskyttende omsorg.

Godhed alene og nåde skal følge mig alle mine livsdage, og jeg skal bo i Herrens hus evindelig.