Stenkrukkerne fyldt til overflod

Igen noget om den rette omvendelse

(Femtende årgang, 1856)

Intet kan være ulykkeligere og mere uhjælpeligt, intet kan så forhekse og forhærde hjertet mod sandheden – intet er sværere for Herrens Ånd at komme til og forandre end en falsk åndelighed, som er følgen af en falsk omvendelse. Så må du hellere være helt ugudelig og styrte tøjlesløst af sted i alle synder og laster! Det er et mindre uhelbredeligt onde, end hvis du er forhekset af en selvgjort tro eller en selvgjort gerningshellighed. Sådan sagde Jesus: «Gid du var kold eller varm!»

Åh, gid de mange sjæle, som i denne tid ved Guds store barmhjertighed begynder at søge sandheden og frelsens vej, alle måtte tænke dybt over dette, så de ikke kommer ind på falske veje, men bliver rette kristne, det vil sige fødte, ikke gjorte kristne! Læg mærke til det: fødte, ikke gjorte kristne! Ellers bliver din kristendom efter profetens ord kun «kød og knogler og sener, men ingen ånd» (Ez 37,8), eller efter Kristi ord «lamper og et udgående for at møde brudgommen, men ingen olie i karret» – med andre ord: enten kun en kristnet filosofi, forstandens spekulationer over de kristne trossandheder, eller også en selvgjort, passende og bekvem gerningshellighed. Åh, bed Gud, hver og en, som endnu kan frygte, bed Gud for din evige saligheds skyld, at han må åbne dine øjne, så du kan få at se!

Vi vil kun med Skriftens udtrykkelige ord vise, hvad der kendetegner den rette omvendelse – og hvor tryg er ikke den, som kun retter sig efter det, Gud selv siger! Men for også at få denne vigtige sandhed stillet levende for øjnene og indprentet dybere i hukommelsen vil vi begynde med et billede, som ligger i en bibelsk beretning, der uden tvivl samtidig indeholder et maleri af nogle åndelige forhold, malet af Herrens Ånd. Det er nemlig beretningen om brylluppet i Kana (Joh 2,1–11). Kristi billedsprog var sådan, at han også talte med gerninger, som da han vaskede disciplenes fødder. Og enhver, som med nogen fortrolighed med sin Herres sprog læser beretningen om brylluppet i Kana, ser i de historiske begivenheder også en åndelig betydning. Og da Kristi nåderige så ofte, både i Det Gamle og Det Nye Testamente, fremstilles i billedet af et bryllup, fortjener det sandelig opmærksomhed, at Kristus skulle begynde alle sine undergerninger ved et bryllup. Men som allerede sagt vil vi dog med Skriftens udtrykkelige ord befæste det, som vi kun for anskuelighedens skyld først har taget fra billedet.

Det første, der må bemærkes om Kristi riges bryllup, er, at det holdes i Kana i Galilæa. Luther siger: «Kana betyder nidkærhed, og Kristi bryllup må begynde i Nidkærhedsby; for ved siden af evangeliet og troen findes der altid nidkære gerningshellige, som ikke kan andet end skændes mod troen.» Sådan kan Kristus heller ikke holde gæstebud i sjælen og forvandle dens vand til vin, uden at loven først har vakt den til nidkærhed og arbejde med omvendelse. Derfor ligger Kana også i Galilæa. Galilæa betyder grænse, grænseegn, hvor man går over fra et land til et andet. Først når sjælen vil gå over fra syndens og vantroens mørke land til Guds rige, først da bliver der bryllup for den. – «Og Jesu mor var der,» siger teksten; og hun havde en værtindes omsorg for, hvad der behøvedes til bryllupsglæden, det vil sige: Jesu menighed, de troendes flok, har omsorg for, at mange åndelige børn må fødes, komme til Jesus og få liv og salighed i ham. «Og også Jesus og hans disciple var indbudt,» det vil sige: i Nidkærhedsby, hvor man arbejder og er tynget under lovens åg, sukker og råber den angste sjæl efter Frelseren. Sådant og meget mere kan man sandelig finde i denne beretning som et billede af Kristi rige. Men vi skynder os straks over til det punkt, som er det vigtigste for vores emne – nemlig hvordan vandet bliver forvandlet til vin.

Teksten siger, at «der stod seks vandkrukker af sten efter jødernes renselsesskik». Det er disse stenkrukker, som skal fyldes med vin – men først med vand. Hvem ser ikke her billedsproget, samtidig med at det er en ren historie? Tænk: stenkrukker! – og hør: «efter jødernes renselsesskik». Er det ikke netop spørgsmålet om renselse, der er hovedspørgsmålet, når vi vil komme til Jesus? Men disse stenkrukker var «efter jødernes renselsesskik». Den historiske betydning er følgende: Gud havde givet jøderne mange love om renselse og afvaskning; i visse tilfælde skulle hele kroppen vaskes, i andre fødderne, og ville de spise, skulle de vaske hænderne osv. Nu var disse stenkrukker udskilt til sådan religiøs brug, så man i en vis forstand kunne kalde dem religiøse stenkrukker, for disse renselser var foreskrevet i Moses’ lov. Men denne lov var et skyggebillede af åndelige forhold. Læg så her mærke til vores historie. I stenkrukkerne ser vi først vores arme stenhjerter – på én gang hårde og skrøbelige, som stenkrukker er. Herren siger om menneskehjertet, at det er «trodsigt og forsagt» (grundteksten i Jer 17,9). Men hvordan skal det nu gå til, at disse stenkrukker bliver fyldt med vin, som glæder og styrker? Jo, teksten siger, at netop som krukkerne står der «efter jødernes renselsesskik», altså uden tvivl med noget vand i, så kommer Herren og lader dem fylde med vand helt op til randen. Dette er begyndelsen på den nådefulde undergerning. Her tales der altså ikke om helt tomme stenkrukker eller sådanne, der bruges til legemlige behov, til verdslig brug, det vil sige om tomme hjerter, som lever i lutter forfængelighed, sådan som hele verden lever, men om sådanne, som er «sat efter jødernes renselsesskik». Jødernes renselse var vel en udvortes, men dog en religiøs renselse. Disse stenkrukker er derfor et ganske godt billede af de hjerter, som er vakt til nidkærhed for fromhed og gode gerninger eller, som de i deres dårskab kalder det, helliggørelse, skønt de dog aldrig er blevet dræbt af loven og gjort levende alene i Kristus, men blot hænger hjemmelavede frugter på det døde træ. Åh, gid det måtte blive givet dig, du, som læser dette, at tænke rigtigt over, hvordan det står til med dig, hvis du måske er én af dem, som enten ved en vækkelse eller ved opdragelse eller ved kristne venners indflydelse er kommet ind på en gudfrygtighedens vej, hvor man nu har alt, hvad der hører til kristendommen, undtagen den snævre port, undtagen fødslen af Gud! Man lever dog nu anderledes end verden: Den, der bandede, bander aldrig mere; den, der var uredelig i handel og arbejde, er nu den mest samvittighedsfulde; den, der levede frit i kødelige lyster, er nu et strengt ærbart menneske; den, der aldrig spurgte efter Gud og hans ord, læser nu dagligt i sin bibel, beder dagligt sin morgen- og aftenbøn og kan også ivre for andres omvendelse. Hvem skulle ikke nu anse sig selv for et omvendt og lykkeligt menneske? Se her de stenkrukker, som er sat efter jødernes renselsesskik, men endnu aldrig har været fyldt til overflod med vand og derfor heller ikke har fået det forvandlet til vin.

Disse krukker har til tider mere eller mindre vand i sig. «Vandet i krukkerne,» siger Luther, «er lovens forstand og indhold,» lovens krav i samvittigheden og den knusthed, bløde sind og syndenød, der følger med. Nogle af de sjæle, der netop er beskrevet, er tilstrækkeligt vakt til ikke at få ro ved deres gerninger, men de slækker og tinger dog om Guds krav og trøster sig med de kristnes svagheder og med håbet om en tiltagende kraft og forbedring – trøster sig så meget med den slags, at de ikke behøver helt at fortvivle over deres omvendelse; dog gør deres lys i loven, at de heller ikke kan få ro, men stadig bliver ved at være arbejdende og besværede; synden er dem for stærk, Guds bud er dem tunge, og samvittigheden er mørk og ulykkelig; så er der noget vand i krukken. Men de, der er hyklere nok til kun at se på udvortes gerninger, sådanne som de kan klare, de er stærke og tilfredse og har lyst til det gode, de gør – for de finder så megen trøst og opmuntring deri – der er intet vand i krukkerne; derfor klinger de også ganske godt, sådan som tomme kar altid gør, det vil sige: De kan tale meget om helliggørelse og helliggørelsens nødvendighed og tvivler aldrig et øjeblik på, at denne deres gerningshellighed jo er helliggørelse. Disse, som gør det gode med sådan tillid og lyst, fordi de er så tilfredse med deres egen gøren, de er længere borte fra Guds rige end de frækkeste skøger og toldere. Skal krukkerne fyldes med vin, må der først være vand.

Men hvordan skal nu vandet dog blive til vin? Det er det vigtige spørgsmål. Teksten siger, at Jesus befalede, at krukkerne skulle fyldes med vand – han lod det ikke være nok, at der var noget vand, men på hans befaling fyldte de krukkerne helt op til randen med vand, så det var parat til straks at løbe over ved den mindste berøring. Se, her er omvendelsens hemmelighed! Her er det punkt, som vi især har villet pege på. Så længe der er så lidt vand i krukkerne, at de endnu kan rumme det, bliver det aldrig forvandlet til vin, men forbliver kun et smagløst og kølende vand. Så længe du endnu kan bære det, nemlig vandet af lovens krav og syndens elendighed – så længe du endnu kan håbe på din fremtidige forbedring, endnu kan give nye løfter og forsætter og gå i gang med ny bøn, ny kamp og strid osv., så længe du endnu kan tænke på dine egne gerninger til din frelse og ikke er blevet helt fortabt, ikke helt fortvivler over al egen gøren – så længe forbliver også dit hjerte lovbundet, angst og trælleagtigt; du får aldrig smagt den rette glædens vin af den helt frie og overstrømmende nåde i Kristus, som gør sjælen varm og glad og fri og stærk og brændende i Ånden. Nej, det bliver kun suk og trældom. Vi taler altså nu ikke om de selvfromme, som har al deres trøst og opmuntring af deres omvendelse, men om de elendige, hos hvem loven er gået noget dybere. Den er dog ikke gået dybt nok, så længe du endnu kan se efter noget, du selv kan gøre. Men når det går så vidt med lovens krav i din sjæl, at du fuldstændig opgiver håbet om alle forsøg, at du standser i dit arbejde og siger: Nej, nu er det ude med mig – nu er alt tabt, hvad jeg end foretager mig; jeg kan ikke andet end synde; jeg kan ikke engang bede en alvorlig og varm bøn; mit hjerte er helt uhelbredeligt ondt, det forgifter alt, hvad jeg rører ved: Vil jeg elske Gud, så får jeg netop da mærke en iskold ligegyldighed over for ham og en brændende kærlighed til afguderne; når jeg burde frygte Gud og for hans skyld være bange for synden, mere end for døden, så finder jeg, at jeg holder Gud for intet i alle mine tanker og synder meget letsindigt; vil jeg bede, så begår jeg de groveste synder, nemlig at jeg midt for Guds hellige ansigt har en mængde adspredte tanker og sådan vender ryggen til Gud. Og hvor skal jeg så flygte hen, når min bøn bliver min værste synd? osv. Se, når du kommer i denne rådvildhed, og synden så ynkeligt bliver overstrømmende ved buddet, når krukken er fyldt til overflod med vand, først da er stunden kommet, hvor Herren kan forvandle vandet til vin; for når din egen virken nu holder op, så er Herrens stund kommet. Så behøves der ikke mere, end at Kristus bliver forklaret for din sjæl som lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror; der behøves ikke mere, end at dine øjne bliver åbnet – og alt, hvad der lige før var så angstfuldt og forfærdeligt, er på stedet saligt, lifligt og herligt. Nu finder du i selve lovens strenghed din største trøst, fordi netop lovens høje krav forvisser dig om, at det er helt forbi med al egen gøren – og at alt må være lutter nåde, lutter nåde, bare nåde helt igennem. Og nu finder du, at al din ynkelige elendighed var nødvendig, for at Kristus kunne blive alene din Frelser, blive en hel frelser. Og nu fryder din sjæl sig i det frie element af Guds store, ufortjente nåde og usigelige kærlighed, så du ikke har ord for den, men kun kan prise og takke, prise og elske den kærlige Gud, som har grundlagt vores frelse på en sådan grund; og nu elsker du inderligt og af hele dit hjerte den så nådige Guds vilje og velbehag, så du ikke ønsker dig noget højere end at kunne gøre ham noget til behag; nu er hans bud ikke tunge, men «sødere end honning, ja, end den reneste honning». Og sådan har Gud nu for første gang fået af dig, hvad det første bud så længe krævede, men som netop var det, du allermindst kunne give ham, nemlig hjertets kærlighed. Nu elsker du – og se, denne kærlighed var den første betingelse for opfyldelsen af alle de andre bud, så du nu kan forstå, at der ikke engang findes den mindste begyndelse til helliggørelse i al gerningshellighed, fordi den rette begyndelse og grund mangler. Men læg nu mærke til, hvad der er sket! Herrens bud og lovbud, de samme, som før var dig en trykkende byrde, de er nu blevet dig trøstende, kære og velbehagelige: trøstende, fordi de på én gang forvisser dig om, at alt, hvad der er i dig, er fortabt, at alt må være lutter nåde; men kære og velbehagelige, fordi de siger dig, hvordan du kan gøre din kærlige Gud noget til behag, hvilket nu er blevet din højeste lyst, fordi han har skænket dig så stor en nåde, at du ikke mere skal dømmes efter loven. Altså er det netop det samme, som før trykkede dig, der nu fryder og styrker dig. Er vandet så ikke forvandlet til vin?

Hør nu Skriftens udtrykkelige ord, som skal bekræfte, at dette er den rette omvendelses vej, dette den egentlige mening med alle lovens krav. Sådan siger Apostlen i Rom 3,19: «Men vi ved, at alt, hvad loven siger, det taler den til dem, som har loven, for at enhver mund skal lukkes og hele verden blive skyldig over for Gud.» Hør det så endnu en gang: Lovens hensigt var ikke, at man skulle blive from og retfærdig, men tværtimod skyldig. Sådan står der her.

I kap. 5, v. 20 siger Apostlen: «Men loven kom også ind, for at overtrædelsen skulle blive overstrømmende; men hvor synden blev overstrømmende, der blev nåden endnu mere overstrømmende.» Læg mærke til lovens hensigt: «at synden skulle blive overstrømmende» – ikke overvindes, men «blive overstrømmende».

Og i kap. 7, v. 7–13 viser Apostlen, at det ikke kun er syndsfølelse og syndssorg, men også selve synden og begæret, som vækkes ved buddet; at naturen er så gennemforgiftet ond, at den, så snart den mærker, hvad Gud forbyder, får mere begær efter netop det; at forbuddet og modstanden ægger til mere synd – og derfor gav Gud os loven, for at en sådan ondskab ikke skulle få ligge skjult, men for at Adams børn skulle få føleligt at erfare, hvor onde de er. I v. 13 siger han derfor igen, at lovens hensigt er, at synden skulle blive overmåde syndig ved buddet. «Synden,» siger han, «er blevet mig til død, for at den skulle vise sig at være synd, det vil sige: for at man kunne se, hvor virkelig giftig og ond den er – derved at den ved det, som var godt, nemlig den gode, hellige lov, virkede min død; for at synden skulle blive overmåde syndig ved buddet.» Læg mærke til det! – for at, for at – selve hensigten var netop, at synden skulle blive «overmåde syndig». Hvorved? – «ved buddet», som var «helligt, retfærdigt og godt». Hvis jeg blev ægget til det onde ved noget ondt, var det mindre at undre sig over, og min ondskab ville ikke vise sig så overmåde ond; men tænk, når det, som er helligt og godt, ægger og vækker min ondskab, så må jeg være overmåde ond, så ser jeg synden «overmåde syndig». Ordet «overmåde» betyder her netop det samme, som vi har betegnet med krukkerne fyldt til overflod, nemlig: Det går over alle mål og grænser, synden er helt forfærdeligt mægtig, man kan ikke magte den, når den kun bliver værre ved buddet, ved formaning og irettesættelse og ved kampen imod den. Når den hellige modstand blot forøger dens voldsomhed, når dæmningen får floden til at strømme over alle bredder, så mærker jeg endelig, at «synden er overmåde syndig ved buddet» – så hedder det: «Synden er overstrømmende, krukkerne er fulde helt til randen.»

Så forfærdeligt hårde midler skulle der til, for at den hårdnakkede selvretfærdighed kunne knuses, og Kristus blive den eneste Frelser. Så hårde midler skal der til, før vi for alvor lægger mærke til det ord: «Kristus er lovens ende.»

Dette står nu her i Apostlens udtrykkelige ord, og dette ser vi i alle eksemplerne på Kristi optræden over for de selvretfærdige og så over for elendige syndere og synderinder – hvor de første bliver de sidste og de sidste de første. Kan man da forstå, hvad det er for en ånd i den åndelighed, som alligevel vover at stride mod denne Skriftens hovedlære – alligevel vover at håbe på frelse, skønt de aldrig har erfaret denne virkning af loven, men altid har holdt sig så meget på overfladen, at de aldrig er faldet ned i fortvivlelse over deres omvendelse og er blevet frelst af en anden som helt fortabte. Ja, du, som aldrig har erfaret dette, aldrig er blevet død og overmåde syndig ved buddet, men altid har haft fremgang, mod og kraft i din omvendelse og er begyndt lidt efter lidt at tro nåden, i takt med din egen forbedring – læg mærke til det: Du har troet på Kristus, ikke fordi du var fortabt, men fordi du blev så forbedret, at du syntes, at nu kunne tiden være inde til at tilegne dig Kristi fortjeneste – kan du ikke forstå, at dette er en helt anden tro end blottede og fortabte synderes flugt til Kristus? Håber du alligevel at få lov at blive i brylluppet, når han kommer, han som så en mand uden bryllupsklæder? Matt 22,11–13.

Den falske omvendelse og de falskt åndelige findes i to farver. Først er der de selvfromme, som synes at være mere lovbundne, men som omgås Guds lov så falsk, at de kun ser på de gerninger, de kan komme ud med, og slår af på det, som er dem for strengt. De lader, som om de ikke lægger mærke til budene om det indvortes menneske, men tilgiver sig selv al indvortes synd og bryder på den måde lovens brod af, så de aldrig for alvor bliver dræbt. De kan tale meget om gerninger og helliggørelse, men med en sådan falskhed i ånden, at de enten kun ser på andre eller kun ser på overfladen og på en bestemt hellig øvelse, hvorved de helt glemmer alt det øvrige, som de burde gøre, og ikke kan få øje på den indvortes ondskab, som skulle gøre dem til virkelig fattige syndere. Det var den første slags falskt åndelige. Den anden slags er vores lette, overfladisk evangeliske medløbere, om hvem Kristus sagde: «De tager imod ordet med glæde, men har ingen rod i sig» – stengrunden, klippegrunden, er ikke knust, der er ingen plov gået hen over den; de falder hurtigt til og laver sig selv en tro, men en tro, som ikke angriber deres gamle menneske, men lader dem helt frie i deres pænere skødesynder. De vil ikke høre meget om gerninger og helliggørelse, har ingen villig ånd, bekymrer sig ikke om deres mangler og tænker ikke på forbedring. Et sådant tegn kan ethvert menneske forstå sig på; for forbedring, gode gerninger og helliggørelse er ting, som alle mennesker er enige om nødvendigheden af, for loven er skrevet i ethvert menneskes bryst, også hedningens, som Paulus viser i Rom 2,14–15. Derimod er den første vej, de gerningshelliges vej, så fortryllende, at de mest oplyste kristne kan blive vildledt, så de ikke opdager falskhedens tegn; for hvem skulle kunne mistænke et så englesmukt væsen, hvor man ikke blot er nidkær for Guds ord og bud, men endog gør sine gode gerninger med lyst, fordi man er så tilfreds med sin gøren, at man har sin fornøjelse og trøst deri? Det er jo kun denne selvtilfredshed, der viser, at det ikke er den rette omvendelse, den skarpsynede Helligånd, der bor derinde, for han kan umuligt lade mennesket blive tilfreds med sin fromhed. Men når man ikke giver agt på dette forhold og kun ser på det smukke ydre væsen, hvem skulle så ikke blive vildledt? Det er om dette smukke væsen – brugen af Guds ord, menneskekærlighed, nidkærhed for nyttige foranstaltninger og alle ydre gode gerninger – at Luther så stærkt udbryder: «Dette er fru Kozbi, fyrsten Surs smukke datter fra Midjan, som forheksede Israel sådan, at fireogtyve tusind mand blev slået ihjel for hendes skyld! Dette er skøgen under ærekransen og den blomsterklædte landevej til helvede». For hvem skulle have et så «indskrænket og dystert blik», at han ville drage i tvivl, om alt dette smukke og hellige væsen virkelig udspringer af ludfattige synderes tro på Kristus, eller mistænke, at troen dér har sin næring og sit liv i selve det hellige levned? Nej! At spørge sig selv om dette for alvor kræver et dybt blik ind i Kristi underfulde domme, som når han siger, at endog sådanne, som «har profeteret i hans navn og i hans navn uddrevet onde ånder og i hans navn gjort mange kraftige gerninger», skal få den dom: «Jeg har aldrig kendt jer!» eller denne: «Min ven, hvordan er du kommet herind uden bryllupsklædning? Bind hans hænder og fødder (dvs. gerninger og vandel, som har været hans øjemål og trøst) og kast ham ud i mørket udenfor».

Men hvor forskellige farverne end er på de to slags falsk åndelighed, som vi her har påpeget, så er den egentlige grund til dem begge dog en og den samme, nemlig at Herrens hellige krav ikke har fået ramme det indvortes menneske, at de ikke ser Herrens hellighed, at Guds ansigt og frygten for Gud ikke er for deres øjne, men at de «regner Gud for intet» i deres hjerte og derfor kan drive hyklernes skalkagtighed med hans ord, nemlig tage det af det, som behager dem, og helt glemme og gå uden om resten. Den ene klasse tager imod Ordet om vores gerninger, men agter ikke Ordet om hjertet – derved bliver man en selvtilfreds gerningshelgen; den anden klasse undgår også besværet med gerningerne og tager med glæde imod Ordet om uforskyldt nåde, men klippegrunden forbliver ubrudt, og troen bliver kun en kalkning af en grav, som er fuld af de dødes ben og al urenhed. Den ene kalker sin grav med loven og egne gerninger, den anden kalker den med evangeliet og Kristi fortjeneste, og i begge tilfælde er det lige falsk; for skal troen blive sand og saliggørende, så må den skjulte vederstyggelighed i hjertet graves frem og klippegrunden slås i stykker. Vi nægter slet ikke, at et nådeværk i sjælen kan begynde med lyse dragninger af evangeliet, uden at man er sig nogen særlig knusning ved loven bevidst; men kommer Guds Ånd ind i hjertet, så må der dog nu begynde en knusning og den indvortes urenhed afsløres, og det fører altid bekymring med sig, ja, en «fattig og bedrøvet ånd». Hele Guds ord vidner om det; og en sand tro på Kristus kan aldrig tænkes, uden at mennesket er elendigt over sig selv. Kristus er en frelser; en frelser forudsætter nød; de raske har ikke brug for læge, men de syge. De største hellige er fattige syndere, som har det største besvær med at kunne tro nåden, med alt det lys og al den øvelse, de har i evangeliet. Har jeg i sandhed fællesskab med ham, som er det evige lys, så må det gå mig som Shulammit: hun blev sort for brudgommens ansigt.

Men vi vender tilbage til spørgsmålet om grundårsagen til det ubrudte hjerte hos dem, der har så meget held med deres omvendelse og deres åndelighed, at de ikke bliver fyldt med sorgens vand. Hovedgrunden til deres selvtilfredshed er egentlig hykleri. Sådan siger Kristus i Luk 12,1, at farisæernes surdej er hykleri. Dette hykleri bestod i, at de var strengt opmærksomme på gerninger, på levnedet, så Paulus vidner, at han som farisæer var «uden fejl efter den retfærdighed, som er i loven» (Fil 3,6); men samtidig spurgte de slet ikke efter, hvordan det stod til indvortes i hjertet – og det er hykleri over for Gud. De «gjorde bægeret og fadet rene udvendig, men lod det indre være fuldt af urenhed»; de «gav tiende af mynte og dild og kommen, men lod det fare, som var vigtigere i loven, nemlig retten og barmhjertigheden og troen». Sådan sker det også i vore dage, når man sætter højdepunktet og prøvestenen for omvendelsen i, at et menneske for alvor angrer og opgiver sine synder, men dermed mener udvortes synder, laster og uvaner, uredelighed, utugt, ondskab, kiv, trætte og drukkenskab, og regner den indvortes synd for ingenting. En sådan nidkærhed for hellighed havde farisæerne også, ja, så streng, at de endog gjorde Herren Kristus selv til en synder. Når han af stor ømhed for mennesker også på sabbatten helbredte syge eller tillod sine sultne disciple at plukke aks, blev han dømt for brud på det tredje bud; når han, udmattet af kærlighedens arbejde, styrkede sig med en drik ædel vin, måtte han hedde «en vindrikker». Åh, de store hellige! Heraf ser vi, at den slags nidkærhed for hellighed ikke beviser meget. Og vi taler endda ikke blot om det groveste kendetegn ved farisæerne, at man kun bekymrer sig om andres synder og andres omvendelse, mens man selv lever helt fri for det besvær – som Jesus sagde, at de ikke selv rørte med en finger ved de byrder, som de lagde på andre – men vi taler om en langt bedre nidkærhed, nemlig at man for sit eget vedkommende vil aflægge alle syndige ord og gerninger. Åh, hvor stor en ting du så gør! Hvilken usselhed! Kan ikke alle kristne bevidne, at dette kun var det første og laveste trin i omvendelsen, nemlig at vi begyndte at aflægge disse ydre synder? Det er noget, man kan begynde med, mens man endnu mere end halvt sover. Ja, det er noget, alle hyklere og gerningshellige kan beskæftige sig med. Åh nej, der kræves noget mere til den rette omvendelse! Den må gå noget dybere! Det ene skal du gøre og ikke undlade det andet. Aflægge alle syndige ord og gerninger skal du ganske vist, men det er endnu ikke værd at kalde omvendelse. Herren kræver noget mere. Han kræver på det alvorligste, at du også skal aflægge alle syndige tanker og sindsbevægelser, syndige lyster og begæringer, ja, de mest skjulte hensigter, som Herrens hellige blik ser og finder urene. Glem aldrig, at Herrens øjne ser hjertet. Ligesom legemlige øjne ser legemer, sådan ser Åndens øjne ånder. Du har et vidne i dit indre om, at Gud ser dine mest skjulte tanker, hensigter og sindsbevægelser. Hvordan tør du så for Guds hellige øjne drive et sådant hykleri, at du omhyggeligt vogter dig for udvortes forsyndelser, men regner det for ingenting, at du huser synder i hjertet – regner alle dine synder mod Guds første og største bud for ingenting, skønt de synder jo for Gud må være de sværeste, som fx at du i al stilhed dyrker afguder og har mere lyst og glæde ved noget, som ikke er Gud, end du har ved ham; at du ikke af hele dit hjerte elsker og frygter Herren og måske er helt ubekymret om det; at du er tilfreds, når du ikke er faret ud i vrede ord, selv om du nærer had eller misundelse mod din næste; er tilfreds, når du ikke har bedrevet hor i gerning, selv om du giver hjertets urene lyster og fantasier fuld frihed; er tilfreds, når du ikke stjæler din næstes penge, selv om du berøver ham det, som er langt mere dyrebart, hans gode navn og rygte osv.? Se, dette er farisæernes hellighed. Frygter du ikke den store Guds hellige vrede, når han ser et sådant hykleri hos dig? Hvordan tør du komme for hans øjne og bede om noget, når du ved sådan noget med dig selv? Du skal også engang dø og komme for hans dom; har du ikke brug for at være oprigtig over for ham, mens tid er? Glem aldrig, at Herrens øjne bestandig ser dine tanker og dit hjerte.

Men her hjælper ingen formaninger og ingen besindelse, hvis ikke Herrens Ånd selv vækker din sovende sjæl, hvis ikke Herren selv åbenbarer sig for dig og gør dig vågen og oprigtig. Den rette omvendelse er Herrens værk. Men hvis Herrens hellighed trænger ind i dit hjerte, så du ser Guds øjne over dig og mærker, hvordan han bestandig ser hele dit væsen, så skal du sandelig aldrig finde ro i dig selv, aldrig blive tilfreds med din omvendelse og helliggørelse; nej, så bliver du snart en helt fortabt synder. Hvor du end vender dig hen, støder du kun på synd og urenhed, kulde mod Gud, afgudsdyrkelse, hårdhed, hykleri, letsind, afmagt – ja, nu kan du nok komme til at erfare, at du ikke engang formår at undslippe synden i ord og gerninger, men også forsynder dig udvortes. Sådan bliver synden ved buddet «overmåde syndig» – «og jeg døde», siger Apostlen – og nu er det en stor Guds nåde, hvis du ikke helt fortvivler. Med alt det, du ved og hører om evangeliet, bliver det nu den sværeste kunst at kunne tro Guds nåde. Og som før sagt: nu er krukkerne fulde af vand. Men når du er helt rådvild og ikke selv kan gøre noget, men er parat til at give alt tabt, så er den stund kommet, da Herren kan forvandle alt dette vand til vin. Får Kristus nu lov at blive din Frelser, så bliver han det alene, og så er din tro visselig af den rette slags. De, som for alvor synes, at de er de værste syndere, ja, så uskikkede til Guds rige, at de med al deres synd ikke engang rigtig kan føle og angre den og derfor aldrig kan finde trøst i deres omvendelse, de er netop derfor sandelig på den rette omvendelses vej.

Luther siger: «At vandet nu forvandles til vin, sker ved, at lovens mening bliver os behagelig. Før evangeliet kommer, forstår man altid loven sådan, som om den kun krævede vores gerninger, og som om vi kunne gøre den fyldest med dem. Deraf bliver vi enten formastelige og forstokkede hyklere, hårdere end nogen stenkrukke, eller også ængstelige og urolige samvittigheder. For dér er og bliver der altid vand i krukken, dvs. forsagthed og frygt for Guds dom; og det er et vand, som man ikke drikker og bliver vederkvæget af; der sker kun en udvortes tvætning med det, hvorved man dog aldrig rigtig bliver ren indvortes. Men evangeliet forklarer os loven som den, der kræver mere, end vi formår – som den, der vil have en anden mand end os til at fuldbyrde sig – dvs. den kræver Kristus og driver til ham, så vi skal lade ham være hele vores lovopfyldelse, ja, lovens ende til vores retfærdighed; og når vi ved en så stor nåde og salig trøst er blevet virkelig lykkelige, frigjort fra loven og fortrolige med vores Gud, så bliver vi også ved den samme Guds nåde andre mennesker, forenet med Kristus og ligesindede med ham, og begynder nu af hjertens lyst og kærlighed at gøre de rette gode gerninger». Luther siger igen: «Altså er det lovens rette forstand og mening at føre os til erkendelse af vores uformåenhed» og drive os bort fra os selv og hen til en anden, nemlig til Kristus, som er lovens ende, for at vi i ham skal søge nåde og hjælp.

Når loven bliver forklaret rigtigt for os, mærker vi, «at hele vores væsen ikke er andet end lutter synd, og at vi aldrig ved loven kan blive synden kvit. Når nu de velmenende hjerter, som allerede er fulde af frygt og samvittighedsuro, fornemmer dette, så forskrækkes de endnu mere, så sorgens vand står over alle bredder. Da forstår man loven efter dens højeste forstand og finder intet andet i den end fortvivlelse». – «Så kommer det trøstefulde evangelium og forvandler dette vand til vin. For når hjertet hører, at Kristus har opfyldt loven for os og taget alle vores synder på sig, så spørger det ikke længere efter, at loven kræver af os det, som er os umuligt; nej, det ser da med den største fornøjelse og velbehag, at loven er så høj og hellig i sine krav; det elsker og priser loven netop, fordi den er sådan. Hvorfor det? Jo, fordi et sådant hjerte nu i sin Kristus har alt det, loven krævede, og det ville være dets største sorg, hvis loven krævede noget mindre». Jo mere loven kræver, jo mere umuligt det er for mig at opfylde den, des tryggere bliver jeg på, at den sag hører en anden mand til; des mere fri og løst bliver jeg fra min gamle falske stræben efter at tiltro mig selv at kunne opfylde den. Sådan bliver Paulus’ ord sande: Jeg er ved loven død bort fra loven. Nu er jeg fri, ligesom hustruen fra mandens lov, efter at han er død – fri fra lovens livsbetingelser, lovens domme og formynderskab. Jeg lever nu hos en anden mand, nemlig hos ham, som er opstået fra de døde (Rom 7,1–6). Og se, loven, som før var mig så hård og tung, er mig nu så kær, lys og let; for den lever nu i hjertet ved Helligånden. Netop fordi jeg er fri fra lovens dom, netop fordi Kristus har gjort mig den usigelige tjeneste, at loven aldrig mere skal dømme mig, netop derfor elsker jeg nu Guds lov af hjertet og ønsker mig ingen højere nåde end at kunne være min gode, trofaste Gud til behag. Nu er der ikke vand i krukken, men vin, den rette glædens vin, som gør hjertet glad og lystigt. Og hvad et sådant hjerte nu gør, med en sådan lyst og glæde, med en sådan kærlighedens tilskyndelse, det, ja, det alene er helliggørelse og de rette gode gerninger. Gud give os alle, at vi ikke blot forstår dette, men også ejer det i levende erfaring! Amen.